Xaphan kiggede lidt på Hauru og rystede på hovedet. En ting var sikkert Hauru skulle ikke bestemme hvad Xaphan skulle gøre og ikke skulle gøre, dette måtte Hauru forstå på den ene eller den anden side. Det kom noget som en overraskelse at Hauru fjernede benene under ham og Xaphan faldt bagover med et PLASK så vand stod ud til alle sider. Han sendte et smil til Hauru. Så han kunne lide at bestemme, dette måtte komme an på en prøve, en anden gang.

Hauru var mere end glad for at bestemme. Så snart der blev taget kontrol over ham, blev han irriteret. Ingen skulle have lov til at tage styringen over ham, det fik ham til at føle sig decideret svag, så selvfølgelig kunne man se tilfredsheden i hans øjne, da Xaphan faldt bagover og vandet stod ud til alle sider. At der derefter ikke blev gjort nogen form for modstand, gav ham kun tegn til at han nu kunne gøre hvad han ville. Det brokkede han sig bestemt heller ikke over.

Straks kom Hauru på knæ igen og fik placeret sig mellem benene på Xaphan. For at han ikke skulle slippe væk igen, greb han fat om hans ene lår og borede neglene ned i huden på ham. Hvis han ikke stoppede neglene mod hans hud, ville man inden længe kunne se blodet flyde ud i vandet. Den anden hånd lagde han mod jorden ved siden af ham, for at holde sig selv over vandoverfladen.
"Hvis du lader være med at forsøge at tage styringen, kan det være at jeg faktisk vil være lidt blidere ved dig, end jeg egentlig havde tænkt mig," sagde han med et lusket smil mens han lænede sig længere ind over ham og pressede sig underliv mod hans, dog uden at trænge ind i ham endnu.

Xaphan kunne mærke neglene ned i huden på ham og et smil spredte sig på hans læber. Det gjorde ham ikke noget, egentlig var det rart. Men alligevel skulle Xaphan ikke bestemmes over. Alligvel blev han det. Det var godt på en måde men på den anden måde var han en dæmon og en dæmon skulle ikke bestemmes over. Han bed sig lidt i læben og overvejede at finde et nyt ar på Hauru men lod vær. Der var ingen grund til det og alligevel var der. Han rystede lidt på hovedet så godt han nu kunne som han lå der i vandet. Hans hvide øjne kiggede på Hauru og han sendte ham et smil da blodet flød ud på Hauru's fingre og ned i vandet. Så var der endnu en ting til at se tilbage på. Han kiggede lidt væk fra Hauru i et stykke tid og nød Hauru's bevægelse. Dog var der noget andet der irriteret ham. Det var det Hauru havde sagt. Hvorfor skulle Hauru være blidere, og hvorfor skulle han have hele styringen, hvad sjov var der i det? Han vendte blikket mod Hauru og søgte hans øjne. Et lumsk smil spredte sig på hans læber. "Hvorfor skal du have alt det sjove?" spurgte han og blinkede en enkelt gang til ham. Det kunne der vel laves om på, det var bare spørgsmål om hvornår det ville ske. Hauru skulle koncentrere sig om noget andet så kunne det være at Xaphan fik overtaget på den ene eller anden måde.

Hauru var vant til at bestemme, lige meget hvem det var over. At han nu også kunne bestemme lidt over en dæmon, gjorde det kun bedre. Han vidste at det ikke lå til dæmoner at lade sig bestemme over, så det var rimelig tilfredsstillende. Hvis Xaphan ikke ville finde sig i det, måtte han gøre mere modstand. Til gengæld skulle han være klar på, at Hauru ikke havde tænkt sig at give sig så let. Han kunne sagtens være blidere, men hvis det ikke var hvad Xaphan ville, skulle han da ikke stå i vejen for at opfylde hans ønske om at få det lidt hårdere. Det var helt i orden, det var også sådan Hauru helst selv ville have det alligevel.

”Fordi du har givet mig lov til at bestemme. Hvis du selv vil have det lidt sjovt, må du jo gøre noget ved det,” svarede han med en næsten opfordrende tone. Det ville ikke være dårligt at se Xaphan gøre et forsøg eller flere, på at tage styringen, hvis det var det han ville. Om det så ville lykkes, var en anden side af sagen. Men inden han gav ham tid til at svare, pressede han sig selv længere mod ham og op i ham med et tilfreds støn.

Xaphan havde ikke noget imod at nogen skulle bestemme over ham. MEN der var altid et men. Han kiggede lidt på Hauru og rystede på hovedet af ham. Der var ingen grund til at Hauru skulle bestemme over ham nu og her. Han havde faktisk slet ikke fået lov til at bestemme over ham. Han rystede på hovedet igen og lukkede øjne i et stykke tid. "Siden hvornår har du fået lov til at bestemme over mig? Jeg har ikke givet dig lov til det?" han kiggede lidt på ham og bed sig i læben. Der var ingen grund til at Hauru skulle bestemme. Han bed sig lidt i læben og kiggede på ham. Han rystede lidt på hovedet så meget han nu kunne. Han lod en finger glide rundt i ansigtet på Hauru og overvejede om han skulle åbne endnu en af hans ar.

Måske han ikke havde fået direkte lov til at bestemme over noget som helst, men han havde ikke mødt meget modstand. Det var næsten det samme, men sikkert kun hvis man spurgte Hauru. Han havde efterhånden lært at hans måde at tænke på, ikke faldt i god jord med alle, langt fra. Hvorfor, forstod han dog ikke. Han synes hans måde at tænke på var helt rationel, lige meget hvilket emne man talte om. Hans selvfedhed fik ham altid til at smile, også denne gang.

Hovedet blev lagt til på skrå over Xaphans kommentar, men smilet var der stadig.
”Jeg behøver ikke din tilladelse, for at kunne bestemme over dig,” sagde han roligt, med en lettere undrende tone. Det sagde vel sig selv. Hvis han ikke fik lov, gjorde han det bare alligevel, sådan havde det altid været. ”Men hvis du vil bestemme lidt over mig, så tving mig,” lød det opfordrende fra ham. Han fik det til at lyde som om, at det var lige præcis dét, han ønskede.

Xaphan kiggede på Hauru med et øjenbryn løftet. Han skulle i hvert fald have en tilladelse til at kunne bestemme over en dæmon! nok var Xaphan kun halv dæmon, men han havde stadig sine meninger og holdninger. Han vendte derfor blikket væk fra Hauru og tænkte sig om i et kort øjeblik. "Du skal i den grad have min tilladelse hvis du skal kunne bestemme over mig." han kiggede Hauru ind i øjne og sendte ham et kort smil. Der var ingen grund til at Hauru ikke skulle have lov til at bestemme, men der var da også grænser for hvad han måtte uden tilladelse. Han ville bare lige fortælle Hauru at der altså skulle en tilladelse til først.
Han kiggede lidt på Hauru's åbne sår som stadig blødt. Han stak en finger ned i såret som svar på Hauru's tiltale. Hvis det var tvang Hauru ville have så skulle han nok få ham til det med tvang. Der var da også grænser for hvad man skulle gå og finde på af ting og sager!

//Afsluttes efter aftale