Det var bestemt også at træde ud for hans egen comfortzone at stille dette spørgsmål så pludseligt og ikke mindst se den lette forvirrede reaktion og tøvende besvarelse fra Caitlin. Gidion valgte at tage en dyb indånding og vente tålmodigt, selvom alle tankerne løb i rundkreds i hans hovede. Noget der forhåbentlig stilnede lidt mere af inden længe.
Gidion nikkede forstående og smilede varmt til hende. "Brug du bare alt den tid du skal på at tænke over det!" svarede han roligt og rejste sig kort tid efter fra sin siddeplads.
"Vil du med ud og lave aftensmad?" spurgte han som han allerede var på vej derud. Det var ikke fordi det var det vildeste madlavning der blev lavet i huset. Det var heller ikke det vildeste der var råd til. Men mad var det og smagte også ganske udemærket! Meget bedre end ingenting.

Gidion begyndte at rodde rundt derude, efter de nødvendige redskaber for at kunne lave brød. "Caitlin?" kom der let spørgende fra ham, som han fik kigget lidt for længe på skålen. "Jeg er ikke særlig god til at bage.. Mine søstre plejer at ordne lige netop den del... Nogle forslag?" Han havde fået opskriften fortalt alt for mange gange, og alligevel virkede det som et af de mest farlige mineområder han nogensinde havde befundet sig i. Frygten for at træde forkert.

Gidions rolige og forsikrende svar fik Caitlin til at møde hans blik med et lille smil, før hun nikkede og så væk. For hende var det et stort og skræmmende skridt bare at tænke over at muligheden kunne findes og endnu mere at have en mulighed at sige ja til. Det var dog meget fristende for hende. Hun vidste dog at hun i hvert fald havde til skinnen kom af med at beslutte sig og måske også noget tid derefter. Blev hun hos ham måtte hun jo alligevel tage noget af sit gamle liv op og vende. Det gik næppe at strjfe rundt hver nat og hun tvivlede også på han ville se særlig pænt på at finde ud af hun var klatretyv.

Mad var til gengæld noget hun aldrig sagde nej til og da heller ikke til at hjælpe med at lave. Ikke at hun var den store hjælp med kun en hånd fri, men lidt kunne hun da klare. Så hun smilede noget større end før da hun lyste op og svarede. "Gerne! Hvad skal vi have?" Hun slap taget om sine knæ og lod fødderne glide til gulvet, så hun kunne rejse sig fra bænken og følge med Gidion hen for at se hvad han fandt frem.

Som han sagde hendes navn i den spørgende tone så hun dog en smule overrasket på ham, før hun samlede sig sammen igen og svarede. "Ja?" Det var trods alt høfligt - havde hun gang på gang fået at vide - at svare når man blev tiltalt. Hvad han ville spørge hende om fik hende bare til at se uforstående og så opgivende på ham, før hun med et lille skævt smil svarede. "Brød har altid været noget der kunne snuppes fra en bager?" Hun havde ikke den fjerneste forstand på at lave mad af nogen art. Halvdelen af tiden, den kolde del af tiden, levede hun alligevel mere som kat end menneske for at få nok at spise og mus var ikke ligefrem noget hun havde ønske om at vide hvordan smagte tilberedt. Hun så undersøgende på det han havde fundet frem og bed sig så i underlæben. "Det skal vel blandes sammen? I nogle bestemte mængder?"

"Jeg har fået fat i en dyrekølle som betaling for noget arbejde jeg lavede på hans lade. Et ganske udemærket bytte hvis jeg selv skal sige det. Vi er bare desværre løbet tør for brød også, og bageren er ikke ligefrem en af mine bedre bekendte." Nok var Gidion en varmhjertet og venlig mand, men han havde stadig familienavnet hængene over hovedet. Bageren i denne ende af byen havde altid været noget så overtroisk og Gidion faldte derfor ikke i god jord hos ham. Dertil, så lod han sig overbevise om at det smagte bedst hjemmebagt.

Gidion stoppede alle bevægelser og kiggede overrasket på hende ved hendes udtalelse. Han blinkede nogle gange, men valgte blot at smile roligt til hende. Når han tænkte efter, vidste han godt at det havde været nødvendig for overlevelse. Men det var ikke nødvendigt mere. Ikke så længe han var her. Og det havde han intenstioner om at forblive.
"Blandes sammen.. okay.. Altså, jeg tvivler på at det bliver uspiseligt, selvom vi laver nogle ting forkert!" optimistisk fandt han nogle af tingene frem og hverdagen slog igen ind hos ham. Den vante dagsgang med at gå i køkkenet og småsnakke om alt og ingenting, som var dejlig befriende, mens han forsøgte at bedste mén at få lavet et anstændigt stykke brød. Skulle alt gå galt, ville den fine dyrekølle nok kunne redde et hvert måltid, og dette var ikke en undtagelse.

//afsluttet