Det havde en del effekt på Yasmin at høre Sigrun sige de ord. Et hjem at være tryg i. Hun skævede over mod sin halvsøster og kiggede lidt forvirret på hende, før hun bare nikkede. Det kunne faktisk.. Være lidt rart med et trygt hjem. Det virkede til at Sigrun og Bjarni havde styr på tingene. Så Yasmin fandt det kun mere og mere logisk at blive her. De kunne finde noget til hende, noget hun kunne lave mens hun var her, og de ønskede at hun boede her. "Okay.. Okay, så bliver jeg her," fastslog hun før hun tog endnu en tår af den tekop hun før havde fået stukket i hænderne. Den varmede faktisk ret godt.
"Hvorfor gør I alt det her for mig?" spurgte hun dog, meget brat, kiggende mellem Sigrun og Bjarni. Hun fattede det virkelig ikke. Hvorfor? "Giver mig et trygt sted at bo, noget at lave og tøj? Jeg forstår det virkelig ikke.. Jeg mener. Jeg er taknemmelig, men jeg forstår det ikke," hun gav op på at forklare hvad hun mente og gloede igen ind i bålet med et intenst blik.

Sigrun og Bjarni kiggede kort på hinanden, før de begge to lo en smule. Nordfolkets gæstfrihed var åbenbart ikke ligefrem noget man talte om sydpå. "Vi ønsker ikke nogen skal lide ude i verdenen, og når det er familie, er der slet ingen grund til ikke at tage dem ind," sagde Sigrun blidt.
"Jeg har altid elsket din mor, og hendes ønske var at du kom og fandt os, fordi hun vidste jeg ville tage dig ind. Vi er ikke beslægtet med blod, men du kunne ligeså godt være min datter," indrømmede Bjarni. Han ville have ingen problemer med at se Yasmin som en datter. Hun lignede sin mor nok til det. 

De to blide mennesker gjorde Yasmin vildt forvirret. "Okay.. Ehm.. Tak, Bjarni og Sigrun," hun lod det ligge og nikkede bare og blev siddende med sin tekop. Der kom ikke mange flere ud af hendes mund, men hun blev boende hos dem.
Der gik måske nok et par dage, og Yasmin formåede kun at lukke meget lidt mere op for de to, før hun skulle ende med at måtte tage fra dem igen.
Det hele skete en nat under fuldmånen, hvor hun vågnede op midt om natten og følte at hun havde behov for at flå noget levende. Hun rejste fra sengen og faldt sammen på lergulvet i den lille hytte, og før hun nåede at angribe de eneste to hun havde tilbage, som hun kunne kalde familie, flygtede hun ud af hytten og væk fra den lille by, alt i mens en forvandling tog sted og hun endte i en form hvor hun løb på alle fire. Det var meget ubehageligt og meget mærkeligt.

//Out

Sigrun og Bjarni tog imod den ekstra person i hytten med åbne arme. De skyndede ikke på Yasmin for at lukke op for dem, for hvorfor skulle de? De havde masser af tid. Næsten resten af livet, hvis Yasmin blev... det viste sig dog ikke at blive sådan. Sigrun havde hørt noget larm om natten og havde stået op, men hvad hun så var en åben dør og ingen Yasmin. Hun tænkte det værste, men lod sig selv gå tilbage i seng, men ingen Yasmin var tilbage om morgenen.
Både Sigrun og Bjarni spurgte rundt omkring i byen, men ingen havde set Yasmin og det stod snart klart at hun nok var væk for evigt, noget der gjorde ondt på både Sigrun og Bjarni.

//Out