Galavant måtte imellemtiden finde sig i en lettere ydmygende undersøgelse af hans hale og fleksibiliteten i denne. Han havde skam godt bemærket da David gik fra bordet, bevægelsen ud af øjenkrogen havde fortalt ham det, uden han dog vidste hvad knægten havde i tankerne. Fornemmelsen af Maximillians aura blev dog svagere, måske den ældre var taget over for at hente et eller andet, eller, hvid Galavant var heldig; skifte tøj så han ikke endte med en meget omskindet afstraffelse når de kom tilbage.
Tøserne fnidrede stadig sammen efter kysset, mens Quinn var gået over til sin fars side og nysgerrigt fulgte med i foreslagene der kom; det kunne jo gå hen og blive nyttig viden senere hen når han selv fik magten over dæmonen.
Prøvende blev der hevet i halen for at se reaktionen på Galavant, mens denne sammenbidt måtte besvare på spørgsmål om hvor det gjorde ondt, om det overhovedet gjorde ondt..
Kolde fingre fik også fat og begyndte at trykke på bestemte punkter på ryggen i et forsøg på at se om hornene kunne trækkes tilbage, alt imens Galavant utålmodigt måtte forklare at nej, han havde aldrig selv oplevet en sådan mekaniske eller hvad man skulle kalde det. At så langt tilbage han kunne huske havde hornene været ude.
Til sidst fik han dog endelig lov til at tage kåben på igen, lige tidsnok til at bemærke David og Maximillians diskrete retur til selskabet. Begge så de mere afslappede ud, især mennesket der begyndte at indgå i en samtale med Charlot.
Galavant fik lov til at gå tilbage til sin tidligere plads, alt imens hans herre kom med et foreslag der fik det til at løbe koldt ned af hans rygsøjle. "Nu hvor De har sådan en god og lydig dæmon, kunne jeg mon lade min i Deres varetægt bare for en uges tid eller to? og se om han skulle være blevet mere lydig imellemtiden når jeg henter ham igen. Der skal selfølgelig nok betales for hvad end han ødelægger. "
Det var med slet skjult misbehag at Galavant sendte en skulen efter sin herre, derefter til Maximillian idet han passerede ham og stillede sig ved siden af ham, med hænderne vridende sig sammen bag ryggen.

Maximillian ville nu gerne have været med til at studerer Galavants hale mere nært, men det ville han forhåbentlig få tid til en anden dag. Indtil videre så det i hvert fald ud til at de godt kunne ende med at bruge mere tid sammen, især da Hr. Shearrene kom med forslaget om at de kunne prøve at passe Galavant. Han kunne endda ikke lade vær med at slikke sig om læberne, da han hørte det, for de ville højst sandsynligt komme til at dele værelse sammen. Det ville i hvert fald være sjovt.
Hr. Castillo så ud til at tænke lidt over det. "Det kunne godt være, at det ville være et forsøg værd. Nu har jeg ikke selv skulle opdrage meget på Maximillian, men jeg ved da hvordan det skal gøres, og Maximillian kunne sågar hjælpe med det. Det kunne i hvert fald ikke skade," sagde han eftertænksomt, og Maximillian prøvede virkelig at skjule sit smil.
"Det lyder til at vi to, kommer til at bruge en del tid med hinanden," sagde han lavmeldt, og ville nok have sagt en spindende lyd ind i Galavants øre, hvis det ikke var fordi at de to familier havde deres opmærksomhed rettet mod dem, og så mange chancer tog Maximillian alligevel ikke.
David havde dog også hørt det, men så ikke ligeså tilfreds ud med situationen. Måske ville det blive bedre, hvis han kunne få lov til at lege med, hvis de kom så langt. For den dreng var nu heller ikke helt uskyldig.

De lød en latter fra Hr. Shearrene " Ja, hvem ved måske han vil have samme indflydelse som en god gammel hoppe kan have det på ungheste."
Galavant kunne tydeligt høre lettelsen i hans herres stemme, og forsøgte sig selv med en lille indvending. " Undskyld mig De herrer, men I kan vel ikke mene at jeg skal blive her.. Sammen med den røvslikker.." Han kunne ikke holde sig fra at bruge det grimme ord hvilket ledte til et spørgende udtryk fra Isabel, til et vredt blik der blev sendt fra Fru. Shearrene til Hr.Shearrene, der uden at tøve rejste sig fra sin stol, gik tværs over stuen og stak Galavant en syngende lussing, der højest sandsynligt ville efterlade et mærke. " Du ved at jeg ikke vil høre det sprogbrug. Så jo, du kan tro at jeg mener det. Når vi forlader stedet her i aften, vil du blive her og følge hvert et ord Hr. Castillo siger, som var det en ordre fra mig.. Om han så beder dig om at slikke hans støvler rene efter at have været ude i mudderet, så følger du den ordre.. Og det er en direkte ordre.. Forstået? "
Galavant måtte virkelig holde sig tilbage fra ikke at svare tilbage på lussingen, men vidste lige så vel at selv hvis han forsøgte at slå igen, skulle det forbandede bånd imellem ham og hans herre nok sørge for at han snart ville ligge for fødderne af Hr. Shearrene, og det i den mest litterate forstand.
En skurrende lød hørtes fra ham, om det var fra struben eller halen var ikke helt til at sige.
Ikke desto mindre brød han blikket fra hans herre og så istedet over imod Max. " Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det bliver over mit lig, men jeg holder nu mit liv meget kært." Lød det på dæmonsk, mens han tog sig i at ømme sin kind. " Lad os blot håbe at den tid går hurtigt, og at din kommende herre nok selv skal holde dig beskæftiget langt væk fra mig."
Lød det knurrende, inden hans herre med et faretruende dæmpet " Adel.." Straks fik den ønskede reaktion og opmærksomhed fra sin dæmon han ønskede. " Du ved ligeledes at jeg ikke ønsker du bruger det sprog." Lød det advarende. " Opfør dig ordentligt eller find dig i at få dig en ny herre. " Han nikkede let over imod Hr. Castillo.
Selvom Galavant var mørk i huden blegnede han alligevel synligt ved den ikke så lille trussel fra hans herre, forstående hvad han mente bukkede han lydigt hovedet. " Forstået Herre.." Lød det dæmpet inden hans herre sendte ham et sidste blik og gik tilbage til sin plads med et skuldertræk. " Se det er den slags opførsel jeg ikke vil se ved ham. Din er så langt mere lydig. "

Den ældre dæmon kunne ikke gøre så meget andet end bare at se på. Eller han kunne gøre det, men alligevel følte han ikke han havde en forpligtelse i at redde Galavant ud i den situation han havde sat sig selv i. Desuden synes Maximillian også at Galavant fortjente det med det ordbrug. De var omkring børn og Maximillian brød sig ikke om at blive kaldt en røvslikker, selv ikke at sit legetøj.
Det meste af snakken i rummet var ellers også gået i stå, mens Hr. Shearrene skældte dæmonen ud. Hr. Castillo sad dog bare og rystede på hovedet af Galavant. "Det kan jeg så sandelig godt se," brummede Hr. Castillo. "Maximillian?"
Den ældre dæmon trådte frem mod hans herre. "Ja herre?" sagde han roligt og kiggede nu ikke engang på Galavant, selvom han ellers havde holdt sit blik på den anden dæmon.
"Mens vi har denne... Galavant under vores opsyn, forventer jeg at du holder ham under opsyn på alle tidspunkter af døgnet," sagde han og Maximillian nikkede i forståelse. Hvis der var nogen der kunne lære dæmonen at accepterer sin skæbne, så var det kun ham. "Javel herre," svarede Maximillian tilbage og kiggede så endelig på Galavant. Måske Galavant ikke havde skulle have haft denne her slags opsyn, hvis han ikke havde været så urolig, men nu kunne han ikke løbe fra det. Han ville komme til at være sammen med Maximillian konstant den næste uge eller to.

Galavant gyste ved hvad Hr.Castillo havde at sige. Alle tidspunkter af døgnet? For pokker, kunne han ikke få bare en smule privatliv? Heller ikke når han skulle på tønden eller i bad, for bad blev uanset hvad nødvendigt for ham, han kunne ikke tilsvine sin egen herre eller Hr. Castillos navn ved ikke at holde sig soigneret, desuden var et varmt bad altid en gladelig og afslappende begivenhed for Gal. Han skævede over imod Hr. Castillo og Maximillian, overvejende hvilke planer de havde med ham, mens han fæstnede sig ved hver af deres energier.. Maximillians lo til at være blevet lidt mere mørk i det, men ikke nok til at Galavant turde udnytte energien. Og hans egen herres tydelige negative energier kunne ikke røres, endnu en del af det forbandede bånd.
HR. Shearrene nikkede let. " Jeg ser frem til at se hvad De kan gøre ved ham. Hvis De har et kontor vi kan trække os tilbage til kan jeg nedfælde hvilke evner Galavant besidder, samt hans styrker og svagheder som jeg har observeret."

Galavant var ærlig en del imod at sådan en liste skulle nedfældes, men turde ikke få sin herres arrigskab op i det røde felt igen. Så istedet faldt hans blik på konen der havde distraheret de yngste af børnene fra det ubehagelige optrin, ved at finde en mariehøne iblandt blomsterdekorationen på bordet. Charlot havde med mild overraskelse betragtet det hele, ikke overrasket over hvad der var kommet fra dæmonens mund, han havde altid været vulgær synes hun selv. Quinn derimod var stille og roligt vandret over til Galavant og stod nu i en irettesættende positur og pegefingeren løftet i tsk-tsk, stillingen. " Du har været en slem dæmon, meget slem. Vær glad hvis du får andet end selleri og bønner at spise i aften. "
Det trak let i Galavants læber og det lignede kort at han var ved at smile inden han fik lagt ansigtet i de rette folder.
" Undskyld Quinn.." Lød det dæmpet med bøjet hoved som om han skammede sig over sin handling, hvilket han dog ikke gjorde, ikke det mindste.
Han vidste at Quinn hadede både selleri og bønner, men selv havde han ikke behov for at spise for at holde sin krop kørende. Det var nok med nogle negative energier. Hvilket fik ham til at undres og overveje om han monstro måtte lappe nogle af Hr Castillos negative energier i sig og forsyne med dem.. Børnene havde ikke rigtigt negative energier. Typisk var de alt for let distraherede og havde al for megen glæde i dem til at de kunne bruges til noget. Irriterende skabninger.. David derimod... Blikket gled let over til David og dennes ikke alt for tilfredse blik. Måske hans energier kunne bruges.? Hvis ikke kunne det ende med at blive et par lange og meget sultne uger for ham.

Hr. Castillo nikkede og rejste sig op. "Denne vej," sagde han og viste den anden mand væk fra spisestuen, for at gå ned på hans kontor, for at de kunne snakke om det. "Jeg fortæller dig det senere," sagde han så hurtigt til Maximillian, for at stoppe ham i at følge med, og modtog et nik fra dæmonen.
Da de havde forladt de andre, vendte Maximillian sig igen mod Galavant, som tydeligvis lige var blevet belært af sin unge herre. "Sådan en slem dæmon burde afstraffes," kom det fra Maximillian på dæmonisk med en hvis spinden i hans stemme. Han talte normalt ikke dæmonisk, men siden Quinn endnu var i nærheden, havde han ikke planer om at han skulle høre det, siden han ville jo ikke have at andre skulle straffe hans fine, nye legetøj. Nej, han ville selv straffe ham. Så meget at han ville skrige og så derefter belønne ham for at have taget straffen så godt. Maximillian stoppede dog hurtigt den tankegang igen, det nyttede ikke noget at få en stådreng midt i det hele. Heller ikke når David kiggede ret irriteret på Galavant og så skævede mod Maximillian. Troede han virkelig at Maximillian ikke ville hygge sig med andre end ham?

Det stivnede let i Galavant som Maximilllian lod til at have intentioner om at følge med. Forbndet! Skulle oldsagen nu også vide alt om ham? Hvor han dog bare ikke orkede det!
Lyden af dæmonens stemme ved sin side fik ham bare i et endnu dårligere humør.
"Du kan lige vove på det.." Lød det meget dæmpede dæmoniske svar. Selvom hans herre var ude af rummet, var konen det ikke og hun kunne hurtigt give besked hvis han ikke opførte sig ordentligt. Hvis bare han havde kendt huset bedre ville han have en reel chance for at stikke af fra dette. En tanke han legede lidt med, indtil han bemærkede Davids blik på sig. Småprovokerende så han direkte tilbage på ham inden denne flyttede blikket over på Maximillian. " Nogen er tydeligvis jaloux. Mon ikke det var en god ide at du gav ham noget opmærksomhed istedet for mig." Fortsatte han videre på dæmonisk, inden han knælede en anelse ned for at gribe Quinn der pludselig synes at være blevet træt ovenpå al der var sket denne aften. " Det er vidst godt at I snart skal hjem, tror din seng kalder på dig. " Lød det dæmpet ind i en halvsovende Quinns øre.
Normalt ville han have henvist knægten til en sofa eller stol, men når han nu stod hvor der umiddelbart ikke var nogen frie stole måtte han jo gøre sit bedste for at holde knægten oppe, en smule utålmodigt stirrende mod døren. På et punkt ville han gerne snart være fri for Quinns vægt og have hans herres familie hjem, på den anden side var han ærligt nervøs for hvordan denne, for ham ukendte, familie ville tage sig ud når hans herres familie tog hjem. humørmæssigt og ikke mindst hvad angik deres manerer. Mange folk skiftede komplet manerer når de var alene, vidste han af erfaring.

Maximillian sendte et kort blik over mod David. Oh yeah, han var helt klart jaloux, det krævede ikke at man var telepat for at finde ud af sådan noget. Men alligevel kunne den ældre dæmon ikke tage sig sammen til at gøre noget ved det, ikke når der var noget nyt og mere skinnende lige foran ham. "Han kommer til mig, hvis han vil have noget, så meget har jeg lært," svarede han tilbage på dæmonisk.
Det var underligt for den ældre dæmon at snakke dæmonisk endnu engang. Men alligevel faldt ordene ud af hans mund ligeså nemt, som hvis han snakkede det hver evig eneste dag. Og han havde altså dårligt talt det i 2000 år. Selvom da han lige var blevet fanget, ofte sagde alle mulige ikke særlig kønne ord på dæmonisk om sin daværende herre.
Dog blev han dog stoppet i at forsætte med at snakke med Galavant på den måde, da Eli nu kom over til ham. Højst sandsynligt om et vis løfte han ikke havde overholdt, eller om at hun ville i seng nu. Hun kunne normalt ikke klare så lange selskaber og var blevet utrolig glad for dæmonen. Men glad som i at hun så ham som en storebror.
"Du lovede at jeg kunne gå tidligere," mumlede hun og gned sig i øjet med den ene hånd, mens den anden holdt fast i hende fine skørt, mest bare for at holde fast i det.
"Ja, det gjorde jeg, men du må lige vente til din far kommer tilbage ind," sagde han blidt, tilbage på krystallisiansk og satte sig på hug så han var lavere end hende og kunne se hende i øjnene. "Han burde komme ud når som helst, og så får vi dig i seng, ikke?"

Det var kun knapt et par hundrede år siden Galavant havde snakket dæmonisk sidst, og dog var det stadig så naturligt for ham at snakke i, det gjorde det nok også lidt bedre at han tit og ofte brugte dette sprog når han bandede over situationer eller havde behov for at kalde hans herre noget 'urent' på det gamle sprog.
" Så på en måde er han som en hund?" Lød det tilbage på dæmonisk, en smule mere muntert end han havde regnet med.
Et sidste blik blev sendt til David inden han fik øje på Eli som snøvlede hen til dem. Hrnn. På det punkt lignede Eli både Isabel og Quinn der begge langt hellere foretrak at lege udendørs eller generelt lege, istedet for at tage til middage med alle dens høflighedsfraser og des lige.

Der gik ikke særligt lang tid før Isabel også havde forladt sin plads for at deltage med sin småsovende bror. Med en tung sukken måtte Galavant finde sig i at have ikke en, men to småsovende børn lænet op af sig. Forsigigt knælede han ned så de kunne komme til fra hver sin side og dermed ikke vælte op.

Det var til sådan et syn Galavants herre og Hr.Castillo Nogle minutter senere kom tilbage ind i stuen. Umiddelbart lod Hr Shearrene til at være i et godt humør idet han forsigtigt prikkede sin søn og derefter sin yngste datter vågen. " Så sovetryner, kan I sige farvel og tak for i aften? " Ungerne var tydeligt småforvirrede midt i deres søvnighed, men gjorde ikke desto mindre hvad deres far forlangte og sagde pænt farvel til hver enkelt i Castillo familien. Tilbage oppe på sine ben fulgte Galavant dem med ud til hoveddøren hvor kareten kort efter kom ind. Af ren vane gik han ned af trapperne og hjalp familien ind i kareten. Hr. Shearrene så ud af vinduet givende en let vinken til Hr. Castillo " Jeg sender besked når vi ses igen, eller De kan sende besked. Det var i al fald en hyggelig aften. Så må jeg håbe du kan udføre lidt mirakler med min dæmon mens jeg er væk. " Han skævede over til Galavant der stivnede midt i e bevægelse. For en kort stund havde han glemt at han skulle blive tilbage på stedet og havde været på vej op til sin plads ved kusken. Langsomt bakkede han tilbage og bukkede istedet for kareten med et " Kom godt hjem Herre, Frue.."

Kommentaren om at David var en hund, fik Maximillian til at smile og komme med et kort grin. "Ja, men han er ikke særlig glad for andre hunde," kommenterede han.
Endelig kom Hr. Castillo og Hr. Shearrene ud, og det var også lidt en lettelse, det betød at han endelig kunne få Eli i seng. De andre børn kunne selv finde ud af at smutte i seng, men Eli krævede lidt ekstra opmærksomhed. Han fortalte kort sin herre at han ville gå op og lægge Eli i seng, før han forsvandt med den meget trætte pige på slæb, mens resten af familien sagde farvel til familien Shearrene.

"Lad os håbe det," svarede Hr. Castillo og lo dybt. "Må I komme godt hjem," sagde han og ventede på at kareten kørte, før at han gik indenfor, og forventede at alle dem der var gået med herud kom med indenfor.
I mellemtiden havde Maximillian fået Eli i seng, og hun sov allerede dybt, så han kom gående ned af trapperne, til Hr. Castillo, og også Galavant.
"Eli er lagt i seng og sover nu. Hvis der ikke er mere at gøre i aften, vil jeg gerne bede om at trække mig tilbage for i aften," sagde Maximillian til sin herre, som stod lidt og overvejede det.
"Jeg sender nogen ned med noget Galavant kan sove på, så I kan sove i samme rum, og så giver jeg dig listen med hvad jeg fik at vide af Hr. Shearrene, i morgen," bestemte han sig for.

En kort snerren kom fra Galavant som svar på Max's hundekommentar. Han var fandme ikke nogen hund!
Det var vidst en lettelse for begge dæmonerne at børnene forsvandt og tog hjem og gik i seng.

Tilbage på gårdspladsen så Galavant med en sær form for længsel efter kareten da den forsvandt ud i natten. Langsomt fik han drejet sig om på hælen, skævende op på den store bygning, inden han tavst fulgte Maximillian og Hr. Castillo indendørs igen. Igen med en sær ængstelse i brystet over hvad der lå foran ham for de næste par uger. I det mindste ville det give ham rig mulighed for at lære huset samt dets beboere, bedre at kende.
Blikket gled over på Hr. Castillo. At vide at en anden og langt ældre dæmon i morgen ville kende til hans svagheder og evner var ikke ligefrem noget der faldt i god jord hos ham.
Også var der 'hunden', knægten han øjensynligt skulle passe godt på ikke at komme for nær eller træde over fødderne, kunne han allerede fornemme nu.
" Undskyld mig Hr. Castillo..? Er der noget De foretrækker at jeg skal kalde Dem nu jeg er i Deres hus? " Han måtte hellere spørge, bare for at være på den sikre side. Skævende til Maximillian. Noget sagde han det nok skulle blive nogle søvnløse nætter han kunne se frem til når han skulle sove i samme rum som den ældre og generelt have denne hængende over sig som en skygge hele tiden.

"Bare kald mig Hr. Castillo. Og godnat til jer," svarede Hr. Castillo og nikkede kort til dem, før han selv trak sig tilbage og de to dæmoner var alene sammen. Generelt var Hr. Castillo en meget venlig mand, dog var han streng når han skulle være det, dog ikke noget Maximillian selv havde oplevet meget, da han fulgte alle ordre uden mange spørgsmål. Det var bare nemmere i det lange løb.
"Du må hellere følge med, hvis du vil se hvor vi skal sove," sagde han og begyndte at gå ned og den lange gang, før han stødte på hans værelse, og han åbnede døren. Der var ikke plads til meget på værelset, og slet ikke en til seng, så det var allerede klart at enten skulle de deles om sengen, eller også måtte Galavant bare sove på gulvet. En af stuepigerne, ville garanteret komme med noget blødt han kunne ligge på. Dog var der også det faktum, at rummet lugtede svagt af sex, grundet Maximillian og Davids lille udflugt tidligere.

Galavant bukkede for Hr. Castillo med et dæmpet " Javel.. Godnat Hr. Castillo. " Det var nu altid rart at hans herre ikke havde overtalt Hr. Castillo til at han skulle kaldes herre også.
Og nu.. Var de to dæmoner alene sammen. Galavant der i tidernes løb ville have været ellevild for de muligheder der kunne ligge i at lære en anden dæmon at kende og ikke mindst være alene med en sådan, var nu ikke særligt sikker på om han var særlig heldig nu han rent faktisk havde fået muligheden for at være alene med en anden dæmon.
Denne var langt ældre og lod til at have sat sig til tåls med en tilværelse som evig slave, noget som Galavant kun havde foragt overfor.
Ikke desto mindre fulgte han lydigt efter den anden, skarpt bemærkende vejen de gik og hvad de kom forbi, det kunne vise sig en nødvendighed hvis han ikke passede på.
Han rynkede let på næsen da han trådte ind i det lille kammer, for ja, det var hvad han ville kalde så lille et rum, der var jo knapt rum til at der kunne være to derinde. Lugten af nylig sex hang stadig i luften, som en robust og dog kvalmende sød hørm. Han drejede sig lidt om, ikke at han ville sove i den anden dæmons seng, så hellere tage gulvet.
" Jeg tager gulvet.. " Kom det kort for hovedet. Sengen osede jo lige så meget af sex som den gjorde af at det var den ældre dæmons rede, det domæne kun indviede fik lov at sove i. Og selv hvis Galavant skulle være 'indviet' ville han ikke tage imod tilbudet, så hellere sove på gulvet, hvor koldt det end måtte blive. Forhåbentligt ville det tæppe eller dyne, hvad end det var han fik at have over sig, nok til at han kunne bruge det til underlag. Selvom hårde underlag aldrig havde været hans ynglings underlag grundet hornene, ville det vel være bedre end at skulle holde sig vågen.
" Har du en skjorte jeg kan sove i..? " Han vendte sig om, skævende til kommoden, men havde alligevel respekt nok til ikke bare at gå i gang med at gennemrode skufferne for at finde noget at sove i.

"Du er ellers velkommen i sengen med mig," sagde Maximillian med et glimt i øjet. Ærligtalt var sengen ikke særlig stor, så hvis de skulle begge ligge i den, ville de skulle ligge tæt, men ærligtalt var det ikke noget at Maximillian ville have noget som helst imod. Nej, det kunne faktisk være ganske godt. Måske lidt varmt i løbet af natten, men nu var det jo også vinter, så det ville være bedre hvis de ikke lå og frøs hver for sig.
Han overvejede lidt om han havde en skjorte Galavant kunne sove i, men trak så på smilebåndet. "Det tror jeg ikke jeg har," kom det drillende fra ham, men blev så distraheret da han hørte en banken på døren. Det var en stuepige der kom med nogle tæpper og dyner til Galavant.
Han takkede pigen med et charmerende smil, som fik hende til at rødme, han havde også set de blikke hun sendte efter ham, før han lukkede døren og gav bunken med tæpper til Galavant.
"Vi har en tidlig dag i morgen, bedre bare at gå i seng nu," pointerede han og strakte sig, inden han begyndte at afklæde sig, og gjorde intet for at skjule hans nøgne krop. En krop der da også havde et par ar, selvom det meste af huden så ud som porcelæn, var der enkelte ar på bl.a. ryggen, efter piskeslag, og om håndledene. Ikke noget alt for tydeligt, da de tydeligvis var gamle. Men ærligtalt var flere af arrene fra hans leg, fremfor afstraffelse. Selvom han normalt var den der udførte skaden på sin partner. "Og du er sikker på at du ikke vil med op i sengen?" spurgte han til slut for at give Galavant en sidste chance, mens han tog sine bukser af og foldede dem pænt sammen.

Et blik blev kort sendt mod sengen igen. Så indbydende.. Men nej, han ville ikke underkaste sig Maximillian og tage imod tilbudet. " Behold du bare sengen for dig selv Der er jo knapt plads til to personer.." Lød det brummende svar.
Ingen skjorte? Fint! Et lille irriteret fnys forlod ham som han selv begyndte at smide sine posede overdele af, forsigtigt for ikke at få hornene til at sidde fast i det, da han var uvidende om hvorvidt hans herre ville sende en tjener med ekstra tøj eller om han blot skulle forblive i det samme.
En banken på døren tog hans opmærksomhed da han halvvejs havde fået det sidste lag af. Han krængede skjorten tilbage på plads og tog imod tæpperne med et lille tak til tjenestepigen, der for ham virkede en anelse nervøs. Højest sandsynligt fordi han var en ung dæmon hvis temperament ikke helt var til at regne med.

" Og hvor tidlig en dag er 'tidlig'? " Lød de spørgende mens han spredte tæpperne ud på gulvet, samlende sammen den ene ende for at skabe en bunke blødt stof så hans horn ikke ville blive presset unødigt.
Han bøjede sig ned efter sit tøj der blev lagt sammen, alt mens han tavst betragtede den ældre. De fleste ar sagde ham ikke så meget, men dem ved håndleddene fik hand nysgerrighed frem igen, alt mens han forsøgte at ignorere hvor nøgen den anden var det. At sove nøgen gjorde jo at man hurtigere kunne få varmen vidste han af erfaring.
" De har vidst heller ikke været helt søde ved dig..? håndjern eller lænker?.. Glødende eller kolde? "
Han havde skam selv erfaring med Lysets fangekældere og de lænker der medfulgte. Lugten af brændt kød og smertensbrøl fra andre tilfangetagne dæmoner havde i sin tid fortalt ham at dengang var lyset ikke bange for deres metoder hvis det kunne medføre at en fik magten over en dæmon der ar desperat efter væske, mad eller bare slippe fri for smerterne.
Han vidste også at det ikke var spørgsmål han burde stille, men et var jo med at prøve den andens grænser af.
Akkurat som Maximillian prøvede Galavants af. Han kløede sig kort under næsen inden han fik lempet den sidste overdel helt af så hornene ned langs rygsøjlen nu var fuld synlige, sammen med de sorte tatoveringer der var lavet omkring skulderpladerne for at skjule over grumme ar.
Roligt bøjede han sig ned og fik bukserne af der også blev lagt sammen og lagt med det andet tøj i bunken nær hans hoved. Han rystede på hovedet. " Nej tak.." Lød det, kor for hovedet på trods af at dæmonen allerede frøs så meget at hans brystvorter var ved at blive stive i kulden.

Maximillian trak bare på skuldrene. Tidlig var tidligt. Det var før nogen i familien stod op, så alting kunne gøres klar inden de vågnede. Typisk skulle Maximillian også nå ned i byen for at købe friske varer til morgenmåltiddet. Heldigvis åbnede markedet altid tidligt.
Han kiggede lidt ned på mærkerne på hans håndled, men i stedet for at blive fornærmet, trak der bare et smil over hans læber. "Håndjern, lænker, slips, hvad end man kan få fat på, når man nu er i humør til en lille omgang," sagde han lystigt, og det var tydeligt at han ikke snakkede om tortur her. Nej, det var det værre. "Har dog ikke prøvet glødende håndjern endnu. Kunne være at jeg skulle overveje det til næste gang." han slikkede sig om læberne og kiggede ret så intenst på Galavant. Tydeligt at han kiggede på kroppen.
Selvom han hellere ville drille Galavant, lagde han sig dog ned i sengen og trak dynen over sig. "Måske du ville være med til det på et tidspunkt. Du ville være så nydelig bundet fast," pointerede han. Nej, hvor ville han gerne gøre det nu og være ligeglad med at de havde pligter tidligt næste dag. Alle de ting han kunne gøre mod dæmonen, og han ville ikke knække. Det hjalp heller ikke hvordan han kunne se hvordan Galavant var blevet påvirket af kulden.

Intet svar? Hvor typisk. En småfornærmet lyd kom fra ham over ikke at blive svaret på sit spørgsmål. Det skulle nok blive en dejlig lang nat med spekulationer og nerverne på højkant især når han ikke vidste om tidligt var klokken halv 6 eller tidligere end det. Selv var han hjemme i husholdningen oppe sammen med solen, undtagen i de mørke vintertider der var det mere omkring klokken 6 han stod op så han kunne få gang i kaminerne således at Hr. Shaerrene ikke blev knotten fra morgenstunden over kulden i det store hus.
Galavant gyste lidt, skævende imod Maximillian. Så han var til den slags 'lege' som folk kaldte det. En voldsom rysten på hovedet imens han løsnede båndet i det tykke mørke hår. " Jeg skal herdeles ikke bindes op, og især ikke af dig, din psykopat. "
Lød det snerrende som han bøjede sig ned efter et tæppe der snart efter indfandt sig over hans skuldre, imens han med en småklikken fra sin hale, betragtede Maximillian, hvorfor pokker gik det drog ikke i seng!? Galavant nægtede at lægge sig ned før han vidste hvor den ældre dæmon befandt sig. " Og Ikke noget med at sparke til eller træde på mig i nat.." Småmumlede han imens han skævede til distancen mellem sengen og der han havde redt op. Det var en skam at der ikke var bedre afstand imellem de to 'reder', men det var jo ikke ligefrem fordi der var meget plads i skabet, som han nærmest betænkte at rummet engang havde været.. Et kosteskab eller lignende.
Det ville dog mest gå ud over Max's fødder og ben hvis Galavant endte med at blive sparket til eller trådt på når han lå på gulvet: Reflekserne i halen var der bestemt intet galt med.
Døren derimod kunne nu godt være et problem hvis en eller anden tjener brasede ind ville den i al fald være faretruende tæt på at kunne brase ind i den yngre dæmon.

Maximillian slikkede sig let om læberne, før han endelig lagde sig i sengen under dynen. "Jeg kan ikke love noget," sagde han dog.
Disse uger skulle nok blive ganske underholdende. Hvis han var virkelig heldig, så trådte Galavant forkert og han kunne få lov til at straffe ham. Hele hans krop dirrerede næsten af spænding ved den tanke. Hvor meget skulle der til for at knække den yngre dæmon? Ville han overhoved knække, eller ville Maximillian have et legetøj der ikke ville blive ødelagt.
De røde øjne stirrede ud på Galavant og med et veltilfreds smil, lukkede han øjnene, så han kunne falde i søvn, så han var klar til endnu en lang dag i hans mundane liv. Men i det mindste havde han en anden dæmon til underholdning nu.
Ideen om at Galavant muligvis ikke kunne sove, morrede ham, men han ville ikke drille ham mere for i aften. Men fra i morgen tidlig, så ville han i hvert fald ikke holde tilbage mere, med mindre han var i nærheden af familien.
Med disse tanker faldt han i søvn.

Galavants øjne fulgte køligt den ældre som denne gik hen i sengen, hivende dynen over sig. Med et mindre fnys lagde Galavant sig selv ned på gulvet., krummende sig så meget sammen han kunne mens han forsøgte at finde ro på det kolde gulv. Han stolede så absolut ikke på Maximillian eller på dem han tjente. Lige så lidt som han stolede på sin egen herre og dennes planer.
Stirrende ud i det kolde mørke lød klikken og deres vejrtrækning som det eneste der afbrød stilheden. Først da der var gået godt og vel et par timer og Max lod til at være faldet i søvn, mens Gal havde opgivet at finde varme eller ro. Sukkende lod han sin krop tage en dyb indånding inden han forlod den.. Den mørke masse skævede mellem de to kroppe foran den, inden den flød ned under sprækken i døren og steg opad. Op af trapperne, ned langs en af de utallige gange og ind af en dør til et sovekammer. Månen skinnede svagt ind som han nærmede sig den lille skikkelse i den dejligt varme seng. En kort tur rundt havde bekræftet ham i at det var et pigeværelse. Ikke at han havde noget imod kønnet på dem han nu engang besatte, men det var nu altid rart at vide. Roligt nærmede massen sig sengen og pigen; Eli. Idet denne rullede om på siden og døsigt åbnede øjnene for at få øje på den mørke masse foran hendes hoved.. Før Galavant kunne se sit snit til at overtage hendes krop var hun sat i et hysterisk skrig som straks fik Galavants dæmoniske masse til at forsvinde væk under døren hørende lyden af løbende trin bag sig imens han søgte ned mod kosteskabet igen. Fandens! Her var det kun at håbe at Max havde sovet væk fra larmen, ellers ville han have problemer med at skulle forsvare sig selv når han endelig var tilbage i sin krop so lige pt lå i en slap positur på gulvet og med ryggen til sengen. Forsigtigt masede Galavant en del af sin dæmoniske masse ind under døren, forsøgte at se om der var klar bane, eller om hele missionen om at finde en dejlig varm seng og krop var komplet mislykkedes. Men selv dette var et mindre problem grundet mørket i 'skabet'

Maximillian var faldet i søvn og skænkede ikke den anden dæmon nogle tanker. Dog havde han lært at sove ganske let, så han blev også vækket, hvis nogen bankede på døren. Så selvfølgelig var det ikke noget vidunder at han vågnede op, da han hørte Eli's skrig. Hun havde tidligere været meget plaget af mareridt, men det var ikke noget der havde fundet sted et år tids nu. Men det der var ikke et skrig fra et mareridt. Det gik så op for ham: Galavant! Hvad hvis han havde gjort noget?
Det blev først dog først skydt i jorden da han rejste sig op og næsten faldt over Galavant. Dog var der noget galt. Enhver ville være vækkket af det. Nej, han var vel ikke en af de irriterende dæmoner der bare fløj fra en krop til en anden?
"Galavant," sagde han og sparkede lidt til skikkelsen på gulvet, som han ikke kunne se, men kunne mærke at det var en person. De ville forstår hvorfor han ikke var løbet derop med det samme, når han fortalte dem det lille problem de havde haft nede på værelset.