Regerede? Han lyttede imens hun fortalte ham hvem disse mærkeligt klædte menneske var og hvad deres rang betød. Sikke en mærkelig rang, et mærkeligt samfund. Havde de overhovedet en shaman? Han så ned på hende idet hun lænede sig imod den brede skulder og pegede imod billedet; en let rynken på næsen kom men han sagde ikke noget. Istedet lyttede han betænksomt til hendes ord og prøvede at få det hele til at give mening. Men det var svært. Ideologien omkring et sådan stort samfund virkede episk. Eventyr agtigt og i hans indskrænkede verden var selve verdensbilledet ikke særlig stort. Han lavede til sidst et betænkeligt: "hm", før han lukkede bogen i og lagde den ned på jorden ved siden af sengen. En mindre støvsky skød ud fra under den kort, inden han tog fat om hendes skuldre og lagde hende ned. Givet hendes svagelige tilstand ville det formodentligt ikke være det største problem. Efter hun var blevet lagt ned, tog han den forhåbentligt tømme skål der havde indeholdt en krydret te, der gerne skulle hjælpe på ømheden i hendes hals.
Osse den blev sat på gulvet. Sengen knagede over vægten fra den store ork idet han lagde sig på siden ned ved siden af hende. Pelsene var ført op over dem begge. Hans store krop skyggede for hendes udsyn til bålet og på samme til indrammede det gyldne skær ham også. Han lå ganske tæt på, utroligt tæt på så man kunne dufte lugten af jord og natur der hang ved ham. En let dunst af sved var blandet ind i det, en velkendt duft af testosteron der ikke var overvældende men lå som et let tæppe over orken. Hans mørke brune øjne så ind i hendes med en mangel på normal curtesy for hvornår man skulle se væk og hvornår man ikke skulle. Det varede dog ikke længe før han lukkede sine øjne og de hårde, ukønne træk slappede af og blev mærkeligt rene at se på i en søvndrukken sindsstilstand. Sagde Avaion ikke noget eller gjorde noget, ville Yzgarth falde i søvn tæt op ved siden af hende.

Hun havde været sikker på at han ville spørger ind til mere, end bare dette han havde fundet frem. Men bøgen blev lukket i, mens hun selv pludselig mærkede hvordan han tvang hendes krop ned og ligge. Ikke fordi der var nogen yderligere modstand, blot et blik fra et øje der ikke helt forstod hvad der skete. Men atter lå hun blandt de bløde skin, som kærtegnede hendes silkebløde hud noget så nænsomt.

De lå tæt, ingen tvivl, da blot en kort hånds udrækning og hun ville kunne mærke hans flotte hud med hendes egne hænder. Hun fugtede langsomt læberne, men mødte hans blik med hendes eget. Hun var heldigvis ikke en blufærdig kvinde. Men det var ikke normalt for hende at ligge så tæt med andre, normalt når hun havde haft, besøg, havde de fået deres eget rum at sove i. Hun var ikke typen, der delte seng. Men her, var hun ligesom tvunget til det.

De smukke brune øjne, faldt langsomt i. Og hun lå og ventede lidt, måske samlede mod til sig? Før at hun lod sin hånd falde hen over orkens kind. Fingre der lige så stille mærkede det faste markande kæbepart, hvis han lod hende gøre det, ville fingrene fortsætte ned af halsen og hen over brystkassen. Mens hendes nysgerrige øje lige så stille slugte hans skikkelse. Hvis der stadig ikke var sket nogle indvendinger, lod hun lige så stille selv hendes egne øjenlåg skygge for hendes syn. Og falde i søvn, drænet for alt energi.

Han kunne mærke hendes hænder; de bittesmå hænder der i hans hoved syntes uendeligt skrøbelige. Ligesom de yderste grene på et træ, så lette at knække over og dog var det altid dem der havde de smukkede blade. Han greb ikke ind men havde derimod en rolighed over sig som en sovende bjørn der havde indtaget en position af harmløshed, til trods for den vold den kunne frembringe. Hans hud var mærkeligt ru at røre ved, som at glide sine fingre ned over fint sandpapir. Men den var også forunderligt varm og levende at røre ved. Den stærke hals havde mindre arvæv som kun kunne ses når man lå så tæt som de gjorde; det var en lang linje, som om nogen havde forsøgt at skærer hovedet af ham.
Han faldt i søvn før hende og til hendes berøring.

En let nat ventede dem; for Yzgarth var der ingen jagende drømme, kun et velkendt og afslappende mørke der ikke fremkaldte hjemsøgende drømmesyn som man i morgentimerne ville forsøge at tolke.
Skulle Avaion vågne før morgengry ville Yzgarth stadig ligge ved hendes side; ilden ville så småt være gået ud og temperaturen ville være faldet markant med kun den sovende orks varme krop til at argerede bål for hende. Skulle hun derimod vågne efter morgengryet, ville hun være dækket i pelse og bålet ville knitrer velkendt imens fuglende ville synge og Yzgarth ville være væk.

Endnu en nat, mens glemte minder prægede hendes drømme. Ting som hun forsøgte at genfinde, mens at underbevidstenen skreg af hende, at hun skulle lade det ligge. Trods den dæmoniske side, havde hun stadig en hvis menneskelighed, som der lige som alle andre mennesker, var dumdristige, nysgerrige. Og bestemt ikke kunne lade det ligge, som der skulle blive liggende.

Uroligt rørte hun på sig i den nat, men varmen fra den store bjørn, der lå så roligt ved hendes side. Må have mindsket den endeløse mørke, der skræmte den ellers frygtesløse kvinde. Hun vågnede et par gange, forvirret og uorinteret omkring hvor hun befandt sig. Lige før daggry, åbnede hun igen øjnene og mærkede kulden der fra alle andre sider, end den side hvor orken lå foran hende, var kolde. Måske også af den kropslige refleks, at hun lagde sig tættere på orken. Hud mod hud, mens hendes hoved begravede sig imod den brede brystkasse. Hvis nogen, nogen sinde ville påstå at dette havde hændt, ville hun benægte det grinene og rystende på hoved. Men lige nu, var alt omkring hende, ikke som hun plejede. Men da hun vågnede igen, var det kun flammerne fra bålet der knitrende i midten, skærmede hende imod kulden der havde lagt sig hen over natten.

Hendes krop føltes værre end i går, stemmen var ikke eksisterende, mens at kroppen føltes som om at varmen var ved at konsumere hende. Hun var ikke en der blev syg ofte, men når hun så gjorde, var det som om hele den menneskelige krop satte ud. Hungrene efter vand, kravlede hun ud af sengen, blot for at blive mindet om at hendes ankler stadig var lænket fast til pælen. Men dette stoppede hendes nøgne krop ikke fra, at prøve at finde noget som kunne drikkes. Fandt hun vand, ville hun sluge det i sig, som en langt løben hund på en sommerdag. Grådigt, mens at nogle af dråberne nok ville finde deres vej ned af den feber belagte hud, hvor den fordampede hurtigere end den nåede at kæle om de ømme lemmer.

Fandt hun der imod ikke noget vand, ville hun kravle tilbage i den pelsbelagte seng, trykke sig under varmen og med en jamrende lyd ligge sig til at sove igen.

Idet avaion vågnede for anden gang, ville den store ork være væk og tilbage var en sælsom ro som kun naturen rigtig kunne formå at give. Lyden af liv udenfor havde sit præg på den let afskårede hytte og sammen med lyden af det knitrende bål var billedet næsten perfekt. Kæden om hendes fod ville tillade hende at komme ind til midten af hytten, der hvor bålet stod, men desværre ville hun ikke finde noget vand nogle steder og måtte derved vendte tilbage til pelsenes behagelige varme.

Tiden gik; ubeskriveligt langsomt eller hurtigt, alt efter hvor meget mageren brændte efter noget at drikke. Men til sidst trådte der nogen ind i hulen, det var en meget familiær person. Yzgarth, i den ene hånd havde han en træspand med et reb fastgjort om siderne, der argerede greb. I den anden hånd havde han en skål som dampede og en mærkelig duft a grass og mynte steg op fra den. Han satte spanden på gulvet ved siden af sengen og den dampende skål på et par stablede bøger. Derefter vandrede han tværs igennem rummet for at gribe en stol og bringe den tilbage til sengen, for at sidde overfor den. "Vågn.", gryntede han på sin stammes dialekt og forventede at Avaion satte sig op.
Hvis hun vågnede og satte sig ville hun blive viftet hen og sidde på kanten af sengen foran Yzgarth der derefter stak skålen i hænderne på hende! Hvis hun ikke gjorde det, ville han fjerne pelsene fra hende og sætte hende op med ren håndkraft.
"Spis.", sagde han

Så Avaion ned i suppen ville den ligne en klar suppe med grønne mynte blade i, krokkede rodfrugter og små revner stykker kød som man kun kunne gætte sig til hvad var.

Hun formåede at falde i søvn igen, men vågnede op flere gange rystende af kulde, eller badet i sved. Hvilket nok også var derfor, at hun var halv vågen da der var en, som trådte ind i hytten. Langt om længe.
Med nogle let omtågede øje og et blegt ansigt, vente hun sin opmærksomhed imod den genkendelige skikkelse. Hans skikkelse blev betragtede, mens han satte spanden ved siden af sengen og skålen på en stak bøger, hvad skulle der til at ske nu?
Dette fik hun besvaret kort efter, da han havde sat sig på en stol ved hendes side og kommanderede hende at vågne. Siden hvornår var det en ordentlig vækning? Trods sygdommen var hendes hjerne stadig lige så rebelsk som altid, men lige så stille rejste hun sig op i siddende stilling. Lige så stille fik hun kravlet sig hen til kanten af sengen og tog imod skålen. Hun fik fremtvunget et let smil, hvor efter hun begyndte at drikke af skålen. Den varme suppe, var en velkommen ven imod hendes hals og udhungret mave.

Da hun var færdig, var ikke en eneste dråbe tilbage af suppen i skålen. Med en smule mere kulør i kinderne sad hun nu blot og stirrede på orken, som hun efterhånden havde slået fast måtte være en halv ork. Hvad skulle der nu ske? Da hun prøvede at åbne hendes læber for at tale, var der stadig ingen lyd på ordene hun gerne ville udtrykke. Hvilket gjorde at hun lukkede læberne sammen igen og blot betragtede.

Idet hun grådigt spiste af den klare varme suppe, greb Yzgarth fat om hendes ankel. Hans hand havde en varme i sig, der i sig selv skabte noget behageligt: følelsen af en maskulin berøring, der bedøvede sanserne i noget så urmenneskeligt som en primitiv tryghed. Hans greb var fast. Sikkert. Men ikke hårdt og smertefuldt. Det bar ikke præg af kontrol men en naturlig selvfølge at hendes slanke nøgne ben, ville bøje sig op af så hendes fodsål, lå hvilende over hans lår. Den grønlige hud var ru, mærkeligt hærdet af naturen, og mageren... Hun føltes som slangeskind; silke blød og glat. Hans gullige øjne betragtede hendes runde lår og kurven af hendes bløde læg, inden han greb om stof stykket og druknede det i skålen med varmt vand.
Han begyndte at vaske hende, startende med hendes fod og senere op af hendes læg, knæ og lår.
Som altid var der noget intelligent over hendes stilhed, en grublen, en betænksomhed man ikke fandt i andre af hans slags.
Efter hun havde slupret den sidste dråbe af suppe i sig, så han atter op imod hende.
"Jeg vil have du lærer mig dit sprog."

Hun havde ikke taget sig af følelsen af hans hånd, der havde lagt sig omkring anklen mens hun spiste. Men da hånden lige så stille havde bevæget sig længere op af hendes lægmuskel, så lår. Kunne hun alligevel ikke lade være med at betragte hånden indgående. Hvad troede han lige han havde gang i? En bryn hævede sig i panden, mens det mørke øje betragtede ham indgående. Den tilslørede øje, kiggede blot dovent på halv-orken.
Hun skulle til at lave indvendinger, at han bestemt ikke skulle bade hende. Hun var en voksen kvinde, ikke et eller andet barn som ikke selv kunne finde ud af at bade sig selv. Hun fik dog et kort mindeglimt, fra da hun havde badet en kvinde, omkring hendes alder, i klosterets badehal.
Valgte hun ikke at sige noget. Hun tog en dyb indånding, lagde sig ned i sengen. Men føden havde vækket hendes ellers dumlede kræfter. Og hendes medfødte magiske kræft, begyndte lige så stille at simre i luften. Som små tråde, der begyndte at kærtegne de personer som var i rummet. Langsomt lede dem ind i hendes spind af begær, som en lovning på at hun kunne give dem det den bedste oplevelse i deres liv.
Men grundet hendes svækkede tilstand, og hun fornemmede også at han havde en ret høj mental udholdenhed. Ville han nok ikke mærke det som mere end blide kærtegn, imod hans hud. Som strøg hun sine finger spidser, lige så stille, næsten ikke rørende. Hen over den rug, hærdede kriges hud. Suppen var for længst spist op, og stemmen brød stilheden. Lære ham hendes sprog?
,,Hvorfor?’’ spurgte hun efter en lang tænkende pause, om hvad hun skulle besvare på hans forespørgsel.

De varme dråber fra stofstykket, gled ned over hendes lår i elegante snoede linjer, imens han vaskede søvnens fugt lag af hendes blege skind. Hun lagde sig, magelig som et dyr over pelsene og de tykke uld tæppper der gjorde sengelejet blødt at hvile kroppen imod. Hans øjne fulgte hende; den sensuelle, usynlige, linje fra hendes køn og op til indhakket i hendes navle, og derefter op til brystkassen, hvor den bløde barm nænsomt gled ud til siden og lå blottede med varme brystvorter der utvivlsomt pegede imod loftet. Hvis han følte en prikken; en nænsom hvisken af lyst, gav han det ikke til syne, og fortsatte med at bade hendes søvndrukne krop. Roligt greb han den anden ankel, der fik kæden som holdt hende bundet til sengen, til at rasle som en advarende slange. Han påbegyndte det samme ritual; vædede det tykke stykke stof og strøj det først over hendes fod, så hendes læg, knæ, lår.
Hun spurgte ham imellem tiden hvorfor han ønskede at lærer civilisationens tunge, og det bragte endnu engang hans vandrede blik imod hendes ansigt, ikke mindst hendes tavse læber der hvilede i en sensuel fuldkommenhed.
"Fordi jeg beder dig om det...", svarede han.

Der var ikke noget uddybende eller forklarende, men brugte man øjnene og ikke mindst hovedet, var svaret overalt omkring hende. Bøgerne, med en moderne og forældet visdom. Spørgsmålenene, om regenter, sagn, myter fra en verden udenfor stammen og Tusmørkedalens barbariske natur. Chancerne for at netop denne mærkværdige, ork led under en utrøstelig eventyrlyst, var store.

Hvis det ikke havde været for lænken der begyndte at rasle, havde hun nok begivet sig ind i en tilstand af at være vågen og sove. Hun sank noget mundvand, som havde placeret sig som en lille hinde hen over tungen. Så en dyb indånding, øjnene der vente tilbage til at fokusere på hanorken foran sig. Mærkværdigt, hun lod skylden falde på hendes stadig feberramte krop.
Fordi han spurgte hende om det, hun kunne ikke forhindre den hæse latter der bølgede i hendes strube til at forlade de fyldige læber. Hvis han vidste hvem hun i virkeligheden var, hvis hun havde sin fulde styrke. Var det ham som lå for hendes fødder og gjorde hvad hun ønskede. Ikke den anden vej rundt.
Men sådan var situationen ikke nu, og da hun ikke var i en position til at forhandle. Kunne hun ikke rigtig gøre andet end at hviske, okay. Øjnene betragtede ham dog indgående. Han var mærkværdig, meget mærkværdig. Hun kunne ikke helt finde ud af hvor hun skulle placere ham henne, det føltes ikke som om at han høre til i denne stamme. Som om han havde ønsker og behov som der så ud over hvad normen var for orker. Det spandt en række spørgsmål, nysgerrigheden der langsomt blev præget af hvorfor han var som han var.
Men hun vovede ikke at kommentere på det nu. Hun lagde derfor hoved tilbage imod sengens varme skind, mens det sorte øje betragtede ilden der stadig åd grådigt af træet. Snart skulle hun planlægge sin flugt, men lige nu, ville hun nyde den dejlige følelse af stoffet der rengjorde hendes ømme legemer.

Hendes ben blev frigjort den fugtige fornemmelse af sved lag og nattens sygdom. Da han var færdig med dem, greb de sort hænder fat om hendes hofter og hun blev trukket ned over de bløde pelse, for at ende med lænden tæt ved sengens kant og sine ben ud over side af orkens lår. Yzgarth havde sat sig på skrå og rykket sig tættere på så hun hvilede sine lår over hans egne. Endnu engang druknede han det våde stof og lagde den over hendes bløde maveskind. Han gjorde hende ren med en nysgerrighed i blikket; en nysgerrighed for hendes væsen. Hendes race. Hendes krop. Ork kvinder var meget mere robuste, de var bredere, stærkere og deres hud havde den samme ru overflade som Yzgarth's egen. Men mageren, hun var så spinkel; så lille - at Yzgarth følte han blev nød til at være forsigtig ellers ville hendes porcelæns hud smuldre og den hvide farve i hendes skind, skallerer af. I tavshed, rengjorde han hende med en bemærkelsesværdig tålmodighed, der normalt heller ikke var noget orker mestrede. Forsigtigt nåede han hendes bryst, og gled den varme klud over hendes bløde barm og de varme brystvorter. Han betragtede dem med den samme nysgerrighed som han før gjorde: hun-orkers barm var ofte faste og havde en tendes til arvæv fra kamp. Hun var så... anderledes.
Kluden vandrede op over hendes skuldrer, lagde sig imod hendes hals før han løftede hendes arme og begyndte på dem, med samme forsigtighed som før.

"Fortæl mig om dit folk.", bad han imens han fortsatte.

Et hæst og meget lavmeldt hvin forlod dæmoniens læber, da hun følte de stærke hænder gribe fat om hendes hofter. Grunden var ikke som var hun en ung bondepige, der skulle føle en mands kraftige hænder for første gang. Men af ren og skær forvirring og overraskelse. Hvad troede han lige han lavede?
Med fuge i mellem brynene, var det eneste der ville afklare at dette bestemt ikke var en situation som hun var meget for. Men igen var tanken om at gøre den stærkere part sur, nok til at få hende til at bide sig selv i tungen og ikke kommentere på hans ret, hensynsløse opførsel. Magen til frækhed.
Da kluden ramte hendes bryster, blev det næsten for meget for hende. Og for første gang i sine kendte to tusindeårs leve tid, takkede hun guderne for at hun ikke havde den samme følesans som så mange andre. Men det forhindrede hende stadig ikke i, at rykke på sig og mærke varmen der bredte sig imellem hendes ben. Forbandede han-ork!
Taknemlig for at han gav hende en afledning, begyndte hendes rustemme at snakke igen;
,,Mit folk?’’ et ræveagtigt smil dannede sig hen over hendes læber ,,Mit folk, er kendt for at snyde, dræbe og tilegne os hver en ret til at komme først i verden’’ hun ledte efter ordene, men jo mere hun snakkede i denne tunge, jo nemmere blev det for hende at finde de rigtige sammensætninger. Selvom at ømme hals bestemt prøvede sit bedste på at forhindre det.
,,har du hørt om dæmoner?’’ afsluttede hun i stedet og betragtede ham. En smule overrasket over at hun faktisk ville fortælle ham, hvad hun i virkeligheden var.

Idet hun fortalte om et folk der levede af at bedrage og dræbe, virkede det ikke til at Yzgarth blev synderligt overrasket, verden var nu engang indrettet på en måde der krævede det dårlige for at kunne fremhæve det gode. Han ren gjorde hendes anden arm idet han svarede hende med en kortfattethed: "Nej.", svarede han og greb fat om hendes hofter og skulder, for at vende hende om på maven og begynde at slide den fugtige klud over hendes ryg, skuldre, lænd og balder.

,,hm’’ sagde hun tænkende mens hun prøvede at finde den bedste måde at forklare hvad de var. Men før hun noget særlig langt, blev hendes krop atter vent. Denne gang med bagdelen for frit skue. Hun snerrede, hun kunne ikke nå at stoppe lyden før den allerede havde passeret hendes læber. Det var ikke en rar følelse, og trods at han gjorde det for at vaske hende ned. Ville hun have det meget bedre hvis hun selv kunne gøre det.
Hun drejede ansigtet til siden mens hendes øjne betragtede ham køligt. Så hvordan han kiggede på hende med et syn som hun ville beskrive som nysgerrig. Normalt når mænd, eller kvinder hvis man skulle være præcis, var det med et begærligt blik. Et blik der slugte hende mens deres kroppe nærmest skreg om at få lov til at blive taget.

Frustrerende hun kunne ikke beskrive det anderledes.
,,Dæmoner, er en sjælelig race’’ prøvede hun for at fokusere på noget andet, end følelsen af den våde klud der gled hen over hendes ryg. ,,Vi kan besætte, overtage andres kroppe om du vil’’ hendes stemme knækkede og endnu en væsen forlod hendes strube. Som var hun en kat der ikke helt brød sig om hvad skete.
,,Stop’’ kom der ynkeligt, hun gemte sit ansigt. Hele hendes krop summede, hun kunne mærke hvordan at vandet der lå på kroppen fordampede. Det startede i fingrespidserne, hvordan det sitrede, hvordan hele hendes dæmoniske, dyriske side skreg på at slippe alle hæmninger. Det var som om, at fordi han ikke mærkede hende, at den vente imod hende selv. Og fik hende til at vride sig imod skindet som en ål der prøvede at komme hen over den tørre jord hurtigst muligt for at nå vandet på den anden side.

Han lyttede imens hun forklarede ham yderligere om hvad disse 'dæmoner' var. I hans stamme var der ikke nogen sådan betegnelse for disse væsener, men der fandtes ånder. Spirituelle genfærd der besatte levende kroppe og fik dem til at gøre gerninger de ikke selv kunne huske bagefter. Kluden glæd ned over den bløde bakke som udgjorde hendes balder og efterlod et varmt strejf over hendes ud. Hans brune øjne rettede sig imod hendes ansigt der blev presset ned i pelsene idet hun bad ham stoppe. Han fjernede kluden fra hendes nøgne krop og lod den falde ned i vandet igen, før hans hænder igen greb fat om hendes hofter og han vendte hende så hun lå med kroppen imod loftet der snart blev overskygget af ham selv. Hendes ben blev presset op, idet han lænede sig ind over hende og satte knæet imod sengen så den knagede. Hans muskuløse overkrop havde hemmelige arvæv man kun kunne skimte når man var tæt på, små rifter og indikationer på kamp der ikke havde været der før. Han så ned på hende imens hans hånd lagde sig på hendes pande.

"Du er varm.", konstaterede han med en bekymret rynken.

Igen blev kroppen vent om. Hans stærke hænder gjorde at det næsten var som om hun var let som en fjer. Den svage kliren fra lænkerne der var omkring hendes ankel fik hende kortvarigt til at kigge væk fra ham.
Men da han skyggede hendes udsyn fra både løftede og, stort set alt andet. Kom der et enkelt suk hen over de fugtige læber. Svedperler formede sig omkring ansigtet og gled ned i det fugtige sorte hår, hvor de normale slangekrøller rigtig var begyndt at krølle sig sammen.
Hendes vejrtrækning blev mere hektisk, hun kunne mærke hans hjerte slå. Hun kunne mærke hans varme. Ved alle kzar moras dæmoner. Det var næsten så hendes knogler værkede.
Måske hvis hun bare rørte ved ham, så ville det gå væk? Det mørke øje faldt på de mange arvæv og også de som hun ikke havde lagt mærke til før. Hendes svedige hånd lod to fingre fange nogle af de fine hvide striber. Derefter fulgte hun hans kraveben. Betragtede sine egne fingres vandring, mens vejtrækningen blev mere og mere hul. Hun sank hvad føltes som flere liter af hendes egen mundvand.
Denne helvede af en feber gjorde ting ved kroppen hun befandt sig i! Og det frustrerede hende at hun ikke kunne finde ud af hvad det præcis var, så hun kunne stoppe det!

Varme. Gnorken havde nævnt at varmen var en fjende og en ven. Hun skulle holdes ren og varm, men ikke for varm? Hans øjne blev mere bevidste omkring hende idet hun faktisk rørte ved ham. De hvide strejf der udgjorde hans arvæv, var som små tråde i et ru tæppe. Kravebenet var bredt og tykt, og endte ved en krydsvej der enten førte ned over hans bryst eller op til den muskuløse hals. En af hans hænder rakte op og greb fat om hendes vandrende hånd. Han så hende i øjnene imens han ledte den væk fra ham selv igen og satte sig tilbage, så han tårnede op over hende. Faretruende, ville nogen nok mene givet hans størrelse. Han bevægede sig derefter væk fra hende, tog skålen der havde indeholdt suppen og sank den ned i en tønde med regnvand, som han derefter bragte over til hende.

Også forsvandt han. Hånden der havde grebet om hendes, hun havde næsten ikke ænset den.
Hun havde lyst til at skrige, hive hende hår ud af hoved. Flå noget i stykker, dræbe noget. Hjertet slog i en rytme der ikke burde være mulig. Sveden haglede ned af hende, og alt det arbejde han havde brugt på at vaske hende var næsten for ingen ting. Alt, alt gjorde ondt på hende. Hun var doven og slap, men på samme tid havde hun denne styrke der skreg om at få lov til at bevæge sig.
Hun havde sat sig op, gispende efter vejret. Øjnene lukkede i også mærkede hun dem. Dem alle sammen. Hjerteslagende, deres varme hele stammens tilstedeværelse. Det der slå hende allermest, var to kroppe der blev forenet i en, efter en hidsig debat. Hun vidste ikke over hvad men hun kunne mærke hvordan deres temperatur havde rejst sig. Hvordan at hendes dæmon smilede for sig selv og sugede energien til sig.

Et skrig, hun ikke registrerede forlod hendes læber. Hænderne knugede tæt ind mod hendes tindinger. Aldrig havde hun prøvet det så ekstremt før. Aldrig havde hendes magi været så ude af kontrol.

Hun satte sig op, og der var noget der syntes forkert? hendes blege hænder bevægede sig imod hendes tændinger og for en kort stund blev Yzgarth i tvivl om hvad hun foretog sig før skriget kom. Et uforstående blik tog over, da skriget ikke gav nogen mening for Yzgarth. Han satte sig ned foran hende på den gamle stol; det virkede som om hun brændte op? Han hældte det kolde regn vand over hende istedet for at få hende til at drikke det som det først var intentionen. Derefter rakte han ud for at gribe fat om hendes ankel. Den rustne lænke blev klikket af indenfor nogle øjeblikke, og et tæppe hurtigt viklet omkring hendes hede krop, før han greb om hende og med et løftede hende fra sengen og bevægede sig ud. Udenfor, hvor kulden slog imod den hede krop. Han satte sig på trinet op til indgangen af hans afsidiges hjem. heldigvis var der langt fra hans egen hytte og til den nærmeste nabo, så ingen ville se. Hun sad i armene på den varme ork og med lænden imod hans lår.

Varme, begæret der blev højere, fyldte hende, blev hende. Hun hvæsede igennem tænderne og lagde ikke mærke til hvordan at vandet blev hældt ud over hende. Sad bare med øjnene presset hårdt sammen, i håb om at hun kunne lukke bare noget af det ude. Men det forbandede sammenleje! Hurtigere, hårde, tankerne begyndte at blive hendes egne nu. Skriget var forvandlet til en hæs hulken. Det var først da kulden slog hendes krop i møde at hun åbnede sine øjne igen.
Som var der en glans hen over det brugbare øje, betragtede orken hvis armen hun lå i. ,,Jeg kan ikke kontrollere det’’ hviskede hun på sit eget sprog. Men kom i tanke hurtigt efter at det ville han ikke forstå ,,Sex, hvorfor kan jeg mærke dem.. jeg burde kunne lukke det ude!’’ hvæsede hun arrigt og bankede en knytnæve imod hans brystkasse. Der var nogen ude i skoven dem kunne hun også mærke, hun kunne mærke hvordan hendes tråde greb omkring dem. Hvordan deres vejtrækning steg. Svagelige sjæle, ikke lige som den hun var i armene på.
,,Så nemme… så mange..’’ rug som sandpapir det var den bedste måde at beskrive følelsen i munden. Som en skærende smerte fra mandlerne hver gang hun prøvede at åbne munden helt op eller sank noget. ,,Jeg kan mærke alt.. for mange indtryk’’ hun talte i feber vildelse, hun opdagede det nu. Det hele var grundet sygdommen og hun burde ikke blive syg. Hendes krop burde ikke blive syg som mennesker, måske var dette grunden til at hun havde det så skidt. Og med denne åbenbaring var det som om at hun slappede mere af. Mærkede hvordan den kølende vind fik hjerterytmen til at falde ned, og hendes hoved begravede sig i hans kantede og brede brystkasse.