Der var fordele ved hendes størrelse, men for hver af dem stødte hun bare på endnu to ulemper. Lige nu kunne hun eksempelvis se at der foregik en eller anden nonverbal kommunikation mellem Cáemm og kroejeren, men halvdelen af samtalen var hende afskærmet af den tårnende bardisk. Budbringeren havde et udtryk hun syntes at have set tidligere, da hun havde siddet på hesten. Hvad end de blev enige om fandt hun aldrig ud af, men det var i hvert fald nok til at halvelveren skiftede mening og løftede hende op.
Se dette kunne hun bestemt vænne sig til. Ordentligt overblik og det hele. Med armene slynget om halsen på Cáemm, fór hendes blik først hid og did mellem de to mænd i et håb om at afkode situationen hun havde gået glip af, men opgav snart og gik over til at sluge hele rummet med øjnene. Nu havde hun både vinger og ingen frygt for at klatre, så perspektivet alene var ikke det hun nød ved situationen, nej det var mere det at få en anden person til at bære sig - selv hvis han stadig var ildelugtende.
I det de bevægede sig bort fra det tætpakkede fællesrum slangede hun sig ned på gulvet. Der var stadig problemet med hendes beskedne oppakning der stadig lå på templet hvor hun havde fået snakket sig til et ophold.
"Jeg har lige noget skal ordne.." Informerede hun, "Det kunne være at du skulle snuppe det der bad imens."

Càemm sendte den mørkhårede pige en kort skulen. Han blev simpelthen drevet omkring af et lille englebarn, og det var ikke engang blot et ordspil. Han var næppe mesterlig, når det gjaldt børn, men der var noget ved spurven, der fortalte ham, at der lurede mere under hendes overflade. Der var noget udspekuleret over hende.
"Noget du skal ordne, hm?" Det lød alt for voksent i hendes mund, og blot for at gengælde den irriterende nysgerrighed havde han ikke tænkt sig at lade hende slippe helt så undvigende.
Det rumlede stadig af snak under gulvet. Larm fra krus, fra skrabende stole og klir fra kastede terninger. Càemm gned sig i nakken, det så kritisk ud på den økonomiske front, og det var som altid dér, trangen til et spil og den naive tro på den store gevinst meldte sig.
"Og hvordan har du tænkt dig at smutte frem og tilbage?" Spurgte han. Værelset havde ikke et eneste vindue, så ikke engang hvis vingerne kunne bære hende - kunne de mon? - kunne hun slippe uset ind og ud. Det puslede ham, hvordan en tøs som hende kunne komme omkring, overleve og forblive diskret. Med mindre hun selvfølgelig udnyttede idioter som ham på stribe. Alt andet end lige havde spurven virket til at skulle bruge hans hjælp til at slippe afsted med dit og dat.
Càemm smed sin oppakning i hjørnet, hjernen dunkede ikke længere under pandeskallen, hvad hun end havde gjort, så virkede det fortræffeligt. Selv holdet i nakket var fulgt med. Han fremdrog en smal taske fastspændt på tværs med en strop over skulderen og én om ribbenene, den vigtigste oppakning han havde med sig, næsten som en tvangshandling for at sikre sig at den stadig var der.

Awh, han var bekymret for hende. Aella kvalte et fnis; hun syntes bedre og bedre om sin nye håndlanger. Det var der dog ingen grund til, men det kunne han vel ikke vide. Hun så sig rundt i rummet og ærgelsen var tydelig da det gik op for hende at der ikke var noget vindue - det eliminerede den letteste løsning, men Aella lod sig ikke slå ud. Hvis der var noget to levealdre i en alt for lille krop havde gjort, så var det at demonstrere værdien af ikke at blive set. Hun betragtede Cáemm begynde at pakke ud, men det mindede hende kun om at hun skulle hente sine egne ting inden det blev alt for sent.
"De kommer ikke til at se mig.." Forsikrede hun og skulle til at gå men vendte sig i døråbning, "Jeg kan gøre mig usynlig." Sætningen blev akkompagneret af et fjollet grin, der fik det til at virke som den mest åbenlyse løgn nogensinde - hvis det ikke havde været sandt. Med en kæk vinken lukkede hun døren bag sig.

//out

Càemm sad tilbage og følte sig snøret. Af en lille møgunge. Det var en besynderlig følelse, og han gloede på den lukkede dør, som hun havde efterladt. Hun havde sendt en bemærkning med et fjollet grin, men man skulle vel aldrig sige aldrig. Tøsen havde vist sig rigeligt sær i forvejen, så han følte sig faktisk ikke helt forpligtet til at afskrive hvad hun havde sagt.
Med en hovedrysten lagde han sine ting fra sig og søgte ud for at finde én eller anden, der forhåbentlig kunne sørge for varmt vand til det tiltrængte bad.

//out