Hun havde lyst til at svare igen. 
Noget lig med, at den store stygge ulv kunne komme og spise en mens man lå og sov. Men velvidende at det nok ville sende hende direkte tilbage i lokalet, som hun for alt i verden ikke ønskede. Slog hun blikket ned imod den mad der stadig var tilbage på hendes tallerken.
Hun fugtede sine læber, og tog en dyb indånding. Derefter drak hun noget mere vand, og lod sit blik glide op igen. “Fordi jeg ingen kontrol har over hvad jeg laver i folks sind.” svarede hun lidt mere sikkert, hun vidste at hun ikke burde fortælle ham det. Der var så mange faresignaler der skreg hende ind i hoved. Men hun havde prøvet at tage sit liv, en ret hun burde have fri rådighed over, men den havde han taget fra hende. Han nægtede hende basale ting mennesket havde brug for at overleve. Hvad mere havde hun tilbage, end at svare ham og håbe at hun ville være i stand til at flygte før at han havde fundet en metode at udnyttet hendes magiske kræft på.
“Når jeg falder i søvn sammen med andre, kan jeg nogen gange ende i deres drømme i stedet. Og sidst det skete, var vi så udmattet og havde været igennem en del - at jeg troede dem jeg sov med var mine fjender. Så jeg drabte dem alle. I min drøm, jeg slog dem ihjel med mit sind” svarede hun en smule fattede, selvom det var den forkerte hun fortalte det til, kunne hun mærke en sygelig lettelse over hun fik sagt ordene højt. At hun ikke længere gemte dem væk i hendes indre.

Jeffrey kiggede blot på hende uden at svare. Han tænkte over hendes ord og konstaterede at han endnu engang faktisk var ganske begejstret for sin egen evne til at blokere folks magiske evner. I hvert fald hvis de blev brugt imod ham selv. Men det var et trumfkort han på ingen måde havde tænkt sig at afsløre for hende, med mindre det blev strengt nødvendigt.
“Du kan ikke styre hvornår de kommer?” Det lød ikke på hende som om hun havde nogen kontrol. En ting der dog undrede ham var at hun ikke havde anskaffet en kæde til at stoppe sine magiske evne til at indvandrere folks drømme og sind. Folk sagde det var fredeligt at dø i søvnen, men Jeffrey kendte til mareridt og han ville ikke dø der. Han satte pris på hver gang han vågnede trods virkeligheden ikke altid var meget anderledes end et mareridt.
“Du må vel også havde nogle gode oplevelser?" Jeg kan kun forestille mig potentialet” måske hvis han gav hende muligheden for at huske de gode ting kunne det være hun var mere komfortabel med sin evne. Ikke han på nogen måde regnede med at det skete i den nærmeste fremtid. Hvis nogensinde. Men han var optimistisk. Han skulle nok finde en måde at bruge hende som er våben, så snart hun var lydig og tro.

Lige nu var der ikke andre end dem i lokalet. Vagterne stod udenfor, Jeffrey sad på sin komfortable stol og lod Innogen selv beslutte hvornår hun var mæt eller blot ikke ønskede at spise eller drikke mere. Han havde ikke tænkt sig at hæmme hende. Lade hende blive i troen om at han var sød ved hende for nu, men noget ved ham afspejlede også, at det ikke nødvendigvis var en vedvarende tilstand at finde ham i. Jeffrey kunne vende sine luner på en tallerken hvis han så en profit ved det. Men lige nu, ville han høre hvad hun havde at sige. Hvor meget eller lidt det end måtte være.

Innogen lod hendes mosegrønne hvile på manden der sad foran hende. Det var farligt, hun kunne mærke hvordan viljestyrken kom tilbage kroppen, for hver bid hun tog. Det betød også, at hun havde umådeligt svært ved at give ham, hvad han ønskede lige så let som hun havde gjort før. For nu var der små stemmer der fortalte hende, at hun måtte ikke give så vigtig information til mørket.
Selvom disse dage, havde virkelig vidst hende – at mørket og lyset slet ikke var så forskellige endda, og det smertede hende at nå til relation. Men den kunne ikke længere benægtes. For havde lyset fundet en som hende selv, havde de fået præcis samme behandling. Måske ikke lige så voldsom, og det var bestemt også noget der ville være foregået ganske tyst tyst, hvor hendes indblik i hvordan det foregik i mørket. Ganske med åbne kort, så hvad var værst?
Hun skubbede tallerken fra sig, der var stadig lidt raster på. Hun drak resten af vandet og skubbede så også glasset væk fra sig.
Hun måtte hurtigt beslutte sig for, om frygten fra hullet var større end at fortælle ham hvad han ønskede. Men det var svært, for alt skreg i hende at hun ikke måtte.
“Nej…” svarede hun så endelig, men valgte ikke at uddybe. Hun havde svaret ham, det måtte være godt nok. For hvis der var en ting der var klart, så var Jeffrey ikke en person hun kunne stole på. Lige meget hvor venlig han prøvede at være over for hende. Så faldt hun ikke for det.

Hendes kampgejst måtte være vendt tilbage som hun havde fået mad indenbords. Ikke så underligt at hun genvandt sin styrke på den måde, men han havde nu håbet på mere taknemmelighed end trods. Ah, så lang vej der var igen før hun var hans lydige tjener. Men Jeffrey havde tid. Jeffrey havde ikke andet end tid, når han øjnede en god gevinst.

Jeffreys øjne trak sig en smule smallere ved hendes ligefrem og meget kontante svar. Nej? Det var da yderst sørgeligt for hende. At have en evne der bragte mere frygt i hendes tilværelse end nogen form for glæde. Det var da trist. "Nej?.. Trist" konstaterede han med et let skuldertræk og lænede sig tilbage i stolen. Han havde en antydning af et roligt smil på læberne, uden at hans ansigtsmimik så spor anderledes ud. "Du har ikke mere du vil fortælle?" et ledende spørgsmål, men hun besluttede jo selv sin skæbne. Mere eller mindre.

Hun lagde mærke til øjnene der blev smallere, forstod måske også på et hvis plan at hun havde gjort noget – der kunne betyde at hun meget hurtigt ville ende tilbage i samme hul. Hun sank nervøst, og slog blikket væk fra det uændret ansigt, der stadig stirrede på hende med de samme kolde kalkulerede øjne. Det kunne godt være, at han prøvede at indgyde en hvis form for tryghed omkring hende. Give hende et bad, mad og drikke. Men hun var ikke dum, selvom hun måske ikke helt vidste hvad manden egentlig tænkte.
Ikke ud over, at han bestemt ikke ville stoppe før han fik hvad han ville have. Og hvad det var, var hun desværre ikke sikker på.
“Jeg” mumlede hun nervøst, og blev tydeligvis bange igen. Hun kunne ikke styre de rystende hænder, som hun tænkte tilbage på mørket – på lugten hun havde siddet i. Afmagt – han kunne bringe det hele tilbage igen med et knips af hans fingre. Måske havde hun været for kæphøj, hendes nej havde ikke været godt nok.
“Kan ikke styre det nej” mumlede hun forsigtigt, som hun knyttede sine hænder sammen i hendes skød.

Selvfølgelig var hun ikke dum. Hun var tydeligt ikke naiv nok som visse andre væsner han havde mødt. Hun troede ikke på at han måtte være god et sted i sit indre. Det var han sikker på. Hvorfor skulle han også pludselig for medlidenhed med hende? Hun var fjenden? Hun var hans fange og han kunne gøre med hende som det passede ham. Hun vidste han havde den magt, og det var dumt ikke at være bange for ham. Bange for hvad han var i stand til. Men det var blot et spørgsmål om tid før hun holdt op med at kæmpe, for at få goderne han i dag havde præsenteret for hende. Bare et spørgsmål om tid og tålmodighed.

”Nej, det nævnte du. En skam du ikke kan styre sådan en kræft du besidder. Det ville havde gjort dit liv meget nemmere, ville det ikke?” pointerede han rationelt omkring hendes evne, som var den blot en genstand de snakkede om, og ikke noget der havde bragt hende i situationen af at dræbe sine medkrigere. Forræder ville de formentlig kalde hende hvis hun vendte hjem og det blev afsløret. Endnu et kort han kunne gemme. Overbevise hende om at det var hvad hun var.
”Eller også handler din evne efter din egen underbevidsthed. Kan du lide at dræbe, Innogen?” Hvis man spurgte hendes bevidsthed som han gjorde nu, var svaret formentlig et tydeligt nej. Men måske blev hun i tvivl om hvem hun dybest inde var. Måske var hun slet ikke så god som hun gik og troede.

“Jo” prøvede hun forsigtigt, mens hun overvejede sine muligheder. Blikket var flygtigt omkring rummet, mest fordi hun ikke turede lagde dem hvile for længe et bestemt sted. Han skulle nødig fange, hendes desperate søgen på en udvej, en måde at flygte på. For det ville i sandhed være den eneste måde, hun ville komme helskindet ud af dette.
For det var blot et spørgsmål om to ting, enden gav hun hvad han ønskede. Og det eneste hun kunne tænke, var at han kunne bruge hende som et våben. At han kunne få hende til at vende sig imod lyset, og hjælpe mørket i stedet. Og desværre kunne hun ikke med sikkerhed sige, at det ikke ville være muligt for ham. For med tortur, især den form hun var blevet udsat for. Kunne selv de stærkeste knække. 
Dertil kom der også mavepusteren af det næste ord. Kan du lide og dræbe, Innogen? 
Hun havde mange gange tænkte præcis disse tanker. Og at blive konfronteret med det, af en mand hun ikke ønskede skulle kunne grave sig ind til hendes mest usikre indre. 
Innogen vædet hendes læber, som hun slå blikket ned. “Måske.” Hviskede hun sandfærdigt, og kunne ikke længere kigge på ham. Hendes hænder var knyttet, som neglende borede sig ind i hendes håndflade. Hun lukkede øjnene, og for første gang siden hun var vågnet op den skæbnesvanger nat. Tillod hun sig selv at tænke på ham tænke på Judah. Han måtte være hendes lys til at komme ud af dette, at overleve og ikke lade mørket fange hendes sind. På en eller anden måde, måtte hun kunne flygte. 

Han lod hende forholde sig nogenlunde tavs mens han mest talte. Han sagde i hvert fald en del mere end et enkelt ord ad gangen. En stavelse endda. Hun var ikke særlig informativ omkring sine egentlige følelser omkring det de talte om. Jo, han kunne se ubehagen ved emnet. Det var mildest talt det nemmeste for ham at se i hendes desperate blik.
Jeffrey lod hende også søge efter en udvej. Så meget hun nu engang orkede. Hun kunne prøve. Hun kunne bruge alle sine kræfter på det, men hun ville ikke undslippe ham. Ikke med mindre det var hans mening at hendes skæbne førte til befrielse. Det skete næppe.

Jeffrey så overraskende rolig og afslappet ud efter det meget tunge spørgsmål, og lige så afslappet som hun svarede. Han hørte tydeligt hvad hun hviskede, men at hviske betød man ikke stod helt ved det. Han rettede sig op i stolen, lænede sig lidt frem i stolen mens han kiggede indgående på hende. ”Undskyld, den fangede jeg ikke?” sig det højt. Højt og tydeligt. Han ville havde hende til at indrømme det, og føle det. Overgive sig til at det var hvem hun var, også selvom det måske slet ikke var sandheden. Når først hun havde overbevist sig selv, var hans arbejde meget nemmere. Han skulle havde hende til at indrømme det. Selvom han var ivrig efter at høre hende bukke under, så han stadig fuldstændig rolig ud. Som havde han vitterligt ikke hørt hende og blot ville høre hende gentage. Som havde de en almindelig hyggelig samtale over aftensmaden eller var det middagsmaden? Han havde trods alt ikke fortalt hende hvad tidspunkt af døgnet det var.

Hendes øjne lynede, som de kiggede op imod ham igen. Velvidende, at det ikke var et smart træk. Men alt ved ham, fik det til at vende i hendes indre. Hvem havde gjort dette imod ham? Hvorfor var han blevet sådan. Hun smaskede lidt med læberne, som hun greb omkring stolens armlæn. Til det punkt hvor hendes knoer blev helt vide af anstrengelse. Hvis hun ikke holde fast, var hun bange for at hun ville kaste sig over bordet, og begynde at angribe Jeffrey.
“Måske kan jeg godt lide at dræbe. Fordi jeg er et monster.” Hvæsede hun igennem sammebidte tænder, men det var ganske tydeligt og højt. Så der var ingen tvivl om, at hun stod ved hendes tanker nu. Lige meget, hvor meget de ødelagde hendes indre. For hvem skulle ellers være født med hendes evner, hvis man inderst inde ikke var et monster? Også en af grundene til hun slet ikke havde turet at gøre noget ved evnen, selvom det i og for sig måske havde været dumt. For så havde hun måske havde haft chancen at få styr på den. 
Men hun kom også fra et sted, hvor det at have voldsomme evner ikke var velset. De skulle heller gemmes væk. Og så var spørgsmålet om, hvem var så i virkeligheden værst? Lyset eller mørket? 
Vidste de overhoved hvor hun var, hvad hun havde gjort. Var hun bare blevet efterladt, disse tanker gled igen igennem Innogens hoved, som hun slog blikket væk fra ham. En knækket sjæl, skulle hun tilbage til mørket og hullet igen? Mange tanker fór igennem den blonde halvelvers skikkelse, som hun lukkede øjnene tog en dyb indånding. Gav slip på stolen, dybe indåndinger. Lad ikke vreden kontrollere dig. Stå fast, hvis ingen af dine svagheder.
Selvom det sidste, måske var en anelse for sent.

Jeffrey fortsatte med at sidde roligt i sin stol, om end han var lænet en smule frem for at indikere at han ikke havde hørt hende. Noget der så ud til at sætte følelserne rigtig godt i gang i hende. Og de var ikke positivt stemte. Han var ret ligeglad med hvad hun følte om ham og hvad hun havde tænkt sig at gøre hvis hun nogensinde fik chancen. Det var en fremtid der aldrig ville ske alligevel.
Jeffrey lyttede et øjenbryn, som lod han som om, at han var overrasket, mens han langsomt lænede sig tilbage i sin stol igen. ”Et monster? Nå ja, ikke alle monstre har horn og et grumt udseende” medgav hende let som forstyrrede det ham ikke at hun mente hun var et monster. Det var hun formentligt ikke. Endnu.

”Nå, du må være træt” startede han velvidende at hun godt vidste hvor hun så ville ende. Men hun havde spist, drukket og givet ham oplysninger som han naturligvis forventede af hende. Men spørgsmålet var om hun var desperat nok til at slynge mere ud for at undgå hullet igen. Han var ikke sikker på at hun fortjente at blive væk fra hullet hvis hun tilbageholdte information og kun kom frem med det for at gavne sig selv. Nej, for så stolte hun jo ikke på ham og gav ham ikke alt. Det kunne vi ikke have. Han behøvede en lydig kvinde, ikke en som kun sagde noget når det faldte hende bedst. Men han sagde da ikke nej til flere oplysninger hvis hun villigt, eller uvilligt gav ham det.

Hun bed tænderne så hårdt sammen, at hun var nervøs for at hun faktisk ville knække en tand. Hele kæben spændte op, som hun betragtede ham indgående. Træt? Jo, måske. Hun var faktisk ikke sikker på hvad hun var, hun var mæt. Det var det eneste hun kunne tage stilling til. Resten af følelsesregisteret var smidt overbord. Som hun betragtede manden der sad foran hende. Hvad han dog kunne gøre mod mennesker imod en som hende - og ordene lå da også på hendes tunge. Hvem gjorde dig fortræd som barn. Men hun ture ikke lade dem falde over hendes læber. Hvilken konsekvens det ikke ville have. Igen blev hun ramt af en følelse af, at hun ikke vidste hvad han ville med hende. Hvad dette skulle munde ud i. 
Hun lod blikket falde ned i hendes nu knyttede hænder, der havde lagt sig i skødet. Hvad skulle hun sige? Råbe, skrige - tigge ham for ikke at smide hende tilbage til mørket - hvor kun han ville kunne vise hende nåde. Når han vel og mærke ønskede at vise hende det. 
“Er der mere du vil vide?” Spurgte hun endeligt, dog stadig uden at kigge på ham. For hun havde ikke travlt med at blive smidt tilbage. 

Jeffrey kiggede på hendes arrigskab og ikke mindst alle de underliggende følelser hun formentligt ikke selv ikke ville tænke over. Han var ikke sikker på det var sundt at nyde man havde sådan en magt, så det forsøgte han oftest at lade være med, men der var noget yderst tilfredsstillende ved at knække en fra lyset. Så de indså hvad de var. Hvor stor en løgn de levede på og hvor lidt det havde haft af betydning at de forsøgte at overbevise alle andre om at de var gode og lyse. De var alle bund rådne. De ville bare ikke indrømme det.
”Selvfølgelig er der det, men spørgsmålet er om du er villig til at fortælle mig det” svarede han hende fuldt ud ærligt inden han kiggede på vagten der var kommet for at føre hende tilbage.

Han lavede en let bevægelse med hånden om at han skulle tage hende væk. De gik af den samme rute tilbage. Længere og længere ned mod det mørke. Det iskolde, mørke, ildelugtende rum. Faklernes lys blev mere og mere opslugt af de mørke sten. Hun var på vej tilbage til sit fængsel. Men i sidste sekundt drejede de ned af en anden gang. Det var ikke et overdådigt værelse. Det havde en blødere, men ikke dejlig seng, et vindue der var dækket til af gitter så det ikke var muligt at flygte, specielt siden det var aflangt og hun ikke ville klemme sig igennem, men den sidste aftenlys kom ind og hun kunne se skyggen af jord, sten og græs. Værelset var under jorden, men lige det øverste var over.
Der var et lille bord, men ikke noget på det og i det modsatte hjørne var der en spand til efterladenskaber. Vagten gav hende et solidt skub i ryggen for at få hende ind, inden han lukkede døren og låste den.
Jeffrey vidste det var en satsning at opgradere hende, men det betød også at det ville være så meget værre for hende at komme tilbage i det andet skulle han mene hun ikke fortjente en god behandling. Og hun vidste hvad belønninger der kom ved at være lydig. Det var et langsomt men sikkert spil, hvis man var tålmodig og ikke naiv.

Panik spredte sig i hende, som han ikke spurgte hende om noget. Blot konstaterede det kom an på, hvad hun var villig til at dele med ham. Han havde jo ikke givet hende en ny chance! 
Det var ganske tydeligt, at hun kæmpede en indre kamp af en panisk tilstand - som en vagt greb hende og løftede hende ud af sædet. Mest af alt, fordi at Innogen ikke var klar nu, hun ville ikke tilbage - alt andet end rummet! 
Men trods af hun ikke ønskede det, at hun ville gøre alt for at undgå det. Især som de begav sig ned af gangen, hvad hun vidste ville lede dem til hendes helvede - det der havde drænet den eller så stærke kvinde, og drevet hende til at prøvet at tage hendes eget liv. Sagde hun intet, hun bed tænderne hårdt sammen, mens hun mærkede den svigende fornemmelse i øjnene. Der typisk indikerede at hun skulle til at græde. Men hellere ikke det ville hun give ham fornøjelsen af at se. 
Men lige som de kom til rummet, og noget virkelig ubehageligt begyndte at rumstere i hendes indre. Drejede de forbi, og pludselig befandt de sig i et rum - ja næsten lig hvad hun havde været vant til når hun boede ved krystalpaladset.

Hun nåede ikke at sige meget mere, inden hun var blevet skubbet ind i rummet. Hun snublede næsten, men nåede lige i sidste sekund, at genvinde hendes balance. Med et hurtig bevægelse, vente hun sig rundt, kun for at blive mødt af døren der blev smækket i og løst. Nej, nej! Selvom rummet var bedre, og mere behageligt - satte angsten for alvor igang, som hun hørte nøglen dreje rundt og hun nu igen var låst inde. Hun hamrede imod døren. Inden hun med et hulk gled ned og side foran den. 
“Du kommer aldrig nogen sinde tilbage - gør du?” Mumlede hun mest af alt til sig selv. 

Det frastødende rum havde tjent sit formål. Nok ville dette være hende mere komfortabel end det første, men hun vidste hun var fanget. Hun vidste at hun ikke slap fri. At hun kunne være den mest stædige person i hele landet, og hun ville ikke kunne hamle op med ham. Ved synet af hun forsvandt ud af rummet, løftede han hagen og havde et lille smil på læben. Jeffrey påstod at han ikke nød at se tortur, men blot var en nødvendighed, men han elskede at vinde. Og lige nu var han kæphøj nok til at mene at han havde vundet - i hvert fald det første slag. Der var stadig en kamp tilbage. Desuden, skulle hun til at te sig, forsvandt opgraderingen promte. Frarøvelse af almindelig menneskelighed, havde en gloværdig effekt på enhver sjæl.

Han lod hende sidde. Lod hende trods alt vide hvor mange dage der gik, som solen gled forbi hendes lille vindue. Lod dagene passere til hun formentlig følte hun blev sindssyg af at følge solen og månens rute. Langsomt se den blive fyldt ud. Han selv havde rigeligt med arbejde at kaste sig over i rummet ved siden af. Han fik maden bragt og var aldrig mere end tre meter fra hende. Forhindrede hende i at bruge sine evner. Tvang hende til at være det dødeligste hun kunne. Det eneste hun så, var den lille køkkenpige som kom med maden, som aldrig turde sige noget men sendte medlidende blikke. En enkelt gang var der snegen sig en smørkage med under tallerkenen.

På femtedagen, dirkede låsen. Han åbnede døren og gik ind, uden at gøre sig nogen bekymringer om hun var anstændig af nogen art. Han lod døren lukke bag sig, gik med faste skridt til den ene stol, trak den ud mod midten af gulvet og satte sig. "Er du et monster, Innogen?"

Dagene gik, hun kunne se det grundet det vindue hu havde fået. Fulgte rejsen af solen der gik ned og månen som stod op. Månen som forsvandt, så snart solens stråler igen kastede sine lysende arme over krystallandet. Måske var det en velsignelse igen at kunne se udenfor. Men som han nok havde håbet, blev det efter tredje dagen også en forbandelse - for hun så hvordan dagene gik. Hvor længe hun efterhånden måtte have været væk. Og jo længere der gik, desto mere måtte hun også erkende at lyset havde forladt hende. Efterladt hende til hendes egen elendighed - det burde måske ikke undre hende. For hvorfor skulle hun reddes - så meget værd var hun hellere ikke. Og det kunne jo også være de blot troede, at hun var grunden til at patruljen var døde. 
Hun sukkede, og hver gang den unge køkkenpige kom ind, blev der altid sendt et smil hendes vej. Trods det forsvandt, og hun sank ind i hende elendighed så snart hun var ude af syne. Mest af alt fordi at hun vidste hun havde tabt. I hvert fald nu, og det var hårdt blot at lade sig overgive. Især når det var så lidt hendes natur at gøre således. 

Hun nåede lige at trække tæppet foran hendes nøgne krop, da døren gik op. Hun havde været tæt på at være kæphøj, men valgte blot at sætte sig ned i sengen og trække det tættere omkring sig. Vandet der var plasket rundt på gulvet, fortalte en tydelig historie om at hun havde været gang med at vaske sig. En ting, hun havde fået lov til, i forhold til det andet rum.

Er du et monster, Innogen?

Spørgsmålet runget i hendes hoved, som hun betragtede ham. Det kom vel an på hvordan man betegnede et monster, var det ikke? "Nej." svarede hun hurtigt, og knyttede sine bryn. "Selvom det kommer an på hvad man betegner et monster - så i nogens øjne er jeg vel nok." hun havde lyst til at bide sin egen tunge over, for at besvare ham så meget. Men hun lod være, for det var vel bedre at føje ham med hårene, end at ende tilbage i hullet.

Det kunne ikke rage ham mindre at hun var nøgen. Han kiggede ikke på hende, som en mand oftest ville lagde blikket glide over kvindekroppen, selvom de dækkede sig til. Han vidste godt hvad hun havde haft gang i, og var imponeret over at hun holdte sig i gang og dermed ren på den måde. Det betød at hun ikke helt havde opgivet endnu. Endnu. Hun holdte sig selv ved sin fulde fem. Det var i hvert fald hvad han tolkede ved at se det.

Han lyttede til hende, uden at vise sin egen overraskelse over at hun ikke virkede alt for slået ud af at han havde brugt hendes egne ord mod hende. Måske kan jeg godt lide at dræbe. Fordi jeg er et monster. Med et roligt træk der næsten kunne minde om et smil, betragtede han hende.
"Men ikke i dine egne? Efter hvad du har gjort, og stadig ville gøre fik du muligheden?" spurgte han uden rigtig at give hende tid til at føle for at forbande sig selv over hendes ordvalg. Han var efterhånden kendt med hendes ansigtstræk, hvilket gjorde hende nemmere at læse. Det kunne naturligvis snyde. Men lige nu var han ganske tilfreds med sin position.

Hun fnøs en anelse, og trak tæppet tættere omkring kroppen. Hun havde lyst til at trække sine fødder op fra det kolde gulv, og rulle sig sammen i sengen som hun sad i. Men hun modstod følelse i stedet - betragtede blot manden der havde sat sig foran hende. Betragtede hende, som kunne han kigge direkte ind i hendes sjæl - og hun hadet det. Hun hadet ham, hun hadet stedet - og hun hadet alt hvad det stod for. Og det kunne sagtens være, at han havde brudt ind i den skal der hed - var lyset så så meget bedre end mørket? Men, derfor gav det ham stadig ikke lov til at opføre sig på denne måde. Og hvis det var hans taktik, ja så havde han en forskruet måde at betragte tingene på. Men jo mere hun uvilligt lærte ham at kende, desto nemmere blev det også at forestille at denne mand - han måtte have en helt forfærdelige historie selv. Ellers ville ingen kunne være endt som ham. Eller det var i hvert fald hvad hun trøstede sig selv med. 

Hun sugede hårdt vejret ind igennem næsen, og bed sig i læben. Blikket veg fra ham, som hun kiggede ind i væggen. Hun vidste det var hendes egne ord der kom og bed hende i røven nu. 
“Jeg sagde jo igår at jeg måske var et monster - så jo, i mine egne øjne er jeg stadig et. Men jeg har jo ikke noget ønske om at blive ved. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal kontrollere det.” Kom der en smule brusk. Hun havde nu lært, at hvis hun blot snakkede - så ville han i det mindste ikke smide hende tilbage til hullet. Og hun ville få ganske fin mad, og muligheden for at bade. Dette var ting hun gerne ville beholde, og derfor var hun også villig til at give lidt mere end blot stirren og trodsige øjne. 

Jeffrey var fuldkommen ligeglad med hvad end hun måtte tænke om ham. Hvor forfærdeligt det end måtte være, eller om hun havde plads i sit hjerte til at tænke barmhjertigt over hans fortid. Det var ikke vigtigt, og havde ingen effekt på hans planer.
Derimod var han fuld fokuseret på nuet som hun lod sine egne ord fra tidligere ramme hende igen. Huske på hvordan hun så sig selv. Huske på hvad hun helt i grunden troede hun var. Om det var en vedvarende tilstand eller ej.
"Jeg har hørt at accept af hvad man er, hjælper en del" kommenterede han med et træk i siden af læben. Tæt på et veltilfreds smil, men det nåede ikke helt op. Hans øjne derimod afspejlede ikke det veltilfredse, men var mere indtrængende. Undersøgende. Som kunne han se den mindste bevægelse hun foretog sig og holde præcis styr på hendes vejrtrækning.
"Hvorfor blev du en del af lyset hær?" håbede hun på at hvis hun gav sit liv til "den gode sags tjeneste" at hun så ville blive normal? Han havde lyst til at tro det var virkeligheden, men efter mange års erfaring vidste han for meget det kunne farve hans sind og ikke mindst dømmekræft at opdigtige sine fangers historie. Det var langt bedre at lade dem fortælle den. Hvor lang tid det end tog.

Hun mumlede stille, en lille brummende lyd - som han kommenterede at accept nok ville hjælpe. Det havde han vel sagtens ret i, men det betød ikke hun brød sig om at få råd fra ham. Selvom det nok ikke var sådan han havde ment det.
Hun tog en dyb indånding, og lagde armene omkring hendes brystkasse - efter at hun havde sikret at tæppet var godt sat fast. Det kunne godt være han ingen interesse havde i hendes nøgne form. Men derfor behøvede hun jo ikke lade tæppet falde, bare fordi han var ligeglad - eller at hun ikke havde sat det ordenligt fast. 

Det næste spørgsmål, kom dog ganske tydeligt bag på hende. Måske skulle hun have set det komme, og alligevel virkede det en anelse malplaceret. Hvorfor var han overhoved interesseret i det? 
Hun trak halvt på skuldrene. “Jeg var et sted, hvor jeg ikke vidste hvad jeg ville med mit liv.” Svarede hun ærligt. “Det var tilfældigt at jeg befandt mig et sted, hvor at en fra lysets hær red forbi. Og han tilbød mig at tage mig med til Dianthos - så jeg tilsluttet mig lyset, for at finde mig selv - og se om jeg kunne hjælpe folk.” Hun fugtede læberne, mens hendes øjne igen fandt hans. “Men som vi begge ved, så er der så meget mere end bare lys og mørke. Intet er sort og hvidt. Og må jeg spørger hvorfor det interessere dig?” Den eneste grund til hun kunne sige sådan, var fordi der allerede var sået tvivl omkring lyset før hun havde mødt ham. Når man valgte at afskedige folk, som der myrdede folk - og den måde man kunne finde på at behandle hinanden. Ja, der var hun sikker på, at lyset og mørket sagtens kunne minde om hinanden. Men det var mere hvad de så ellers gik ind for. Og det som mørket havde tyet til - det kunne hun ikke stå indefor. 

Jeffrey så eftertænksomt på hende med hovedet let på skrå. Som et nysgerrig rovdyr der ikke helt havde bestemt sig for hvad han ville med sit bytte endnu. Det afhang alt sammen af ordenene som forlod hende og hvordan han bedømte dem.
"Hvorfor skulle det ikke interessere mig?" spurgte han tilbage, uden egentlig at besvare hendes spørgsmål overhovedet. Han lænede sig tilbage i stolen, og mistede en del af sin ranke position. Selvom det ikke fik hans autoritære atmosfære til at forsvinde. "Måske håber jeg rent faktisk på at nogen vælger lysets hær af uselviske årsager. Sådan en sjæl finder jeg formentlig aldrig" konstaterede han for en gangsk skyld villig til at besvare hendes spørgsmål.
Til dels.

Det tog ikke noget vigtigt fra ham at fortælle det. Ikke andet end at han havde haft med lyset at gøre på et tættere plan end bare at være fjenden. Deres skæbner kunne endda havde været byttet, havde deres møde med lyset skiftet. Han vidste selv hvordan hans liv havde udformet sig af den ene skæbnesvanger handling fra en ridder og hans mænd. Men det var ikke væsentligt her. Han gravede heller i hendes minder, og hendes håb og drømme, som mareridt og frygte end han ville åbne for sine egne.