Kontakten. Det brændende blik. Den buldrende stemme i hendes hoved. Det var næsten for meget, og samtidig føltes det så naturligt. Som om det var noget, hun havde kendt hele sit liv, men først nu rigtig forstod. En glød i hende, der først kunne blive pustet liv i nu.
Pludseligt blev øjnene sorte, og Jyotis hurtige bevægelse fik Yiyi til at stivne kort, indtil hun så hvad han gjorde. Han.. angreb hende? Nej, han testede hende. Selvfølgelig gjorde han det. Var han noget som helst lige som Onelyas, ville han teste hende. Halvdelen af tiden med Onelyas skulle hun i forvejen måles og vejes og testes og præstere. Det var hele hendes liv, så det kom absolut ikke bag på hende, at hendes fædrende ophav gjorde præcis det samme.

Med en håndbevægelse stoppede hun ildkuglen. Varmen smøg sig henover hendes hud i konkurrence med hendes indre lava, og som den fik fat i noget af hendes tøj, brændte trådene hurtigt op. Ilden havde fået fat i kanten af hendes kjole ved halsen, og hun trak de små ildtunger ud af stoffet og lod dem hænge som små kugler ud for sit ansigt, så kjolen ikke gik helt op i flammer. Der var stadig folk bag hende, og det blev hun pinligt opmærksom på ved udsigten til at ende nøgen oppe på podiet. Det ville hverken hun eller Onelyas synes var en særlig behagelig situation.
Yiyi gjorde et nummer ud af at sende de små ildkugler rundt om den lidt større, så de dannede et lille kredsløb, og så sendte hun ellers hele molevitten tilbage mod Jyoti i et langsomt tempo. Hun vidste ikke, om han kunne tage kontrollen tilbage, når hun havde taget ilden til sig med sin egen magi. Hun havde trænet meget lidt imod andre med ildmagi, men hun var ikke i tvivl om at den nok næsten var en mere offensiv del af hendes magisæt end lavaen var. 
Det havde egentlig været Iksenyis mening at svare ham på hans buldrende spørgsmål, men hun fandt sig selv tavs og afventende. Han virkede selv til at have glemt det oveni ildtesten, så hun fik en fornemmelse af, at det ville være bedre at tie stille og for en gangs skyld lade den voksne bestemme, hvad der skulle ske nu.

"V-vent..." Yiyis bedende udråb druknede før det rigtig blev til et råb, som om kraften i hendes stemme blev hevet med, som Jyoti fortrak til en søjle og forsvandt ud af syne. 
Hendes ene arm var halvt hævet i en bevægelse for at række ud efter ham, men den kom aldrig længere end dertil, og hun sænkede den igen, da hun hørte Onelyas' stemme bag sig. Modvilligt tog hun blikket fra der, hvor hendes far havde stået for blot få øjeblikke siden, og ænsede kun nok af Onelyas' gestus til lige at lægge sin hånd i hans og lade sig føre med. 
Hendes blik var fjernt, som hun tog de få skridt, der var mellem dem, og hun pustede fraværende en glød ud, der stadig hang fast ved hendes ene skulder. 

For første gang i sit liv havde hun mødt sin far, og hun følte sig bare... tom? Først havde det virket til, at Jyoti ville hende, og var nysgerrig. Den helt samme brændende, barnlige nysgerrighed, Onelyas plejede at sige, hun ikke skulle bruge tid på. Nu vidste hun, hvor hun havde det fra. Nok kunne hun ikke gå på opdagelse i bibliotekets bøger og gamle tekster, men det betød ikke, hun ikke havde lyst! 
Jyoti måtte føle det på samme måde. Bundet til at opleve alting i nuet, fordi så meget kunne gå op i flammer, hvis man ikke var vagtsom. Og ildelementaler var ikke just kendt for tålmodighed.

Det var med et let trist, måske tænksomt ansigtsudtryk, at hun lod Onelyas lede vejen. Alle de knælende mennesker så stadig ikke ud til at vide, hvad de skulle gøre af sig selv, men Iksenyi følte sig ikke særligt godt rustet til at være den, der skulle vejlede lige nu, så hun håbede, hun ikke ville blive bedt om at sige noget. I hvert fald ikke noget, hun selv skulle finde på. Hun var forvirret og det ville helt sikkert komme til udtryk, hvis hun prøvede at finde på noget. Og samtidig kunne hun mærke noget ulme i brystet. Udover lava var det en følelse af... henrykkelse? Lykke? Glæde over endelig at have mødt sin far, måske, omend det blev kort og afbrudt. 
Hun havde ikke brændt sig på mødet, så det kunne kun danne grobund for et godt forhold, ikke?

Hele vejen ud af salen boblede Iksenyis mave i den mærkelige glæde. Så meget, at hun slet ikke tænkte over, hvor hårdt Onelyas hev hende med sig, eller hvor stramme alle vagterne pludselig var blevet i betrækket. Hvor hastigt de åbnede portene, hvor meget de skyndte sig, og deres nervøse blikke på tempelherren. 
Det var først, da de store tunge saldøre klappedes i bag hende med en lydt buldren, at hun opdagede, hvor spændt op i kroppen Onelyas så ud. Hun kendte hans kropssprog lidt for godt til at det kunne gå forbi hende, og selvom hans stemme var rolig, blev den boblende glæde med et til en isnende klump i den unge piges mave. 

"Ehm, jeg..." begyndte hun, men måtte fugte læberne for at kunne fortsætte. "Jeg snød dem. Og slog de to vagter ud. Jeg... Jeg kunne bare ikke vente mere!"
Hun kammede over. Al den frustration, hun havde følt de sidste par år, mens teenagehormonerne var begyndt at boble hende til hovedet var endt ud i den lange, lange plnalægning af en flugt fra hendes evindelige indespærringer bare for at få et glimt af sin far, som var blevet nægtet hende så længe. Det hele var blevet vasket væk med mødet, og den glæde hun havde følt havde fået hende til helt at glemme, hvor sur hun egentlig havde været på Onelyas for at holde hende fra hendes ophav. Men nu... Med al den glæde smeltet og udsigten til en større skideballe, end hun kunne forestillede sig, havde hun brug for at trampe hårdt i gulvet og sige fra. Lige nu havde hun modet til det, ladet op af endelig at have opnået noget andet end træning.

"Hvorfor har jeg ikke måttet møde ham?" fortsatte hun, og så vredestårerne glinse i øjenkrogene, før hun kunne mærke dem. "Det gik fint! Det har aldrig givet mening, at jeg skulle lænkes for at holdes væk fra ham.  Du siger, han ikke er klar, eller jeg ikke er klar, men vi bliver aldrig klar hvis du bliver ved med at holde os fra det. Du stoler aldrig på mig, så hvorfor skulle jeg stole på dig?"

"Nej du ville ej!" råbte Yiyi tilbage, og hørte næsten ikke hans sidste sætning. Faktisk sank kun halvdelen af hans ord ind i det unge, forvirrede og vrede sind. "Nej du ville ej!"
Vredestårerne løb ned ad hendes kinder og drybbede ned på gulvet som små hårde klumper sten. Nogle ramte hendes tøj, men de var forstenet allerede inden de helt forlod hendes mørke kinder, så intet begyndte at brænde eller smelte. 

"Du ville aldrig lade mig møde ham! Alle andre i templet har set ham, hørt ham tale, set ham gøre sine gude-ting, men jeg må ikke engang gå i byens gader, når der er en ceremoni," blev hun ved, nu med endnu mere hævet stemme. Om hun kunne høres omme bag de store døre eller om vagter på gangen hørte hende, rørte hende ikke. Vreden havde et for kraftigt tag i hendes sind. "Lysander prøver altid at efterligne dine ord, men jeg ved han ikke tror på det, jeg kan mærke det på ham. Bare vær tålmodig, min bare røv," - Det ord havde Yiyi samlet op fra nogle gadedrenge hun havde holdt øje med - "du vil bare have mig for dig selv, og det gør du uden at spørge mig! Du har aldrig forstået mig. Du er ikke min far! Du er ikke engang familie!" 

De sidste ord gjorde ondt at råbe ud, men det var hvad det lille ildelemental følte. Ingen havde nogensinde forstået hende i dette lille, isolerede samfund. Selvom de tilbad en gud, der var halvdelen af, hvad hun var, kunne ingen helt forstå, hvad hun baksede med, og hvorfor det var svært ikke bare at smelte alt, man rørte. Lysander var trådt mere i karakter som den faderfigur hun manglede, og han var den eneste der hjalp Yiyi med at forstå sine evner, følte hun. Især med alle de forvirrende føleleser der var begyndt at dukke op i hendes sind nu, havde hans træning hjulpet, men hun havde ikke turdet tale med ham om det. Hun havde brug for at finde ud af, hvem hun var, og ingen syntes at ville høre på det. De ville kun bestemme hvem hun skulle være.

Yiyi havde svært ved at vurdere, hvordan Onelyas havde det med hendes ord. Et øjeblik var han tavs, og det gik op for hende, at det måtte være første gang, hendes ord havde gjort ham mundlam på den måde. Han plejede altid at have et svar oppe i ærmet, eller om ikke andet så at sende hende ind på sit værelse...
Oooog det var den løsning, han valgte. Selvfølgelig. Flere straffe og mere isolation. Den unge lavapige følte, hun burde sige noget imod det, men hun kunne ikke få sig selv til det. Der var ikke mere kraft tilbage, og hun følte sig alt for træt til at kunne overskue først at sove om et døgn. 

"Fint," sagde hun med spag stemme, udkørt og tom. "I det mindste kommer du så ned og besøger mig lidt oftere."
Alle følelserne, hun havde skreget ud var som forduftet. Hendes indre gjorde så ondt, at det næsten var ved at være helt bedøvet. At råbe så meget ad Onelyas havde givet hende afløb for en masse indestængte følelser, og nu hvor de var ude, kunne hun ikke helt finde ud af, hvad hun skulle svare igen. Alting virkede så ligegyldigt efter hun havde sagt, hvad hun følte. Et eller andet sted, vidste hun jo godt dybt nede, at det var ligemeget. Onelyas havde været der for hende i starten, men mistet interessen for hende, så snart hun begyndte at vokse sig større. Hun var sikkert ikke nuttet nok mere, eller havde et for stort behov for at være sin egen person. 

"Måske kan jeg forstene mig selv engang, så kan jeg blive en ordentlig lydig statue, der aldrig gør dig skuffet," tilføjede hun i en mumlen. 
Hun havde brudt øjenkontakten, da hendes øjne løb så meget i lava at hun alligevel ikke kunne fokuserer på hans ansigt. I stedet vendte hun hovedet nedad og lod dråberne falde ned på stengulvet, hvor de størknede i små sorte pøle, der ville kunne skrælles af senere.

Yiyi gik med bøjet hoved hele vejen. Egentlig havde hun nok ikke troet, at han ville gøre alvor af sin trussel, men følelsen af tomhed i hendes bryst var så altoverskyggende nu, at hun ikke havde noget at sige til det, da han trak hende med sig ned til den røde gang. Hun gik bare med tunge skridt og sænkede skuldre og uden noget af den livlige gnist, hun ellers normalt havde overflod af. 

Så snart de nåede ned til gangen begyndte et stigende tilråb af bedende stemmer og udstrakte arme. De desperate fanger bad for deres eget liv, deres bekendtes, og deres fremtid. Yiyi holdt blikket på gulvet og blev ved med at gå. Lidt tættere på Onelyas end hun egentlig havde lyst til, fordi hun stadig var vred på ham, men hellere det lige nu end at blive rørt ved af de ansigtsløse skikkelser bag dørene. Og med blikket rettet mod gulvet undgik hun også at træde i blodpletterne. 

Hun lod blikket glide over den celle, Onelyas åbnede for. Stenseng. Småt. En spand i hjørnet. Den ville hun smelte, hvis hun brugte den, men hun forventede ikke at Onelyas havde indrettet rummet specielt til hende. 
"Fanget her eller fanget på mit værelse. Hvad er forskellen? At jeg hurtigere kan smelte igennem tremmerne end jeg kan den massive dør ovenpå?" spurgte hun lettere spydigt.
Egentlig var det vel også snart tid til hendes dvaledag, så måske ville hun komme til at bruge størstedelen af sin straf på at sove. På en lige så hård stenseng som hun plejede. I et næsten lige så lille værelse som hun plejede. Med få genstande og få venner. Én ven, så det ud til. At undvære Rillis ville være det største tab ved denne straf, men i det mindste ville han ikke tage straffen for hende.

Iksenyi havde lyst til at hvæse af Onelyas. Sprutte så meget i hans ansigt, at de små lavadråber kunne forstenes på hans ansigt og ikke hendes eget. I stedet mærkede hun det kolde metal om sin ankel og nåede lige præcis at stoppe sig selv fra at rive sin fod væk i trods. 
I det mindste er det kun foden i dag, fortalte hun sig selv.
I stedet for at koge mere over på ham, pressede hun læberne sammen til en tynd streg og sendte ham et vredt blik, før hun satte sig hen på sengen. Hendes fod var allerede begyndt at sove, så hun var nær ikke nået derhen. Inden hele knæet blev opslugt af chakradæmpningen, nåede hun at lægge sig på ryggen. Benet faldt tungt og slapt ned mod stensengen. Der var intet tæppe, for hvorfor skulle der? Hun ville alligevel bare smelte hul i det. Alt, hun kom i nærheden af, blev ødelagt. 

Som hun lå der på stensengen, fastholdt hun sit blik på et punkt i loftet. Hun nægtede at værdige Onelyas et eneste blik. Hun havde stadig lyst til at sige dumme ting. Såsom at det var svært at tænke over sin lektie, mens hun sov. Eller at han i det mindste ikke havde brugt halslænken, for så ville tænkning blive rigtig svært. 
Halslænken... Der var ikke noget andet, der skræmte hende mere, og bare tanken om at få det chakradæmpende metal lagt om sin hals, så tæt på hjertechakraen, gav hende gåsehud. 
Fodlænken, der lige nu spredte chakradæmpningen gennem hendes krop, tog både længere tid, og virkede ikke lige så effektivt. Havde han givet hende halslænke på, var hun ikke nået over til sengen, før effekten havde været fuldført. Nu følte hun sig bare sløv og dvask. Hvis hun virkelig prøvede, kunne hun godt rulle om på siden eller sætte sig op for en kort stund. Alle hendes lemmer var tunge og svære at bevæge, men i det mindste var det muligt. 

Iksenyi holdt blikket rettet mod loftet, indtil Onelyas var gået. Indtil hun hørte døren langt væk blive lukket og låst.  Lige lidt længere, bare i tilfælde af at hun havde hørt forkert. Først, da hun følte sig helt sikker på, at han ikke længere var i nærheden, lod hun sig selv græde med besværede, tunge hulk og tårer, der tørrede ud og blev til sten næsten før de forlod hendes øjne.

Hviledagen havde rigtig nok været tæt på, og Insenyi havde brugt det første døgn i sin celle på at sove tungt, næsten forstenet. Normalt sov hun relativt uroligt og kunne godt finde på at rulle ud af sengen i søvne, men med chakradæmpning i kroppen, blev hun liggende på ryggen og vågnede i præcis samme stilling, som hun var gået kold i. 
Derfra havde hun brugt lidt under endnu et døgn på at stirre op i loftet - det mest spændende sted i cellen. Et døgn gav tidsmæssigt i forvejen ikke så meget mening for den hyperaktive lavapige, og med lavaen løbende langsomt og trægt i hendes årer, havde det allerede føltes som en uge. Rationelt kunne det jo ikke være så længe, for hun havde kun sovet én gang, og hun var ret sikker på, der var mindst otte hele dage på en uge, hvilket betød hun skulle nå at sove to til tre gange. Men det føltes sådan, og hendes hjerte fortalte hende, at det var det eneste, der betød noget. 

Derfor var det også svært at holde en lille gnist af glæde tilbage, da noget mere spændende en loftet dukkede op. Lysander. Der var ikke nok lys i hans navn til at bekrive, hvor meget Yiyi havde lyst til at lyse op selv. Det var imidlertid lettere tænkt en gjort, og hun formåede kun at løfte sin ene hånd ti centimeter som hilsen, hvorefter hun måtte lade den falde ned på stensengen igen. 
Hun havde set svage slaver før, og lige nu følte hun sig lidt som en. Udover at dem, hun havde set, også havde kastet en hel masse op, og hun var ret sikker på, hendes mavemuskler ikke engang ville trække sig sammen til dén handling lige nu. De var blevet dovne og dvaske af Onelyas' magi. 

Andre mærkede ikke hans lænker på den måde. Hun havde set slaver eller undersåtter, der skulle straffes, der havde fået lænkerne på. Deres magi var blevet frarøvet dem, men det kunne ikke ses nogen steder. De gik stadig med rank ryg og faste skridt - eller tunge, slæbende, hvis det var en træt slave. Trætheden var bare ikke kommet pludseligt. Det var ikke lænkernes skyld. Sådan var det kun for Yiyi, for hun var et væsen skabt næsten helt af magi. Måske var det også sådan for Jyoti? 

"Er det slut nu?" spurgte hun Lysander med let grødet stemme. 
Tungen føltes opsvulmet i hendes mund og lige så tung som alle andre muskler. Sortsvedne sten lå som udsmykning ned over hendes kinder, hvor hun havde grædt og ikke orket at tørre det væk igen. Kraven på hendes kjole var sveden og hullet enkelte steder, hvor dråberne var undsluppet hendes ansigt. Lige nu var hendes ansigt dog tørt og hendes øjne mindre klare og lysende, end de plejede.

Kunne Yiyi lyse op lige nu, ville hun gøre det. Det eneste, det blev til, var en smule udspilede øjne og et suk af længsel. Nok var Lysander ikke kommet for at få hende ud, men skuffelsen over dette blev straks overskygget af muligheden for en historie. Måske kunne han ikke få hendes krop ud, men han kunne hendes tanker væk fra den forfærdelige celle og ind i fortællingen.

"Ja, åh ja, Lys," fik hun fremstammet, og en enkelt tåre undslap hendes højre øje - denne gang af en glæde for at kunne gøre noget andet end at stirre op i det tomme loft. "En af historierne... Den med sandormen? Eller den om din hjemby... Den vil jeg gerne se en dag."

Man kunne næsten høre i hendes stemme, hvor urealistisk hun selv syntes det var. Thal'Elor var en aflukket, fremmedfjendsk by, men det var ikke derfor. Hvordan ville Onelyas nogensinde lade hende rejse fra Ildtemplet, selv på en lille tur henover ørkenen? Den her straf havde vist Yiyi, at hun ingen plads havde til at drømme. I hvert fald ikke, hvis drømmene gik længere end Lysanders historier.

Historier fra Lysander havde altid kunne højne hendes humør. Især efter at Onelyas var holdt op med at læse for hende - noget med at hun var blevet for stor, og han var for travl - havde hun søgt historierne hos Lysander. I starten havde hun prøvet at overtale Onelyas til, at hun måtte lære at læse, for så kunne hun selv læse for sig... Men et enkelt uheld med en bog havde ødelagt den drøm for evigt. 

Det var en smuk historie i forvjen, og at få den fortalt nu, gjorde den næsten kun smukkere. Længslen efter frihed og bevægelse var så overvældende, at Yiyis tanker skabte vildere og mere fantasifulde billeder i hendes hoved, end hun før havde oplevet. Flere gange lukkede hun øjnene for at forsvinde helt ind i fortællingen og lade sig bære af Lysanders smukke fortællerstemme. Et par tårer forlod hendes øjenkroge, mens han sluttede af, og hun formåede at trække nok luft ind i lungerne til et hørbart suk.

"Det er så smukt... Ååååh jeg vil gerne se det en dag, Lysander. Der er så meget, jeg gerne vil se," sagde hun, stadig halvt i det drømmeland, han lige havde hevet hende ind i.
Hun kunne fornemme de dufte, han havde beskrevet. Vandet gennem fingrene. Marmoren under fødderne - hvordan end det måtte føles. Tænk at det kunne være så tiltrækkende for hende at komme et sted hen, der var lige så meget under jorden, som hun var nu. De sidste par måneder havde hun bare gerne ville op og se på solen. Eller tage et sted hen med skov, eller hoppe ned i en flod - selvom hun ikke kunne svømme, så det skulle være en lav én - eller klatre op ad et bjerg. Egentlig ville hun bare gerne væk fra Ildtemplet og dets kvælende underjordiske atmosfære. 
Hun havde ikke haft særligt meget mere frihed tilbage på Topalis, men der havde i det mindste været højt til loftet.
"Vil du ikke fortælle en til?" bad hun.