Det var ikke så meget at han var chorkeret. Han var faktisk ikke chorkeret over hendes opførsel, nok nærmere overrasket. Men hvorfor skulle hun ikke ville forsøge at få vandet ud af stoffet? Det var da, den mest normale ting at gøre, når man var blevet våd. William rettede derfor opmærksomheden til hans egen jakke, som havde fået et ordentligt skyl, ligesom resten af ham. Han tog den af, for at kigge nærmere indvendigt, hvor den var knap så våd, selvom hans skjorte havde forsøgt at fordele vandmasserne. Han forsøgte at få lidt vand ud af ærmerne, men det hjalp ikke meget. Det var mest hans skjorte der havde taget vandet til sig.

”Det er ikke så synligt ved dig.” pointerede han, som han, ligesom hun havde gjort ved sit skørt, begyndte at vride den fra væske. Det virkede til dels, og den blev lidt mindre klisterne. Herefter tog han jakken udenover igen, og måtte afstå sig fra at gyse, da jakkens kolde og våde stof ramte hans arme. Ubehageligt.
”Så må vi hellere få dig hjem.” svarede han hende med et smil, inden han tilføjede noget mere. ”Og bare rolig, jeg skal nok holde mig til, kun at følge dig til hoveddøren.” Det var langt fra alle der ville invitere nogenlunde fremmede hjem til sig, og Will regnede ikke med at det var anderledes i dette tilfælde. Han havde den fordel at han hurtigt og nemt kunne teleportere sig hjem til noget varmt og tørt tøj, men den fordel havde hun ikke lige. Ud fra at deres sidste forsøg, endte i et springvand, var hun nok ikke klar på endnu en teleporteringstur. Dertil var hans kræfter også ved at slippe let op. Han kunne godt holde til mere, men han kunne godt mærke at det havde sat sit præg.
”Jeg vil helst ikke lade dig gå alene.. Mest med tanke på alt hvad der er sket i aften, og hvis mændene skulle vise sig at komme tilbage.. Dertil.. kan jeg godt lide dit selskab.” sagde han roligt med et varmt smil på læberne. Det var jo sandheden. Han ville ikke bryde sig om, at hun gik alene, uden at han vidste om hun kom hjem i god behold og han havde ikke lyst til at sige farvel til hende helt endnu.

"Oh? Det har du bemærket dig?" kom det temmelig tørt fra Isadora, som Will kommenterede på hendes påstand om at hendes bluse også var gennemblødt, men hendes blik som hun sagde det var muntert drillende. Hun kunne simpelthen ikke lade være nu hvor de havde fået slået den tone an imellem sig og det var lidt af en befrielse for hende at tillade sig det. Det hjalp også på at holde humøret oppe som kulden begyndte at sige sig ind på hende gennem de fugtige klæder.

Så nikkede hun tavst. Det var vist bedst bare at omme hjem og få noget tørt tøj. Ved hans tilføjelse kom hun dog til at smile skævt til ham. "Du er den fødte gentleman, Will. Hvordan kan jeg have været så heldig at rende ind i lige præcis dig i aften?" Hun mente det. Næsten en hver anden ville have ladet hende sejle sin egen sø eller i hvert fald forsøge at udnytte hendes taknemmelighed bagefter. Alle ønskede noget af andre og det var bare et spørgsmål om at finde ud af hvad. Will virkede dog anderledes på det punkt og det overraskede hende så meget som det glædede hende at møde en som ham.
"Det ville være rart med selskab og jeg bor ikke så langt herfra." Alvor og bekymring havde atter lukket sig sammen om hende og fjernet munterheden fra hendes blik. Tilbage var en hårdhed, som tilværelsen havde sikret hun besad for at kunne modstå hvad den bød hende. Langsomt begyndte at hun at gå i retning mod 'Det Halve Svin', samtidig med at hun lukkede armene om sig. "Jeg tror ikke de vil søge så langt væk og til et andet kvarter, men jeg vil sætte pris på dit selskab... lige meget hvad." Hun sendte ham et lille smil, før de drejede ud af parken og ud i byens dystre gader.

Will løftede et øjenbryn og kunne ikke lade hver med at smile, trods den tørre kommentar. Nok var der stadig en glimt af muntert drilleri at finde i hendes øjne, hvilket gjorde at Will ikke tog hendes kommentar som værende så hård som den måske ellers ville havde givet udtryk for. ”Jeg kan ikke løbe fra at være en mand, selvom jeg forsøger at havde pli samtidigmed.” svarede han hende, med et skævt smil. Han kunne ikke løbe fra hvad han var, og ja selvfølgelig havde han kigget på hende. Det var helt naturligt. Men han havde haft pli over det, i det mindste.

Will kløede sig lidt i nakken og trak på skulderne. ”Man har jo lov at være heldig.” og her mente han ikke kun at hun havde været heldig. Den fødte gentleman, var nok også så meget sagt. Hans mor havde da brugt en del arbejde på at få banket det ind, men det sad til gengæld også fast. Dertil følte Will sig også meget heldig med at være løbet ind i hende denne aften. Det havde bragt mere spænding, og han havde mødt en ny person. En som han virkelig gerne ville lære mere at kende, men tiden bød det desværre ikke denne nat. Specielt ikke efter en tur i springvandet.
Da alvoren og bekymringen igen ramte hende, så han bekymret på hende. Det var som om at hun bakkede sig ind i en tryg skal og lukkede alt ude. Nok en ganske effektiv evne at havde, men den var også meget ensom, ud fra hvad Will havde forstået. Han kommenterede ikke på det, men fulgte blot med hende i den retning hun gik. ”Jeg vil hellere være på den sikre side” svarede han hende med et varmt smil, og sørgede for at holde øje med sine omgivelser. Han havde ikke brug for overraskelser lige nu.