Kasey rystede på hovedet, men smilet var tydeligt at se. For selvom historien var utrolig og fantastisk, så havde hun ikke følt denne måde af samvær hos mange i årevis. Måske samtalen alligevel bare flød, da hun endelig gav Rouku mulighed for at se hvem hun var bag 'den ensomme jæger'.

"Okay, hvordan nedlægger man så en drage?" spurgte hun, i en udfordrende tone, og man kunne godt se at hun prøvede ham af nu. Hvis han ikke kunne give en ordentlig forklaring på det, så ville hun nok bedømme at han bare talte større end han var, men hvis han kunne. Det ville Kasey ikke tænke på, selvom noget i hendes mave sagde at han ikke havde løjet for hende. At han faktisk vidste hvad han lavede.
En gang imellem måtte Kasey erkende at verden var større end hvad hun selv mente den var, og mere utrolig. For Rouku havde ret i at drager var fantastiske. I hvert fald fra de historier hun selv havde hørt.

Rouku smilede og begyndte at grine en lille smule. ”Det er virkelig en lang..” men hans stemme døde ud for i stedet at blive til et skævt smil. Han tvivlede stærkt på at han slap udenom at forklare hende det, hvis han gerne ville beholde sit ry som sandt talende individ. Så i stedet for at ægte hende svaret, gav han sig til at forklare. Helt fra starten af forberedelse, med at finde dragens hule, hvilken drage man havde med at gøre, og en grund til at dræbe dem. Havde den fået smag for menneskekød, var det for folket sikkerhed at dræbe den. Andre gange, hærgede de alt omkring sig og maden ville slippe op. Endnu en grund.
Når grunden var på plads, kom det praktiske.

Og efter det praktiske, kom selve opgaven. Han blev alvorlig, som han forklarede alvoren. Det kostede mange livet hvert år, og Rouku havde mistet venner og gode kammerater gennem jagten. Det krævede mange mand, for en drage var intet lille dyr.
Han gav sig endda til at forklare om dengang en rød drage var kommet på afveje. De levede normalvis i Rubinien, og brød sig ikke om kulden. Men den var fløjet langt, og den ville ikke afsted. Den brændte alt ned på sin vej, og de måtte til sidst samles i store grupper for at lokke den i en fælde, angribe den og til sidst nedlægge den. Han havde stadig nogle skæl. Sidst var der dragen fra hulen de havde troet var forladt. Hulen hvor Iulia og Gwen var kommet ud. ”Det er ikke det sikreste erhverv i landet”

Kasey lyttede interessant efter, til tider spurgte på opfølgende spørgsmål, for at få afklaret noget, men ellers bare lod Rouku fortælle om det. Der var visse ting der var ens i hvordan man fangede dyr, bare på en meget større skala når det kom til drager, og så var der andre ting der var så anderledes.
Selv under historien, kunne Kasey også mærke et sug i maven, da de mere farefulde ting blev bragt på banen. Hun vidste da at han havde overlevet siden at han sad her, men spændingen greb ham alligevel, som da hun havde været helt lille og fået et par historier af sin mor. Det var så også over 20 år siden efterhånden.

"Det..." var det eneste ord Kasey lige kunne finde som Rouku var blevet færdig og hun stirrede blot på ham. Stilheden strakte sig mellem dem, og så også lidt længere, som hun blev ved med at prøve at finde nogle ord at sige.
"Du er jo sindssyg," kom så ordene, så sandfærdigt hun kunne være tydeligvis. "Normale folk flytter væk når der kommer en drage, ikke bestemmer sig for at nedlægge den," tilføjede hun så. Så hun troede da på ham, måske ikke hans grund til at nedlægge en drage, da det virkede farligere end bare at flytte!

Rouku betragtede hende som stilheden lagde sig omkring dem. Han havde svaret på de opfølgende spørgsmål hun havde haft, og ellers bare beskrevet sit arbejde. Norden var et barsk område, men det havde altid været deres hjem. Rouku vidste godt at hans faderlige ophav ikke stammede fra det kolde nord, men han havde altid følt sig hjemme deroppe alligevel.

Kaseys næste ord fik Rouku til at bryde ud i latter og bukke hovedet fremefter. Det var ikke lige det som han havde regnet med at hun ville sige, eller noget han havde regnet med at blive kaldt, men det morede ham. Han løftede roligt sit hovedet igen og nikkede grinende. "Nordens folk er ikke normale. Vi er stædige. Vi har altid boet i kulden, og det skal et par drager da ikke lave om på" pointerede han med hovedet let på skrå. Drager var jo bare en arbejdsrisiko man skulle lærer at leve med.

Hans latter var smittende, og smilet begyndte at strække sig over Kasey's læber, og en let latter undslap hendes mund. Det var vel altid noget at han ikke havde taget det så tungt, men det var bare en ting hun ikke kunne forstå. da tingene blev for svært i den tidligere klan, så havde Kasey bare taget afsted med Fayne, men det havde selvfølgelig aldrig rigtig føltes som et hjem. Måske det var anderledes når man følte sig hjemme hos de folk man boede ved?

"Det må du da nok sige. De færreste er så stædige at de vil gå mod en drage," sagde hun, stadig en leende tone i sin stemme, lige indtil at hun kom i tanke om at hun dårligt kendte Rouku, og ligeså stille forsvandt smilet, og hun så pludselig meget usikker ud. 

Man kunne udstå mere eller mindre alt hvis bare man stod sammen. Det var også derfor at klanen havde overlevet i så mange år, selvom området var ubarmhjertigt. Derfor havde det også følt rigtigt at tilbyde pigerne hjælp da de havde fundet dem, og taget direkte ud for at lede efter Gwen som hun var forsvundet.

"Det er nok også klogest ikke at gøre" det var trods alt et direkte livsfarligt erhverv. Men det havde bragt en rolig og smilende stemning omkring bålet. Lige indtil at Kasey syntes at trække tilbage ind i sig selv. Rouku vendte i processen dyret på bålet, før han satte sig ned igen og kiggede lidt på hende "Er du okay?"

Hvad skulle hun sige? At hun var bange for at åbne sig, fordi det aldrig havde vist sig at bringe noget med? At hun var opvokset i en klan af selviske individer, der havde ønsket at gøre hende til en alfahun og smide hendes bror ud? Forklaringer kunne der være mange af, men der var ikke ligefrem en hun kunne bruge, uden at give for meget af sig selv, og bund og grund var det vel det hun var bange for.

"Jeg... har det fint..." sagde hun og slog blikket mod ilden i stedet for at skulle stirre ind i de lyseblå øjne som Rouku besad.
"Jeg tror bare at jeg er lidt træt. Jeg har gået langt i dag." Og at spise noget ville nok tage de værste af hendes nerver væk, nu når de var blevet vækket igen.

Rouku smilede et forsigtigt smil til Kasey. Det var ikke svært at se at noget gik hende på, eller at noget hun havde tænkt havde gjort hende mere tilbagetrukken igen. Han var faktisk overhovedet ikke sikker på hvad det var, men han havde fået lov at se noget af det som gemte sig bag den tilbagetrukne fasade. "Det er også efterhånden sent." Rouku valgte bevidst ikke at grave i noget - han havde ingen intentioner om at gøre hende ukomfortabel.

"Og jeg tror maden efterhånden er færdig" Rouku prak lidt til kødet med sin kniv, for at tjekke om det var gennemsnegt, hvilket resulterede i at noget saft ramte ned i bålet og kom med en sprudlende lyd. "Tag for dig" bød han hende, som han lænede sig tilbage igen.

Kasey var glad for at han ikke begyndte at prikke mere til tingene, men lod det droppe. Måske en dag kunne tingene være anderledes, men det var kun den første dag, og Kasey havde behov for at komme sig over at hun havde fået tilegnet sig en ny rejsekammerat først. Måske ensomheden heller ikke ville være så slem hvis Rouku var der.

Hun smilede taknemmeligt til ham, før hun tog sin egen kniv af, og med lidt snilde skar hun en stor luns kød af. Desværre var det lidt upraktisk at spise et helt lår fra et dyr der var så stort, så hun måtte nøje med denne luns der var meget varm.
Kødet var stadig saftigt, og det var da kun fordi at det stadig var meget varmt, at hun ikke bare fortærrede det på stedet, men måtte prøve sig lidt frem, før hun kunne få det i sig. Selvom hun blev nødt til at spise langsommere end hun plejde, så var det dog også meget tydeligt, at hendes manere... ikke var noget at råbe hurra for.

Folk var tavse og tilbageholdende af en årsag, selvom Rouku endnu ikke vidste præcis hvad der gjorde det. Det var jo ikke andet end få minutter siden de havde siddet og grinet og fortalt historier. Eller han havde fortalt historie, men hun var åbnet op! Men efter at havde lært Iulia og Gwen at kende, var han klar over at man intet fik ud af at presse folk og at alle havde ret til deres hemmeligheder.

Rouku ventede til hun havde fået skåret noget kød af, før han gik i gang med sin egen kniv for at få et stort stykke af fra den anden side. Saften var varm for fingrene og han måtte skifte hånd rimelig tit til han vendede sig til det.
Synet af Kasey der gik i gang med at fortærre kødet på en mere vild måde end han nok kunne prale af at være vant til at se, fik ham til kort at stoppe sine bevægelser og smile et skævt smil. Ikke så underligt hun virkede så vild og tilbagetrukken, for det så ikke ud fra at hun kom fra nærtliggende samme samfund som Rouku selv. Ikke at det generede ham. Faktisk var det blot interessant at tænke over, mens han vendte opmærksomheden ned til eget kød og den mere rolige måde han spiste på.

En luns kød, blev til et par stykker mere, og da Kasey efterhånden følte at hun var ved at være fyldt med kød, suttede hun resterne af kødsaften af sine fingre, inden hun tørrede dem af i sine bukser, som måske også havde set bedre dage, men hun virkede ubekymret om det, åbenbart vant til at tingene var lidt beskidte.

Nu når hun var mæt, så følte hun sig også mere tilpas, men også træt, som en ulv der skulle sove efter sit måltid. Solen var også efterhånden gået ned, og nattens kulde havde fundet vej til dem.
Hun kiggede mod sin egen soveplads, før hun kiggede over mod Rouku, for at se om han også var ved at være færdig. De fleste mænd spiste selvfølgelig væsentlig mere, end hun selv gjorde, og man blev især også sulten at have vandret det meste af dagen, hvilket de begge to jo havde gjort. 

Rouku valgte at fortsætte med at spise i stilhed. Det var som sådan ikke nødvendigt at snakke om noget, og Kasey virkede også rigtig sulten. Noget han helst bestemt også selv var, så fokus var på at spise. Noget han blev langsommere til som han begyndte at blive mæt.

Rouku havde siddet og tykket lidt på et stykke kød og kigget i en anden retning noget tid før han bemærkede at Kasey faktisk var færdig. Han smilede til hende inden han tog et par bider mere og fik slugt det sidste. I modsætning til hende slikkede han ikke på sine fingre, men tørte dem alligevel af i sine bukser. De var jo i forvejen beskidte. Han strak sig doven og lagde sig ned på ryggen på sin soveplads, men armene bag nakken og kiggede op i himlen. "Det smagte godt"

”Meget, det var godt… stegt,” sagde hun tilbage og prøvede at smile lidt til ham, men det var ikke ligeså naturligt som sidste gang. Det var anstrengt og tilbage holdende.
”Det er nok en god ide at lægge sig til at sove…. Solen vækker en så tidligt,” tilføjede hun, næsten som en undskyldning for at deres samtale ikke ville strække sig længere.

Hun lagde sig i hvert fald over på sit skind, og fik viklet sig ind, for at kunne lægge sig til at sove, og være klar til næste dag, hvor hun nu prøvede at spore to personer i stedet for bare en. Måske Rouku’s ven var nemmere end hendes egen bror.

Det kom til at tage tid at få hende til at åbne op, i andet end små perioder. Og selv de små perioder, ville der næppe komme mange af med mindre han var heldig. Men Rouku var trods alt tålmodig. Han ville gerne lærer hende at kende, men i hendes tempo trods alt.

"God ide" gav han hende ret med et smil, før han drejede blikket til at kigge op i trækronerne og det af nattehimlen der var synlig. Der blev stille, på nær bålets lette knitren og Rouku lå nogle minutter bare og kigge op, inden han drejede om på siden og lagde sig bedre til rette. Han kiggede over på Kaseys forhåbentlig sovende skikkelse et kort øjeblik, før han lukkede sine øjne og faldte i søvn. Han håbede det blev nemmere at spore Gwen nu Kasey var med. Hun var i hvert fald langt bedre i naturen end Rouku selv.