☰
Index « Det Centrale Krystalland « Safirien

Bogstaveligt og Figurativt Rodløs

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 19.07.2019 22:57

Asith tog blikket fra sig kort til efter og lukkede øjnene ligeså, ligemeget om Selmy kiggede på ham til han sov eller ej. Det fulde spektakel skulle nok få det svært nok ved at komme op morgenen efter, så der var ingen pointe i at holde ham yderligere vågen.

Søvnen kom hurtigt og tungt - Asith havde nær glemt hvor udmattet han egentligt var og nu hvor han blot lå fik han igen en påmindelse om, hvordan han stadig ikke var i fantastisk fysisk form. Hans sår fra bjørne-angrebet havde lukket sig pænt og man kunne sikkert tage stinene ud igen uden at efterlade det åbent. Det forblev rødmosset og ømt dog, men faren for fatal betændelse syntes at være ovre. Det havde ikke været for at affeje faren, at Asith havde nævnt at han var hårdfør nok til bare at lade det hele på egen hånd. Der var vel noget om snakken.

Han drømte om ørkenen den nat - blot en abstrakt og dæmoniseret version af den, siden han ikke havde nogle virkelige referencer at drage af. Ørkenen og Isari. Han fik hende ikke at se, men han havde en indædt fornemmelse af at det måtte være hende og mere end hendes tilstedeværelse gav drømmen ham ikke... Og han ville ej heller huske noget om det når morgenen kom.

Sand fyede som det blev sparket ned i de døende gløder i hvad der havde været gårsdagens bål. Morgenen var kølig og stadig ung nok til at sangfugle gjorde det nærmest umuligt at sove længere, selv hvis man ville. Den stigende sol var en smal trøst for nattens kølighed, som stadig sad i Asiths lemmer. Fjolset lå jo også blot på den kolde jord uden hverken underlag eller overlag, så det kunne forventes... Og med en ny form for hold i nakken, kom han til konklusionen at han ville snyde sig til noget af slagsen så snart han fik chancen. For nu, ville der nok gå en rum tid før de fandt den næste sælgende, medmindre det var den rejsende slags.

“Selmy?” Asith hævede stemmen, som var hæs da den havde været i dvale siden aftenen før. “Vågn op, drukkenbolt. Vi skal videre.” Tilføjede han lidt for kækt på en selvfed måde, da han ikke kunne lade være med at fryde sig lidt om ideen om en Selmy med tømmermænd. Det var lidt for morsomt til ikke at drage lidt underholdning fra. Med et hurtigt tag, snuppede han tæppet fra knægtens ryg og begyndte at rulle det, så det kunne pakkes på hestene. 

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 19.07.2019 23:51

Indpakket i sine to tæpper havde Selmy heller ikke sovet fantastisk godt. Jorden under dem var trods alt særlig hård, og vinens berusende virken havde sørget for, at Selmy var faldet i søvn på stedet, og han havde ligget hele natten i samme stilling. I et snuptag blev tæppet revet fra ham, og forsinket forsøgte Selmy at gribe ud efter det. Beklagende strakte Selmy sig og med det samme kunne føle at han var øm i den side han havde ligget på, så han rullede om på ryggen og brummede utilfredst. “Ughh... Lad være med at kalde mig det...” Han gned sit ansigt i sine hænder, og fik kæmpet sig op med sin tunge krop og sit overraskende tunge hoved. Alle lydene forekom så skingert lige pludselig... Wow... var det sådan her tømmermænd føltes? Det føltes som feber, men udover det var det vel mere irriterende end uudholdeligt. Men Selmy havde heller ikke drukket mere en den ene vinflaske, og stadig var det mere alkohol end han nogensinde havde drukket.  

Han kiggede op på Asith, som selvfølgelig stadig var underholdt over, at han havde drukket, trods at han aldrig drak, og så frisk han tilmed var, nu hvor Selmy for engangs skyld følte trang til at blive og sove ud. Men han kunne godt se fornuften i, at de måtte se at komme af sted. Så han tog det andet tæppe som han havde ligget på og rullede det sammen, noget sløvere end Asith dog, og tog sækken med madvarer og bevægede sig hen til hesten med det. Her Sadlede han dem begge snildt på igen, og i takt med at Asith kom med de sidste ting, kunne han pakke de sidste ting på dem, så de blev klar til at ride længere sydpå.

Selmy hev sig op på hesteryggen og ledte dem an. Han vidste ikke hvor kvæstet han så ud, men han kunne nogenlunde mærke det... 

Et par timers ridetur fremme, ville de straks kunne mærke en stigende temperaturforskel. Det kom til dem som en mur der skulle passeres, og på den anden side af den mur, ville luftfugtigheden forsvinde, ligesom al beplantning og småfugle ville forsvinde. Sand ville vise sig mere og mere, eftersom at vinden bar det med sig udover landskabet, og til sidst ville man slet ikke kunne spotte jordbunden. At skulle tænke sig, at man ville kunne finde en rod gemt i en sandbund var så godt som utænkelig, men det var en påstand af Sidonius Kiefer, som Selmy havde valgt at følge. Rubiniens evige sandbakker var i sandhed en oplevelse at få lov til at opleve, men det var virkelig også trættende at blive ved med at kigge på...

Efterhånden som Selmys tømmermænd blev dulmet med væske og ventetid, red han tættere på Asiths hest med sin. “Har du fuldstændig glemt hvad du lovede mig?” Selmy smilte. Hans hukommelse havde netop mindet ham på, hvilke emner der blev vekslet imellem dem under Selmys fuldskab. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 20.07.2019 00:35

Det tog ikke Asith lang tid om at stoppe med sine drillerier vedrørende Selmy’s tømmermænd, for han blev alt for travlt optaget af at skulle ride igen. Og det var bestemt ikke noget han hverken nød eller så frem til. Der gik en rum tid før han var nogenlunde vant til sensationen igen og ikke holdt fast i seletøjet som om hans liv afhang af det. Han nåede at slappe delvist af i tide til at lade sig forundre af landskabet, som ændrede sig drastisk omkring dem under relativ kort tid. Den pludselige tørre varme var sær når han var vant til en høj luftfugtighed og det sandede terræn vendte hans blik op til flere gange, men først da de kom over den første sandbanke hvor efter en gylden ørken strækkede sig til horisonten, blev han ukarakteristisk stille og fik store øjne. Den så... så meget blødere ud end han havde først troet. Langt blødere og lysere og ikke nær så gold og skrækkelig, som han havde haft i tankerne. Man kunne vel sige, at det rørte ham på en måde, hvorpå de dybe skove ligeså havde - en fornemmelse af noget familiært, dog så sælsomt og nyt at han ikke kunne undgå at ligne en målløst barn da Selmy red op på hans side for at starte en samtale efter lang tids stilhed.

“Huh... Hva?” Han rystede halvt på hovedet og vendte blikket imod Selmy med et par forvirrede blink og en midlertidig usikkerhed i hans ridning. En smule irritation med hesten nåede tilbage til hans ansigt og forpurrede den næsten uskyldige måben over ørkenens skønhed. “Rid lige, dit bæst...” Mumlede han til den inden han gav Selmy sin fulde opmærksomhed igen. “Hvad jeg lovede dig...?” Det gav mening som han sagde det og han genvandt en smule klarhed i blikket. “Ah. Mørkelvisk.” Han nikkede for sig selv og lavede en tankefuld grimasse. Han vidste overhovedet ikke hvor han skulle begynde... Han var ikke rigtig så god til at forklare hvordan sproget fungerede så måske blot nogle nyttige sætninger eller noget i den stil? “Hmm.. Noget praktisk gætter jeg på? Hvad med at præsentere dig selv?” Asith fortsatte med at give Selmy nogle af de helt basale vendinger uden at gå alt for dybt ned i afgrunden, som var mørkelvisk grammatik. Under den næste time lærte han ham ting såsom at fortælle andre om hans navn og alder, at tælle til tyve og forskellige vendinger som næsten alle nævnte Zaladin eller Nalish'ra. Begge guder var MEGET inkorporeret i deres sprog. Selv når man hilste eller tog afsked, blev den ene eller den anden nævnt i en eller anden form for velsignelse eller forbandelse. Alt i alt var sproget meget militært og manglede en del almen venlighed... I stedet var der stenhård respekt. Selvfølgelig var der elskelige ord, men de var så sjældent brugt i Asiths optik at han ikke engang overvejede dem for denne første lektion.

“Du skal ikke udtale så meget med hårdt ‘r’. Det er meget mere... et rul på tungen?” Afsluttede han op følte ikke hans forklaring var tilstrækkelig. Det var ikke nemt at få lyden af mørkelvisk til at fungere på en Dianthos tunge, men han gjorde sit bedste og gav Selmy endnu et verbalt eksempel. Han tav kort og kiggede ud imod ørkenlandskabet. “Vi burde i virkeligheden prøve at finde ud af hvad vi gør når vi står i ørkenelver forklædning og skal begå os i deres by...” Nævnte han en smule bekymret og tvang hans hvide hår bagud så det ikke længere sad fast imod hans næse og lange øjenvipper. 


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 20.07.2019 01:14
Asith skulle ikke bekymre sig om hesten, for Selmy tog i dens tøjler og ledte den på rette vej, indtil den var komfortabel med at skridte tæt med Selmys hest. Smilet, som ikke forsvandt, bekræftede at det var det mørkelviske, som han var gået til Asith omkring. Han ville høre det, og han ville lære det. Så han kunne kommunikere på eventuelle mørkelvere, der skulle støde på ham, når han en dag skulle begå sig i Kzar Moras rige. Selmys funklende øjne og hans iver omkring denne ide, havde intet at gøre med, at han ønskede at kaste sig i døden, men Kzar Mora var det farligste sted for et menneske at færdes, og det var derfor også det sted, der gemte på flest udokumenterede plantearter. Skønt han vidste, at hans bedstefar havde været forbi porten, og havde fremskaffet de mest almindelige, som han havde tegnet ned i bogen. 

Selmy var et pragteksemplar for en god elev. Når Asith sagde noget, blev det gentaget, og blev ikke glemt, og det med grammatikken lærte han ret hurtigt. Stadig kunne han have svært med selve udtalen. Hans tryk i ordene var simpelthen for blide, men når han blev rettet i det, gjorde han sit ypperste, for at lyde overbevisende og sikker i sine ord. “Ja. Jeg skal prøve at øve mig på det” Svarede han, som han kunne mærke, at Asith var ved at køre træt i det, hvorimod Selmy sagtens følte, at han kunne blive ved... helst indtil han kunne føre en simpel samtale med ham... Han drejede kroppen om og fandt vandflasken frem igen, drak af den og overrakte den til Asith, som også måtte være tørstig. Heldigvis havde de godt med vand på sig, men naturligvis, skulle man rationere sit vand med omhu, når man færdedes ude i ørkenen.

“Nåh det...? Vi behøver vel ikke tale med nogen... Vores første problem bliver at finde byen, da der er noget om at den er kendt for at ligge under sandet, skjult for menneskeheden og vores barskhed og ondskab”. Selmys ord blev nærmest dæmpet, i og med, at han havde fundet et stykke klæde frem, som han viklede rundt om sit hoved et par gange, for at kunne skærme for sandet, der syntes at blæse mod hans øjne, så de flakkede irriteret. Selmy fornemmede Asiths bekymring, men selv havde han en tiltro til, at Asith nok skulle kunne føre dialogen, når de kom så langt. Han skulle bare... prøve ikke at lyde for mørkelvisk, og han skulle modsat Selmy, forsøge at lyde lidt blidere, uden at gå hen og lyde mistænkeligt skovelvisk, selvfølgelig...  

Herefter dykkede han hånden ned i sin skuldertaske igen og fandt kompasset frem. Han holdt meget nøje med retningen, og han lod til at vide, præcis hvad han gjorde, på trods af, at det var hans første rejse igennem ørkenen. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 22.07.2019 00:19

Mennesket og dens ondskab? Hvor poetisk. Asith havde ikke nogen indvendinger og generelt mente at ørkenelverne nok havde haft god grund til at vende ryggen mod den konstante plage der var ‘lyset imod mørket’ og forsvinde som tunnelgravere, men han var dog lidt overrasket af at høre ordene komme ud af en menneske-mund på den måde... Og endda med en dæmpet og måske endda skamfuld stemme? Måske var han bare for vant til at mennesker vendte forklaringen om og blev så defensive at de hellere ville give hele resten af verden skylden i stedet for at indrømme sin egen tørst efter struktur og kontrol. Ikke at Kzar Mora ikke var skyldig i selv samme synder - guderne vide at der ikke var trøst at finde for ørkenelverne i Asiths hjemstavn. 

Og så var der dilemmaet om at finde byen selv... Det skulle nok blive en køn redelighed når de engang var dybt nok inde i ørkenen til ikke at kende op eller ned... Men de var tæt på. Så tæt på at det næsten kun var en bagatel af et problem, ikke? Der var simpelthen bare ikke nogen mulighed for, at de ville fejle grundet dårlig navigering - ikke efter alt hvad de havde været ude for allerede. Asith nikkede og lod sin bekymring forblive utilfredsstillet. Og med hensyn til at begå sig uden at kunne tale modersmålet... Han kunne vel sagtens improvisere sig til sejr når tiden kom? Han var trods alt godt øvet i at være alle andre end han selv, så hvor svært kunne det være at imitere en sprog-reduceret ørkenelver? Og en skal ville være nem nok at producere, da det blot var en farve justering af hans eget udseende. Kun Selmy behøvede en smule mere finjustering for at være helt overbevisende under de mørkelviske illusions-kunster.

Asith skulede kort til kompasset i Selmy’s hånd og løftede spørgende et øjenbryn. Han virkede til at vide hvad han lavede, men kunne man stole på det? Efter et lille stykke tid bristede barrieren hvori han holdt sin nysgerrighed og igen åbnede han munden. “Du har en plan formoder jeg? Kendt med gamle skrifter og beretninger omkring byen eller noget?” Det ville ligne knægten og hans vide-begær at forestille ham dybt optaget af historierne derom - skrøner såvel som fakta. Han tog forsigtigt hestens tøjler til sig igen da han genvandt en smule mod på at føre hesten, nu det gik stille og roligt.

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 22.07.2019 01:13

Selmy stivnede helt, da Asith vendte sig mod ham og afslørede, at han havde forventet, at Selmy havde en plan, men så kiggede op fra sit kort og sit kompas, inden han forlegent pakkede det ned i sin taske igen “En plan... Hvis jeg havde vidst at jeg skulle til Rubinien, da jeg rejste ud af Dianthos i første omgang, så havde jeg gjort mit hjemmearbejde, men siden jeg blev kidnappet, må vi jo leve med hvad jeg kan huske...” Han vendte sit blik hen mod Asith og smilte, velvidende om, at mørkelveren havde vist tegn på angrer over hans behandling af Selmy, første gang de mødtes. Han fortjente at blive stukket til, men på den anden side, var han alligevel glad for at have lært Asith at kende... Mærkeligt det end lød. “Jeg har ikke nogen plan...  og jeg har aldrig været i Thal’Elor, og jeg har heller aldrig hørt om nogen, der har været der... Kun at det kun er ørkenelvere, der må træde ned i den underjordiske by, og at ørkenelvernes arkitektur skulle være helt eminent... Min farfar fortalte mig vist ret detaljerede fortællinger om byen... helt så jeg mistænkte ham for at have været der selv, så hvis vi tør satse på, at jeg husker rigtigt... så... skulle indgangen være omkring bjergkæden sydvest fra den berømte oase...” Selmy pegede i retningen, men ved horizonten var der ingen bjerge at se endnu. Der var endnu langt, og blæsten bar for meget sand, til at man ville kunne se noget alligevel “Blodrødderne siges at være plantet af datidens ørkenelvere, der ville holde mennesker og dæmoner fra Thal’Elor... Jeg vil satse på at holde øjnene åbne efter vandrende ørekenelvere eller farlige planter og blodrødder... Men om jeg vil kunne love os ly i elverbyen, det har jeg svært ved at forstille mig... Måske... Hvis din illusion og dit elviske kan overbevise nok”. Selmy var faktisk overbevist om, at hvis han nogensinde ville forsøge at bryde ind i Thal’Elor, Kzar Mora eller Elverly, så ville Asith være den helt rigtige rejsekammerat at gøre det med. Uden Asith havde han ingen chance, og uden Asith ville han ikke engang turde... Men selvom at det ikke var deres endelige mål, at bryde ind i Thal’Elor, så kunne det sagtens blive et livsmål. Det ville give ham så meget livskvalitet, at kunne berette om hvad han havde set med sine to menneskeøjne, og forhåbentligt ville hans sønner og sønnesønner se på ham, som han selv havde set på sin bedstefar. 

“Selvom der er længere rejsetid til rødderne,burde vi tage lejr ved oasen. Der er sikkert altid befolket, og der er sikkert telte at sove i... Det er det mest sikre sted for os”. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 23.07.2019 00:00

Selmy’s kække smil efter hans drilleri blev ikke gengældt. I stedet vendte Asith blikket væk i et øjebliks åbenlyst skamfuldhed, som han febrilsk forsøgte på at gemme ved at tage tunikaens hætte over hovedet og det flagende stykke stof over skuldrene over hans mund of hage som en beskyttende maske for sandet. Kidnappet... Som knægten kunne sige det! 

Han lyttede i stilhed til Selmy’s kendskab til Thal’Elor alt imens det sorte og røde blik forblev på de bløde, bugende gyldne dyner, som udgjorde terrænet omkring dem. Det var svært at forestille sig en by bygget i sandets løse korn... Men hvis den var bygget på en bjergkædes fundament gav det vel mere mening at de havde hukket ind i selve stenensom de mange haller i Kzar Mora var? Asiths blik knejsede opad imod den blå himmel over dem... Det var utroligt hvor meget himmel der var herude. Som om krumningen af deres verden var så meget stejlere her og det føltes næsten som om at Asith var nær dens ende.

Asith drog et kort suk under sin halve maske og landede igen sit blik imod ørkenen - det gyldne imod det blå - og Selmy, som lagde sin tillid i mørkelverens kunnen når de engang var kommet nærmere deres mål... Og måske gav den selv samme tillid Asith en smule mere mod end han før havde stået med.

“Oasen bliver det så.” Konkluderede han og stolede på Selmy's dømmefærdighed. “Vi bør ikke tage overfladske nemme løsninger når vi er ude af vores vante omgivelser.” Tilføjede han med en forståelig mistillid til ørkenen, som han ellers beundrede på barnagtig facon. Han var ikke dum nok til at lade overfladisk skønhed distrahere ham fra de potentielle farer der lurede i sandet og heldigvis var hans frygtsomhed også det, som gav ham sikkerhed i uvante situationer såsom denne.

“Du ved... Jeg forestillede mig altid at ørkenen var rød som blod og ikke gylden.” Der var gået et øjeblik i stilhed og Asith kunne ikke lade være med at tænke højt imens han kiggede ud imod horisonten som gjorde ham næsten åndeløs. “...På grund af navnet. Man forventer ikke guld når man kalder noget for ‘Rubinien’.” Forklarede han løst og smilede internt til ham selv. “En barnlig tanke, nu hvor jeg er her.” Han rystede på hovedet af sig selv og trak på skuldrene. Først nu løftede han vandflasken, som Selmy havde givet ham for at tage en god slurk! En enkelt rebelsk dråbe fandt vej fra hans mundvige og ned ad kæben og halsen inden han med en flad hånd spredte den til tørhed over den mørke hud. 


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 23.07.2019 16:06

Asith var ikke sjov at stikke til, når han blot vendte blikket væk, og det faldt ikke Selmy ind, at det slog ham hårdere, end han havde troet. At han stadig kunne skamme sig over det. For jo, nok havde han været en narrøv, der havde truet ham, og fået ham til at falde ned på sine grædende knæ, for at han ikke skulle forvandle hans højtelskede arveskat til aske. At Asith skulle kunne finde på at gøre det i dag, ville være fuldstændig absurd. Og Selmy var da glad for at han var blevet gode venner med ham, frem for at blive anset for at være hans fjende, for så havde dette nok været en grim oplevelse. I det tilfælde havde Selmy nok gjort et eller andet vildt, for at lokke Asith i en fælde, der kunne få ham smidt i lænker, men det var ikke et indre billede Selmy brød sig om at tænke på. Han kunne godt lide ham, og ønskede ikke at der skulle ske ham noget ondt... 

Opslugt af deres egne tanker blev der hurtigt stille imellem dem. Noget de var vant til, eftersom at Asith og hans forbandede tanker blev holdt for ham selv. Selv efter at Selmy havde krævet, at få mere at vide om ham!

Selmy sukkede og brød stilheden før Asith. Her var så varmt og bagende, som han aldrig havde forudset. Selmy var ikke fjernt beslægtet med en længere række nordfolk, så han var slet ikke bygget til denne varme og tørhed. Men sandet, der hvirvlede rundt i luften var faktisk det værste herude, når der inden træer eller bjerge var i nærheden til at give dem skygge og læ for vinden... Han så straks på Asith, da han igen talte. “...Ja?” Selmy flyttede lidt op klædet, som hans ansigt var pakket beskyttende ind i. “M-hm... jeg kan godt følge dig. Jeg havde også mange ideer om hvad verdenen udenfor Dianthos så ud som. Jeg forestillede mig det hele meget mindre, og at der var mange flere mennesker. Men her er så stille, og man føler sig så lille” Selmy gav ham et forsigtigt smil “Man tør dårligt se havet. For hvad hvis det ikke er så smukt som folk siger...?”. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 25.07.2019 15:29

Det var måske lidt pinligt at indrømme sådanne ting når man skulle forestille at være en berejst enspænder, som ikke lod tankerne vandre for langt eller for abstrakt, men Asith tænkte at det måske var et koncept, som var let delt med den mindre erfarende og eventyrlystne type, som Selmy var. Ikke at han var så uerfaren endda... Han havde vel sagtens rejst ligesåmeget som Asith hvis ikke mere og han havde haft sine kompetencer med sig hjemmefra til trods for man aldrig antog at rigmandssønner vidste noget som helst om verdenen udenfor de farvede vinduer. Asith trak en smule på smilebåndet da Selmy ganske vidst gav udtryk for at have forventninger af samme slags til fremmede himmelstrøg. Dog havde han ikke forventet at Selmy igennem sit 20 årige liv havde formået at undgå at se havet. Asith rettede sig lidt op med et hævet øjenbryn og kiggede kalkuleret på knægten for et par øjeblikke.

“Du har aldrig set havet...?” Spurgte han mistroisk. Med al Selmy’s vandren og hans tørst efter det nye, var det svært at tro på han aldrig havde draget ud til en af kysterne. Sandt var det, at Asith selv ikke havde brugt meget tid der, men han havde klare minder om de mørke, stenede bugte ud fra Kzar Mora, som man kunne se fra bjergtoppene og høre over sig i de underjordiske gange. Kysten nærmere DIanthos havde han besøgt få gange i sammenhæng med ‘arbejde’ med byens smuglere. “Jeg tror ikke du skal bekymre dig.” Svarede han så og trak på skuldrene. “Jeg tror aldrig der er nogen der har besøgt en kyst og fundet den undervældende. Selv de stenede strande nær Kzar Mora er et kønt syn.” Han lavede en frustreret krumning med munden og udstødte et utilfredst lille støn. “Men Zaladin tage det, det er en illusion jeg aldrig vil mestre. Guderne vide jeg har prøvet længe.” Han rettede sig op i sin saddel da hesten under ham krydsede toppen af en af de sandede bakker og stigningen blev i stedet til et ridt nedad. Det var et under at krikken overhovedet var så selvsikker på benene i et sådant terræn. Asith kunne næsten allerede forudse hvor meget han ville vælte uelegant rundt i det gyldne sand. “Måske kunne vi besøge kysten på vej tilbage. Der er en bugt ikke langt fra Dianthos.” Sagde han da de endelig kom til foden af bakken men kiggede ikke på Selmy imens han foreslog det... Og så snart han havde sagt det, kom han i tanke om noget andet. “Ah.. Nej. Vi bør ikke vente med at tage tilbage til byen. Vi har begge været hjemmefra for længe allerede.” Han havde igen tænkt på Selmy’s familie og situationen de var i... Så var selvtilfredsheden han ville føle ved at vise Selmy havet for første gang ikke specielt vigtig.    

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 25.07.2019 16:54
Det var sandt at Selmy aldrig havde set havet, men han havde da set nogle vellignende malerier af det. Der fandtes et hav af den slags i Dianthos, også selvom at mange dianthosianere aldrig kom så langt i deres liv, at rejse de 5 dages tid det tog at drage til Dianthos havn. Det interesserede dem måske ikke, eller også var man simpelthen så lavt stillet, at deres status og fattigdom holdt dem i kort snor. Selvfølgelig var det Selmys plan, at se havet, men det var nu blomsterne og planterne, der kom i første række. Og så mange udenbysrejser, havde han endnu ikke været på. Rejsen med Asith, havde uden tvivl været den længste og mest barske tur han havde været på. Og selvom det på mange punkter kunne have skræmt ham så meget, at healerjobbet ikke lød så tosset alligevel, så havde det også givet ham blod på tanden, og han ville nu opleve mere. Men næste gang, ville det nok føltes mærkeligt og ensomt, at skulle drage ud alene. Han havde vist vænnet sig til mørkelverens tilstedeværelse.    

Hvis blot det var muligt, og det ikke trak op til at blive meget varmt her i ørkenen, ville Selmy have presset Asith til at give det et forsøg at genskabe havet. Han havde ingen ide om hvordan chakra sådan rigtigt virkede, men han havde en ide om, at Asith kunne udrette meget mere, end han selv troede. Han var jo endnu en ung elver, skulle han minde sig selv om. Han nåede ikke at foreslå, at han skulle give det et forsøg, før Asith kom med et bedre forslag. At tage en omvej og se det sammen. Det fik Selmys hjerte til at skippe et slag, og han fik det meget varmt bag stoffet, som beskyttede hans ansigt. At han værdsatte Selmys selskab nok til at udsætte hjemkomsten, som de begge vist glædede sig umådeligt meget til, gav ham en form for indre ro. Bekymringerne om at deres venskab ville ende brat, når de kom hjem til deres gamle, vante omgivelser og gamle problemer igen, blev dulmet til fordel for en følelse af, at dette her kunne være vedvarende, og at sammen kunne de se det hele. “Ja” Selmy lød ufattelig rolig, i forhold til hvordan det hele summede inde i ham på nuværende tidspunkt. Han følte sig ikke engang nedslået over, at Asith så fraværende væk, som altid, og at fornuften havde indhentet ham.

“Du ved... Når vi kommer hjem...” Selmy forsøgte at overveje sine ord, der kunne føre til det svar fra Asith han gerne ville have. Han ville have ham med sig! Han ville se havet og han ville se Kzar Mora, og Asith skulle med ham, koste hvad det ville. Han ville overøse ham med tilbud han ikke kunne afslå, og få far Salem til at finansiere det hele! “Du og jeg skal-” Mere nåede han ikke. For på vejen ned af den sandede skrænt, begyndte det at buldre under dem. Selmy så sig febrilsk omkring, for at finde ud af hvor lyden kom fra, men det kom nedefra. Som en hvirvelstrøm dannede sig under Selmy og Asiths heste, og slugte sandet, truende om, at hestene ville blive de næste, gav Selmy sin hest et kraftigt spark bagi at den hvinede forskrækket og holdt godt fast i hesten, som den hoppede væk fra farezonen, og fortsatte galoperende derudaf. Pis også! Asith var langt fra blevet komfortabel med at sidde på hesteryg endnu, så Selmy frygtede, at Asith ikke kunne få hesten til at lystre og gøre det samme i tide. Han hev i tøjlerne og tvang den til at galopere en bue tilbage efter Asith “Asith! Kom væk derfra!”

Sandhvirvlen slugte store mængder sand, og bagbenene på Asiths hest blev slugt. Den skreg af frygt for sit liv, og af god grund. Dette var ikke et sjældent vejrfenomen, men et angreb fra en sandhval, som normalt kunne sove i flere uger, før den kom til live, for at finde føde på sandoverfladen. Kameler og rejsende mennesker, var ikke unormal føde for dem.


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 27.07.2019 00:33

En ende måtte galskaben have og Asith vidste dybt nede godt, at han ikke kunne for evigt rende fra sine ansvar tilbage i byen, men han ville lyve hvis han sagde at han ikke nød det på sin vis - at være ude og opleve med nye øjne igen... Som han havde dengang han forlod Kzar Mora. Dengang hvor der stadig var en smule barnlig begejstring over at se terrænet ændre sig under hans fødder og høre hvordan dialekter langsomt blev til fremmede sprog. Jo, han søgte i aller højeste grad stabilitet og et roligt liv hvorpå han en dag kunne trives... Men der var noget så forbandet befriende over at betræde den objektive natur hvor kun de små landsbyer gav ham behov for sin maskering. Han foretrak måske sig selv maskeret, men konfrontationerne omkring hans egentlige udseende var så få og med store mellemrum herude at det nogengange gav ham tid til at glemme det; Hans skam og selvhad.

Selmy samlede tråden, som Asith slap op og lagde an til, at han selv havde planer for dem når de engang var hjemme og for en stund, var mørkelveren meget opsat på at høre sætningen til ende... Hvis det ikke var på grund af den tordnende rumlen under dem, som med blot et split sekund ændrede deres situation drastisk!

"Hvad i Zaladins...-!" Asith mærkede hvordan tyngekraften ændrede sig i sandet under hesten og først da satte panikken sig ind! Hesten fik et spark i siden, men det virkede ikke til at den manglede motivation for at fortsætte fremad! Motivation var desværre ikke nok og hestens ben blev dækket af fygende sand hurtigere end de kunne træde opad! Den kunne næsten ligesågodt træde vande, så håbløst var dens færd!

“’Kom væk derfra’?!” Asith hev desperat i tøjlerne, men så alligevel sit snit til en smule panisk sarkasme i situationen! Alt imens forsøgte han ihærdigt at få krikken til at finde styrken og hurtigheden til at komme ud af hvirvelstrømmen under sig! I stedet blev den bare drejet i en kaotisk bue, synkende imod ‘strømmens’ midte. Sand hvirlede og hestens fodfæste blev kun værre og det blev efterhånden åbenlyst, at hvis Asith skulle komme helskindet ud af situationen, måtte han bruge dyret til sin fordel! Han greb hvad han kunne af inventar, som ikke var bundet hårdt fast på hesten eller for tungt at lave hurtigere manøvrer med og rejste sig i sin saddel. Om han kunne nå ud af strømmens omkreds med et enkelt spring var ikke noget han var sikker på, men han havde ikke tid til at kalkulere hans atletiske kunnen! Han slap en enkelt usagt bøn til hvem end der måtte høre den... Og sprang!

Han landede i fygende sand til sine knæ og strømmen slugte stadig sandet, selv efter at Hesten forsvandt med et hjerteskærende hvin ned under det gyldne dække! Det var ikke ideelt, men forhåbentligt gav det Selmy nok tid til at nå hen til ham og med den resterende hests hjælp trække ham væk fra den synkende hvirvel! Uanset hvad, kæmpede Asith for at træde op ad den umulige stige imens hans skikkelse blev mere og mere dækket alt imens rakte sin lange arm ud i håb om at den ville blive taget!      


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 27.07.2019 01:34

Som turen gik tilbage, begyndte Selmys hest at ane, hvad dens rytter havde så travlt med at komme væk fra før. Situationen foran dem var begyndt at se farlig ud, selvom man ikke kunne se monsteret under sandet. Man kunne blot se hvordan tiden for hesten og Asith rendte ud, i og med at Asiths hest forsøgte at løfte sine bagben op ad det nedsynkende sandhul. Det lignede allerede at det var for sent for den, men de måtte give det et forsøg.  

Krikken under Selmy tøvede og ville for alt i verden ikke tæt på, men Selmy klemte den insisterende i siderne med sine hæle, så han kunne komme frem og på en eller anden måde hive Asith og hesten fri. Den vrinskede og hvinede, stejlede trodsigt, men Selmy holdt sig godt fast, og fortsatte med at tvinge den til at skridte fremad de sidste meter. Han kom en smule nærmere og strakte den ene arm ud efter Asiths tøjler, men lige da han nær kunne gribe den, udvidede ringen af den synkende sand og tog den halve hest med sig ned i sandet. 

Med rædsel så han hvordan Asith rejste sig balancerende på sadlen, for ikke at lide under samme skæbne som hans firbenede makker, og i øjeblikket virkede det som et umuligt hop. “Glem de ting! Spring!” Gispede Selmy i panik, som Asith havde brugt værdifulde sekunder på at flå mad og drikkevarerne fri, men da havde Asith allerede rejst sig op og sprang! På trods af behovet for at dække af for sine øjne og undgå at se, hvordan Asith klarede sig med at springe, var han nødt til at handle med det samme. Han fik på mirakuløs vis styr på sin hest, og red hen i retning af Asith, gled ned at hænge på siden af hesten, hængene på kun én stigebøjle og ét stærkt tag i sadlen, for at kunne sænke sig ned mod jorden og gribe ud efter Asiths hånd. Han fik fat i den mørke klo med endnu et viljestærkt greb, og formåede at holde ved. Hvirvlen af sand rev selvfølgelig i elveren, for at trække ham ned på gabet af det glubske væsen, kunne han mærke at han ikke havde kræfter nok til at hive ham op af sig selv, men en anden kraft, som kom fra den bange hest, som Selmy hang sig fast på, begyndte at trave og slæbe dem fri, kæmpende, men succesfuldt. Pludselig gik det stærkt, og Asith blev slæbet hen ad sandet over en længere strækning, mens Selmy kæmpede for at arm eller mavemusklerne ikke skulle give efter for det pres han var blevet pålagt, for at få Asith sikkert væk fra sandhvalen!

Selmy knurrede og bed sammen af den smerte han selv led af. Han kunne mærke at han var ved at glide af sadlen, men hånden der holdt fast i hans ven var stærkere, og vil ikke give slip før det var overstået. 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 29.07.2019 00:41

Hvert skridt op og fremad føltes som 2 tilbage da strømmen kun tog til og Asiths ben forsvandt længere og længere ned i sandet til det slet ikke føltes som om han stod på et decideret stykke jord, men nærmere synkede ned i et langsomt fald! Havde Selmy’s timing bare været en smule værre, havde de mørke klør gledet ud af hans fingerspidser og med elveren i hans fald ned i det gyldne kaos for aldrig at blive set igen, men det kom ikke så vidt! Asiths hånd fik fat i Selmy’s håndled og med al sin desperation udtrykt igennem hans tag i ham, sank hans mørke, matte kløer ind i Selmy’s hud og holdt fast som var hans knogler låst i et urokkeligt jerngreb - Måske havde han endda trukket ham med sig ned i sandets dyb, havde Selmy ikke holdt så godt fast i sin hest! Asiths vægt alene ville være et smertefuldt ryk for en enkelt arm, men med strømmen der rev ham med sig, fik Selmy en grufuld udfordring i sine allerede ømme muskler! 

Der gik øjeblikke hvor Asith næsten i sin helhed blev revet under med blot det paniske greb stikkende ud fra det hvivlende sand imens den anden forsøgte at lave svømme-agtige tag for at holde sig oppe! Han formåede at få sit ansigt over sandet en eller to gange før styrken i hans arm gav efter og lod ham synke under igen i afmagthed! Havde de blot været de to, havde de sikkert begge fundet en ende i det cirklende sand, men som hesten satte af og hev dem ud af hvirvlen med en fandens fart og over det stillestående, tætterepakkede sand, kom han igen til overfladen og blev slæbt over det hårde terræn med ansigtet nedad og et urokkeligt stramt hold i Selmy’s håndled. Tingene som han havde forsøgt at redde var ikke med ham og tilbage var kun det, som var spændt fast. Et tørt og rystet åndedrag buldrede ud fra ham og gjorde det åbenlyst at han ikke havde ladet sig kvæles af sandet trods dets bedste forsøg. Desværre var han blændet af sandet og var ikke engang sikker på at faren var overdrevet da de var kommet langt nok væk fra hvirvelstrømmen. Han slap heller ikke Selmy’s hånd for noget i verden af en indædt frygt om at synke ned hvor han lå så snart han gjorde!

Først da hesten igen stoppede rørte han sig på sig, men ufatteligt forsigtigt, som om en pludselig bevægelse kunne få fundamentet under ham til at blive til endnu et vandfald af sand. Han støttede sin frie hånd imod hans underlag og fik sig selv langsomt på sine knæ imens kaskader af gyldne sandkorn faldt fra hans hår og skuldre. Et tørt og utiltalende hoste-angreb følgede hvor spyt og sand drev fra hans gabende mund imens tog sig til halsen... Og hans anden hånd.. Ja, den hang stadig bævrende på Selmy’s uden noget løfte om at give slip. "Er vi...? Selmy?" Spurgte han som om der var en chance for at Selmy på en eller anden måde ikke var for enden af sin arm mere. Han rettede sig en smule op og forsøgte at åbne åbnene, kun for igen at hælde sig selv blindt forover for at hoste mere sand op!  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 29.07.2019 01:27

Hvis det ikke var for hesten, der sænkede farten igen, så havde de måske mistet den med. Selmys tag i sadlen var gledet af, og alene stigbøjlen, havde viklet sig godt omkring Selmys fod, og havde holde ham fast. Men selv den rubinske vandresko, havde nær løsnet sig fra foden, og kunne have smidt ham af. Selmy var ikke sikker på, om Asith stadig hang ved, fordi han havde været stærk, eller om det skyldtes Asiths stærke greb. Han lagde slet ikke mærke til, hvilken svigende skade, Asiths lange kløer havde forvoldt ham endnu. Alt han fokuserede på var, at finde ud af om Asith var slæbt til døde eller om han var i live. Kæmpende forsøgte han at række ud efter tøjlerne, for at trække dem godt til sig, så hesten ville bremse op. 

“Hahhr...” Beklagede han sig stønnene, som han ikke havde luft nok til at svare på om det begge var i et helt stykke. Det var godt at høre livstegn fra mørkelveren. Det var lige før han hellere ville have gået i døden med ham i sandhullet, end at skulle finde Asith død under sin hest. Hesten stod nu helt stille, men var stadig urolig. Sikkert prustende på grund af væskemangel, men rolig. Selmy slap ømt om grebet i Asiths hånd, og fik den forsinket til sig selv igen, før han kunne forsøge at vikle sig fri fra sadlens læderrem og stigbøjle og stige af. Han smed sig nærmest ned, for alle legemer havde været på prøve i hans stunt. Hurtigt greb han fat i Asith og støttede ham i at holde sit hoved højt, når han skulle hoste sandet op. Han sad bag ham, men armene viklede rundt om ham, så han kunne bruge Selmys krop som ryglæn. Selmys hjerterytme var stadig på overarbejde over chokket, men han begyndte så småt at kunne få pusten tilbage.

“D-det er okay! Vi har stadig én hest, og mad og vand nok, hvis vi sparer lidt på det!” Gispede han, med tydelig panik i stemmen. Hans tag strammede om Asith, nærmest i et jerngreb, som ord ikke kunne beskrive, hvor bange han havde været for, at han ikke kunne nå at få ham op ad sandets ormehul. Af alle farer de havde været oppe imod, havde dette nok været det mest usandsynlige overlevelsesmoment de havde haft. Fuldstændig rystet over situationen, formåede han at kigge ned på Asith og begyndte straks at børste hans ansigt, hår og tøj fri fra sand. “Asith, du bløder jo...! Hvor kommer det fra?” Hans healerinstinkter var efterhånden trænede. Han trak straks det tynde klæde om sit ansigt af, for at kunne bruge det som forbinding i stedet, men han kunne ikke finde ud af hvor Asith forblødte, han bemærkede rifterne på sin egen hånd. “Nh...” Pludselig, som han havde set de dybe neglemærker, kunne han pludselig også mærke det svingende, stingende smerte, og han begyndte at pakke sin hånd ind i stoffet, stadig med Asith halvt over sig. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 30.07.2019 23:38

Asiths hånd måtte nærmest rykkes af før den gav slip og de anstrengte led forblev i en knugende position efter Selmy endelig var kommet fri! Et par lange, ulidelige øjeblikket blev brugt hvorpå Asith ikke kunne få plads til ord i sin mund for bare hoste, men efterhånden gik det nok i sig selv til at han ikke længere hev og kæmpede for at få vejret igen. Han forblev for-overbøjet og skiftedes til at spytte og rømme sig indtil Selmy gjorde udtryk for at deres situation ikke var så slemt endda og at de stadig havde fornødenheder nok til at kunne klare sig samt et enkelt trækdyr tilbage! Sandet i hans øjne var der stadig, men ikke i en sådan grad at han forblev blind og med et anstrengt forsøg på at åbne øjnene så han først på Selmy og dernæst bagud, imod graven af hvirvelende sand, som havde opslugt både hest og ejendele. Hans opmærksomhed blev genvundet da Selmy nævnte blod og Asith fremviste med det samme forvirring. Blod? Han kunne ikke mærke et sår?? Han kunne mærke hvordan sandets ru overflade havde skrabet imod hans hud og efterladt en brændende sensation, men han havde ikke skåret sig? Han redte sin hånd over ansigt og hår for at feje det afvejen og lagde mærke til forskellen i tekstur - han havde blod på fingrene og nu også i ansigtet og en enkelt stribe igennem sit hår. Men ingen smerte? “.....” Asith tav i sin forvirring og indså hvor hårdt han havde holdt fast i Selmy og hvor langt de havde reddet i den anstrengende position. Hans blik landede på Selmy’s håndled og kort løb det koldt igennem ham! Havde hans hånds position været anderledes, kunne han havde gjort Selmy farligt fortræd med sine kløer... Hvad der forstyrrede ham mest havde været kraften bag det og ligegyldigheden over skaden han ville have gjort. 

Mørkelveren lænede sig for at tage fat i Selmy’s håndled - denne gang så fandens forsigtigt at man skulle tro at det var lavet af glas. “Det er dit...” Svarede han hæst og fjernede det ækle spor af sand og spyt fra hans læber og hage. Ved Zaladin det var et held at hans negle ikke havde boret ind i undersiden af det bløde håndled, men skaden som alene vægten kunne have påført ham, var også en faktor. “Din arm.. Er den i led?!” Han ventede ikke på at Selmy svarede før han kom på sine knæ og med det samme lagde sin anden hånd på hans albue og skulder for at tjekke om alt var som det skulle! Alt imens bar Asiths ansigt et meget tydeligt udtryk af frustration, skyld og en stadig hængende intensitet fra adrenalinen! 


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 31.07.2019 00:41

Selmy nåede ikke at vikle sin hånd ind i klædet, før Asith tog om hans håndled, med en forbløffende blidhed, taget i betragtning af hvad Asith havde gjort ham. Selmy var selvfølgelig ikke vred på ham, blot en smule chokeret over det hele. Han var stadig oprevet over, at de havde kæmpet for at holde Asith i live. Og hvilket mirakel at han tilmed havde overlevet at blive slæbt hen ad sandet i den fart, når man siden tidernes morgen, havde slæbt tyve og voldtægtsmænd bag deres heste, som en form for tortur med død til følge. “Det er bare blod...” Mumlede han, mere for at berolige sig selv, frem for Asith, og fortsatte med at vikle sin hånd ind i stoffet, men måtte kigge væk fra det, for ikke at blive dårlig og svimmel. Nok var Selmy søn af et sæt healere, men han kunne ikke så godt klare blod, og da slet ikke synet af hans eget! 

Han var slet ikke sig selv. Han havde ondt over det hele, så han kunne ikke mærke, hvis der skulle være nogle bøjede ribben eller lemmer, der var gået af led. Han bevægede armene som han normalt ville gøre, hvis alting havde været fint og under kontrol, som han endelig fik forbundet sit håndled pænt og solidt ind. 

Af led!? Et pludseligt ryk fra Asith gav et sæt i ham, og som Asith rakte ud efter hans albue og skulder, trak han det hurtigt til sig, og var forskrækket nok til at sætte skoen mod Asiths bryst, for at holde ham på afstand, så han ikke skulle finde på noget “Asith, lad være!” Hjertet kom nærmest op at sidde i halsen på ham, som han pludselig kunne mærke alt der føltes forkert i hans krop. Hans skrivearm føltes helt twisted pludselig, og smerten dunkede advarende om, at han var såret.

Selvfølgelig skulle den arm da på plads, men Asith skulle bare holde sine altødelæggende hænder for sig selv. “Jeg har det fint. Stig op på hesten!” Utilpas. Svimmel. Kvalm. Det hele syntes at indhente ham meget snart. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 31.07.2019 01:13

Lige som Asith ville til at undersøge hvor slemt det stod til med Selmy’s arm fik han knægtens sko solidt plantet imod sit bryst, som om han troede at han skulle til at gøre ham ondt. Asiths forrevede fjæs skar en forvirret grimasse og lettere lamslået over reaktionen slap han Selmy’s arm igen og løftede sine egne, håndflader fremvist som om der blev holdt et våben i hans retning. “Jeg gør ikke noget!” Svarede han på frustreret vis, som om han ikke vidste om han skulle være defensiv, vred eller bare i chok! Det sidste hele minut havde været så kaotisk at han knapt kunne få sig selv til at geare ned igen! Hans hænder faldt til jorden igen og under Selmy’s trykkende fod kunne han mærke sin egen ømhed pible frem sammen med små røde pletter på sit venstre bryst og man skulle kort tro at bjørnekloens sår havde genåbnet sig. Asith gav et kort støn fra sig og rykkede sig væk fra Selmy’s spark for at undersøge hvad der foregik ved at rykke ned i sin tunika. Såret på den mørke gud var ikke gået op heldigvis, men den umanerlige trækken han havde lidt under havde flået i doktortråden, som stadig sad deri og revet i huden derom.

Selmy’s befaling ringede for døve ører og imens Asith sad der og kiggede ned ad sig selv, stadig med sit åndedræt hamrende igennem sit torso, gik han igennem hvad der lige havde hændt dem med baglæns skridt og det mundede ud med det faktum, at hvad end der havde skyldt det, havde næsten taget livet af ham - uden en mulighed for forsvar. Bjørnen kunne han måske have såret nok til at træde af ham inden han druknede dengang - han havde haft sin plan igangsat med den fede købmand inden hans hænder kom omkring hans hals og med kilepræsterne havde han haft sin kunnen i kamp, men denne gang? Han havde været komplet hjælpeløs og med sit liv lagt i en andens hænder. Hesten de havde mistet, var stadig væk og ligeså ville han havde været. “.....”

Asith slap sin tunika’s krave i stilhed og rejste sig på usikre ben. Hans blik faldt på Selmy kortfattet og hans læber åbnede sig for at sige noget, men der var ikke noget der kom ud. Da gav han op på at få noget fornuftigt sagt og i stedet rystede på hovedet og gik et par skridt eller fem i retningen hvor de kom fra. Han lod igen sin hætte dække det lange, tilsandede og rødplettede hår og forsøgte at spotte den nu fjerne dødsfælden de lige havde undsluppet som om han var usikker på hvorvidt det havde været rigtigt nok? Han tjekkede sin hofte og der sad den stadig - hans daggert, som for en gangs skyld ville have været komplet ubrugelig.

“Jeg øh...” Mumlede han efter nogle solide, lange sekunder. “... Jeg tror hesten bør hvile lidt.” Konkluderede han fjernt.  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 31.07.2019 02:00

Først da Asith havde løftet hænderne i et løfte om, at han ikke ville gøre ham ondt, flyttede Selmy foden. Han var overrasket over hvordan hans frygt for at lade andre reparere ham, havde let ham til at sætte foden mod Asith. Som om han ikke havde det hårdt nok i forvejen... Var blevet slæbt hen ad jorden, og fik nu en støvet sål på sig. Han skammede sig lidt, og specielt da Asith tjekkede efter ned ad halsudskæringen, blev han mindet om stingene. Selmy gav et tungt, opgivende suk fra sig, og blev endnu siddende i sandet, og holdt om sig selv. Beskyttende, og mærkende efter hvordan muskulaturen sad anderledes. Hvis blot hans far var her til at ordne det for ham... Han havde ben i næsen, hvad den slags angik. 

Han kunne ikke undgå at bemærke, at Asith var blevet usikker på benene, som han rejste sig. Det var utroligt at han kunne gå ovenpå den tur, men samtidigt var det også mærkeligt at se ham så hårdt ramt, og stadig være kæmpende. Det mindede ham om, at han selv blev nødt til at komme op, så han støttede den raske arm mod hestens lår, og hev sig på benene, og som han endelig kom op, var Asith allerede fem skidt væk fra ham. Han stirrede blegt efter ham, som han frygtede at han var gået i den retning igen, for at se nærmere på graven. Selmy var ingen ekspert på sandhvaler, så han ville ikke turde satse på, at den ikke ville kunne finde på at dukke op igen.

Han sank nervøst, inden han tøvende åbnede munden for at sige noget. Det var lidt svært, nu hvor Asith mindede ham om den grufulde behandling, som samtlige af deres transportdyr havde været udsat for. Selmys grå hest helt tilbage til bjørneangrebet var blevet brugt som distrahering til bjørnen, og havde ved første lejlighed stukket halen mellem benene. Formentligt var den løbet ud i det fri og levede livet som en vild hest, der kunne nyde godt af det halvfrostne græs, eller også var den blevet indfanget af en farmer, der havde mere styr på farmdyr end ham selv. Og nu havde de tortureret to heste, ved at vildlede dem til en sandhval... Det gik mere eller mindre op for ham, at han virkelig ikke var i stand til at tage sig af dyr. Eller elvere.

“Vi dør herude...” Selmy var kun gået et enkelt skridt frem, men holdt endnu ynkeligt i sin arm og så temmelig ulykkelig ud i det hvide ansigt. Turen havde egentlig gjort ham en del mere hårdhudet, men han var stadig på grænsen til at give op! Han havde brug for at brokke sig. Forlange at Asith tog ham hjem med det samme og i stedet fandt sig en bedre rejsemakker end end uduelig bydreng, bare så han kunne komme hjem til sin egen seng og sin gamle mad, og sine trygge rammer i Isaris udvalgte by. Men den lille smule fornuft indeni ham, forsøgte at tilbageholde ham. De var så tæt på, og hans mor ville stadig være lige så håbløst syg, hvis han kom tomhændet hjem.

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 31.07.2019 15:20

Selmy’s optimisme, som før havde været mærkelig endeløs syntes at have sluppet op for øjeblikket og hans morbide kommentar gjorde det faktum alt for klart. Man kunne ikke bebrejde ham hans panik dog og Asith fandt det svært at hænge I ordene da hans tanker allerede var et mylder af over-analysering. Stilheden imellem dem var lang og akavet, men da den endelig var ovre og Asith var færdig med at fodre sin grufulde nysgerrighed ved at kigge tilbage imod retningen, hvor sandsporene fra hans krop kom fra, vendte han blikket I en søgen på noget andet. Han vidste ikke meget om ørkener, men få regler for overlevelse havde han ladet sig lære tilbage I Kzar Mora - de var trods alt naboer til det store gyldne ocean selvom Asith aldrig havde besøgt det. Han havde deserteret lige inden hans gruppe skulle drage derned dengang. 

Asiths røde og sorte øjne skannede horisonten for højdedrag og nedstigende fugle. De var langt fra oasen stadigvæk, men der var råd for at finde andre steder med skygge og fugt. De bløde, bugende sand-duner gjorde det svært at lokalisere mulige stenformationer, så Asith travede I sin stilhed hen til hestens side og lagde blikket på Selmy, som lignede at han havde tabt al håb og iver. “Kom.” Sagde han endelig og tog fat I hestens seletøj for at lede den med sig I retningen af den højeste bakke han kunne spotte fra hvor de stod. Med en vis paranoia holdt han blikket imod sandets overflade da den forbandede sandhval havde sat en ny frygt I ham, som ikke gjorde det nemt at stole på terrænet mere. Han vidste stadig ikke helt præcist hvad der var hændt, men det var åbenlyst det sikreste at forblive I bevægelse.

Stigningen op ad bakken var hård grundet den fygende sand, den tørre vind og Asiths krop, som var ømheden selv. Hele hans front føltes som om den var blevet svitset og det var et forbandet held at han var så hårdhudet som han var og kun var sluppet afsted med overfladiske skavanker og en semi-regelmæssig hoste da sand stadig plagede hans hals. På vejen op skævede han til Selmy, som holdt sig fortvivlet til sin arm. Den kunne umuligt sidde som den skulle efter hvad de lige havde været igennem…

På toppen af bakken blev de velsignet med en ufattelig udsigt, som de nok havde nydt godt af hvis de ikke havde været så rystede som de var; Solen reflekterede sig hvidt og blændende I havet af sand under dem og himlen foldede sig enormt over dem - den blå farve udgjorde en blid trøst for øjnene, som var vant til det konstante bombardement af gul. Asiths blik søgte ikke himlen dog, men I stedet de bløde former, som stadig foldede sig ud foran dem. Det tog en rum tid før Asiths øjne succesfuldt kunne skære igennem den bølgende effekt fra den opstigende varme og spotte en kantet silhuet I det guldfarvede dække.. og da han gjorde, syntes hele hans holdning at blive blødere ved lettelse. Han pegede ud I samme retning som deres skygger blev kastet så Selmy kunne se deres destination; Godt en kilometer I den retning lå en stenformation hvor man kunne fornemme intense, sorte skygger.

“Vi stopper der.” Kommenterede han og så imod Selmy igen. “Og når vi gør, så skal din arm sættes på plads - om du vil have det eller ej. Så forbered dig.” Asith ville ikke diskutere det og tog igen fat I hestens seletøj og påbegyndte nedstigningen af bakkens stejlere side med solen bagende I sin nakke.  

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 31.07.2019 16:24

Selmy var vant til at der var stille imellem dem, men på tidspunkter som disse kunne han godt bruge, at Asith bare ville sige et eller andet. Bare et eller andet, der kunne modsige ham i, at de ville ende med at dø herude. Hvis Asith ikke bad ham tage sig sammen, måtte det betyde, at Asith også så det ske... Afventende blev Selmy stående og stirrede i hans retning. Han forsøgte at aflæse ham, for at gennemskue, om han var ved at overveje hvilken vej de skulle tage. Hvis Asith valgte at gå mod deres hjemvej, ville han nok alligevel springe frem og stoppe ham. Men så vendte Asith sig mod ham og hesten, og begyndte at gå. Selmy fulgte sløvt efter, og fandt det egentlig ret usikkert, at vandre i nyt sand, som var blevet blæst hertil med stormen. Men han faldt ikke. Ikke længe efter, kom han hen at gå tæt bag Asith, og selvom han ikke havde kort eller kompas fremme, så kunne han genkende bakken, som de nu vandrede opad.  

Ved toppen af den sandede bakke, så Selmy hvad der havde blødnet Asith lidt mere op og havde gjort ham mindre anspændt i kroppen. Selv åndede han lettet ud, og følte sig motiveret til at sætte farten op, for at nå derhen. Det var dog lidt svært at værdsætte det flotte landskab, når det samtidigt var så barskt at vandre i for Selmy, med sin nordfolkshud. Men han stoppede da op, for at se efter, om der mon var andre rejsende derhenne, der tog hvil. Men hedebølgerne gjorde alting utydeligt, og kunne næsten få alting til at ligne mulige sandhvaler, eller andre faretegn. Uanset hvad, lød Asith fast besluttet, da han fortalte at de tog tilhold derhenne, og Selmy kunne ikke argumentere imod, at det var nogen dårlig ide. Hesten skulle også have noget vand i spanden, så den kunne klare sig det sidste lange stykke mod den berømte og velbesøgte oace... “Mngh!” Forsøgte han at protestere, men realiteten fik Selmy skar en smertelig grimasse, da Asith nævnte, at armen skulle på plads. Fortsat beskyttede han sin skulder, ved at holde om ledet, så gnidningerne ikke var så voldsomme når han gik. Han frygtede for det, og ville allerhelst fortsætte uden at give armen den opmærksomhed. Men han kunne godt se, at det ville være skadeligt at lade være.

Modvilligt tog han det første skridt videre hen og ned ad bakken, i retning mod stenklodserne. “Hvad hvis der er nogen rejsende, som ikke vil dele skyggen med os?... Jeg kan ikke forsvare mig selv” Knurrede han anstrengt. Selmy vidste ikke helt hvad han skulle synes om ørkenfolket, hvad end de var mennesker eller elvere. De var ikke decideret beskidte i munden som sortelvere eller dæmoner, men de ejede nu heller ikke pli. I hvert fald ikke dem, der kom forbi Medians marked eller endda markedet på Dianthos.  

0 0 0


Chatboks
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben IC-chatten]
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben almindelig chatboks]
Online nu: jack, Blæksprutten
Lige nu: 2 | I dag: 12