Licinia standser på toppen af murbrokkerne og kigger ud over de kæmpende for hendes fødder. Det er et umenneskeligt syn. Mørkets krigere øgede endnu mere pres på lysets krigere. Mørket mod lyset, alt imens utallige nye mørkets krigere strømmer til, og bag hende kunne hun se flere på markerne, som bare venter på at kaste sig ind i den brutale kamp. Lysets krigere forsvarer barrikaden til den øvre bydel med hver eneste muskel i deres kroppe, mens gaderne efterhånden er ved at blive rømmet for indbyggere, der er blevet smuglet ned i underjordiske gange eller stuvet ind i templer. Det koger af krigere og galskab i byens gader, og de langt mere barbariske tilhørte mørkets hær. Måske det skyldtes, at de havde langt mindre at miste, men alt at vinde. Selvfølgelig ansporet af Mørkets Lords ubarmhjertige ambitioner.

Dæmonen virker maplaceret, som hun står der side om side med vridende, sorte bæster og krigere i mørke rustninger, der kaster sig ind i kampen med hed febervildelse. Vidunderlig ungdommelig og smuk som en kølig sommermorgen. Det alabasterhvide hår, der falder som et skummende springvand ned til lænden, og den marmorblege hud, der glitrer i skæret fra flammerne.

Den hvide dæmon vandrer selvsikkert ned ad murbrokkerne. Luften er kvælende tung som før en voldsom storm. Følelsen er ubeskrivelig vidunderlig og fylder hende med en sådan fornemmelse af magt, at hun er ved at eksploderer af stridslyst. Store stærke mænd og vilde dyr, der er oplært til at dræbe på stedet, kaster sig sanseløst ind i kampen. Hun stoler blindt på Ras beskyttelse, som hun holder sig bag ham og beskytter hans sind.
Ras våben skærer gennem kød og knogler på dem, som står i vejen for ham. I den her kamp må hun forlade sig på sine hurtige reflekser og sin herres kampdygtighed. Hun er dog ikke et sekund i tvivl om at gå hen over slagmarken. I begge hendes hænder har hun hendes trofaste tvillingesværd, der ville kunne beskytte hende skulle hun risikerer at blive ramt af vildfarne pile eller støde på krigere med mord i øjnene.

Det havde været en direkte nødvendighed at opsøge Elverly. Ikke en direkte glæde for generalen, men desværre en nødvendighed. Der voldsomme konsekvenser af, at bede elverne om hjælp, men der ville være endnu værre hvis han ikke havde søgt hjælp hos Toorah. Han ville slet ikke turde tænke på, hvordan byen havde endt med at se ud, hvis han i det mindste bare ikke have prøvet.
Det jog ham hårdt i mavecenteret, som hans tanker gjorde et spring omkring hovedstaden. Han kastede blikket nedad, placeret på ryggen af dragen under ham, for at se nedad imod elvertropperne under ham. De var ikke langt derfra, men alligevel stak det ham i hjertet ved tanken om, at de brugte tiden her og ikke hvor der var brug for dem.

Dragen dykkede nedad, som hornet lød fra hæren under ham. Judah sank nedad, ladende ansigtet dække bag den arrede, hvide drages hals. Han mærkede varmen tæt ved sig, og måtte knibe øjnene en kende sammen, som ilden brød fra dragens mund. Skrigene lød højlydt som ilden begyndte at æde mørkets soldater op. Som dragen trak opad igen, klar til at gentage samme handling, beskuede generalen borgmuren. Han beundrede soldaterne for deres mod, og deres standhaftighed. Byen var intet uden dem.
Dragen dykkede atter nedad. Atter engang lod den ildregnen vælte over ofrene under dem. Skrigene rungede endnu engang i generalens øre. Hans ansigt var af sten, som ildens genskær ramte ham.

For væsener som Rak'sai var krigstider nogle af de allerbedste. Det var nu folk var desperate, desperate nok til at give hvad som helst for overlevelse, for familien, for kærligheden. Den rigtige til at forhandle netop dén slags, var dæmoner som Rak'sai. En strid vind rev rasende i de sorte løse gevandter, mens et par bare fødder fandt vej mellem halvkorgulerede blodpøler og organer, der nok engang havde befundet sig i et menneskes abdomen.
Engang havde dæmonens kåbe været let og luftig, nu var bunden våd og tung af den røde væske, som stoffet ivrigt havde suget til sig og som nu slog imod de unaturligt blege underben, efterladende røde spor.
Overalt hørtes desperate skrig og gisp, Rak'sai havde engang overhørt en menneskelig urtekyndig sige, at det var dem som ikke længere skreg, man skulle tage sig af først, dette gav hende dermed rigeligt tid til forhandlinger med de endnu bevidste og døende.
Flere hænder klamrede sig til de sorte gevandter med skrig og råb om hjælp, men deres styrke var slet ikke nok til at holde dæmonen tilbage som hun passerede slagmarken. Hun ledte efter noget specielt, et sted som dette var en buffet, ingen grund til at gå efter det første og bedste. Dér, en person lå ubevægelig i sin pladerustning, tydeligvis med skader, ingen healer ville kunne rette op på, alligevel kæmpede han endnu for livet med en hæs rallen. Rak'sai bukkede sig, lagde begge hænder på den ikke længere skinnende hjelm, inden hun trak den af. Dette afslørede et arret ansigt, manden var måske midt i trediverene, en tyk mørkebrun manke var spraglet af de første grå hår.
"Hjælp!.. Hjælp madam!"
Dæmonen bukkede sig ned, strøg lidt af det pjuskede hår til side og dumpede ned på et lig få centimeter fra soldaten, så afdødes rustning gav en vældig raslen fra sig.
"Jeg beklager kæreste, dig er der intet håb for, men din familie, dem kan jeg tage mig godt af... for en lille pris!"
Rak'sai smilede, næsten moderligt, tårer begyndte at trille ned af soldatens kinder, han havde fået bekræftet hvad han frygtede mest; han ville ikke overleve, ikke meget længere.
"Min Juliana... Min datter, kan du.. Kan du give hende et godt smertefrit liv?" Hver eneste vejrtrækning blev mere anstrengt, farven omkring soldatens læber gled langsomt fra bleg til blålig, det var tid til at handle.
"Naturligvis, jeg skal sørge for dine efterladte ingen smerte vil mærke i livet, min pris er din sjæl, men frygt ikke, den får du ikke brug for hvor du skal hen alligevel, aftale?"
Rak’sai smilede, venligt, men under det beroligende tillidsindgydende ydre lurede rovdyret. Det bæst menneskeheden så længe havde frygtet, var blevet advaret imod, det var de væsener som hele vejen igennem menneskes eksistens havde plaget og pint de rundørede skabninger, alligevel kunne han ikke sige nej, uden hans indtægt var sandsynligheden for hans famillies fald for stor.
"I så fald… Skabning af mørket, har vi en aftale!"
”Framragende!”
En masse formalier skulle der ikke til når man handlede med en dæmon, nogle tog et kys, andre et håndlag for at lukke aftalen, men ikke Rak’sai, i hendes forhandlinger, som ofte var på grænsen mellem liv og død var der ikke tid til den slags formaliteter. I en langsom bevægelse rejste dæmonen sig fra det rustningsklædte lig hun ellers havde siddet på, hun åndede tungt ind, den metalliske lugt lagde sig næsten på hendes tunge, hun kunne næsten smage det. Nu var der kun én ting tilbage: Finde den døendes soldats familie og udradere den, hun havde lovet dem et liv uden smerte, hun havde ikke lovet dem et langt et.

Hun havde i flere timer siddet i Kile-templet og bedt til gudinden. Mørket var kommet til byen, og hun vidste, at hun måtte deltage i kampen. Det var målet med hendes liv: at sende de skabninger, der ikke hørte til i denne verden, tilbage til Kile.
Det var først, da hun hørte brølet fra en drage, at hun hastigt rejste sig, greb sine våben og stormede ud af døren. Den kraftige regn ramt hende og hendes mørke læderbeklædning blev gennemblødt på få øjeblikke. Hun ignorede uvejret, så godt hun kunne, og da hun nåede stedet, hvor bymuren var faldet sammen, sprang hun over de nærmeste murbrokker, for at komme ud: hun ville møde fjenden på slagmarken.

Hun slog og huggede sig vej gennem fjenderne omkring sig: hendes blik fast rettet mod de flyvende skikkelser over sig. Dragerne. Hvis de ikke bekæmpede disse onde skabninger, ville Lyset aldrig kunne vinde. Hun trak sin bue frem og lagde en pil på strengen, idet hun så op mod himlen. En af dragerne nærmede sig hastigt, men hendes pil blev slået ud af kurs, som hun affyrede den mod bæstet. Ikke at et så lille stik ville kunne mærkes mod dragens skæl, men Shadye var besat af tanken om at nedlægge uhyret.
Hun indså først, at det var for sent, da dragen åbnede gabet og flammerne omsluttede hende og dem, der kæmpede i hendes nærhed. Hun nåede knap nok at tænke, før ilden fik fat i hende: tøj og hår stod i flammer og lugten af brændt kød bredte sig. Ikke engang den kraftige regn kunne slukke drageilden. Hendes sidste tanker gik til gudinden, Kile, som hendes forbrændte skikkelse faldt sammen på jorden.