Alicia lyttede opmærksomt til folks diskussioner. Hun sendte Éir et taknemmeligt smil, da han bakkede hende op, og hun nikkede til Selmy, da hun blev svaret. "Jeg var heller ikke så nervøs for, at I ville udstøde mig ved at være eftersøgt. Jeg var mere nervøs for, at I ville se skævt til mig, ved at jeg har været i bygarden, men vi lever i en tid, hvor tillid er en mangelvare, så I fortjener min ærlighed. Jeg er ikke en stikker. Jeg forlod garden frivilligt efter mordet på Aladrios-præsten og den efterfølgende henrettelse. Det var på det tidspunkt, jeg ikke længere kunne leve med Kiles Orden. En god soldat følger ordre uden at stille sprørgsmål. Jeg var ikke en god soldat" afsluttede hun, inden hun vendte blikket mod Sofie.
"Jeg sætter pris på, at du viser mig tilliden, og jeg skal gøre mit for, at den ikke bliver brudt. Hvis elveren er med på det -" hun drejede hovedet mod Nobacy "- kan jeg godt leve med de betingelser."

Da Dinah forlod lokatlet, så Alicia efter hende. Hun prøvede ikke at stoppe hende, for hun ønskede ikke at blande sig i kvindens ønske. På den anden side var der vel en, der på et tidspunkt skulle hente hende? Og så talte Sofie igen, hvilket fik Alicia til at rette blikket mod de to, der havde samlet dem alle sammen. "Jeg ønsker at blive" svarede hun, som hun trådte et halvt skridt tættere på de to teenagere. Hendes holdning var ikke truende, men det var tydeligt, at hun havde noget alvorligt på hjerte. "Men det er jer, der har samlet os. Det er jer, der har alle planerne." Hun slog ud med hånden mod resten af forsamlingen. "I er nødt til at være de ledere, vi har brug for, I er, for I har lige set, hvad der sker, når folk her handler efter egen overbevisning. Mand jer op og fortæl, hvad første skridt er, ellers kommer vi aldrig videre, og hvis nogle har et problem med lederskabet-" hun vendte sig igen mod forsamlingen med et stålsat blik "-så ved I, hvor døren er. Disse to unge mennesker har samlet os alle sammen. De har gjort, hvad ingen af os har formået at gøre. Jeg synes, de fortjener, at vi gør det på deres måde." I sit stille sind bad Alicia til, at resten var enige med hende, og hun håbede ikke, at det trak mere ud end højst nødvendigt. De havde allerede brugt for lang tid på at diskutere uden at komme nogle vegne.

Situationen var hurtigt blevet rodet, men det er nu engang hvad der sker når våben bliver involveret. Han burde være bekymret over hvor hurtigt det var gået galt, men alt han kunne føle var lettelsen over at situationen var forblevet fredelig.
Næste gang pigen med det lysende hår kiggede på ham, nikkede han opmuntrende i anerkendelse af hendes forslag. Det var klart at de ikke kunne stole på en person, der var så ustabil som elveren, men på samme tid kunne de ikke afvise hende i god samvittighed. Pigens kompromis viste at hun havde forstand nok til at lede, og han havde intet at tilføje.
Pigen med accenten virkede så nedslået da hun gik udenfor, at han fik lyst til at følge efter. Måske kunne han muntre hende op. Kun han selv og Valeria vidste hvor lidt strategisk kyndighed han havde at tilbyde, så det ville næppe gøre en forskel for oprøret om han var til stede eller ej. Efter et øjeblik lavede han en beslutning, og gik afsted mod døren.
Det var først efter en håndfuld skridt at det gik op for ham hvordan det kunne opfattes. Pigen med det lysende hår havde netop sagt at man skulle forlade hvis ikke man var villig til at stå sammen, og straks gik han mod døren. De små hår i nakken rejste sig, som han følte spidsede blikke falde ham i ryggen. Han rømmede sig selv, og gjorde sit bedste for at holde sin nervøsitet ude af stemmen.
”Jeg tjekker til hende-” pludseligt var han akut bevist over at han ikke kendte hendes navn. ”- hende med tójet.” Efter at have ventet et øjeblik længere, i tilfælde af at nogen havde noget at sige, mumlede han et ”godt sá” til sig selv, tog i dørhåndtaget og gik efter pigen.
// Jeg følger efter ind i sidetråden 😊

Som svar på drengens tiltale svarede hun blot "Min familie blev dræbt for lang tid siden..." Bag de ord var der smerte gemt væk i over tusinde år. Stadig i en bukkende position fløj ansigter på personer hun havde dræbt for nyligt. Hun følte intet af at se dem. Hun burde føle skyld. Hun burde føle... noget. Men...
   Pigens forslag tiltalte hende ikke. Hun rettede sig op efter at have hørt hende. "Sådan fungere loyalitet ikke. At sværge loyalitet til alle er det dummeste jeg nogensinde har hørt. Hvis nogen giver mig ordre som ikke stemmer i overens med hvad i vil, bliver det meget hurtigt meget rodet. Hvad du vil have mig til er at sværgel loyalitet til folket. Hvis jeg gør det er jeg bundet for evigt. Og til forskel for jer, dør jeg ikke af allerdom. For mig betyder evighed noget meget skræmmende." Hun sukkede af skuffelse. "Alicia, mød mig her en gang om ugen og giv mig rapport. Jeg følger jeres sag." Hun vendte sig om og gik. Hun var langt fra tilfreds. "Som jeg ikke er velkommen her..." Hun gik mod udgangen.

//Blev meget kort. Har ikke meget krea for tiden//

Rofus havde altid syntes at Sofie var god med ord, så det var en fantastisk følelse at hun bakkede hans ord op med sine egne. Hendes kompromis gav mening og hun fik et nik for at vise at han var med hende. Det kunne være en god måde at få styr på det rod de nu var endt i. Forhåbentlig blev de andre, men han ville godt kunne forstå hvis de gik.
Et stik gik i gennem hjertet på ham ved elverens ord om at hun havde mistet sin familie, noget han aldrig håbede at komme til at opleve, men selvom hun havde hans dybeste med følelse, var det kun en forklaring og ikke en undskyldning på hendes opførsel.

Som den flammehårede kvinde talte faldt hans blik tilbage på hende "At du har været i byvagten gør for mig ingen forskel, jeg kan godt se forskel på Kiles Orden og byvagten" svarede han med et skævt smil under kutten "Selvom det måske ikke er alle der kan det..." tilføjede han eftertænksomt, det var nok noget de måtte se om de kunne få ændret, vist folket at der var en forskel på de to!
Han gav hende også et tilfreds nik som hun sagde god for Sofies kompromis.
Den anden del af den tidligere byvagt tale vidste han ikke helt hvordan han skulle have det med "Hør, bare fordi at vi har samlet folk betyder det ikke at vi er de bedste til det, alle kan sige at der mangler en brønd i en landsby, men det er ikke alle der kan sige hvor det rigtige sted at grave den er. Forstå mig ret hvis der ikke er andre der har idéer skal jeg nok gøre mit bedste, men jeg forventer at det er derfor vi alle er her. Fordi vi gøre vores bedste for at finde en god løsning"

Rofus øjne flyttede sig hen mod elveren men stoppede undervejs, ved den velklædte unge herre. "Du har måske ret, men lige nu tror jeg på at det er vigtigere at lede efter venner end fjender, men du har ret vi skal nok være påpasselig" Nok var de ikke enige, men han havde stadig fat i noget og det skulle han vide.

Der var så mange ting han gerne ville sige til elveren, men der var ikke plads til det før hun var gået. Det lød som at hun havde misforstået hvad Sofie havde sagt, men samtidig kunne han mærke lettelsen over at hun havde valgt at gå.
Hans øjne hvilede på Alica, håbende på at hun ville lade elveren gå.
 
En sten lettede fra Rofus hjerte som den bondske knægt forklarede hvorfor han gik, at det ikke var fordi at han ikke ville være der, men fordi at han ville sikre sig at pigen med den syngende accent havde det nogenlunde efter omstændighederne. 

"Nå det var den løsning vi ville arbejde på"
 
//Det er helt i orden Peanut! Tak for at du ville lege med :) //

Som tingene spidsede til, kørte Sofie fraværende en hånd igennem håret, en bevægelse der trak tørklædet der havde været viklet om helt væk, og lod det gyldne hårs lys skubbe mørket omkring hende en smule tilbage. 

Sofie kunne havde sparket sig selv da elveren misforstod hendes intention. Hun havde jo ikke ment alle alle, men bare dem de var der! Og hvem havde snakket noget om for evigt? Sofie ville jo bare havde sikret sig de andre også følte de kunne stole på dem!
Men Sofies forståelse for elverkultur var ikke eksisterende. Alt hun kunne gøre som elveren forlod dem, var at håbe på det ville gå, og tage ved lære af sine fejl.

I det mindste lod det til både elveren selv og byvagten accepterede forholdene, om end modvilligt.
Og det lod til den stadig-maskerede, velklædte herre og Rofus ikke bed helt så meget af hinanden længere, så det var da også noget at tage med...

Et øjeblik sank Sofies hjerte da Éir begyndte at forlade lokalet, men hans ord lettede det igen, som han forsikrede dem om, at han gik ud til den anden pige for at se hun var okay, og ikke gik fordi han ikke troede på sagen - eller dem.

Sofie kunne nok nikke sin enighed til det Rofus sagde. De to havde aldrig ledt noget som helst! Men det lod til de kom til det nu, om de ville det eller ej.

"Jeg har et par ideer.." startede Sofie og udvekslede et blik med Rofus. Hun havde luftet nogle af dem for ham, men hun havde aldrig troet det ville komme til hun faktisk skulle dele dem med andre! Hun havde nok forventet nogen andre ville tage over på det her punkt, nogen der faktisk viste hvad de lavede! Men sådan var det ikke gået..

"Først tænker jeg vi skal have et tegn eller symbol, så vi kan kende hinanden, især når vi bliver flere."  startede hun. Det var den åbenlyse.
"Og så må vi svække folkets tiltro til Ordenen, og sikre folk kan klare sig uden. For som hende den anden sagde før, så er der folk der er afhængige af dem for mad. Men hvis de har nok til at kunne dele ud på den måde, og til at have gjort det så længe, så må de have rå mængder af mad gemt et eller andet sted! Hvis vi kan finde det, og få det ud til folk, så svækker vi Ordenen" det var ikke nødvendigvis en helt gennemtænkt plan, men hun var sikker på det ville virke!

"Vi kan også arbejde på at grave mere af deres skidt ud i lyset.." hun skævede til byvagten der netop selv havde nævnt henrettelsen af Aladrios ypperstepræst "Hvis vi kan finde en åndemaner, og hidkalde den afdøde Isari-præstindes ånd kan hun fortælle os hvem der i virkeligheden myrdede hende".

"En anden vej kunne være at minde folk om hvad Ordenen har taget fra dem. Udgangsforbuddet har varet et år. Og hvad var deres undskyldning? Uroligheder og kriminalitet? Hvis de ikke har kunne gøre byen sikker på et helt år, så er de fulde af lort!"

Rofus nikkede til Sofies forslag, det tydede på at de ikke kunne slippe fra at starte ud med at være dem med bestemmer hatten, forhåbentlig kom der nogle andre der havde mere styr på den salgs som flere kom for at hjælpe dem, men lige nu var det op til ham og hans kæreste. Hvor mærkelig end den tanke lød, det blev noget af en historie at fortælle når hans familie kom hjem. 

Rofus klukkede lidt over over den unge mand med de pæne støvlers kommentar "Du skal være velkommen til at lave symbolet, men det er nok ikke en god idé at håne Kile, det er mest bare Leoric og hans håndlangere der er problemet, vi skulle helst ikke gøre guderne sure på os" selvom tanken om en kile maske med en diller tegnet på var virkelig morsom for ham.

Han rystede lidt på hovedet "Det tror jeg ikke virker, det ender mere som med de første rebeller, det er for let at gøre os til skurkene, eller for dem at sætte en ny på tronen" det var vigtigt at de fik folket med, men deres beviser lige nu var virkelig elendige, eller rettere svære at vise. "Men hvad nu hvis vi kunne finde nogle beviser på hvad de laver... Hvis du kan få os ind på slottet på den måde kan vi vise det til folket!" Lød det markant mere begejstret, jo det var pisse farligt men det kunne give dem noget meget mere håndgribeligt. 
Hans blik faldt på Sofie, måske havde hun noget der kunne gøre planen bedre? Eller sige at han var et optimistisk fjols, begge dele føltes tiltrængt lige nu.

//Karanu, du hopper bare ind igen når du er klar!

Sofie rynkede en anelse på næsen "Jeg tænkte måske noget mere diskret? Du ved, så det ikke bliver et stort 'jeg er mod Ordenen, så arrester mig' tegn?" foreslog hun og gav et lille nik  til Rofus tanke "Præcis. Som hende den anden sagde før, så lade det til der er folk i Ordenen der er der for at gøre godt. De kan ikke gøre for Leoric er bund-rådden!" Topalis-pigens ord havde rørt Sofie, det var der ingen tvivl om, og de havde vist hende en side af konflikten hun slet ikke havde tænkt over. Der var vel altid flere siden af sådan noget, og det var en lektie de var nød til at lære hurtigt, hvis hende og Rofus skulle foregive at lede det her cirkus.

Sofies udtryk blev tænksomt ved Selmys foreslag. Hun overvejede det, men.. "Jeg er enig med Ru-" Sofie bed sig i læben. LORT! Hun havde undgået det SÅ LÆNGE, og så kom hun til at sige hans navn nu, hvor de var så tæt på!! "Jeg er enig med ham" rettede hun sig selv og nikkede mod Rofus "Folk ser dem stadig som autoriteten, så hvis vi kidnapper den falske dronning, bliver det for nemt for dem at gøre os til skurken.. og så kan Leoric tage magten fuldt, mens de lader som om de leder efter dronningen.. Desuden, hvis deres forfalskning er god nok til at snyde alle på slottet og hendes nærmeste, så tror jeg vi måske får lidt svært ved at danse med den.. for alt vi ved kunne det være en dæmon i forklædning eller et eller andet syret!" hun prøvede at ryste tanken af sig igen.

"Men hvis vi kan skaffe adgang til Leorics gemakker, og rode det igennem efter beviser, så MÅ vi kunne finde et eller andet!" hun så håbefuldt mod Selmy. Kunne han virkelig skaffe den slags? Det ville være for vildt!

Rofus nikkede lidt for sig selv, det var begyndt at ligne at de havde en plan, den unge fyr med de pæne støvler havde måske ikke svaret på hans tanker om Sofies planer, men hvor de var endt havde spillet perfekt ind hendes plan om at svække folkets syn på ordnen som dem der var der for folket.

Med en affejende bevægelse viftede han hånden mod den anden dreng erh mand i rummet "Det kan være nemt at rive sig med, det sker" Det var rart med en der kunne se når man lavede en fejl og turde indrømme det, det var nok noget han selv skulle blive bedre til. Han skævede dog halvt til Sofie der næsten havde sagt hans navn, det der med at lade sig rive med og alt det der.

"Jeg er sikker på at du kan gøre det!" lød det opmuntrende fra Rofus, der var ret meget der lå på den andens skuldre, men nu var det ikke fordi at de andre selv havde deres byrder, så som at være to teenagere der skulle lede et oprør mod en magtsyg religiøs orden. 
"I forhold til det næste mode skal vi nok få sendt ord ud" Han skrævede lidt til de andre der var tilstede, de var en blandet flok, men de skulle nok blive flere det var han sikker på. "Men vi har en plan for nu, er der mere vi skal nå?" De havde nået alt hvad han havde tænkt de skulle, samt håndteret en skør elver, samt de kunne nok ikke blive ved hele natten.

Sofie nikkede til den pæne dreng da han forsikrede dem at han ville skaffe planerne hvis han kunne. Det her var bestemt ikke en dårlig drejning! Det ville blive farligt som bare pokker dog. Selv Rofus og Sofies pladser i Kiles Orden ville ikke være nok til at give dem en reel anledning til at nå Leorics egne gemakker... Men hun var sikker på de nok skulle klare det, på den ene eller anden måde! De var så mange samlet, med så unikke talenter, at de helt sikkert ville finde en løsning.

"Så er vi enige.. Jeg har ikke andet" bekræftede hun overfor Rofus med et nik, og et lille skævt smil. De skulle nok lykkedes, og når de gjorde, så ville de smide ordenen ud, og få Rofus hjem tilbage, så hans familie igen kunne have deres hjem i Dianthos!

//Tusinde tak til jer alle for at deltage! Vi prikker lige Admin med de vilde planer, og så sender vi en PM ud til folk igen, når vi er klar igen, om det bliver mere møde, eller vi springer ud i hardcore mission-impossible action!