Benjamin stoppede ved en pæn bygning, med balkonger og pæne sten. Elaina undrede sig hvordan det mon så ud hvis solens stod højt på himlen, så ville det garanteret være et smukt sted, eller rettere sagt smukkere. Elaina rakte modvilligt sin hånd imod ham og på den måde kom hun roligt ned på jorden. Hun så op på bygningen, om det var dyrt eller ej, havde hun nok pengene til det. Hendes vagt kom slentrende der ud fra og nikkede, som i at de havde værelser nok til dem. Hun åndede lettet op, nu skulle hun ikke hen til en fremmed hus og overnatte ved en fremmed mand. Elaina begyndte at gå mod sin vagt og lige inden hun gik ind, vendte hun hovedet imod ham og gav ham et kortfattet smil hvorpå hun spurgte ”Kan jeg give dig aftensmad, som tak for din hjælp?”

Benjamin der stadig havde et fast greb i hestens tøjler kiggede på hende, hun virkede oprindeligt glad for hans hjælp, Han kiggede lidt på hende ved hendes spørgsmål omkiring mad. han var ikke et øjeblik i tvivl om at hun havde pengende til det, om end han var for meget en gentleman til at lade hende give hende mad. Han kiggede krot ned i korden, inden han igen kiggede op på hende og kørte en hånd igennem sit hår for at få det væk fra øjnene. "Lille frøken, det er jeg bange for at min stolthed ikke tillader" Han var næsten vemodig ved tanken om bare sådan at efterlade hende her, det havde været noget så hyggeligt at drille hende på turen her hen, måske han kunne få løsnet lidt op i den tilsnappede fercade. "Skal De noget i morgen? eller kunne jeg blive beæret med dit selvskab til en morgeng gåtur gennem byuen?" han smilte skævt til hende da han havde sagt ordene, han var sikker på at han nok skulle kunne nå at få løsnet lidt op i hende.

Hun forstod godt hans svar, de fleste gentleman ville aldrig lade en kvinde betale for deres mad. Det måtte jo betyde at Benjamin var en gentleman. Derfor nikkede Elaina blot, hun ville ikke sige ham imod, det var trods ikke hendes plads. Elaina skulle lige til at gå helt ind på huset, idet han spurgte hende om morgenen. ”Nej det skal jeg ikke.. Det ville glæde mig med en gåtur med dig” svarede hun roligt, og høfligt. Elaina gik derefter ind i huset. Hun følte en masse blikke på sig idet hun trådte ind. Heldigvis var hendes vagt nær hende, men hun var ikke ligefrem tryg, dog vidste hun ikke en eneste følelse til dem der sad der. De skulle ikke tro at de havde en påvirkning på hende. Elaina og hendes vagt, fik lidt at spise før hun vendte imod sit værelse, vagten havde fået et ved siden af hende. Værelset var lille, men hyggeligt. Elaina så kort ned på gaden. Det så koldt og mørkt ud. Hvorefter hun tændte nogle få stearinlys, for at klæde om og ligge sig ned i sengen. Det var langt fra som der hjemme, denne var hårde og mere brugt. Hun var vant til noget bedre omgivelser, men hun beklagede sig ikke. Elaina lukkede roligt sine øjne, og faldt heldigvis hurtigt i søvn.