Han døde. Han døde rent faktisk! Følelsen af hans krop, der blev svagere var sært tilfredsstillende og samtidig skrækindjagende for hende. Hun havde aldrig slået ihjel før. Aldrig villet slå ihjel før. Det var surrealistisk at det overhovedet kunne lade sig gøre at hænge her med en kæde om hans hans og mærke livet rinde ud af... Vargas' ben gav efter. Kæden faldt et godt stykke, før den strammedes om mandens hals og knækkede hans nakkehvirvler. Rhaya blev kastet af ham og landede hårdt - og højlydt - på gulvet. Kæderne raslede højere end hun var landet, men hun følte at sammenstødet havde lydt som et helt stenskred i hendes hoved. Hastigt småløb hun hen til døren og lagde sit øre imod. Træet lød ru og kradsende mod hendes øre. Der var mange stemmer derude. Pis. Den ledte ud til resten af den her forbistrede slavehandel. Hvis hun gik derud nu, ville de bare hugge hende ned og opdage at Vargas var død. 

Hun vendte sig om og så på ham. Han hang og svajede let i kæden med benene halv bøjet så knæene næsten rørte jorden. Blodet dryppede ud ad hans mund og hals, og øjnene var stadig halvt åbne. Rhaya gøs. Forsigtigt nærmede hun sig, som om han stadig var en trussel, og hev kniven ud af hans hals. Så samlede hun hans skjorte op fra gulvet, tog den på og satte sig hen i det ene hjørne af rummet. Skjorten var alt for stor, men den gav hende en smule tøj på kroppen. Der var ikke meget tilbage af hendes eget, der lå revet itu under Vargas' krop. Med knæene helt oppe ved brystet, trykkede hun sig sammen mod hjørnet og pillede lidt ved stenen ved sit kraveben. Den føltes som om den sad godt fast. Måske ville hun kunne skære den ud med kniven, men hun havde ikke lyst. Hun ville ikke skæres mere i. 

Hvor lang tid hun sad der anede hun ikke. Hun forsvandt i tanker om aldrig at komme ud herfra, at blive hugget ned af vagterne, og at hun lige havde slået Vargas ihjel. Hun burde vel være glad nu, men hun følte sig mest bare træt. Hun ønskede sig hjem til sit lille tag og sine rare tæpper. Til sine venner. Til sin familie i Thal'Elor.
Døren gik op, og Rhayas blik fór op, mens hun svagt knugede kniven i sin ene hånd. Hun havde næppe kræfterne til at slå fra sig mod flere modstandere, men hun ville ikke dø svag og hjælpeløs. 

Som altid var det en sær fornemmelse at skifte krop. Vargas kunne mærke sin essens glide ud i alle nervebanerne, finde sig tilpas i den nye krop, der på den ene side var det samme og på den anden side var så langt fra. 
Manden havde siddet med ryggen til burets tremmer og kroppen var faldet en smule sammen, da den oprindelige sjæl døde. Det gav et svagt ryk i hele kroppen som Vargas overtog styringen og sekunder senere fløj hovedet op. Øjenlågene sitrede lidt, inden de gled op og han tog verden i øjesyn fra sin nye krop. 

Han skulle lige lære den at kende. Adamsæblet hoppede som han sank et par gange. Hans fingre bukkede og strakte sig og han begyndte at skære ansigt for at lære musklerne at kende. Langsomt rullede han med skuldrene og vippede hovedet fra side til side. Og endeligt begyndte han at skubbe sig selv på benene. Tyngdepunket lå en smule anderledes og han måtte holde ved tremmerne for at holde balancen. Men benene ville bære og efter at have strakt dem ud og bukket dem lidt et par gange, følte han sig sikker nok til at kunne gå. 

Han gik hen til burets låge og så ud på vagten, der var placeret ved buret for at sikre sig, at lige denne mand ikke fik den sjove idé at begå selvmord eller på anden måde skade sig selv. Og samtidigt sørge for, at han havde, hvad han havde brug for. For han var ikke en slave. Han var Vargas' forudbestemte erstatning til hans anden krop. I tilfælde af, at han blev nødt til at skifte. Og det var nu sket.
"Va-erh." Hans stemme rungede helt forkert i hans hoved og hans mund og stemmebånd lystrede ikke helt. Efter at have rømmet sig, prøvede han igen.
"Vagt. Luk mig ud." Hans nye stemme smældede igennem luften og det gav et sæt på vagten, der hurtigt vendte sig i mod ham. Først med et udtryk af forskrækkelse, derefter med nervøs mistro. Vargas trak langsomt vejret ind.
"Luk. Mig. Ud." Hans stemme bar tydeligt præg af manglende tålmodighed. Vagten sank en klump.
"Herre Aziz har understreget, at vi ikke må lukke dig ud uden bevis på..."
"Jeg ved, hvad jeg har sagt. Kom herhen din idiot." Vargas vinkede med en hånd af ham. Vagten tøvede lidt, men gik så nærmere. Så snart han var inden for rækkevidde lagde Vargas en hånd på hans bryst og hev i hans sjæl. Vagten gispede hårdt og vaklede et skridt tilbage, så snart han slap ham igen. Hurtigt hev han med fumlende fingre nøglen frem og fik buret låst op.
"Det må De undskylde Herre Aziz, jeg vidste ikke..."
"Nej det er fint. Kom med."

Vargas satte straks kursen mod den lille tilbygning, der stak ud fra hans hjem. Vagten fulgte hurtigt efter ham. Den vagt, der stod ude foran døren så meget overrasket ud og havde den anden vagt ikke været med, havde han sikkert forsøgt at stoppe Vargas' nye hylster i at gå ind af døren, men han trådte i stedet til side. Vargas værdigede ham ikke et blik og skubbede i stedet døren op. Rummet var mørkt efter solen, men efter et par sekunder fik han øje på pigen, der havde taget hans skjorte på og gemt sig i hjørnet. Han pegede på hende.
"Tag pigen."
"Ja, Herre Aziz." Vagterne skyndte sig frem mod hende. Uden problemer fik de store stærke mænd kniven fra hende og hevet hende på benene. I mens gik Vargas hen og betragtede sit døde jeg. Dramatisk. Han trak på næsen og vendte sig så mod Rhaya.
"Det var dumt gjort. Jeg er ikke så let at slå ihjel." Man skulle tro, at han ville syde af vrede over at være blevet angrebet af hende. At hun havde tvunget ham til at skifte hylster. Men han virkede overraskende rolig og nede på jorden. Man skulle dog ikke tage fejl. En lille hvidglødende kugle af raseri lå i hans mave. Og hun ville komme til at lide for det.

Han flyttede blikket til vagterne.
"Spænd hende op udenfor." Han snakkede om de to pæle, der var sat op med en kæde fra hver, der hvor slaverne blev afstraffet, når det var fortjent. Vagterne tøvede ikke, men slæbte pigen ud af rummet og ud i solen. Snart havde de smækket håndjernene om hendes håndled og hevet nok i kæderne til, at hendes arme var spændt op og ud, men ikke nok til at hun hang i dem, men kunne stå på sine egne ben.
Vargas slentrede ud til hende, mens han betragtede sin nye hånd. Fingrene var knapt så slanke som på den anden. En skam. Han løftede blikket til hende.
"Nu får du en masse tid til at overveje, hvilke dårlige valg du har lavet i livet."

Rhaya så på den nyankomne mand og følte straks en overvældende følelse af, at noget var helt, helt galt. Hans holdning, hans kropssprog, hans... Herre Aziz? Hvorfor kaldte de ham det? Hvordan havde de vidst, at der var sket noget? Manden så ikke engang på Vargas, før han pegede på hende. Havde Vargas flere Aziz-familiemedlemmer, der var en del af Slavehandelen? Og som kunne... fornemme ham?

Det var nemt for vagterne at få vristet kniven fra hende. Hun kæmpede ikke særligt meget imod. Det ville nok blive en hurtigere død, hvis hun bare fulgte med og lod dem få det overstået. De ville uden tvivl straffe hende hårdt, men den her gang var hun ret sikker på, hun skulle dø. 
For anden gang blev hendes overbevisning om at døden var på vej, skudt i sænk, som manden kiggede på hende og talte. Han var ikke så let at slå ihjel... Stemmeføringen, ordvalget. Havde han ikke stået lige ved siden af Vargas' døde krop, ville hun have svoret, at hun så Vargas i mandens blik. 
Mens hun blev slæbt ud, kiggede hun over sin ene skulder efter ham. Hvad foregik der? 

"Får jeg problemer for det her?" sagde den ene vagt sagte til den anden. Det var ham, der havde stået vagt ude foran legerummet, og han havde trods alt lige overhørt sin herre dø. 
"Jeg tror hende her er i flere problemer," svarede den anden lige så lavmælt. "Så du hans gamle krop? Hun må være sindssyg."
"Ga-gamle krop? Men je-jeg slog ham ihjel..." sagde Rhaya forvirret. 
Den ene vagt lo kort. "Du ved ikke, hvordan dæmoner fungerer, gør du?" 
Det løb elverpigen koldt ned ad ryggen.

Det var kun fordi hun lige havde siddet ned, at hun selv kunne stå på sine ben. Hendes arme gjorde ondt nu hvor de blev spændt ud igen, og blodstrømmen fra skulderen var kun stoppet, fordi skjorten havde klistret sig godt og grundigt fast i såret. Solen bagte udenfor, og det var en rar afveksling fra det aflukkede rum, men Rhaya vidste godt, at hun ville blive helt stegt af at stå her længe. Hvornår havde hun sidst drukket? Hendes hals føltes tør og ru. Hun fokuserede på jorden og mandens - Vargas - sko, og ville ikke løfte blikket til hans, da han talte. 
"Det bedste valg jeg tog var at dræbe... Hvordan? Det er meningen du skal dø, når man dræber dig ..." Rhayas stemme var træt. Opgivende. Hæs. 

Vargas løftede blikket fra sin hånd og så på ørkenelveren, der var spændt ud foran ham iklædt hans skjorte. Vreden boblede lidt i hans mave, men det udviklede sig ikke rigtigt. Han burde tæske hende halvt til døde bare for at for udløb for den, men Vargas var en utilregnelig mand og for en gangs skyld reagerede han med ro. Hendes straf skulle ikke være kort og vild, nej, den skulle være langtrukken og lidende. Og det ville den blive. Uden tvivl.

Hendes ord fik ham til at træde nærmere og tage ved hendes hage for at løfte hendes ansigt, så han kunne se i hendes øjne, lige meget om hun ville se på ham. Han kneb øjnene lidt sammen, der var ikke noget smil i hans ansigt.
"Jeg er en dæmon. Jeg besætter og forlader kroppe som jeg selv ønsker det. Du skal være meget heldig for at slå mig ihjel." Han blev ved med at se ind i hendes blanke øjne, hvor han kunne se en genspejling af sit nye ansigt. Det ville tage lidt tid at vænne sig til, men han havde prøvet det så mange gange før i løbet af sit lange liv, at han ikke tog det så tungt.

Endeligt slap han hende og trådte tilbage.
"Jeg burde slå dig ihjel på stedet, men hvad er det lærerige i det? Du kommer til at tigge om at dø." Han vendte sig mod den ene vagt og gestikulerede mod hans sværd. Manden trak det hurtigt og rakte det til ham. Vargas holdt det op og lod blikket glide ned over det, inden han skævede til Rhaya.
"Hvis du er heldig, sker det inden alt for længe." Med en hurtig bevægelse trådte han nærmere vagten og stak sværdet igennem hans mave, hvilket fik manden til at knække sammen med en halvkvalt lyd. Vargas trak sværdet ud igen og lod manden falde i til jorden. Et mavesår var smertefuldt og tog sin tid at dø af. En passende straf til den idiot, der ikke havde passet sit arbejde.
"Lad ham ligge." Han smed sværdet på manden og begyndte at gå mod døren ind til. Den anden vagt fulgte hurtigt med ham med et blik til sin døende kollega.
Nå, mon ikke kokken stadig havde noget mad klar. Vargas blev altid sulten af at slå ihjel. Og med det var Rhaya blot en forbigået tanke, han ville samle op og se på en gang i mellem, når han følte for at se nogen lide.

Rhayas øjne var kun ekstra blanke, som hun blev tvunget til at se på Vargas. Solen skar i hendes øjne og et par tårer fandt vej ud i hendes øjenkroge af det skarpe lys. Hun rystede i hans greb. Afmagten kom snigende sammen med trætheden. Hendes ømme muskler trak sig sammen i kramper, og hun prøvede at holde sig fra at vise sin frygt alt for meget. Men hun var bange. Enormt bange. Hun havde lige forberedt sig på at dø for at slå Vargas ihjel, og nu skulle hun straffes uendeligt langsomt for det... Af Vargas. 

Hun så til mens vagtens blev stukket ned. Det gibbede i hende, og selvom hun havde lyst, kunne hun ikke tage øjnene fra det. Så nådesløst. Vagten vred sig og tog sig til maven med klageråb og blod mellem fingrene. Den anden vagt fulgte med, da Vargas forlod dem, overladt til solens hede og fluernes summen

Det tog vagten lang tid at dø. Det tog kun Rhaya fire timer at falde på knæ i sine lænker, fordi hendes ben ikke kunne mere. At sidde på knæ var en overdrivelse. Hun kom da ned at røre jorden med knæene, men hun kunne på ingen måde sidde behageligt eller støttet. Lænkerne holdt hendes arme opad og udad, og det trak i alle hendes sener, så snart hun ikke stod op. På et tidspunkt holdt vagten op med at beklage sig helt lige så meget, og hun lod hovedet falde tungt forover og så ikke længere på ham. 

Det tog ham stadig halvanden dag at dø. Blodet flød ikke så hurtigt, som han kunne have ønsket sig, og til sidst døde han af blodforgiftningen, der langsomt havde overtaget hans krop. Hvorfor han ikke var kravlet væk, forstod Rhaya ikke. Nok fordi han vidste, at Vargas ikke ville lade ham komme væk eller se en healer. Og han havde tydeligvis ikke været mand nok til at stikke sværdet i sig selv og lade det gå hurtigere. Hvis Rhaya bare kunne nå det sværd...
Dagen var skoldende hed, og natten var isnende kold. På andendagen var den hvide skjorte blevet sort i striber på Rhayas ryg. Af fluer. De sværmede om sårene og satte sig på hendes hud, uden at hun kunne bevæge sig nok til at vifte dem væk. Hun var dækket af indtørret sved, og hendes krop rystede af kulde, selvom morgensolen var begyndt at varme en smule  af sandet op. Endnu flere fluer flokkedes om den døde vagt. 
Rhaya fik et chok, da et sæt hænder blev lagt på hendes ryg, og en healer gik i gang med at sørge for at hun ikke døde af den betændelse, der var kommet i sårene. Healeren tog sig af ryggen og sårene på fødderne fra sømpinden. Men intet blev gjort ved skulderen og armen, hvor Vargas havde skåret langs de sirligt tegnede mønstre. Hun ønskede at tale til healeren, men hendes hals var så tør, at det kun ledte til et hosteanfald. Healeren nåede at gå, før Rhaya kunne få noget tydeligt frem. Vagtens krop blev fjernet i løbet af dagen, og jorden skuret ren for blod. 
Rhaya hang alene på knæ mellem de to pæle under den bagende sol. 

Vargas glemte næsten elveren ude på pladsen. Han var optaget af sin nye krop. Hvor meget kunne den spise? Hvordan smagte den ting? Der var altid et eller andet, han pludseligt ikke kunne lide eller omvendt, kunne lide. Hvordan fungerede den i sengen? Og tøj. Alt hans tøj passede ham nu ikke. Så noget af det første, der skete var, at han fik tilkaldt sin sædvanlige skrædder, der straks begyndte at tage mål og komme med forslag. Manden arbejdede hurtigt, især for sin bedste kunde, så da solen stod op dagen efter, blev der leveret en pakke med det første sæt tøj. 

Umbrien dukkede op, da Vargas var ved at tage sit nye tøj på. Han ville vide, om han ikke skulle lade en healer se på pigen i kæderne. For at forlænge hendes pinsler, selvfølgelig. Vargas overvejede det lidt, mens han betragtede sig selv i det store spejl, inden han nikkede. Det kunne Umbrien godt. Men healeren skulle holde sig fra såret på skulderen! Slangemanden bukkede og forsvandt igen.

Dagen gik sammen med næste nat. Ana kom ind i hans seng for at sove. Hendes vindue ledte direkte ud til den store plads og hun brød sig ikke om at høre, hvad der foregik dernede efter mørkets frembrud. 
Næste morgen tog Vargas sin kop med kaffe ud på altanen og så ud over sin slavehandel. Nede på pladsen hang elveren stadig i sine kæder. Næh vent, hans skjorte var forsvundet fra hendes tynde krop. Ikke en eneste trækning gled over hans ansigt, som han sippede lidt mere til koppen og til sidst gik ind i skyggen igen.

Dagene forsvandt under ørkensolen. Vargas sad på sit kontor og var ved at læse et brev, da Umbrien dukkede op i døren. Manden var halvt slange, hvilket kun viste sig ved spredte skæl på hans krop og hans ansigt, hvor hans grønne øjne med den smalle pupil stirrede ud. Men han kunne snige sig af sted som en, så det varede lidt, inden det gik op for Vargas, at han stod i døren.
"Hvad vil du?"
"Ørkenelveren nede på pladsen."
"Jah?" Vargas rettede sig lidt op. Han havde glemt hende igen.
"Skal hun sælges eller vil De bare lade hende hænge? Hun holder ikke til meget mere." Mandens tunge gled ud mellem hans smalle læber. Vargas gned en hånd over sit ansigt. Ja, hvad ville han?
"Grenor spørger altid, om jeg ikke har en med hendes evner. Han gav et ret godt tilbud sidst jeg snakkede med ham." Dæmonen så lidt frem for sig. Han ønskede at hævne sig på kvinden, men hans grådighed kunne ikke benægtes. Og Grenor sled sine slaver op hurtigere end Vargas kunne skaffe dem til ham... Måske han bare skulle sende tøsen af sted.
"Tag hende ned. Sørg for, at hun kan holde til rejsen."
Manden bukkede og forsvandt igen, efterladende Vargas til sit arbejde.

Endnu et par dage gik, inden Umbrien atter forstyrrede sin herre. Der var nogle slaver, der skulle sendes videre. 
Vargas kom ud på pladsen iklædt noget af sit nye tøj og han missede lidt mod solen, inden han gik over til de fem slaver, der var stillet klar til en sidste inspektion. Hans blik endte hurtigt på kvinden, der havde forsøgt at slå ham ihjel. Med et svag smil slentrede han hen til hende og tog ved hendes hage for at få hende til at se på sig.
"Så du lever endnu."

Rhaya var i stykker. Dagene i den bagende sol havde tærret på hendes krop og sunket hendes hud indad af væskemangel. Nætterne havde kun været endnu grummere. Kolde og ensomme, på nær når vagterne havde moret sig med hendes fastspændte krop. Den ellers beskyttende skjorte var blevet flået af hende en af de første nætter, og nu hvor healeren havde taget sig af de fatale sår, havde mændene ikke holdt sig tilbage fra at give hende blå mærker og stødte ribben. Hun havde forsøgt at slå deres arbejdsgiver ihjel, men hun havde deri også fået slået en af deres kollegaer ihjel, og det betalte hun for. Lyden af lussinger ringede stadig for hendes øre, selvom hun var ved at blive mere vant til at lytte til sin egen krops lyde. 

Hendes krop rystede, selvom hun havde fået et par dage på jorden i et bur. Hvordan benene bar hende, var hun ikke helt klar over. Hun følte de kunne give efter under hende hvert øjeblik det skulle være. 
Tidsfornemmelsen var forsvundet mens hun havde hængt i kæderne under solens nådesløshed. Hun stod på pladsen nu uden at vide hvorfor. En simpel tynd kjole var blevet kastet over hendes hoved, og det rene stof føltes mærkeligt imod hendes hud, nu hvor hun havde været nøgen og beskidt så længe. Var hun blevet vasket? Der var ikke så meget blod på hende mere, så måske havde de vasket hende. Såret på skulderen var stadig hævet, rødt og dunkende med tykke sårskorper og løftet om et sæt ar. 
Hendes små hænder var bundet sammen foran hende, men for hende var det ligemeget. Hun var sikker på, hun ville falde sammen, hvis hun tog et skridt mere, så at prøve at løbe væk ville ikke bringe noget med sig. Det virkede helt absurd overhovedet at tænke på, at det engang havde været en mulighed for hende at løbe. 

Fødder foran hende. Slaven ved siden af hende tog en halv, gispende vejrtrækning.
Rhayas brune øjne flakkede rundt i Vargas' ansigt, da han løftede hendes ansigt. Straks begyndte hendes lunger at hyperventilere, og hendes små gip og rystelser blev værre. Fyrgten for, hvad der skulle ske nu, var overvældende. Hun var blevet klædt på og gjort nogenlunde ren. Hvorfor? Han havde sagt, hun skulle lide, og ikke dø en hurtig død. Han havde sagt hun skulle tigge om at dø, men hun kunne ikke få et eneste ord over sine læber, mens han havde fat i hendes hage, og angsten havde tag i hendes sjæl. 

Hendes angst strålede ud af hende og hendes fysiske reaktion på hans nærhed gav ham næsten en helt fysisk tilfredsstillelse. Med fingrene om hendes hage betragtede han hende lidt og nød hendes skræk for ham. Og hvad han nu kunne finde på. Men hun kunne være ganske rolig, han ville ikke gøre hende mere. Okay, næsten ikke gøre hende mere.
"Jeg bliver desværre nødt til at bryde vores lille handel. Dine egne ben kommer ikke til at bære dig ud herfra." Hans tommelfinger kærtegnede hendes hud for et øjeblik, inden han slap hende igen, bare for at lade sine fingre glide ned over hendes hals til hendes brystben, hvor den gule sten sad. Blidt kærtegnede han den og den omkransende hud.

"Jeg må hellere fjerne den her. Ellers er du ikke meget værd." Hans anden hånd forsvandt ned i en lomme og hev en halskæde op med endnu en sten i. Den fik han hurtigt hevet over hovedet på hende, inden han lagde sin hånd mod den, hun havde i brystet. Det gjorde ikke helt så ondt, som når han satte den i, men det gjorde ondt nok. Den efterlod en rød plet i hendes hud, der snart ville forsvinde igen, og en fordybning i hendes brystben, man kunne ville opdage, hvis man mærkede efter.
Stenen lagde han i lommen, inden han lod et sidste blik glide over hende. Foragten var tydelig i de brune øjne.
"Jeg håber ikke at se dig igen."

Og med de ord gik han videre og lod blikket glide over de andre slaver. En blev udsat for det samme som Rhaya, da han fik skiftet stenen ud med en halskæde i stedet.
Han udvekslede et par ord med vagterne, hvor han specifikt bad dem om, at Rhaya skulle ride med en vagt. Og så var der ikke mere at gøre for ham der, så han gik ind for at få sig noget morgenmad.

Kamelerne blev hevet frem og slaverne blev sat to og to på de store dyr. Undtagen Rhaya, hun kom til at sidde med en vagt. Det blev i alt til seks kameler, to læsset med varer og proviant, to vagter og fem slaver, der begav sig ud i ørkenen mod deres destination.

Rhaya lod sig føre med med bøjet hoved og rystende skuldre. Hun græd ikke, det havde hun ikke flere kræfter til. Hun havde ikke kunnet gøre andet end at ryste og være bange, mens Vargas havde talt til hende. Smerten af at få stenen ud affødte et par klagelyde, men selv de var halvhjertede og trætte i udførelsen. Hele kroppen gjorde så ondt, at den ekstra smerte ingenting havde at byde på.

Vargas havde taget hendes krop og brudt den ned. Boret sig vej ind i hendes sind og sat en angst der, hun ikke kunne slippe. 
Hun havde fået taget det dyrebareste hun ejede. Frihed. Nu følte hun sig fanget i sin egen krop, for svag til at gøre modstand og for bange til at sige noget. Hun anede ikke, hvor hun skulle hen, og hvem hun var blevet solgt til, men hun var sikker på, at Vargas havde udset hende et sted, hvor hun ville få det mindst lige så forfærdeligt som i hans varetægt. Vagtens stille grin bag hende og en hånd, der kort blev lagt på indersiden af hendes lår lovede hende, at turen frem til det nye hjem heller ikke ville blive rar. Nye hjem...
Hun kiggede sig tilbage, da de red ud fra Balzeras mure. Her havde hun boet de sidste tredive år. Boet og stjålet og snydt og prøvet at kæmpe imod undertrykkelsen af svage væsner. De venner hun havde i byen ville høre om hendes skæbne før eller siden, hvis ikke de allerede havde hørt om det, mens hun hang i solen. Måske ville det stoppe dem af dem, der havde arbejdet sammen med hende imod Vargas. I det mindste ville han ikke lede efter de andre, der havde hjulpet hende med at stjæle kamelerne, nu hvor han havde fået fat i hende. Håbede hun. De kameler havde kostet hende dyrt. Alt, alt for dyrt.