At være en del af mørkets hær var hovedsageligt af egoistiske og selviske årsager. Sarafina hungrede magt, og strejfede enten efter at opnå den selv, eller befinde sig i nærheden af folk der besad den. Den var tillokkende, farlig og tilfredsstillende på en gang. For hende, var mørkets hær valget der syntes bedst dengang hun slog sig til, og nu var hun så integreret at det nok ikke tog lang tid før hun kunne tilegne sig mere respekt og forfremmelse.
Såfremt at hun kunne undgå at blive slået totalt til plukfisk - trods ingen ville kunne modstå enhver kampstil.

Sarafina knurrede og gav det ellers yndige ansigt et træk af vildskab, som normalvis ikke var at se hos elvernes race. De kolde matte øjne, havde fået en knist af rasseri. Rasseri på sig selv fordi hun var faldet for hans tricks, men ligeledes også at han kunne tillade sig at fælde hende! "Jeg har langt mere at give, end du nogensinde kan forestille dig" Hendes stemme var forsøgt at holde kold, men den dirrede svagt af rasseri, inden hun sprang imod ham, med intentionen at få væltet ham omkuld, og lade slagene hagle mod ham. Ikke den mest taktiske beslutning, men den var effektiv når hun var vred.

,,Nå, er du sikker på det?’’ mundvigen hæv sig en smule mere op, mens han gjorde sig klar til hendes modangreb. Og han blev ikke skuffet, da hun pludselig kastede sig over ham. Da han havde placeret sig særdeles godt med fødderne, ende det nærmest i at han greb hende, da hun kom flyvende. Men presset af knytnæverne han var nød til at undgå, gjorde dog han til sidst var nød til at se sig faldet. Og nu var det ham, som der lå med ryggen presset imod det kolde gulv, og hende over sig. Dog formåede det alligevel ikke smilet at forsvinde fra hans læber, det var som om han dykkede ned i følelser han aldrig havde haft oppe før. Han morede sig, som han aldrig havde gjort før.

,,Okay, okay! Kan vi måske lige prøve at undgå det smukke ansigt her.’’ en latter forlod hans strube, som ikke var uhyggelig eller manisk. Den var ganske menneskelig, mens han prøvede at gribe ud efter hendes håndled. ,,Resten af mig’’ en pause  ’’er ganske fucked up i forvejen’’ han prøvede at undgå et slag  ’’du må da lade en mand have de skønheder han nu en gang stadig har!’’ Selvfølgelig var der flere slag som ramte ham, og de gjorde da også en hvis form for skade. Men som altid, efter at han inden sin fødsel som vampyr, var blevet revet fra hinanden. Var der ikke mere tilbage, som kunne gøre lige så ondt. 

Han. begyndte.. at grine?
Sarafina mærkede at hendes slag mistede en smule af kraften da det gik op for hende, men hun blev knurret væk som hun snappede tilbage. Hun var vred på ham og hans irriterende evne til at kunne parrerer hende.
Nogle slag ramte, nogen gik forbi, og ingen ramte ham i ansigtet, da det at slå ham i brystkassen, ribben og maveregion var langt mere tilfredsstillende for hende.
"Skønheder? Virkelig?" det var en blanding af et fnys og halv grin. Hvad fanden der gik igennem hans tankestrøm, var simpelthen en gåde for hende - trods det morede hende. Noget hun helst ikke ville indrømme.

Hans arme blev ved med at være i vejen for hendes slag, og irriteret forsøgte hun at få fat i dem for at presse dem ned i jorden, for at forsøge at presse dem nede med sine ben. I øjeblikket brugte hun sin egen vægt på at holde ham nede, ved direkte at sidde oppe på ham. "Så lig dog stille!" Knurrede hun arrigt, og pressede benene sammen i et forsøg på at undgå han kunne vride sig.

Det fungerede godt, det skulle der ikke herske tvivl om. Spørgsmålet var bare om, nogen af dem kunne se det, eller ville se det. Lige nu var Cryan bestemt mere fokuseret på ikke, at få mørbanket hans krop fuldstændig sammen. Selvom kvinden over ham havde andre planer, han var ikke en gang helt sikker på hvad hendes navn egentlig var. Han vidste at der var en i blandt som der hed Bluefeather, og han var ret sikker på at det var hende. Men ud over det, så havde han ikke noget navn at sætte på ansigtet.

Det gik hurtigt op for ham, hvad hun prøvede på. Ikke om hun nogen sinde skulle have lov til, at fange ham i sådan et greb! Heldigvis var han selv en ret smidig mand, og formåede at komme ud af hendes greb på en ganske mærkværdig måde. ,,Hvad med du prøver at spørger pænt?’’ han løftede provokerende et øjenbryn, forhåbentlig ville hans spørgsmål fange hendes opmærksomhed. Hans hånd skød frem, og prøvede at gribe nakken, således at selve hans underarmen blev presset op imod hendes strube. Hvis ikke, var taktikken simpelthen at afværge ind til at hun ville køre træt i bare at banke på ham. Heldigvis havde hun jo været i gang med sandsækken, længe før han var brudt ind.

Det havde ikke strejfet Sarafina på noget tidspunkt at finde ud af hvem han egentlig var. Hans hjørnetænder havde afsløret for hende at han var vampyr - gik hun udfra. Men i realiteten kunne hun lige så godt være oppe at slås med en dæmon som en mørkets kriger.
Men han var ikke bekendt for hende. Han virkede som en der gik i et med skyggerne når det kunne lade sig gøre for ham, og dermed holde sig ude af andres blikke. Sarafinas deriblandt.

Han var jo slibrig som en ål, med hans manoreren ud af grebet hun holdte ham fast i. Irriteret knurrede hun af ham igen, som hun forsøgte at holde ham fast. "Nu igen med at spørge pænt! Driver du energi ud af at ordet tak eller hva?" hvæsede hun irriteret, mest af hans dybt provokerende hævede øjenbryn. Hvæset blev afløst af en forskrækket hul lyd, som hånden låste sig fast om hendes nakke, trak hende ned for derefter at hans underarm blev presset mod hendes strube.
Hun kæmpede arrigt imod, som en vild kat der var blevet fanget i et net, men det var ikke helt nok, og hun mærkede kort tid efter at hendes skulder ramte jorden på ny og hun ikke længere havde overtaget.
Trods det, arbejdede hendes ben stadig på enten at holde ham fast, eller ligge en lås fast om hans ben, selvom det begyndte at blive en smule svært i hendes nuværende liggende tilstand.

Hvis man ikke skulle have vidst bedre, var den stilling de ende i, ganske udsat. Og ikke på den måde man som kriger måske kunne forestille sig, men noget de fleste mennesker ville misforstå skulle de gå forbi i dette øjeblik. Cryan udstødte en irriteret brummen, som næsten kom helt nede fra hans brystkasse. Stadig med armen placeret solidt bag hendes nakke, greb han omkring hendes ene ben og i et snuptag var det nu hende der lå på jorden. Men ikke på samme måde før, hendes ben rundt omkring hans liv, hans arm der tvang ham til at læne sig hen over hende, og ikke at forglemme hans hånd på hendes lår. Han havde måske ikke engageret sig inde for seksuelle omgang, men han var da stadig mand nok til at vide at det her var en position der lå tæt op ad, hvad normale mennesker gjorde sig i?

Faktisk var han lidt i tvivl, men det stoppede ham dog ikke fra at blive ved med at holde den. Med en dybere vejrtrækning betragtede han kvinden under sig, måske var der mere til livet end bare at dræbe og blive dræbt? Han lod automatisk tungen glide hen over den ene hugtand, tog en dyb indånding for at få vejrtrækningen under kontrol. ,,Måske, men af en eller anden grund, er det stadig mig som ender med overtaget. Og hvordan kan det så være? Hm?’’

Det akavede kæmperig, som langt fra var effektiv fra den vinkel Sarafina befandt sig i, endte igen ud i at hun måtte ligge presset ned imod jorden, men denne gang i en vitterligt langt anderledes stilling end før. Manden havde måtte bruge lidt anderledes metoder, for både at kunne fastholde taget i hendes nakke, og få benene til at følge med, uden selv at ende i en lås.
Endende i en stilling, som var langt mere intim end krigerisk fordelagtig. Noget Sarafina først bemærkede, som hans vægt placerede sig tilrettelæggende for at holde hende fast, men også ramte områder der normalvis ikke var tiltænkt kampens hede.

Sarafina vågede ikke at flytte sig for ivrigt, som hans hånd stadig holdte fast i nakkeområdet, og nemt kunne blokere luftvejen, men det hindrende hende ikke i at forsøge at vride sig en smule til en start. En vridning der blev afbrudt så snart en anden følelse en arrigskab mældte sig i kroppen på hende og hun forsøgte at nægte den adgang, trods at mærke hans ujævnevejrtrækning ikke gjorde det nemmere.
"Fordi du er styret af dine lyster" skud i tågen. Men der var noget sigende ved at han foretrak at ligge over hende, presset ned mod jorden mens han havde alt overtag. Sarafinas tøj var efterhånden havnet i en noget roddet tilstand. Hendes ene skulder var blottet, da skulderstoffet var gledet ned, mens andre områder enten var blevet revet tilfældigt i stykker eller sad forkert i forhold til hvad det burde, når tøjet kunne sidde uforstyrret. Oveni det var hendes fletning uglet og begyndt at løsne sig, efter den nået hårdhændede behandling. Næste gang hun skulle træne, var mere holdbart tøj nok nødvendigt.

Forvirret, ganske ægte forvirring bredte sig i hans ansigt. Lyster? For at dræbe hende, men han var ellers ret sikker på at han ikke havde lyst til at dræbe hende. Mente hun seksuelle lyster? For det var han også ret sikker på han slet ikke kunne besidde, eller i hvert fald aldrig før havde haft fornemmelsen af at være indehave af. Lige så stille fjernede han hånden bag hendes nakke, armen fra hendes hals og lod i stedet håndfladen hvile på gulvet ved siden af hendes ansigt.
Han tillod sig at indtage hendes tilstand, meget fra sin egen var hun ikke dækket i blå mærker eller knivstik. Men til gengæld var hendes tøj ved at løsne sig, hvilket fortalte ham at måske var tiden til at slukke denne lille trænings leg.

I sinde af fuldstændig at ignorer hvad hun havde sagt, fjernede han hånden som lå på hendes lår. ,,Fjern dine ben, så slutter vi for i dag’’ hans tone fremlagde, at han mente det. Ikke længere med undertone af at han synes det var sjovt, som han selv blev en smule forbavset over. Det lignede ham ikke det her, alt det som var sket over, ja hvor længe de nu havde været i gang. Og det var nok også derfor, at han følte han var nød til at komme væk.

Han løsnede sit greb der havde fat og fjernede hånden og armen fuldstændig fra hendes hals, tilladende hende at trække vejret mere roligt. Afventende hvad han havde i sinde at gøre, selvom hun nemmere ville kunne komme fri nu hvor han ikke længere neglede hende fast til jorden under sig.

Sarafina adlød og lod sit ben der lå om livet på ham blive fjernet, således hun ikke holdte ham fast i sit forgævedes forsøg på at ligge ham i lås. "Blevet træt?" Sarafina lagde hovedet på skrå og en hoverende tone. Åbenbart havde hun ramt en nerve ved det hun sagde, eller også var han kommet i tanke om noget. Om ikke andet virkede han til gerne at ville væk derfra. Det betød vel ganske simpelt, at Sarafina havde vundet - hvad end det var hun havde vundet.

Hendes kommentar blussede en syrlig vrede op i ham, så varm at den bredte sig helt ned i maven og efterlod en sur smag i munden. Træt? Næsen rynkede sammen, og øjnene blev smalle da han greb ud efter hendes kæbe i et forsøg på at holde den fast. Således så hun ikke kunne kigge andre steder, end ind i hans gule hadfyldte øjne. Fingrene begyndte at bevæge sig langs kæbe partiet ind til han havde det i et solidt greb, hvor til at de nok ville stramme mere end nødvendigt.

,,Aldrig, snak, med, sådan, en, tone, til, mig, igen.’’ Hvert ord blev sagt med en pause, irritabel og hvislende, som en slang der gjorde sig klar til at hugge igen. Langsomt lænede han sig hen over hende, så deres ansigter kun var få millimeter fra hinanden. ,,Eller er det måske det, du gerne vil have? At jeg underlægger mig, viser at du har vundet, fordi du lige som alle andre kvinder, ikke føler sig værdsat? Overset blandt alle de andre mænd i hæren?’’ han tillod hende ikke at komme fri, hun kunne sparke ham, slå ham lige så meget hun ville. Men fingrene, fingrene ville ikke slippe sit greb. Han blev overvældet med en følelse, en følelse af i arrigskab at presse sine læber imod hendes. Hvilket gjorde ham utilpas, irritabel og i stand til at dræbe hende her på stedet hvor hun lå. ,,Hvad, er det du vil have?’’

Vampyren reagerede og voldsomt og hurtigt at Sarafina end ikke nåede at reagere da hans hånd greb fat om hendes kæbe og pressede sig fast. Kommentaren havde efterladt ham gennemsynlet af had der stod som lyn ud af de gule øjne. Sarafina smilede.

Sarafina løftede et øjenbryn, men flyttede sig ellers ikke ud af flækken som han sænkede sit hoved, helt ned til hendes ansigt, men så kort afstand at hun kunne mærke hans ånde mod sine egne læber. Læber der stadig smilede i skadefro og man kunne ane at hun var underholdt. Hun var underholdt over at han var gået fra den ene ende af spektret til det andet på så kort tid, og underholdt over at han følte sig overlegen nok til bare at gøre og føle sig bedre.
Nok var han lige nu fysisk over hende, men det var ikke det eneste kneb man kunne bruge i hæren.
Hun begyndte at grine. Lavmeldt, men nok til at hendes læber skilte sig let fra hinanden og lod latteren forlade hendes læber. Det var ikke en ond latter, ej heller en hoverende. Det var en lav ganske let latter, der afslørede tydeligt at hun morede sig over hele situationen. "Hvem siger at det er mig som vil have noget" Sarafina fastholdte hans blik, skræmmende nok begejstret over hvad der foregik, som fik hun opfyldt en spændings kvote, der havde været underernæret i for lang tid.

Vreden blev ikke mindre af at det viste sig hun synes det var sjovt, at det var underholdende den måde han opførte sig på. Hvor vovede hun, hvor vovede hun at nedlade ham på den måde!? Han var tæt på at bore neglene ind i hendes bløde hud, som der lå under hans fingre. Men han fjernede hånden, og lød nogle kølige øjne betragte ham. Det var hårdt, ikke at begynde at slå på hende, lige nu og her. Men han formåede at samle kræfterne, og bruge dem på at rejse sig fra hende.

At hun kunne være så frivol, at opføre sig på denne måde. Da han var kommet op på to ben, betragtede han hende for sidste gang, inden han vente ryggen til hende og marcherede hen imod sin kappe og våben. At han havde haft disse tanker omkring hende, at han i det hele taget. Nej, han kunne ikke tænke disse tanker, han var følelses kold, han skulle ikke grine, more sig. Aldrig igen, aldrig nogen sinde igen.

Som han fik løftet sig fra hende, mærkede hun en hvis tilfredsstillelse. Hun var ikke sikker på hvorfor, men Sarafina følte et sted at hun havde vundet, ved at se vreden komme frem i vampyrens træk, selvom han forsøgte at gemme det bag køligheden der voksede frem. Morskaben var overstået for i dag - i hvert fald for ham, så det ud til.

Som han kom op og stå, var Sarafina i en hurtig bevægelse oppe at sidde og trak benene ind under sig i skrædderstilling, mens hun blot så på ham, stadig med det selvtilfredse smil på læben. "Tak for legen" Hun så på hans ryg et par sekunder efter sin udtalelse, inden hun selv rejste sig, stilte sig med en hånd på hoften, uden at sætte sit tøj på plads eller så meget som skænke det en tanke.

Opsøgte han nogensinde dette sted igen efter sådan et påstyr? Imponerende nok havde Sarafina ikke noget imod hvis han gjorde. Det havde været underholdende.

En lille stemme fortalte ham at han blev nød til at stoppe denne facade, generelt hans hurtighed til at skubbe folk væk. Måske var det fornuftigt ikke at stole på nogen, når han var ude og udføre opgaver. Men så snart at det var blandt mennesker han burde stole på, så havde han stadig svært ved det. Mens han tog bæltet på igen, betragtede han tomt omgivelserne for hans øjne, hendes stemme nåede ham ikke helt. Men alligevel forstod han hvad det var, tak for legen, jo det havde vel været en leg. Men det havde formateret sig til noget, som han følte var ubehageligt og uforståeligt. Og det i sig selv, så han ikke længere som nogen leg. Så det at hun havde vundet, ja, det havde hun nok når alt kom til alt.

Han fugtede under læben, og vente sig så imod hende. Han havde spørgsmål der ulmede på tungen, men kunne ikke helt finde ud af hvordan han skulle formulere dem. Igen, en uvant følelse når han i sig selv ikke var nogen dum eller uintelligent person. Med ganske langsomme og sikre skridt, gik han tilbage til hende, med kappen under armen. ,,Selv tak.’’ Et svagt smil dalede hen over hans læber, mens han med interessante øjne betragtede hende. ,,Skal sørger for du har en sandsæk, næste gang du vender tilbage’’

Sarafina havde ventet at han gik videre, og måtte derfor svagt løfte øjenbrynet for nogle sekunder i en let overraskelse, som han vendte sig mod hende igen.
Hun kunne ikke helt beslutte sig for hvad det var, men noget var anderledes end da han var dukket op. Men hun kunne naturligvis ikke sætte fingeren på hvad, specielt eftersom hun slet ikke anede noget om ham - andet end det hun havde lært på denne tid. En tid der faktisk var løbet ud i en længere periode.

Sarafina placerede ligeledes den anden hånd på hoften og så på ham. Undersøgende, med et træk i hendes muskulatur til at være klar til at reagere skulle han pludselig fare mod hende igen. Noget havde hun lært, så var det at han var direkte uforudsigelig. "Vil jeg sætte pris på." Svarede hun først og så på ham i en længere periode, før hun tog en indånding og fortsatte i et roligt toneleje "Vil du gerne snakke eller spørge om noget?" Eller blot stå og betragte hende - hvilket han da skulle være velkommen til, selvom Sarafina ikke ligefrem var vant til den interesse som han lige nu udviste hende.

Han vidste ikke hvor længe de stod og kiggede på hinanden, efter at hun havde besvaret ham med at det ville hun sætte pris på. Han vidste han burde gå, men alligevel ikke han ikke helt få sig selv til det. Og lige som resten af aften, var han i uråd omkring hvorfor.
Han blev først hævet ud af hans tankestrøm, da hun pludselig spurgte om der var noget han ville snakke eller spørger om. Og var overrasket over noget sagde ja! Men det han ville spørger om, var ikke det som kom ud af munden. ,,Jeg har endnu ikke fået givet mine gemakker, så ved du hvor man ellers kan få et bad?’’ hans øjne som før havde hvilet på hende, vandrede hen imod to skikkelser, der pludselig vandrede ind på pladsen og betragtede Sarafina og Cryan med undrende blikke.

,,Og hvis du kunne vise mig dem..’’ hans stemme der tydeligvis afslørede han ikke var komfortabel, med de ny tilkommende. 

Sarafina afventede og lod et Ah forlade sine læber ved hans spørgsmål. Det føltes mærkeligt, at det var et så simpelt spørgsmål - men nogen gange behøvede man altså bare et bad.
De to fremmede hvis blikke vendte sig undrende imod dem, blev mødt af et hævet øjenbryn og arme der lagde sig over kors.

De kunne tro hvad de ville men Sarafina havde ikke i sinde at begynde at rette fribrilsk på tøj eller ændre udtryk generelt. Hun fandt dem ikke vigtige. Dog kunne hun høre i vampyrens stemme at han ikke fandt deres tilstedeværelse særlig rar. "Yeah, kom med" hun lavede en let bevægelse med hånden om at han skulle følge med hende, hvorefter hun tog buen og krukken med pile på skulderen og vandrede væk fra træningsområdet, tilbage mod området med gemakker. Da de var kommet et godt stykke væk fra træningsområdet og drejede ind på en gang, tog Sarafina ordet igen. "Der er ikke nogen offentlige, andet end nede ved væbnerne. Hvilket nok ikke er af særlig god kaliber. Du kan bruge mit" Nok var Sarafina bare en kriger, men det betød ikke at hun måtte leve i bundskrabs gemakker.
Sarafina drejede ned af en anden gang, som førte ned af en mere til højre, for til sidst at dreje til venstre. Gangene kunne være krænglede, og lige som en laborint - Måske veltænkt som et sikkerheds system.

Elveren puffede døren op til et neutralt udseende område, som ikke havde meget personligt præg. Faktisk mere standarden af indretning da hun kom til rummet, og ellers ikke ændret siden, så man bort fra staven i hjørnet med påhæng af fjer og et par stakke med bøger. Sarafina holdte armen ud mod døren i rummet "Værsgo"

Han nikkede kort som anerkendelse af at han havde hørt hvad hun havde sagt, men ud over det gav han ikke nogen videre verbal undertrykkelse af det. Hans gule øjne vandrede over hans skulder, imod de to skabninger, der stadig stod og kiggede efter Sarafina og han, som de forsvandt ud af træningsområdet.
Besynderligt, han var ellers ret sikker på, at de begge to burde være ude på missioner lige nu. Men igen, kunne han ikke være sikker, for navnende på begge ansigter eksisterede ikke i hans minder. Og på et videre grundlag, så var han også ganske ligeglad med hvem de var og hvorfor de befandt sig her. Han havde bare ikke behov for at forholde sig til flere personer, end højst nødvendigt.
Cryans eneste reaktion på at han kunne bruge hendes bad, var et enkelt hævet øjenbryn, før et apatisk udtryk overtog trækkende i hans ansigt. Hvis hun følte hun kunne tilbyde ham det, var det da ganske velkomment. Men badet hos væbnerne ville sikkert have dækket hans behov, ganske fint når det kom til stykket. Han var ikke en som var kendt for at være kræsen, men selvom han ikke som så mange andre, svede og generelt begyndte at lugte. Så lagde skidt og andet sig stadig på hans hud, så man måtte vel være civiliseret og sørger nogen lunde at opføre sig menneskeligt.

Han trådte forbi hende, indtog omgivelserne og lagde øjnene på hende i stedet. ,,Tak’’ der var en let tøven i ordene, han var ikke vant til at takke nogen for noget, men der var vel altid plads til undtagelser. Han opfattede hentydning som at han selv skulle finde hen til badet da hun viftede med hånden. På vejen lagde han kappen og bæltet, på en stol han passerede, samt fjernede han hurtigt læder rustningen som beskyttede hans ryg og brystkasse. Før han åbnede døren og forsvandt ind i det andet rum, for mange besynderligt nok uden at fjerne selve handsken der dækkede den venstre arm. 

Sarafina selv var lidt mere pernippen med sit bad. Hun foretrak at det for det første ikke var et fællesbad, dertil at hun havde sit eget. Godt nok var hun ikke så pernippen at andre ikke måtte bruge det - tydeligvis. Men hun havde en bedre fornemmelse af at det var hendes.
Det var nok mest en kvindeting hvis hun skulle indrømme det. Privatheden og at man selv kunne styre hvad der foregik. Det var en rar ting!

At Cryan skulle bruge det, generede hende derfor ikke, for hun havde stadig styrringen over sit eget område syntes hun. Han virkede dog langt mere tøvende end hende, hvilket med modtaget med et let hævet øjenbryn inden hun lod hånden falde igen og vendte sig væk fra døren.
Hun hørte lyden af ting som ramte stolen i nærheden, inden døren til sidst lukkede sig. På stolen lå mange af hans ting, men ikke handsken. Sarafina foldede armene over brystet og så undrende på stedet, for derefter at kigge på den lukkede dør.
Hvad var han dog for en person? Virkelig anderledes end noget som helst andet.

Sarafina fnøs for sig selv, vendte sig for at åbne det store tunge træskab og fandt noget nyt tøj frem, der blev kastet på en skammel ved siden af.
Derefter begyndte hun for alvor at kigge ned af sig selv. Hun var godt tilsandet, og snavset og burde egentlig også tage et bad.. men.. Ja, det kunne hun sjovt nok ikke.
Det næste hun bemærkede var områderne var hvor syningen havde opgivet at kæmpe videre, og hendes hud var i flere områder synlige, ud over de i forvejen slidhuller der var efter tidligere træning.
Med et suk luftede hun den slidte træningstrøje over hovedet, lod den lande på gulvet, og fjernede derefter underdelen, og smed det væk fra sig. Den kraftige fletning blev løftet, og håret faldte ned af den bare ryg. Derefter gik turen til at få renset eventuelle hudafskramninger og fjerne det værste sand, henne ved en krukke vand og en klud. Noget hun normalvis kun brugte til at vaske hænderne i, men sandet begyndte at irritere hende.

Han arbejdede hurtigt så handsken var hurtigt fjernet, hvorpå man kunne høre den klingende lyd fra metallet som ramte gulvet. Han tillod sig ikke meget tid at kigge ned imod den makaber udseende arm, som der havde ligget og gemt sig væk bag lag af læder og metal.
Bukserne var det næste der blev taget af, og så gik han ellers ganske systematisk til værks. Hvor mange måske ville nyde det varme vand, var det som om han slet ikke ænsede det. Det var først da vandet var sort, at han følte at nu måtte han være færdig, så han tørrede sig af, fik hældt vandet fra. Og taget bukserne på igen, før at han trådte ud igennem døren. Denne gang, dog uden at iføre sin handske igen.
Han fik dog andre ting at tænke på, da hans øjne lagde sig på den nøgne ryg, der kun var dækket af det lange hår. Der gjorde et ganske effektivt job, med at drage øjnene ned omkring den velformede bagdel. Det vækkede alligevel noget i ham, men ikke nok til at han ikke kunne hive øjnene væk, og vandre hen imod tøjet han havde lagt på stolen.
Håret som stadig var vådt, efterlod dråber, som gled ned af hans skuldre og overkrop som stadig var bar.

,,Du skulle have sagt, hvis du ville have taget et bad først’’ fik han frem med en dyb stemme, der næsten lå helt nede i struben. Han valgte at droppe at tage resten af tøjet på, før at håret og overkroppen var tørt af. Og vente sig i stedet for at vende sig imod hende igen, måske ikke særlig høfligt, men han havde jo tidligere vist over for hende. At han ikke var særlig chevaleresk anlagt, desuden kunne han stadig overbevise sig selv, at der ikke var nogen lyster på spil i blandt dem. Selvom han nok et eller andet sted, måtte indrømme over for sig selv, at hun var en ganske attraktiv kvinde.