Dragen var stadig at høre tumle rundt inde sin hule og blive mere og mere hidsig derinde. Den virkede også en smule forvirret, da Caitlin og Amy havde sørget for ikke at få det hele til at se alt for åbenlyst ud. Men deres lugt kunne de ikke slippe afsted med! De havde været det og det vidste Safirdragen bestemt godt. Den virkede dog ikke helt sikker på om de stadig var i nærheden. Men det var bare et spørgsmål om tid, før den fandt det lille siderumme og deres flugtvej. Ikke at den selv kunne komme den vej ud, men der var en sandsynlighed for at den kunne lugte at de ikke var vanvittig langt væk derfra.
Amy nikkede kort til Caitlin inden hun sprang. Amy gennemkløvede luften ganske elegant, og brød vandoverfladen som en pil. Alt i alt så det meget elegant ud, men Amy følte ikke ligefrem at det var nogen succe! Det kolde vand klæbrede sig om hende, og fik hende til at spærre øjnene op. Er du da helt færdig, det var koldt! Et kuldegys gik igennem hende, inden hun tog svømmetag op mod vandets overflade og trak vejret dybt ned i sine lunger, da muligheden lå der. Hurtigt tjekkede hun efter om hendes taske stadig var der, og om noget af indholdet var faldet ud. Heldigvis var den der stadig og intet var faldet ud, selvom at spændet var blevet åbnet op af vandet. Hun fik det let akavet spændt fast, mens hun holdte sig oppe til overfladen. Hun kiggede op mod Caitlin der forsøgte at klatre ned, men nåede til en forhindring som gjorde at hun absolut ikke kunne klatre længere. Amy vidste hvad vej det gik, og svømmede længere ind mod klippen igen, for at nå hen hvor Caitlin højst sandsynligt ville ramme.

Hun nåede ikke helt derhen, før Caitlin brød vandoverfladen og bagefter kæmpede sig rundt i vandet. Det var tydeligt at Caitlin ikke var den store svømmer. Amy tog flere svømmetag for at nå derhen og gøs enkelte gange på grund af det kolde vand. "Slap af!" kom der let forpustet fra Amy da vandets koldhed ikke var rar mod hende. Amy tog fat i Caitlins arm mens denne spruttede rundt i vandet, og trak hende hen til sig og greb fat rundt om hende. På den måde lå Caitlins ryg ind mod Amys bryst og holdte godt fast omkring livet af hende, med den ene arm. "Det er nemmeste hvis du holder op med at bevæge dig så voldsomt! Slap helt af, jeg holder dig oppe." forsøgte Amy at berolige hende, mens vandet skummede let hen over dem. Amy begyndte at padle afsted med den ene arm og forsøgte at bruge sine ben også, uden at sparke Caitlin. "Og hvis du føler du kan, så begynd at sparke lidt med benene. Men ikke for voldsomt, for så ryger vi under overfladen." Amy forsøgte at holde sin stemme og attityde så rolig så muligt, mens hun forsøgte at undgå at tænke for meget på om dragen ville komme ud af sin hule. Amy satte kursen mod deres lille jolle og mulighed for at komme ind til fastlandet igen.

Vandet var koldt! Og Vådt! Og koldt! Og Caitlin brød sig slet, slet ikke om fornemmelse af vandet der lukkede sig om hende, som hun ramte det og sank ned igennem det. Desperat kæmpede hun sig op mod lyset uden tanke for andet end den luft der var at finde der. Vandet var alt andet end hendes element, men alligevel var det som om hendes krop vidste hvad der skulle til for at komme opad og hun lod den gøre det.
Spruttende brød hun vandoverfladen kun for at indse hun sank så snart hun holdt op med at sprælle. Omkring hende var vand, vand, vand og langt væk virkede det lodret klippe. Hun drejede lige så stille om sig selv, men før hun nåede helt rundt til at kunne se stranden, blev hun grebet fat i hendes arm og hun spruttede noget uforståeligt, før hun fik sig drejet nok til at høre og se Amy i vandet hos sig. Denne drejede hende lige så stille, mens Caitlin fortsatte med at kæmpe for at holde sig selv og tasken flydende. Lidt beroligende var det at mærke den andens arm glide om hendes liv, men stadig var panikken over vandet der og overskyggede alt.
Caitlin forsøgte dog at slappe af som Amy bad hende om det. Det var alt andet end let for hende, men mellem det og at forhindre sig selv i at hvæse af den anden for at holde hende i vandet, så var hun mere end optaget og havde glemt alt om den fare de hang i for at dragen kom ud og fandt dem. Lyttende til den andens stemme fik hun dog taget sig nok sammen til at sparke i den rigtige retning og sprælle lidt mindre.
Til de gik på grund og hun panikkede igen over spjættede fri fra Amy, så sig vildt om og krøb på land så hurtigt hun kunne. Der satte hun sig tungt, hostende vand og seende druknet ud, mens hendes blik flakkede fra Amy til båden og så til klippen bag dem. "Det gør vi ikke igen!" Hun rakte op med rystende hænder og vred håret så vandet strømmede ud. Så huskede hun hvor de var og fokuserede helt på Amy. "Kommer den???" Hendes blik flakkede op til hulen, men intet var at se der. Endnu. Så vendte hun det atter mod Amy. "Tak..."

Det var da helt utroligt så meget hun sprællede! Det gjorde ikke denne mission spor nemmere, og Amy mærkede snerten af irritation ramme hende, og hun skulle bruge alle kræfter på ikke at hvæse af den yngre pige. Det var jo ikke hendes skyld at hun ikke kunne svømme. Men jo mere hun sprællede, jo længere kom Amy under vandet. Enkelte gange var det så slemt at hun gispede efter vejret når hun kom op over vandets overflade, og måtte hoste lidt. Dette var ikke særlig hensigstmæssigt!
Det gik dog frem ad, og da Amy mærkede den sandede grund under sine fødder, slap hun sit tag i Caitlin der begyndte at kravle i land. Amy hostede og mærkede kulden mere intenst jo længere hun kom op af vandet, og vinden blæste mod hende. Hun kørte sin udstrakte arm rundt om sig, som en bue, mens hendes hånd var holdt lige frem. På den måde fik hun afskærmet noget af den friske havvind, ved at lave en lille bariere. fordelen ved at være vindmagiker. "Nej, det kan jeg lige love dig for at vi ikke gør!" kom der tørt fra Amy der traskede igennem det tykke vand, som føltes det at gå i lim. Imens kæmpede hun sit hår tilbage, som havde krøllet sig mere sammen af at blive vådt. Hun vred det hurtigt og baksede det sammen i en hestehale. Hun gik op på stranden og gav sig til at vride sin trøje.
Amy havde heller ikke skæntet dragen mange tanker, efter at skulle redde Caitlin i land. Hun kiggede lidt mere roligt op mod dragens hule og snøftede. "Ikke endnu." svarede hun og gik hen til jollen og begyndte at skubbe den ud mod havet, så de kunne komme afsted.
"så lidt." svarede hun med et forsøg på et lille smil. Dette varede dog ikke længe, før en kold følelse løb ned af hendes rygsøjle. Dragen kom med en ubehagelig skrigende lyd, og det lød kort som om at den var ved at splitte den lille ekstra hule ad, som Caitlin og Amy for kort tid siden havde været indeni. "Det var vist signalet til at tage afsted." Hun sprang let op i jollen og ragte armen frem til Caitlin for at hjælpe hende op. "Hvis du roer, så forsøger jeg at lave et sejl.. Vi skal væk herfra så hurtigt vi kan."

At lande på stranden og få fast - rimelig fast, det var trods alt sand - grund under kroppen og mellem fingrene, gjorde alt for at Caitlin faldt ned. Hun lukkede øjnene kort, før hun så undskyldende overpå Amy, som denne lagde lidt for meget eftertryk bag sine ord. Den ældre pige lød om noget endnu mindre begejstret for deres vandtur end Caitlin og den mørkede pige kunne godt regne ud hun havde været en væsentlig grund til dette.
Så ramte vinden hende dog og fik hende i bevægelse. Den var alt andet end varm og som hendes våde tøj klistrede sig til hende, gøs hun. Det ville ikke blive nogen sjov tur i land, men der var andre ting der fyldte mere end kulden lige nu. Som at få båden ud og dem begge væk fra den øde strand og dragens hule. Hun satte sig i bevægelse hen mod båden få skridt efter Amy og stoppede kun ved den for at spænde tasken fri og smide den op i den. Samtidig hørte hun et brøl bag sig, stivnede kort og så op mod hulen de var kommet fra.
En byge af lille krystaller stod ud over vandet efterfulgt af endnu et højlydt skrig. Det fik fart under fødderne på den adrætte pige og som båden kom fri, greb hun Amys hånd og lod sig hjælpe helt op i båden. "God plan!" Hun smøg sig lavt gennem båden til midten, hvor årene lå og satte sig der. Årene var til at have med at gøre og efter et par forsøgsvise og forsigtige tag, fik hun også nogenlunde styr på dem og kunne trække til. Det værste var næsten at hun sad med blikket mod stranden de kom fra og kunne se hvis .... når dragen kom.
Tanken alene fik hende til at trække hårdere og hurtigere i årene til hendes muskler skreg over det uvante arbejde og hun bare ignorerede dem. "Der ligger... en kasse... med noget... i i spidsen... af båden... tror det er... stof." Hun havde roddet kort med den efter de stjal båden og tog af sted, men ikke fundet indholdet noget værd da. Som ens mening dog skiftede af en lille smule frygt.

Amy kom med et let forskrækket hop ved lyden af det store brøl, men var hurtig til at vende opmærksomheden tilbage til båden og få den skubbet ud i vandet. Det var ikke fordi at hendes stressniveau blev mindre af at de nåede ud på vandet og selvom der var lagt en lille afstand til klippeøen, var det stadig et meget udsat sted. Nu funderede den rødhårede tøs bare over hvordan fanden hun skulle få lavet det skide sejl, få brugt sin vindmagi og sætte fart over fæltet, så de kunne komme væk derfra! Amy ville helst ikke nyde noget af en personlig samtale med safirdragen!
Hun gav sig derfor til at rodde rundt nede i bunden af båden, for at forsøge at finde noget til at udgøre en mast. Det var ikke ligefrem nemt, da hvad der lå i bunden ikke ligefrem var mast materiale! men hvis hun bandt noget af det sammen, var der måske en chance.
Amy løftede kort det krølhårede hovede, for at kiggge på den forpustede Caitlin og vende blikket kort tilbage mod kassen i spidsen, som hun beskrev. Hun afsluttede den sidste knude, og fik med lidt besvær ryddet sig igennem kassens mærkelig indhold og fik det stykke stof som Caitlin havde snakket om. Et lidt mere lettet smil nåede frem på hendes læber, selvom hendes ansigtsudtryk stadig var rimelig stift og stresset. "Bingo!" kom der tilfreds fra hende, som hun fik foldet det ud, hvorefter hun fik det pakket ud og sat knap så elegant på den hjemmelavede og ret sjuskede mast. Det kunne være underordnet om det var pænt, bare lortet virkede. "Jeg tror den er der." fik hun sagt let dirrende, da der kort tid forinden havde lydt et relativt stort brøl fra klippeøen. Amy vendte sig skræmt og kiggede en rum tid på klippehulens indgang, i frygt for at se det store blåskællede dyr når som helst.
"Hjælp mig med at binde det fast.." hun var ikke begejstret for at Caitlin skulle stoppe sin roning, men det var nødvendigt for at få pinden sat fast og dermed få mere fart på. Da den først var spændt fast, rejste hun sig, fik flyttet sig over på den rigtige side, en smule akavet. "Jeg ved ikke hvor kraftigt det bliver, så hold godt fast." advarende hun, og sørgede for at hendes ene fod stod i spæn for ikke selv at falde af og forsøgte derefter at dirigere vinden ind i det beskidte hvide stof og få fart på.

Caitlin koncentrerede sig om at ro. Det var ikke noget hun var specielt god til, men frygten for dragen satte alle andre tanker fra end den om at komme væk så hurtigt som muligt. Det betød at ro så hurtigt som muligt og så hårdt som muligt. En rytme viste sig da også snart, men at tale samtidig var lidt af en udfordring. Ordene var der kun plads til når hun lænede sig frem og havde årene fri af vandet. Det var dog nok til at Amy fik meningen.
Hvad den anden havde gang i så hun kun halvt, som hendes blik stadig var rettet mod klippeøen bag dem og huleindgangen et godt stykke oppe. Først da Amy bad om hendes hjælp stoppede hun modvilligt med at ro og trak årene ind i båden. At miste årene ville være det værste der kunne ske lige nu! Tavst hjalp hun den anden med at binde den improviserede mast fast, kæmpende for ikke at se sig tilbage mod kysten efter det frygtede syn af blå skæls tilsynekomst.
Som pinden sad fast og stofstykket var sat på krøb Caitlin ned i bunden af båden. Hun behøvede dårligt Amys advarende ord for at vide at det kunne blive lidt af en tur videre. Der gik da heller ikke mange øjeblikke før vinden ramte den lille båd og det improviserede sej og der kom fart på. En tanke slog hende da og forsigtigt og klamrende sig en smule til kanten af båden fik hun sig placeret i bagenden med hånden på roret.
"Holder det?" Hun så lidt skeptisk og også bekymret på deres mast og sejl. "Hvor langt har vi ind?" Hun ville gerne i land og have fast grund under fødderne og det kunne kun gå for langsomt. Især da vinden tørrede hendes våde tøj på en kold og klam måde, der efterlod hende dækket i et tyndt lag af salt og bevidst om alle rifter på sin krop.

Modviljen var ikke til at tage fejl af, som Caitlin var nødt til at løsrive sig fra roningen, for at hjælpe med at binde den noget kreative mast fast. Amy forstod ganske udmærket modviljen, specielt fordi der stadig larmede ubehageligt bag dem, fra klippeøen. Hun havde virkelig ikke lyst til at vide hvad dragen foretog derinde. Det kunne måske tale til deres fordel at hun havde æg derinde. Æg som ingen af de to piger havde rørt ved, og derved ikke udgjorde en voldsomt stor fare for deres overlevelse. Nok var dragen sur over at der havde været fremmede i dens hule og stjålet fra den. Noget som den store drage nok så småt var begyndt at opdage rundt om, men det var stadig ikke overdrevet nok til at gøre den helt gal oven i hovedet. Heldigvis. Eller det var i hvert fald den konklusion den skrækslagende Amy nåede frem til. Forhåbentlig var de ikke en stor nok trussel til at hun ville forlade sine tre æg og angribe dem. Og hvis hun gjorde. Ja så var der snart ikke mere Caitlin og Amy tilbage. Der var nemlig stadig et stykke ind til kysten.

Amy måtte ånde lettet op en kort stund, som vinden syntes at fange fat i det ophængte stof, som udgjorde deres sejl. Heldigvis virkede det. Men det var stadig en smule usikkert og Amy frygtede at der ikke skulle større mængder skade eller kræft til, før den muligvis ville bukke under. Det betød at Amy var nødt til at være mere nænsom med sin vindmagi uden at splitte det hele af. "Det tror jeg. Hvis der vel og mærket ikke kommer en alt for kraftig vind og får fat. Så vil det højst sandsynligt styrte sammen." svarede hun let bekymret og forsøgte sig med en let hårdere vind, men holdte stadig igen så der ikke ville komme alt for meget sus over det. Det gav en relativ god fart og selvom det var hårdt for Amy at blive ved, var det mere effektivt end at ro. Der kom enkelte gange en ubehagelig knagen fra den hjemmelavede mast, men Amy fortsatte alligevel. De havde trods alt stadig årerne hvis masten gik i stykker efter noget tid, og de ville være nået et stykke.
Ved Caitlins spørgsmål, spejdede hun let frem forbi stoffet. "Alt for langt, i forhold til hvad der er bag os. Men det burde ikke tage alt for lang tid, hvis masten holder." svarede hun, som hun hurtigt fik fjernet noget hår der havde sneget sig ned i hendes ansigt igen, til trods for at det var forsøgt op i en hestehale.

Caitlin var endt med ryggen til til øen som hun havde grebet roet og fastholdt den lille båds kurs til kysten et godt stykke inde. Hun kunne se hvor havet mødte land ved fiskerlandsbyen fjernt inde og sigtede mod et punkt lidt derfra. Der var trods alt ingen grund til at flygte fra ilden ind i gløderne af mulige problemer. De havde trods alt ikke ligefrem fået lov til at låne båden og det kunne være dens ejer ikke var videre glad over at den havde været ude på tur.

Lyden af vinden der rev i deres improviserede sejl fik hende dog til at skæve til dette og masten, mens hun lyttede til Amys svar. Det fik hende så til at skrære en grimasse. "Du er da en rigtig lysstråle lige nu." Hun lod blikket glide over masten endnu en gang og så over Amy, før hun bekymret så ind mod kysten. "Ville du kunne holde roet og styre vinden samtidig? Så kan jeg forsøge at støtte masten lidt..." Hun vidste ikke hvor meget det ville hjælpe, men det virkede til at alt hjælp til masten ville være godt.

Noget Amy bekræftede med sit anslag om hvor langt ude de stadig var. Bag dem var lydene dog ikke taget til og vigtigst af alt havde de ikke ændret sig fra hulens forvrængning til klare brål og vingeslag i fri luft. Det behøvede de så heller ikke! Bare tanken om hvor tæt på de havde været at se en drage i øjnene var mere end rigeligt for Caitlin og kysten så kun langsomt ud til at komme dem nærmere.

Amy var lidt mere fokuseret på at bruge sine evner, end at holde øje med hvor de styrede hen. Men som Caitlin uden tvivl vidste, ville Amy foretrække ikke at havde inde i fiskerlandsbyen endnu. Specielt ikke med en stjålet båd og en drage efter sig. Hvis den da ellers kom ud af sin hule.

Amy kom med et tørt grin, som ikke ligefrem lød til at hun morede sig. "Du kender mig. jeg er altid positivt anlagt." kom der sarkastisk fra den rødhårede tøs, der forsøgte at styre at hun ikke lavede for kraftige stød, selvom det var fristende.
"Hva?.. øhm, jeg kan prøve." svarede hun, som Caitlin kantede sig forbi hende for at holde ved masten. Det var en god nok idé, men Amy vidste ikke helt hvordan hun skulle bære sig ad med at styre begge dele.

Hun tog en dyb indånding, som hun satte sig ved roret. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik inden hun så fast besluttet på masten. "Hold godt fast" Amy løftede sin højre hånd, som hun holdt ved roret med den venstre. Et hårdt stød kom fra hendes løftede hånd, som kom der en konsentreret vind fra hendes hånd. Det var mere al anden vind som blev omdiageret til at ramme sejlet.

Lydende bag hende, fik hendes hånd til at ryste lidt engang imellem, men ellers holdte Amy sig fuldt konsentreret som båden fik mere og mere fart på. Som de nærmede sig landet, og var så tæt på at Amy nærmest kunne smage sikkerheden, ændrede lyden sig bag dem til mere kraftigt efterfuldt af vingeslag. "Oh nej.." dragen havde bestemt sig for at komme ud af sit skjul, lige som pigerne havde nået bredden. "Ind, ind, ind!" Amy var panikken, og nærmest smed Caitlin over på bredden fra båden af, som lå og svulpede lidt i kanten. Det var stengrund, så båden kunne ikke trækkes i land som på øen, men det kunne heller ikke være mere ligemeget end lige nu. Amy fuldte selv efter over på bredden og kiggede tilbage mod det store dyr som fløj alt for hurtig afsted. "Vi skal gemme os, og helst lige nu!"

Caitlin fnyste let over Amys sarkastiske svar og lod emnet falde. Ingen af dem havde helt været forberedt på dragens hjemkomst eller den magt den havde udstrålet. Bare lyden af dens vinger og ekkoet af dens brøl havde virket så overvældende at spændingen ved deres udflugt var forsvundet og erstattet af anspændelse. Bare tanken om at dragen kunne lette fra hulen hvert øjeblik det skulle være var nok til at ønske sig i land og hjem til hovedstaden.
Så at Amy kunne få vinden til at blæse var mere end værdsat, skønt deres mast virkede til at være delt omkring det. Alligevel fortrød Caitlin sit forslag en smule, som hun så Amy tøve anspændt. Der var dog ikke tid til at bakke ud og hun overlod roret til den anden med et sidste blik mod kysten.

At komme forbi den anden voldede hende ikke det store besvær, men at holde masten gjorde. Den knagede frygteligt og havde allerede bøjet sig som hun stemmede imod og holdte fast. Effekten af hendes krop var lille men dog tydeligvis der. Sejlet kunne tage mere vind ind og det fik dem til at skyde hurtigere frem. Hurtigt nok til at Caitlin lukkede øjnene og bare holdte fast.

Til lyden bag dem ændrede sig og Caitlin spærrede øjnene op med et sæt. Den lyd var ikke til at tage fejl af. Vingeslag!
I det samme ramte båden undergrunden og Caitlin vaklede hvor hun stod. Ikke før end hun havde genvundet balancen og grebet den nærmeste taske, før Amy havde grebet hende og smidt hende i land. Der landede Caitlin i et rullende fald der efterlod hende noget forslået og en smule omtumlet. Ikke mere dog end hun gjorde som Amy sagde og overhælede den anden på vej ind over den stenede strand.
Hendes blik løb over omgivelserne til de faldt på en samling af klippeblokke med en mørk skygge i mellem sig. "Der!" Hun puffede til Amy, pegede og drejede af mod stenene. Forhåbentlig var der en hule der, som løb ind under klinten. Det så sådan ud som lyset forsvandt og de havde ikke tid til at forsøge med andet. Landet var alt for åbent i et alt for langt stykke væk.

Åndeløst kastede hun sig ind mellem stenene, rullede og fortsatte ind i mørket med et fast tag i Amys arm. Hun kunne se i det svage lys udefra og det så ud til de var heldige. Den smalle åbning drejede lidt inde og om hjørnet ville de være skjult for alt der så ind udefra. Der lugtede også slemt af tang og døde fisk af hvad der var strandet der ved sidste højvande. Caitlin skubbede Amy foran sig ind og op mod væggen, mens hun lyttede. Var de sluppet væk?

Amy havde ikke lige tid til at overveje eller undersøge om Caitlin kom til skade ved at blive kastet over. Det var faktisk også lidt unormal opførsel fra den syttenårige tøs. Normalvis havde hun været egocentreret nok til at tænke på sig selv først, og alligevel havde hun kastet Caitlin afsted først. Men dette var også en af de ting, som Amy ærlig talt ikke kunne tage sig tid til at tænke over nu.

Amy hoppede selv op på klippeblokkene som hun svejede lidt på, da hun ikke landede helt heldigt og var ved at glide og tumle rundt. Hun kom dog hurtigt afsted, som hun kiggede sig over skulderen og mærkede mere panik skylle ind over sig. Nok til at hun nær var snublet over en blok der stak op.
Hun genvandt balancen, lige tids nok til at blive puffet afsted ned mod noget der lignede en klippehule der lå godt skjult under klinten. Hun fulgte instinktivt afsted efter Caitlin og hoppede knap så elegant ned i hullet, snublede og rullede afsted, mens smerte bredte sig fra hendes ene ankel. Herefter humpede hun videre ind i mørket og da de var langt nok inde og lugten af alt mulig mærkelig dødt gik ind i Amys næsebor, var hun også sikker på at dragen ikke kunne lugte dem. Amy gled i noget tang og landede på ryggen, hvor hun ikke engang orkede at flytte sig. "hvis det her ikke er godt nok, har dragen fortjent en middag.. om jeg så er på menuen!" kom der træt fra den rødhårede som hun lagde den ene arm hen over sit ansigt og gjorde ingen mine til at flytte sig ud af flækken, selvom lugten af tang ikke ligefrem var indbydende.

//afsluttet