Udtrykket i den anden dæmons ansigt talte for sig selv, Vargas' lille gule sten var spændende. Han var selvfølgelig stolt nok over sin evne, den var praktisk, især med den linje af arbejde, han syntes at foretrække. Men den var samtidigt ret triviel og for ham ikke videre spændende. De små gule ting tog tid at lave og han brugte mange af dem. Gav dem væk til sine slavejægere og solgte dem med slaverne. Den anden dæmons interesse fik ham dog kort til at smile. Men kun kort.
Hendes svar fik ham til at nikke en enkelt gang, og så ventede han blot på at se betalingen. Han gav ikke ting væk før han havde betalingen i hænderne.

Dog fik han ikke de syv safirer med det samme, men i stedet et spørgsmål.
"Ja." Han kunne uddybe, men ærligt talt gad han ikke. Så han fik hesten til at bevæge sig hen til pigen og han tog i mod krystallerne, der hurtigt forsvandt ned i en lomme. Af sikkerhedsårsager fik han hesten til at bakke et par skridt væk igen, ingen grund til at løbe nogen risiko i forhold til den anden dæmon. Hvem vidste, hvad hun havde af evner? Ja, det ville han nok kunne mærke på hende, hvis han ragede på hendes sjæl. Desværre var det bare ikke lige muligt, så han valgte i stedet at skabe lidt afstand.

Så var det tid til at koncentrere sig om pigebarnet i hans favn. Der var en ret stor risiko ved at fjerne stenen var hendes hud, for hun kunne brænde ham af, så snart hendes magi fik lov til at virke. Han sænkede hovedet ned, så han kunne hviske i hendes øre.
"Nu skal du ikke få brændende idéer, når jeg fjerner stenen. Så ender det bare med, at jeg slæber både dig og din ven med til Balzera og hvis du tror, at jeg er et grimt bekendtskab nu, så skal du se mig hjemme, hvor jeg har mere plads og flere muligheder. Opfør dig pænt og tag med din ven uden problemer, hm?" Han ventede lidt og lagde så sin kølige hånd over stenen i hendes bryst. Kærtegnede han unødvendigt hendes hud? Måske. Måske rørte han hende bare. Et par sekunder senere faldt stenen ud i hånden på ham. Det gjorde ikke helt lige så ondt, når han fjernede den, som når han satte den i, men det ville stadig give offeret en god smerte. Men så igen, at grave den ud selv, nok med en kniv, var nok heller ikke behageligt.

Stenen gled ned i samme lomme som krystallerne, inden han skubbede hende sidelæns af hesten, der lidt forskrækket trippede et par skridt til siden.
"Jamen så siger jeg tak for handlen. Jeg håber ikke at se nogen af jer igen." Og med de ord drejede han hesten lidt ublidt og satte af i trav ned mod sit store handelsskib, der ventede på ham. Åh, han glædede sig til at komme hjem til varmen, Ana og sin slavehandel.

// Out

Hvis ikke det var fordi Maya vidste at det sikreste valg for hende var at holde kæft, havde hun haft en del at skulle havde sagt til den samtale. Underholdende! Hun skulle fanme give den anden underholdning. Hun skævede til stenen der sad fast og egentlig stadig gjorde ondt efter indførsel, og var overhovedet ikke interesseret i hvor den kom fra eller hvorfor! Måden at blive omtalt som et menneske, som en genstand var også nok til at hun fik en sur smag i munden. Men hun forholdte sig nogenlunde neutral. Øjnene kunne ikke helt lyve omkring vreden der voksede frem.

Maya spændte op i hele ryggen og skulderne som mandens stemme lød helt tæt på hendes øre. Et stærkt misfornøjet udtryk kom frem i hendes ansigt, og for en stund kunne man se vreden blive erstattet af frygt i de grønne øjne. Et gip gik igennem hende som hånden ramte hendes hud og igen fik hende til at få kvalme. En kvalme der blev forstærket kraftigt som smerten indtraf og hun til sidst måtte lade et smerteligt støn forlade sine læber.

Lykkelig over at det var overstået lod hun sig dumpe ned på jorden, landede lige veltungt nok, så hun gik et stykke ned i knæ, men hun var stadig oprejst. Oprejst, træt, smerteramt og vred. Men hun tændte ikke for ilden. Hun tog hans advarsel helt til sig og ville ikke udfordre den. Alt for aldrig at være i nærheden af ham igen. "Vi håber heller ikke at se dig igen" mumlede hun ud gennem sammenbidte tænder som hun stirrede vredt efter hesten og ryggen af det forpulede møgsvin hun gerne ville se dø en langsom død omgivet af flammer. Da han var ude af syne, faldte Maya sammen med et pump på den støvede og ret hårde vej, lænende op af en gammel væg, stirrende ned på sine sammenbundne hænder, næsten modløst. Hvad nu.

Der var ikke meget at hente fra den anden dæmon, men han virkede nu også lidt irritabel og ganske lidt interesseret i at trække tingene i langdrag. For Maralinda en fristelse så meget som en lettelse. Hun fornemmede hun ville fortryde det, hvis hun irriterede ham for meget, men med dæmoner var det altid en balancegang. Gjorde hun det ikke ville han se hende som svag og let afrettelig. Noget andre havde været misledt af før.

Så hun lod ham slippe af sted med kun at stilne det yderste af hendes nysgerrighed ved at love sig selv at hun ville komme tilbage til det. Nu skulle Maya lige sikres først så den gæld var ude af verden.
Hun fulgte derfor i tavshed med i hvordan manden fjernede stenen fra pigens bryst og mærkede tydeligt den bølge af smerte det medførte. Maya trængte til at føle noget andet. Der var noget vedvarende kommet over smagen. Aldrig godt.

Hun vinkede muntert til manden, men sagde ikke noget, som han red væk og hun hoppede ned fra fortøjningspælen. Maya svarede også så rigeligt for dem begge, skønt kun på egne vegne. Maralinda havde bestemt en plan om at se den anden dæmon igen. Han var interessant.
For nu nærmede hun sig afslappet den anden med et lille smil på læben. "Du forstår virkelig at vælge dem." Hun så lidt på den anden før end hun fandt en lille kniv frem fra bæltet og bøjede sig ned for at snitte båndene over der holdt Mayas fødder sammen.

Maya stirrede fremfor sig. Ligeglad med sine omgivelser, hvor hun sad eller hvad der foregik omkring hende. Hun var træt, hun var vred, hun var ked af det og hun var ødelagt. Hendes mave knurrede sig fuldstændig sammen og gav hende et meget sammenbidt udtryk. Et sammenbidt udtryk der kun blev værre ved Mara's ord. Hendes underlæbe begyndte at dirre, trods hun arbejdede som en trækhest på at spænde op i kæben og bide tænderne sammen. Forhindre at det skete. Men ligemeget hjalp det. Tårerne fyldte hendes grønne øjne og hun begyndte at græde.

Græde som det femtenårige barn hun var, der var blevet udsat for noget af det groveste der kunne ske en pige. Hun trak benene til sig så snart de var skåret fri, lænede hovedet ned mod sine knæ og trak sig sammen som en sammenklemt bold. Hun forstod ikke hvad der var sket de sidste par minutter. Hvordan det var lykkes en tøs yngre end Maya selv, at få hende købt fri og oven i købet se fuldstændig upåvirket ud af situationen. Hun forstod slet ikke hvorfor, for det som hun først havde følt var en redning, havde taget en drejning som hun blev omtalt som en ejendel. Hvad foregik der?! Men værst af alt var den følelse der brændte i hendes mave. Fortabtheden og skaderne der var forvoldt, mest mentalt end fysisk. Og hun græd. Hulkende og snøftende, som hun gned sin pande mod buksernes stof i ren fortvivlelse.

Det lille smil visnede på Maralindas læber, som hun kom hen til Maya og blev ramt af den fulde styrke af den andens følelser. Det lammede for et øjeblik den unge dæmon mentalt, men fik hende ikke til at tøve i at få den anden fri af båndene. Først fødderne og så, som Maya ikke virkede det mindste truende eller andet end ulykkelig, også hænderne. Det var berusende stærke følelser der strømmede fra hende i et virvar gående fra frygt og lettelse til noget så dybt og ramt at Maralinda ikke havde et ord for hvad det var. Hun havde mærket den før, smagt den før, men aldrig så ny, så rå, så.... overvældende.

Akavet og uden helt at vide hvordan hun skulle håndtere den anden, lod hun synke ned ved siden af hende og lagde en arm om hende. Hun havde set andre gøre den slags når nogen græd og det havde set ud til at virke. "Han er væk nu. Helt væk, Maya, og kommer ikke tilbage." Det var sande ord, men de lød stadig tomme og intetsigende. Hvad end den anden dæmon havde gjort havde det været effektivt til at nedbryde den allers så selvsikre pigen Maralinda havde mødt i Dianthos. "Vil du ikke nok holde op med at græde?"

Som hænderne endeligt var frie igen, ømme efter at have forsøgt at slippe fri længe, klemte hun sig mere sammen, mere frit til faktisk ata gøre det, uden at noget sad forkert. Hun havde bare lyst til at grave sig ned i et hul og blive ved med at græde og græde indtil der ikke var flere kræfter tilbage i kroppen. Det var ikke ligefrem fordi hun havde fået søvn af nogen art, og hun var sulten, øm og mere ned noget af det, forfærdelig ked af det.

Den menneskelige varme, som den anden sendte ved at ligge armen omkring hende, fik først Maya til at stramme fuldstændig op i alle musklerne, og kigge forskræmt op, med tåre der trillede ned af de mørke og beskidte kinder. Hun skælvede, men faldte en smule til ro igen, som hun så det var Mara der rørte hende.. Og ikke den modbydelige mand der havde solgt hende som en gris på markedet.
Hendes ord trængte ikke helt ind.. Hvordan kunne hun garentere at han ikke kom tilbage og gjorde det igen. Fratog hende hendes frie vilje og valg igen.

Maya snøftede og tørte sig under næsen med sin ene hånd, forsøgte at tage sig sammen. Kroppen holdte ikke op med at sitre, men tårene begyndte lige så stille at stilne op. Hun var ikke noget pattebarn! Stædigt bed hun kæben sammen og de sorgfulde øjne plussede op i vrede i stedet. Vreden kunne hun håndtere. "Jeg slår ham ihjel" der var stadig noget grådkvalt over stemmen, men også en truende varm vrede, der skinte igennem i de grønne øjne. Øjne der næsten så ud til at være omfavnet af ild.

Maralinda blev siddende stille med armen om Maya uden helt at vide hvad hun skulle gøre andet end det. Måske levede hun af andres følelser, kunne manipulere med dem, styrke dem eller svække dem, men forstå dem - det havde hun nogen gange svært ved. Især som en som Maya sad som hun gjorde nu.
Det varede ved en tid, før den anden virkede til at gribe fat om viljen til at bestemme og bremsede gråden op. Maralinda aede hende akavet over ryggen, før hun hævede et øjenbryn og så spekulativt på den anden. Så fnøs hun let. "Måske om nogle år, men jeg tvivler." Den styrke hun havde fornemmet hos den anden dæmon havde fået hende til at tøve, skønt havde Maya ikke været i klemme så ville det nok ikke have fået hende til at holde sig tilbage med provokationerne og de interesserede spørgsmål.
Men der havde været en Maya.
Hun trak roligt armen til sig, men flyttede sig ellers ikke. Kontakten var bare lidt for meget og lidt for.... intim? Hun skubbede det fra sig, som hun så på den anden og lagde hovedet på skrå. "Du får indebrændt til at få en helt nu betydning, krøltop." sagde hun så morende. "Skal flytte os før havnevagten tager sig sammen til at gå sin runde?"

Maya tørrede sig under næsen og sendte den anden pige et harmt blik. Sikke da en tiltro. Maya var ligeglad med om hun døde i forsøget. Den idiot skulle betale for sine gerninger. Han skulle prøve at føle hvor hjælpeløs hun havde været, og hvor forfærdeligt det havde været i sig selv. Smerten, både fysisk og psykisk. Om det så tog hende hele livet, så ville hun gøre det! Det havde stærkt besluttet sig for, og den anden pige kunne ikke tale hende fra det, med sin logik og argumenter. Maya var for stædig til at høre efter alligevel.

Mayas blik blev ikke mindre harmt af den næste kommentar, specielt ikke som at der var noget morende i den. Men noget af hende slappede også mere af over det. Maya var ikke til pylren og pussenusning. Det virkede altid forkert og usandt. Som at man prøvede for meget. Den anden tilgang havde en langt bedre virkning på hende, som et ganske svagt lille antræk til et løft i læben kom frem. "Åh ja, udgangsforbudet gælder sgu nok også her" svarede hun med mere af sit gamle jeg tvunget over stemmen, trods hendes krop ikke var helt færdig med at dirre og hun følte sig så underlig tom i maven og kroppen generelt. En smule tungt fik hun rejst sig, mærkede ømheden i benene der var blevet slået gentagende, og fik hende til svagt at halte. Hun var i alt andet end god stand lige nu. Selvom Maya lod som om, var anspændtheden i hele ryggen og skuldrene ikke svær at se, hun havde det ikke meget bedre end før, trods hun havde fået lov at græde en smule - selvom det gjorde hendes ansigtstræk mere trætte og dovne. Som havde hun brug for at sove i et par døgn.

Maralinda kunne ikke lade være med at sende den anden et grin som svar på det harme blik. Hvis Maya troede hun kunne klare den gamle dæmon, ja, så var det hendes begravelse, men hun ville ikke få stødte om at det var muligt fra Maralinda. Så skulle noget forandre sig markant. Hun lagde hovedet let på skrå og så undersøgende på den anden. Noget havde faktisk allerede forandret sig, men om det var blivende kom nok an på hvem der pustede til gløderne den næste tid.
Interessant.
Grinet kom da også frem igen, som den anden heller ikke ligefrem tog hendes næste bemærkning alt for pænt. Så frygteligt nærtagende! Men det fik da Maya til at tænke på noget andet for en tid og til endda at komme med antydningen af et smil. Så lidt håb var der. "Uden tvivl. Ikke at folk overholder det så præcist, men jeg gider ærlig talt ikke se et fængsel mere, hvis det er dig det samme."

Hun rejste sig og strakte sig, som hun diskret gled sin magi henover Mayas sind. Det var stadig ikke helt fri af hvad havde hævet den anden under, men det ville kræve mere ro at pille rundt med det, så det måtte vente til senere. "Der er et par boder rundt om hjørnet som ikke var så omhyggelig med at låse af..." Hun lod bevidst med at lade sig mærke med den andens forandrede gang og noget søle udseende. Mad og hvile ville gøre godt og mens Maya sov kunne hun måske gøre bare lidt ved det der havde trukket den anden til gråd. Bare nok til at hun havde et fungerende menneske igen. De skulle nok også lige vende det der ejerskab når Maya var oppe igen. Bare sådan for en sikkerheds skyld - og for Mayas udtryk, når hun nævnte det. Den sidste tanke fik et drilsk smil frem på Maralindas læber, som hun skævede til pigen ved siden af. Åh det kunne kun blive godt!

Maya rynkede på næsen og rystede derefter ganske let på hovedet. "Ellers tak.. Fængslerne her stinker af skidtfisk" knurrede hun stadig ikke i noget godt humør, men mere fokuseret på nuet end hvad der var sket. Hun kunne ikke gøre noget ved det lige nu alligevel, trods det pressede sig på som en lille knude i maven der ikke ville opløses. Men det var som om hendes sind bare valgte at ignorere det. Gemme det til et andet tidspunkt, hvor hun nok var alene og i hvad Maya ville kategorisere som lidt mere sikre rammer.

Maya kiggede en smule skeptisk på den anden, men det lød alligevel som det bedste valg. Så længe de var væk igen inden morgenarbejderne startede igen. Så fremt de havde noget i lageret der skulle på skib, eller generelt bare åbnede tidligt. Mayas sind var en smule i tåger, og hun følte helt ærligt ikke at hun kunne tænke klart. Hun var træt, hun var øm og hun havde egentlig ikke lyst til at overtænke enhver situation, men i stedet bare lade den anden tage styrringen. Maya skævede til siden til at blive mødt af et drilsk smil - nærmest forfriskende selvom det også var ildevarslende. "Så længe der er en behagelig sæk eller to at overnatte på, så skal jeg ikke klage" for meget i hvert fald. Det var bedre end jorden, eller at halvsove på en hest i bevægelse. Tanken fik en let sikret igennem den i forvejen spinkle krop.

"Ad, ja lad os droppe den oplevelse! Så meget er du altså heller ikke værd!" Maralinda skar en grimasse. Hun var stødt på skidtfisk tidligere på dagen og det var ikke nogen lugt hun havde sat det mindste pris på. Hvordan folk kunne arbejde i nærheden af det og virke uberørt forstod hun ikke, men det var nok mennesker i en nøddeskal lige der. Umulige at forstå og mere omstillelige end hvad der kunne regnes med.

Hun mødte atter den andens blik som denne skeptisk tog imod hendes forslag og flugte med. Så fnøs hun let og sendte den anden et skævt grin. "For mad, fjolle. Jeg har et andet mere sikkert sted i tankerne hvor du kan sove..." Ingen grund til at friste skæbnen lige der, men mad og noget at drikke var stadig første prioritet - om ikke andet bare for at der var noget når den anden vågnede op igen.
Så hun ledte Maya videre hen af kajen og ind mellem to boder hvor de ikke kunne se af forbipasserende, før hun så sig forsigtigt om, strakte sin magi ud for indkommende problemer fra kajen så vel som fra bag døren, før hun skubbede den op og snusede ind. Brød. "Kan du finde en sæk eller noget andet vi kan bære i?" hviskede hun dæmpet, som hun selv afsøgte rummet for om der skulle være andet end daggammelt brød at finde.

Maya tog ikke ligefrem den kommentar personligt til sig. Hun var helt ærligt ikke værd at sidde i et fængsel der stank langt væk af skidtfisk, i hvad der nemt kunne blive flere dage. Det vendte sig træls i maven bare ved tanken, og hun skar en grimasse. Nej, føj! Det havde hun absolut ikke lyst til at prøve. Med eller uden selskab det var helt sikkert! i sådan et tilfælde ville hun ikke engang overveje at bebrejde den anden for at stikke af. Okay, jo, måske lidt, men ikke ret længe. Hun havde for stor forståelse for lige netop dette.

Maya var langt mere træt end hun var sulten. Hun trak på skulderne, stadig nedslået, selvom det virkede mindre fremtrædende end før. Hun skar en let grimasse og et fnys forlod næsen. havde hun haft et par gode lommer at begrave hænderne i, var det lige før hun havde gjort det.
Faktisk fulgte Maya bare med, lidt som var hun bedøvet eller generelt i et hul af ligegyldighed. Der dukkede lidt liv og endda farve op i hendes blege ansigt, som hun lugtede brødet der var hvad man kunne kalde rimelig friskt. Noget af det var tydeligvis bag selv samme morgen. Det var en udemærket gevindst. Maya nikkede som svar til den anden, og begyndte at famle rundt i mørket, forsigtigt og uden at larme, mens hun fandt en anstændig kurv med brød. Det var tydeligt at planen var at familien skulle spise det næste morgen, da det friske brød gik til kunderne. Men den plan blev ændret. Der var også et par sækker, men indholdet der var mere skeptisk. Maya tillod sig i dette øjeblik at tænke mere på kvalitet end kvantitet. Desuden var der nok til to, og så tung var kurven heller ikke.

Maralinda skævede til Maya som denne tavst fulgte hende og virkede halvt fortabt i sin egen verden. Noget der var meget ulig den pige hun var brudt ud af fængslet med og senere brød ind andre steder. Hun sagde dog ikke noget, men lod den anden luske rundt og finde lidt af sig selv, som hun fandt noget at spise også. En afledning værd at huske på og en følelse værd at skubbe lidt til, så den ikke smuttede væk igen.

Hun kastede et blik på kurven i Mayas greb, nikkede let og fandt selv et sukkerbrød at tilføje til rovet. Ikke fordi hun selv havde lyst til det, men hun havde set andre nyde. Med det greb hun let i ærmet på Maya og gjorde et kast mod døren de var kommet ind af. Ingen grund til at blive for længe og slet ikke som de stadig havde byvagterne at undvige udenfor.
Et blik om hjørnet og hun hev Maya ned bag bodens underkant. Et flakkende skær lyste kort efter op mod venstre, kom nærmere og passerede sammen med faste trin, kun for at forsvinde længere ned af gaden. En uopmærksom vagt. Lige hvad de havde brug for.

Som det sidste lys fra hans faklen forsvandt, gav Maralinda atter Maya et lille skub, greb fat i hendes ærme og trak hende med sig. Gaderne lignede hinanden som de fjernede sig fra havnen og søgte længere ind blandt bygningerne. Et hjørne, to, tre og hun havde Maya ført ind blandt pakhuse og ikke meget andet, før de kom nedfor enden af vejen og fandt et par faldefærdige af slagsen. Det var et af dem Maralinda ledte dem til, skubbede et bræt i væggen til side og vidste Maya ind.
En stak tæpper og sække lå i et hjørne hvor en slukket lampe stod og et vandskind lå ved siden af. "Det er ikke så meget, men ingen kommer her."

Maya forblev stille, en smule opløftet af rovet de fik fingerne i, og tænderne ganske let løb i vand ved tanken om at begrave sig i hvad der i hendes verden var frisk brød. Nok havde hun ikke anset sig selv som sulten før, mend et begyndte at vende tilbage til hende. Men hun sagde stadig intet. Forblev en tavs skygge af sig selv lidt endnu, og fulgte ufortrødent med rundt. Nærmest blindt troende på at Mara havde styr på det hele - skræmmende nok og ulig hvad hun normalvis udvidste. Farligt, men hvad kunne være værre end det hun lige havde prøvet? I Mayas hoved, intet.

Maya hev vejret en smule forskrækket ind som hun blev hevet med ned bag boden. Disse pludselige bevægelser var ikke særlig værdsat før hun bemærkede det flakkende lysskær. Maya holdte været og de små knoer blev næsten hvide af anspændthed, som hun holdte et solidt greb om kurven. Maya ventede til Maralinda puffede før hun rejste sig og fulgte med. Hun var overhovedet ikke sikker på hvor de var henne, men her var mennesketomt og det var helt klart at foretrække. Så snart hun havde mulighed for det satte hun kurven fra sig og kastede sig ned i siddende tilstand. Hun var træt. Hendes ben var ømme af grenens mange slag, og hun havde ikke sovet ordentligt i flere dage. "Det er helt fint.. Jeg tror jeg kunne sove på en sten" mumlede hun og tog sig træt til hovedet. Nattesøvn ville gøre godt. Det ville være lysere i morgen. Det måtte det fanme!

Det var uvant at have en tavs og passiv Maya luskende ved hendes side og følgende et hvert vink om at skifte retning eller dukke sig. Hidtil havde det meget af tiden været modsat. En lille ting der sagde så meget og for Maralinda kun bekræftede at noget var helt skadet efter den ældre dæmons behandling. Noget der irriterede hende, men mest fordi det vækkede følelser af beskyttelse i hende.
Maya var hendes!
Ellers havde hun heller ikke taget hende med til pakhuset eller sørget for at hun havde mad til nu eller når hun vågnede.

"Jeg kan sikkert godt finde dig nogen..." Hun så påtaget skeptisk på Maya og derefter drillende rundt om dem, spottende en stenlidt derfra og hentende den over. Omhyggeligt tørrede hun støvet af den, før hun rakte den frem mod den anden og skiftede emne. "Spis noget før du lukker øjnene, så kan du sove længere." Der var en sær snusfornuft over hende og noget afvisende for at anerkende at de ikke bare havde været på rov sammen og resten slet ikke var sket. Det var alligevel en snak bedre taget når Maya var friskere, havde sovet og måske havde fortrængt lidt af det skete. Som at Maralinda i princippet ejede den anden.

Et let fnys forlod Maya. Noget der let kunne betegnes som et sølle forsøg på et grin, men det blev aldrig helt rigtig. Det afslørede dog at humoren trods alt ikke havde forladt teenageren helt! Hun sendte Mara et træt blik inden hun let himlede med øjnende, da stenen blev præsenteret for hende. Maya tog stenen fra den anden med en slap bevægelse og lagde den egentlig bare fra sig igen på jorden. Hun havde mest af alt lyst til bare at ligge sig til at sove. Forsvinde fra verden og glemme alting! Hvis hun kunne få lov. En drømmefri nat ville være præcis hvad hun søgte. Hverken drømme eller mareridt. Men hun tvivlede stærkt på at hun var så heldig.

Mayas mave snurrede sig sammen og hun fik en let ubehaget grimasse. Hun havde virkelig ikke lyst til at spise noget, selvom hendes mave skreg på ædelse. Hun havde trods alt intet fået på hele turen hertil, og det kunne godt være at hun havde siddet stille på en hest, men ud fra hvor anspændt hun havde været, var energien blevet brugt godt. Med en doven bevægelse tog hun noget af brødet og gav sig til at nippe til det. ”Jeg tvivler” kom der dystert imellem en halv bid, før hun tvang sig selv til at spise noget mere. Det var et sørgeligt syn, men det endte trods alt ud med at hun fik spist noget, inden hun krøllede sig sammen på sækken.
Hendes øjne var ikke helt lukkede, som forsøgte hun ubevidst at bekæmpe søvnen. Hun var bange for hvad natten ville bringe hende. Men det krævede ikke meget at få søvnen til at indtraffe, hvis stædigheden bare dalede en anelse.

Maralinda sendte bare Maya et let skævt og ganske overbærende smil, som denne grumlende gjorde som hun havde fået besked på. Stadig ikke noget helt godt tegn, men det gjorde da alting en helt del nemmere. I hvert fald for nu. Den unge dæmon var slet ikke i tvivl om at det kun ville holde til den næste morgen.
Hun lod da også bare den anden synke maden i fred og lægge sig uden at flere ord blev vekslet i mellem dem. Udenfor var natten også stille. Udgangsforbuddet havde trukket sine spor selv her ved havnen og nok eksempler var taget og udstillet til at folk holdt halv profil.

Som et skift i Mayas vejrtrækningen antydede at den anden havde fundet lidt af vejen mod søvnen, satte Maralinda sig lydløst ved hendes hoved og strøg fingrene igennem det krøllede hår. Beroligende og kærtegnende som hendes magi glid ind i sindet på den anden og fandt hvad holdt hende fra den dybe søvn og sit gamle jeg. Det trak en rynke op i hendes bryn, før hun mumlede let vinklede sine mentale fingre mellem minderne og følelserne ved dem og jog dem tilbage til fortidens dybder i sindet. De ville stadig være der, kunne stadig springe frem, men de ville virke fjernere og mindre altoverskyggende.
Det tog hende lang tid. Så mange minder og så mange år havde Maya ikke at skjule det nære bag, så det tog mere snilde at sno det hele. Medet gab lænede hun sig tilbage og lukkede øjnene som en klokke et sted i byen kaldte solen op og de første på arbejde.

Det var ikke ligefrem en forventelig nattesøvn hun fik. Hun sov faktisk uden at vågne, men der var noget underligt ved den tågende fornemmelse. Hun kunne ikke præcisere hvad det var, men faktisk var hendes underbevidsthed lige nu også ligeglad. Kroppen fik fred til at falde så langt hen at alle muskler slappede af. Ikke engang antydningen af en spasme gik igennem hende, som kroppen normalvis ville gøre hvis musklerne blev for afslappede. Nej, hun sov igennem. Drømmeløst. Måske endda følelsesløst, til en klokke slog. Det var søvnige, trætte øjne der slog langsomt op og skævede rundt i rummet.
Det var ikke nået at blive helt lyst endnu, men der var nok antræk af lys i rummet til at hun kunne orientere sig en smule. Det var underligt. Ikke rummet, men hvordan hun havde det. Hun havde det, egentlig ganske godt. Normalt endda. Minderne og den gennemtrængende skræk og rædsel der havde fyldt hendes krop de sidste dage syntes at være gledet væk fra hendes sind. Det var ikke rart at tænke tilbage. Det ville det aldrig blive, men det var.. Så fjernt. Så ubetydeligt nærmest. Som at det ikke længere var nødvendigt at tænke på. Det var overstået og hun var fri fra kløerne.

Det var en doven bevægelse der fik hende op at sidde, med det krøllede hår stikkende ud til alle sider, og en let brummende lyd. Sulten havde kastet sig over hende, der før havde veget tilbage for andre mere pressende følelser. Synet af kurven fra før, der stadig indholdte blød blev derfor hevet til sig, uden tanke for at den anden var sulten. Mara skulle i hvert fald være hurtig hvis hun ville have mere end én bid morgenmad, som Maya allerede var gået i gang med at fortærre indholdet. Gemmende nogle af de sødere sager en smule endnu, men let skjult bag noget andet brød. Hun havde ikke ligefrem lyst til at det blev nuppet fra hende. Faktisk var Maya hurtigt indstillet på at skulle videre. Væk fra havnen, væk fra de i forvejen tilbagepressede minder. Det nagede et sted bag i hovedet, men plads fik det ikke. Ikke lige nu.

Hun havde dårligt lukket øjnene og sluppet Maya fysisk såvel som mentalt, før den anden valgte at vågne op til dåd. Ikke i flyvende fart eller med pludselige bevægelser og heller ikke anspændt og på vagt, men mere sådan som efter en dyb søvn et trygt sted. Vel, måske havde Maralinda ikke sluppet hende helt mentalt, men sådan næsten. Den sidste fli hun havde i hende gav hende fornemmelse om at hendes anstrengelser havde gjort en forskel. På ubehaget ikke humøret.
Maya virkede temmelig meget tilbage til sit gamle grumpy selv.
Det betød så også at der ingen søvn ville blive for Maralinda. Hun sukkede let, åbnede øjnene igen og satte sig tilbage op. Foran hende forsvandt brødet effektivt og uden synlig hensigt om at dele. Nok meget godt hun føltes sig nærmest forstoppet efter nattens indtagelse.
"Så hvad er din plan nu?" Hun rakte ud og fangede et mindre af normale brød. Stump for lille stump puttede hun det i munden som hun ventede på svaret. Hun var med vilje tilbageholdende og lettere passiv. Noget af det der var sket aftenen før havde hun ikke rigtig lyst til at blive konfronteret med. Andet havde hun lyst til selv at undersøge nærmere.

Maya vidste at hun ikke kunne spise det hele af kurvens indhold, men hun havde tænkt sig at gøre et ærligt forsøg. Ikke spor hensigtsmæssigt overfor sin redningsperson ved siden af, men Maya havde ikke fået noget man kunne betegne som mad i over en uge, og havde rejst som en sæk kartofler på en hest, uden chance for pauser, med mindre den modbydelige mandsling følte for det. Maya brugte det som undskyldning, en halv undskyldning for behøvede hun en undskyldning? Hun var sulten så hun spiste!

Maya skævede let til siden, stoppede med at tygge for et par sekunder før hun fortsatte med at fortærre brødet, indtil hendes mund var fri til at svare. Det gav hende også mulighed for at tænke - ikke at hun ligefrem havde lyst til at planlægge fremtidige planer. "Tilbage til Dianthos, tænkte jeg." Hun skar en let grimasse der ikke helt udgjorde et smil, men derimod mere en passiv indstilling som kunne hun lige så godt havde trukket på skulderne. "Du havde vel noget her i byen.." ikke helt et spørgsmål, men mere en konstatering. Hvorfor skulle hun ellers være der.