Den forventede protest ikke kom prompte, tog Belphegor det som sammentykke. Ikke at det hjalp på situationen, men i det mindste havde han nogen at bebrejde. Han betragtede ligeledes huset forfalde som drømmen blev brudt af deres stigende vågenhed. Der var stadig et konstant pres. En impuls til at lægge hånden på datterens skulder, beskytte hende, kalde hende lille skat.
Apropos kastede han nu et blik ind af de små glasvinduer ind på et køkken og igen blev han ramt af en følelse af at noget manglede. Især som bagvæggen sank sammen og afslørede en rimelig overdådig alkoveseng. Belphegor gik meget op i komfort, men så længe han kunne fysisk være der, bekymrede han sig ikke synderligt om plads. Den slags størrelse lagde op til aktiviteter der ikke just var søvn. Afskyeligt.
"Det var aldrig din skæbne at få en normal familie." Sagde han lavt, ikke specielt for Ireths skyld men for yderligere at nedbryde drømmens idyl, "jeg kvalte min far med de bare næver.
Belphegor sendte datteren et advarende blik i tilfælde at hun fik idéer.

Huset knagede og bjælker faldt til gulvet med højlydte dunk indtil det nærmest bare var en stor bunke af ragelse de stod foran. Et irriterende billede på hvad Kench's underbevidsthed prøvede at minde hende om at hun var noget faldefærdig indvendig. Alligevel var det sætningen Belphegor ytrede, som for en gang skyld gjorde hende en smugle ulykkelig. At hun aldrig havde haft chancen eller ville få chancen for det man ville kategorisere som en normal familie, fik hendes før anspændte skuldre til at synke sammen. Med blikket flakende rundt på rodet foran dem stod hun bare tavs og svarede end ikke på hvad han lige havde fortalt hende. Det skulle ikke undre hende hvis hun selv ville prøve at slå sin far ihjel en skønne dag. Han var nu engang en evig påmindelse om hendes ensomhed, hendes længsel efter nogen at stole på og ikke mindst mindede han hende om at det ikke var noget inde for hende rækkevidde nogensinde. Det var ikke retfærdigt, før hun havde stødt på ham havde hun det fint i sit enevælde af sin verden. Men nu...
Trangen til dog at prøve og faktisk holde sin fars hånd uden at føle man var i kontakt med et monster skyllede hen over hende igen. Pokkers til narrative prikken. Trods at hun viste hvad der foregik og det hele bare var en drøm af vrangforestillinger, var det alligevel svært at skelne imellem hvad hun ville og hvad hun blev påvirket til lige nu. En lille impuls fik hendes lillefinger til at række frem og mødte hans et øjeblik.

Belphegor så ned på datteren med tomme, intetsigende øjne. Hvis han havde registreret hendes kontakt, var det ingen steder at se på hans apatiske ansigt. Intet smil, ingen grimasse, han hverken trak hånden til sig eller gengældte genstussen. Kendte man ham kunne han være fristet til at tro at han blot ignorerede hende; det ville være oplagt at tro at han blot ignorerede.. Og dog, som de stod og betragtede en stadig ganske nydelig ruin der langsom sank i ugenkendeligheden, kastedes der et blødt, nostalgisk lys på situationen og man kunne sagtens overbevises om at han faktisk lod hende søge den komfort hun havde brug for.
Hvad end man lagde i øjeblikket - dæmonen gav ingen indikation af at ville vægte nogen af mulighederne - var det meget hurtigt overstået. Snart var der intet hus, ingen have og hegnet var det sidste der falmede til intet. Belphegor havde en fornemmelse at have været meget tæt på en realisering, men nu var der intet tilbage og mysteriet måtte forblive det. Han vendte sig fuldt og inspicerede sin datter.
"Hvor er din krop?" spurgte han med hovedet tiltet få grader på sned.

Kench havde trukket hånden til sig og hold fast i kanten på hende nu genkendelige, lidt småtrævlede uld genstand hun normalt var iført. Lidt forlegen over at hun havde ladet sig rive med et øjeblik, tøvede hu med at kikke op på Belphegor da han sagde noget igen. Det var dog kun et kort blik med en undren over spørgsmålet. Hvad i al verden havde hende position at gøre med noget som helst?.. 
"Sumpen, i hytten. Eller i hvert fald hvad der er tilbage af den. Formegentlig på gulvet eller sofaen" startede hun imens hun begyndte at rens sine negle af ren vane. "Hvorfor?" endte hun sætningen da nyegerrigeheden, som nu engang altid havde været en medsammensvorne i alle hende problemer, begyndte at prikke lidt til hende.

Belphegor svarede umiddelbart ikke. Han stirrede bare frem med tomme øjne, hans tunge vældede langsomt ud over hans læber og smagte på luften, som en stor frø. Der var bestemt noget. Han smaskede lavt.
"Tid i drømme er fleksibel.." fortalte han. Han rakte hånden frem og tog et fast greb om ætheren, men kunne næsten ikke rykke den, "Det føles som om vi har været herinde.. hvad, en halv dag?" Han så sig omkring, men der var intet tilbage af de tidligere omgivelser. Bare hvidt, hvidt, hvidt. Det havde aldrig lykkedes ham bevidst at skabe så komplet en intethed; mørke kunne han klare, men det her var anerledes.
"I den vågne verden er der nok gået lidt længere tid." Havde det været en af hans sædvanlige drømme havde han kunne mærke det præcist, nu fik han blot en vag fornemmelse, "muligvis dagevis.." Han så direkte på Ireth; han var nok nødt til at vække hende snart, hvis han kunne finde kræfterne. Det hele føltes så forfærdelig diffust.
"Ireth, du kommer til at være meget afkræftet. Vand først. Mad bagefter."

Kench så lettere mistroisk på ham. Han fortalte disse ting til hende så hendes fysiske krop ikke skulle komme noget til? Siden hvornår skænkede han overhovedet det den mindste tanke? Der var ingen logisk grund til at han skulle bekymre sig. Han ville intet få ud af at hun havde det fint eller godt for den sags skyld. Det var lige før lyden af ehndes fornavn fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende

Der stod hun et stykke tid med en blanding af forvirring og noget der nok mest af alt lignede afsky malet i ansigtet. men det varede ikke længe før hun overbærende rullede med øjnene og nikkede. "det er ikke første gang jeg har været i koma... eller hi for den sags skyld" sagde hun imens hun tænkte tilbage på de gange hvor det rent faktisk var lykkedes hende at simulere en form for vinter hi. "Men.. tilgiv mig min nysgerrighed, hvorfor giver fortæller du mig det?" fortsatte hun og mødte så hans blik med et mere seriøst et. Hun havde ikke meget at snakke med manden foran hende om, men et enkelt spørgsmål blev dog stadig altid hængende ved hende hver gang de mødtes og hun kunne lige så godt få svaret nu inden hun aktivt ville prøve at vække sig selv op.

Belphegor betragtede sin datter, som endnu et lag af hans fordomme om dødelige skrællede af og afslørede.. ja nærmest et spejlbillede. Det havde været så ufattelig let blot at se alle de ting der var elver ved hende - og han havde altid foretrukket den letteste løsning. Men som omstændighederne blev ved med at bringe dem sammen, stod det efterhånden klart at hun virkelig var hans datter.
Virkelig hans datter.
Hans datter
Uanset hvor trykket lagdes, genkendte han kun mere og mere af sig selv i hende. Nogle mente at alle synderne udsprang af stolthed og Belphegor var en ærkesynd. Det syntes pludselig lidt nemmere at forstå hvorfor hans far havde gjort så lidt modstand i hans hænder.
"Styr dig.." Sagde han da hendes fejlfortolkning så småt fremstod. Endnu forskel på verdnerne: her var tale lettere end ansigtudtryk - ellers havde hun fået sit livs mindst imponerede blik.
"Jeg kan vække dig, men jeg ved ikke selv om jeg kan undslippe." Belphegor kløede sin ubarberede hage. En indrømmelse af svaghed kunne være en dødsstraf, men Ireth havde ikke tænkt sig at dræbe ham - forløbig, "Jeg har brug for at du finder min fysiske krop og vækker mig."

Ooog det kedelige, langt fra imponerede ansigtsudtryk var tilbage endnu en gang. Hvad havde hun forventet? Hun var skuffet jo, men mere skuffet over sig selv at hun ikke havde forudset hvad hun ville få som svar, eller at hun overhovedet havde spurgt. 
Hun pustedet en lok hår til siden som havde fundet ved ned imellem hendes øjne imens hun tænkte over hans anmodning om hjælp. Et skummelt smil bredte sig på hendes læber, men nåede aldrig op til hendes øjne. Den almægtige Belphegor, hr jeg-kan-selv, beder om hjælp gør han ikke? Det krævede nok ikke den helt store koncentration for hende at vække sig selv da det jo ikke var hendes magi der havde bragt dem ind i samme drøm, så det var jo nok ham der sad i saksen. "Altså det kommer jo lidt an på hvor din krop er men..." hun lagde armene over kors imens hun bevægede læberne som om hun snakkede med sig selv. "Med tranport og mit grund beløb kan det løbe op i.. 7 safire og 40 jade stykker.. plus minus" sagde hun, trak på skuldrene og lod armene hænge slapt langs siderne igen.

Belphegor rynkede brynene og regnede efter. Selv hvis hun tog hele vejen til Topalis, ville hendes grund beløb være alt for overdådigt.  Med sådan en pris havde hun enten virkelig ingen kunder eller også valgte hun at bo i et forfaldent skur ude i sumpen. Begge muligheder var cirka lige sørgelige. Belphegor sank ned på den ikke eksisterende jord med korslagte ben - det lignede at han kom til at være her et stykke tid.
"Jeg er i hovedstaden." sagde han og ved ordene formede de velkendte gader omkring dem. Ikke lige så virkelighedstro som han ville have foretrukket, det var en vag luftighed over de hvide sten, men det tillod ham stadig at vise vejen hen til det varehus hvor han befandt sig, "Dit honorar bliver 3 safirer foruden rejsepengene og det er mere end gavmildt."
Han slog dovent ud med hånden mod omgivelserne der endnu engang var hvidt tomrum, "du kan selvfølgelig også bare blive her.. Hvis du sådan nyder mit selvskab, datter."

Armene blev igen lagt over brystet imens hun overvejede hans tilbud. Hvad troede hun hun var? En gemen sælger der var villig til at gå ned i prisen bar fordi han ikke fandt det passende? "Der er godt nok en der er nærig hva?" sagde hun nok mere til sig selv end ham. "Hvor meget jeg end holder af min kære fader, kan jeg altså ikke give familie rabatter. Forretningen går ikke så godt fortiden ser du. Så jeg kan ikke skære af eller give procenter.  7 safire og 40 jade stykker ellers så er jeg den der er smuttet. Det kommer til at tage ret lang tid at fjerne de gyselige billeder af dig og...." hun fik et lidt blankt ansigt et øjeblik imens hun tænkte tilbage på øjeblikket han havde hils sin kone med et kys... "Avaion. Urgh du har virkelig ikke smag for kvinder." fortsatte hun imens hun rystede lidt på hovedet. "Men på den anden side er hun jo nok den eneste der kan puste lidt liv i dig, med den magi hun kaster rundt med".

Hun vendte rundt på foden og kikkede lidt rundt. Hun kendte godt området af byen som hans krop tilsyneladende var, og hvordan hun kunne komme dertil. Transporten ville nok også blive meget mindre værd end det hun havde regnet i sin pris for ydelsen, men hun ville jo nok tage sig en omvej eller to derhen. "Du kan vel enten blive siddende her indtil magien syntes det er tid for dig at vågne, eller hoste op. Det er op til dig"
Kench havde en ret sikker plan for at komme ud herfra der var ret skudsikker så det var ikke fordi hun ville miste noget ved at lade ham sidde her i, ja, intetheden.

Belphegor antydede at hæve et øjenbryn som Ireth effektivt fornærmede sin egen mor. Den slags infantile fornærmelser var ikke typisk noget han gjorde sig i, men han forstod da det plejede at være det andet partis mødrende ophav der stod for skud.
Prisen gjorde ham ikke det store; han kunne tjene de penge tilbage på relativt kort tid hvis han bare tog sig sammen - deri lå problemet. Hun skulle bare ikke tro ham for ivrig.
"nuvel." Sagde han med et dovent skuldertræk. Han rejste sig i en glidende bevægelse og lagde tre fingre mod hendes tinding, "kan du huske hvor det er?"

En lidt tilfredst smil viste sig på hende læber over at hun nu havde en form for indtjening til det næste stykke tid. Hvem ved hvornår det ville blive næste gang. Det forsvandt dog igen idet hun nikkede til Belphegors spørgsmål. 
Det var ikke svært for hende at huske ting tvært imod så var det næsten den hun levede af at gøre. Kench trådte et par skridt bagud. "Så jeg findet dig og får dig vækket" bekræftede hun for sig selv. Hun havde jo ikke andet for i den virkelige verden og det havde også været et godt stykke tid siden hun havde været en tur i hovedstaden. Med et nok nik som en hilsen gav hun sig selv et ryk til siden så hun faldt imod den vide baggrund jorden udgjorde.

Istedet for intetheden ladte hun på sit slidte, hårde trægulv tilbage i sumpen. Hendes tæppe var for længst bevet smidt i den modsatte ende af rummet og det var koldere end hun huskede det da hun var faldet i søvn. Hun tog sig lidt til hovedet med en irriteret knurren over den dungrende hovedpine.
Det tog dog ikke forfærdeligt lang tid før hun fik sig samlet op på benene tog en sygsæk over skulderen og sin maginetraliserende sten omkring halsen. Døren blev ikke lukket bag hende da der ikke var noget værd at stjæle som hun efterlod bag sig tilbage.

// Afslutter lige tråden//