Følelser burde være det som kom allermest naturligt til alle levende væsner, hvis man spurgte Amelia selvfølgelig. Hun havde ikke alverdens kendskab til landets mange racer, og dæmoner mindst af alt. Det eneste der stod klart for hende omkring netop dem, var de seneste 4 plager der havde hærget langt, og forsøgt at tage livet af hende i forsøget, og mange andre havde mistet det. Det gjorde ikke ligefrem tanken om netop disse særlig behagelig. Plagerne havde ødelagt alt for meget for alt for mange folk.
Amelia lagde ikke stor vægt i hans stop i sætningen, andet end han måske forsøgte at forestille sig det, og ikke helt kunne ramme det helt præcist selvom han sagde det. ”Alle byer starter jo et sted” svarede hun med et roligt smil på læben.
Amelia fulgte muren på sin rute, men skænkede den ikke mange blikke. Hun havde stadig svært ved at vende sig til at den rent faktisk var der. Den havde ikke været anlagt da hun var barn og selvom hun vidste det, kunne hun godt glemme at det var mange tusind år siden hun var et lille barn.

Amelia virkede så meget ældre end hun så ud. For Victor var det utroligt at tænke på, men så ikke helt alligevel. Dog var alder altid magisk når man tænkede på det. For mennesker var det blot et stearinlys der hurtigt kunne blive pustet ud, men for andre var det et uudslukkeligt flammehav, mens andre fik deres lys genantænd. Det var faktisk en smule trist at tænke på den forskel.
"Det er en smule trist." Victor begav sig videre uden at se på muren. For nu bragte muren bare ved et blik en dårlig smag i munden på ham. "Det er jo-" Han sluttede ikke før han tog sin ene hånd for sit venstre øje. Pithan vidste godt at kroppen kendt som Victor nok ikke ville holde meget længere eftersom alle fire plager havde taget sine slag mod den. Men den måtte holde bare et par måneder endnu i det mindste. Øjet holde han lige for kort for at Amelia ikke skulle se hvordan det var blevet helt mælkehvidt. Men han kløede sig så bare i øjet og skynde sig med forklaringen "Undskyld. Jeg fik noget i øjet." han fjernede så hånden helt og så så mod muren igen hvor den dårlige smag igen opstod ved synet. "Det er uretfærdigt... At alt der starter skal slut. Altså, når man tænker på det."

Han så dog så mod vejen og håbede på at vejen snart ville ende så han kunne komme hjem og foretaget de reparationer der klart skulle til for at Victor ville holde ud lidt længere. For Pithan kunne også godt mærke at Victor nød at være i selvskab med byvagts folkene og Amelia var da hellere ikke så slem i hans bog.

Det var egentlig ikke fordi at Amelia var synderligt gammel. Hun havde haft en ung alder ved sin bortgang og var først nu vendt tilbage til livet efter døden så at sige. Men hun var fra en anden tid. En vidt anderledens tid end den hun kom fra, og det kunne mærkes på mange måder. Hendes sprog var også en smule oldnordisk, specielt når hun var træt.
Amelia kiggede på ham, afventende på om han ville færdiggøre sin sætning, efter at havde kløet sig i øjet. Hun smilede roligt til ham. ”Forhåbentlig sker det ikke i nogen af vores levetid” svarede hun en smule opmuntrende. Alt der startede skulle slutte til sidst, men det var ikke en skæbne hun håbede ville ske for hovedstaden i den nærmeste fremtid. ”Har du altid boet i hovedstaden” ruten var snart ovre igen, men derfor fandt hun det ikke nødvendigt at stoppe med at snakke. Selvfølgelig når ruten var færdig skulle han have lov at tage hjem til sit hjem eller til byvagternes hovedkvarter og få noget velfortjent søvn. Det var i hvert fald den plan som Amelia selv havde når ruten var ovre.

/Inaktiv