Ezra sad på dromedaren uden at sige noget, som de bevægede sig igennem natten. En gang i mellem fik de gyngende bevægelser ham til at døse hen, men for det meste sad han bare og stirrede tomt ud i luften. Selv ikke den flotte nattehimmel tiltrak sig hans opmærksomhed. Pludseligt bevægede Jocasta på sig og sagde, at hun havde hans taske. Hans taske? Han havde funderet over, hvor den var blevet af, men havde regnet med, at den var blevet efterladt tilbage i lysningen, hvor det hele startede. Så da hun gav ham den i favnen, var det med tavs gensynsglæde. Med næsten rystende hænder fik han den åbnet og ledt igennem. Næsten alle hans ting var der. Der manglede lidt til hans pynte"rustning", men det gjorde næsten ikke noget. Bare det at få tasken igen betød noget for ham. Og hans store kniv lå deri. Med en kærtegnende bevægelse rørte han ved håndtaget, inden han tog den ud og satte den i sine bukser, der hvor den altid sad. I stedet lagde han fløjten ned i tasken, sammen med den kniv, han havde hugget fra vagten på paladset. Det var for tidligt at skille sig af med den.
"Tak. Mange tak." Han drejede sig så godt han kunne og sendte hende et blik med blanke øjne, inden han så fremad igen, nu med tasken knuget ind til sig. Det hele var lige blevet bare en lille smule bedre.

Tilbage på paladset var tingene ikke gået, som man havde forventet. Ikke ret længe efter deres flugt, var det blevet opdaget. Men ingen var fulgt efter dem til at starte med. De mænd, der var blevet angrebet af Jocasta, fortalte om en skyggedæmon og det skabte skræk blandt mændene, der nægtede at tage ud i natten efter de to flygtninge. Til sidst var det alligevel lykkes at finde nogle modige vagter og true andre til at tage af sted. Desværre havde en vind fjernet det meste af sporet efter dem og vagterne måtte sprede sig ud for at lede efter dem.
To af dem var taget i den rigtige retning, men var gået forbi klipperne. I stedet var de endt ved en oase, hvor de besluttede sig for at holde pause - og evt lægge sig på lur, for det var det eneste sted med vand i nærheden. Og her ventede de så, da mørket lagde sig og en mørk skikkelse dukkede op i månens lys. En dromedar med to skikkelser på ryggen. Heldet havde været med dem og store belønninger ville vente dem derhjemme, når de havde skyggedæmonen og slaven med hjem igen!

Man kunne mærke på dromedaren, at den kunne lugte vand, for den satte farten op. I månelyset kunne Ezra skimte nogle palmetræer, der stak op fra sandet længere fremme. En oase. Vand. Ezra kunne mærke lettelsen skylle igennem sig. Vandsækken var ved at være tom, selvom de begge havde sparet på det.
Det tog ikke lang tid før der dukkede græs op i sandet, spredt, men grønt. Kvinden fik dromedaren til at lægge sig, så de kunne komme af inden dyret fik lov til at gå ned og stikke den store mule i vandet for at drikke i store slurke. Ezra sukkede af behag over ikke at sidde på dromedaren mere og gik selv ned til vandet, næsten helt hypnotiseret af den store mængde vand. Som han havde travet igennem ørkenen, havde de kun besøgt en enkelt oase og det virkede helt forkert med alt det vand på så tørt et sted. Stivbenet satte han sig på hug og stak næsten forsigtigt fingrene i vandet, inden han samlede en håndfuld op og drak. Han nåede at sluge et par mundfulde, inden en mørk skikkelse dukkede op ud af ingenting og væltede ham omkuld. De to vagter gik til angreb, en til hver flygtning.

Ezra havde slet ikke set det komme og han væltede om i det stive græs med en lyd af overraskelse og angst. Forvirret og panisk så han hvide tænder i et mørkt ansigt, som hænder greb fat i ham. Febrilsk begyndte han at sparke ud i et forsøg på at komme væk, men selvom hans spark ramte, var de så svage, at de ikke gjorde den store skade. Ezra kunne mærke mandens vægt oven på sig og panikken eksploderede efterhånden i hans hoved. Pludseligt havde han fået sin kniv i hånden og han svingede den ud mod manden. Et smertensudbrud og kroppen der forsvandt, fortalte ham, at han havde ramt. I en vildskab, som kun kunne minde om et dyr, der var trængt op i en krog, skubbede Ezra sig op og kastede sig over manden, mens han desperat stak ud med kniven. Følelsen af, at den ramte nogen og endnu en lyd af smerte fik ham til at blive ved og ved og ved. Varm væske løb ud over hans fingre og sprøjtede op af hans overkrop og ansigt. Til sidst var han så udmattet i armene, at han måtte stoppe. I rædsel så han ned på den nu meget døde mand og blodet der glimtede sort i det svage lys. Åh ved Aladrios, hvad havde han gjort?

Jocasta kunne ikke undgå at smile lidt ved hvor glad hun så ud til at gøre Ezra. Det var rart at vide, at hun i det mindste kunne give ham lidt af den glæde han havde haft før, tilbage igen. For han var forhåbentlig glad før dette. Og hvis ikke, måtte det vel til at ske nu. De var jo på vej væk, de skulle nok kunne klare den! Som de kom til oasen og hun lod drommedaren lægge sig ned, kiggede hun efter Ezra der med det samme gik mod vandet. I et moment af svaghed, gjorde hun det samme, og tænkte sig slet ikke om. Hvad kunne der alligevel ske? De var jo midt ude i ingen ting, og der var nok ingen der var blevet sendt efter dem endnu.
Der tog hun grueligt fejl, for mens hun så på Ezra drikke af vandet, bemærkede hun slet ikke det ellers tydelige skift af skyggerne omkring dem, da en vagt hoppede på hver af de to. Hun kunne ikke se hvad der skete med Ezra, så det øjeblik hun blev væltet væk fra ham, panikkede hun med det samme. Hvad hvis der skete ham noget?! Hun var distraheret og træt og opdagede ikke hvordan vagten førte håndtaget af et sværd direkte ned i tindingen på hende.

Hun havde lidt svært ved at fokusere derefter og var et kort øjeblik helt slap under vagten, der begyndte at tage reb frem. Han ænsede ikke engang hvad der skete med hans "kammerat" og mens han begyndte at tage fat i Jocastas hænder for at binde dem, kom hun selv mentalt tilbage til overfladen, som panikken igen bredte sig i hendes krop. Hendes puls steg og kæmp eller flygt instinktet tog over. I hendes tilfælde var det at kæmpe, da hun tog noget pludselig fat i vagten og førte hans hoved ned til sig. Der lød en knasende lyd da hun stak ham en skalle, der ramte plet i hans næse og han gav slip på hende med et råb af smerte. I stedet greb han om sit sværd og skulle til at hugge det ned i hende. Uden at tænke over det, hev hun selv en kniv og hamrede den direkte i hjertet på ham. Han faldt sidelæns af hende, død på stedet. 

Selv kom hun klodset på benene og kiggede med det samme mod Ezra, forventende det værste. Måske var det også det værste der kunne ske, at han havde myrdet vagten, for nu var han da først ved siden af sig selv! Hun nåede ikke at tænke over sit eget drab, for bekymringen om ham var større og hun vaklede hen til ham, stadig meget svimmel og desorienteret. Hun nåede hen ved siden af ham og dumpede ned i sandet. "Ezra? Ezra, er du okay?" hun kunne mærke en varm substans løbe fra tindingen, det sted hvor vagten havde slået hende og svimmelheden tog kun mere og mere til i styrke.

Ezra stirrede ned på manden og blev overvældet af kvalme, men der var intet i hans tomme mave, så der skete intet. Men blodets sorte farve i nattens lys, fornemmelsen af blod på hans hænder, bare bryst og ansigt og synet den døde mand var næsten for meget for ham. Men i stedet for at flippe ud, gik han i stå, bare stirrende med øjne så store, at man skulle tro, at det ville falde ud af hans ansigt. Det gav et sæt i ham, da kvinden satte sig ved siden af ham. Jocasta. Han havde glemt alt om hende. Hurtigt flyttede han de unaturligt store øjne til hende og det første han fik øje på var mere blod. Men det var hendes. Hun blødte. Han blinkede en enkelt gang og svarede så på hendes spørgsmål.

"Ja. Jeg er okay." Han stemme var sært flad, men en klap faldt ned i hans hoved. Det var ikke tiden til at panikke over sine egne handlinger, ikke tid til at tænke over det. I stedet stak han kniven på plads i bæltet, som var den ikke fyldt med blod, og han tørrede fraværende sine hænder af i vagtens ærme, der ikke var gennemblød af den røde væske. Bekymringen dukkede op i hans ansigt, som han gjorde dette uden at fjerne blikket fra menneskekvinden.
"Er du okay?" Han rakte en stadig ret blodig hånd op mod hendes ansigt for, hvis hun gav ham lov, at dreje på hendes hoved, så han kunne se, hvor blodet kom fra. Det så ud som om, at hun var blevet slået med et eller andet. Selv i mørket kunne han se, at det havde været et hårdt slag, for hun så forvirret og desorienteret ud. Bekymringen spredte sig og han kom på benene.

"Jeg tror, du burde lægge dig lidt ned." Men ikke lige her. Her var farligt, fyldt med blod og død og han ville væk for lige nu, selvom han gjorde at hvad han kunne, for ikke at tænke over det. Så han hjalp hende på benene og førte hende over til et sted med mere græs i mellem nogle af palmerne. Ezra vidste ikke meget om, hvad man skulle gøre, når folk slog hovedet, men hvile måtte nok være vigtigt. Så han hjalp hende ned at ligge og overvejede med træge tanker, hvad han nu skulle gøre.

Et eller andet sted troede Jocasta ikke helt på, at Ezra var okay. Han så ud til at være hylet helt ud af den, men hans blik gik hurtigt fra chok til bekymring da hans blik vendte sig mod hende og han stillede samme spørgsmål tilbage. Hun gjorde intet for at undgå hans hånd og lod derfor også sit hoved dreje, mens hendes blik flakkede rundt, forvirret. "Det.. Det tror jeg?" det burde have været en konstatering, men hun vidste det faktisk ikke helt selv. Mest af alt var hun rundtosset og forvirret. Måske for chokeret til at kunne mærke noget endnu. Det var først da han hjalp hende op at stå, at hovedpinen sneg sig ind. Hun snublede let, men blev heldigvis ledt af sted af Ezra, hen til nogle palmer. Som hun blev hjulpet ned at ligge, tog hun sig til hovedet og vendte sig om på siden. Hold da op hvor det gjorde ondt!

Hun kunne ikke undgå at lave en klagende lyd over det, mens hun lå dér og følte sig vildt desorienteret. Derfor satte hun sig også lidt brat op og mistede hurtigt farven i ansigtet da kvalmen bølgede ind over hende. Men hun holdt sig fra at kaste op. I hendes hoved var der ikke noget mere ubehageligt end at kaste op. Hun satte sig op af et af palmetræerne og forsøgte at trække vejret dybt og roligt. Det fungerede næsten og det gik snart op for hende, hvad det måske kunne være. Hendes mor havde godt fortalt hende om når folk slog hovedet for hårdt. Man måtte helst ikke sove for længe når sådan noget skete.
"Hey.. Ezra? Hvis jeg falder i søvn for længe... Vil du så ikke godt vække mig?" ordene kom ud lidt anstrengt på grund af kvalmen og hovedpinen, men hun formåede da i det mindste at fokusere på ham lidt længere tid end før.

Det blev mere og mere tydeligt, at kvinden havde slået hovedet hårdt og bekymringen spredte sig mere og mere i Ezra. Selvfølgelig for hende, men også for sig selv. Hvad skulle han gøre, hvis hun blev for svag til at være den, der bestemte og lede vej? Han ville være fortabt herude i ørkenen. Normalt var Ezra en, der tog hånd om sit eget liv, men han var så svag og konfus, at han ikke kunne se sig selv være stærk nok til at gøre det. Han betragtede hende, mens hun satte sig op og fik skubbet sig op af et træt. Hendes spørgsmål fik ham til at rynke panden, men han nikkede. Det kunne han vel nok finde ud af.
”Det skal jeg nok.” Forsigtigt sørgede han for, at hun var pakket ind i sin kappe, inden han satte sig ved siden af hende. Her ville han blive siddende, indtil solen begyndte at stå op, med et hoved der var så tomt som ørkenen. En gang i mellem skubbede han lidt til hende, til hun gav lyd fra sig, som hun havde bedt ham om.

Inden solen blev alt for varm, rejste han sig og fandt et af tæpperne frem. Med lidt fingernemhed fik han bundet et til palmen og spredt nok ud til, at Jocasta ville være i skygge under det. Ingen grund til at hun fik solstik oven i slaget i hovedet. Bagefter kløede han dromedaren lidt på halsen og var stadig tom i hovedet.
Som han stod der og havde pels mellem fingrene, faldt hans blik på de døde mænd. En fugl var allerede landet og sad og hakkede i ham, som Ezra have slået ihjel. Synet gav Ezra kvalme. Han besluttede sig for, at de to døde mænd ikke kunne blive liggende der. Langsomt gik han over til den første, ham Jocasta havde dræbt, og tog ved hans ben for at hive ham af sted. Men intet skete. Han var for stor og tung og Ezra var lille og svag. Opgivende lod han benene dumpe ned på jorden. Så måtte de vel blive liggende der og rådne i solen… medmindre. Hans blik faldt på dromedaren. Ikke så længe efter havde han fået et reb bundet fast fra dromedaren til mandens ben og dromedaren sat i gang. Uden problemer slæbte det store dyr manden ud af oasen, hvor Ezra bandt rebet op og efterlod liget i sandet. Processen blev gentaget med det andet lig, der efterlod en blodig stribe igennem græsset og ud i sandet. Satyren kunne næsten ikke se på det, som han vidste, at det var HAM, der havde gjort det.

Til sidst fik dromedaren fri igen og Ezra stod midt i det hele og stirrede ud i luften. Han følte sig beskidt. Udvendigt og indvendigt. Pludseligt tog Zaladin ved ham og han gik hurtigt ned til vandets kant, smed bukserne og vadede ud i det overraskende kølige vand. Det blev overraskende hurtigt dybt og snart stod han i vand til livet. Arrigt begyndte han at gnide sine hænder mod hinanden for at få blodet af. Det virkede ikke rigtigt, så han dukkede under vandet og kom op med to håndfulde sand, som han brugte som en grov form for sæbe. Det skete flere gange, som han vaskede sin krop af for skidt, sved og blod. Selv de gamle sårskorper røg af og efterlod tynde striber af lyserød ny hud, som nogle steder ville blive til tynde utydelige ar. Heldigvis havde de ikke slået hårdt nok til, at det havde været dybe sår, der ville efterlade tydelige ar.
Det værste var brændemærket. Det sved som vandet skyllede det rent for sand og skidt og sårskorpen blev blødt op, men som blev siddende, for såret var langt fra helet. Forsigtigt kiggede han sig så godt som muligt over skulderen for at se på det, men kunne kun skimte lidt af det.

Pludseligt blev han overvældet af en trang til at græde. Han var mærket for evigt som en anden mands ejendom. Et sted alle ville kunne se, hvor end han bevægede sig hen. For et øjeblik var det som om, at han mistede styrken i sine ben og han havde nær sat sig i vandet, men blev alligevel stående, mens han kæmpede mod trangen til at flæbe sine øjne ud. Alting havde ændret sig drastisk og selvom han normalt kunne finde ud af at holde humøret oppe, føltes alt sort og forfærdeligt lige nu. Ville de nogensinde komme ud af ørkenen eller ville han dø i dette helvede?
Han stod lidt med knyttede næver, inden han langsomt begyndte at vade op af vandet igen, efter atter engang at have lukket alt inde i en knude i maven og hans ansigt igen havde mistet alle former for følelser, men var bare lukket.

Ganske rigtigt gik der ikke meget længe før Jocasta faldt i søvn op af palmetræet. Hun sov dog ret overfladisk fordi Ezra holdt sit løfte om at vække hende engang imellem, en ting der både frustrerede hende og gjorde hende taknemmelig. Hovedpinen blev ved med at dunke i hendes hoved, men hun sov videre frem til dagslyset begyndte at titte frem og der lød plaskende lyde. Et mareridt midt i al hendes søvn meldte sig:

Hun stod med en blodig, dryppende kniv i hånden. Den dryppede både blod og skygge, og hvorend hun havde fået et sår, blødte det på præcis samme måde. Tattoveringerne lyste ikke mere, men var i stedet kulsorte og begyndte at brede sig op af hendes underarm, mod albuen, og som de gjorde det, oplevede hun en smerte uden lige.

Det fik hende til at åbne sine trætte, tunge øjne og derefter kigge op mod lyden. Hun sad i skyggen under et tæppe som var blevet spændt fast oven over hende, men der gik ikke længe før hun panikkede let. Hun havde husket at Ezra haddet siddet ved siden af hende og nu var han der ikke. Dog nåede hun ikke at panikke meget, før hun fik øje på ham - og blodsporet, der ledte væk. Det fik hende hurtigt til at komme i tanker om drabet. Hun havde dræbt en mand. Hun havde dræbt en mand. Som hun lagde armene om sig selv i et forsøg på komfort trillede et par tårer ned ad hendes kinder. Hun havde begået mord. Hun havde ellers regnet med, at hun aldrig skulle begå sådan en handling, men nu var det sket. Og det gav hende en kvalme uden lige.

Midlertid så Ezra dog ud til at have det værre da han vendte sig, for hans blik og ansigtsudtryk var tomt. Jocasta rejste sig langsomt, på lidt usikre ben og gik hen til ham. For det første havde hun godt se det hidsige sår, for det andet var hans blik i sig selv allerede nok. Normalt ville hun lade ham være, men bare at se ham sådan her, fik hendes hjerte til at bløde. Hun lagde forsigt en hånd på hver af hans overarme da hun stod over for ham.
"Ezra.. Tal til mig.. Der er noget galt, vær sød ikke at lukke dig selv inde," hun talte med en blid, næsten moderlig stemme, som hun havde lært det fra sin egen moder. Men hvis han ikke ønskede var hendes greb ikke særlig stærkt. Hun ville bare have at han fik det godt igen om hun så skulle gøre brug af sin blodmagi før at gøre det brandemærke lidt bedre.

Ezra havde overhovedet ikke hørt at Jocasta var vågnet og han så hende først, da han vendte sig mod bredden igen. Hun var på vej hen i mod ham med et bekymret udtryk i sit stadig blege ansigt. Han orkede ikke rigtigt at tage stilling til hende, lige nu ville han egentligt helst lægge sig og tage en lur, i håb om at kunne lukke lidt af for det negative kaos, der var inden i ham. Men som han kom op af vandet, tog hun ved ham og så på ham med sine bekymrede kønne øjne. Hendes milde stemme skar sig ind i ham og han så på hende med et blik, der sagde, at han næsten ikke så hende. I stedet trak han sig fri i en langsom bevægelse og gik over til, hvor han havde smidt sine bukser, hvor han bukkede sig ned og samlede dem op.

Som han stod der og kiggede på sine bukser, der var hullet og slidt og næsten ikke hang sammen i syningerne mere, væltede hendes milde stemme stadig rundt i hovedet på ham og pludseligt begyndte han at ryste over hele kroppen. Om det var synet af bukserne eller hendes stemme, det var ikke godt at vide, men pludseligt væltede den dæmning, han havde sat op for sit indre og den konstante rysten blev efterhånden til bølger, som hulkene begyndte at rykke igennem ham. Bukserne faldt til jorden og han gled ned at sidde i det tynde græs. Han gemte ansigtet i hænderne, begravede de nedbidte negle i sin pande og begyndte at gispe let efter vejret i mellem hulkene, der blev voldsommere og voldsommere, som de flåede igennem hans krop.

Han kunne ikke stoppe gråden og han havde heller ikke samlingen til at forsøge.
Han græd over alle de fortabte sjæle, han havde set på sin rejse, uretfærdigheden ved det hele, ondskaben og smerten. Han græd over de mange timer i solen uden vand, over piskeslagene og de skrig af smerte, der havde lydt igennem heden. Han græd over tabet af uskyldigheden og livsglæden, over den ligegyldighed over for andres liv, han havde oplevet. Han græd over ydmygelsen, følelse af at være prisgivet andre og følelsen af vrede og had, han så uvant havde følt i sig selv. Han græd for alle de andre, men mest græd han for sig selv. Over smerten, både psykisk og fysisk, over manglen på mad og vand og manglen på venlighed. Ja, han græd endda over den lille smule venlighed der havde været midt i al elendigheden. Han græd over den grusomme handling han havde gjort, da han slog en mand ihjel. Noget han aldrig havde troet sig selv gøre, som satyr der elskede livet, værdsatte livet og tilbad det. Og han græd over brændemærket på sin skulder, arrene han ville få efter piskeslagene og de psykiske mén, der ville komme. Han græd, for han vidste slet ikke, om han nogensinde ville kunne vende tilbage til det liv, han havde før. Alting virkede så ødelagt og han var så fortabt og træt og for et øjeblik vendte lysten til at dø tilbage. En lyst der havde hærget ham mange gange siden han først havde sat klov i ørkenen. For han kunne slet ikke se, at han havde noget at leve for mere, nu hvor hans positive syn på verden var forsvundet.
Hele hans ikke så store, meget tynde krop rystede voldsomt og han vippede frem og tilbage, ude af stand til at rumme sig selv.

Hun burde næsten have forventet det, at han undgik hende. Hun kunne sådan set også godt forstå det, for ligegyldigt hvad han så end havde sagt om, at han var taknemmelig, så vidste hun inderst inde godt, at det hele stadig var hendes skyld. Hvis jeg bare havde været stærkere, var det her aldrig sket. Hun kiggede langsomt efter ham og bøjede hovedet i skam. Hvis hendes mor havde set hende nu. Det vidste hun ikke engang, hvordan hun ville reagere, men hun havde på fornemmelsen af, at der nok bare ville være mere dårlig samvittighed. Det var næsten som om at hun kunne begrave sig selv i det. Hun havde lyst til at begrave sig selv i det. Hun hørte hulkene før hun så ham ryste over hele kroppen og de skar igennem hendes bevidsthed og fik hende til at kigge hen på Ezra med et forpint blik. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Her stod hun, svimmel og med et hoved der var ved at krakkelere og vidste, at de nok ikke burde rejse videre og samtidig vidste hun, at Ezra ville hjem. At han ikke ville være i denne ørken længere, og at hun var for svag til at hjælpe ham videre. Et stædigt drag dukkede op i hendes ansigt, da hun trådte hen til ham.

"Du skal nok komme hjem. Du kommer hjem, jeg hjælper dig. Og det der brandemærke skal nok komme væk. Helt væk," sagde hun stædigt som hun satte sig ned og trak ham ind til sig, ligeglad med hvor meget han så end havde negative følelser for hende. Han havde brug for komforten, og så måtte han vel altid vride sig fri senere. Hun havde ikke i sinde at lade ham sidde alene med sin smerte, ikke nu, ikke nogensinde. "Guderne nåde og trøste dem der står i min vej," hendes blik blev mørkt et kort øjeblik og det gik op for hende hvad hun havde sagt. Hun havde ment det. Hun havde ment det, og nu havde hun en kraftig kvalme, der skyllede sig ind over hende som en bølge af ubehag. Hun undertrykkede det, hun var nødt til at være stærk for ham. Ellers ville de aldrig komme videre. Noget var hun nødt til at gøre, selvom hendes ben rystede under hende og hun knap nok var i stand til at balancere ordentligt. Hendes samvittighed var som en glohed kniv der borede sig ind i hendes hjerte gentagne gange og det var for smertefuldt. Hun var nødt til at gøre noget ved det.

Hvis Ezra havde vidst, at hun troede, at han hadede hende så meget, at det var derfor, at han ikke ville se på hende, så havde han overrasket forklaret hende, at det ikke var derfor. Nej, han skammede sig, skammede sig over at være så deprimeret, over dødstankerne og over at have slået en mand ihjel. Han skammede sig så meget over sig selv, at han havde svært ved at håndtere det. Og det var derfor, at han ikke kunne se hende i øjnene, ikke kunne være der for hende, som han havde en fornemmelse af, at hun havde brug for også. Trods sit eget psykiske helvede, kunne han godt fornemme hendes også, men han havde intet at gøre med, kunne ikke hjælpe sig selv og kunne slet ikke hjælpe hende.

Som hun satte sig og lagde sin arme om ham, gjorde han intet for at forhindre hende. Nok havde Ezra levet i 113 år, men udviklingsmæssigt var han kun i de tidlige tyvere og han havde ikke levet ret mange år alene. Ærligt talt savnede han sin mor, pinligt som det måske kunne være for en ung satyr, men han var vant til at have sin familie om sig hele tiden og lige nu kunne ensomheden ikke være større. Så Jocastas favn var det bedste han kunne få lige og det var også nok. Hendes ord om at han nok skulle komme hjem, fik ham om muligt bare til at græde endnu mere og han lænede sig ind i mod hende for at få noget af den tryghed, han ikke følte mere. Han tvivlede på, at han nogensinde ville føle sig tryg igen.

Hvor længe de sad sådan vidste han ikke, men til sidst var han så tom for følelser og tanker, at gråden stilnede af. Han havde nok hørt hendes ord, men lige nu kunne han knapt fokusere på sin egen vejrtrækning, der var hæs og stadig med små hiks af gråd ind i mellem. Det var underligt, men dejligt betryggende, at være så tæt på en anden person og han havde ikke lyst til at flytte sig. Han ville bare sidde lige her, kogende i solen, men med en andens nærhed, og slappe lidt af. Bare en lille smule.
Fra det sidste store hulk til at han faldt i søvn gik der ikke frygteligt længe. Han var så udmattet at han end ikke opdagede, at han gled ind i søvnens tomme mørke, der ikke engang ville sende mareridt efter ham. Så meget havde han fået grædt ud.

Jocasta havde heller ikke helt styr på, hvor længe hun sad med ham. Han var fuldstændig nedbrudt for hendes blik og mens hun sad der og tegnede cirkler de steder på hans ryg hvor der ingen sår eller ar var, begyndte hun lige så still at få et mere og mere hårdt udtryk i øjnene. Hun kunne klare dette. Hun kunne få ham i sikkerhed, hun kunne gå igennem denne prøve. Det var lige som dengang med starten af blodsforbandelsen. Da havde hun også været en dum idiot, men var i det mindste kommet ud af det hel på den anden side. Denne gang var ikke anderledes. Intet sted var umuligt at nå, blot svært fremkommeligt. De skulle nok nå frem til hans hjem. Hun blev siddende til han var blevet stille, og så i lidt længere tid, nervøs for at hun ville vække ham hvis hun rykkede sig. Først efter noget tid valgte hun at samle ham op i sine arme. Han var let i forhold til hvad hun havde regnet med, men hun var stadig lidt svag oven på al den strid. Men hun tvang sig selv. Hun gik hen til det sted hvor han havde placeret hende før og lagde ham ned dér, før hun selv begyndte at vandre frem og tilbage, rastløs efter at komme videre.

På et tidspunkt fik hun kvalme nok til at hun måtte sætte sig og tage sig til hovedet i noget tid, før hun bare rejste sig og vandt sit vandskind frem. Hun gik ned til oasen og fik selv vasket det værste blod væk, både fra sin arm og sit ben samt tindingen. Derefter plaskede hun en masse vand i ansigtet i et forsøg på at få et mere klart hoved end hvad hun hidtil havde haft. Til sidst gav hun bare op og valgte i stedet at drikke noget og derefter få fyldt vandskindet.
Efter det, satte hun sig til at vente til Dagen igen begyndte at gå på hæld. De kunne ikke rejse midt på dagen. Det havde de ikke tøjet eller mængden af vand til at kunne klare. Så var det bedre at rejse når det var sent på eftermiddagen eller meget tidligt på morgenen, og tidligt på morgenen var tydeligvis ikke en mulighed når Ezra havde brug for at få sovet.
Så Jocasta gjorde de ting som hun hidtil havde gjort: Hun spiste - meget lidt, uden appetit - satte en skål i nærheden af Ezra så han kunne få noget indenbords når han vågnede og begyndte ellers at rode rundt med ting for at holde sit sind og sin krop optaget med ét eller andet. Det hårde, stædig udtryk sad nærmest fast i hendes ansigt.
Først da de nåede eftermiddagstid, gik hun hen for at vække Ezra med et par forsigtige puf. Hun havde ikke rigtig lyst til at sige noget. Hvad der var blevet sagt var vel også det eneste der var nødvendigt. Så længe de kom væk herfra skulle alting nok blive i orden igen.

Ezel sov for en gangs skyld rimeligt godt, totalt udmattet af alt det, der var sket og helt tom indeni efter den store tudetur. Hans hjerne havde åbenbart også registreret, at Jocasta var tryg, for han vågnede ikke, da hun flyttede ham over at ligge i skyggen. Søvnen fortsatte og kunne sikkert have fortsat længe endnu, hvis ikke det var fordi, at han blev vækket. Et par blide puf skubbede ham langsomt ud af søvnen og sløvt slog han sine ømme øjne op. Selv efter al søvnen var hans øjne stadig mere blodskudte end de plejede at være og han var tung i hovedet. Og så alligevel føltes det som om, at en eller andet vægt var løftet lidt. Han tog en dyb indånding og så sig omkring. Han var åbenbart blevet lagt i skygge. At Jocasta havde kunne løfte ham, var han imponeret over, også selvom han nok havde tabt sig en ti kilo. Hvis det kunne gøre det.

Hans blik faldt hurtigt på hende, som hun sad ved siden af ham. Hendes ansigtsudtryk fik ham til at sætte sig op, næsten ved at sige noget, men han bed sig i den tørre læbe i stedet og sænkede blikket. Akavetheden væltede ind over ham og han vidste for én gangs skyld ikke, hvad han skulle sige. Han blev nødt til at gøre et eller andet, vise at han var taknemmelig. Det eneste han kunne komme på, var at række ud, tage hendes hånd og give den et klem. Han løftede hurtigt blikket og så på hende, inden han slap igen og tog skålen med mad. Han var ved at dø af tørst og sult. Lidt hurtigere end han burde, spiste han maden der var, uden at tænke over om Jocasta havde fået nok.

Som han næsten slugte maden, tænkte han lidt over, hvad der var sket, nu en smule mere flydende i sine tanker. Han skammede sig over at være brudt sådan sammen foran hende, men samtidigt var det lidt af en lettelse. Han havde åbenbart haft brug for det. Hvordan hun havde taget det, vidste han ikke helt. Hendes hårde ansigtsudtryk skræmte ham ærligt talt en smule. Ind til nu havde hun virket menneskelig og ramt af situationen og nu... hvad nu? Han kunne ikke svare på det.
Da han var færdig med at spise, rejste han sig. Lysten til at komme videre var stor og det så ud til, at dromedaren var gjort klar til afgang. Så uden at sige noget, begyndte han at tage tæppet ned og pakke det sammen.

Medmindre Jocasta sagde eller gjorde noget, ville han bare pakke sammen, tage sin taske og få hjælp med at komme op på dyret, inden de rejste videre. Det var sært for ham at være så tavs og han kunne godt begynde at mærke det. Tudeturen og søvnen havde lettet et eller andet fra ham og selvom han stadig havde en voldsom negativ knude i maven, havde han også snart brug for at snakke. Han var ikke vant til at være stille så meget, som han havde været de sidste mange uger.

Jocastas mine ændrede sig ikke rigtigt da Ezra vågnede op. Hun kiggede på ham til han tog hendes hånd og gav den et klem, hvilket resulterede i, at hun kiggede væk i et forsøg på, ikke at vise den svaghed hun kortvarigt følte. De havde ikke tid til svaghed mere, de skulle jo væk. Hvad der ville ske tilbage ved det lille palads var hun ikke klar over, men de måtte vel snart savne deres mænd. Forhåbentlig sendte de ikke flere ud. Forhåbentlig kunne hun og Ezra få lov til at rejse videre i stilhed.
Hun sad stille mens han spiste, dog alligevel glad for at han i det mindste fik noget indenbords, da han havde virket alt for let da hun havde løftet ham. Hun skævede et par gange mod ham, fik endda øje på hans blodskudte øjne og var ikke helt sikker på hvordan hun skulle tackle det.

I stedet for at skulle til at snakke, rejste Ezra sig, pakkede sammen og gik hen til dromedaren i en stille form for stille enighed om, at nu tog de videre. Jocasta ville hellere end gerne have sagt noget for at afslutte den akavethed der lå mellem dem, men hun følte sig ude af stand til det. Det var noget underligt noget, at hun ikke ønskede at se svag ud over for ham, når det ikke gav nogen mening, og hun fattede egentlig heller ikke hvorfor hun gjorde som hun gjorde. Hun gjorde det bare og hun forstod det slet ikke.
Jocasta rejste sig langsomt, for at undgå at blive alt for svimmel igen og gik hen for at hjælpe Ezra op på drommedaren. Selv fulgte hun trop og snart begyndte rejsen igen.

Havde hun vidst at de næste par dage ville være så akavede, og fyldte med stilhed, havde hun nok gjort noget ved det, men hun var bare alt for stædig og hendes dunkende hoved kunne åbenbart kun samle sig til én handling ad gangen. For nu var det, at rejse og komme væk fra den her ørken, som hun ellers selv var så vant til. Hun kunne kun huske én gang hvor hun havde været så totalt styret af sådan en følelse som denne, og det var dengang hun havde valgt at tage væk til at begynde med.
Det var først gået op for hende denne aften og hendes sind var fyldt med tanker omkring hvad nu hvis: Hvad nu hvis hendes mor ikke var død? Så ville hun aldrig have taget af sted, hun ville heller aldrig have endt i telepat-kontrol. Hun ville ikke være her, det var i hvert fald stensikkert. Hun ville have været derhjemme og Ezra ville have været hvorend han nu havde lyst til at være. Ikke i fangenskab. Tanker fór forvildet rundt i hendes på nuværende tidspunkt alt for lille hoved, så voldsomt at hun egentlig bare stirrede ud i luften denne dag. Det hårde udtryk var ved at bløde ret meget op nu hvor hun ikke var fokuseret på at holde det sådan længere.

Tiden gik i stilhed og ikke mange ord blev udvekslet i mellem dem som et par dage gik. Det gav Ezra en urolig følelse indeni og gjorde hans depression endnu værre. Hans tanker begyndte at dreje sig om, at det var hans skyld, at hun var endte i en situation, det ikke så ud til, at hun kunne håndtere. En komplet ulogisk tanke, det vidste han godt, men han kunne ikke helt skubbe den fra sig. Hun skulle aldrig være kommet efter ham, hun skulle have ladet ham være. Han var alligevel så ødelagt, at hele denne rejse ikke rigtigt kunne betale sig.
Men stilheden borede sig ind i ham, åd af ham som et dyr og til sidst kunne han ikke holde det ud mere. De sad igen på ryggen af det stakkels dyr, der skulle bære dem igennem al sandet, på vej mod... ja, hvad? Så vidt han havde kunne tyde, så var de på vej nord på. Nord, hvor der var grønt og frodigt og der var mad og vand, som man havde brug for det. Men der var mange dages rejse forude, det var Ezra ikke i tvivl om, og han kunne ikke holde tanken om, at de skulle bruges i stilhed, ud. Han var stadig træt, sulten og ødelagt, men de drak mere vand, end han havde fået i lang tid og det gjorde hans hoved knapt så tungt og hans krop knapt så vag.

Så efter at have siddet lidt uroligt, træt af at sidde på det gyngende dyr, drejede han sig så meget han kunne, for at se på kvinden bag sig. Han så også bedre ud, som væsken havde fået gjort lidt ved hans tørre læber og krakelerede hud. Selv hans øjne så mere fugtige ud end før. Og trods depressionen og de forfærdelige følelser, var der også kommet mere liv i hans øjne, som han havde fået sovet, når de holdt pause i løbet af dagen i skygge under hjemmelavede telte.
Hendes udtryk var ikke så hårdt som det havde været de sidste par dage, i stedet syntes han, at hun så sårbar ud. Sårbar og på en måde forvirret. Det gjorde ondt, men på en anden måde, end når han så på hendes hårde ansigt. Det her skabte nogle medfølende følelser i ham. Forsigtigt lagde han en hånd på hendes underarm for at få hendes opmærksomhed.

Lidt i tvivl om, hvad han skulle sige, lod han bare det, der først faldt ham ind ryge ud i mellem læberne, sagt i en hæs stemme, tør af ikke at blive brugt.
"Er du okay?" Han tog en dyb indånding. "Lad være med at fortælle mig, at du er okay. Jeg kan se, at du er... at du ikke har det godt." Han vidste på en eller anden måde, at hun ville afvise ham og han ville bare have hende til at snakke. Sige et eller andet. Bryde tavsheden. Han var ved at blive vanvittig.

Jocastas strøm af tanker blev afbrudt af berøringen fra Ezra og hans stemme der også brød stilheden der ellers herskede i den varme ørken. Hendes blik endte på ham efter at have flakket lidt og ærligt talt vidste hun ikke helt, hvad hun skulle sige. I stedet trak hun i remmene og drommedaren stoppede. De var alligevel tæt på en ny oase denne lidt mindre, kun nogle meter væk - hun havde set den nogle minutter før. Så kunne drommedaren lige så godt få en pause og hun kunne tænke på noget andet end at holde balancen og sørge for at Ezra ikke faldt af. "Der er en mindre oase den vej," sagde hun, som om at hun slet ikke havde hørt hvad Ezra lige havde spurgt om. Hendes øjne flakkede stadig faretruende. De få minutter det tog dem at komme hen til oasen var dog nok for hende til at have tænkt over hans spørgsmål. Hun var ikke okay, langt fra. Men han så bedre ud. Hans læber var ikke længere krakkelerede, det samme med hans hud. Han så faktisk ud til at have fået det bare lidt bedre. Det hjalp. Lidt.

Drommedaren lagde sig ved dette lille vandhul og et kort øjeblik stod Jocasta bare og stirrede dødt ud i luften, før hun vendte sig mod Ezra. "Jeg... Vi slog dem ihjel. Vi dræbte dem og jeg fik dig til at ende helt hernede.. Jeg slog dig og jeg har ødelagt dit liv," det var mest en konstatering. Hun kunne ikke bære på den skyld længere. Den rev og flåede i hende som en sulten løve gjorde når den åd sit bytte. "Jeg ved godt, at du siger, at du er taknemmelig for at jeg kom og fik dig væk igen, men... Men det ændrer ikke på, at jeg fik dig herned til at begynde med.. Og det ændrer heller ikke på den hævn jeg ønsker på den telepat.. Efter alt det han har gjort mod min krop, og mod dig... Jeg kan ikke lide at have hævntørst," øjnene blev blanke og hun kunne ikke længere holde øjenkontakt med Ezra. Hun skammede sig så forfærdeligt meget. "... Jeg skulle bare være blevet hjemme," da de præcise ord kom ud af munden på hende, gled hun langsomt ned at sidde, mens tårerne fik frit løb. Hun havde sat ord på sine følelser. Det var hårdt og nu var det endelig ude i verden hvor det var til at tage hånd om det, frem for inden i hendes forvirrede og sammenbrudte sind.

Hendes svar var ikke lige, hvad Ezra havde forventet og han så lidt forvirret ud. En oase? Okay. Hvis det var, hvad hun ville. De havde alligevel brug for vand. Han nikkede og vendte sig så om igen, så han så fremad. De næste minutters stilhed var næsten værre end de sidste par dages, for han vidste ikke helt, hvad han skulle sige eller gøre. Han havde lagt an til at de skulle være... et eller andet... og han var blevet afvist. På en måde var det okay, hvis hun ikke ville snakke, så kunne han ikke tvinge hende. Men på den anden side, han havde virkeligt brug for en knapt så tavs rejse. Tavsheden fortsatte dog.

Fremme ved den lille oase, der ikke var nær så stor som den sidste, men mere en kilde og en lille smule græs med to sølle palmer, skubbede Ezra sig selv ned fra dromedaren, der så snart den fik lov, vadede hen og stak mulen ned i vandet. Han misundte den næsten, men han kunne godt vente med at drikke, til den var færdig. Han havde lidt ondt af den, som den var sat til at slæbe to personer igennem det dræbende landskab.
Som han stod der og betragtede dyret, begyndte Jocasta at snakke. Hendes første ord skabte en indre kulde i ham. Ja, de slog dem ihjel. Noget han helst ikke ville tænke over. Overrasket over, at hun i det hele taget begyndte at snakke, vendte han sig i mod hende og lyttede til hendes ord. De fik hans øjne til at blive blanke, for han kunne høre, hvor ondt det gjorde på hende at sige dem. At føle dem. Da hun gled ned i sandet, gik han over og satte sig ved siden af hende med fronten mod hende og armene om hende. Som rollerne blev byttet om, trak han hende ind til sig i et blidt, men alligevel fast greb.

Først sagde han ikke noget, som han overvejede hendes ord. Der lå så mange ting i dem og han ville gerne sige noget rigtigt. Noget, der kunne hjælpe.
"Til at starte med, hadede jeg dig. Jeg tænkte, at det var din skyld, at jeg var... endt hvor jeg var endt. Men det er jo ikke sandt. Det var jo tydeligt at se, at du ikke var dig. Hvem så end du var. Men jeg kom frem til, at hvis det ikke havde været dig, havde det sikkert været en eller anden anden. Hvem ved?" Han sank en klump. Nej, hvem vidste? Han vidste ikke, hvorfor det lige skulle være ham, men så vidt han havde kunne stykke sammen, have en eller anden set ham som en måde at tjene penge på. "Og så kom du og reddede mig. Det er bare et bevis på, at du er en god person. Og jeg skyder ikke skylden på dig mere. Jeg er, som jeg har sagt, taknemmelig. Jeg føler, at jeg skylder dig noget." Igen sad han bare lidt og holdt hende ind til sig. Det var svært at sætte ord på de ting, han selv følte. Han var ikke vant til at åbne op for andre og slet ikke om så tunge ting som dette. Han var typen, der bar det hele indeni og i stedet fik alt ud med musik, sange og historie. Noget han ikke havde gjort i evigheder.

"Og ja. Vi slog dem ihjel. Det... er forfærdeligt. Men vi bliver nødt til at leve med det. Ordene lød lige så hule som de føltes, men han vidste, at han havde ret. Der var ikke så meget andet for. "Det var dem eller os. Og... selvom det... hellere dem end os. Ikke? Jeg vil hellere slå ihjel end at blive slave igen." Hans stemme knækkede, som han sagde det sidste og han slap hende kort med den ene arm for at tørre tårerne væk fra sin kinder. "Jeg vil hellere dø end at blive slave igen." Ordene var faste og fyldt med bitterhed og gråd. Han ville hellere dø. Livet var ikke smukt, når man sultede, tørstede og var lagt i jern.

Det var næsten som at være et barn igen, at blive krammet og få omsorg. Jocasta havde aldrig lidt af omsorgssvigt, men hun savnede stadig sin mor og havde ikke rigtig haft nogen af gå til efter dennes død. Hun havde bare båret smerten inden i sig selv og havde forsøgt at undertrykke den, men nu var det hele bare brændt sammen oven i hovedet på hende og så var det bare virkelig rart at sidde i favnen på nogen. At Ezra skulle stå som den rolle havde hun slet ikke set komme, men nu var sket sket og hans trøstende ord var ekstremt rare at lytte til. Nærmest helende. Hun lod ham tale og græd bare videre i tavshed, uden at gøre modstand i forhold til den nærhed der blev delt mellem de to. Hun hørte ham godt knække i stemmen og da han nævnte at han hellere ville dø end at være en slave igen, kiggede hun op, træt og mentalt udmattet. Man skulle knække før man kunne blive stærkere. Og de havde begge oplevet at knække nu.

"Jeg vil hellere dø end at være under en andens kontrol igen.. Jeg vil ikke være et redskab for ondskab," mumlede hun lavt mens hun så ham i øjnene. Hun mente hvert eneste ord. "Og du skylder mig ikke noget, Ezra.. Nu.. Nu skal vi bare komme væk herfra sammen, ikke? Jeg skal nok få dig hjem, det lover jeg med Aladrios som vidne," hun var en tilbeder af denne gud mere end mange af de andre, og at hun brugte hans navn til sit løfte gjorde det kun til så meget stærkere et løfte. Hun ville gøre dette, koste hvad det ville. Allerede nu kunne hun føle en ny mental styrke, bare ved at sige ordene.

Ezra blev bare ved med at holde om hende, som hun græd, også selvom der en gang i mellem løb en tåre ned over hans egen kind. På en eller anden måde følte han sig overraskende rolig. Måske fordi det ikke var ham, der havde brug for at græde det hele ud lige nu, mest fordi han havde gjort det et par dage før. Måske fordi der lige nu var behov for, at han var rolig. Det føltes i hvert fald rigtigt bare at holde hende ind til sig, som var hun en lillesøster der var faldet ned fra et træ og havde slået sig.
Han kunne selv bruge den nærhed situationen gav. Det var ikke nærhed han havde fået mest af de sidste seks år, faktisk ikke rigtigt noget. Hvor skulle han få det fra? Han var omrejsende og, hvad folk nok ville tænke var atypisk satyrer, ikke interesseret i den fysiske nydelse de fleste virkede så besatte af. Han fik ikke noget kropskontakt og normalt havde han det også fint med det. Men at sidde her med menneskekvinden gav ham så meget mere, end man lige skulle tro. Forhåbentligt gav det også hende noget. Han gjorde i hvert fald ikke tegn til at ville slippe hende med det første.

Da hun kiggede ham i øjnene og sværgede ved Aladrios, at hun nok skulle få ham hjem, sukkede han dæmpet og så væk. Hjem. Hvor var hjem?
"Det bliver et svært løfte at holde. Jeg har ikke noget hjem. Det har jeg ikke haft i mange år." Han var tavs et kort øjeblik, som hans tanker strejfede det, som engang havde været hans hjem. Og på visse punkter stadig var det. Men selvom han savnede sin familie, kunne han ikke forestille sig at flytte hjem til skovens dybe stille ro. Han var blevet afhængig af alt det, han oplevede på sine rejser. Hvordan kunne han slå sig ned fast igen? Nogensinde?
"Mit hjem er vejene i Krystallandet." Hans blik vendte tilbage til hende, to fugtige grå øjne fyldt op med tristhed, venlighed og også noget ingen havde set i hans øjne i lang tid. Livslyst. Bare et lille glimt, der var dukket op, da han huskede livet før ørkenen.

Han løftede en hånd op og lod den glide over hendes hår, mens han stadig så på hende. For et øjeblik dukkede der et svagt smil op på hans ansigt.
"Vi er et sørgeligt par. Men mon ikke vi ved at samarbejde kan komme ud af det her døde sted. Jeg kan ikke vente til at se grønne marker og høre fuglene synge." Hvad der så skulle ske derefter... han vidste det ikke. Det måtte de se på til den tid. Hvis der stadig var et de, og de ikke gik hvert til sit så snart det var muligt.

Jocasta var lidt overrasket over at høre Ezra nævne at han faktisk ikke havde noget hjem. Han havde ellers bedt om at blive taget hjem dengang på det ækle palads, men tilsyneladende var det ikke ment helt bogstaveligt. Hun følte endnu et bånd. Båndet af ikke at have et hjem. Teknisk set havde hun et, men det var fyldt med minder, som hun ikke var parat til at gennemleve på nuværende tidspunkt. Det gjorde for ondt at vide, at hendes eneste familie var død. At hun ingen havde at støtte sig op til længere. Hun vidste ærligt talt ikke hvordan resten af hendes familie var, kun, at hendes fader efter sigende skulle være en højtråbende voldelig mand, og det var ikke den type fader, Jocasta ønskede sig. Et par enkelte tårer sneg sig ned ad hendes kinder.
"Mit hjem var der," hun pegede mod sydvest. En retning hvor paladset ikke lå i. Hun bed sig let i kinden. "Nu er det også vejene," valgte hun bare at lukke den af med. Hun havde ikke lige lyst til at snakke om det voldsomme savn hun følte lige nu og her. Hun var jo også voksen! Det var normalt at miste sine forældre når man var voksen, det var i hvert fald hvad de fleste af hendes venner dengang havde fortalt hende, når hun spurgte dem hvorfor de ikke havde nogle forældre.

"Jeg er ikke så vant til de grønne marker, men.... Men efter at have set dem er de pæne, så jeg kan godt forstå at du savner det," hun sendte Ezra et lidt mere sikkert smil. "Vi skal nok komme væk herfra, det er jeg sikker på. Selvom vi er sølle, så er vi også stædige. Jeg kan se det på dig og jeg ved at jeg selv er det.. Vi skal nok komme væk," hun talte næsten bare til sig selv i en mindre form for salgstale. Hvad var der på salgsbordet? Mod. Mod og handlekraft. 

Ezra så i den retning Jocasta pegede, da hun angav hvor hendes hjem havde været. Syd. Tilbage i ørkenen. Hun var fra ørkenen? Det havde han faktisk ikke regnet med, hun var lys i huden og hvis han skulle sige det, lignede hun en, der kom oppe nord fra. Men hvem vidste i denne verden, hvor folk migrerede til andre dele end de hørte til. Som han selv. På en måde var det trist at høre hende sige, at det også var vejene, for det lød ikke til, at hun var glad for det. Det var også hårdt, Ezra var nogle gange selv i tvivl om, at han selv kunne klare det som han gerne ville. Heldigvis var han ikke voldsomt plaget af hjemve, men måske hun var?
Han svarede ikke på det, hun sagde, men gav hende i stedet et klem for at sige, at han havde forstået.

Han bed sig kort i læben, som hun sagde, at hun kunne forstå, at han savnede markerne og den grønne verden. Var hun mon overhovedet interesseret i at tage så langt nord på? Hun skulle ikke følge ham længere end til grænsen, hvis det ikke var tilfældet. Han skulle nok kunne klare sig derfra. Men et sagde han ikke højt, nu måtte de se som de kom frem. Så han tvang et svagt smil frem og nikkede let.
"Så længe vi samarbejder." Han følte sig pludseligt meget træt og akavet, så selvom han ikke følte, at de var færdige med at trøste hinanden, slap han hende. Hun så også ud til at være faldet til ro.

På ben der stadig var slatne og trætte kom han op at stå og kørte en hånd over sit ansigt, der stadig var fugtigt af de tårer, der var faldet fra hans øjne. Hvad så nu? Det var stadig midt nat og de kunne nå langt endnu, når de havde fået drukket vand og fyldt vandsækken.
"Skal vi fortsætte om lidt? Jo længere vi når, jo hurtigere er vi væk fra dette sted." Han ville ikke virke uhøflig eller hjerteløs, men han havde stadig følelsen af, at de skulle skynde sig i kroppen. Han vidste ikke, om de stadig blev forfulgt, men oplevelsen ved den anden oase sad stadig i ham.

Hvis hun sagde god for, at de skulle af sted, ville han drikke vand og til sidst sætte sig op på dromedaren igen, denne gang uden alt for meget hjælp. Han var ved at blive en smule stærkere.

Da først Ezra brød stilheden, nikkede Jocasta, mens hun blev overladt til sig selv. Men det var okay. Hun var nogenlunde rolig nu, og kunne trække vejret normalt. Hun smilede svagt mens hun rejste sig, samtidig med ham. Hovedpinen var ikke rigtig forsvundet, men det var hun lidt ligeglad med. Lige nu gav denne ørken hende kun negative følelser, så hun ville lige så gerne væk som ham.
"Så må vi hellere samarbejde," hendes tone var en smule mere let i det, men bar også præg af træthed. Men det skulle ikke stoppe hende, så hun begyndte langsomt at tage sig sammen mens Ezra spurgte om de ikke skulle tage af sted om lidt.

"Ja, lad os komme væk herfra," hun kiggede efter Ezra der fik drukket noget vand og gjorde det samme selv, samt fik hun også fyldt vandskindet på ny, alt i mens Ezra fik klatret sig vej op at sidde på dromedaren, helt uden hjælp denne gang. Det bragte et lille smil frem i hendes mundvige, for det betød at han måtte have genvundet noget af sin styrke. Og det var trods alting rigtig godt. Hun gik selv hen og satte sig op.

----- Tidsspring ------

Der var gået længe efterhånden, men nu var de to rejsende endelig må vej ud af ørken og ind i det klima som Ezra var mere vant til. Jocasta var efterhånden også kommet sig oven på sine skader og havde endda været i stand til at sætte fælder op så de kunne få mere mad end blot tørrede frugter og nødder. Det var faktisk rart for en gangs skyld at spise noget andet for en gangs skyld.
De nåede til en gammel landevej og Jocasta kunne ikke andet end at sukke lettet som de kom væk fra al den smerte ørkenen havde bragt måde Ezra og hende, og hun kunne ikke lade være med at klappe ham let på armen som de første par bygninger igen kom til syne. "Endelig," konstaterede hun med langt mere jernvilje end førhen. 

Dog kom hun også i tanker om noget andet, som hun i løbet af denne rejse havde spekuleret på. Hun havde kun gjort dette én gang før og det var ved gammel vens ar. Det havde været meget mindre end det der nu sad og satte konstante minder tilbage i Ezras hoved. Men hun vidste, at hun godt kunne fjerne det. For en pris. Hun havde bare ikke talt med Ezra om det endnu, men da de kom til en gård og Jocasta lige så pænt betalte bondemanden der, for at få lov til at sove i deres lade, samt de havde fået sat en lille lejr op i føromtalte lade, kunne hun ikke lade være. Hun følte sig stærk nok til det, om end hun nok ville være svag i noget tid efter, men lige nu var de i sikkerhed. Det var det vigtigste!

Hun sad i stilhed lidt tid, før hun ikke længere kunne dy sig. Med et blik rettet mod satyren, brød hun stilheden: "Ezra? Jeg kom til at tænke på noget," hun fik foldet begge ærmer på sin skjorte op, så de rødlige tattoveringer på den venstre arm var synlige og den anden bare arm også var det. "Jeg tror godt, jeg ville kunne fjerne det der... Det der brandar.. Med min blodmagi.. Øh.. Skal jeg prøve? Det betyder bare at jeg nok får brug for mere hvile end normalt, da prisen er noget større, men.. Men jeg kan godt gøre det.. Og jeg vil også meget gerne gøre det for dig," hun kiggede indgående på ham med et håb om at han sagde ja. Hun kunne aldrig finde på at gøre det uden hans tilladelse.