Hun giver Anzu sin søn, og ser undskyldende på dem "Jeg bliver nød til at gå.. Vi ses Anzu," siger hun og løber hurtigt derfra

//out

"jamen har ikke set dig længe.. derfor troede jeg.." siger hun stille. Hun tager sin søn op. "undskyld, min herre kalder vidst" siger hun stille.
Hun kysser ham kærligt på munden "vi ses kære" siger hun kærligt, inden hun løber sin vej med deres søn

/OUT

"vi ses min egen" han sukker.. tager sin vandflaske op og drikker til den er tom. derefter løber han sin vej


/OOOUUT XD

Nichols så ud mod sin båd som lå for anker nede ved bådbrogen, vandet gik ind og ud hvilket fik bådene i havnen til at bevæge sig i takt med bølgerne.
Her er kedeligt.... Han tog fat om sin flaske som hang ned af siden i sin læder stråp, spændte proppen af, lagde flaske halsen til munden og lod de gyldne dråber rom glæde hans tørre hals, hvorefter han skruede proppen for og lod flasken falde ned langs siden af ham igen.
måske skulle jeg lette anker og ta hen til Topalis efter et dyr......? Nichols sukkede og lændte sig op af et mindre stenmur som afskærmede et mindre fald ned mod vandet.

Aftenen var som alle de andre aftener. Måske ikke for alle, men for Samson var den. Der var ikke sket ret meget i meget lang tid og det kunne han give Mørkets Lord samt hans tjenere, skylden for. Samson havde fået en usynlig linje at gå til, hvor han før havde alt tænkeligt at gøre sig gavn af.
Samson var ude denne aften på en lille spadsere tur. Om han fandt noget interessant, det var spørgsmålet, men forventninger det havde han bestemt ikke.
Samson gik inde på molen i et nogle lunde raskt tempo. Havnen vækkede minder som var hændt for meget lang tid siden. Ret barske minder, men det var dem han kunne lide - i hvert fald dem han tænkte på.
Han var iført sin lange sorte kappe med mønter langs folderne i siden og selvom det var vinter havde han bar overkrop. Kulden generede ham ikke, den passede ham faktisk ganske glimrende. Hans kontrol over ild var blevet imponerende gode igennem årene og det havde han bekræftet sig selv ved at opføre en slags forestilling med flammer forleden aften. Men han behøvede dygtigheden for at kunne klare sig. Hvis han skulle blive ude af form, så ville det sætte hans liv og status på spil og det ville han ikke nyde noget af.
Samson så mod skibene som lå i havnen. Der var ikke ret mange skibe, som der var, da han sidst var her. Måske skyldes det Mørkets overtagen?
Samson fortsatte sin gang langs kajen og hans støvler og deres sporer gav let genlyd over brostenene

Nichols tod sit venstre glasøje ud, og så roligt på det, takket være den havde han gjort et navn til sig da det gode regerede, men mørket var nu kedeligt da han jo ikke var anset som en større forbryder end da han røvede de forskellige handelsskibe under dronningens beskyttelse.
En velkendt lyd faldt ham iøre, klingrende mønter. En jeg kan rulle måske....? tænkte han og fik et mindre smil på læben, han vendte hovedet og så i retning af denne vidunderlige klingren, men skikkelsen han så var nu lidt større end ham selv, men nu større de desto hådre falder de var nu hans filosofi.
Nichols satte sit glasøje ind i øjen hullet igen og så sin røde verden igen, hvilket også gjorde det nemmere at se i mørke.
Smillet blev lidt mindre da han så at det meste på den mandlige skikelse var muskler.
måske skulle jeg trække mig lidt i bagrunden og obsavere tænkte han og gik om bag nogle enkelte kasser som var placeret et par meter i den modsatte retning, mens han gik derover tog han sit pandebånd ned for sit venstre øje så det var skjult.

Samson gik hen til en af bådene, som om han overvejede at kapre et. Men hvad skulle han dog bruge sådan en til, det havde han jo ikke brug for!
En prusten kunne pludselig høres fra en sidegade som var meget smal. Frem fra gaden tittede et stort grumt tyrehoved med røde og advarende øjne, som et signal på at den kunne gå amok hvornår det end skulle være ligesom en tikkende bombe.
Tyrens klove kunne tydeligt høres over brostenene. Samson vidste at Brutus var der, men gav den ikke så meget som et enkelt blik. Han gik så langt ud som han kunne, for ikke at falde i vandet, men tog et par skridt tilbage for ikke at falde i.
Brutus nærmede sig Samson mens den prustede lidt mere. Det kunne ærlig talt godt ligne at den var ude efter ham som bytte.
Samson tog sine hænder frem fra kappen og holdt håndfladerne ned mod vandet. Der gik ikke længe før at han havde sporet et par fisk og flåede dem nærmest op af vandet. Det lignte ærlig talt at de fløj. Brutus åbnede munden og greb de fisk der blev kastet til ham.
Samson vendte sig og klappede tyren på dens hoved.

"Det var så måltidet for i aften.. Varieret kost skulle være sundt for dig, Brutus.." Brummede Samson roligt mens han strøg den lidt for store tyrs hår. Tyren var større og kraftigere end en almindelig tyr. Hvis man kendte til dens alder ville man nok først undre sig.

Brutus gnaskede i sig men stoppede pludselig da den opfangede en lyd af trin lidt derfra. Han vendte hovedet mod Nichols retning.
Samson betragtede Brutus og vidste at han havde opfanget noget. Han måtte selv undersøge det.. Ganske jo, der var nogen.. nu kunne han mærke det gennem de bølgerne.

Samson så på kasserne med et køligt blik som straks blev til et dødsblik med halvt sammenknebne øjne.
En bølge blev sendt hurtigt afsted og fik tag i kasserne så de røg rundt til alle sider. Nogle ude i vandet, og andre ind i murene ved molen og på skibe.

"Tro ikke at du kan luske dig uset rundt!" Brummede Samson mens kasserne blev spredt og han afventede et syn af den fremmede.

Nichols så forbløffet da tyren kom tamt som et lam hen mod manden, den så bisk ud så ideen med at rulle manden droppede han da han godt kunne se en tyr ikke lige var noget han kunne håndterer.
En tyr og et større muskelbundt....kan det være borgejeren ude på Toropolis? selveste Samsan eller hvad han nu hedder....? Han smilte let over hvilken dumhed det ville være at prøve at stjæle fra en af de mægtigste i landet.
Roligt åndede han ud og så på de kasser som han stod op ad. måske kan indholdet give et mindre tilskud til min ferie?
Kasserne fløj til siderne mens Han havde hånden i en af dem, overrasket så han hen imod manden hvis blik han ikke brød sig om.
''Jeg blev vist taget i at arbejde her...!'' små grinte han om smed den kasse han havde i hånden ned mod jorden foran sig selv. ''Vindstødene er hårde iaften hva...?'' sagde han så roligt og bevægede sin hånd op imod sit venstre øje for at sikre sig at det ikke var røget med, Det var stadig i sit huld med pandebåndet dækkende til

Samson så mod Nichols og ligeså gjorde Brutus. Brutus prustede advarende til den fremmede og hvis Samson var en tyr, ville han have gjort netop det samme. Han tog et par skridt frem mod den fremmede som han aldrig havde set før. Han forventede ellers, at han måtte have set de fleste i Krystallandet, men han måtte nok indse at der var en del vej endnu, hvis det nogen sinde skulle lykkes ham.

"At arbejde siger du?" Samson pustede sig lidt op men faldt lidt ned igen. Der var ingen grund til at lave alt for meget ud af det, for det var ikke altid den vej at man skulle gå for at opnå respekten. Dog kunne han ikke lade være med at bide sig mærke i, hvordan tumpen her grinte foran ham. Troede han selv at han var sjov, eller svarede han bare på Samsons spørgsmål på en dum måde? Uanset hvad, så var Samson ikke helt tilfreds med sådan et svar og det kunne bestemt også spores i hans øjne.
Samson betragtede manden med et stykke stof ned over det ene øje. Mærkværdigt..

"Vindstødende? Vær' glad for at de ikke er hårdere.. Hvem er du!? og hvorfor var du så stille omme bag de kasser der!?" Samson så mistroisk på ham, måske ikke så mærkeligt når Samson aldrig rigtigt har kunnet stole på folk.

Nichols tog et skridt tilbage da manden trådte imod ham. nok et refleks eller bevidst, det var han ikke selv helt klar over.
''Nichols er mit navn....og hvad jeg fortog mig bag kasserne....'' han tav lidt, ''jeg skulle se om jeg havde fået mine perler fra Topalis øen...De er jo penge vær hos guldsmedene....'' sagde han direkte med sin bestemte stemme, og håbede lidt på at han faldt for den, ellers kunne hhan jo altid løbe sin vej hvis tingene blev kritiske.
Så han er en vindmager eller kan han Telekinese....?
''Hvem er du så...?'' sagde han hurtigt og lagde sine arme over kors. ''Kunne det ske at de var borgejeren ude på Toropolis øen....?'' smilte han og rakte ned efter sin flaske med højre hånd hvorefter han tog proppen af og lagde flaske halsen til munden for at få de gyldne dråber ned i sin tørre hals endnu engang.

Samson så nøje på Nichols, som om han prøvede at opspore om det var løgne det han fortalte ham nu. Nu modsagde han sig selv for det første han sagde, så hvorfor skulle dette dog ikke også være en løgn.

"Aha.. Uanset hvad, skal du aldrig spionere mig.." Brummede Samson og lagde hændelsen på hylden. Men man skulle ikke gå fejl af, at han sagtens kunne finde på at tage den ned derfra igen.

Samson hævede først øjenbrynet af, at han jo egentlig godt vidste hvem han var, men dog kom der et lille tilfredst smil over Samsons læber.

"Samson China Oceans.." Præsenterede Samson sig med et lille let nik med hovedet stadig med et lille tilfredst smil.

"Og ja, du har tydeligvis hørt om mig!?" Samson lurede lidt på Nichols flaske. Var det sprut? Eller bare almindeligt vand? Samson trådte nogle skridt nærmere Nichols, ikke så hurtigt, men ganske stille og roligt som om at han ikke forhastede sig, men heller ikke var bange for at skulle træde frem.

Brutus vendte hovedet bort fra Nichols og gnaskede videre i sine fisk som han havde fået serveret så godt som på et sølvfad.

Nichols satte flaske halsen fra munden og så med pespekt mod Samson. ''Jamen hvor heldig kan jeg være...et møde med en af de mægtigste i landet'' Han smilte og lod flasken få prop på og lod den falde ned af siden igen.
''Da jeg har deres navne kan jeg lige så godt give dem mine'' grinte han vendligt og bukkede kort. ''Nichols Johnson Long...''
Han rettede sig op og lagde mærke til at Samson kom nærmere, han havde før hørt rygter om Samsons styrke og hans magiske sværd.
Nichols var dog sikker på at han kunne slåg Samson i kniv kast da det var de færreste som kunne ramme mjød krus på 100 meters afstand. og drikkeri kunne Nichols nok også vinde i da han jo havde en behagelig evne til at nedbryde alkoholden hurtigre end andre.

Samson stoppede op nogle 5 meter fra ham. Han kunne bedre se ham nu når der ikke var så langt mellem dem. Han begyndte jo nærmest at synes godt om denne fyr, når han sådan dygtiggjorde og nævnte Samson som en af de mægtigste i landet. Mere tilfreds kunne Samson da ikke blive? Dette VAR et højest usædvanligt møde, for han havde nu aldrig oplevet det på denne vis, at blive i værdsat sådan.

"Nichols.. Hmmn.. Beklager, har ikke hørt om dig.." Samson lagde sine arme over kors mens han betragtede denne Nichols.

"Hvad er kendetegnet så ved dig? Jeg mener.. hvor hører du til i samfundet? Hvem følger du, hvis du følger nogen, eller tror på?" Samson blev næsten nødt til at høre lidt om hvordan Nichols egentlig var, for indtil videre havde han ikke set det vilde af ham, han kendte faktisk intet til ham, mens han tydeligvis kendte til Samson!

''Det undre mig ikke at du ikke kender mig!'' sagde han med en højt stemme men ikke fjendligt. ''Jeg var mest kendt da jeg var dreng som Kaptajn Red eye... nok mere som den yngste kaptajn og ikke mere....'' tonede han ned med og holdte ryggen ret.
''Men lad os bare sige at jeg gjorde min del i denne krig ved at kapre de få skipe som dronning styrede....for det er jo hvad Pirater gør'' sagde han tilfreds og så ud mod sin båd som der godt kunne havde været større, men den var nu aligevel nyttig i de mindre farevande som ved klippekysten, folkende som han havde hyret var i fuld gang med at gøre klar anker og spænde torvende fra.
''Dette møde har glædet mig Samson...Jeg håber at krydse deres vej endnu engang blot ikke som fjende da din styrke er kendt i min brance...''
Skibet sejlede langs med molen og besætningen så overrasket mod Samson da de også havde hørt om ham, enkelte nikkede til ham for at vise lidt respekt til ham.
''Nå jeg løber nu..Undskyld at dette møde var kort... men rebelderne drukner ikke sig selv!'' sagde han, nikkede en enkelt gang og løb med sin evne i fuld sprint(lynets hast for at være præcis) og sprang over på dækket af Ræven (bådens navn)

//out

Samson smilte roligt. Han kunne ikke mindes at han har smilt så meget til en helt fremmed. Men denne fremmed var anderledes fra alle de andre.

"Aha.. Udemærket.. Ikke så ringe at plyndre fra dronningens skibe.." Brummede Samson og gjorde et let nik. Denne Nichols var åbenbart en pirat. Samson havde aldrig stødt på sådan en før, men hvis alle pirater havde sådan en respekt for ham, så ville han da glædeligt møde mange flere af dem i fremtiden, det ville han i hvertfald ikke beklage sig over. Det var ikke fordi at der ikke var andre der havde respekt for ham, for det var der! Også hjemme på borgen, men det var der jo også nødt til at være for at få det hele til at fungere.

"Udemærket.. Det kan jo være at vi mødes en anden gang.. på en kro eller noget lignende. Der tager jeg gerne et visit i ny og næ. Arbejdet skal jo gøres.." Han så efter Nichols. Hurtighed. Ikke værst.
Han så mod mændene ombord på skibet der nikkede til ham. Han nikkede en enkelt gang tilbage mens han holdt sit syn på skibet og dets besætning.
Samson så mod Brutus. Tyren kom straks hen til ham. Fiskene havde den for længst spist, så Samson havde at gøre med en mæt tyr, hvilket selvfølgelig altid var mere medgørligt, selvom Brutus ikke alligevel gjorde det besværligt for Samson alligevel.
Han steg op på ryggen af den store tyr og de satte i gang væk fra stedet.

//out

Venus kom spænende ud på molen. Fodtrinene kunne knapt høres før de trådte ud på de knagende bredder. Her standsede de og den rødhårede pige bøjede sig forover, støttede hænderne til sine lår og låste i albuerne. Hun prustede og stønnede som havde hun ikke haft megen adgang til ilt i flere timer. Lungerne fyldtes med luft og tømtes indtil flere gange, før Venus' lette svimlen af iltmangel havde fortaget sig. Hun rettede sig op og så sig over skulderen. Hvor var Shrade henne? Han havde da været der for et øjeblik siden. Mens de var flygtet over hals og hoved fra deres - eller rettere Shrades - forfølgere, havde hun fra tid til anden set sig tilbage. Det var hendes mening at hægte den lille, mene vrede folkemængde af, men det skulle jo helst ikke lykkes, at hægte Shrade. Hun havde trods alt lovet at føre ham herned.
Det virkede måske besynderligt, at Venus var så forpustet. Men hun var trods alt vandt til at flyve for det meste, og løbeturen havde været temmeligt lang. Bare de nu ikke har fanget ham... tænkte hun en smule bekymret og svævede op for at sætte sig på en af de pæle, man tøjrede skibe til. Han havde godt nok været et af de mest utaknemmelige mennesker, hun havde hjulpet. Selv Morgoth, sandsynligvis et af de mest ligeglade væsner i Krystallandet med hensyn til høflighed, havde i det mindste haft pli nok til at sige tak, men ikke ham her. venus var temmeligt sikker på, at Shrade efterhånden var faldet lidt ned, men hun regnede stadig ikke med ret megen taknemmelighed fra hans side. Venus sukkede tungt og tænkte, at hun jo faktisk heller ikke rigtigt ville for noget ud af det, mens hun så efter sit nye bekendtskab.

Gennem gaderne gik det i hastigt tempo. Hun drejede voldeligt fra side til side, sikkert for at hægte de efterfølgende af. Problemet var bare at Shrade var forumlempet på mere end en måde. Den første, der også udgjorde det største problem, var hans punkterede lunge, der halverede hans lungekapacitet. Tilmed måtte han løbe med en tung rustning på, og hans kunstige ben var begyndte at gnave i den del af det virkelige, der var tilbage. En svag strøm af blod piblede nu frem og vædede enden af hans højre bukseben, men han kæmpede stadig for at holde trit med hende. Højre, venstre, venstre og højre, igen og igen i så ulideligt et mønster at han ikke kunne tænke, kun løbe. Alligevel var hans indsats ikke nok. Han havde ikke den nødvendige styrke til at fortsætte under de præmisser, der var sat. Kvinden forsvandt fra syne, rundt om et hjørne, men da han rundede hjørnet var hun allerede forsvundet bag det næste. Han stoppede dog ikke, men kæmpede ihærdigt videre. Det eneste problem i dette var at han blev nød til at gætte, og det skete flere gange at vejen delte sig. Lige i det øjeblik han troede han var faret vild, kom der et hul i huslabyrinten, og han fik øje på vandet, der plaskede roligt op ad molen.
Shrade hadede vand. Han vidste godt at han ikke var i en position, hvor han burde tænke over noget sådan, men han kunne ikke lade være. I et splitsekund adlød hans tanker ham ikke, og vandrede ud på deres egen rejse. Han vidste ikke hvorfor han ikke kunne lide vand. Vand var en livsnødvendig væske. Alle elskede vand, bare ikke ham. Måske var det fordi han havde oplevet hvor koldt vand kunne være når man ikke havde noget til at beskytte sig mod regnen. Det kunne også være fordi han ikke kunne svømme med sin rustning på, da metallet bare ville trække ham ned i dybet. Det gjorde egentligt ingen forskel for ham. Han havde ikke brug for at vide hvorfor han ikke brød sig om noget, for det var ikke noget han var interesseret i at ændre. At han hadede vand måtte være andres problem, om så han skulle vente til det blev det. Han var uperfekt, og der var intet han gad gøre ved det.
Med en arrig tanke slog han ned på sig selv. Intet tidspunkt var det rigtige til den slags tanker, for det var slet ikke hans opgave at tænke. Han skulle handle ud fra hvad andre fortalte ham, fortalte han sig selv. Han var selv blevet nød til at lære hvordan man skulle klare sig, men da hans krop blev ændret, blev vilkårene for hans overlevelse også. Han var ikke længere et menneske, selv om han havde brug for næring og ilt som alle andre. Han var et værktøj, der fungerede i kraft af andre.
For resten af dagen blev han dog bare nød til at være sit eget værktøj.

Han kiggede sig omkring. Det tog noget tid før han fik øje på pigen, da han var kommet ud et godt stykke væk fra hende. Bag ham kunne han høre intet, så han skyndte sig videre uden at give sig selv mulighed for at trække vejret ordentligt. Dog var mændene ikke blevet rystet ordentligt af, og fem-seks styk af dem kom ud til molen, fra mellem to huse, der lå midt imellem de to mennesker. De havde dog midlertidigt ikke opdaget Shrade, men det tog dem ikke lang tid at få øje på Venus, der kiggede i sådan en retning at hun umuligt kunne se dem.

Endelig fik hun øje på tinmanden. Til trods for rustning, der dækkede for ansigtet, var der ingen tvivl om, at hun havde overvurderet Shrades kondition en hel del. Hun syntes, det virkede sært. Han bar jo rust, hvilket var lig med soldat eller en anden form for kriger, hvilket igen var lig med god fysik - men det gjaldt åbenbart ikke alle. At der kunne være andre ting i vejen faldt hende ikke ind. Det ville det nok have gjort, hvis hun havde set blodet.
Venus var på nippet til at rejse sig for at hjælpe på en eller anden måde, men råb og fødder, der løb, overdøvede med ét havet, skibenes knagen og vinden. Hun vendte hovedet med et set og fik øje på nogle forfølgere, for hvem det på mystisk hvis var lykkedes at følge efter dem. Venus var godt klar over, de havde taget en chance ved at løbe på det tidspunkt, de nu gjorde, men med den rute, hun havde taget, kunne hun ikke regne ud, hvordan i alverden de kunne - Åh! Der gik et lys op for hende. De måtte være fulgt efter Shrade, og nu havde de så føjet øje på hende. hun gjorde sig stor umage for at se overrasket ud - og for alt i verden ikke kigge i rustningens retning. Hun fik nu heller ikke chancen, for mændene var nået over til hende hurtigere end forventet.
"Hvor er han?!" Kommanderede en af dem. hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun kunne enten svare eller holde tand fo tunge. Hun måtte hellere holde sig til det første, men hvad skulle hun sige? Hun kunne udlevere Shrade - Aldrig i livet.... hun kunne påstå, de måtte have forvekslet hende med en anden rødhåret pige i grøn kjole - Hvem ville tro på den!
"Hvor skulle jeg vide det fra?" Det var ikke noget logisk svar - faktisk var det et spørgsmål, et modspørgsmål om man vil. Spørgsmålet var også nemt at svare på - fordi hun lige havde fulgtes med ham. Måske var spørgsmålet så let, at de ikke kunne svare. Det sker somme tider, at man ikke kan se skoven for bare træer - og skoven var som regel en opgave, der skulle løses. Og opgaver kunne virke så latterligt nemme, at svaret virkede helt absurd. Venus smilede venligt som sædvanligt.

Nu vidste Shrade overhovedet ikke hvad han skulle gøre. Som han så det, var der to muligheder: enten kunne han hjælpe pigen, hvilket ville betyde at skurkene fik øje på ham igen, og sandsynligvis ville tæve ham. Den anden mulighed var at han kunne stikke af, hvilket kunne være smart. Hvis pigen var i stand til at flyve, ville hun have bedre mulighed for at flygte fra skurkene end han ville. Problemet var bare at han ikke kendte de yderlige menneskers evner. Det kunne sagtens være at de kunne flyve efter hende, eller på en eller anden måde kunne stoppe hende i sin flugt, og Shrade var ikke sikker på at han havde lyst til at leve med skylden hvis hun kom til skade, i forsøget på at hjælpe ham. Så hvad skulle han gøre?
For og imod jog igennem hans hoved, men samtidigt vidste han at han ikke havde meget tid til at beslutte sig. Hvis han ventede meget længere ville de forsøge at pågribe hende, og hun ville næppe stikke af før hun var sikker på at han var sluppet væk. Det kunne han selvfølgelig ikke vide, og alene bekræftelsen af at det var en mulighed, gjorde ham paranoid. Måske ville hun bare smutte, på samme måde som han havde overvejet at gøre overfor hende? Hvis han havde tænkt tanken, var det på ingen måde umuligt at hun også kunne have gjort det, så hvorfor blev hun der stadig? Vidste hun noget om ham, eller var hun ude efter at stilne en syg form for humor? Måske var det alt hvad det her var, en skuespil for at lokke ham ind i tryghed, så han ville være lettere at fange. Arbejdede hun sammen med dem?
Kort efter at han havde tænkt tanken, slog han den ud af hovedet igen. Hun havde forsøgt at hjælpe ham, da alle andre forventede at se ham blive tæsket. Hun havde endda hevet ham ud af problemer, der alligevel ville medføre kamp, så hvorfor lave så gennemførligt et trick, bare for at kunne få lov til at tæske ham igennem senere? Det måtte være virkeligt, det blev det nød til. Han var nød til at holde op med at anskue andre, sådan som han var sikker på de anskuede ham.
Hans hastige åndedræt blev afbrudt af en lang indånding. Skulle han virkelig behandle folk som de ikke behandlede ham? Var det hans opgave at være god overfor en verden, der flere gange havde dolket ham i ryggen!? Hvem havde bestemt at han skulle være den barmhjertige samaritaner, når ingen tillod sig at få hjælp af ham. Langsomt gik det op for Shrade hvad han var nød til at gøre. Han var nød til at komme forbi de mænd, og igennem til kvinden, så han kunne få nogen svar. For sin sjæls frelse var han nød til at vide, hvorfor hun plagede hans bevidsthed på den måde, og hvordan han kunne få hende til at forsvinde, så han bare kunne blive det værktøj folk ville have ham til at være.
Med lange nonchalante skridt bevægede han sig fremad. Han havde ikke spor travlt, og tog sig så god tid han havde brug for, men alligevel bevægede han sig ret hurtigt, selv hans rustning taget i betragtning. Han lavede heller ingen lyd med sine trin, da hver en del af rustningen gled perfekt indover hinanden, i perfekt synkron harmoni, der tilpassede sig hans muskler. Det første tegn han gav fra sig, var når en deform klog kom ud fra bag den bagerste vandal, og trak fire lange røde kødsår gennem hans hud. Selvom hans rustning var tung, bevægede han sig med en elegant hastighed, der gjorde det svært at tro på hvor kluntet han havde løbet rundt tidligere. Inden manden kunne nå at åbne sin mund for at skrige sin overraskede smerte, stak spidserne af de samme fire klør ud af maven på den næst bagerste.
Endnu et øjeblik gik hvor han tænkte. Han var så meget i tvivl om hvem han var, og hvad han var, at han ikke længer vidste hvordan tingene hang sammen. Var han et menneske eller et værktøj, havde været hans store spørgsmål. Han havde været så opslugt af sin opslugte menneskelighed, at han havde glemt at overveje det sidste mulighed, der altid var til stede. Shrade var ikke noget værktøj. Shrade var et våben.

Mændene svarede ikke. De fire stod bare og gloede på Venus. De gloede på hende, fordi hendes ansigtsudtryk havde ændret sig fra mildt som en sommermorgen til til skræmt som et jaget dådyr - og lige så hjælpeløst. Hun kunne ikke gør nået. Hendes krop var frosset fast til den pæl, hun sad på. Og det skule ikke forstås bogstaveligt, selvom hendes evner tillod hende at danne is lige så nemt som at starte en ildebrand. Hendes sind blev flået i tre retning. En tredjedel ønskede brændende at hjælpe de mænd, der netop blev slagtet ned foran hende - og nu havde de resterende bandemedlemmer opdaget faren, en anden del ville bare flygte fra hæslighederne, mens den sidste del var nysgerrig efter at se enden på situationen. Hun regnede med - eller håbede var måske mere præcist - at Shrade forsøgte at hjælpe hende. Men et eller andet sted mente en stemme, at hun kunne blive den næste. Når alt kom til alt, og den fede dame havde sunget, så kendte hun ikke Shrade særligt godt. Hun vidste, han hed Shrade. Hun vidste, han fik bank. Hun vidste, han ikke gad tage sig a situationen. Hun vidste, han var en utaknemmelig idiot. Og hun vidste, han gik med rustning. Det var det. Det var faktisk muligt at lave en overskuelig liste.
Hun sad stadig som var hendes kjole sømmet fast til pælen, størstedelen af hende havde bestemt sig for at blive. Løb så, for pokker.... lad dog være at stå der og glo idioter! Én havde allerede stukket halen mellem benene, mens de tre tilbage værende halvrystende hævede deres våben og forsøgte at forsvare sig. "Kom nu afsted!" Endelig fik hun sagt noget. Det var ikke mere end en anstrengt hvisken og ville ikke nå alle tres øregange. Hun prøvede højere, men af en eller anden grund tillod hendes stemmebånd ikke mere. Et halvt sekund efter valgte nummer to at stikke af og efterlade de to andre.
Venus spekulerede på, om hendes nervøse anelser havde nogen berettigelse. Var der overhovedet en mulighed for, Shrade pludselig havde fået blodtørst. Han havde ellers givet tydeligt indtryk af ikke at være det mindste voldeligt anlagt, men nu havde hun pludselig ændret adfærd. Men som sagt kendte hun ham jo ikke. Og hvorfor skulle han også ønske hende død? Hun havde jo ikke gjort noget andet end at hjælpe ham. Men det havde jo generet ham, og måske skulle der ikke andet til. Hun prøvede at forstå, men det kunne hun ikke. Hun kunne ikke noget som helst andet end at se, hvad der nu skete.