Miranda kunne ikke lade hver med at smågrine over ham, og vant fra barnsben række let tunge af ham "Du var bare ikke hurtig nok til at flytte fødderne!" svarede hun igen på bedste lillesøster maner. Det var lang tid siden hun sidst havde opført sig sådan. Det var gået af hende med teenageårerne, hovedsageligt fordi Cato ikke havde været der. Noget hun forsøgte at lade hver med at tænke for meget på, for han var tilbage nu. Det var vigtigst.
"Du skal gøre hvad du har det bedst med" Miranda havde også skulle vende sig utrolig meget til, at der pludselig var folk alle vejne. Nok var de ikke overdrevet mange som hvis hun havde boet i en by, men det var anderledes end at rejse og bo alene, som havde været normalen i mange år. Derfor forstod hun også Cato og blev ikke spor sur over at han ville være et stykke fra lejren. Alle havde deres grænser at se til!
De gik igen over i det mere praktiske, som fik Miranda til at kigge ned af sig selv. Hun havde ikke videre bemærket at hun var blevet ramt af blod, men alt andet havde været underligt. Faktisk stank det ret voldsomt for hendes næse, men hun havde skydt skylden på vampyrligene som lå en ret stor afstand bag dem efterhånden. "Der er ikke andet for end at skynde sig, og gå imod vindretningen. På den måde, fragtes vores duft ikke ind mod byen." egentlig en ganske simpelt jægertrick, som også virkede fortvinligt når man var på flugt fra vampyrer

Cato sukkede tungt. "Hvorfor skal min søster absolut være så lynhurtig?" spurgte han, men kunne ikke lade være med, at smile derefter. Et skævt, lige så drilsk smil som hendes. Kort efter kom alvorligheden tilbage, da Miranda sagde, at han bare skulle gøre hvad han havde det bedst med. "Det ved jeg. Men jeg vil bare stadig gerne have, du ved, at jeg fra nu af, altid vil være der for dig," sagde han, gravalvorligt, mens han klemte hendes skulder let.
"Og hvis vi nu kunne finde et vandløb, så ville det kun være bedre," tilføjede han, med et selvsikkert smil, da han gik videre sammen med Miranda. Det var sgu dejligt, at være sammen med hende igen. Han havde savnet hende, og det kunne især mærkes lige nu, hvor han virkelig følte, at han hyggede sig igen for første gang i ret lang tid.

Miranda kunne ikke undlade og grine med et glimt i øjet over hans udtalelse. "Fordi jeg altid har været den hurtigste af os to" drillede hun hjerteligt tilbage. Det var lang tid siden hun sidst havde været sådan. Glad, hjemmelig og med humoren uden på huden, i stedet for altid at lukke sig ind i alvor og forsøge at skubbe sig væk fra folk. Det havde været nogle lange år.

Alvorligheden vendte dog tilbage, alligevel føltes den ikke helt så vanvittig tung som de seneste år havde været. At have Cato tilbage hjalp på det. "I lige måde" og hun mente det. Nok var det altid storebrorens ret at passe på sin lillesøster, men Miranda var ikke lille mere. Hun kunne en del flere ting end sidst han så hende.

"Jeg er sgu heller ikke vanvittig stor fan af at have vampyrblod på mig" svarede hun med rynken næse og kiggede ned af sig selv. Hun var ikke ligefrem badet, men det havde da sat sine pletter og farvet lige rigeligt i det brune tøj. Og så stank det forfærdeligt!

Cato smilede varmt til Miranda. "Sandt nok. Men jeg tror nu, jeg er mere tålmodig. Som altid," svarede han ærligt. Som hun fortalte hvordan hun ikke brød sig om at have vampyrblod på sig, stødte de faktisk på et lille vandløb, som Cato ikke tøvede med, at springe direkte ned i. Han fik hele kroppen under, mens han kiggede op på hende. Hovedet med. Da han kom op igen, rystede han manken hårdt, præcis som en ulv ville gøre det, og sendte hende et smil. "For satan, det er sgu koldt!" udbrød han, mens han kravlede op på den anden side af vandhullet. Han hoppede lidt rundt på stedet, og hvad end Miranda hoppede i eller ej, endte de med at gå videre, til de nåede hans sparsomme lejr.

"Jeg skal lige have skiftet trøjen," forklarede Cato, en smule rystende. Det var faktisk ret koldt. Han tog trøjen af, afslørende op til flere, voldsomme ar, nogle fra pisk, nogle fra øksehug og sværd, og andre fra ild. Det var som om, at han havde hoppet direkte ind i faren, hvorend den dukkede op. Uden tøven og uden forsvarsværker. Og det var lige præcis hvad han havde gjort! "Skal vi sove her i nat, eller skal vi tage videre? Hvad synes du?" for ham var det som om, at arrene var ingen ting. Det var hverdag for ham, så derfor snakkede han også afslappet som om alting var, som det skulle være.

Miranda himlede med øjnene af ham og smilede skævt. Okay, tålmodighed var ikke hendes stærke side, og det havde det aldrig rigtig været. Hun havde aldrig kunne sidde stille og at være afslappet og tilbagelænet havde aldrig været hende overhovedet.
En anelse overrasket kiggede hun på Cato som valgte at springe ned i vandet med et ordentlig plask. Et øjeblik stod hun blot og kiggede indtil det gik op for hende hvorfor. Faktisk valgte hun at følge trop. Vandet var koldt, men ikke uvant for hende på nogen led eller kanter. Miranda rystede hele kroppen igennem som hun kom op og fjernede det tunge våde hår fra ansigtet og så dampen forme sig foran hende ved hvert åndedrag. "Koldt er opreklameret" svarede hun med et skævt smil. At beside en ismagi gjorde at hun ikke frøs nær så ofte som mange andre. Det virkede naturligt for hende at der var koldt.

Miranda hev overdelen af for at vridde vandet ud, som Cato valgte at skifte tøj. HUn stoppede dog samtlige bevægelser som øjnene faldte på det store antal af ar fra både det ene og det andet. "Øhm hva.." kom der distraheret fra hende. Det var ikke ligefrem svært at regne ud hvilke smerter han havde været igennem med alle de hvide aftegninger. "Det er sent.. jeg tror det er bedre at vente til daggry" fik hun endelig drejet sin hjerne tilbage ind på.

Hvordan i alverden Miranda kunne være så ligeglad med det kolde vand, forstod Cato ikke, men han lod være med at kommentere på det for nu. Der var vigtigere ting i vejen, såsom hvorvidt de skulle smutte nu eller blive.
Det så ud til, at Miranda ikke var helt sikker, for hun virkede godt nok lidt småforvirret. Han kiggede på hende med et hævet øjenbryn, før han åbnede sin taske og fiskede en ny skjorte frem. Stadig i de meget mørke farver. Han gik sjældent i det finere tøj. Det var oftest holdt i mørke, neutrale farver. "Det har du ret i. Kan jeg tilbyde noget at spise så?" spurgte han med et lille smil, mens han fik den nye, tørre skjorte på. Ærmerne var lidt slidte, så de var rullet op. Så kunne han også bedre arbejde.

Han satte sig ned på den træstub, han havde fundet tidligere på dagen, og begyndte at stable brænde op ved bålet, da det gik op for ham, at Miranda virkede en smule ved siden af sig selv. Han så op på hende, igen med et hævet øjenbryn. "Der er noget galt, ikke? Hvad er der, søster?" ikke et øjeblik tænkte han over, at det var ham selv den var gal med. Derfor kiggede han en smule alarmeret rundt, mens han overvejede om hun måske havde opfanget noget som han ikke havde fået færten af.

Isevnen var en stor behjælper til mange ting, specielt iskold vand. Hun var ikke fuldstændig ligeglad med at det var koldt, men hun ignorerede det langt bedre end mange andre. Ikke engang som der begyndte at sætte sig en smule rimfrost i hendes hår.
"Selvfølgelig, jeg kan altid spise." det var faktisk meget rigtigt. Hun spiste ikke voldsomt meget af gangen, men hun spiste gerne flere gange om dagen hvis hun kunne komme til det. Sådan havde hun altid været vant til at leve, selvom hun også kunne gå i mange dage uden mad. Det var ikke rart med hun kunne.

Miranda var tøvende, og fulgte ham blot med øjnene som han kiggede rundt. Så vidt hun fornemmede var der intet omkring dem i øjeblikket, men det var heller ikke der hendes opmærksomhed lå. "Din ryg er dækket af ar. Ikke kun små ar, men massive ar. Hvad er der sket i den tid du var væk" spurgte hun lige ud af posen. Miranda havde aldrig været typen der pakkede ting ind.

Ved Mirandas ja, begyndte Cato at rode rundt i sin taske igen. Der var noget rationer dernede, primært tørret kød og brød, men det var også det eneste han følte, at han havde behov for når han var på vejen. "Jeg har ikke det mest spændende mad, så er du advaret," forklarede han med et smil, mens han fandt to pakker frem. Den ene kastede han hen til Miranda, forventende at hun var hurtig nok til at gribe. Den anden pakkede han op, og begyndte at spise af. Han stoppede dog da Miranda talte igen, og kiggede lidt forvirret på hende. Nåh ja, arrene. Han rystede let på hovedet, men han måtte vel hellere fortælle hende alt.

"Efter jeg kom væk fra klanen, valgte jeg et erhverv der ikke ligefrem er ufarligt. Jeg er vampyrjæger, Miranda. Og siden jeg kan regenerere, har jeg aldrig set nogen grund til, at liste rundt om grøden. Jeg plejer at hoppe lige ind i problemet med hovedet først. Noget af det er også fra klanen," han tog en bid kød og kradsede let i siden ved det helt friske ar. De var altid så irriterende i starten. "Så, helt ærligt talt, er jeg en dumdristig idiot, der ikke hvad der er bedst at gøre når man skal tænke sig om," han sendte hende et skævt smil, selvom der egentlig ikke var noget at smile over. Det var Cato's humor. Komplet mørk og galgen-agtig.

Miranda kom med et let halvt grin og smilede roligt. Det var ikke ligefrem hun selv fik de bedste festmåltider når hun var afsted. Faktisk meget langt fra. Ganske vant tog hendes reflekser over som en pakke blev kastet til hende, og ret nemt grebet med venstre hånd, selvom hun stadig var en smule distraheret af hvad hun havde set.
Miranda dumpede ned på jorden i skrædderstilling, åbnede pakken og begyndte at spise, mens hun ventede, så tålmodigt det var hende muligt, på at Cato begyndte at fortælle. Ar tog hun aldrig let på - med mindre man tænkte på hendes egne.

Miranda tyggede lidt. Både for at få maden ned, men også oplysningerne. Hun snøftede let, hvilket fik hendes næse til at rynke sig let sammen, mest af alt fordi nogede havde kløet. "Hvor meget jeg end acceptere en lige på indstilling, er det nok helt ærligt ikke det sundeste valg." Hun gjorde det selv fra tid til anden, hvilket havde bragt hende i markant uheldige situationer engang imellem! "Det har du sgu altid været" svarede hun med en let munter tone med et kort skævt smil, til trods for alvoren som befandt sig over dem. "Ved blodsugerne godt hvem du er?" de snakkede jo sammen de skidderrikker, og det kunne sagtens være at han var et kendt ansigt i deres kredse, og de ønskede at likvidere ham.