"Nej, det hele er et kompliceret skuespil for at narre dig.." Svarede Aella rapt tilbage og vippede pernittent sin vingespids ud af den andens gramsende greb. Hun foretrak faktisk færre fedtede fingre i sine fjer. Måske var det bare hende, men det var mere overskridende end hvis folk rørte ved hendes hår - måske fordi at hår havde de selv, så de vidste hvordan det håndteres. Alligevel var det nok til at få hende til at rette en mildt anklagende finger mod den ældre(?) pige og sige:
"Men du.. er ikke en engel, vel?" Det lå lidt i hendes toneleje at hun ikke engang anså almindelig menneske som værende en mulighed, og, som en fornærmet lille subtekst, at hun ikke havde tænkt sig at tage råd om vingepleje fra nogen.

Maralinda skar en let grimasse ved den andens flabede svar og lod så hånden falde uden mindste fortrydelse over den andens reaktion. Ikke synligt i hvert fald. Mentalt kunne hun ikke lade være med at more sig over den andens opførsel. Vingerne så i den grad ud til at kunne bruge lidt opmærksomhed, men det var jo heldigvis pigens egen sag. Den anden engel hun havde mødt havde heller ikke ligefrem været alt for glad for at få pillet ved sine vinger. Måske mest fordi hun havde truket et par fjer ud for at aflede ham, men allerede før det havde han været noget oppe at køre. Det kunne jo så også bare have været fordi hun ikke lyttede efter, men det var sjovere at tillægge det engle-snobberi.

Så rystede hun let på hovedet med et lille skævt smil. "Nej, det ville da også være lidt af et sammentræf!" Hun ignorerede den andens tone fuldstændig, som hun drejede sig rundt og tog cirklen ind de stod i. Den havde frygtelig let ved at aflede hende og få hende til at slappe af. En rimelig farlig ting, som da hun blev opmærksom på det fik hende til at se tilbage på den anden igen. "Har du været det længe?" Ingen svar uden spørgsmål, selvom pigen ikke ligefrem var den letteste at få noget ud af. Hvilket hun sagtens kunne beklage sig over for hun var jo selv en åben bog af oplysninger. Eller noget.

Aella rynkede lidt på næsen. Der var der et af de relative tidsord igen og hun havde stadig ikke den fjerneste idé om hvad den anden ville kalde 'længe'. Hun syntes at der var gået meget lang tid.
"I hvert fald halvtreds år.." Svarede hun en anelse reserveret. Hun kunne huske da lysets konge kom til tronen; der havde hun allerede været død i et stykke tid. Hun bed yderligere mærke i at samtalepartneren lod til at vide noget om engle, hvilket kun overbeviste hende yderligere om at det ikke var et menneske hun stod overfor. Men hvilke muligheder var der tilbage? Hun kunne se på ørerne at tøsebarnet ikke var en elver og de stod i sollys så burde vampyr ikke også være udelukket?
"Er du en dæmon?" spurgte hun endelig mistænksomt og tog samtidig et skridt bagud.

"Det er da pænt lang tid?" Maralinda var ikke ældre end at halvtreds år stadig var lang tid. Hun vidste tiden fik anden mening som årene hobede sig op, men for hende gik den stadig hurtigt. Der var så meget hun gerne ville se, opleve og undersøge at årstidernes evindelige skiften altid virkede til at ske uventet og mest ubelejligt. Magten i landet og derved reglerne for hvad der var acceptabelt skiftede også ustandseligt.
Det var dog tydeligt for hende at englen var blevet mere end meget mistænksom efter de var kommet ind i det magiske knudepunkt. Noget der igen kun fik Maralinda til at se vurderende på hende, før spørgsmålet faldt ud af det på.
Hun tog et skidt tilbage og lod følelsen af varsomhed og forsvar strømme frem sammen med et tydeligt udtryk af at hun ikke brød sig om det. "Hvorfor siger du nu det? Vi havde det lige så hyggeligt..."
Armene havde hun foldet beskyttende om sig, som hun så mistroisk på den anden og tog endnu et skridt baglæns mod åbningen til labyrinten. "Du har måske lyst til at slå mig ihjel og leder bare efter en undskyldning?" Engle slog dæmoner ihjel for at være hvad de var. Angreben tøsen ville labyrintens skygger var et langt bedre sted at kæmpe sig fri end denne solbeskinnede plet, så hun holdt sig klar. Ikke bange, men varsom.

Aella lagde skeptisk hovedet på sned, men forblev tavs ud over et meget indgående blik indtil hun var helt sikker på at den anden var færdig med at snakke. Tøsen tog tydeligvis fejl, Aella rendte ikke ligefrem rundt og dræbte dæmoner, bare fordi hun havde hvide vinger, men hvad englen bed nærmere mærke i var at hun stadig ikke havde sagt nej.
Hun holdt begge hænder afværgrende op, og i den magiske cirkel var det ikke svært at få dem til at sprutte med energi. At det så var en kur for kighoste hun truede med, sagde Aella intet om. Det var ikke umiddelbart synligt fra de lysende hænder, og det havde narret folk før.
Hun skævede lidt rundt, ikke rigtig glad for at efterlade så mange fjer omkring. Fra hvad hun havde hørt, kunne man bruge en engels fjer til nogle rimelig skumle ting, men hun vidste ikke om det gjorde en forskel hvorvidt de var plukkede eller fældede. I hvert fald havde hun ikke ligefrem lyst til at blive hængende, fordi medmindre den lille dæmon - Aella var rimelig overbevist nu - havde tænkt sig at angribe ved at hoste på hende, kunne hun intet gøre for at forsvare sig selv.
To kraftige vingebask sendte et voldsomt vindstød over mod den ældre pige, men vigtigere løftede englebarnet adskillige meter op i luften og hen over i hvert fald tre af labyrintens hække. Her skjulte hun atter sine vinger og hastede ud af haven.

//out

Maralinda så hvordan den andens mistro kun voksede til glimtet i de vurderende øjne skiftede til vidende. Hendes egen mangel på afvisning af det sagte var sikkert trængt igennem og var blevet til en ufrivillig bekræftelse. Hun benægtede da heller ikke hvad hun var, som hun måske burde have gjort. Så bare varsomt på den anden...
Til denne hævede hænderne og kaldte lys frem.
Det var nok for Maralinda til at trække sig endnu et skridt tilbage og endnu et til hun mærkede hækken bag sig og smuttede til siden gennem åbningen til labyrinten. Der svøbte hun skyggerne tæt omkring sig som hun blev stående hvor hun kunne se hvad der skete i cirklen hun lige havde forladt, men uden at pigen derinde kunne se hende. Som en ekstra forsikring sendte hun en skygge løbende væk fra sig og rundt om det første hjørne. Længere kunne hun ikke holde den i form af hende, men hun håbede det var nok til at aflede englen hvis den tænkt sig at forfølge hende.
I lysringen så det dog ud til at englepigen havde besluttet sig for hastigt tilbagetog også. Lyden af vinger der slog var ikke til at tage fejl af heller. Et syn Mara kun kunne være imponeret af. Hvor ville hun gerne kunne flyve!
Som skyggen af den anden forsvandt og stilheden forblev trådte Maralinda dog forsigtigt tilbage ind i centreret. Magien smøg sig stadig om hende, men lidt af dens træk var forsvundet. Måske mest fordi hun var optaget af andre ting og andre tanker. Som at samle de faldne hvide fjer sammen og tage dem med sig. En eller anden dag måtte hun tage sig tid til at få undersøgt hvad hun kunne bruge sådan nogle til - og ellers få dem lavet til en vifte. Det kunne være fint!
Med et lille eftertænksomt smil over det uventede møde fandt hun vejen ud af labyrinten og lige tilbage til pyldren af velmenende tjenestefolk til det var tid for ballet.

//CLOSED