Varinas skuldre vibrerede i indestængt latter ved Kiras åbenlyse entuasisme, og hun nikkede tilbage til hende. Det var længe siden at Varina havde været på skolebænken, men mon ikke hun stadig huskede hvordan man skulle opføre sig? Det håbede hun da i hvert fald, ellers kunne det godt være at det kom til at tage længere at lære hendes telepati at kende end det burde. Varina havde trods alt et arbejde der skulle passe!
Nu hvor Varinas tanker berørte den tid de havde til rådighed, så kom Kira selv med en kommentar. Varina havde heller ikke de store planer om at lægge deres telepati-træning efter mørkets frembrud. Hun yndede at bruge de mørke timer til at sove. ”Efter mørkets frembrud er måske også lige sent nok,[/color]” indrømmede hun med et grin. ”Jeg kan vel bare holde fri fra boden et par timer... Det er lang tid siden jeg sidst har haft en rigtig fridag,[/color]” fortsatte hun med et forbavset udtryk på hendes ansigt. Det var ikke gået op for hende præcist hvor lang tid siden det var.
Teknisk set var hendes liv hendes arbejde. Hendes rejse fra havet til Hovedstaden og tilbage hver uge, de tre dage hun havde boden åben og hendes udforskning af skibsforlis... Hun burde virkeligt tage et par fridage en gang imellem...
”Hvis det ikke vil være til besvær, så tror jeg det er bedst at være hos Dem,[/color]” indrømmede hun med et lille smil. Det var jo ikke ligefrem fordi Varina havde nogen bolig på overfladen, og hun regnede ikke med at de bare kunne sætte sig på et gadehjørne og øve telepati. Det var lige lovligt ambitiøst nok for det første stykke tid.

Kira var mest van til at undervise børn, og derfor var det heller ikke helt nemt for hende at vide, hvordan hun præcis skulle gribe det her an. Der var ingen grund til at være pædagoisk med Varina. Hun kendte jo i forvejen til normal opførsel, og Kira behøvede ikke ligefrem at bruge krudt på at lære hende om privatliv. De fleste folk, og væsner for den sags skyld, kender til det. Telepatiske evner skulle man ikke nødvendigvis tage alt for let på. Kira var selv meget dygtig til at bruge sin. Hun ville ikke kalde sig en meste, men hun kan ikke forbedre den mere. Hun bruger den dog stort set aldrig, uden andres tilladelse. Med mindre hun er i fare. Eneste tidspunkt hun træder over linjen med privatliv. Dertil kunne hun heller ikke styre delen med at opfange følelser. Det ligger så naturligt ved alle telepatister, at den ikke kan lukkes ned. Den er dog meget effektiv når det kommer til stykket.
Kira smil blev lidt bredere, og selvom Varinas let forbavsede ansigtsudtryk afslørede at hun nok ikke ligefrem havde holdt fri den sidste tid, så kom det ikke bag på Kira. Hun virker meget som en arbejdskvinde. En der går meget op i sit arbejde og dertil også elsker det meget højt. Kira ville gerne prøve det en dag, men sådan som hendes liv var udformet, var der ikke meget der hed direkte arbejde. Det var mere forpligtelser og almen dannelse hun skulle vide noget om. Dog elskede hun at læse og lære nye ting. Det var hendes måde at slippe lidt væk fra det hele på. ”Lad os nu se hvor meget fridag det bliver.” svarede Kira i en lidt drillende tone. Jovist kørte hun ikke hårdt på fra starten, men det hele ville ikke ligefrem blive nemt.
”Ikke spor til besvær! Der er også mere roligt, og færre tanker til at forstyrre. Eksempelvis et sted som her på markedspladsen, er det nogle gange svært bare at samle sine egne tanker.” indrømmede Kira, som hun legede lidt med et lille tot på ved hendes øre. En tot, der evig og altid kom ud af sin plads, men sådan var hår i de fleste tilfælde. Noget man ikke umildbart kunne styre til fulde. Det var i hvert fald Kiras erfaring.

Tanken om at komme på skolebænken igen var næsten nok til at få Varina til at føle sig som et barn igen, omend det ikke var en officiel skole som da hun lærte at bruge sine soniske evner. Idéen om at lære telepati lød godt for Varina, både i forretningsøjemed og for personligt at kunne lukke det ned. Det var brugbart nok på arbejdet, specielt for at kunne mærke hvor interesseret kunderne var, så hun vidste hvem hun skulle bruge mest energi på, men det var én ting at mærke interesse fra kundernes side, og så at høre hvad de havde tænkt sig at lave til aftensmaden den aften...
Varina var lidt af en arbejdsnarkoman, det ville hun være den første til at indrømme, men man kunne ikke være andet med hendes arbejde... Følte hun selv. Specielt fordi hun var den eneste der rigtigt gjorde det. Jovist, det var andre der plyndrede skibsforlis, men slet ikke så mange som man skulle tro. Hun grinede lidt af Kiras kommentar.
"Så længe jeg ikke skal lede igennem skibsforlis eller have boden åben, så vil jeg vælge at se det som en slags fridag,[/color]" fastholdt hun med et nik. Ikke at hun gjorde sig nogle vrangforestillinger om at det ville blive nemt at beherske sin telepati, men det ville stadig være at afbræk fra hendes normale dag.
"Hvad gør vi så med hensyn til at finde vej? Jeg må indrømme at jeg har meget begrænset viden om infrastrukturen i Hovedstaden. Jeg kan vejen herfra og til kroen, men det må være det.[/color]"

Kira smilede til hende, og kunne godt se det med Varinas øjne. Det lød heller ikke som et nemt arbejde at lede gennem skibsvrag og holde en bod åben. Kira der aldrig rigtig havde prøvet at arbejde, kunne jo ærlig talt ikke forestille sig det. Men hun havde alligevel en forståelse for at det ikke var det nemmeste i verden. Hun var glad for at hun ikke behøvede arbejde for føden, men også skyldfølelsen gjorde sig gældende. Hun ønskede jo at give tilbage, specielt fordi hun blot havde fået og fået. Det var ikke retfærdigt at hun bare kunne det, mens andre måtte kæmpe for føden.
Kira tænkte lidt over det, og bed sig let i læben. "Jeg kunne sagtens komme tilbage efter dig, eller vente til at du er færdig." svarede hun roligt med et glad smil på læberne. "Det er ikke nemt at finde rundt i hovedstaden, specielt ikke, når man ikke kommer herfra. Jeg kan endda blive væk engang imellem." pointerede hun med et let grin. Kira var nok heller ikke den der kom mest ud, så hun var lidt undskyldt.

Varina havde ikke rigtigt noget imod folk, der ikke arbejdede. Hun vidste jo at det kom an på hvordan man var kommet ind i denne verden på. Man valgte ikke ens familie eller hjem, hvad man valgte var hvad man gjorde ud fra det. Og umiddelbart virkede Kira ikke som typen, der spildte hendes gode situation. Tværtimod virkede hun som én der gjorde sit bedste, hver dag, for at give tilbage til den verden, der gav hende en god start på livet. Meget værdigt...
Da Kira kom med hendes forslag, så Varina sig omkring. Hun rynkede en anelse på den flade næse, og virrede med hovedet.
"Jeg foreslår vi mødes igen om en time eller to. Jeg skal lige have tid til at lukke boden ned, og få mine varer til mit værelse på kroen, før jeg kan holde fri for i dag,[/color]" pointerede hun med et bestemt nik.
"Skal vi sige dét?[/color]"

Kira smilede og nikkede som svar på Varinas spørgsmål. "Det lyder som en god idé. Jeg kommer tilbage efter dig om en time eller to cirka." svarede hun og gik tilbage af vejen hun var kommet af markedspladsen. Hun vinkede til Varina inden hun kom for langt væk. På den måde, kunne Varina fortsætte sit arbejde, og Kira kunne tulre let rundt i byen. Hun overvejde dog lige at smutte hjem hurtigt og overbringe nyheden til sine forældre, så de ikke så helt forkerte ud ved pludseligt at få gæster.
Det tog voldsomt lang tid at nå hjem, men at forklare situationen ordentligt til sine forældre var ikke det nemmeste. Man skulle tro, at man med Kiras evner og intellegt, nemt ville kunne forklare situationen. Men beskyttende forældre, er ikke nemme at overbevise om noget som helst. Men de gav sig. Som altid, gav de efter for hende, såfrem det var en lige så rolig og uskyldig situation som denne. I det mindste kunne forældrende trøste sig med, at de ville kunne holde øje i det skjulte med hvad deres datter lavede. På den måde, var de også sikre på, at der ikke skete noget ondt midt i det hele.

Den brunhårede unge kvinde, vente tilbage til markedspladsen omkring halvanden time senere, og gik roligt igennem vejen, mens hun så de forskellige bodejere pakke deres ting sammen og vende snuden hjemad. Nogen af haft en bedre dag end andre, men de så alle nogenlunde tilfredse ud. Kira smilede til nogle stykker og hilste på en bekendt, der vendte hjem fra markedspladsen, med favnen fuld af nye hjemkøbte sager. Han havde altid været lidt af en samler.
Kira nåede frem til Varinas bod og smilede glad til hende. "Hej igen."

Da Kira var smuttet nikkede Varina resolut. Hun havde omtrent halvanden time til at pakke boden sammen, fragte alting tilbage til kroen og så vende tilbage så hun kunne blive hentet. Heldigvis kunne Varina hurtigt pakke sine ting sammen, det var hun vant til. Hun kunne ikke lide at spilde tid, for tid var virkeligt penge i hendes tilfælde. Hun skulle gerne nå så meget på så kort tid som muligt så hun kunne nå videre i programmet, og den mindste smule lal kunne betyde at hun missede en glimrende handel. Ikke at pengene var en nødvendighed for hende, men de var altid rare at have, og hun nød følelsen af at gøre ting ordentligt.
Med dette i tankerne var boden hurtigt pakket sammen, og hun forflyttede sig ivrigt imod hendes stamkro, hvor hun lod sine ejendele dumpe ned på sengen. Hun vidste at hun ikke kunne gøre meget andet end blot at smutte tilbage til markedet nu, så efter hurtigt at have forsøgt at gøre noget ved hendes hår, for så straks at have opgivet, gik hun den samme vej tilbage. Hun ville være der lidt kun for tidligt, men det passede hende også fint. Så havde hun tid til at observere de handlende og kunderne, og muligvis få gode idéer til dagen efter. Som handlende var det vigtigt at hun kendte til befolkningens humør og hvad der var populært for tiden, så hun kunne sætte hendes bod op på den bedste måde.
Hun blinkede og så på brunetten da hendes stemme sprang hende i møde. Varina stillede sig ret og nikkede.
”Hej. Hvad gør vi så herfra?”