Irren kiggede undrende op imod himlen, da Kijara gjorde. Med et tomt blink og blik indså han at solen og vinden havde atter vendt tilbage, nu hvor de fordærvende skyggerne var forsvundet med de fremmede. Det bragte et smil tilbage på kentaurens ansigt, selv efter den voldsomme scene. Man indser først hvor dejlig solen og den kølige brise egentligt er når man har savnet den blandt kaos. Så med en dyb indånding - som han lidt fortrød da han fik den skarpe stank af brændt græs i næsen - og gav et fast nik til Kijara. "Lad os. Jeg kan fornemme vi har en lang rejse forud."

Med et par kraftige pisk med kappen i luften, fik den store kentaur rystet en god del sod fra kappen, før han gav den tilbage til dens rette ejer, som nok hurtigt ville se at den havde fået sorte små-brændte mærker over den og manglede en smule pels i kanterne. Irren smilede blot lidt dumt og uskyldigt til Kijara, da han holdt den frem, mest i form af en undskyldning. "Tak for lån."

Efter han havde set himlen, var han glad for hvor højt solen stadig stod. Der var mange timers rejse tilbage før natten ville falde på, så det var med at få det meste ud af tiden. Så efter Irren havde kastet et glædeligt og atter spændt blik til Kijara, satte han i atter i vandring langs den grove støvet landevej, der endnu udfordrede den brede kentaur i at sætte af i en sky af støv.
Hvor er livet herligt.

Den brændte lugt hang overalt omkring dem, selvom ilden var slukket, og Kijara glædede sig til at komme videre herfra. Hun kunne ikke helt børste fornemmelsen af lurene fare af sig, selvom solen nu skinnede fra en klar himmel og vinden sendte en let brise igennem det friske græs.
Det ville imidlertid hjælpe på det at fortsætte vandringen og komme på afstand af stedet, hvor kampen havde fundet sted, tænkte hun. De havde endnu lang vej foran sig, og Kijara var nysgerrig efter at opleve syden. Hun havde aldrig stiftet bekendtskab med Rubiniens ørkenlandskab, og hun higede efter at få det at se.

"Det var så lidt." Hun tog imod kappen, og et let smil gled over hendes læber, som hun holdt den ud foran sig for at betragte skaderne. "Hmm hmm, den var alligevel slidt. Jeg må skaffe en ny ved lejlighed." Sagde hun, idet hun slyngede kappen over skuldrene: Den tjente trods alt stadig sit formål med at holde kulden på afstand, selvom den så lidt brændt ud.

Hun fulgte efter Irren i et solidt tempo. Det var godt at mærke landevejens støv under sine fødder igen og lægge det brændte græs bag sig.

Tænker at vi eventuelt stopper tråden, nu hvor vi har en ny? (: