Opmærksomheden han lagde på hendes skadede hånd, fik straks det lille væsen til at trække hånden en ekstra smule op til sig, som forventede hun, at han vovede at gøre noget med den, hvis hun ikke passede på. Han blev da også lidt småknurret af igen. Noget der dog hurtigt falmede til stilhed igen, efter at han havde taget sin sikre afstand fra hende.

Der gik noget tid, hvor hun stadigvæk ikke fjernede de næsten selvlysende gule øjne fra Hyde’en, men før eller siden gled blikket nu alligevel ned på krukken, som han havde lagt frem. Hun var klart mere forsigtig med ting, som han tilbød hende i forhold til, hvor hurtigt hun var kommet til skinken, der sikkert bare lå til at rådne i kælderen nu.
Med umådelig forsigtighed satte hun sin hånd ned igen og rykkede sig langsomt kravlende helt hen til sit burs ’væg’ for at se nærmere på krukken. Og dens indhold. En lige så forsigtig hånd rakte ud igennem bredderne og fik fat i krukkens kant. Det var en noget akavet måde at holde den i, så da hun forsøgte at løfte den til sig, resulterede det i stedet i, at hun væltede den. Det klirrede, men intet gik i stykker. Heldigvis. Lyden fik hende dog til at lige fare sammen for et sekunds tid, før hun igen vovede sig nærmere.

Igen prøvede hun af med at stikke hånden ud. Krukkens åbning havde landet lige til at, hun bare kunne stikke en finger - eller hånd, det kom an på størrelsen - ind. Følelsen af indholdet var underligt, men ikke helt ukendt for hende. Det føltes koldt og moset. Glat, nærmest. Og det sveg! I bevidst havde hun sølet sin skadede finger til i salven og med et pinefuldt peb var hånden hurtigt tilbage inde i buret. Det var ikke smertefuldt men stadigvæk det gjorde stadig mere ondt, end det havde gjort før!

Hyde vurderede, at dette nok var så meget, han kunne håbe på, at hun ville tage sig af sin finger og han samlede derfor den væltede krukke op og fastgjorde det lille låg igen. Cremen var helt sikkert for dyr til at han bare ville lade det ligge og flyde ud på gulvet, hvis det kunne undgås. Så satte han krukken fra sig ved siden af sig og så på hende igen. Han følte sig ret sikker på, at hendes finger snart ville få det bedre, men på den anden side, så var hun så mærkeligt et væsen, at han ikke kunne være sikker. I stedet satte han sig til at vente - ganske roligt - på at se, hvad der skete. 

Han havde overvejet at kommunikere med hende igen, men nu hvor han sad her, så ombestemte han sig. Han ville bare sidde her og vise hende, at han ikke ville gøre hende noget ondt. Og så ville han måske om lidt gå ned og hente skinken til hende igen. Tankerne fór rundt, for nu hvor han havde hende fanget her, så havde han allerede besluttet, at han ikke ville lade hende gå igen. Nej, nu var hun hans. Hans eksperiment. Han tænkte lidt på hende som et kæledyr, som han ville forsøge at gøre stuerent. Han ville lære hende at tale og forstå. Han ville lære hende at holde af ham. Han ville forsøge at lære hende at blive et våben. Finde ud af, hvad hun var i stand til og hvordan han kunne bruge det. For hun kunne med garanti bruges til noget. Men det næste stykke tid, så skulle hun være hans hemmelighed. Imorgen nat ville han få fat på Mouritz og så ville han komme og bygge et rigtigt bur til hende. Et sted, hvor hun kunne bo, indtil han kunne stole nok på hende til at hun kunne komme ud.

Interessen falmede lidt efter lidt fra Hyde, som han nærmest blev som en statue. Det lille væsen brød sig stadigvæk ikke om at kunne mærke hans blik på hende. Det havde noget… dødt gemt væk. Det mindede hende om de hvide og tågede og svævende skikkelser, der af og til terroriserede hendes territorie ved de forfaldne borgruiner tilbage i Dunkelskoven.
Det var underligt, men hun frøs, som hun sad der i buret. Også selvom det temperaturmæssigt var en hel del varmere end, hvor hun normalt ville putte sig sammen til en nats søvn. Igen var det underligt, men hun følte sig heller ikke trygt her mellem ’beskyttende’ vægge og manglende fare lurende i hver en krog. Men manglen på tryghed lå nok også mest af alt i, hvor truet hun følte sig. Af Hyde’en. Og af buret.

Så i takt med at det gik op for hende, at hun skulle være alt for meget på vagt – den fremmede sad trods alt bare og gloede – så faldt hendes intense blik endelig fra ham og ned på hendes ene hånd med den indsmurte salve. Den sveg ikke længere. Egentlig var der opstået en mærkværdig følelsesløshed i fingerspidserne. Men hun kunne stadig fint bevæge sin hånd. Det mindede hende om noget, denne lindrende følelse.
Forsigtigt løftede hun sin hånd op til sit ansigt og snuste, vrikkende med den lille søde næsetip, til salven. Noter af sødme. Og noter af en form for neutral lugt. Planter. Det havde ikke nogen direkte advarende lugt. Så hun stak tungespidsen ud. Og gav salven et lille slik, der straks fik hende til at væmmes ved den forfærdelige smag. Hendes ansigt vred sig og hun rystede voldsomt på hovedet, som om at det ville virke på at få smagen ud af munden. Det var heldigvis ikke meget, hun havde fået på tungen og smagen forblev der ikke længe, men hun havde bestemt ikke tænkt sig at prøve dét igen!
Det første der skete var den følelsesløse summen i tungen. Havde det lille væsen haft nok tid til at registrerer det, ville hun måske have gået i panik samtidig med, at hendes tunge blev lammet. Men døsigheden tog kort tid efter over. Og den kom hurtigt. Oven på udmattelsen af rejse og panik og forskrækkelse og hvad der ellers havde påvirket hende, så havde hun ingen mulighed for at kæmpe imod den. Øjenlågene faldt i og hendes lille krop faldt slapt sammen i buret som havde noget slået hende ud med en kølle i baghovedet.

Hyde nåede nærmest ikke at reagere, inden hun havde smagt på salven - og hvis han havde kunnet nå det, så var der sandsynligvis heller ikke meget, han kunne have gjort for at undgå det. Men pludselig så han hende ryste hovedet voldsomt, inden hun pludselig gik omkuld på bunden af brændekassen. Nervøst skyndte Hyde at læne sig fremad og stikke armen ind i buret. Han var simpelthen nødt til at tjekke, om hun var død eller blot besvimet. Men hun trak stadig vejret og den var ikke anstrengt eller noget, som hvis hun skulle have fået en allergisk reaktion. Til sidst satte han sig ned igen og strøg hende blidt over håret et par gange, nu hvor han kunne komme til det. Måske var dette det bedste, der kunne ske. På denne måde kunne han flytte hende, uden at hun blev alt for bange. Og måske kunne han endda få Mouritz ud og lave buret allerede i aften. Så sent var det trods alt ikke endnu. Tænksomt rejste han sig op og blev ved med at lægge planer.

Han havde snart fået flyttet brændekassen og dermed også hende ned i kælderen igen - hvilket ikke ligefrem var let, men han havde dog klaret det. Denne gang var hun dog kommet i kælderen, som gemte sig bag den hemmelige dør i gangen. Den kælder, som Mouritz havde bygget til ham. Der var tre små rum dernede og han havde rent faktisk allerede fået dem indrettet, som han gerne ville have dem. Men nu var Mouritz i god gang med at ændre indretningen i det ene rum. Rummet havde selvfølgelig ingen vinduer, da ingen skulle kunne være i stand til at opdage, at denne kælder fandtes. Men derudover var Mouritz ved at skifte døren ud med én metaldør med tætte tremmer. Hyde kunne kun lige få underarmen gennem tremmerne, men han turde ikke få dem med mere mellemrum. Hun var trods alt en tynd pige og han ville ikke risikere, at hun kunne komme ud. 

Pigen selv var stadig i sin brændekasse ind i rummet ved siden af. Torturrummet. Han gik dog ikke ud fra, at det var noget problem. Når hun ikke kendte til døre, så kendte hun sikkert heller ikke til tortur-instrumenter. Og han stolede ikke nok på Mouritz til at lade manden se, hvem han byggede fængslet til. Hyde lod i det hele taget sjældent nogen noget vide, hvis han ellers kunne slippe for det. Solen var lige ved at komme op og Hyde var så småt ved at være træt, da Mouritz endelig bekendtgjorde, at han var færdig. Hyde betalte ham rigeligt for hasteordren og sendte ham af sted og først da han havde lukket døren bag Mouritz, vendte han tilbage til torturrummet og tjekkede, hvordan hun mon havde det nu.

Hvad end der havde været i den salve, havde været stærkt nok til at sende det lille væsen ind i en dyb søvn. Ingen drømme. Ingen mareridt. Bare sovende ubevidsthed. I hele den tid hun var væk var der intet andet der hærgede hendes ansigt end fred og ro. Ingen vagtsomhed. Ingen opspændte muskler. Utroligt hvordan et bæst så vildt og utilregnelig kunne være så fredelig så længe, at hun sov. Normalvis ville hun sikkert være blevet vækket af at blive båret rundt i kasseburet, men denne gang var der noget andet, der holdte hende sovende. Og slapheden i hendes krop ville ligeledes have gjort sådan, at hun ikke ville være kommet yderligere til skade i tilfælde af, at hun blev rystet for meget rundt inde i ’buret’.

Men alt skulle jo komme til en ende, og hendes fredelige søvn var ingen undtagelse. Der var ingen måde for hende at vide hvor lang tid, hun havde været væk, men hun var noget sløret, da hendes øjne forsigtigt åbnede sig igen, og hun noget slatten løftede sig op i sine arme. Det gik dog pludselig lidt hurtigere, da hendes mave vendte sig. Med kroppen og bevidstheden i fulde sving igen, begyndte den straks at skille sig af med, hvad end giftigt stof, der var tilbage i hendes mavesæk. Fluks havde hun kommet bedre op at sidde så hun ikke fik det hele udover sig selv. Hvad der kom op var ikke meget. Og det var ikke tykt som man normalt ville forvente af opkast. Det var en næsten klar væske med en næsten sødlig lugt. Og selvfølgelig lå der lige et par klumper af skinke, der ikke var blevet fordøjet. Hun havde det meget bedre.
Med ét blev det lille væsen opmærksom på sine omgivelser igen. Hun blev mindet om buret. Og om den fremmede. Hyde. Straks skød hendes blik op og ud ad buret – men der noget svageligt over hendes bevægelser nu. Automatisk fangede de gule øjne hans skikkelse og de låste sig nærmest fast på ham samtidig med at hun krøb mere ind i sig selv. I hendes øjne var det ham der havde givet hende, hvad end der havde bedøvet hende. Ligesom det var ham der havde smidt hende i et bur. Hun havde knap nok overskuddet til at lægge mærke til den forfærdelige lugt, der gang i vægsprækkerne i dette nye rum. Ikke før hun skimmede noget skarpt ud ad øjenkrogen

Selvfølgelig var hun ikke bekendt med begrebet ’torturredskaber’, men hun havde da set en kniv eller et sværd før! Og pile. Alle sidde skarpe og farlige våben. Så det gav hende et sæt, da hun drejede hovedet og fik øje på det første skarpe redskab. Det var lige ved at hun havde møvet sig op i hjørnet af kassen, hvor hun netop havde kastet op. Men heldigvis ikke.

Hun vågnede nærmest i samme øjeblik, han kom ind i rummet og Hyde havde på fornemmelsen, at hun måske havde nydt at være i et rum uden bevægelser. Det skrev han sig bag øret til en anden gang og så ned på hende. At hun var vågnet af sig selv var en rigtigt god ting og at hun kastede op nu var ikke i sig selv en dårlig ting. Alt i alt så godt som man nu kunne forvente. 

Det kom ikke for alvor bag på ham, at hun blev skræmt, da hun vågnede. Det kunne man næsten have sagt sig selv. Så i stedet for at forsøge for mange dialoger lige her og nu, besluttede han at benytte sig af, at hun tydeligvis stadig var lidt groggy. Han tog derfor et stort, svært stykke lærred og svøbte det om siderne på kassen og gjorde det fast. Han havde ikke glemt, at hun på én eller anden måde havde fået ham til at bløde og han havde ikke lyst til, at hun skulle røre ved ham lige nu. 

Da først han var beskyttet mod hende, tog han fat i kanterne af brændekassen og begyndte mere eller mindre at skubbe den ud i mellemgangen. Med stoffet omkring siderne, så var der ikke længere ret meget at løfte i, så det måtte være sådan, det var. Han skubbede kassen helt hen til buret og dobbelttjekkede så, at han rent faktisk havde låst døren, som førte op i huset. Han ønskede ikke en gentagelse af, hvad der var sket sidste gang, hun var kommer ud af en dør.

Uden at hun kunne se det - på grund af lærredet - åbnede han tremmedøren og lagde forsigtigt brændekassen ned på siden, så åbningen var klemt ind mellem tremmedøren og dørkarmen. Når han åbnede låget ville hun derfor kunne søge direkte ind i buret og væk fra ham - hvilket han regnede med, at hun ville gøre. Men bare for at være helt sikker, så lagde han en illusion af mørke over resten af døråbningen, så hun ikke skulle tro, hun kunne komme ud den vej. 

Inde i rummet havde han lagt en bunke tæpper ovre i det ene hjørne og han havde efterladt skinken på midten af det lille gulv - i håbet om at hun ville blive tiltrukket af den. Han havde også sat en spand med vand i det andet hjørne og så var der en tom spand, som hun ville kunne bruge, når hun skulle på toilettet. Det var et forfængeligt håb, at hun ville bruge den, men hun kunne lige så godt vænne sig til, at den var derinde. 

Med tilbageholdt åndedræt gjorde han sig selv usynlig og åbnede så for lågen, så hun ville kunne smutte ud. Samtidig satte han en fod på tremmedøren, så den ikke kunne svinge op og gjorde sig klar til at trække kassen ud og lukke døren så hurtigt som muligt. Hvis det skulle blive nødvendigt, var han også klar til at prøve at skubbe hende ind i rummet.

Det kunne høres, hvordan hun ikke brød sig om at få blokeret noget af sit udsyn til, hvad der foregik udenfor sit lille trækassebur. Men endnu værre blev det for hende, da hendes lille trækassebur begyndte at flytte på sig. På overflade mindede det hende om at sidde i nakken af en vildtrold, sådan som al balance pludselig kom på prøve, og som det havde lykkedes hende at ikke træde i sit eget bræk før, så var det umuligt for hende at undgå denne gang. Ikke at der var meget tilbage af væsken, eftersom det hurtigt havde sivet igennem bunden. I stedet var hun blevet efterladt med halvt fordøjet kød, der blev most endnu mere under hendes ene hånd. Det ville væsen var som sådan ikke sart, men det sendte nu alligevel myrekryb ned ad hendes ryg ved at mærke det mellem sine fingre.

Igennem hele turen ytrede hun sig på flere forskellige måder. Alle sammen knap så menneskelige. Lige udover hendes paniske vejrtrækninger, der, med deres civiliserede femininitet, var meget malplaceret kommende fra hende, hvis man da ikke så hende som mere end det dyr, hun opførte sig som. Bag lærredet havde hun hurtigt fået sat hænderne ud til hver sin side for at presse mod kassens vægge for at holde hende mere stabil. I det mindste sad hun frem for at stå op. Kassen var i det hele taget for lille til at hun kunne stå op… Og så tumlede hun omkuld. Kassen var blevet vendt?
Hun stivnede helt ved lyden af de metalliske lyde, der kom efterfølgende. Og selvfølgelig rettede hun blikket og opmærksomheden mod lydene. Hun havde absolut ingen idé om, hvad der foregik. Og hun var bange. Åh, hvor var hun skrækslagen. Hun ville tilbage! Ikke være her, hvor der lugtede af gammelt og nyt blod!

Pludselig blev der åbnet op! Det var som om at der kom en bølge og skyllede en enorm mængde lettelse henover hende, da hun så sit bevægelsesområde blive åbnet op for hende igen. Det var med en alt for stor iver, at hun søgte ud af trækassen og direkte ind i rummet, det var blevet gjort klar for hende. Døsigheden og eftereffekten af at have indtaget salven havde tåget hendes hoved nok til, at lade hende tro, at dette var friheden. Men det vidste sig hurtigt, at det kun var endnu et fangskab.
Der var igen noget menneskeligt over, hvordan hun stoppede op midt i rummet og så drejede sig fortvivlet omkring for at se mod døren, der lige akkurat blev smækket i som hun gjorde. Og menneskeligheden fortsatte idét hun greb omkring sit lange lyse hår og nærmest foldede sig selv ind i det for tryghed, mens hun for alvor så sig omkring. Dette var ikke hjem.
Med ét forsvandt menneskeligeheden dog, da hun lukkede afstanden mellem hende og tremmedøren. Hun hamrede nærmest sig selv op i dem samtidig med at hun greb om en tremme hver med sine små hænder. Straks forsøgte hun at ruske i dem. Og hun knurrede arrigt. Blot for et øjeblik. For det var som om at al energi havde forladt hende, og med et ynkende pib faldt hun ned på hug med benene tæt oppe mod sin brystkasse.

I samme øjeblik det var muligt, smækkede Hyde døren i og drejede den store smedejernsnøgle, som Mouritz havde givet ham. Nøglen lagde han godt uden for rækkevidde og så tilfreds til, mens hun indså, at hun stadig ikke kunne stikke af. Havde Hyde været en mindre hjerteløs mand, så havde han sikkert fået ondt af hende, da hun pludselig ploppede ned at sidde på gulvet. Men så igen. Hvis han havde været mindre hjerteløs, så havde han sandsynligvis aldrig spærret hende inde til at starte med. 

Langsomt satte han sig selv ned på gulvet og lod hende få et øjeblik til at sunde sig, inden han forsøgte sig med kommunikation igen. Han vidste godt, at hun ikke ville forstå et ord af, hvad det var han sagde, men det ville måske berolige hende at høre hans stemme. Og han var under alle omstændigheder nødt til at begynde at vinde hendes tillid tilbage så snart som muligt. Han holdt sig dog stadig på respektfuld afstand af tremmerne. Han ville sikre sig, at hun var faldet helt til ro igen, inden han ville vove sig tættere på.

"Ja, jeg ved godt, at bure ikke er et sted for sådan et lille Bæst som dig. Jeg er også ked af, at jeg er nødt til det, men du kan simpelthen ikke være ude i byen her. Du ville blive fanget og slået ihjel og det synes jeg ikke, der skal ske. Jeg synes, du er alt for unik til den skæbne." Hans ord var rolige og blide - man kunne måske næsten sige lokkende - og selvom han vidste, at hun ikke forstod ham, så var han så vant til at manipulere virkeligheden ind i kasser, der passede ham, at hans forklaring helt af sig selv formede sig til de ord, han ønskede, hun skulle tro på.

Det gav et sét i hende, der tilmed fik hende til at dumpe bagud og ned på sin bagdel, da hun hørte den kropsløse stemme talte til hende. For selvom hun ikke kunne forstå, hvad der blev sagt, så var der en del af hende der forstod, at det var hende, ordene blev rettet mod. Måske var det dét enkle genkendelige ord, der lige poppede frem midt i sætningerne. Måske var der noget andet. Det samme ’andet’ som andre væsner - civiliserede som primitive - oplevede.
Men desværre havde det lille væsen langt mere travlt med at kaste sit blik fra punkt til punkt der i retningen af stemmen, fra den usynlige mand, til at overhoved prøve at fatte, hvad der blev sagt igennem tonen. Hun vidste nogenlunde, hvor stemmen kom fra. Og hun havde da kommet til at kende lugten af denne Hyde, så i det mindste kunne hun betrygge sig selv med, at han ikke sneg sig omkring på hendes side af tremmerne.

Med ét var det truende og aggressive udtryk tilbage i hendes ansigt og overlæben blev skubbet op for at vise det glubske gebis endnu engang sammen med at den søde lille næse rynkede. Det varede dog ikke meget længe. Det var blot et kortvarigt knur for at igen fortælle en historie om, hvad hun ville gøre, hvis nogen eller noget nærmede sig hende.
Og fluks som hun stoppede med at knurre højlydt mod faren på den anden side havde hun gået sig selv op at stå igen på sine to menneske-ben og løb straks mod den krogen længst væk. Her satte hun sig igen. Her trak hun benene til sig endnu en gang. Hun viklede tilmed sine tynde arme omkring sine lår nær knæhaserne. Det lange hår virkede igen mere som et slår omkring hendes krop, der på en måde kunne beskytte hende. Taget i betragtning af hvor dårligt det uden tvivl var blevet behandlet, faldt det alligevel relativt blødt.
For en stund stirrede hun blot hen imod tremmerne. Vel i et håb om at de ville åbne. For det ville de da. Før eller siden.

Hyde sad et stykke tid og betragtede hende, inden han rejste sig igen og gik ud af døren og op af kælderen. Undervejs lod han sin usynlighed falde og trak vejret dybt ind. Det kunne have gået bedre det hele, men når man tog i betragtning, at han ikke havde haft planer om at skulle have sig et kæledyr da han vågnede i nat, så var det nok gået så godt, som man kunne forvente. 

Oven for trappen stod han et øjeblik og kørte blot sine fingre gennem sit sorte hår et par gange, mens han så sig om. Hvor var han dog træt. Han gabte højt og strakte sig lidt, mens han overvejede om han simpelthen bare skulle få sig noget søvn. Så kunne hun få tid til at vænne sig lidt til buret, inden han skulle forsøge at snakke med hende igen. Men det var nok en god idé at få noget vand sat ned til hende først. Det havde han glemt i skyndingen og efter timer med bedøvelse, så kunne det sikkert gøre godt med noget at skylle ganen i.

Få minutter senere, var han derfor på vej ned af trappen igen med et fyldt bæger i den ene hånd. De han lukkede døren bag sig og stod i den lille gang, hvor han kunne se direkte ind til hende, smilede han igen venligt og gik langsomt nærmere. Hvis hun fortsat holdt sig tilbage, ville han sætte bægeret inden for tremmerne, men hvis hun nærmede sig ham, ville han blot række det frem mod hende. Han skulle ikke nyde noget af at komme inden for rækkevidde af de kløer. 

"Her er lidt vand, dit utaknemmelige Bæst." Hans stemme var stadig venlig og han mente da heller ikke noget ondt med sine ord. Men det var, hvad han følte lige nu. Han var selvfølgelig nok klar over, at hun ikke forstod, hvad det var, han forsøgte at gøre for hende. Men en dag... En dag ville hun takke ham. Og så ville hun sikkert give ham ret i, at hun var et utaknemmeligt bæst lige nu.

Det lille væsen havde kun lige sænket sit stirrende blik fra tremmedøren for at lægge sit ansigt helt i skjult i mellemrummet mellem hendes knæ og brystkasse, da hun hørte lyden af skridtene nærme sig igen. Staks farede hendes hoved op igen lige tidsnok til at se tilbage mod døren og blive mødt af den fremmede, nej, Hyde, da han dukkede frem. Han havde ikke set ham gå, men hun havde da hørt hans skridt bevæge sig væk og videre opad.

Hun kunne med det samme se, at han havde noget nyt i sine hænder og hendes opmærksomhed var i fuld fokus rettet mod netop dét. I det mindste var det ikke skarpt. Og det skinnede ikke som det farlige metal som de redskaber, hun havde fået et kortvarigt glimt af inde i det andet rum. Det var først, idét at han havde vovet at stikke en hånd ind mellem tremmerne for at placere bægeret der på gulvet, at hendes øjne skød op tilbage på hans ansigt. Og så tilbage på bægeret. Så tilbage på ham. Og lige en sidste gang mod bægeret. Hun var nysgerrig, det var sikkert. Men frygt og nervøsitet holdte hende tilbage. Til at starte med i hvert fald.
Efter lidt ubestemt tid, kunne man se, hvordan det lille væsen møvede sig mere og mere frem indtil hun var nød til at rykke på sine bens position, indtil hun var på kravlende fire. Og derefter kom hun helt op på to ben, der automatisk gik i gang med at bære hende nærmere bægeret.

Første stop var, som man ville forvente, ved vandet, hvor hun atter faldt ned på hug og så undersøgende ned i det. Hun forstod. Dette var vand. Noget man drak. Og dette bæger var, redskabet men drak vandet med. Men i stedet for at række ned og tage det op i sine hænder, løftede hun hovedet og så atter på Hyde, hvorpå hun rejste sig op på ny og kom tilbage helt tæt på tremmerne. Ikke løbende. Ikke angribende. Men ganske stille og roligt. Hun stillede sig også ganske stille og roligt lige foran tremmerne og lukkede begge hænder om hver sin.
Her blev hun stående lidt og bare gloede på ham. Med et næsten ynkeligt og hjælpeløst udtryk i det neutrale ansigt. Hvorfor havde han dog lukket hende inde?

Han var trådt et skridt tilbage, mens han så hende reagere inde på den anden side af tremmerne. Hun virkede til at være faldet en smule ned og hun virkede igen næsten sårbar. Ligesom hun havde gjort, da han havde været med hende i den anden kælder. Følelsen blev forstærket, da hun endte med at ignorere vandet og i stedet kom så tæt på ham som muligt og så op på ham med de der bedende øjne. 

Hyde var ikke en emotionel fyr. På ingen måde faktisk. Men han var heller ikke uden følelser. Så længe han var i kontrol af en situation, så var han faktisk ganske modtagelig for andres følelser. Og det sårede blik hun sendte ham nu, gav ham lyst til at være blid imod hende. Selvom han vidste, at han satte sig selv i fare ved at gå hen til hende nu, så trådte han alligevel nærmere. Han vurderede, at det vildeste der kunne ske, sikkert var at hun fik ham til at bløde igen. Normale væsner ville heller ikke forsøge at angribe ham, fordi de ville vide, at de så aldrig kom ud af buret, men denne pige forstod sikkert ikke sådanne basale regler.

Han tog dog stadig chancen og trådte hen, så han stod ca. et skridt fra buret. Så rakte han langsomt sin hånd frem mod hendes ansigt - så langsomt, så han forhåbentlig ikke virkede truende. Han ville lade hende snuse til ham igen, hvis hun havde behov for det og ellers så ville han forsøge at stryge hende roligt over kinden eller måske over håret. Det kom lidt an på hendes reaktion. Og så var det måske tid til at forsøge at kommunikere igen.

Det lille væsen vidste ikke helt, hvordan hun havde det med berøringen, da hendes kind blev strøget. Hans hånd var ret kold mod hende eget ret kolde kind, men efter al den panik og det faktum, at hun havde været indenfor i bedre isolering, så var temperaturen i hendes hud næsten blevet varm nok til, at hans temperatur var lavere. Så hun blev ikke mødt af den behagelige varme, der nok ville have gjort hende den smule ekstra magelig.

Hun blev dog stående. Og hun tog imod hans berøring. Også selvom at hendes ansigt fortrak sig meget splittet til den. Øjet på den side af ansigtet, hvor hans hånd strøg, lukkede sig instinktivt halvt i, hvilket i takt med, at hun faktisk ikke kunne blinke med kun det ene øje også fik revet det andet med indtil begge var lukket en smule anspændt sammen. Skulderen på den samme side trak sig ligeledes modstandsmødt op mod øret i spænd.
Men det var ikke forfærdeligt. Det var bare underligt. For det var af åbenlyse grunde ikke den form for blidhed, som hun forventede af en jæger. For det var vel hvad han var. En jæger. For det var jægere der satte fælder op og holdte sine fangster fanget. Hun kunne dog ærligt ikke se helt så meget tilbage til, hvor hun helt præcis var gået i hans fælde. Var det da hun havde søgt mod hans kælder for at skjule sig fra de skrigende fremmede? Var det med kassen? Var det før? Intet gav egentlig meget mening. Og hendes sind var ikke helt intelligent nok til at spekulere meget længere på det.

Til trods for hendes vræng i ansigtet og kroppen, så lagde hendes hoved sig næsten helt automatisk mere til siden, hvor hans hånd kærtegnede hende. Som prøvede hun at lægge hovedet mere ned i hånden. Som ville dét give garanti for yderligere nus. For godt nok var hans hånd koldere end den lysende hånd, hun havde varmet kinder ved en gang, så var det rart. En rar følelse hun ikke fik lov til at føle ret ofte. Hørte man også godt efter, kom der også bitte små lyde fra hendes strube.

Hun reagerede væsentligt bedre, end han havde turdet håbe på og han smilede veltilfreds, da han så hendes øjne glide langsomt i. Hun virkede på ingen måder afslappet omkring situationen, men hun virkede stadig til at kunne lide berøringen. Så han fortsatte med at nusse hende forsigtigt over kinden. Også da hun lagde hovedet tættere ind til hans hånd. Hun virkede sky, men ikke uvenlig. Mere som om, hun bare aldrig havde prøvet at modtage den form for venlighed før. Hvilket hun sikkert heller ikke havde. 

Langsomt trådte han lidt tættere på og løftede også den anden hånd, som han stak ind gennem tremmen ved siden af hendes hoved og gav sig til langsomt at stryge hendes let stive hår. Han havde på fornemmelsen, at under alt skidtet ville hendes hår være fantastisk, men det måtte vente med at blive bekræftet, indtil han kunne få hende i bad. "Sådan," næsten hviskede han i en beroligende tone. "Er det ikke meget bedre?"

Den stærkt splittede oplevelse blev kun stærkere af, at han introducerede sin anden hånd for hendes hår, og hun trak sig lidt mere sammen, stående stadigvæk. Det var blot at den anden skulder også bevægede sig opad lige som den anden havde. Hendes øjne, nu helt lukket i, klemte sig en tand mere i, og vidste man ikke bedre ville det umiddelbart ligne mere og mere, at hun havde det ubehageligt. Og det havde hun tekniskset også, men det var trods alt bare ubehaget over hvor ukendt en følelse det hele bragt med sig. Det var så fremmed for hende! Og som regel forbandt det lille væsen jo alt fremmed som værende en trussel. Så hvorfor var der stadig en lille del af hende, i blandt den del af hende - der ville have ham til at stoppe – der ikke ville have at han stoppede?

De små lyde hun var begyndt at komme fra hende tog lidt mere form og blev langt mere pibende. Mere anstrengte sådan som hun faktisk ikke lod sig selv trække vejret ordentligt fordi hun brugt al sin fokus på at overkomme de blide og beroligende strøg. Hendes hænder havde i mellemtiden knuget sig lidt mere til tremmerne.
Men pludselig lykkedes det hende at starte sine vejrtrækninger igen, da hun mere eller mindre blev tvunget til at skille sine læber ad og tage en dyb indånding. Dette førte besynderligt nok med til at hendes skuldre faldt omkring halvt ned igen – ikke helt, ikke endnu. Men det vrængede ansigtsudtryk blev glattet ud og hun åbnede atter sine øjne. Og så op på ham med sit intense blik.

Hendes hænder slap langsomt deres greb i tremmerne for i stedet at tage fat omkring hans ene arm. Den arm der hørte til hånden ved hendes kind. Hendes ene hånd var nær hans håndled mens den anden havde hæftet sig fast lidt længere oppe ad armen. Hun klemte ikke til. Og hun viste ikke nogle advarselstegn. Hun ville bare holde i ham.
Hans ord havde hun stadigvæk ikke forstået, men tonen i hans stemme havde endelig brugt igennem og påvirket hendes tilstand. Hjertet bankede lidt mindre heftigt i den spinkle brystkasse.

Hyde trak ikke hænderne til sig, selvom hendes skuldre hang næsten oppe under ørerne på hende. Han holdt ikke fast på hende og hun kunne uden problemer blot træde et par skridt tilbage og væk fra ham, hvis det var dét, hun ønskede. At hun blev stående, tog han som en positiv indikation og han benyttede muligheden for at vænne hende til små kærtegn som disse. Og de små lyde hun udstødte fik ham også til at tænke, om ikke hun rent faktisk brød sig om det. Hunde kunne også godt lide, at man kløede dem bag ørerne. 

Da hun pludselig trak en dyb vejrtrækning ind og blev mindre stiv i sin kropsholdning, smilede han til hende igen og lod hånden fra hendes hår stryge hende over panden en enkelt gang, før den vendte tilbage. "Ja, se? Var det ikke meget bedre? Jeg gør dig ikke noget. Ikke så længe du ikke gør mig noget altså." Han smilede igen og lod sine fingerspidser søge ind i hendes lokker og blidt massere hendes hovedbund. "Jeg ved godt, at du ikke forstår mig, men jeg gør det her for din egen skyld og det skal du nok opdage en dag. Der er så meget mere til livet end at løbe rundt på alle fire og sove i sit eget skidt." Tonen var til stadighed blød og varm, som han fortsatte med at forsøge at berolige hende.

”…’ædre?” ytrede hun sig med samme anstrengelse, som man ville forvente ud fra alle hendes andre forsøg på tale. Hun havde tydeligvis strubebånde til at kunne tale, men det var også tydeligt, at hun havde levet hele sit liv uden at have udviklet på det som alle de fremmede som Hyde. Hun forstod egentlig heller ikke, hvad det var hun prøvede at sige. Hun gentog blot, hvad hun havde hørt ham sige et par gange nu. For det måtte da betyde noget, siden det var kommet frem flere gange. Og det var også det, han havde lagt lidt andre tryg på.

Straks måtte hun pludselig både klemme sine øjne hårdt sammen igen, og hun klemte automatisk også mere omkring den arm, hendes hænder havde fat i. Hun var ikke fysisk stærkere end et barn, så selv hvis hun gav den alt, hvad hun havde, ville hun umuligt gøre ham ondt. På dén måde i hvert fald.
Men grunden for hendes tilbagevendende opspænd var simpelthen, hvordan hans fingre var begyndt at mase sig ned i hendes hovedbund. For selvom det var en så umådelig blid handling, så kunne hun bestemt mærke det. Særligt når han ramte sig nærmere på de mere ømmende og spændte nerver. Ligeledes med de lukkedes øjne havde hun også per automatik lænet hovedet mere fremover. Hun kunne ikke helt finde ud af det! Dette var ikke behageligt.. Men det gav en stimulation, der gjorde, at hun i princippet bare tog imod det. For hende, virkede det som en lammelse. Som om at selve hendes krop ikke gad samarbejde med hendes hoved, der stille og roligt blev mere og mere overbevist om faresignalerne. Det gjorde jo ondt. Lidt. Men ondt gjorde det…
Havde hun slået hovedet på turen fra skoven?

Med ét rystede hun voldsomt på hovedet for at ryste hans hånd af sig, så det lange hår flagrede omkring hendes ansigt. Armen hun havde haft fat i skubbede hun nærmest fra sig, idét hun ligeledes trådte et klodset skridt bagud og dermed gjorde en ende på modtagelsen af hans venlige kærtegn.
I det mindste havde hun ikke bidt ud efter ham i forvirringen.

Noget kunne tyde på, at han skulle have holdt sig til at stryge hende over håret, tænkte Hyde ved sig selv, men nåede ikke for alvor at gøre noget ved det, inden hun rystede hans hænder af sig og trak sig væk. Han smilede dog stadig til hende og gjorde intet for at virke truende. Hun havde blot reageret ved at trække sig væk og dét kunne han håndtere. Det var under alle omstændigheder en væsentligt bedre reaktion, end hun havde vist ham tidligere. Og han skulle nok få mulighed for at gøre hende vant til hans berøringer en anden gang. 

Derfor endte han blot med at sætte sig i skrædderstilling ca. en halv meter fra tremmerne og se på hende, indtil han havde hendes opmærksomhed igen. Så så hen ned på sin hånd og lod roligt billedet af sig selv komme frem gennem illusionen igen. Han var stadig nødt til at forsøge at få hende til at forstå, at når han viste hende et billede af hende, så var det hende hun kunne se. Når først dén abstrakte tanke var forstået, så regnede han med, at alt ville blive meget lettere. Men først måtte han have hendes opmærksomhed.

Nu på afstand fra ham igen, løftede det lille væsen i stedet sine egne hænder op for at ligge sig på sit hoved. Ømmende. Og med et snert af ’beskyttende’. Dog lå hendes øjne fortsat på ham imellem tremmerne. Hun holdte stadigvæk godt øje med ham. For hvad nu, hvis han gjorde noget, hun ikke kunne lige igen? Hun skulle være på vagt hele tiden! I hvert fald i al den tid, hvor hun bevidste gjorde sig tanker om, hvilken fare denne fremmede potentielt kunne være. Hvis han da var farlig. Var han farlig? Han lugtede af død, men han havde hidtil ikke lagt en hård hånd på hende. En trold havde behandlet hende farligere.
Hun aede sig selv over håret og lagde synligt mindre tryk med sine hænder, når hun nærmede sig et bestemt sted, hvor Hyde netop selv havde haft sine fingre begravet ind mod. Det var faktisk lettere hævet. En bule. Skjult godt væk under al det lange og vilde hår.

Endnu en gang trak hun sig mentalt lidt tilbage, som hun fik øje på illusionen, han trak frem efter at have taget plads på gulvet. Det var ikke selveste illusionerne, der gjorde hende utilpas længere. Det var den flimrende fornemmelse for øjnene lige inden de tog form i hans hånd, der gjorde hele dét arbejde. Hun var også så småt begyndt at forstå, hvordan disse ting hun så var løgne. For hun huskede tydeligt, hvordan hun var løbet direkte mod skoven og endt i en kasse. Men… hvad hun så nu… var jo bare ham, så hvor meget løgn var det.
Langsomt lod hun sine hænder falde fra hendes hoved, og hun kom først og fremmest ned på alle fire, før hun kravlede sig vovende tilbage mod ham. Igen, kun stoppet af tremmerne, hvor hun satte sig på sine lægge. Og så gled hun videre ned mellem dem, som de gled ud til hver sin side. Præsenterede gang på gang den barndoms smidighed hun besad. Endnu ikke med en krop stivnet af voksenårene.

Han var tilfreds med, at hun igen kom helt tæt på og han vidste hende det ved at smile og nikke opmuntrende. Så trak han vejret dybt en enkelt gang og forsøgte igen på at kommunikere. "Hyde," sagde han roligt og pegede på sig selv, inden han pegede på illusionen af sig selv og gentog. "Hyde." Han gjorde det et par gange mere, mens han lod illusionen gøre forskellige ting. Som at rejse sig og gå lidt rundt eller lægge sig ned og lade som om den sov. 

Han var på ingen måde sikker på, at han havde fået sin pointe igennem, men han var nødt til at forsøge endnu engang. Så han lod langsomt illusionen ændre sig til et billede af hende, som hun sad der foran ham og kiggede med store øjne. Han tøvede et kort øjeblik, inden han besluttede, hvad han skulle sige og morede sig så lidt for sig selv, som han sagde; "Bæst," mens hen pegede på først hende og siden illusionen. "Bæst." Dette gjorde han også nogle gange, inden han fik en god idé og ændrede illusionen til at være et billede af både ham og pigen, som stod ved siden af hinanden og så på hinanden. "Hyde og Bæst," sagde han og pegede på illusionen, inden han pegede først på sig selv og så på hende. "Hyde og Bæst."