Hun kiggede ind i Lorcáns øjne og hun tørrede sine øjne med sit ærme "Jeg vil med glæde fortælle det, men jeg tror det er ved at blive sent. Har i langt hjem?". Hun ville ikke virke mistænksom, hun ville bare gerne kunne hjælpe dem på vej så. Hun overvejede godt nok at lade dem overnatte hos hende hvis de havde langt, men hvis det ikke var for slemt ville hun bare hente noget til turen så de ikke skulle gå sultne hjem.

Hun kiggede på Lorcán og slog sin hætte af som hun kiggede over på månen der var ved at sætte sig på horisonten "Hvis ikke der er for langt vil jeg gerne sikre mig ikke går sultne hjem, jeg kan hente noget til turen hvis i venter her?" Hun var næsten sikker på at Timea ville registrere at der var tale om mad, men var ikke sikker. Hun ville dog ikke lade flinke folk som dem gå hjem på en tom mave, det var bare ikke personen hun var. Trods alt var deres tid ikke kommet, så havde hun hørt det.

Lorcán rystede på hovedet. "Det skal du ikke besvære dig med. Der burde ikke være så langt væk, og om ikke andet har jeg også noget tørret mad i Tímeas saddeltasker," sagde han med et smil. Selvfølgelig var han altid forberedt på at være strandet et sted. Man vidste aldrig hvornår en impulsiv snestorm kunne ramme, og så var det godt at have noget mad og drikke med, mens man ventede på at det var ovre. 

Tímea havde dog været for langt væk til at høre ordet mad, selvom man kunne svagt ane hende mellem træerne kigge op fra hvor hun gik og snusede, fordi hun alligevel syntes hun at havde hørt noget, men konkluderede hurtigt at der var alligevel ikke noget, så hun gik videre på rov efter mad fra naturen. Lorcán ville være lidt skuffet, hvis det viste sig at hun havde formået at fange et dyr at spise. Han vidste godt at hun var et rovdyr, men det var vildt irriterende, for hun gik og spyttede pels op i timevis. Dumme dyr der ikke kunne finde ud af at spise skindet ikke var den bedste ide.

Det var ved at være sent, men Frida synes Lorcán var dejlig at tale med. Men det var jo altid dejligt med lidt forandring i hverdagen og at han pludseligt havde været der som ud af det blå med den dejlige Timea så gjorde det bare lige dagen bedre. Dog måtte hun nok snart se at komme tilbage, men det ville hun ikke skulle tænke på meget længe.
En af pigerne fra den lille landsby kom frem fra en af de nærliggende busk i hendes lange hvide natkjole. Hun kom løbende hen til Frida og krammede hendes ben. Frida kiggede med et smil ned på den lille pige som pigen udtrykte ordene "Frida, du lovede du ville fortælle en historie mere enden jeg skulle sove."  Frida kiggede hen på Lorcán med et smil og så ned på den lille pige hvis navn var Henriette.

"Selvfølgelig, jeg kommer lige straks," Frida slog blikket over på Lorcán. Med et smil begyndte hun at løfte pigen op i hendes arme. "Nå ja. Men det var hyggeligt at møde dig Lorcán fra Dragonisdalen" Hun kiggede på ham med et rødmene udtryk som pigen tog hendes hænder rundt om Fridas nakke for at kramme hende. "Jeg må nok til at tage hjem, håber i får god vind med jer, jeg håber vi ses igen"

Det var ved at være sent, hvilket også gjorde at det overraskede Lorcán endnu mere da en lille pige kom løbende. Så måtte byen godt nok være tæt på. Hvis Rouku havde været her, havde han nok godt kunne sige hvor langt væk den var, siden den mand havde en langt bedre stedsans end Lorcán. De fleste havde en bedre stedsans end Lorcán for at være ærlig.
"I lige måde, Frida. Du ved hvor du kan finde mig, hvis du nogensinde får et drageproblem. Jeg er her for at hjælpe hele dalen, ikke blot min egen by," sagde han med et stort smil og piftede en enkelt gang, hvilket fik Tímea til at komme løbende mod dem.

"Jeg er sikker på at vi nok skal ses igen. Større er dalen heller ikke," sagde han grinende, og satte sig så op i sadlen på Tímea, hvilket fik ham til at blive endnu højere end han før havde været. Det var ikke så lidt cm. der endte med at komme oven på hans allerede næsten to meter høje person.

Frida kiggede kort på lorcán med et sandfærdigt smil og rødmede kort som hun sagde ordene "Vi ses igen Lorcán, det lover jeg". Hun vendte sig derefter og begyndte at halvt lege, halvt tale med barnet der var kommet for at hente hende. Nu ville hun tage tilbage til byen og få fortalt historien om en mand hvis erhverv var dragejæger og hvis bedsteven var en bjørn, thi han var helten der havde reddet hende fra endnu en kedelig dag i Dragonisdalen
Hun gik mod buskene hvor pigen havde kommet løbene fra og kiggede kort tilbage på Lorcán. Hun vidste allerede dette ikke var farvel, men blot på gensyn...

//Out...

Et stort smil spredte sig på hans læber, og han nikkede en enkelt gang og tog så fat i tøjlerne på Tímea. Nu var det hjemad, og den store isbjørnehund var også klar over det. Han kiggede en enkelt gang mod Frida, for at se om hun var gået helt. Ikke helt, og han nåede da også lige at få øjenkontakt med hende en enkelt gang, før han blidt satte Tímea igang.
Tímea strøg ud af den lille lysning de havde været i, og væk var makkerparret. For selv Lorcán's ildrøde hår kunne ikke ses langt i dette mørke. Men det var okay, for Lorcán var ligeså sikker som Frida på at de nok skulle ses igen.

Tímea løb ned af bjerget i et rask tempo, men ikke hurtigere end at hun nemt kunne undvie alle småstenene som ville få de fleste til at falde. Bjerget var Tímeas domæne, og Lorcán kunne ikke føle at han var et mere sikkert sted. Det tog da heller ikke langt tid før at de gik ind på gården hvor Lorcán boede på. Så var det eventyr på den dag ovre.

//Out