Elaina nikkede blot, selvfølgelig skulle præster og andre adelige sove inde på slottet. De hørte bestemt ikke til ude i laden eller ved de fattige. ”Jeg regner med de breve jeg har gjort klar, at de returnere så vi ved præcis hvor mange der kommer” svarede hun roligt, hun anede ikke helt hvor de figurere skulle stå, i og med at hun endnu ikke vidste hvor mange der kom. Elaina var et tal menneske og havde ikke forstand på forsvar, og selvom hun gerne ville gøre det helt rigtige – ønskede hun ikke at vise hun kunne tage fejl. Hun lod dem blot stå hvor Hektor havde sat dem. Dette var hans opgave. Elaina mærkede noget inden i snige om på hende, det faktum at nogen udover familien skulle sove her. Alle hvis’er kom frem – hvad nu hvis Astra eller hans mor fortalte nogen at de ikke sov sammen. – hvad ville folk ikke tænke om dem. Elaina turde ikke at belærer ham med sin bekymring om hvad andre ville tænke om dem. Da det nok ville betyde at så skulle de sove sammen. I hendes tankestrøm havde hun nær ikke hørt det næste Hektor sagde, hun så roligt og fattet på hans brystkasse hvorpå hun nikkede. Hun undrede sig kort over hvorfor han overhovedet nævnte det, hvis han ikke ville sige det nu. 

Hektor nikkede blot ved hendes kommentar omkring den der eventuelt skulle overnatte her, hvilket ham til at rokere rundt på nogle af figurene så både ham selv og Elaina bedre kunne tag stilling til hvad af forberedelser de havde i vente foran dem. Han så ned af sig selv en gang til inden han så på hans hustru "Hør, jeg vil lige skifte over til noget mere korrekt påklædning og så tænkte jeg på, om du ville have lyst til, at gennemgå de lister du har lavet med mig? Ikke fordi at jeg vil kritisere dem men fordi jeg gerne vil lære af dig? Måske imens vi har frokost?" At lære var vigtigt og Elaina virkede til at være den rette person til at spørge om dette. Hektor huskede hvordan Manfred havde fortalt ham, at en hver person var som et værktøj når det kommer til strategi og at det handlede om at bruge det rigtige værktøj til den givende situation, noget som Elaina lige selv havde bevist overfor ham selv via hendes handling vedrørende denne ide til fejringen af lysets tilbagekommen. Hektor begyndte så småt at forlade rummet, lige nu trænge han til et bad.

Idet han nikkede som svar, kunne hun begynde at tilkalde diverse tjenerne for at sende breve afsted. Des før de vidste hvem der kom, jo bedre kunne de planlægge. Elaina så kort på ham i det han nævnte hans tøjvalg. Selv havde hun ikke studerede det nærmere siden de befandt sig oppe i tårnet. Hun vidste ikke helt hvad han forventede hun skulle gøre, for første gang i længere tid, følte hun sig på dybt vand, i forhold til hvad der forventes af hende. Han var trods alt en mand og hun en kvinde, burde der være noget kemi? Men Elaina følte umiddelbart ikke noget, udover at hun syntes hans overkrop var smuk, men hun ønskede ikke at røre ved den, ikke endnu. ”Okay, det kan jeg vel godt… Jeg syntes ikke mad hører hjemme i arbejdsrummet” svarede hun blot roligt. Hvis hun skulle gennemgå listerne for ham, ville det være lettere her. Mad og drikkelse kunne nemt ødelægge papir og lave unødvendig skade. Derudover var Elaina hellere ikke så sulten. Alt det sparen på mad, havde gjort at hendes appetit var blevet anderledes og hun spiste nok to gange om dagen, for at spare så meget som muligt. Hun vidste det ikke var sundt at spise så lidt, men hun var hverken gravid eller havde det store behov.  

Hektor måtte grine lidt over Elainas kommentar over det med mad og arbejds rummet. Nok var de begge adelige men Hektor var nu vant til felten, hvor hans telt var et og alt. "Lad gå da. Ses om en halv time i pejsestuen?" svarede han hende.

Han forlod rummet, han trængte til at få noget andet tøj på, efter at have kommet sent hjem og bare smidt sig i sengen uden tanke for at tag tøjet af. Men at lyset havde vist sig var det som talte.

Hektor stod i hans private gemakker, tøjet fik han taget af sig selv og lagt på plads, mange år med disciplin og livet som soldat havde smittet af på ham, så tingene lå i orden. Vandfadet blev fyldt op, hans kammertjener trådte ind i rummet, selv den unge knægt var i godt humør nu hvor solen havde atter vist sig. "dejligt at se solen igen æret Hertug." kom det livligt fra drengen, omtrent Elainas alder. Hektor så over på knægten og gengældte smilet "Helt enig min dreng! Jeg tror vi er mange som er glade for at denne dag skulle komme." kommenterede han selv, Hektor gik igang med at vaske sig. "Ja, det er blot ærgerligt det har taget så hårdt på folk. Beklagede knægten sig og Hektor forstod godt hvad han mente, "Det er i disse tider, at vi finder styrke i hinanden og troen på en bedre dag imorgen min unge ven." Hektor prøvede på at opmuntre knægten, han så sig selv i spejlet, han trængte til at studse skægget. "Ja det er rigtig nok men." Knægten stoppede med at sige mere, Hektor så over igen, han fornemmede at knægten havde mere på hjertet "Tal ud min dreng. Hvad har du på hjertet?". Knægten så ned i gulvet først, inden han talte igen " Jamen hvordan skal bønderne kunne finde modet og lysten, til at gå ud på markerne? Efter alt det de har været igennem?" knægten virkede usikker som han talte. Hektor så på drengen og han kunne godt forstå ham. Han så ind i spejlet, han havde haft så travlt med pligterne som hertug og repræsentant af hans orden, at han ikke havde givet sig tid til at gå ude blandt folket. Hvornår havde han egentlig taget fri og gået i blandt dem sidst?

Hektor skyndte sig med at vaske sig ren, hurtigt fandt han en mørkegrøn tunika med blå og fine broderet kanter langs ærmerne, bukserne i brune og velholdt læder der gav dem karakter og et par sorte støvler med hæl. Hektor gik forbi knægten og gav ham et skulderklapper "Tak for snakken min ven. Du tager bare resten af dagen fri." Smilede hertugen og forlod knægten, der blev overrasket over denne udvikling, lyset var atter kommet frem og med dette, bedre tider.

Hektor ankom endelig i pejsestuen.

Elaina nikkede da han trods alt blev enig med hende i at det var lidt fjollet at spise mad i arbejdsrummet. Hun håbede ikke at han havde gjort imens hun befandt sig andre steder, det fandt hun lettere uansvarligt.

Imens Hektor var væk, lage hun de forskellige ting de havde brugt væk, så arbejdsrummet var ryddeligt og let tilgængeligt hvis andre skulle bruge det eller finde informationer. Hun vidste trods alt at Hektor benyttede det rum ofte, ligesom hun selv benyttede det relativt ofte, hvem der egentlig brugte det mest var hun faktisk ikke klar over. Hun var dog hurtigere end en halv time, og valgte derfor blot at gå i pejsestuen og vente på ham.

Imens hun ventede havde hun sat sig hen til et vindue for at betragte det lys der endelig havde vendt tilbage! Det var fantastik syn. Elaina så næsten fredfyldt ud imens hun sad der i vinduet, hun var så betaget og lettere glad at hun ikke bemærkede at Hektor var kommet ind i rummet.  

Hektor lod sig vente på sig, Elaina sad i hendes private tanker og nød lyset der blev kastet ind, hun havde lidt nok i forvejen, lad hende få de glade stunder når de nu viste sig.

Et par minutter gik og han trådt langsomt ind i rummet. "Hør, jeg fik en ide Elaina."

Ville hun overhovedet bryde sig om denne ide? Kun en måde at finde ud af det på konkluderet Hektor, han gik hen ved siden af hende, begge arme bag ryggen "Hvad med at vi spiser ude? Væk fra pligter, væk fra alt planlæggelse? Tag ud blandt bønderne som vi har under os?" Han så oprigtigt på hende. "Måske tag væk et par dage?"

Hektor så selv imod lyset som vinduet lukket ind. "Det gik nemlig op for mig, at jeg her på det seneste ikke har lavet andet end at have travlt og at jeg har forsømt dem under mig." Hektor så ned på hans hustru igen "Forsømt dig." en kedelig indrømmelse følte han. Han så igen imod lyset "Jeg må indrømme, at jeg godt kunne bruge noget frisk luft, væk fra hertug pligten, væk fra ordnens pligter, blot for en dag eller to måske."

Elaina vendte hovedet imod Hektor som han snakkede, en ide? Hvilken mon havde han fået denne gang? Bare ikke en leg. Hun troede det ikke, eftersom hun havde gjort det klart den dag at hun ikke ligefrem var et barn længere. Elaina ventede på at han ville forsætte og et efter en tid, kom han frem med den ide, den var hverken barnlig eller fjollet tænkte hun lettere glad, over at det ikke var noget dumt. Dog havde hun det alligevel ambivalent med at de skulle være væk fra lennet så lang tid, ligefrem sove der ude? Skulle de så sove sammen? De var jo ude også på en måde også bevise at de var mand og kone. ”Det kan vi godt, men hvordan vil vi beskyttet? Og er det nødvendigt at sove der ude?” svarede hun roligt. Selvom det nok kunne være romantisk at ligge i lade, følte hun sig bare mere tryg her. Både Hektor og hans vagter var her.

Elaina var ikke meget for bønderne og så generelt ned på dem, men hun kunne også godt se hvorfor de skulle besøges, de skulle motiveres lige så meget som dem selv. De skulle have modet til at forsætte livet efter alle de tab, og de skulle have midlerne og støttet fra dem, ellers ville de ikke overleve selvom lyset var vendt tilbage. Kron skal sås og passes og plejes med mere. Elaina sendte ham blot et kærligt smil, som i at hun var enig i hans ord. De havde været en underlig tid, hvor måske de begge havde lukket sig inde. Elaina havde lidt mere end normalt. Overfaldet sad stadig på hende, og hun syntes ikke at det var længe siden at det var sket.  

Hertugen træk blot på skulderne ved hendes spørgsmål, for der var flere svar til det. Og med det overfald Elaina havde blevet udsat for, gav det logisk mening at hun ville søge den sikre vej.

"Der er to måder vi kan gøre det på." Hektor så væk fra vinduet og gik langsomt hen til sofaen og han slog en åben hånd ud med den venstre. "I den ene hånd kan vi rejse officielt rundt med følgende eskorte og på den måde møde bønderne, der forhåbentligt vil sætte pris på at vi viser os og at vi interessere os for dem. Muligt vil nogle måske komme og klage deres nød til os og endda gå så vidt, som at bede os om at være dommer i en sag hvad angår nogle potentiel stridigheder." Hektor stoppede op for at se Elaina an og slog højre hånd ud.

"Mens i den anden hånd, kan vi vælge at rejse, som folk uden titel og gå blandt bønderne, uden eskorte, uden opmærksomhed. Men tilgengældet får vi et bedre og højst sandsynligt et mere oprigtigt blik i hvordan de måske vil have det. Bønderne har det med, ikke at sige alt hvis en adelig er til stede. Og det er også dem som ved hvad der foregår, hvis man blotter vælger at lytte til dem. Og vi ville ikke blive bebyrdet mulige arbejde som der kræves af folk i vores position"

Hektor satte sig roligt ned på sofaen og så hen på Elaina. Højst sandsynligt ville hun vælge den første mulighed og Hektor kunne ikke bebrejde hende, tværtimod. Ham selv derimod, foretræk at gå blandt dem uden at blive genkendt, noget hans far havde gjort meget den gang han var i live. En hurtig bøn blev givet til Kile inde i hans hoved.

"Jeg er åben for begge muligheder."

Elaina vendte sig om, så hun kunne se på ham mens han ville svare på hendes spørgsmål. Hun kunne godt se begge muligheder. Den ene tryg, men kunne også være udsat, den anden muligvis tryg. Hvad Hektor ikke vidste var, at hun havde været på små eventyr i blandt dem, og at hun den ene gang blev opdaget. Godt nok af den rige handles mand, som havde et større kendskab til dem, men stadig det kunne lige så godt være af en bønderne. Hun huskede tydeligt hans ord at det nok nogle som ville tage udnyttelse i at hun var adelig og pæn, men med Hektor ved hendes side ville det måske ikke ske? Medmindre de skulle lade som om de var søskende i stedet for mand og kone. Elaina vidste faktisk ikke hvad der var bedst at gøre i denne situation.

”Men Hektor tro du ikke de ved det er os? Vi har jo en aldersforskel og det er jo ikke helt normalt i blandt dem?... Jeg vil blot nødig blive opdaget også har vi ingen udover os selv der kan passe på os, med det mener jeg faktisk kun dig..” Svarede hun roligt, hun ønskede blot at de skulle være i sikkerhed. Samtidig ville hun på ingen måde fortælle ham at hun selv havde været på disse eventyr, dog var mere for at komme væk, end at se hvad der foregik. Denne tur ville have et noget andet formål. 

Hektor så hende an, så hvordan hun sad og spekuleret over hans forslag og han lyttet nøje efter hvad hun sagde. Hun havde ret i det med aldersforskellen men ikke alt det andet.

"Hvornår har du sidst været blandt dem? Bønder kan lige så godt finde på at lave aftaler med hinanden som vi adelige. Og der kan være flere grund til, at en ældre herre tager sig en yngre hustru. Handel, slå en streg over en familie stridigheder og andre grunde. De er ikke så langt væk fra os, som vi nogle gange tror."

Hektor rejste sig op, igen han kunne godt forstå hvorfor hun stillet de spørgsmål men forskellen var nu, at han var vant til at rejse alene, noget han ofte havde gjort siden ulve kobbeltes fald.

"Jeg vil ærligt foretrække ingen vagter Elaina, mest fordi jeg vil helst gerne undgå at blive opdaget. Jeg vil gerne bede om en dag hvor jeg ikke skal blive påmindet om at jeg er hertug." Han gik hen imod Elaina og ned på det ene knæ, for at kunne se op i hendes øjne, hans egne viste den ærlighed han altid havde stået for "Men vi gør det på den måde du vil have det. Jeg ønsker blot at kunne få noget tid sammen med dig." Han tog blidt fat i hendes hænder, han mærkede hvor bløde de føltes, hans egne lidt mere ru og hårde. Han kyssede dem blidt og så op på hende.

Elaina så på ham, hun havde da ellers troet at med de historie og det man hørte rundt omkring at de fleste valgte hinanden af kærlighed ikke af en handle, stridigheder m.m. Hun følte det lidt som trick spørgsmål, hvornår hun sidst havde været iblandt dem. ”Det kan jeg ikke huske” svarede hun blot. Og på den måde undlod at lede det hen på at hun havde været der nede på ene hånd og i tjenestetøj.

Elaina så roligt på ham, hun havde ikke forventet at han ville gå på knæ for hende, det virkede til at han ønskede mere end noget andet at de skulle være der som bønder, og det kunne vel hellere ikke skade så længe han var ved hende. ”Vi kan godt gå ud som bønder, men så lover du også at du ikke forlader min side på noget tidspunkt! Og jeg vil foretrække at sove her, men hvis vi ikke kan komme hjem så ja, så må vi sove der ude” svarede hun roligt, men fast. Elaina ønskede ikke at gik fra hende for at snakke med en eller anden, hun kunne forsvinde lige pludselig, og især når der ingen vagter måtte komme med, men hun fik en ide ”Kunne en vagt ikke komme med? Blot forklædt?” spurgte hun roligt, hun ville klart føle sig mere sikker med en vagt i nærheden, blot hvis der skulle ske noget.  

"jeg giver dig mit ord på det Elaina." Lovede han hende. At stille spørgsmål eller forlange at hun ikke prøvet på at slippe af med ham, det var ikke en ridders dyd at gøre sådan noget, respektere en kvinde trods alt.

Han rejste sig langsomt op og så ned på hende. En mand forklædt kunne nu gøre mere. "Ja det kan vi nok godt gøre, hertuginde."

Han begyndte så langsomt at forlade pejsstuen, da han stoppede op "Jeg vil gøre hvad jeg kan for at vi kan komme hjem her, så du kan sove her men jeg kan ikke love, at noget vil hindre os. Forårets tendenser med dens omskiftlige vejr og hvad nu vejen kan byde os. Blot pak ned til at du skal være væk i nogen tid, i tilfælde af at sådan noget netop kunne ske." Livet på vejen havde en tendens til at, selv efter en planlægning kunne ting ændre sig, bitre erfaring fra hans egne oplevelser. Han skulle til at spørg hende om hun havde noget tøj men han forte det, Elaina var ikke en dum person og Hektor mistænkt hende for, at lige meget hvor fanget hun havde følt sig, havde hun højst sandsynligt ikke forblevet på slottet i alt den tid de var gift, for det ville han netop selv ikke have gjort.

"Hvornår vil vi gerne afsted Elaina?" lød varmt, han lige frem glædet sig til at komme væk, var tydeligt at se på ham.

Elaina blev glad da han gav hans ord på at han nok ville passe på hende. Selvom hun ikke troede det ville Vokun nok ikke dukke op imellem bønderne, men han kunne have sendt nogen og lige præcis det gjorde hende nervøs, men med Hektor ved hendes side skulle det nok gå. ”Det er jeg glad for” svarede hun ydmyg, ikke at han ikke kunne arbejdet godt nok. Det var mere så var der en til stoppe et slagsmål eller få hende væk hvis nogen tog fat i ham, hun kunne forsætte hvorfor det ville være en god ide.

Elaina nikkede blot. Hun ville ikke bearbejde ham, hvis de nu ikke kunne komme hjem igen. Inden han gik og hun skulle til at forlade pejsestuen så spurgte han om hvornår, det var endnu lyst og faktisk stadig morgen ”Inden middag vel?” svarede hun, han havde jo trods alt forslået at den skulle spises der, så det ville give mest mening hvis de også kom til det. Med det sagt rejste hun sig og forlod rummet tilbage til sit værelse, hvor hun så igennem sine mange kjoler. Hun kunne ikke tage en for pæn en på, det ville blot vække opsigt, det skulle være enkelt og bøndeagtigt. Hun fandt to hvide enkle kjoler, som hun lage ned i læder taske, samt et tæppe, en læder dunk der kunne indeholde vand, samt diverse små sager som hun nok alligevel ikke ville få brug for.

Elaina tog en anden kjole på, også hvid eller den var nærmere gylden, med en stram overdel og luftigt underdel. Hun havde sjældent gået med den fordi hun ikke syntes den passede længere, hun havde primært gået med den gang hun stadig boede hjemme og ikke skulle ud og finde en mand. Hendes svigerinde havde hadet den fordi den var så enkel. Men Elaina kunne nu alligevel godt lide den og den passede godt til denne lejlighed. 

Elaina tog tasken på skulderen, den var ikke for stor, det skulle hellere ikke se voldsomt ud når de gik rundt der nede. Hun gik ned til indgangen af lennet og ventede på at Hektor ville komme tilbage til hende, så de kunne drage ud.  

Han lod Elaina få lov til at gå ud af rummet først, inden han selv tog afsted. På vejen imod hans gemakker, fik han fat på en tjener, der blev bedt om at kontakte en af spejderne og bede spejderne om at gøre sig klar, samt en almindelig vogn med en hest rigget til og efter bedste evne, skulle han have passende tøj på som en bonde, på hertugens ordre, samt bede kokken om at pakke noget proviant ned til nogle dage og hvis muligt, et hurtigt måltid der kunne spises på vejen for tre. Tjenere stillet ikke spørgsmål men adlød blot med et smil og drog afsted.

Hektor kom tilbage til hans eget værelse og han gik straks igang med at pakke ned. Nok var han hertug men han havde stadig hans rejsegrej med sig på hans værelse, et telt der kunne slås op, et par store uld tæpper, en skovl, ja selv udstyr til at lave mad med hvis det blev tvunget, han havde lært at lave noget mad, mad som var egnet til vejen og ikke fornemme folk, livet som soldat, samt tændings grej og en lille pose med kul, plus hans vanddunk. Da han gik igennem hans tøj, fandt han en simple brun tunika frem, samt et lige så simple men velholdt læder bælte frem. Hans støvler blev udskiftet med nogle simple sko som lige kun kunne bindes let og lige dækket op over hans ankler. Alt sammen blev pakket ned i hans læder taske og suet fast så det hele var der, inklusiv en håndøkse og en kniv, en hver mands eje. Det slog ham, om Elaina egentlig havde en kniv, han måtte hellere tag en med sig for en sikkerhed skyld, samt bue og pile. Han så hen på de våben der var der, Umbra Bane var der, samt hans trofaste klinge fra ordnen. Han tog en rask beslutning og pakkede Umbra godt sammen i et lagn, så det ikke let kunne blive opdaget af andre, han måtte hente sig et andet sværd, for andre ville have mulighed for at kende ham hvis han tog hans vante med sig.

Han kom ned i hestestalde hvor en spejder stod klar, en af dem der var der den da de fandt Elaina efter overfaldet, en mand der kendte til diskretion. Vognen var af en bedre stand men stadig nok til at en god bonde kunne eje den. "Pas på Hertuginden, ikke tænk på mig." Bedt han spejderen om, der så kort på hertugen kort inden han forstod hentydningen. Begge gik i gang med at smide tingende op i vognen, Hektor tog plads og lod hesten gøre arbejdet som han brugte det simple sele tøj til at dirigere den ud til indgangen. På vejen derhen kom den selv samme tjener med en stor sæk, spejderen tog imod hvad de måtte antag var proviant og tjeneren var hurtig til at påpege at kokken havde lagt en lille sæk inde i den store, per Hektors ønske. Hektor vinkede ned til tjeneren og fortsatte, indtil han fik øje på hans Hustru. "Hop op!"

Elaina blev hentet af tjener, at Hektor var klar ude foran. Hendes taske blev taget fra hende og hun gik roligt ud i det skinnede lys. For nu havde hun kun set det fra hendes vindue men det var noget helt andet at træde ud i det og den lyse kjole forstærkede blot effekten af lyset da hun nærmest skinnede op, men det mørke hår gjorde at effekten blev lidt mildere. Det lange hår sad løst hun kunne næppe have det op i fancy frisører eller lignende.

Hun gik med rolige skridt imod Hektor og vognen hun så lidt sammenbidt på ham som han sagde hop op. Hun var ikke ligefrem vant til den slags kommando og slet ikke fra ham, men hun sagde intet, hun satte sig blot op i vognen. Elaina kom til at tænke på hvordan det ville være forventet af hende at være som en bondepige. Selvom de havde renset noget af luften var der stadig så mange forskelle imellem dem, mon de ville klare det helt alene og der ude. Elaina lage sine hænder i skødet. De var bløde og vent tilbage til deres naturlige jeg, hun havde været bange for at Vokun havde ødelagt dem. Mon nogle ville bemærke at de var så rene og bløde.    

En enkelt bevægelse med sele tøjet, fik sat hesten i bevægelse, ud ad porten og ud til dem som var deres undersåtter.

Foråret var en tid hvor folk, fik fornyet energi, fornyet deres vilje og kraft efter en kold vinter og dette var heller ikke undtagelsen. Langs landevejen, kørte de forbi nogle bønder og det var tydeligt at, se hvordan livsmodet strålet ud af dem, efter alle de plager og en kold vinter. Hektor gav et hurtigt vink til nogle af dem mens de forsatte deres egen rejse.

"Hør, Elaina, der er noget jeg må bede dig om." Startede Hektor ud med mens han så blot lige ud, tydeligvis ude i vante omgivelser. "Blandt bønder, må jeg bede dig om, at du tiltaler mig som Matthew eller Matt, eller for den sags skyld din mand." 

Et lille skub og de var nu afsted, imod det ukendte og alligevel kendte. Trods at Elaina havde taget ned til landsbyerne alene, var det blot for en formiddag eller eftermiddage ikke dage. Elaina var følte et nervøs antræk for at nogen ville genkende hende og snakke med Hektor om det.

Elaina rykkede bryn Matthew? Hun tænkte sig om i et kort øjeblik og kom i tanke om at det var Hektors mellemnavn. ”Okay” hun stillede ikke spørgsmål ved det, da mange af folkene sikkert var bekendt med hans navn, og Hektor ja det kunne de måske gætte. Elaina så dem roligt forlade borgen, et lavmeldt suk forlod hendes læber, nervøs for hvad der mon ville ske på denne rejse.

Hvis blot det var så simpel.

"Mit ord er min ære, derfor aldrig lyv, hverken med ord, handling eller intentionen om at vildlede andre" citeret han selv.

Han så hen på Elaina som han havde udtalt sig, så hende an først. "Det er den jeg er Elaina. Jeg lever efter nogle regler."
 Hvor meget havde han egentlig fortalt hende om det sæt regler han selv levede efter? Nok meget lidt og sparsommelig hvis endeligt.

Elaina så på ham roligt, men en anelse forvirret over hans kommentar. Hun havde trods alt blot sagt ’okay’. ”Javel” svarede hun endelig, troede han vitterlig, at hun ville lyve? ”Tro du da jeg vil det?” spurgte hun lidt spidst i tungen. Elaina havde ellers forsøgt at ligge følelsen af til side, men at han troede disse ting om hende, og endda skulle belære hende om det, gjorde hende en anelse irriteret.

Elaina udtryk ændrede sig og hun spurgte mere roligt ”Hvilke regler?” eller mente han sund fornuft. Elaina fandt, ting så som at lyve som en sund fornuft, eller rettere sagt sund fornuft fra hendes vinkle af. For trods det faktum, så ville hun lyve, hvis det var en nødvendighed. Denne rejse kunne være en af de gange, men hun skulle da nok ikke lyve om ham, hvis det kunne gøre ham tilfreds.  

Hestevognen fortsatte i  et roligt tempo, vejret var stadig noget at holde af.

Han så hen på hans hustru med et løftet øjenbryn over hendes reaktion, da han havde citeret hans ærekodeks. At hun spurgte ind til hvilket regler, hjalp med at finde smilet frem på ham.

"Jeg er opdraget til at leve efter et sæt regler, som min ære er bygget på." Startede han roligt ud med. Vagten som var med dem, sad blot bag på vognen og forholdet sig rolig dog med et vågen øje.

"For eksempel er en af disse regler: Opsøg aldrig en unødvendig konfrontation, husk Isaris ønske om fred og godhed, lad klingen være sidste udvej."

Der burde ikke være så langt igen til den nærmeste by herfra, en enkelt overnatning ville kunne gøre det vurderet Hektor.

Han grinede lidt af sig selv, som han blev mindet om hans unge dage da han fortalte Elaina om en af disse regler. "Tro mig, jeg har fået mange rap over fingerne af den ridder jeg stod i lære hos, når jeg enten stillede spørgsmål eller ubevidst brød en af disse regler."