Det var underligt at blive beskrevet som en persons. Det var aldrig en måde han havde hørt sig selv omtalt før, bortset fra et par enkelte mørkelvere i Norden, som havde ment det væsentlig anderledes… og som var blevet sat på plads kort tid efter. Det her var dog anderledes.
Útíradien nikkede dog til det Sibalghym fortalte ham, selvom han ikke helt kunne gøre sig enig i hierarkiet. Han ville aldrig være på lige fod med nogen i denne klan, så lang tid de bestemte hvem han skulle være, og hvad han skulle gøre.

Et næsten trist smil gled over Útíradiens læber som Sibalghym kommenterede at han var handicappet. ”Det er aldrig et ord jeg har ville bruge om mig selv,” kommenterede han. Hvis han kunne ville have han have stirret ud i horisonten, men i stedet for lå hans øjne blot et tilfældigt sted, mod flammerne, ufokuseret, som altid. ”Når man er blind, kan man bedre fokusere på synerne man får,” tilbød han. Det havde muligvis været en straf, men hans syn var også blevet styrket der, da der ikke længere var noget i den virkelige verden der kunne forstyrre hans syn. Derudover var det også det eneste tidspunkt han fik lov til at se, som om han stadig havde sit syn.

Lugten af den færdige fugl, kildede i Útíradiens næse, og han kunne ærligtalt ikke huske hvornår han sidst havde fået ordentligt kød at spise. Desværre var glæden kortvarig, som ordren lød.
Man kunne svagt se, hvordan hans skuldre faldt det mindste, men ingen brok lød fra ham, han nikkede blot, desværre kunne han næppe se hvor utilfreds Sibalghym var, men selv hvis han kunne, så var der ikke meget han kunne have gjort ved situationen.
Han lyttede blot til de andre mæske fuglen i sig, mens han selv ventede på det sikkert kolde kød han ville få lov til at spise.

Ventetiden var ikke svær for Útíradien, selvom han kunne mærke rumlen i hans mave, især som han lyttede til folks smasken, og lugten af mad var omkring ham. Det var nemmere at ignorere mad når man ikke var i nærheden af den. Men han havde gået igennem så mange ting, at det at være en smule sulten var ingenting, i forhold til så mange af hans oplevelser i Norden.

Endelig lød det til at de ligeså stille var begyndt at blive færdige, men ligeså snart han hørte skroget blive flyttet, og ikke af Sibalghym, sank Útíradiens mave lidt, og sandt som han tænkte det, hørte han skroget blive smidt væk fra ham. Han gjorde hvad han kunne, ikke at vise på hans udtryk at det pinte ham, hvordan maden var væk, og på sin vis lykkedes det ham også. Det hjalp at han ikke kunne udvise nogen form for følelse gennem hans øjne.

Som Naath gik væk fra dem lukkede Útíradien øjnene i. Hvis det var sådan han skulle behandles fremover, så ville han muligvis have svært ved at overleve. Han kunne ikke engang søge bær, planter, eller sætte snare op, for at fange mad til sig selv, fordi han var en fange. At dø af sult var ikke ligefrem måden han håbede på at dø på. Så ville det nok fungere bedre at provokere Sibalghym eller Sethro. Sethro havde nok det værste temperament, så det ville nok gå hurtigst.

Han blev hevet ud af sin tankegang, som Sibalghym tilbød ham noget af maden. Han så overrasket ud, før han så begyndte at ryste på hovedet. ”Hvis jeg overlever dagen i morgen, så er det ikke på grund af, de sidste sørgelige rester af din mad. Du har mere behov for det end jeg har. Jeg skal nok klare mig,” sagde han bekræftende. En del af ham havde lyst til at tage maden, men han mente også hvad han sagde, og han rakte ned i sin taske, og rodede lidt rundt i den. Han tog først en plante op, snusede lidt til den, før han lagde den ned igen og fandt en anden frem, der lignede den ufattelig meget. Han snusede også lidt til den, før han tog et par af stilkene, og separerede dem og tog dem i munden, og tyggede dem, før han lagde dem ned igen. Det fungerede kun til at skjule sulten, og gjorde ikke meget for at han ikke fik noget næring, men at snyde kroppen var bedre end ikke at kunne sove fordi man var sulten.

Útíradien kunne godt mærke at Sibalghym var en anelse fornærmet, men det var ikke noget han kunne tage sig af, selvom han nok burde. Måske det også have behaget den formegentlig yngre elver, hvis han havde spist maden, men ærligtalt så var Útíradien bange for at hans krop så bare ville have mere. Han plejede trods alt at have en hel lille kanin til sig selv, når han endelig fik kød, da han aldrig havde behov for at dele med andre. En fordel ved at være eneboer, selvom det blev ensomt.

Han fumlede lidt rundt for at finde sin plads ved Sibalghyms side, men lagde sig ellers ned, og krøllede sig lidt sammen, for at holde varmen bedre gennem natten.

Modsat Sibalghym, sov Útíradien meget let. Han sov stadig, men hvis noget kom for nær hørte han det, og også vagtskiftene, og de lavmeldte samtaler i mellem dem som de skiftede. Han forsøgte dog ikke at flygte selvom Sibalghym virkede til at være helt væk. Han tvivlede på at Naath og Ardulvyll bare ville lade ham gå, og han ville hellere se tiden an, uanset hvor dårligt tilpas det gjorde ham at være her i klanene.

Som dagen begyndte at gry, lod Útíradien endelig søvnen forlade ham helt, og han satte sig op. Det virkede ikke til at mange var oppe, men han syntes han kunne høre en håndfuld bevæge sig ikke alt for langt fra dem, og så var der selvfølgelig Sibalghyms snorken ved siden af ham.

Útíradien lyttede til stemmerne omkring ham. Hvordan Sethro blev vækket af Naath, og hvordan det virkede til at de gjorde sig klar. Formegentlig til det store plyndringstogt som snart ville stå. En ting Útíradien ikke ligefrem så frem til, men han vidste ville ske. Forhåbentlig kunne han endte slippe væk med alle borgerne i byen, eller også ville Sibalghym beskytte ham. Det var nemlig ikke ligefrem den måde han ønskede at forlade verdenen på.

Han sad lidt i sine egne tanker, indtil han blev hevet ud af dem af Naath der kom med en ordre. Til at starte med var han ikke engang sikker på at det var ham der blev talt om det, men siden han var den eneste shaman, og formegentlig den eneste der lå tæt på Sibalghym. Så var det nok ham.

Han rykkede lidt rundt på sig, slog et par klik med tungene, inden han kunne række ud og faktisk formå at ramme Sibalghym og ikke bare jorden.

”Sibalghym,” sagde han blidt og prøvede at ruske lidt blidt i elveren for at vække ham, men dette virkede ikke ligefrem til at virke specielt godt.
”Hmmm..” skulle han virkelig have ordnetlig fat i Sibalghym for at vække ham? Han satte sig op på sine knæ, så han bedre kunne læne sig over Sibalghym, og tog lidt bedre fat i ham, for at ruske i ham, selvom der ikke skulle meget til før han fik overbalance og ville muligvis falde ned over Sibalghym.

I det ene øjeblik sad Útíradien op, men i det næste var der noget der havde hevet fat i hans bluse og han væltede mindre elegant udover den anden elver. Hvilket gjorde det ganske tydeligt, i hver fald  for Útíradien var tydelig forskel der var på deres kropsbygninger. Selv hvis han selv havde trænet sine muskler, så ville han aldrig have haft så kraftig en muskulatur, nej tynd og slank, nærmere som en kvinde, havde han altid været.

Han prøvede lidt at finde sit fodfæste, eller nærmere noget han kunne skubbe af fra, hvilket for en stund mest af alt resulterede i at han rørte ved noget af Sibalghyms bryst og arm, men endelig fik han ramt jorden med sine arme. Han følte sig pludselig en anelse mere kejtet end han plejede. Han havde normalvis overraskende god styr på hvor han var, men normalvis var han selvfølgelig ikke omkring andre væsner.

Det lidt akavet klap på ryggen, gjorde dog ikke specielt meget, for at gøre situationen mindre akavet, men endeilg, med lidt hjælp fra Sibalghym, kom Útíradien op og sidde igen, før han fik rejst sig op.

Han skulle til selv at forsøge at pakke sine ting sammen, men det gjorde Sibalghym hurtigt for ham, og han stod blot med sin taske og sin stav i armene. Det var lidt underligt at blive behandlet på denne her måde. Det var ikke rigtig med en venlighed som var det en ven, men heller ikke med en den fjendtlighed han var vant til fra folk der ikke brød sig om mørkelvere.

”Jeg... kunne næppe være nået ud af lejren,” sagde han lidt tøvende, som han fik taget tasken over hovedet, før han tog ordentlig fat i sin vandrestav, så han var klar til at gå sammen med Sibalghym. ”Hvad du regnet med at jeg forsøgte?”

Der var ingen grund til at forsøge at lyve overfor Sibalghym, var der? De vidste begge hvilken situation de stod i, og selvom Útíradien gerne ville overleve, så var der også en del af ham der ikke orkede at lade som om situationen ikke var som den var.
”Det var alligevel yderst optimistisk gjort af dem,” svarede Útíradien tilbage. Det var synd for hvem end de havde af fanger, men de kunne heller ikke være rigtig kloge. Mørkelvere var kendt for at være grusomme, og det var sådan set bare at bede om det. Útíradien ville trods alt nok være for kedelig til at være ond ved.

Han så lidt undrende ud, da Sibalghym begyndte at binde ham fast til et reb, mest fordi han ikke kunne se hvor rebet gik hen.
”Har du... bundet os sammen?” kom det lidt tøvende fra Útíradien, men han fik da også snart et svar, som han snublede fremover, da der blev hevet i rebet, som Sibalghym begyndte at gå.

Selvom han forsøgte at holde tempo med Sibalghym, så blev det meget hurtigt gjort tydeligt at Útíradien ikke var vant til at gå hurtigt. Hans fødder snublede jævnligt over hinanden, og ubevist satte han ofte tempoet ned, som var han bange for at træde i et hul eller en gren, og dermed miste balancen. Det kunne godt være at Sibalghym havde lovet ham at intet ville spærre for dem, men desværre var det ikke så nemt at acceptere når man intet kunne se.

Útíradien var ikke helt sikker på at han var enig i Sibalghyms entusiasme, som han heldigvis kun kunne høre gennem hans stemme. Smilet havde nok i sidste ende gjort ham mere utryg over situationen end det havde hjulpet, ikke at han nogensinde ville vide det.
Han kunne til gengæld godt høre at Sibalghym gjorde sit bedste for at prøve at opmuntre ham, og han havde det lidt dårligt af ham. Selvom det ligeså godt kunne være et plot for at bygge tillid op og så knuse den. Selvom sådan et plot gjorde ondt, så var også noget Útíradien var kommet til at forvente af andre. Han holdt af et andet væsen så lang tid det gav mening, og så gik han videre med sit liv. Den ene ting han havde lært at kunne gøre grundet sin opvækst.
”En lille smule vel,” sagde han så også endelig. Sibalghym var i hvert fald bedre end de andre mørkelvere i klanen, så meget som Útíradien kendte til dem.

Den truende stemme kom ikke bag på Útíradien, selvom han lidt forventede at blive slået eller afstraffet for ikke at kunne følge med.
”Jeg prøver,” sagde Útíradien med et udtryk i hovedet der mest af alt lignede at han var ved at give op. ”Har du nogensinde prøvet at løbe med bind for øjnene, det er lidt sådan det føles når jeg ikke kan gå i mit eget tempo,” prøvede han at forklare, selvom han lidt blot forventede at Sibalghym ikke ville lytte til det. En fange der beklagede sig? Hvor ynkeligt måtte det ikke lige være.
”Jeg skal nok... gøre mit bedste,” sagde han så også, selvom tempoet ikke gav ham nok tid til at orientere sig om hvor han var, og han kunne allerede mærke hvordan hans muskler ikke var vant til at gå i det tempo.

Útíradien var overrasket over hvor meget tempoet var blevet sat ned, men ligeså snart han vænnede sig til det, så var det ikke nær så slemt at gå. Stadig mærkbart hurtigere end hvad han ville foretrække, men det var noget han kunne holde trit med, og hans muskler var ikke ligeså beklagelige over tempoet. Derudover gav det man mere ro til faktisk bare at forsøge at orientere sig en smule omkring sig, selvom det primært bare var flad jord og træer omkring dem.

Útíradien lyttede interesseret, og der var hvad der kunne mindes om et smil, da han hørte historien. Han var generelt ikke meget for folk der brystede sig med deres seksuelle erobringer, men alligevel mindede det ham om sin ungdom. Dengang hvor han faktisk havde været et sted i livet han holdt af, med en mening i livet, og et tag over hovedet. Selvom det ikke holdt længe, og han blev mindet om hvor modbydelige mørkelvere egentlig kunne være.
”Ja, det er hvad de gør, når de har magten til det,” sagde han, en anelse morskab i stemmeføringen. Før han gik tilbage til hvad det havde handlet om, ikke at kunne se noget, mens man gik. ”Men at bevæge sig uden at kunne se, er meget desorienteret, så man bliver ofte nødt til at gøre det i andet tempo. Selvom man har levet med det i mange år.” Nogen lærte faktisk aldrig rigtig at begå sig mens de var blind, andre, som Útíradien lærte det, selvom han havde fået hjælp udefra.

Der var ikke nogen umiddelbar forklaring på hvordan Útíradien egentlig havde klaret sig alle de år. Han havde en grund, men det var nok ligeså meget at held havde været på hans side. Når han endelig stødte på nogen der ville ham det ondt, så var det som om at det aldrig blev så slemt at han ikke kunne tage sig af det selv, eller også stødte på han en healer. Det var lidt underligt, men også meget heldigt.
Den anden grund handlede dog også noget om hvordan folk ofte så på folk som ham. Ikke som mørkelver, men som fattig og blind. ”Folk vil helst ikke vide hvor tragisk verdenen er, så så lang tid at jeg går med min hætte slået op, så ignorere de fleste mig. Om jeg er sort eller mørkhudet som de rubinske folk burde være, det gør vidst ikke den store forskel for dem,” forklarede han. Han havde kun en sjælden gang i sin ungdom set en med mørk hud, men han havde hørt hvordan nogen næsten var så mørke som mørkelverne, selvom undertonen ofte var mere rødlig og brun end mørkelverne havde.

Som han gik og forklarede, kunne han dog mærke, og også lidt høre, hvordan Sibalghym kom tættere på ham, som justerede på snoren. Det havde vel noget at gøre med at Útíradien ikke måtte sænke bagud, men ville det ikke være sværere for Sibalghym at bevæge sig frit når de var så tæt på hinanden?
Det føltes lidt som om at der lå noget bag det, og Útíradien prøvede at lytte væk fra blot hans og Sibalghyms samtale, men ud i skoven, for at høre om der folk, eller hvor Sibalghyms klan egentlig var henne. 

Forklædningne havde været simpel, men det betød nu ikke at det ikke var muligt at slippe afsted med det, og han rystede på hovedet. Natten var ikke det eneste tidspunkt han kunne tillade sig at gøre det, så lang tid at han trak hætten godt ned. ”En tigger er en tigger i deres verden,” sagde han, næsten lidt tilfredst.
Det havde været en af de ting han havde været bange om til at starte med da han rejste alene, men jo længere han havde rejst, jo mere gik det op for ham, at så lang tid at han ikke udviste aggresivitet, og gemte sit ansigt, så stillede folk ikke spørgsmålstegn. Der blev spurgt om visse ting, når han forsøgte at købe noget, og han var blevet jaget ud af byerne mere end en gang, men det var overraskende slet ikke så slemt, som man ellers først ville have antaget.

”Det har jeg heller ikke. Så vidt jeg har hørt, så er de i forvejen svære at finde, især udenfor Rubinien. Desuden er Nordlandet og Rubinien de to steder der er værst at rejse som blind, så jeg forsøger også at holde mig fra stederne,” tilbød han som information. Han havde ikke været i norden i årevis, og ligeså snart han begyndte at ramme sandet nede sydpå, så vendte han om, fordi han vidste at ørkenen var utilgivelig.

Selvom Útíradien ikke kunne se at solen flyttede sig, og det var svært at bedømme hvor lang tid der var gået, når hans ben allerede havde værket fra starten af, så var han alligevel sikker på at der var gået noget tid. Alting føltes lidt det samme, også selvom han gik med en, men der var ikke noget han kunne falde over, og Sibalghym gjorde intet for at sænke farten, men ledte ham blot fremad. Han turde dog ikke spørge ind til hvor langt de var kommet.