Cassa misser lidt forvirret med de brune øjne.. stranden blev revet op? Han skæver ned på sine hænder...
Forbandet... Jeg må lære at kontrollere det!! tænker han fustreret.. Men okay, han har ikke brugt sin magi længe, så den ligger bare og hober sig op i hans kræfter.
"Jeg.. formoder at mine magiske evner har forstyrret energierne i luften her.." han bider sig skråt lidt bekymret i sin underlæbe..
Hans brune øjne slår sørgmodigt blikket i sandet foran de fine støvler.. som nu er temmeligt sandet til.. egentlig er det ikke lysets kriger dragten.. Men umiddelbart ville man ikke være i tvivl om at han var inden for de kredse.. farverne macher jo ganske godt.
Cassas blik fanges dog så af Miara som rækker hånden præsenterende frem..
Han trækker den ene handske af så en fin, solbrun slank hånd kommer frem.. Han trykker let hendes hånd, og gør et dybt, høfligt buk.
"Mig en glæde at træffe Dem, Senorita Miara." han ranker sig op igen.
"Mit navn er Cassa... Blandt kolegaer dog oftest Nova.." han smiler et varmt og imødekommende smil inden han slipper hendes hånd igen.
"Alt forladt-" begynder han med samme varme tone.. Hentydet til at hun er ny i brancen. "-Det er ikke så nemt i starten.. Men jeg håber da, at De vil finde Dem til rette i Deres nye erhverv.. Hvis der er noget De mangler af den ene eller anden art, kan De blot opsøge mig.. Palæet i udkanten af byen.. Bare følg hovedvejen i nordlig retning, så kan De ikke undgå at få øje på det.. Der er De altid velkommen.. om De mangler husly, ammunition eller proviant..." Straks slynges den høflige og venlige gæstfrihed afsted.. Miara må have fået et lidt dårligt indtryk af ham først.. Det vil han gerne rette op på.. Plus det faktum at han agter at hans medarbejdere er klar over at de ikke står alene om opgaven, og at de aldrig vil komme til at mangle noget...

Nårh ja, det faktum at han har opkøbt kroen er jo også et plus... Der kan man jo også som lysets kriger, frit overnatte..

2 mænd til hest kommer riddende ned langs stranden. De er iført en rustning derer spejlblankt så man vil tydeligt kunne spejle sig i brystpladen. Uden over har de en hvid lang kappe der blafre bag ud i vinden imens de ridder afsted på stranden. Nogle steder ses der en blå dragt de har på inden under rustningen. man er rettet og sagt ikke i tvivl om at de er en af dronningens vagter. De kigger sig opmærksomt omkring på stranden og opdager en sorthåret kvinde der er iført en lysets krigerdragten, men se ser også en sorthåret mand med spidse øre. Lige som de havde fået Cassa beskrevet af Dronningen. De sætter så hestene i gallop imod Cassa og Miara. De stopper så op da de endelig er kommet hen til dem og de træder let og elegant af hestene. De går hen til Cassa.
,,Er De hr. Nova?" siger den ene spørgende og ser på Cassa imens den anden bare står ved hans side også med blikket på Cassa.

(Miaaaaraaa?? )

Kun få sekunder efter at Cassa har ranket sig op igen, dukker de to rustninge på heste op.
.. Cassas blik ser lidt forvirret på dem.
"J.. Ja.. Cassa Giacomo Nova.." svarer han en smule forvirret, men med høflig præsentation..
Hvad mon Dronningens budbringere ville Cassa? Han mærker sit hjerte hamre af nervøsitet! Nu sker det... han bliver afskedet! Han mister jobbet, henrettet måske? Nej.. sådan kunne lysets dronning ikke finde på at gøre...

Men Cassas parnoide hoved går i forsvars position.. han tror jo, at han ikke gør sit job godt nok..

De ser hurtigt på hinanden og nikker der efter. ,,Os en ære at møde Dem" Siger de og bukker dyby for ham.
,,Dronningen ønsker at tale med dem med det samme" Kommer det fra den ene af dem. Inden af dem har bemærket hullet bag på Cassas ryg. De står blot og smiler let for sig selv. De ved ikke engang hvad Dronningen vil ham. Det eneste de fik besked på var at finde Cassa og sørge for han kom op på paladset hurtigst muligt.
,,Du skal følge med os op på paladset hurtigst muligt hvis De har tid til det." Siger de blot og ser afventende på Cassa.
De skimter af og til hen til Miara, en af de nye krigere, gik de da ud fra. Men man kan jo aldrig være sikker.

Cassa blegner.
".... Javel." han stiller sig rank og gør et let buk.. som at han parrere ordre.
"Jeg vil dog foretrække at klæde mig ordenligt på.. Det er ikke værdigt i dette tilsnuskede sæt tøj.." han bukker undskyldende.
Det vil ikke tage mange minutter... jeg kan teleportere mig hele vejen.. tænker han vuderende.
han ranker sig op igen.
"Vil det være for silde hvis jeg lader hendes majestæt vente i 10 minutters tid?" spørger han med ærebødig og respektfuld stemme...
... Åh nej.. åh nej åh nej...

Miara vil nok kunne se Cassas utrykhed... Men mest fordi hun jo lige har stået og konverseret med ham..

Den ene nikker let til Cassa med et venligt smil.
,,Det er iorden begge dele. Vi alle skal lige have lidt tid til at gøre os i stand når vi skal ind til Dronningen." Siger den anden som ikke nikker.
Hurtigt stiger de til hest igen let og elegant med langsomme bevægelser.
,,Vi ridder i forvejen. Du går bare ind til Dronningen" Siger de og bukker let.
De sætter så hestene i gallop og ridder fra stedet imod paladset.

//Out

Cassa er ligbleg da de er væk..
han vender sig mod Miara..
Han bukker skråkantet.
"Jeg undskylder meget for min pludselige hastesag, Senorita Miara.. Jeg håber at træffe Dem igen på et tidspunkt.." han bukker et par gange, inden han forvirret og omtumlet forsvinder i en sølvgrå røgsky, udløst af et blåt lysglimt..

//out

Miara kigger efter rytteren, og den bemærkelsesværdige fremmede, Cassa. Så brat han kom, så brat han forlod stedet. Besynderligt... Hun sætter sig igen til at stirre tænksomt ud over vandet, mens hun gnubber den ømme bule i panden. Øv! På sin vis har Cassa da efterladt hende et lille visitkort, om end ikke et særlig behageligt et... Bølgerne bruser stadig ind mod breden, ligesom som de gjorde før. Ud i det uendelige...

En traskende, ung dame kommer traskende (sjovt nok) langs den vindblæste strand. Hendes lidt langsomme gang kunne tyde på at hun er skadet, men bortset fra det er der ikke nogle mén. Og da slet ikke eftersom hun ser forholdsvis tilfreds ud.

Nurits mørkebrune glød og eksotiske udseende er måske nem at digte end fantastisk historie ud fra. Men sandheden er at hun er lige så kedelig som alle andre, ligeså fortællingsløs og lige så uinterressant. Og dog ville hun fortælle en masse til forbipasserende, hvis det var hende muligt.
Nurit bemærker ikke den anden skikkelse med det første, men snart stopper hun op, ved synet af en anden kvinde. Som refleks fører hun hånden ned til yderlommen i den lappede skuldertaske, klar til at gribe efter rullerne og kullet. Hendes erstatning for en mund.

Endnu engang hører Miara skridt i sandet bag sig. "Det var utroligt så meget trafik, der er her idag..." tænker hun, og vender sig om. "Gadvide hvem det mon er denne gang... En pige med et skjult andenæb?" Det ser ud til, at Miara tager fejl. Selvom man jo aldrig kan vide. Idéen med disse overnaturlige legemsdele er jo åbenbart, at de er skjulte.
Den person, Miara ser for sine øjne, er meget forskellig fra både fint klædte, magre drenge, og Lysets Dronnings budbringere. Dette er en kvinde, der lige kunne være trådt ud af et af de eventyr, Miara fik fortalt som barn. Hendes lød er brun og håret kulsort. Hun ligner en form for ørkenprinsesse. Gad vide, hvad hun mon har at gøre her? Leder hun efter fred og ro, som Miara jo ellers havde søgt, da hun besluttede at lægge sin vej forbi den ellers so stille strand, i morges?

Nurits korngule kjole blafrer i vinden, sammen med hendes lange fletning. Hendes øjnes venlige udtryk hviler på Miara som, ifølge Nurit, er meget smukt klædt på. Og det glæder Nurit at se at hun ikke ligner én, der har tænkt sig at gøre noget ondt. Selvfølgelig er det ikke til at vide, altid. Men hende her har i det mindste ikke en gigantisk og voldsom tyr ved sin side. Så mon ikke det går.

Nurits flyvende tanker får hende til at minde hele den voldsomme episode hun har været udsat for, og hendes brede smil blegner. Og selvom det ikke blegner meget, er det ikke svært at se at hun tænker på noget der tydeligvis påvirker hende negativt.
Nurit bevæger sig roligt imod kvinden i den smukke uniform. Hun tager fat i den ene side af sin kjole og nejer høfligt, samtidig med at hun gør et velopdraget nik med hovedet.

Miara rejser sig fra stenen, hun har siddet på, og går over mod den fremmede kvinde. Hun ser venlig ud, synes Miara. Hun ligner ikke bare en irriterende fredsforstyrrer. Hun ser intelligent ud. Er hun mon også det i virkeligheden? Uanset hvad gør den fremmede Miara nysgerrig. Hun får lyst til at lære hende at kende.
Miara bukker som svar til den fremmede. "Hej" siger hun venligt, smilende. "Jeg må vel hellere præsentere mig selv. Jeg hedder Miara" siger hun.

(( bliver desværre nødt til at smutte nu... Familiesamværet kalder :D Vi kan vel altid fryse?))

Nurit træder et velorganiseret skridt tilbage og nikker endnu en gang af Miara. Miara. Miara. Nurit smager lidt på navnet, da ihvertfald inden i hoved. Hun syntes at det lyder pænt. Måske som en blomst, eller en funklende sten, Hun har hørt om grotter i krystalbjerget med sådanne sten. I alle regnbuens farver. Dog ved hun nu ikke om de rent faktisk hedder Miara. det var bare et gæt ud i luften.

Hun trækker et krøllet papir op af lommen sammen med at stykke kul, der smitter af på hendes fingre. Men det er ikke til at se, da de faktisk er ret ingnidede i kul, allerede. På pairet skriver hun med skråskrift sit fulde navn, og holder derefter papiret over til Miara. Nurit Ivy Aramantha.

(( vi fryser så x3 ))

Miara kigger interesseret på kvinden, førts undrende, da hun ikke siger noget som svar. Dog kommer svaret ikke længe efter, da kvinden stikker hånden i lommen, trækker kul og papir op, skriver sit navn på en sedel og stikker den frem mod Miara. Nurit Ivy Aramantha. Et navn, der lyder som noget fra et eventyr om den uendelige, varme og eksotiske ørken. Et navn, der passer til kvindens udseende.
"Åh, du er stum..." siger Miara, da lyset går op for hende. Hun får medlidenhed med den anden. Tænk fuldstændig at miste stemmens brug... Miara kan ikke forestille sig, hvordan det må være. Dog kommer hun hurtigt i tanke om, at de måske er en smule uhøfligt at sige det på den måde, som om kvinden, Nurit, var et dyr på udstilling i et bur, som alle kunne undres over. "Undskyld, jeg har bare aldrig mødt en stum før..." mumler hun lidt akavet, men smiler så. "Rart at møde dig, Nurit. Er du på en lille udflugt her, for fornøjelsens skyld, ligesom jeg, eller har vigtigere ærinder ført dig denne vej?" spørger hun venligt, og sætter sig ned på en sten i nærheden.

Nurit kigger lettere skammende ned i jorden, måske i frygt for den fremmede kvindes reaktion. Det er trodsalt slet ikke normalt, med stumme mennesker løbende rundt omkring. Det er hun klar over.
Nurit ryster på skuldrene og håber det er svar nok. At hun egentlig ikke ved hvilket sært instinkt der jog hende ned på stranden. Måske bare et indre håb om at få en smule fred. Det er trodsalt ikke på stranden de fleste gale voldtægtsforbrydere befinder sig. Vil hun da mene.

Hun strækker sine arme og vender blikket imod bælgerne. Hvidligt skum ligger lang strandkanten hele vejen. Samt en blanding af tang og skaller. Måske en enkelt søstjerne, i ny og næ. Alt sammen ting som kunne være utroligt smukke at hænge en snor i og hænge om halsen.

Miara ser den anden kvinde ryster på hovedet som svar, men kan ikke helt afkode, hvad hun egentlig mener med det. Hvorfor tager hun ikke bare sin pen og blok, og skriver et rigtigt svar? Miara forstår det ikke. Hun ser Nurits blik vende ned mod stranden, mod strandstenene. Hvad vil hun mon? Hun ser usikker ud. Som om hun har oplevet noget ubehageligt. Men Miara har ikke lyst til at trænge sig på. Ikke på en vildt fremmed. Hvis den fremmede ikke har lyst til at tale, eller kommunikere, nærmere, så må det være sådan. Miara sætte sig til at filosofere over verdenssituationen.
Efter nogen tid, rejser hun sig og går.

achillius står på en af de høje klipper og kigger ned på
vandet han sætter sig roligt på klippen han kan ikke lade være med
at tænke på det han oplevede igår men alle de piger og sådan noget.
han ser på hans arm hvor foxy havde bidt ham igår
han smiler blot af tanken om det. han gir sig til at se ud over
klipperne for at se om han kan se, om der er nogen andre personer til stede.

Og der var faktisk andre på stranden. På en klippede lidt væk fra ham sad nemlig Cassira. Hun var tydelig at lægge mærke til, for hendes røde hår lyste op på alle klipperne. Hendes blå kjole var denne dag dækket af hendes kappe, for det var en blæsende dag. Hun skuttede sig lidt, for selvom hun havde kappen på, bar hun ikke meget tøj. Udover kappen havde hun nemlig kun den meget korte salsa kjole, og nogle meget lasede piratstøvler.
Cassira havde endnu ikke lagt mærke til Achillius. Hun sad i sine egne tanker, men da hun kom til at skubbe til en småsten, kom hun hurtigt til sig selv igen. Hun gabte let, og srakte sig smidigt, inden hun så sig omkirng. Hun kunne godt trænge lidt til, at der skete lidt nu, hvor hun i flere dage ikke havde set et eneste menneske, blot siddet her. Hvorfor vidste hun ikke, måske prøvede hun bare at finde sig selv? Cassira rystede tanken af sig, var hun da blevet helt filosofisk?!
"Goddag," sagde hun med en hævet, men rolig stemme, da hun lagde mærke til Achillius. De var på en god afstand af hinanden, så det var nødvendigt at hæve stemmen lidt. Hun rejste sig op, og rettede sig mod ham, inden hun langsomt begyndte at gå derhen af.

achillius sad som en for stenet mand men han begynde stille at bevæge
på sig da han synes han kan hører en hilse på ham, han vender sig om og ser at der er en anden person til stede han smiler kort og ser at personen har rødt hår, gad vide om det er venus??, han rejser sig ikke
op da han kan se at personen kommer hen imod ham,
han igen på hans arm der er kommet betændelse i hans sår han kan
mærke det så han trækker forbinding af og lader såret få frisk luft.
han vender hovdet igen for at se hvem personen er og om det virkelig er venus eller hvem det enlig så er.