Det var utroligt, som Vargas havde evnen til at kigge på Irisa, så hun på en eller anden måde følte sig endnu mere nøgen, selvom hun i forvejen var helt afklædt. Hun kunne ikke mindes, at en mand nogensinde havde kigget sådan på hende før, hvilket hun var yderst taknemmelig for, for selvom hun ikke kiggede direkte på ham, kunne hun mærke hans blik, og det alene var nok til at få hårene til at rejse sig. Hvad havde hun dog sagt ja til.
Badet havde hjulpet på den ømme krop, men det var stadig besværligt for Irisa, at komme op fra karret. Op kom hun dog, for hun havde ikke lyst til, at Vargas skulle hive hende op, for det ville næppe være behageligt.

Selvom det gjorde ondt, gik hun med nogenlunde rank ryg hen til spanden, han skulle ikke tro, t han havde fået hende ned med nakken, selvom kroppen stadig bar spor efter mishandlingen. Irisa var stadig ikke helt sikker på benen, men hun formåede at holde sig oprejst. Hurtigt kom der dog en ny udfordring, for da hun greb fat i spanden, gik det hurtigt op for hende, at hendes ømme og trætte arme umuligt ville kunne løfte spanden. Igen var det ikke en mulighed at spørge Vargas til råds, for hun var overbevist om, at han sikkert ville prøve at drukne hende i spanden. I stedet så hun rundt, og da hendes øjne faldt på en svamp, gik hun hen for at samle den op, hvorefter hun vendte tilbage til spanden.

Svampen blev dukket ned i vandet, og med det samme kom der en overraskende lyd fra Irisa. Vandet var jo iskoldt! Stædigt bed Irisa tænderne sammen, lidt koldt vand havde aldrig skadet nogen. Hun sørgede for, at stå med ryggen til Vargas, og tog så svampen op, så hun kunne klemme vandet ud af den og ned over hendes krop, hvor gåsehud med det samme begyndte at sprede sig. Det var forbandet koldt, men hun nægtede at brokke sig over det! Han skulle ikke have glæden af at få hende til at klynke over lidt koldt vand. Stadig med tænderne hårdt bidt sammen begyndte hun at skurre kroppen, hvorefter hun igen førte svampen ned i vandet for at gentage behandlingen indtil Vargas mente, at hun var ren nok til at tage med i seng.

Vargas blev stående ved karret, som topalistøsen begyndte at kæmpe sig ud af det. Han gjorde intet for at hjælpe hende, den slags skulle hun bede om. I stedet benyttede han muligheden til at fortsætte med at betragte hendes krop, der nu var ren og fri for de skrammer, han og de to vagter havde givet hende. Selv hvis hendes vandevne skulle vise sig ikke at være ret meget værd, ville han stadig kunne få hende solgt. Han kendte flere, der ville elske at have så køn en kvinde i deres harem. Og flere af dem ville elske en lille vildkat, der ville give dem noget kamp. Men for nu var planen nu at få det vilde ud af katten, så hun var til at styre.

Selvom healeren havde fjernet tøsens skrammer og blå mærker, var hun tydeligvis stadig ødelagt efter de sidste mange dages pinsel. Nok var Vargas to healere gode, men der var begrænsninger til deres evner. Nej, han havde hørt om en ung mand, der dukkede op med jævne mellemrum i Medanien … måske han skulle sætte en lille dusør på hans hoved.
Som hans tanker gled over i grådigheden efter at eje en magtfuld healer, fortsatte hans blik med at følge pigebarnet, som hun gik over til spanden, og kort efter tog en svamp, der lå klar til brug. Hel dum var hun ikke, kunne han konstatere. Mens hun vaskede sig, trådte han hen og tog et stort klæde, der var beregnet til at tørre sig i, hvorefter han ventede til hun var færdig. Hun havde nu en pænt formet bagdel.

Da hun lagde svampen fra sig, trådte han op bag hende og lagde klædet om hende.
”Det var bedre.” Et lille smil hvilede om hans læber, som han roligt begyndte at tørre hende. Med bløde, rolige bevægelser førte han stoffet over hendes hud med flade hænder, så han kunne mærke hendes former. Man kunne næsten kalde det kærtegnene, som han, stadig stående bag hende, tørrede hendes bryster af. I hans hoved var det meget kærligt og var opvarmning til, hvad der ellers snart skulle ske. Vargas arrogance fik ham til at tænke, at han var gudernes gave til kvinden, og han opførte sig også derefter. Hvordan kunne en kvinde ikke finde glæde ved hans kærtegn, når han, som nu, lagde lidt følelse i det? Så han tørrede hendes krop med sine kærtegn og snart var hans ene hånd på ved ned imellem hendes ben, mens den anden hvilede på hendes hofte.

Irisa gjorde sit bedste fore at skure og skrubbe kroppen, så hun var helt ren for de sidste spor af snavs. Det var helt uvant for hende at gå op i at at blive så ren som overhovedet muligt.. Og så endda for at få Vargas' godkendelse. Det gode ved det var, at det i det mindste gav hende længere tid til at finde på en plan til at slippe væk fra ham. Desværre var hun ikke kommet med nogen holdbare planer endnu. Kunne det virkelig passe, at hun skulle ende med mere eller mindre frivilligt at dele seng med ham? Det var lige før hun hellere tog vagten som var lidt for glad for at bide.

Et lavt gisp undslap Irisa, da Vargas pludselig lagde klædet om hende. Havde det været hvem som helst anden, ville det have været en venlig, ja vel næsten kærlig, gestus. Men når det nu var Vargas, gav det hende bare myrekryb. Som hans hænder gik på vandring over hendes bryster bed Irisa sig hårdt i læben for ikke at fjerne dem, i det mindste var der da klædet imellem hans hænder og hendes hud. Personligt havde hun foretrukket en rustning eller noget der var mindst lige så tykt, men klædet var vel bedre end ingenting. 

Det ville sikkert være meget nemmere, og for den sags skyld nok også hurtigere overstået, hvis Irisa bare kunne opføre sig som en god lille slave, og sprede benene for Vargas, så hans hånd nemmere kunne komme til. Problemet var bare, at Irisa ikke var nogen god lille slave, og hun kunne simpelthen ikke få sig selv til frivilligt at overgive sig til ham. Måske havde hun kunne overtale sig selv, hvis klædet i det mindste havde været langt nok til at begrænse hans fingres adgang til hendes mest private sted, men uden den smule beskyttelse det ville have givet, var det en kamp, som hun meget hurtigt havde tabt mod sig selv. I stedet spændte hun op i lårene for at gøre det sværere for ham at få plads til hånden. Af ren refleks forsøgte hun også at bevæge sig bagud og væk fra hånden, hvilket selvfølgelig kun resulterede i, at hun blev presset mere op ad ham.

Man kunne sige mange ting om Vargas og hans forhold til kvinder. Nok var nogle af dem ikke helt villige, når han tog dem med i sin seng, men når det var med nydelse som bagtanke, gjorde han ikke noget for at gøre dem ondt med vilje. Sex var bedst, når begge parter nød det og kunne føle sig tilfredse, når det nåede sin ende. Og han var trods alt en mand af nydelse. Han havde tænkt sig at kærtegne hende, få lysterne frem i hende og bryde hende ned, til hun stønnede af nydelse under ham. Han var grådig efter sin egen tilfredsstillelse, både den fysiske og den mentale, han fik af kroppes nydelse af hinanden.

Så da hans hånd ikke fik lov til at rejse derhen, hvor den ville, fik han en svag rynke i panden, en rynke der kun blev dybere, som hun trådte væk fra hans hånd og trykkede sig ind i mod ham. Han var ikke i tvivl om, at hun ikke ville lade ham. Hun brød deres aftale, og hvis der var noget, han ikke brød sig om, så var det når folk løb fra de handler, han havde indgået med dem.
Et lidt stramt smil lagde sig om hans læber, som han trak hænderne til sig og lagde dem på hendes skuldre i stedet.
"Nu skal du ikke give mig den idé, at du forsøger at undgå vores lille handel. Du har fået din del." Hans hånd gled op for at lægge sig om hendes hals uden at klemme, men han skubbede hendes hoved bagud og tvang hende til at se på ham. Han betragtede hendes ansigt lidt, inden hånden gled nedad og lagde sig mod det øverste af hendes brystkasse, over stenen. 

Han startede bare ud med at røre hendes sjæl. Den var ikke noget specielt i hans øjne, selvom han kunne mærke modstanden i den. Hun var en kæmper. Pludseligt hev han i den, hårdt. Hun ville føle det som om, at hun fik slået luften ud af sig, føle det som om, at hendes hjerte sprang et slag eller to over og måske ville hun føle sig svag i benene.
"Jeg bliver utilfreds, når nogen forsøger at smyge sig ud af en handel med mig." Der var en let vred tone i hans stemme, som han greb fat i hendes skuldre igen og snurrede hende rundt. Stoffet faldt til jorden ved deres fødder. De mørke brune øjne så ind i hendes og der var et glimt i dem, der burde fortælle hende, at han nok skulle få det, han havde handlet sig til, lige meget hvad hun gjorde for at undgå det. Det var hans ret til at tage det.

Det her kunne ikke blive ved, det var tydeligt for Irisa. En lille del af hende havde nok troet på, at hvis hun bare var ugidelig nok, ville han miste interessen. Tidligere havde han jo tilkaldt en vagt for at gøre det beskidte arbejde, så han virkede ikke som typen der nødvendigvis foretrak ufrivillige kvinder. Tydeligvis havde Irisa dog alt for høje tanker om ham, for der var ingen tvivl om, at han havde tænkt sig at tage, hvad hun havde lovet ham.

Stift så Irisa op på ham, var det nu, at han havde tænkt sig at tage, hvad hun havde lovet? Hun forventede, at hans hånd hånd igen ville fortsætte ned mellem hendes ben, så hvorfor stoppede den ved hendes brystkasse? Knapt havde Irisa tænkt tanken, før det føltes som om, at nogen slog hende hrådt i maven. Hun trak vejret ind i et højlydt gisp, mens benene truede med at give efter under hende. Hvad var det han gjorde ved hende?! Hun blev nødt til at stoppe ham nu, for hvis de kom meget længere, tvivlede hun på, at hun ville have modet, nu hvor han havde vist, hvor nemt han kunne afstraffe hende.

Ydmygt slog hun blikket ned og dukkede nakken, selvom det var ren skuespil kæmpede hun virkelig med sig selv, men hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at sprede benene for ham.
"Jeg skal nok overholde min del af aftalen" Det var så svært at få ordene ud, at det knapt var en hvisken. Tøvende lænede Irisa sig ind mod ham og lod hænderne glide ned over hans brystkasse og ned på hans hofter. Under andre omstændigheder kunne hun sikkert godt have været tiltrukket af ham, men lige nu var hun nærmere frastødt.
Irisas hænder rystede ganske svagt, da hun vovede at kigge op på ham og i en hurtig, og forhåbentlig hård, bevægelse, trak knæet op, så det med lidt held ville ramme der, hvor det nok ville gøre mest ondt.

Ydmygheden klædte hende, selvom han stærkt regnede med, at den var pivende falsk. Hun var ikke den ydmyge type, det havde han lige konstateret, da han ragede på hendes sjæl. Men så længe han fik, hvad han havde handlet sig til, så var han tilfreds. Den falske ydmyghed skulle nok blive ægte med tiden. Han forventede, at der var mere kamp i hende. Hun udstrålede problem, men det var der løsninger for.

"Godt," sagde han mindre vred og lidt smil i mundvigen.
Hendes hænder fandt frem til hans brystkasse og gled ned over silkeskjorten, der havde våde pletter efter at have været i berøring med hendes våde hår. Han kunne mærke sine mavemuskler spænde en smule op, som berøringen fortsatte ned ad, og han var næsten skuffet, da de gled til siderne og lagde sig på hans hofter. Havde de fortsat længere ned, ville hun havde opdaget, at han ikke var upåvirket af hendes nøgne nærvær. Hun var en smuk ung kvinde, og hans hjerne havde allerede forestillet sig, hvad der kunne ske mellem silkelagnerne.

Vargas havde ikke forestillet sig det, der skete næst. Ud af det blå kom hendes knæ farende, og han nåede ikke at gøre noget for at undgå det. Smerten var øjeblikkelig, som hamrede nogen glødende metalstænger op igennem hans underliv fra hans skridt. En forpustet, smertefuld lyd forlod ham, som hans krop trak ham sammen og han nærmest måtte støtte sig til hende. Det gjorde ondt. Han havde prøvet det før, hvordan kunne han ikke det med de ting, han havde lavet i sit femtenhundrede år lange liv. Nej, hun var langt fra den første kvinde, der havde set sig sur på ham. Men det blev smerten ikke mindre af.

Med en hvislen, som han trak luft ind mellem sammenbidte tænder, trådte han et skridt tilbage for at samle sig. Hans greb i hende skulder slækkedes, og hun ville kunne rykke sig fri, hvis hun ville. Døren stod åben og man kunne se gangen udenfor. Løb man ud af den og drejede til højre, ville man være på vej mod den vej de var kommet fra. 
Hvad man ikke kunne se indefra var vagten, der stod op af væggen, også til højre, og kedede sig gudsjammerligt. Der var altid vagter i nærheden af Vargas.

I det øjeblik Irisa besluttede sig for at føre knæet mod Vargas' ædlere dele, var det som om at tiden pludselig gik meget langsomt. Sekunder blev til minutter og minutter blev til timer, mens knæet fortsatte opad. Selvom Irisa havde vidst, at hun blev nødt til at gøre et eller andet for at slippe væk, var knæet en beslutning taget i øjeblikket, hun kunne lige så godt have stukket hånden ned i hans bukser og klemt til. Selvfølgelig vidste hun, at angrebet ville være effektivt, Vargas var ikke den første mand, som hun havde været nødt til at afvise på lidt mere brutal vis, omend han var den farligste hun havde været nødt til at afvise.

Da knæet kolliderede med Vargas' følsomme område, begyndte tiden pludselig at gå stærkt igen. Vargas knækkede sammen ind mod hende, og et kort øjeblik var Irisa bange for, at han var nærværende nok til at række ud, og vride halsen om på hende. Det ville i sandhed være en antiklimatisk måde at dø på efter alt det, men heldigvis trådte han tilbage. Irisa stod og kiggede på ham, fuldkommen lammet af chokket over, at hendes angreb faktisk havde virket, det var fuldkommen surrealistisk, at det virkelig skulle være så nemt. Endelig formåede hun at slippe ud af chokket, det her var hendes eneste chance! Nok lidt mere voldsomt end behøvet fik hun revet sig løs og løb mod døren. Med det samme kunne hun mærke lettelsen i kroppen. Kunne det passe, at hun endelig var fri? Med det samme begyndte der at vælft tåre op i hendes øjne, men hun tørrede dem hurtigt væk med bagsiden f hånden.. lige i tide til at se en vagt træde frem, så hun kunne løbe direkte ind i ham.

Det var ikke hvilken som helst vagt, der stod uden foran døren. Det var Meran, vagten der havde fået lov til at hygge sig med Irisa den dag hun kom. En mand de fleste andre vagter ikke brød sig om, der var noget over ham, der gav de fleste en klam fornemmelse i kroppen. Måske den måde, han kiggede på folk, som var de et byttedyr, der skulle flås. En snegl, han kunne kvase under sin fod. Som om at hele verden var til for hans egen personlige underholdning.
Hvorfor Vargas lige havde valgt ham til at stå her, vidste han ikke, det kunne klares af enhver af idioterne ude på pladsen, men én ting havde han dog lært, og det var at acceptere Vargas' ordrer og gøre, som der blev sagt. Han havde stor respekt for manden, selvom han sommetider bandede ham til dødsriget.

Én ting var sikkert, han var ikke dum, og da han hørte de løbende bare fødder slå mod gulvet, skubbede han sig ud fra væggen og så undrende mod døren. Og der kom den lille fugl, ud af døren, og bankede direkte ind i mod ham. Hendes slanke brune krop var bar og hendes hår stadig vådt. Hurtigt frem han fat i hendes håndled og snurrede hende rundt, så hans arme lå omkring hende og hendes krop var trykket mod hans. Et ulækkert smil var allerede dukket op om de smalle læber, som han sænkede hovedet og snusede til hendes hals.
"Mhm, hvad har du gang i lille pipfugl?" Ikke at han regnede med svar, så han skubbede hende bare fremad og tilbage i rummet, hvor Vargas stadig var.

Vargas reagerede ikke på, at tøsen stak af. Med en grimasse fik han sig rettet op, og efter et par dybe vejrtrækninger havde han mere styr på sig selv. Det ville gå over. Den skarpe smerte var allerede blev til en blød dunken, der fyldte hans underliv. Ved Zaladin og hans tilbedere, det var aldrig noget, han ville vænne sig til. 
I samme øjeblik kom Meran ind i rummet med Irisa på slæb. Vargas kørte en hånd igennem sit hår med et suk. Der var kamp i tøsen. Det ville hun fortryde. Men deres lille handel måtte tydeligvis vente, som han hverken følte sig i stand til eller havde lyst til at gennemføre den. I stedet rettede han blikket mod vagten, der allerede havde et forventningsfuldt glimt i øjnene. Måske var det ikke så tilfældigt, at Vargas havde bedt ham være til rådighed.

"Jeg er færdig med hende for i dag. Gør hvad du vil." Han viftede med den ene hånd og gik, svagt rundbenet, mod døren. Meran flyttede sig, så han kunne komme forbi, men Vargas stoppede op ved siden af ham, stadig ignorerende tøsen.
"Hæng hende ud igen bag efter, hun har tydeligvis ikke forstået budskabet. Og ikke for meget larm, Ana kan høre jer." Da han var sikker på, at Meran forstod, nikkede han og forlod dem for at gå ind i sin stue og smide sig i en blød stol. Efter at have lukket døren til baderummet. Lige nu havde han mest til at ligge der til smerten forsvandt. 

Med det samme genkendte Irisa vagten, som få dage forinden havde ført hende igennem et sandt helvede. Selvfølgelig var det ham, som hun var løbet ind i! Det virkede nærmest som en syg joke, at det var ham af alle vagter, og for at gøre det hele værre, tydede hans klamme smil på, at han heller ikke havde glemt deres tid sammen.
Panisk begyndte Irisa at vride sig og stemme hælene mod gulvet i et forsøg på at undgå at blive slæbt tilbage. Det havde været så tæt på! Vrede tåre begyndte at vælde op i hendes øjne, mens hun skreg og vred sig så godt hun kunne.
"Slip mig! lad mig så gå!" Selvfølgelig havde hun ikke den mindste chance for at slippe fri, og frygten begyndte at blande sig med vreden, som hun blev slæbt tilbage til Vargas. 

Rasende så hun på Vargas, han havde ikke engang tænkt sig udføre straffen selv! I stedet overlod han hende til den sindssyge vagt, som allerede havde misbrugt hende en gang! For bare et øjeblik siden havde hun ønsket, at vagten ville overtage fra Vargas, så hun i det mindste ikke frivilligt skulle sprede benene for ham, men det fortrød hun i den grad nu. 
"Du gør ikke engang arbejdet færdig selv! Kujon! Din sølle undskyldning for en mand! Dit vortebefængte skovsvin! Gid du må drukne i kamelpis!" De mange eder og forbandelser som Irisa kastede efter Vargas, blev effektivt stoppet med et hårdt slag fra vagten, som slog luften ud af hende.

Tom for flere forfærdelige ord som hun kunne bruge mod vagten, begyndte hun i stedet blot at skrige højt og skingert. Formentlig med Vargas' formaning om at undgå larm førte vagten hende resolut hen til karret, og førte hendes hoved under vandet. Lige så snart Irisa atter blev hevet op gispede hun efter vejret, men satte så igen i et skrig så snart hendes lunger tillod det.
Den behandling fortsatte i et stykke tid. På et tidspunkt valgte vagten at udnytte sig af, at hun alligevel stod bukket over karret, og tog muligheden for at gøre med hende, hvad han ville. Hver gang Irisa blev hevet op, så hun kunne få vejret udnyttede han muligheden for at bide hende alle steder, som han nu lige kunne komme til.

Irisa mistede fornemmelsen for, hvor længe vagten misbrugte hende. Hun var for længst holdt op med at skrige, men alligevel blev hendes hoved dukket ned under det beskidte badevand, sikkert for underholdningen og ydmygelsen skyld. Som vagten for guderne vidste hvilken gang nåede sit klimaks glemte han at holde øje med, at hun ikke blev holdt under for længe, så hun mistede bevidstheden. Efter at vagten havde sikret sig, at hun ikke var død af behandlingen, slæbte han hende afsted i håret, så han igen kunne sætte hende fast ude i gården.

Skrigeriet spredte sig i bygningen, afbrudt i perioder og Vargas havde et irriteret udtryk i ansigtet, som han lå der og ventede på, at han følte sig mere normaltfungerende igen. Til sidst kom han med en sur lyd og kom på benene, inden han gik ovenpå. Som han havde regnet med, så Ana skræmt ud, og han beroligede hende en smule, inden han fik hende til at tage en af sine bøger og sætte sig ud på altanen, der vendte ud mod haven, og læse højt for ham. Lydene forsvandt og for en stund var det ganske fredeligt og afslappende at sidde der og lytte til Anas smukke stemme, mens vandet i springvandet i den lille grønne oase glimtede i solen. 

Dagene gik. Umbrien sørgede for at topalistøsen blev pillet ned, inden hun døde. Samme kvindelige slave fik lov til at tage sig af hende, og denne gang gik der mange dage, før nogen kom efter Irisa. Normal ville hun blive flyttet over i et bur for sig selv, men der var efterhånden lidt pladsmangel i slavehandlen, så de to kvinder fik lov til at blive sammen. Her ville hun opleve hverdagen, der mest bare bestod af ingenting, to måltider om dagen og vand lidt oftere. Meran kom forbi buret nogle gange og lavede kysselyde af de to kvinder, som var de skræmte hvalpe, han forsøgte at logge til sig. Men han rørte ikke nogen af dem. Han var blevet klogere af skade.

Nej, Vargas virkede lidt til at have glemt Irisa, men faktisk var det bare fordi, at han havde for meget at se til. De fleste forventede nok ikke, at dæmonen lavede ret meget, men der var mere end man skulle tro. Han var ikke hjemme i tre dage, fordi han var inviteret til en social sammenkomst ved en af sine kunder uden for Dianthos. Så var der et par møder med byggefolk, der ville have muligheden for at udvide slavehandlens fysiske størrelse for ham. Og så var der det sædvanlige med at vurdere nye slaver, snakke med kunder og det mere praktiske med bogholderi og den slags.

Og en sen eftermiddag fik han besøg. Pludseligt stod en høj, arret og ørkenstøvet mand i hans stue. Et smil bredte sig på Vargas ansigt, da han lagde sine øjne på ham. En mand han altid var oprigtigt glad for at se.
"Thanos! Min ven! Hvad bringer dig hid?!" Han greb ham straks i armen og fik en tjener til at hente vand og mad. Resten af dagen gik med, at lejesoldaten fik et tiltrængt bad, mad og drikke og de ellers sad henslægt i de bløde puder i den private stue og snakkede om, hvad der skete i Krystallandet. Thanos var altid fyldt med informationer og nyheder, og Vargas nød hans selskab. De fleste ville nok finde ham kedelig, uden følelser og død i sit udtryk, men Vargas kunne lide ham. Måske fordi han lod Vargas snakke som han ville og selv ikke sagde meget.

Det blev sent og der blev drukket lidt mere vin end godt var, så Vargas sov længe. Thanos var selvfølgelig oppe og havde placeret sig på altanen, der vendte mod slavehandlen, hvor han stod og betragtede de mange bure med væsner.
"Der er fyldt godt op," kommenterede han, som Vargas søvndrukkent kom ud til ham, mens han forsøgte at rette på sit morgenhår med en hånd.
"Ja, det begynder at knibe med pladsen." De stod lidt og kiggede ud over det hele for en stund.
"Jeg er ikke hjemme fra eftermiddag til engang i nat, en af handelsmændene inde i byen holder noget tamtam med en masse potentielle kunder. Du er velkommen til at blive blive, men det ved du jo." Han flyttede blikket til den anden mand, der kort nikkede som svar. Vargas havde en fornemmelse af, at Thanos sommetider bare kom til Balzera for at få en uges ferie. Men hvem kunne ikke også bruge det, når livet bestod af at rejse rundt og skifte mellem krosenge og et plet på jorden. Vargas savnede ikke de perioder, hvor han selv havde haft sådan et liv. Han havde altid været et luksusdyr.

Et smil dukkede op på Vargas læber, som han dovent strakte sig, så leddene knagede.
"Vi kan sagtens finde på noget underholdning til dig. Jeg har nok en kvinde eller to, mere eller mindre villige." Som han sagde det, gled hans tanker over på topalistøsen, der nu både havde forsøgt at drukne ham i vin og også havde sparket ham i skidtet. "Jeg tror faktisk, at jeg har den perfekte pige til dig. Det bliver lidt en tjeneste for mig. Hun er, hm, besværlig. Jeg kunne godt tænke mig at se, om du kan få noget ud af hende. Havde jeg haft tiden, så havde jeg selv ... men nu er du her jo, og du er mere til den slags end jeg." Det var ikke en hemmelighed mellem de to, at Varas ikke gik så meget op i tortur. Han kunne lide at svinge pisken, men for det meste var han for doven til resten. Hvor Thanos derimod virkede til at hygge sig med det.
Thanos så lidt på ham, så deres øjne mødtes, inden han nikkede.
"Hvorfor ikke."
Vargas smilede stort, det var en god ven, han havde fået sig der. Om end han kun var et menneske. Men hvilket menneske. Kunne Vargas, ville han gøre ham udødelig.
"Fantastisk! Jeg får vagterne til at slæbe hende ind efter aftensmad?" Han sukkede tilfreds, da Thanos igen med et tavs nik godkendte den plan. "Godt! Nå, hvad siger du til noget morgenmad? Og kaffe. Den vin fra i går slår hårdere end forventet." Han gned sin tinding og ømmede sig lidt.

Senere på dagen drog Vargas ud på besøg, og Thanos var alene. Som lovet gik et par vagter ud for at hente Irisa i buret og føre hende hen til den lille tilbygning med det ene rum, hvor kæderne hang fra loftet. Her sad Thanos på chaiselonen og ventede. Hans taske stod på gulvet ved siden af. Med en håndbevægelse og et par få ord bad Thanos vagterne til at slippe hende fri i rummet og lukke døren.

Vargas havde store forventninger til lejesoldatens evner, han havde i hvert fald ikke svigtet ham før.

Da Irisa atter vågnede, hang hun igen i gården bundet fast til de forbandede pæle. Hendes første reaktion var at gå i panik og hive og slide for at komme fri, selvom hun vidste, at det intet hjalp. Stemmen var i forvejen brugt og mishandlet efter timerne med Meran, så der gik ikke længe for Irisa ikke havde nok stemme til at skrige.
Den nådesløse sol bagte ned på Irisa, og fik hende til at længes så forfærdeligt efter oasen, som hun ofte var overnattet ved, når hun skulle hjem efter at have været inde i byen for at underholde. Det føltes som minder fra et helt andet liv.. hvor mange dage var der overhovedet gået? 
Lige så varm og nådesløs som dagen var, lige så kold og forfærdelig var natten. Det var lige før, at Irisa begyndte at savne varmen fra solen. Altså lige indtil den stod op og atter begyndte at bage.

Allerede da Irisa var blevet bundet fast, havde hun været svag og afkræftet, så da hun endelig blev bundet fri, havde hun knapt kræfter til at stå på benene, og da slet ikke til at kæmpe for at komme fri. Selvom alt gjorde ondt og hun mest af alt havde lyst til at dø, var det en befrielse at blive smidt ind i buret, hvor den venlige kvindelige slave atter tog sig af hende. Med vand, mad og nogenlunde kærlig omsorg, kom hun efterhånden så meget til kræfterne, at hun kunne først sætte sig op, og sidenhen endda rejse sig. Til at starte med fór hun skræmt op mod tremmerne, når Meran kom gående forbi, men hurtigt fortalte de andre slaver hende, at han ikke havde lov til at røre dem uden tilladelse fra Vargas. Så var han jo lige pludselig ikke så skræmmende.

Dagene i buret var kedeligt, og Irisa var overbevist om, at hun var ved at blive sindssyg af at være fanget. Der måtte da være en måde at slappe væk på! Hvis bare hun kunne bruge sin evne! En dag endte hun med at sætte sig i skrædderstilling med en kop med vand foran sig. Hænderne hvilede hun i skødet. Med øjnene lukkede prøvede hun at koncentrere sig, nå ind til sin evne og få det forbandede vand til at røre sig! Selvfølgelig kom Meran forbi og forstyrrede hende med sine sædvanlige kysselyde.
"Hop i havnen og dø, Meran" snerrede Irisa vredt uden så meget som at værdige ham et blik.
Irisa var opsat på, at det måtte være muligt at bruge evnen, for det kunne da ikke passe, at Vargas havde låst den væk for evigt! Eller i hvert fald indtil hun blev en god slave, hvilket aldrig ville ske.

For guderne vidste hvilken gang, sad Irisa i skrædderstilling med koppen foran sig, da hun hørte vagter nærme sig. Det var i sig selv ikke usædvanligt, men hvad der var usædvanligt var, at de kom hen til hendes bur og beordrede Irisa til at følge med. Selvfølgelig ignorerede hun ordren, hun havde jo bedre ting at give sig til. Resultatet af det lille "oprør" blev, at hun i stedet hurtigt blev grebet i armene og slæbt råbende og skrigende afsted. Hendes krop var stadig træt og øm, så det var ikke fordi, der var megen modstand i hende, men hun gjorde da sit bedste. Som de nærmede sig til bygningen hvor hun første gang var blevet tortureret af Vargas, begyndte panikken at overtage vreden, ville Vargas vente på hende inde i det lille rum?

Lettelsen skyllede igennem Irisa, da hun blev lukket ind i rummet og kunne se, at det ikke var Vargas, men derimod en remmede mand, som ventede på hende. Langsomt begyndte angsten dog at stige igen, han så langt fra behagelig ud, og eftersom hun var lukket inde i et rum alene med ham.. Havde Vargas indkaldt forstærkninger, eller var det måske en køber, som gjorde sig i besværlige slaver?
"Hvem er du?" Nervøst gik hun baglæns, indtil hendes ryg var trykket mod døren.

Det skete en gang i mellem, at Thanos kom til Balzera. For det meste på en opgave, eller fordi han var blevet hidkaldt. Nogle gange tog han hertil med et par slaver, bare for at variere sin hverdag lidt. Denne gang havde han fået afsluttet en opgave halvvejs igennem ørkenen, og havde efterladt mad til ørkenens dyr, mens han selv drog videre til Balzera. Nu var han der jo næsten alligevel, og det var et stykke tid siden, at han havde set den slavehandlende dæmon, han næsten kunne anse for at være en ven, hvis Thanos altså gik op i den slags.

Som ventet blev Vargas glad for at se ham, og han blev budt velkommen med åbne arme, et varmt bad og god mad. Vargas havde skiftet udseende siden sidst, men derudover var alt som det plejede. Thanos nød som altid sin tid i slavehandlerens kølige hjem, sengen var god og kokken var ganske dygtig. Hans vært var lidt af et sludrechatol, men det gjorde nu ikke noget, og Thanos lod ham tale alt det, han ville, når han ikke selv havde noget at sige.
Og så var der de ekstra goder. Slaverne. Vargas havde ikke noget i mod at dele lidt, både til den ene og den anden form for forkælelse. 

Denne gang var ikke så anderledes, selvom det var blevet en vennetjeneste i stedet for forkælelse. Men det gjorde ikke noget, han havde ikke noget i mod at betale lidt tilbage på alt det, han fik, når han var på besøg. Og der var jo stadig fornøjelse i en ulydig slave, ikke sandt?
Så han havde brugt tiden på at slappe af og spise en forrygende aftenmåltid efter at hans vært havde ladt ham alene hjemme. Til sidst havde en vagt meldt sig for at sige, at de ville hente tøsen som Vargas havde sagt, de skulle. Thanos nikkede, hentede sin taske og gik ud i den lille tilbygning. Vargas' legerum. Ikke at Thanos havde brug for kæder og den slags, men det var nok bedst ikke at få blod på de flotte tæpper og dyre puder inde i huset.

Han satte sig på chaiselongen, foroverlænet med albuerne hvilene på lårene og de brune øjne rettet mod døren. Snart dukkede de to vagter op med en pige i mellem sig. Hendes hud var mørk og håret sort, en topalis. Hendes krop var dækket af noget, der næsten var for simpelt til at man kunne kalde det en kjole, men det fungerede som et stykke tøj. Noget af det første han så, var småsår, måske en uge gamle, bidsår. Ah, han vidste godt, hvilken vagt der havde haft fat i hende, det var hans signatur, og Vargas havde både luftet lidt frustrationer og lidt glæde over ham.
"Luk døren," sagde han til vagterne og viftede dem ud med en håndbevægelse.

Hans blik flyttede sig ikke fra pigen, der tydeligt blev nervøs ved at være alene i rummet med ham, og bakkede tilbage mod døren. Thanos blev siddende som før, med hænderne slapt hængende.
"Mit navn er Thanos. Men du kan kalde mig herre Haides." Det var nok bedre at starte med at lære hende lidt om tiltale. Så vidt han havde forstået på Vargas, var denne pige som en vild kat. Roligt kom han på benene.
"Kom herhen." Der var som altid et svagt smil i hans ene mundvig, men det gjorde ikke noget for at få ham til at se rar ud. De døde øjne afslørede, at der ikke var noget venligt i ham. "Så længe du gør, som jeg siger, sker der - næsten - ikke noget." Han løj ikke. Opførte hun sig som hun skulle, ja så ville han ikke gøre hende så meget. Men hun ville heller ikke komme derfra uskadt. Han rakte en hånd ud for at få hende til at komme hen til ham.

Herre Haides, hvor højrøvet. At tænke sig, at han faktiak troede, at han bare kunne komme vadende ind og forlange, at hun skulle kalde ham herre? Selv Vargas havde ikke formået det. Ingen havde faktisk nogensinde formået det. Mange ville sikkert påstå, at Irisa havde et problem med autoriteter, men egentlig havde hun bare et problem med højrøvede idioter som Thanos... og folk som var overbevist om, at de kunne bestemme over hende, men det var en mindre detalje.
Trodsigt så Irisa ham ind i øjnene, hun forventede at finde vrede, måske den samme selvfedhed, som Vargas rummede i så rigelige mængder. Men hun fandt intet i hans blik, og det skræmte hende faktisk mere, end noget andet hidtil havde formået. Hendes bedste forsvar var at være trodsig, flabet og pisse folk af, men hvordan gjorde man det med en mand, som tilsyneladende ikke havde nogen følelser? Og endnu vigtigere, hvis han ikke besad følelser, hvad ville så holde ham fra at ødelægge hende fuldkommen?

Det sikreste ville uden tvivl være at gøre, som han sagde. Men han havde jo ikke lovet at være blid ved hende, tværtimod. Hvordan skulle hun kunne gå smerte og ydmygelse i møde med åbne øjne? Det var simpelthen ikke en mulighed. 
Med hjertet oppe i halsen pressede Irisa ryggen op mod døren, hun var forberedt på at skulle kæmpe imod ham, også selvom hun allerede vidste, at hun ikke havde en chance.
"Hvad vil du med mig?" Nok et dumt spørgsmål, for der var vist ikke meget tvivl om, at han ikke ville hende noget godt. Hvorfor havde Vargas overhovedet overladt hende til Thanos? Havde han virkelig allerede givet op?
"Hvor er Vargas?" Kunne det passe, at hun virkelig hellere ville være i rum med Vargas? De havde kun brugt ganske kort tid i samme rum, at det meste af tiden havde Vargas brugt på at torturere hende, men de mest voldsomme gerninger havde jo været fra vagterne, så måske Vargas i det mindste ikke var helt sindssyg?

Thanos kunne se det på hende med det samme. Trodsigheden. Modstanden mod at være i en andens magt. Hun var en kriger, det var han ikke i tvivl om. Men tanken gjorde ham ikke negativ, snarere tværtimod, faktisk blev det lille smil i den ene mundvig en smule større. Det så ikke ud til, at han ville komme til at kede sig denne aften.
Langsomt sænkede han hånden igen, da det var tydeligt, at hun ikke frivilligt ville gå hen til ham. Hvad regnede hun med, at der ville ske? Rummet var ikke så stort, han skulle nok få fat på hende. Vagterne stod uden for døren. Men hvis hun ville være besværlig, jamen så ville han gerne lege lidt.

Han nåede ikke at svare på hendes første spørgsmål, før det næste blev spyttet ud, hvilket var fint. Han svarede ikke på det første spørgsmål, lod hende være i uvidenhed. Leve med sin egen skræk og fantasi.
"Herre Aziz er ikke hjemme. Han mente, at vi skulle lære hinanden at kende under hans fravær." Han trådte et skridt frem mod hende, men kun det ene. Han havde ikke travlt, og det var kun morende at skræmme folk ved sit fysiske nærvær. Hans blik forlod ikke hendes ansigt. Et kønt ansigt, han kunne se, hvorfor Vargas var så opsat på at få hende rettet til. 

"Herre Aziz fortalte mig, at I indgik i en handel, hvor du ikke har opfyldt din del af den. Det ville have været nemmere for dig, hvis du havde, denne dæmon har en ting med handler." Ah ja. Vargas gik meget op sine handler. Havde man først lavet en aftale med ham, skulle den også overholdes, for han overholdt altid sin del. Man kunne næsten kalde ham religiøs omkring det. Thanos trådte et par skridt mere frem, så der ikke var mere end halvanden meter i mellem dem.
"Skal vi gøre det på den lette eller den hårde måde?" Han rakte ud efter hende igen som før, for at bede hende komme tættere på. Tøvede hun mere end et par hjerteslag, trådte han hurtigt frem for at gribe ud efter hendes nakke. Fik han fat, klemte han straks til og begyndte at slæbe hende hen mod chaiselongen.

På mange måder mindede Thanos Irisa om en slange. Hun havde vist også lavet den sammenligning med Vargas, men Thanos var meget mere passende. Et livsfarligt dyr som ville angribe uden varsel og når man mindst ventede det. Når man voksede op i ørkenen lærte man at håndtere slanger, og man lærte, at man ikke skulle tage blikket fra dem, hvis de først stod klar ti at angribe. Den lærdom trak hun på nu, hun havde ikke tænkt sig at fjerne blikket fra Thanos så meget som et sekund. Det var bare lidt upraktisk, for det forhindrede hende også i at undersøge rummet for mulige flugtruter, ikke at hun regnede med at hun ville komme ret langt, hvis hun faktisk formåede at stikke af. Vargas' vagter havde før vist sig at være irriterende dygtige til deres arbejde.

Det irriterede Irisa, at han ikke besvarede hendes spørgsmål. Ikke at det egentlig ændrede det store, men det var da relevant at vide, om Vargas faktisk havde givet op på hende, og derfor havde valgte at sælge hende. Eller om han måske havde "givet" hende til denne Thanos, så han kunne more sig med hende, inden hun blev slået ihjel. Uanset hvad ville Thanos få sin sag for, Irisa havde stadig masser af kamp i sig.
Det var næppe nogen handel, han gav mig ikke meget valg" Hvis mulighederne var at kravle i seng med et monster eller blive sendt ud og stege i solen, kunne man da ikke kalde det en handel, kunne man?

Igen ignorerede Irisa Thanos' forsøg på at kalde hende til sig, han måtte da være sindssyg hvis han troede, at det ville virke. Det kom som sådan ikke bag på hende, da han greb ud efter hendes nakke, og hun forsøgte da også at springe til side, men han var for hurtig. Vredt forsøgte Irisa at vride sig fri af grebet.
"Slip mig dit forbandede hængebugsvin!" skreg hun mens hun forsøgte at stemme hælene mod gulvet for at gøre det mere besværligt for ham.

Selvom pigen forsøgte at undvige, fik Thanos alligevel uden problemer fat i hende, hans fingre gled igennem hendes hår og lukkede sig hårdt om hendes nakke. Ikke det bedste sted at holde fast, men han boede fingrene ind i muskler og sener for at hånden ikke skulle glide. Det overraskede ham ikke, at hun strittede i mod. På den ene side havde han regnet med mere, hun virkede stærk nok, men så igen, af hvad han havde fået at vide, havde hun ikke haft en let tid hos Vargas, så hun var nok udmattet.

Lige meget hvad trak han hende hen i mod chaiselongen, hen mod tasken og muligheden for at få hende ned at ligge. Da hun kaldte ham et hængebugsvin, tøvede han ikke, men hamrede sin frie hånd ind i maven på hende, knyttet og hård som en sten. Det gjorde hende også en del lettere at styre, og der var ingen problemer i at slæbe hende det sidste stykke. Ublidt skubbede han hende ned på maven og satte et knæ i lænden af hende, mens hans hånd gled fra hendes nakke til lige under, hvor han pressede hende ned i møblet.

Ganske roligt trak han sin kniv fra bæltet - sværdet havde han ladet blive på sit værelse i hovedbygningen - og førte den ned foran hendes ansigt, så hun var klar over, at han havde fundet et våben frem.
"Jo mere du kæmper i mod, jo værre bliver det." En advarsel han nok ikke behøvede at give, men lidt fair kunne han da være. Han burde vel nok forklare hende, hvad meningen med dette var, men sagde han ikke noget, ville frygten værre større og give ham mere i den sidste ende. Så tavst løftede han kniven væk fra hendes ansigt og hurtigt satte han den mod midten af den øverste del af hendes øre og skubbede ned og trak op for at snitte kanten af hendes øre åbent, mens han holdt hende nede med sin kropsvægt. Blodet flød med det samme. En lille advarsel om, at han mente det alvorligt.

Det havde været et par hårde dage for Irisa, og på en måde havde hun virkelig lyst til at give op. Hele kroppen gjorde ondt, selvom der var gået et stykke tid siden der sidst var blevet gjort hende noget. På den anden side havde hun jo heller ikke haft megen mulighed for at komme sig og blive ordentligt udhvilet, eftersom hun hele tiden havde været på vagt fordi Meran gik rundt omkring buret, og så selvfølgelig fordi hun aldrig vidste hvornår Vargas igen kunne finde på at komme forbi med en ny "handel". Men at give op var ikke en reel mulighed, ikke for Irisa. Hun var ikke en man så nemt fik ned med nakken. Hun kunne dog tydeligt mærke hvor meget de sidste par dage havde tæret på hende, da Thanos slæbte hende mod chaiselongen, i den her afkræftede tilstand havde hun jo ikke en chance for at slippe fri. De mange fornærmelser hun var klar til at smide efter Thanos og som var hendes eneste forsvar, blev der også sat en effektiv stopper for, da Thanos hamrede en knyttet næve ind i hendes mave og effektivt slog luften ud af hende og derved fik hende til at gispe smertefuldt efter vejret.

Næsten desperat forsøgte hun at rejse sig fra chaiselongen, men selvfølgelig kom hun ingen vegne.
"Slip mig så!" Det irriterede Irisa voldsomt, men hun vidste, at frygten efterhånden var tydelig i hendes stemme, det var ikke svært at regne ud, at hvad end Thanos havde planlagt ville blive smertefuldt. Kniven som han holdt foran hendes ansigt kom med løfter om, at han ingen kvaler havde med at skade hende, men alligevel forsøgte Irisa stadig at vride sig fri. Lige indtil kniven skar igennem kanten på øret, og hun stak i et skingert skrig. Med det samme kunne hun mærke blodet løbe ned over hendes hals og højest sandsynligt også ud i håret. Hvis det blot var en advarsel om, at hun skulle opføre sig ordentlig, hvad havde han så tænkt sig videre at gøre mig hende?

Hun var bange, det kunne høres på hendes stemme. Mærkes på hendes krop. Godt. Det skulle hun også være. Hun ville ikke komme uskadt ud af dette, men hvor meget hun skulle lide, det var helt op til hende. Hvor hurtigt hun ville give sig. Forhåbentligt ikke for hurtigt, nu de havde hele aftenen til at hygge sig.
Hans hånd, der trykkede hende ned i underlaget, flyttede sig en smule og greb fat i en tot hår uden at lette presset mod hendes ryg ret meget. Han førte kniven op og lod bladet skære totten af, inden han samlede den op med fingrene fra hånden, der holdt om kniven. Totten lod han falde ned foran hendes ansigt, inden han greb fat i hendes kjole i nakken og med en hurtig bevægelse skar stoffet i stykker ned ad hendes ryg, så hendes mørke hud blev blottet. Næsten blidt kørte han fingerspidserne op af hendes rygrad, inden han lagde en flad hånd mod hendes skulder for at holde hende nede, mens han satte knivspidsen lige under hendes nakke og derefter trak den en håndsbredde nedad igennem hendes hud, så mere blod flød. Det var ikke så dybt, men nok til at gøre ondt.

Thanos flyttede sig, så han gled op for at sidde overskrævs over hendes lænd. Han blev nødt til at slippe hende med hænderne, så han satte sig tungt for at holde styr på hende. Tasken stod lige ved hendes hoved, og han lænede sig frem for at række ned i den, efter han havde sat kniven tilbage i dens skede i hans bælte. Øverst i tasken havde han lagt et stykke reb, og så snart, at han havde taget det op, greb han ud efter hendes hænder. Var hun ikke villig til at lade ham tage dem, slog han en knyttet hånd ned i hendes blødende øre med knoerne først. Hjalp det heller ikke, tog han ved musklen mellem nakke og skuldre og klemte til. Hårdt.
Til sidst havde han i hvert fald begge hendes hænder samlet og rebet blev snurret rundt om hendes håndled. Bare for at have bare lidt styr på hende.

Han sad et øjeblik og betragtede hende, mens han lod tankerne svæve lidt om, hvad næste skridt var. Skulle han varme hende lidt op, eller skulle han bare gå direkte til sagen? Han strøg hende atter over den bare hud, inden han greb fat om hendes ene hånd og tog fast om lillefingeren.
”Når en slave får en ordre af sin ejer, er svaret altid ’Ja, herre’. Når en slave bliver stillet et spørgsmål er svaret altid ’Ja, herre’ eller ’Nej, herre’.” Han begyndte at bukke fingeren i en umulig vinkel. ”Forstår du?”

For mange kvinder ville det sikkert være forfærdeligt at få skåret en tot hår af, men Irisa havde aldrig været den voldsomt forfængelige type. Alligevel var der dog noget ydmygende over det, nok fordi det var ydmygende, at Thanos faktisk havde overtaget nok til, at han kunne gøre præcis, hvad han ønskede. Det blev da overhovedet heller ikke bedre af, at han skar kjolen op. Det var en simpel kjole, men alligevel havde Irisa sat enorm pris på den efter at have været nøgen i så lang tid. Nu ville der igen ikke være noget til at skjule hendes krop, og det fik en kold fornemmelse til at sprede sig i hendes krop.

Visheden om, at hun var helt overladt til hans nåde, burde nok få Irisa til at samarbejde lidt mere, men lige så snart han gav slip på hende, begyndte hun at vride sig det bedste, hun overhovedet kunne. Voldsomt fægtede hun med armene, for at gøre det sværere få Thanos at få fat i dem, som han tydeligvis ønskede. Slaget mod øret fik Irisa til at skrige skingert, mest af smerte men også af vrede, frygt og afmagt. Hun ville ikke give op! Kunne ikke give op! Så hellere dø! Hun fortsætte med at flagre med armene, indtil han fik taet fat, så der skød en smerte ned gennem Irisas nakke, skulder og ryg. Det fik hende til at ligge stille nok til, at han kunne binde hendes hænder sammen, men der var ikke uden skrig og højlydte protester fra Irisas side af. Hvor hun dog afskyede ham!

Gåsehuden spredte sig ned over Irisas ryg ved berøringen. Tavst lå hun og drømte om, hvordan det mon ville være at skære hænderne af Thanos, så han aldrig ville kunne røre hende igen.
"Jeg vil hellere druknes i kamelpis!" Smerten skød op igennem fingeren og op i lillefingeren, men det var ligegyldigt! Om Thanos så valgte at brække alle Irisas fingre, havde hun ikke tænkt sig at kalde ham for herre! Heller ikke selvom det kun var for at slippe for afstraffelse, for hvem vidste, hvor det så ville stoppe? Og så, før hun overhovedet selv bemærkede det, ville han have tæmmet hende, og det måtte ikke ske. 

Sikke en grim mund, denne unge kvinde havde. Eder og forbandelser fløj fra hende, som var hun en pirat fra Fristavn. Det var på ingen måde charmerende, om end svagt morende. Thanos var vant til at folk skældte og smældte i et forsøg på at gemme sig bag en vrede, der sjældent kunne dække deres frygt, og Thanos var da heller ikke i tvivl om, at tøsen var skrækslagen. Og hadede hans berøringer. Det var ikke noget, han gik alt for meget op i, de sagde ham ikke rigtigt noget, men han vidste, at folk ikke kunne lide dem, så han brugte dem gerne i sit arbejde. Som nu, hvor hendes hud trak sig sammen under hans fingre.

Hendes svar var alt, hvad han havde brug for, og han strammede grebet og gav et lille ryk, så det fine lille knæk lød i luften omkring dem, overraskende tydeligt for sådan en lille finger. Uden at give hende tid til at komme sig, tog han ved ringfingeren og begyndte at bøje den.
”Forstår du, hvad en slave skal sige til sin herre?” Så snart hun gav udtryk for ikke at ville svare, brækkede han fingeren og fortsatte til den næste.

Da der ikke var flere fingre tilbage på den hånd, så han lidt på hende, svagt smilende. Man skulle måske tro, at han ville være irriteret over, at hun ikke gav sig, men det havde han nu heller ikke regnet med. Hun virkede meget standhaftig. Men han havde tid nok. Tid, fingre og tæer nok. Knogler nok. Men det var nu ikke det, der lige lå forrest i hans tanker.
Nej, i stedet lænede han sig frem og tog sin taske. Uden tanke for såret i hendes nakke eller de brækkede fingre, stillede han den tunge taske på hendes ryg og rodede lidt rundt i den. Han fandt hurtigt, hvad han ledte efter og stillede tasken til side igen. I hånden havde han et stykke langt tyndt metal, der var spidset i den ene ende. Det var et af hans nyere påfund, og han havde fået en smed til at lave det, godt betalt for det lille få millimeter tykke stykke metal.

Uden at gøre sig ulejligheden at vise, hvad han havde i hånden, flyttede han rundt på sig, så han var vendt med fronten mod hendes fødder, siddende midt på hendes ryg. Uden hjælp fra kniven, rykkede han hendes kjole op hele vejen ned og lod stoffet falde til siderne, så hun var blottet for ham. Og uden videre tog han godt fat i hendes ene balle.
”Har du forstået, hvad en slave svarer sin herre?” Så snart hun nægtede at give ham det rigtige svar, begyndte han at presse metallet ind i hendes balle, fra siden og mod den anden balle.