Det var svært for Hedwig at forholde sig stille, ikke pga. smerten, nej smerten var ikke noget skrive hjem om, men fordi hun ikke brød sig om at være her. Tidligere havde hun aldrig forholdt sig længe nok i helbredelseshuset til faktisk at opnå denne her mængde rastløshed, men nu når hun havde været her i længere tid... hun ville væk. Og hun havde ikke lyst til at komme tilbage en anden god gang. Det føltes bare forkert for hende at blive her.

Heldigvis var det ved at være ovre, og hun tog medicinen og drak den i en slurk, men et noget utilfredst udtryk kom i hendes ansigt bagefter. "Det smager af rævepis. Og tro mig, det har jeg smagt.... kriminelle og væddemål..." sagde hun. Det var så da hun var ynge. Et virkeligt uheldigt væddemål hun havde tabt, og så havde skaffet rævepis. Hun var stadig ikke helt kommet over det, men hellere det ind at sidde i helbredelseshuset længere tid. "Der er nok ikke noget galt med skulderen. Jeg tænker at jeg ikke vil opholde dig længere end højst nødvendigt," sagde Hedwig og gjorde tegn på at rejse sig på, så hun kunne samle sine ting og gå, men det var nok egentlig ikke så nemt.

Nia kunne tydeligt fornemme rastløsheden i den ældre kvinde. Men der var jo ikke noget at gøre ved det, sket var sket.
E latter kunne dog ikke undgåes at forlade hende da hun hørte beskrivelse på medicinen.
" Nej lægemidler har sjældent en god smag, især ikke i disse tider, for mange planter dør når der ikke er væske nok, så det skal nok blive en lang vinter, hvis det nogensinde bliver vinter. Men det lyder da som et interesseant  væddemål du havde dig der. " Indrømmede hun, findende noget sprit at rense med, inden hun igen trådede nålen.
Dog blev åle hurtigt lagt til side da bjerget gjorde anstaltniner til at ville forlade helbredelseshuset. 
" Lad mig nu alligevel se på det.. Det er din sværdskulder ikke? Du skal være meget glad for den ikke er gået ind i din lunge, hvis den havde gjort det ville du højest sandsynligt ligge rallende på gulvet lige nu, så.''
En hånd var blevet rakt ud for at holde bjerget tilbage. '' Og hvis du absolut insisterer på at forlade stedet her, insisterer jeg at følge dig i tykt og tyndt som en anden hund de næste 3 dage til det er helt sikkert at giften ikke er i din krop mere. '' Lød det bestemt fra gøglerkvinden.

Et interessant væddemål? Det kunne man vidst roligt sige at det var, men Hedwig dvælede sjældent ved den ungdom. Der var meget hun var gået igennem, visse ting sjovere end andre, men hun var her nu. Og de fleste var ikke glade for at vide at en byvagt havde haft forbindelser i undergrunden. Der var da også blevet set skævt til Hedwig mere end et par gange, når det var gået op for folk.
Hun blinkede lidt som healeren blev ved med at presse på. Hvis hun blev forfulgt, ville hun helt sikkert ikke få lov til at lave noget. "Okay," sagde hun så sukkende. Det var vel nemmere bare at tage overtrøjen af, når skuldernen også skulle kigge på, så af med den. Så nu sad hun kun i sin undertrøje, der da også stadig dækkede hendes bryster, ikke at hun var så sart omkring det. "Men jeg er sikker på at det ikke er noget specielt. Det var jo trods alt bare en pil," pointerede hun.

Et enkelt øjenbryn hævede sig denne gang, overrasket over hvor samarbejdsvillig monsterkvinden pludselig var. Men det var nu meget rart. Hvor hun før nok ville have været mere forsigtig, var de gået op for hende at kvinden foran hende skulle tages med fast og bestemt hånd. Af samme grund var det også med bestemte bevægelser at hun fik rettet byvagtskaptajnen op. " Ret ryggen. "
Et nyt stykke stof blev fundet frem, fugtet ganske let inden den blev placeret mod det mindre sår.. Hun gik nærmest ud fra det måtte være en pil, Nia havde set nok pileskudshuller til at kunne kende det. " Hvad med heromkring? Prikken? Stikken? Summen omkring såret?" 
Hun lænede sig tættere på, pressende prøvende mod såret, blikket hvilede let på såret inden hun lagde øret ind mod bjergets brystkasse, uden at tage sig af hvad kvinden måtte sige til det; det var trods alt den bedste måde hun kunne lytte efter mislyde. " Tag nogle lange dybe vejrtrækninger. "

Hedwig satte sig lidt rankere med ryggen, da hun fik besked på det. Da hun blev spurgt om der var noget anderledes ved såret, rystede hun på hovedet. Der var intet omkring såret i skulderen. Ikke på samme måde som det andet sår havde gjort.
Den store kvinde kiggede noget forvirret på Nia, da hun blev bedt om at tage dybe vejrtrækninger. "Jeg ved ikke hvad det skal gøre godt for," sagde hun og rystede på hovedet, men gjorde derefter som der blev sagt. Hun tog nogle lange dybe vejrtrækninger. Det lød ikke som om at der egentlig var noget galt der havde sat sig på vejrtrækningen i hvert fald. 

Nia rystede lidt på hovedet inden hun, med øret placeret mod Bjergets brystkasse lyttede opmærksomt efter mislyde.
" Ved at du tager langsomme og dybe vejrtrækninger kan jeg høre om der er mislyde. En pil i den forkerte vinkel kan let have punkteret en lunge eller dannet en flænge ind til lungen som kunne blive påvirket af pres eller blod udefra.. Så du vil kunne drukne i sit eget blod mens det stadig er i din krop. " Hun havde skam set flere eksempler på det ude på marken og i krigene. 

sigøjnersken trak hovedet tilbage. '' Det lader ikke til at være tilfældet her dog. " Et lille opmuntrende smil forlod hendes læber inden hun fattede de resterende urter og anvendte det på såret som hun ikke anså til at være stor nok til at behøve at blive syet.
" Det lader ikke til at der er  nogen pilespids siddende i dig, det er kun godt. Så, nu tør jeg godt lade dig gå. Men husk nu; hvile. Jeg skal nok komme forbi byvagten senere og give beskeden til dem der er der om at du skal hvile de næste par dage og tage den med ro. "
Selvom Nia ærligt ikke holdt frygteligt meget af at være nær byvagtens hovedkvarter, følte hun stadig som healer at det var hendes ansvar at lade dem der arbejdede med bjerget til dagligt. Bjerget ville nok ikke lytte til hendes råd om hvile hvis ikke hun tog kontakten til dem, på trods af hendes trusler om at skygge kvinden.

I en let bevægelse kom hun på fødderne igen, rækkende tøjet tilbage mod Hedwig. 
" sig til hvis du har brug for hjælp.. Både med ubehag og tøjet. det kan nok godt begynde at trække lidt i huden omkring syningerne de næste par dage, mens din krop healer.. ''

Hedwig måtte ånde lettet op, da det virkede til at hun var fri til at gå, selvom truslen stadig lå i baghovedet af hende. Hun måtte nok hellere... måske tage en dag fri? Det måtte hun vel godt, og hvis healeren alligevel sagde til byvagterne at hun var skadet. Det lå stadig ikke så godt i Hedwig. Hun havde aldrig måtte holde en eneste fridag. For en dag fri, betød en dag uden mad. Sådan havde det meste af hendes liv været og det lå stadig i hende. Fri var ikke noget der eksisterende.

"Jaah... det skal jeg nok" mumlede Hedwig, og tog imod tøjet, så hun kunne begynde at tage tøj på og komme hjemad. "Men tak for hjælpen!" sagde hun så også, for selvom Hedwig havde været modvillig havde healeren stået ved. I sidste ende betød det vel at Hedwig ikke døde.

Hun rystede lidt på hovedet mens hun hjalp kæmpen i tøj og udstyret igen, hastigt ryddede op efter sig selv, inden hun med en smule støtte til 'bjerget', hjalp denne ud af helbredelseshuset, udstyret med det lidt vand hun kunne have med sig. " Ingen årsag. Som healer er det min pligt at hjælpe andre. " Et blidt smil forlod hendes læber. Hun forstod skam godt kvinden. ikke at lave noget kunne let betyde ingen indkomst og ingen mad, men det skulle undre hende om ikke kadetterne nok skulle træde til og hjælpe og dele i byvagten. Da de ankom til byvagtshovedkvarteret gik Nia, om end en smule nølende, ind o forklarede situationen til alle der var  på kvarteret den dag. Om at kvinden nok havde brug for noget hvile, og mindst et døgns ro for at sikre sig at giften var blevet bekæmpet ordentligt og ikke blev skyllet rundt i hendes krop. 

Først da overlod hun kvinden til de andre byvagter, stak hede vanddunken og forsvandt lige så diskret væk i gadens varme, støvede mylder.