Nej det måtte ikke ske, han så alt hvad Thanos gjorde, og han måtte bide sig i læben for ikke at udbryde et skrig. Han var ikke sikker men da han så hvordan sylen i Thanos hånd begyndte at blive mere varm og han nærmede sig Marad måtte han alligevel komme med et skrig. Hvis bare hans evne havde virket havde glassene i rummet sprunget. Men det gjorde den af gode grunde ikke. Han var fortabt, og han kunne ikke gøre noget. "Du må ikke... Jeg... Jeg.. Elsker ham. Lad nu vær..." kom det fra ham efter skriget. Han kunne ikke klare at se Thanos gøre Marad mere ondt. Så hellere lade det gå ud over ham. Han havde alligevel været ude for så meget det sidste lange stykke tid. Så hvorfor ikke bare få det lidt mere ubehageligt?  Øret var alligevel mistet, så hvad kunne der ske hvis han mistede noget mere. I det mindste blev han ikke voldtaget. Det var vel kun en god ting. "Jeg vil gøre alt bare du lader ham være nu.." tiggede han Thanos om. Han ville ikke kunne klare at kigge mere på dette her. Det var næsten mord, og han kunne ikke stille noget op. Hvis nu bare hans Audiokinise havde virket så havde det hele været meget nemmere! Hvad end Marad havde gjort måtte det være slemt, men han kunne ikke tro at Marad havde gjort noget der var så slemt at han fortjente dette her. Marad gjorde jo bare hvad han fandt nødvendigt ikke?

Marad nåede dårligt at reagere, før der pludselig blevet holdt en meget varm syl mod hans øje. Hans kunne mærke varmen tørre hans øje ud, og han ville ikke engang tænke på, hvor smertefuldt det ville være, hvis Thanos rykkede sylen bare en smulle tættere på.
Han kunne sige navnet på de to piger igen, men Thanos havde gjort det klart, at en enkelt gang ikke ville være nok, og han nægtede at sidde og råbe det gang på gang, blot for at undgå at få nærkontakt med sylen. Desuden tog han det som en god ting, at Thanos' opmærksomhed nu var rettet mod ham, og ikke mod James.

James skrig skar igennem ham som tusindvis af knive, men ordene om at han elskede Marad gjorde næsten mere ondt. Der var ingen chance for, at Thanos ville lade James gå nu, det ville han i hvert fald ikke selv have gjort, hvis han stod som bøddel og ikke som offer.
Thanos fjernede sylen fra hans øje, og med det samme begyndte han at slide i rebene for at omme fri, fuldkommen ligeglad med, hvor ondt det gjorde i kroppen.
"Han lyver! Han betyder ingenting for mig, intet!" Han så over på James, forsøgte tavst at kommunikere hvor ondt det gjorde, at skulle sige de ord, men hvis det på en eller anden måde kunne redde James, så levede han gerne med det.
"Jeg tog dig ikke for en kujon! Blot fordi du ikke kan gøre noget ved mig, som vil kunne få mig til at bukke under for din vilje! Kom herover og tag udfordringen op som en mand!" Hans stemme rungede stadig en god mængde raseri, men noget andet havde sneget sig ind i den. Panik? Måske. Han hørte det godt selv, men hans fokus lå et andet sted lige nu. 

Ville Thanos have stukket sylen i øjet på Marad og gravet det ud bid for bid af dets plads i øjenhulen? Ja, uden tvivl. Det ville ikke være første gang, at han gav sig i kast med den ulækre opgave. Han var ligeglad. Det var en del af jobbet, og han følte ikke noget over det alligevel. Han var faktisk næsten lidt lokket til at gøre det, bare fordi Marad var så besværlig, men det havde ikke været hans mål. Nej, målet sad i den anden stol, ynkelig og med ord om følelser. Han sagde det, Thanos ville høre, så han smilede svagt, noget der fik ham til at ligne en ulv, der så et forsvarsløst lam på marken, inden han rettede sig op og fjernede sylen fra Marads øje.

Ikke at det var det for Marad, der begyndte at modsige James. Langsomt flyttede han blikket til Marad med et udtryksløst udtryk, mens han lod ham tale færdigt. Der var ikke noget i ordene, der provokerede ham, men han gad ikke rigtigt høre på provokationerne, så han endte med at hamre den stadig meget varme syl ind i Marads skulder, bare for at bede ham holde kæft, inden han gik over til James og stillede sig foran ham. Han vidste nøjagtigt, hvad han ville med ham.

"Så du elsker ham, og vil gøre alt?" Han ventede på bekræftelse, inden han fortsatte. Dette var en lidt anden form for pinsel, end den han ind til videre havde brugt i dag. Følelser. Han havde dem ikke selv og fandt det svært at køre på andres, men havde alligevel lært det for mange år siden. Mest fordi, at det var det mest virksomme. Fysisk smerte var én ting, men psykisk smerte var noget helt andet. Og det virkede oftere mere effektivt. Og nu var tiden vist til at vise Marad, at han ikke kunne slippe ud af det. Thanos havde magten, og det skulle Marad vide.
"Hvis jeg løsner dine reb. Vil du så vise mig, hvor meget du egentligt er villig til at gøre?" Hans blik faldt kort ned, rettet mod hans eget skidt, inden han så tilbage på James, det ene øjenbryn ganske svagt hævet i et spørgende udtryk - et udtryk der stadig var komplet følelsestomt. At han lige havde stillet et seksuelt ladet spørgsmål så ikke ud til at røre ham. Det gjorde det heller ikke. Overhovedet.

Hvad skulle han gøre? Han betød ingen ting for Marad? Var det endnu en løgn som Marad kom med, eller var det sandheden? Lige meget hvad smertede det ham at høre hvad Marad sagde. Det gjorde ondt helt ind i sjælen. Var det virkelig sådan her det skulle være? Skulle han bare leve med at Marad kørte sit eget liv. Han ville jo ikke engang have at han skulle komme tilbage. Det var vel bare sådan Marad var ikke? Marad's stemme gav genklang i det øre han stadig havde. Han  betød ingen ting. Så var alt ved det gamle alligevel. Han skulle aldrig være kommet tilbage. Han skulle være blevet væk det var der ingen tvivl om. Samtidig skar det ham i hjertet at han ikke havde Marad tæt ind på livet mere. Alt havde virkelig forandret sig siden han var gået fra ham for snart så længe siden.

Thanos lyttede da i det mindste til hvad det var han sagde. Han måtte bide sig i læben og nikkede der efter. Han ville gøre alt bare Thanos lod Marad være. Marad fortjente ikke denne behandling, lige meget hvad han så havde gjort. Det var ikke sådan her det skulle have været da han var trådt ind af de ellers så tunge døre. Så mange dufte, så mange minder. Det hele var gået galt fra første skridt han havde taget. Præcis som det havde gjort de sidste mange måneder.
Endnu engang lød Thanos stemme og han måtte kigge væk fra ham og over på Marad. Han formede et "undskyld" på sine læber og kiggede op Thanos. "Ja, så længe du lader ham være." kom det fra ham og måtte kigge over på Marad i et kort øjeblik. Hvad der end måtte ske nu så var det hans egen skyld. Marad ville ikke kunne stille noget op, men hvis han nu kæmpede hvis han var fri.. Ville han så kunne rede Marad når alt kom til alt?

DDa sylen blev hamret ned i Marads skulder kom et smertefuldt udbrud fra ham. Det ville tage lang tid at komme sig helt over de her skader, selv med hjælp fra en healer. Men det var ikke vigtigt nu, han tog gerne imod alle skaderne, for hvis sylen var solidt placeret i hans skulder, blev den i det mindste ikke brugt mod James.

En hidtil ukendt følelse bredte sig i hans krop ved Thanos forslag og James efterfølgende svar. Det føltes som om, at nogen havde placeret en blok is et sted omkring hans mave. Hvorfor gjorde James det her. Han havde forsøgt at skræmme James væk, havde benægtet hans kærlighedserklaring, og alligevel forsøgte James at hjælpe ham. Han kunne ikke lade James gøre det. Han rettede blikket mod James, forsøgte tavst at kommunikere de følelser, som han ikke kunne sige højt.
"James.. du behøver ikke gøre det. Ikke for min skyld" Hans stemme var rolig, nærmest blid. Det var yderst ukarakteristisk for ham, men han havde ikke energi nok til at beholde sin sædvanlige maske, hvis han også skulle holde sig selv ved bevidsthed.
Han rettede sit blik mod Thanos. Igen emmede hele hans  væsen af had.
"Hvis du skader ham..." hans trussel nåede ikke at blive afsluttet, før en bølge af smerte og svimmelhed fik ham til at bide tænderne sammen. Han holdt dog stadig blikket stift rettet mod Thanos.

Thanos ignorerede Marad fuldstændigt. Hans blik hvilede på James og de reaktioner, han fik fra ham. Han sagde ja. Han ville tilfredsstille Thanos for at få ham til at lade Marad være. Lige hvad Thanos havde regnet med.
"Det lover jeg." Og når Thanos lovede noget, holdt han det. Det kunne de selvfølgelig ikke vide, men sådan var han indrettet. Nej, han ville ikke skade Marad fysisk mere. Fra nu af ville det gå ud over James, indtil Marad opfyldte de krav, Thanos havde for ham. Det virkede ikke til, at Marads krop kunne tage meget mere lige, så Thanos ville give ham en pause. Så måtte han se på, hvad han skulle gøre senere, hvis den stædige mand ikke snart gav sig.

Thanos satte sig på hug og gav sig til at binde knuderne op, så han kunne løsne rebet om anklerne på James. Derefter rejste han sig og begyndte på den første knude om hans håndled, men inden han løsnede den, så han på James.
"Forsøger du at gøre mig noget, ryger vores aftale og jeg brækker Marads arm tre steder. Er det forstået?" Det regnede han med, at det var, så han bandt de to knuder op. James var fri. Til at bevæge sig i hvert fald.

Roligt trådte Thanos et par skridt tilbage og så afventende på James. Formentligt vidste den yngre mand nok, hvad han skulle. Var han i tvivl, ville Thanos med en håndbevægelse vise ham, at han forventede, at han satte sig på hun foran ham.
Ikke at Thanos havde nogle planer om, at det skulle gå videre end det. Så snart James' fingre rørte ved hans bælte, løftede han den ene fod og satte den i brystet af ham. Med et hårdt skub væltede han ham om på gulvet med foden trådt hårdt ned i hans brystkasse.
Han var tavs som han rakte ud og tog kosteskaftet fra tidligere. Man kunne bruge sådan et til mangt og meget. Og han overvejede det kort, men i stedet greb han godt fat i den ene ende, flyttede foden og lod skaftet falde ned over James, slag efter slag. Han sigtede ikke efter noget bestemt, men slog manden på gulvet over hele kroppen. Dog undgik han at ramme hovedet. Ingen grund til at slå ham ud.

Han lovede det, men kunne han stole på at det ville ske? Marads stemme lød men han var lige glad. Hvis han kunne gøre noget for at hjælpe Marad så ville han gøre det. Marad var jo hans store kærlighed, men ville Marad kunne acceptere det i længden? Sikkert ikke.. Men Marad betød alt for ham, om end Marad havde løjet over for ham. På dette halve år havde han kun haft Marad i hovedet. Aldrig noget negativt men en masse om hvad han skulle sige når han kom tilbage til ham igen. Som Thanos sad på gulvet og bandt benene op overvejede han et kort øjeblik at sparke Thanos i hovedet, men han ville stadig være fanget med rebene om hans hænder. Det ville ikke kunne betale sig at han gjorde det.  Det ville bare skabe flere problemer end hvad godt ville være. Han ville slå Thanos lige så snart knuden på først hånd blev løsnet, han ville smadre det fjæs der var foran ham! Men nej Thanos havde en anden mening om det. Han ville brække Marad's arm tre steder, det måtte ikke ske. Marad var allerede slemt tilredt. Han måtte synke en klump der havde sat sig i halsen og han stirrede ned i gulvet og nikkede kort tid efter.

Hænderne var fri og han måtte lige gnide sig i hvert håndled for at mærke efter om alt var okey, han havde trods alt hevet i de reb og de havde været bundet godt fast. Han vidste hvad han skulle og noget usikkert rejste han sig op og kiggede på Marad. Han kunne rede Marad nu. Hvis bare hans Audiokinise havde virket. Han vidste hvad han skulle og han kunne ikke komme uden om det lige meget hvad han så prøvede på at gøre. Han satte sig på hug og overvejede et kort øjeblik om han skulle prøve at stikke af, men hvad ville det nytte hvis han gjorde det? Ingen ting han ville ikke engang komme særlig langt. Han løftede en hånd for at tage fat i bæltet men inden han fik set sig om blev en fod sat i brystet på ham. Han blev væltet og foden nærmest maste sig under ham, som om han var et insekt. Slag efter slag ramte ham af noget hårdt, og han kunne intet gøre ved det. Han lå og måtte kæmpe for at dække hovedet. Han ville ikke mere, han kunne ikke gennemleve alt dette her en gang til. Han ville så gerne have at alt var okey og Marad var fri.
Det ene slag efter det andet ramte ham over alt på kroppen, han prøvede at dække sig så meget som muligt, men lige meget hvad så skar træskaftet sig ind i huden på ham, og gav ham knups over alt. Der gik endda hul nogle steder hvor skaftet havde ramt flest gange. Han sagde ingen ting men han lå bare og ømmede sig med små smertefulde støn. Dette her var langt værre end da Valtor brutalt havde voldtaget ham og derefter sat slaver af halvdyr til at voldtage ham. Der var det kun gået ud over en ting, her var det hele kroppen. Ville han komme helskindet igennem dette her?

Det irriterede Marad voldsomt, at han blev ignoreret, og det irriterede ham endnu mere, at han var fuldkommen magtesløs lige nu. Han kunne komme med trusler mod Thanos, og det var også, hvad han havde mest lyst til, men hvad ville det nytte? Ingenting. Det ville blot gøre det hele værre.

Igen tog Thanos kosteskaftet, og igen farede alle nulighederne for hcad det kunne bruges til igennem hans hoved. Ingen af dem var at foretrække, og han tvivlede på at James ville kunne holde til nogen af dem.
Slagene begyndte at hagle ned over James, og Marad gjorde det bedste han kunne for at slippe fri. Men hans kræfter var brugt op, hun kunne dårligt nok holde sig selv ved bevidsthed.
"Stop det!" Han forsøgte at få bare en smule kommanderende tone ind i stemmen, men realiteten var, at han var så udmattet at det krævede en massiv anstrengelse at snakke, og der var knap nok nogen lyd på ordene.
"De hed Thit og Ydin" Han vidste ikke om Thanos overhovedet kunne høre ham, men det var den eneste mulighed han havde for at stoppe mishandlingen af James.

Det var rart at få lidt mere eksplosiv energi ud af kroppen, og Thanos måtte holde sig selv lidt tilbage for ikke bare at give slip og slå til, alt hvad kosteskaftet kunne holde til. Det var åbenbart for længe siden, at han havde banket nogen ihjel. Men her var det slag af andre grunde, og selvom han slog hårdt, holdt han igen.
Han reagerede ikke på Marads fesne ordre, hvorfor skulle han det? Nej, han ignorerede ham og slog James igen og... skaftet stoppede midt i luften, som Marad endeligt udtalte de to navne. Roligt sænkede han det og rettede sig lidt op, inden han vendre blikket mod Marad.
"Det var ikke så svært, var det det?." Hans tone var tydeligt nedladende sarkastisk, men han så nu ud til at more sig lidt. 

Han trådte over James og satte sig på hug bag ham, hvorefter han greb fat i hans hård og hev ham op i en højde, hvor Thanos kunne tale mod hans øre, mens de begge havde frit udsyn til Marad.
"Ser du James. Jeg er blevet hyret til at få Marad til at angre, at han slog to små piger ihjel. To små søstre med en familie, der er i sorg og ønsker deres hævn. Og det eneste, der kan stoppe mig fra at skade dig mere, er Marad. Men han er en ganske stædig og hjerteløs mand, så det kan komme til at tage flere dage." Han skiftede grebet på kosteskaftet uden at slippe James, inden han satte den splintrede ende mod siden af James' lår. Selv uden splinterne, der uden tvivl ville bore sig igennen stoffet og ind i kødet, ville presset mod musklen i sig selv nok gøre ondt nok.

"Flere dage sammen med mig og al den smerte, jeg kan finde på, mens Marad må se på, fordi han ikke kan få sig selv til at fortryde sine egne forfærdelige handlinger. Så du tror, at han holder af dig? Hvorfor stopper han så ikke din smerte?" Han trykkede ekstra hårdt til ved de sidste ord. Ord. De kunne ødelægge mere end smerte kunne. Marad havde tydeligvis været uimodtagelig, ind til videre, men James virkede lidt som en klump ler, man kunne forme som man ville.

Slagene blev ved med at falde på hvert et lille stykke af hans krop han ikke prøvede at dække. Det var virkelig ikke særlig rart på nogen måde. Hvad havde han nogen sinde gjort for at han skulle straffes på denne her måde? Han havde aldrig passet sig selv, og alligevel var alt gået galt efter at han havde mødt Marad. Var det held i uheld at han havde mødt ham. Havde han gjort noget forkert siden det ene uheld efter det andet skulle ramle ned over ham? Da slagene endelig stoppede troede han at det var slut, men det var det langt fra. En mørk skikkelse trådte over ham og lidt efter blev der taget far i hans hår. Han fortrak ikke en mine men han prøvede stadig at dække sit ansigt.
Ordene mod hans øre fik det til at trække kuldegysninger igennem hele hans krop. Det der blev sagt fik James til at blive overrasket. Marad havde slået nogen ihjel? Hvordan var det muligt, det havde Marad aldrig sagt før. "Nej..." kom det stille fra am og havde lyst til at skrige for en kort bemærkning.

Dog skreg han kort tid efter at noget hårdt blev presset ned i mod låret. Han fjernede hænderne og slog bag over for at ramme Thanos på kinden. Dog var det ikke hårdt og det ville ingen skade gør. Ikke ud over på ham selv. Han tog hænderne ned imod skaftet og ville trække det ud men lige meget hvad han prøvede gled hans hænder på skaftet af blodet han havde på sine hænder. Jo mere skaftet kom ned i låret på ham jo mere skreg han op, han kunne dårligt nok høre hvad det var Thanos sagde til ham fordi han skreg så meget. Smerten var ikke til at holde ud og han ville have det til at stoppe. Så meget smerte på i så kort en periode. Hvorfor kunne han ikke bare dø? Var det sådan her han skulle være resten af livet, et offer alle kunne lege med? Et offer som ikke betød noget for nogen, ikke engang Marad selv. Det havde Marad selv ytret, han betød ingen ting for Marad. Marad havde åbenbart kun en ting i hovedet og det var sig selv. Det var åbenbart det der var vigtigst for ham og så var det lige meget med alle andre. Var det sådan her livet det udspillede sig for ham? "Slip....Mig....Fri..." sagde han igennem de sammenbidt tænder i et halvkvalt skrig. Selvom det kunne forstås på mange måder havde han ikke tanker om hvad det kunne ende med, og han var faktisk også lidt lige glad. Han måtte tage konsekvensen af at have lært Marad at kende.

Marad kunne mærke afmagten syde, som var han blevet angrebet med endnu en glødende syl. Thanos nedladende tone.. Han kunne næsten ikke fordrage det. Hele hans opmærksomhed lå på Thanos. For et øjeblik var det som om, at han næsten havde glemt alt om James. Han hørte godt hans skrig af smerte, men alle Thanos' ord stod meget tydeligere for ham. Hvor vovede han. At sætte ham i denne situation. Gøre ham til grin. Torturere James for at nå til ham. Som var han en simpel dødelig, et simpel menneske, eller, endnu værre, en beskidt dæmon, som ikke fortjente bedre. Dette var fuldkommen uacceptabelt.

han kunne nærmest mærke noget rykke sig inden i ham. Bekymringen for James blev skubbet i baggrunden, som den sædvanlige mørke atter indtog hans sind. Vreden. Den søde vrede, som flød som ild gennem hans årer. Han var blevet skubbet tilpas langt, og havde han ikke været bundet til stolen, ville Thanos være kommet til at opleve hvilken erfaring Marad egentlig havde med at få folk til at lide. Hans tjenestefolk havde før set ham i denne tilstand, og de havde lært at stikke af, for det endte altid med smerte og død.

Han kiggede Thanos stift ind i øjnene. 
"De hed Thit og Ydin" Han tav et øjeblik. Han ville lade Thanos tro, at han havde knækket ham. At han ganske enkelt gentog navnene for at stoppe mishandlingen af James.
"De var mine stuepiger. Ansat under mig med forhåbningen om, at de kunne tjene penge til deres fattige familier" Hans stemme var lav, han havde stadig svært ved at snakke.
"Jeg slog dem ihjel. Langsomt og grufuldt. Jeg så livet langsomt forlade deres øjne, som deres kroppe gav op, ude af stand til at holde til den behandling som de var udsat for" Han så ned et øjeblik, nærmest som om han angrede sine handlinger. Efter ganske kort tid kiggede han atter op, denne gang var der et køligt smil på hans læber.
"Jeg slog dem ihjel, og jeg nød hvert eneste øjeblik af det. Og uanset hvad de gør, kan intet få mig til at angre eller huske to ligegyldige stuepiger"

Skrigeriet skar Thanos i ørerne, men han var ligeglad. Han blev ved med at presse træet ned i James' ben, mens han afventede Marads reaktion, de brune øjne fast rettet mod ham. Han flyttede bare hovedet, da James forsøgte at slå ham, så det kun var hans fingerspidser, der snittede hans hage. Stadig uden at flytte blikket fra Marad.
Man kunne måske ane, at det trak i hans mundvige, da de to navne endeligt blev nævnt. For tidligt troede han, at han havde fået en sejr over Marad. Inden han fik fjernet enden af kosteskaftet fra James' ben, fortsatte Marad og hvad end der havde været af svage tegn på et smil smil på Thanos' ansigt forsvandt. Han lyttede. Ventede. Så på Marad uden en eneste følelse i ansigtet.

Hvad Marad nok anså for at være en sejr for sig selv, anså Thanos også for fremskridt for hans job. Sandt eller ej, Marad indrømmede, at han huskede dem. Hvordan han havde slået dem ihjel. Godt. 
Han rykkede træet ud af benet på James, ligeglad med om det hele kom med. Uden at give Marad en respons på sine ord, samlede Thanos James op og satte ham tilbage i stolen. Han begyndte at binde rebet om hans håndled, dog med underarmene vendt sådan, at undersiden vendte opad. Derefter bandt han hans ben fast også, selvom det efterhånden kunne være lige meget. 

Endeligt vendte han sig mod Marad.
"Jamen hvis det er sådan, har jeg ikke mere at bruge din ven her til." Han rakte ud og trak stolen med James helt hen foran Marad, så der ikke var mere end en tyve-tredive centimeter i mellem deres knæ. Derefter trak han sin kniv fra bæltet og uden at sige mere, satte han spidsen mod håndledet af James og skar huden op fra håndled til albue. Blodet væltede straks frem og begyndte at dryppe mod gulvet. Thanos rakte roligt over og gentog bevægelsen på den anden underarm. Lyden af blod, der dryppede på gulvet, fyldte rummet. Døden ville komme langsomt, men den ville komme. Det plejede at tage et kvarters tid, før hjertet gav op, fordi der ikke var mere at arbejde med.

Et kvarter, hvor Marad kunne se sin ven dø. 
Thanos gik tilbage til bordet, lænede bagdelen mod kanten og gav sig til at rense negle med kniven, han lige havde slået James ihjel med. Lige meget, hvad der blev sagt eller gjort, ville han ikke forsøge at stoppe blodet i at løbe, det var for sent.

Smerten i benet fortog sig ikke, den var slem nok i sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle gøre og han vidste ikke hvad han skulle stille op. Han var faktisk lidt lige glad med hvad der skulle ske nu. Marad havde forladt ham, og han kunne ikke gøre noget for at ændre på det. Han vidste ikke hvad han skulle svare, og han anede ikke hvad han kunne sige for at ændre på det hele. Marad havde bestemt sig og det kunne nu kun gå en vej, og det var ned af bakke. Tankerne fløj igennem hovedet på ham og han vidste ikke om han skulle grine eller græde.

Smerten fortog sig ikke da skaftet blev hevet ud af ham. Han hørte alt hvad Marad havde sagt og det smertede ham blot endnu mere at høre. Han kunne ikke sige noget til det, Marad havde gjort noget utilgiveligt og det kunne ikke ændres. Han vidste at der måtte være en måde at ændre alt dette her på, men det kunne han ikke.
Selv ikke da han blev placeret i stolen igen. Han var sårret på så mange måder, ikke bare fysisk men de psykiske skader sad også stadig i ham. Der var sket så meget det sidste halve år at han bare ønskede fred. En fred han havde håbet at få hos Marad.

Stolen blev rykket over foran Marad og han kiggede Marad i øjnenen. Der var sorg at spore i hans øjne, og han kunne have grædt på stedet hvis det ikke var for smerten der var over hele kroppen. Hvordan kunne Marad være så kold og lige glad med andre mennesker? Det var utroligt smertefuldt at høre på, og han ønskede faktisk kun at det ville blive bedre. Han stirrede og stirrede på Marad men han sagde ingen ting. Ikke før at han blev snittet fra starten af underarmen og op. "Så ender det altså her..." fik han fremstammet. Han vidste at dette her var slutningen på hans liv, og ingen kunne ændre på det. Måske var det også bare bedst sådan, så kunne Marad da leve et andet liv med en anden end lige med ham.
Den anden arm blev skåret op og han kunne mærke hvordan blodet det løb ud af ham. Han fjernede ikke blikket fra Marad en eneste gang. Det blev fast holdt og han sagde ingen ting. Det var allerede for sent af hvad han kunne have sagt til ham.

Livet fossede ud af ham men selvom han blev mere og mere svag fjernede han ikke blikket fra Marad, han ville se den han elskede ind i øjnene en sidste gang inden han forsvandt. Han ville se den person han havde haft tættest ind på livet, også selvom at livet forsvandt for hans øjne. Han gled mere og mere ned i stolen men han kom ikke så langt, rebet om benene og håndledene stoppede ham i et ryge på gulvet. Han var klar over at han ikke ville kunne stille noget op, men hvis marad overhovedet havde elsket ham på et eneste tidspunkt så ville han hævne sig. Dog kom tvivlen ham til gode, Marad levede sit liv og han ville aldrig skade nogen for hans skyld. "Marad... Jeg håber du får et godt liv uden mig, selvom du ikke vil have mig her...." kom det stille fra ham. Han ville gerne kunne kigge Marad i øjnene men det var svært, han tvang sig selv til at kigge på Marad selvom han virkelig ikke havde lyst.

Mørket og vreden forsvandt som dug for solen, da Thanos placerede kniven ved James håndled. Det føltes næsten som om, at det hele foregik uendeligt langsomt. Han vidste med det samme, at det her ville betyde, at James ville dø. Måske ikke lige med det samme, men han ville dø.
"Nej!" Det var overraskende meget kraft i hans stemme. Det var knap nok et ord, det var mere et brøl. Et brøl, som nærmere kunne komme fra et såret dør, end den før så kolde mand. Det var den mest voldsomme reaktion han havde haft hidtil. Selv alt tortureret havde ikke fået ham til at reagere så voldsomt. Han var knap nok selv klar over, at han var kommet med udbruddet. Hele hans opmærksomhed lå på James og på blodet, som langsomt dryppede fra James' arme.
Han var så tæt på James. Hvis han blot havde kunne række en arm ud, ville han kunne nå ham. Hvis han blot kunne nå over til ham. Holde ham i sine arme, og forsikre ham om, at det hele nok skulle gå. Holde ham mens livet langsomt forlod hans krop. Holde ham blot en sidste gang.

Han sled i rebene. Sled så hele kroppen værkede, men han ænsede ikke smerten længere. De var ingenting mod den smerte det var, at se livet stille og roligt forlade James. Han kunne ikke mindes, at han nogensinde havde oplevet sådan en smerte før. Aldrig før havde noget gjort ondt på samme måde, som det gjorde nu. Huden på hans håndled blev slidt i stykker i kampen mod rebbene, men ligemeget hjalp det. Han kunne ingenting gøre. Han kunne ikke hjælpe James. Han kunne ikke holde ham, Han kunne ikke gøre noget for at hjælpe ham på nogen som helst måde.
Han tænkte ikke engang på at tigge Thanos om at løsne rebbene. Han tænkte ikke engang på, at han stadig var i rummet.

"James, du må ikke.. jeg ville jo ikke.. Jeg forsøgte jo kun.. du skulle jo gå din vej, så du ikke kom til skade" Han kløjedes i ordene. Det var hans skyld, det var han pinligt bevidst om. Han havde skræmt James væk første gang, og han havde provokeret Thanos til, at skære James' håndled op.
Hvad der nok gjorde mest ondt var, at han vidste, at han aldrig ville se James igen. Selv hvis der fandtes et eller andet sted efter døden, hvor man så sine elskede igen, ville det aldrig ske for ham. Han var dømt til at vandre på denne jord til evig tid, og nu var han dømt til at vandre med visheden om, at han praktisk taget havde slået James ihjel. Langsomt begyndte tårene at trille ned over hans kinder. Hvis det ikke var fordi, at de salte tåre fik hans sår i ansigtet til at svide, havde han formentlig ikke engang lagt mærke til det. Han kunne ikke mindes, at han nogensinde havde grædt før. Han havde set andre græde, ofte havde han endda selv været grund til deres tårer, men han havde aldrig selv grædt før.
"Det hele skal nok gå James. Jeg elsker dig, uanset hvad jeg tidligere har sagt." Han stemme knækkede over, og han havde svært ved at forme ordene, men han fik dem alligevel ud. Han anede ikke, om James var bange, men han havde brug for at berolige ham, bare i tilfælde af.. Ligeledes var det vigtigt for ham, at det sidste han fik sagt til James var, at han elskede ham på trods af alle de dumme ting han havde sagt og gjort.

Ja han skulle gå sin vej, han skulle aldrig være kommet tilbage her til. Det havde været den dummeste fejl han nogen sinde havde lavet. Aldrig skulle han have vendt Marad ryggen i første omgang. Ham havde været ude der hvor man ikke kunne bunde, men når man elskede en person så gik man vel tilbage til personen ikke? Det var ubeskriveligt så naiv som han egentlig var. Han skulle have mandet sig op i første omgang, han skulle have været den voksne og forsvundet langt væk. Nu var det for sent at gøre modstand. Han havde ikke mulighed for at slippe væk længere, det var ovre, og alligevel så han den han mest af alt ville se i live. Godt nok var Marad forslået og ikke til at kende længere, men det var ikke ham der skulle dø. Marad skulle leve og James skulle dø, der var ikke andet at gøre.

Han havde ikke kræfter til at kæmpe imod længere, jo mere blod der forsvandt fra hans krop, jo mere afkræftet blev han. Han havde lyst til at sige en masse til Marad men han kunne ikke, det var for sent nu. Hovedet hang lidt og han kæmpede for at kigge op på Marad ”Det er for sent Marad. Jeg kom på grund af dig. Jeg savnede dig, g jeg skulle aldrig være gået min vej.....” han fastholdte blikket på Marad og glemte alt om at Thanos egentlig var der også. Ham var lige meget nu, han kunne stoppe det hele nu, men det ville han sikkert ikke. Han blinkede nogle gang med øjnene og lod hovedet falde ned igen hvor han stirrede på sine arme. Blodet flød ud af ham og gennemvædet gulvet. Der var på ingen måder dette her han havde villet da han kom her. Han ville have snakket med Marad, fortælle ham hvad han havde været igennem. Fortælle ham alt hvad det sidste halve år var gået med. Fortælle ham hvordan han var blevet misbrugt og ødelagt totalt.

”Jeg.... Marad.... Elsker... begrav mig...” han var afkræftet og han kunne ikke engang færdige gøre en hel sætning. Det begyndte så småt at sortne for hans øjne men han kæmpede for at kigge op på Marad. Han blev overrasket over at se Marad græde, aldrig havde han set Marad græde før., og aldrig havde han tænkt sig at det skulle ske. Han havde Lyst til at kramme Marad men det kunne han med god grund ikke. Han måtte forme en hel sætning om det så kostede ham mere af sit liv end det allerede gjorde. ”Begrav mig Marad. Lad ikke nogen ødelægge min grav. Lov mig sat jeg altid vil blive husket i dit hjerte.” det tog ham flere kræfter end han først havde troet, men han var lige glad. Marad skulle love det, han skulle klare sig uden ham. Marad skulle klare sig resten af livet, g finde en anden at være sammen med. Han måtte ikke leve et ulykkeligt liv på nogen måder, det måtte ikke ske. ”Jeg elsker dig Marad.” han havde kæmpet hårdt for st holde its hovede oppe og han ville se på Marad fra nu til hans øjne lukkede sig helt i og til der ikke var mere blod i hans krop.

Marad fortsatte med at kæmpe mod sine reb. Han vidste, at det ville give mere mening at lade være med at kæmpe og i stedet fokusere på James. Men det kunne han ikke. Han skulle fri! Han forstod ikke, at han ikke kunne blive sluppet fri. Han havde ikke tænkt sig at gå efter Thanos, det eneste han havde tænkt sig var, at befri James fra stolen og holde om ham indtil han døde. Det brude ikke være for meget forlangt. Han ignorerede fuldkommen, at hvis det havde været ham, der stod som bøddel, havde han heller ikke sluppet sit offer frit. Han havde også ladet dem sidde og lide så længe som overhovedet muligt. Han ville formentlig endda have trukket pinslen endnu længere ud.

James havde ret, han skulle aldrig være gået sin vej, Men Marad bebrejdede ham ingenting. Hvis nogen bar skylden, var det ham. Lige fra de havde mødt hinanden havde han løjet. Det var hans skyld, at James var gået sin vej, det var hans skyld, at James var blevet involveret i al denne tortur, og det var hans skyld, at James var ved at dø. Alt var hans skyld. 
"Det var mig der skræmte dig væk, og jeg er glad for du kom tilbage.. hvis blot omstændighederne havde været anderledes"

Endelig holdt han op med at kæmpe mod rebbene. James kunne umuligt have langt igen, så det gav ikke mening at kæmpe længere. I stedet sad han fuldkommen stille med sorgen malet i ansigtet. Tårerne løb stadig lydløst ned over hans ansigt.
Han nikkede tavst som bekræftelse på, at han ville begrave James. Han vidste ikke hvor, men han ville finde det perfekte sted. Og hvis nogen vovede at gøre noget ved gravstedet skulle han personligt tage sig af dem.
"Jeg elsker dig James, det vil jeg altid gøre" ordene var kun lidt højere end en hvisken.  

Blodet flød og der ville ikke være længe til at James var færdig, livet blev taget fra ham lige så stille og ingen kunne gøre noget for at det ville stoppe. Thanos virkede ikke som en mand der gjorde noget uden besked, eller i det mindste gjorde noget uden en grund. Men hvad havde han gjort siden han skulle lade livet? Han var kommet uanmeldt på besøg hos Marad, og var blevet hevet ind i dette her uden grund. Der var intet han kunne gøre, og hvis han kunne tigge for sit liv havde han gjort det. Livet med Marad havde været for kort, han skammede sig over at være løbet væk den gang, og han havde sådan behov for at se Marad og se hvad det var kommet til. Der var intet han kunne gøre nu.

Hans hoved hang mere og mere og han kæmpede en kamp om at løfte hovedet for at se på Marad en sidste gang. Han ville dø ved at se på noget der var godt. Ikke på en arm der var fyldt med blod. Dette her var enden på alt ting og han kunne ikke stoppe blødningen. Han havde ikke en magisk evne der kunne få ham til at hele sig selv. "Jeg...." han kæmpede for at sige noget men han var så svag, små lyde kom fra ham som han kæmpede. Han begyndte at hoste da det var begyndt at blive svært for ham at trække vejret. Hans vejrtrækning blev tungere og tungere. "Mar...." endnu engang kunne han ikke sige noget og han forventede ikke at han kunne sige mere. Han løftede hovedet så meget han kunne så han kunne få et glimt af Marad. "Vi.....Ses...På...Den..Anden...Side...Min...Kære...Gud..." det var en lang sætning han sagde og den tog lang tid for ham at sige, men han måtte sige den. Han måtte for alt i verden ikke gøre Marad mere ked af det end han var nu.
Han fastholdte blikket på Marad og han hostede igen. "Klar..Dig...Ud..." mere nåede han ikke at sige da blodet stoppede med at løbe fra hans arme. Det var nu kun bloddråber der dryppede ned på gulvet fra armene. Han var hvid i ansigtet, og kroppen blev mere slap end den havde været før. Øjnene var vidt åben og blikket var fæstnet på Marad. Langsomt blev kroppen mere og mere stiv, men der var ingen hjælp at hente. Han var død og det var for sent at tilkalde på hjælp nu.

//Død//

Marad så øjeblikket, da lyset forlod James' øjne. Hvordan kunne han undgå at se det? Han havde set det så mange gange før ved andre, og det havde nærmest fremkaldt glæde ved ham. At se lyset forlade James fik dog en skarp smerte til at suse igennem ham.
"James!" endnu et brøl af smerte. Han havde ikke kræfter til at kæmpe mod rebbene, så han sad helt stille, selvom han mest af alt havde lyst til at kæmpe for at komme fri, for at komme over til James.

Hans hoved faldt ned, så hans hage ramte brystet. Han havde ikke engang kræfter til at holde hovedet oppe. Havde det ikke været for rebbene, havde han formentlig gledet ned af stolen.
Han hænder var knyttet og øjnene lukket stramt i. Alligevel løb tårene dog ned ad hans kinder. Han tænkte ikke engang over, at Thanos stadig var i lokalet. Han var ligeglad. Ligeglad med Thanos, ligeglad med alt. Han ville bare gerne vågne fra dette mareridt. Vågne op til en verden, hvor James stadig var i live. Vågne op til en verden, hvor han ikke havde så forbandet ondt indeni. 

Det tog lang tid. Thanos lagde kniven fra sig og lagde armene over kors, mens han halvt fulgte med i scenariet foran sig. Det var kedeligt og sagde ham ikke noget. Han blev ignoreret. Ingen tiggede ham for at lade James overleve. Marad skreg ikke navnene ud for at få ham til at stoppe det hele. Nej, de sad bare ynkeligt og delte deres følelser. En gang i mellem flyttede Thanos' blik sig til vinduet, mens han spekulerede på, om der var mere at gøre for ham her, eller om han bare skulle sadle hesten og drage videre, når piveriet var overstået.

Endeligt døde James. Thanos kløede sig på halsen og ventede til Marad virkede til at have givet op. At se den før så stædige og vrede mand, sidde og græde over sin døde ven, ja, det var ynkeligt. Thanos vendte ryggen til ham og begyndte at rydde op. Pakke sin taske. Bagefter gik han hen til James' lig. Rebene var røde af blod og ikke værd at gemme på. Det var ikke elvereb, der tømte hans lommer. Og han havde stadig noget i tasken. Men halskæden ville han ikke efterlade, så den rykkede han af ham. Derefter vendte han sig mod Marad. Betragtede ham lidt. Han havde også en sten om halsen, men den lod Thanos være. Han ville ikke risikere, at manden vågnede op til dåd og brugte sine evner mod ham.

Havde han været alene i huset, havde Thanos nok bundet hans ene hånd op, så han kunne komme fri ved egen hjælp, men der var de to healere i huset. 
Efter at have betragtet ham lidt i tavshed, drejede han på hælen og gik hen til bordet, hvor han tog sine tasker. Nogle ville måske tro, at han ville sige noget. Håne ham, tvære salt i såret og fortælle ham, at det var hans egen skyld. Men udtrykket på hans ansigt sagde, at det vidste han godt. Thanos' arbejde var gjort.

Han slog et smut forbi køkkenet, hvor han pakkede så meget mad, han havde plads til. Derefter gik han ned og åbnede døren ind til de to healere. Fortalte dem, at deres herre trængte til hjælp, men at de skulle vente en halv times tid med at forlade rummet.
Hesten stod i en boks ude i stalden og småsov, da han kom derud. Det tog ham ikke lang tid at sadle den og snart red han ud i mørket uden at se sig tilbage. Der var ikke mere for ham her. Han havde gjort det, han var blevet betalt for.