Elmira tog imod glasset, som hun drak en tår af vandet, før at hun holdt glasset let i den ene hånd og forsøgte at finde sig lidt til rette i den nye position. Der var underligt at danse på den måde, men det var nu en meget rar beskæftigelse, hvis der var tid til det. "Øvelse gør mester" lo hun stille for sig selv, som hun sendte ham endnu et smil. Hun strøg langsomt fingrene over sit ene ben, som var hun betænksom over noget. Elmira rettede ryggen let, som hun lod blikket glide imod det nærmeste vindue. Hun blev lettere overrasket over det manglende lys, som hun havde glemt tiden. Hvilket virkelig var frustrerende for en som hende. Ikke at hun nogensinde havde haft en tidsfornemmelse omkring sig selv.. Men altså, hvorfor nu og hvorfor her, hvor lederen ikke ønskede fremmede?

Egentlig var hun klar til at rejse sig op, men det ville også være uhøfligt, som hun kun nåede at flytte det ene ben, før at han besvarede hendes ord og hun drejede blikket imod ham. "Nu forstår jeg det bedre" svarede hun med et venligt smil på læben. Mørket udenfor fik hende til at overveje sine muligheder, som hun kiggede sig lidt omkring og valgte at placere hånden imod sofaen, som de sad på. Mon hun kunne sove der? Hun virkede en anelse fjern og kiggede ikke direkte på ham, som hun ikke var sikker på, at hun kunne tillade sig at spørge. "Måske jeg skulle tage hjem.." det var ikke fordi hun havde besluttet sig for at tage hjem, det virkede bare underligt at sove i hans hjem.. Han havde godt nok sovet ved hende sidst, men altså.. Det var jo noget andet, når det var hende, som manglede et sted at sove, hvis ikke hun skulle gå igennem skoven, når det var helt mørkt.

Der var en indre konflikt i hende, som hun egentlig ikke vidste, hvad der var det rigtige at gøre for hende i den nuværende situation. Egentlig burde hun ikke presse sig på, men måske han havde ret. Det var næsten som om at Jack havde læst hendes tanker, som han nærmest bad hende om at blive. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at bekymre sig om hans far. Hvem ville leve i frygt for en anden hele deres liv? "Hvad hvis din far finder ud af det?" spurgte hun en anelse forvirret. Måske det var på tide at Jack skulle stå på egne ben og vende landsbyen ryggen, så han kunne komme ud og opleve noget uden at tænke på, hvad hans familie mon ville sige til det? Det var vel det mest modne at gøre?

Der gik ikke længe før at Jack også tilbød hans seng, men det var noget hun ikke følte, at hun kunne tage imod, eftersom at det var hendes skyld, at hun ikke havde tænkt på tiden. "Jeg vil ikke stjæle din seng" svarede hun lettere bestemt, som han ikke skulle forsøge at overtale hende til noget andet. I stedet klappede hun let på sofaen. "Denne er fin for en enkelt nat" fortsatte hun med et opmuntrende smil på læben, som hun dog rejste sig op for at gå tilbage til bordet. Hun greb deres glas med vin og vendte retur til ham for at udbringe en skål. "For de fries valg" sagde hun med et løftet glas imod hans, hvis han da tog imod sit eget glas og var med på at drikke mere vin.

Mon vinen var begyndt at påvirke Jack, for han svarede ikke på alt hun havde spurgt om. Det fik Elmira til at rynke let på brynene, som hun forsøgte at konkludere noget ud fra hans ord. Men det var svært. Han havde en underlig måde hele tiden at røre hende på og hun var ikke helt sikker på om hun brød sig om den fysiske kontakt. Mest fordi mænd normalt kun ville én ting, når de tog fat i hende. Derfor gav det også et mindre sæt i hende, da han valgte at nusse hende på skulderen. Uden rigtig at tænke over det tog hun faktisk fat i hans hånd og fjernede den fra sin skulder. "Jack.. Jeg har det ikke så godt med fysisk kontakt.." forklarede hun en anelse trist, som hun tydeligvis var nød til at forklare det for ham. Ellers ville han næppe kunne forstå hende. "Det er min fortid.. Mænd har haft det med at overfalde mig, så derfor er jeg meget forsigtig omkring mænd generelt" fortsatte hun, som deres hyggelige aften helt sikkert var blevet omdrejningspunkt for noget andet. Hun bed sig svagt i læben og kiggede ned, som hun slap hans hånd.

"Det er lidt som din far, der ikke helt kan give slip i sin fortid og derfor frygter alt og alle udenfor byen.." fortalte hun, så kunne det jo være, at han faktisk kunne forstå den situation, som hun befandt sig i. Hvis ikke, så måtte hun jo finde en anden måde at forklare det på eller hvad? Ikke at der var mange andre måder at forklare det på uden at sige direkte nej til ham. Elmira var bare af den høflige type, så hun kunne ikke få sig selv til det.

jack så lidt på flaksen og tænke sig om så smilte han bare og nikket lidt " ja det tror jeg vist vi har..." grinte han blidt men lytte så stille efter jack sukket blidt og kikket ind i ilden det hadet enlige været en oki dag. og aften. han glæde sig så til at få  sovet lidt mens for at få sovet sin branderet ud men lige nu hygget han sig med Elmira dog kikket han igen da hun fortalte ham det  jack forstod nu beder det han sukket og sagde så " å det jeg glad for du fortæller mig det er jeg virklige " svaret jack og så ind i ilden og vidste ikke noget om det hun hadet været i gemmen dog lage han sig stille og rolige tilbage i sofaen 

Det var svært for hende at snakke om hendes fortid og ikke mindst den frygt ud faktisk nærede for mænd. Men måske det ville gøre det nemmere for ham at forstå, hvor hun kom fra, så han ikke ville være helt så nærgående og måske kunne give hende en smule albue rum? Hans ord forvirrede hende dog en smule, som hun ikke var sikker på, hvor han gerne ville hen med den sætning. Havde hun sagt noget, der havde lagt op til de ord? Måske hun bare havde glemt det igen.. Uanset hvad kunne hun ikke lade vær med at se en smule forvirret på ham. Elmira lagde hovedet let på skrå, som hun valgte at glemme ordene og bare lade den del af samtalen løbe ud i sandet.

Forvirring endte med at blive erstattet af et lille smil, som han lod til at være glad for at hun havde delt det med ham. Hun nikkede taknemmeligt, som hun bed sig svagt og lettere generet i læben. "Tak Jack.. Og tusind tak for din gæstfrihed" hun mente det oprigtigt, som hun sjældent havde oplevet noget lignende. Nu var hun selvfølgelig ikke stødt på hans far, men det var sikkert hendes held, ikke? For så ville det da for alvor gå galt. Men skulle hun vende hjem nu, eller kunne hun stadig sove ved ham?

Der sænkede sig en ro over det hele, som Elmira havde fået lettet sit hjerte og bekendt overfor Jack, hvorfor hun opførte sig så underligt fra tid til anden. Hun smilte forsigtigt til ham, da han valgte at gå sin vej og efterlade hende i sofaen. Hun kiggede sig omkring indtil hun hørte trappen knirke igen og kiggede imod ham. Puden og tæppet ville være nyttig, da natten også kunne gå hen og blive kølig, selv når de befandt sig indendøre. Hun nikkede til ham, som hun tog imod tæppet og puden. Puden blev lagt i den ene ende af sofaen og tæppet det andet.

"Sov godt og tak for i aften" svarede hun ham med et stille smil på læben. Hun lagde sig først ned, da han var gået op af trappen og der var faldet ro over hytten. Hun så sig lidt omkring før, at hun rejste sig igen og trak kjolen over hovedet. Den blev omhyggeligt lagt sammen ved siden af sofaen, før at hun krøb under tæppet og sørgede for at det dækkede hende fra top til tå. Så faldt hun stille i søvn. Elmira havde stadig underkjole på, så kroppen ikke føltes helt bar og nøgen.

Søvnen var mere end velkommen, som Elmira følte at hun havde en del indtryk hun skulle bearbejde. Derfor gik der heller ikke lang tid fra at Jack var krøbet til køjs til at hun selv lå på sofaen under tæppet og havde lukket øjnene. Hun følte sig tryg nok til at sove i hans hytte, da hun tvivlede på, at han ville hende ondt, for så havde han nok gjort det for længe siden. Derfor faldt hun hurtigt i søvn. Hun sov med armene over tæppet, da hun ikke kunne lide at føle sig fanget under noget.