Jolene grinede varmhjertet, som hun blinkede drillende til sin veninde. At Jolene skulle mangle søskende, var også et under! Hun havde mange af slagsen! Og hun ønskede det skam heller ikke anderledes. Selvom hun lige nu godt kunne bruge et par ekstra hænder.

Jolene nikkede og smillede varmt, med det velkendte drillende over sig til Damia, længere nede i kroen, som hun var danset over mod. ”Jeg skal vælge den bedste vi har frk.” svarede hun høfligt og tog, for første gang, et ordentlig kig rundt på hvor mange der egentlig kiggede meget intenst på hende. Noget hun i hverdagen ikke ligefrem bemærkede. Jolene tog imod betalingen som hun kom videre i mængden af bestillinger.

”Betaling for mad og drikke, mens der kun skal ligges et depositum til nøglen. Så opgøre vi bagefter med hvor mange nætter De lyster at bruge værelset. To sølvstykker i alt.” svarede hun høfligt, som hun smilede varmt og venligt til Ragna. Jolene var ikke den som skulle gå op i race og blanding deraf. Såvidt hun selv var orienteret, var hun jo selv halvelver. Men Det var ærligt talt heller ikke noget som Jolene gik op i!

Jolene strøg forbi Caitlin, som var begyndt at hjælpe med at serve, og nu stod ved Samson og Tara. Den store Samsons navn, var stadig ikke lige noget der kom frem som det første, og Jolene skulle til at tænke igen. Hun havde dog lige nu andre ting at tage sig af. ”Det er godt at se du kan lave noget, søde.” påpegede hun dæmpet til Caitlin, inden hun strøg videre, med et grin på læben, så hun kunne hente noget vin til Damia. Det var altid rart at få noget hjælp! Specielt når der var så mange folk som nu. Men det var bare et spørgsmål om tid. For de fleste var allerede dødfordrukne, og snart ville mange forlade kroen, som natten gav sig på og efterlade det hele lidt mere roligt og overskueligt.

(Flyver rundt i svar! Jolene er satme sat på arbejde!)

Hun skar en kort grimasse ved lyden af prisen. De var da bestemt ikke kede af det her til aften, til gengæld vidste hun godt at det var business. Det regnede og der var fyldt godt op på kroen, en god blanding der kun kunne få samtlige kroer, især de større og mere kendte, til at sætte prisen i vejret.
Det ærgrede dog hendes griske dværge-side at hun måtte hoste op med mønterne, ikke desto mindre ville hun hellere have et varmt og godt ly end en fugtig baggård og en høstak.
Altså fik hun med et par fikse, og indøvede, fingerbevægelser, åbnet op for læderpungens besværlige knude og fik fikset et par sølvmønter op, der blev kastet ubesværet op i Jolenes hånd. '' Værsgo.. '' Hun skævede kort mod køkkenet som hun fik fæstnet knuden og pungen tilbage inden for den tykke kofte. Hun tvivlede på at hun ville blive helt mæt med bare et måltid, men hun lod tiden komme hende til gode, det kunne være at det bare var tørsten der irriterede hendes mave lige nu.

Opmærksomheden gled igen fra køkkenet og den storbarmede, og højest fortravlede, halvelver ned på kruset med den varme mjød som hun løftede op og tog nogle lange grådige slurke af. Det varmede og gjorde i den grad godt.
Igen gled det fri øje ud på forsamlingen omkring hende, bemærkede hvordan den grønhårede sendte ikke så lidt onde øjne imod den store dværg.. Hvis man egentligt kunne kalde ham det.. Nej der var sku nok ikke så meget dværg i ham som der var sterioder.
Hun brumme kort, fornøjet over det lille optog imellem de to som de kastede blikke på hinanden, indtil den slanke katte-kvinde kom vadende ind midt i billedet og forstyrrede det.
Hun bed en luns kød af låret, tankefuldt.

Det så ud til at katten kendte serveringstøsen. Mon hun kendte andre her+ blikket faldt uden hun helt selv lagde videre mærke til det, på den rødhårede elver, alt imens hun forsatte med at gumle på sit kød.

Udtrykket i Samsons ansigt, var fornøjet. At se Tara som fuld, var en af de ting han en dag skulle føre ud i livet.
Han så sig omkring i krostuen. Her var mindsanten mange gæster. Blikket blev atter over på Jolene der i al sin hast gik frem og tilbage med de vrikkende hofter, og gyngende bryster.

Samsons udtryk blev mørklagt og isende at se på. Taras meddelelse af et problemvarsel rettede al hans opmærksomhed mod hende. Ørene blev vendt direkte mod hende, og udelukkede alle andre i krostuen.

*Kravenoh?*
Øjnene blev knebet sammen, og pupillerne blev mindre.

Hvad har du set? Brummede Samson lavmeldt og lænede sig frem mod Tara, for at dæmpe stemmen helt, således at de rent faktisk ville kunne få en mere eller mindre privat samtale i hjørnet af kroen.

Samson ville gerne have tingene ligefrem. Det vidste Tara også godt. Om så han skulle ende med at blive sur på hende i første omgang, så var det nok det bedste fremfor at hun holdt ting hemmelige for ham.

Kravenoh havde haft sine perioder hvor han havde været lederbesværlig, eller.. ledervillig. Der var gange hvor han gerne ville være på ligefod med Samson i lederskabet, eller bare lige under - sagde han. Samson havde selvfølgelig ikke endt med at godkende dette, og så havde det også ført til en lukket kæft på Kravenoh. Hvad han derefter har gået med i tankerne, vidste kun Tara.
Tara var et våben, som Samson lyttede til. Ligeledes var Samson et våben for Tara i sin overlevelse med de evner hun havde. Det hele var faktisk ganske effektivt mellem dem, når alt kom til alt.

På trods af den dybe summen af travle, halvfulde samtaler i kroen, fanger nævnelsen af Kravnenohs navn Damias opmærksomhed. Hun får dog ikke fat i sammenhængen, og ud fra Taras holdning, set fra Damias synspunkt, er det vist en meget privat og følsom sag. Selvom Damia ikke har lyst til at følge med i hvad der foregår ved Samsons bord, kan hun dog ikke undgå at høre alarmklokkerne, der ringer svagt i hendes baghoved. Desværre talte de for lavmælt til at Damia kunne lytte diskret med i samtalen, da hun alligevel sidder nogle borde fra Tara og Samson. Damia venter tålmodigt på vinen, mens hendes årvågen blik betragter tjenestepigernes flaksen, specielt Jolenes, til og fra borde, som en lille ivrig sommerfugl, der samtidig undviger de mange befamlende hænder.

Tankerne vandrer tilbage på sammenhængen mellem Samson og Kravenoh. Kravenoh havde i et svagt øjeblik afsløret sin hemmelige plan om at vælte Samson til Damia. Fortalt hende om de få tilhænger han havde skaffet sig, folk fra banden, uden at nævne navne. Det passer Damia fint, for hun havde egentlig ikke lyst til at vide mere af det. Han havde stolet blindt på hende. På trods af, at Damia ikke mener, at han har en chance mod Samson. Dog havde Kravenohs ihærdighed og vilje været ubøjelig op indtil nu, så måske ville det lykkedes. Hun har i hvertfald ikke noget imod at se Samson ydmyget, ligesom han havde ydmyget hende i sin tid, selvom det havde gjort Damia stærkere og mindre tilbøjelig til at give efter for sine følelser, så lidt havde Samson dog lært hende. Hun kan dog ikke tage den ønskede hævn hun ellers ville have over Samson, i hvertfald ikke uden list. Så måske kunne Kravenohs plan være nyttig. Damia bliver pludselig sig selv bevidst og en hånd glider diskret igennem det grønne hår, og hun sørger for at dække K’et på hendes højre side af halsen.

Hun sidder mageligt tilbagelænet i stolen, mens hendes pegefinger glider legende rundt på stearinlysets kant. Hendes bryst hæver og sænker sig, og hun betragter de andre med øjne, der har noget af et rovdyrs koncentrerede arroganthed over sig, som om hun ved noget som ingen andre i krostuen ved noget om. Hun ligger mærke til Caitlins interesse i Samson, og smiler lumsk.

Elveren skævede kort til den nye serveringspige der kom med hendes mjød, inden hun sendte kvinden et lille afmålt smil og takkede pænt nej til, om der var andet de manglede. Det store trækrys så fuldkommen absurd ud til den spinkle elver, og med en let kraftanstrengelse fik hun også løftet det til at tage en tår, inden det blev stillet tilbage på bordet, så noget af indholdet skvulpede udover kanterne.

"Jeg har ikke set noget, men jeg tilbringer en hel del tid indenfor hans rækkevidde, husker du nok?"

Elverens bløde stemme var en let vrissen, det var ingen hemmelighed, at hun fra dag 1 af ikke havde brudt sig om at være i nærheden af den mørkhudede satan, men hun havde haft drømme og bange anelser.

"Jeg havde en drøm, han har tænkt sig at..."

Tara blev afbrudt en tankestrøm der viste lidt for stor interesse for deres samtale, hvilket fik hende til at snurre omkring på stolen og stirre direkte imod Damia, det var farligt ikke at holde sine tanker for sig selv når man var i selskab med en mentalist, men hun kunne jo ikke vide bedre.
I en kort gestus vinkede hun kvinden med det grønne hår imod hende og Samsons bord, hun havde behov for at grave lidt mere i kvindens informationer, på nuværende tidspunkt var tankestrømmen for sløret og der var for meget afstand mellem de to til, at hun kunne adskille ideer fra minder og tanker.
Med den anden hånd gav hun kort Samson et dask på den ene brede skulder, mens de brune øjne endnu var fæstnet på den grønhårede.

Samson, hvad end du gør, slipper hende dér ikke væk, hun ved noget!

Caitlin nikkede let med et flygtigt smil på læberne til elveren hun netop havde serveret for, før hun trak sig fra bordet og videre til det næste. Der passerede hun Jolene og slog en dæmpet latter op, som hun hørte den drillende bemærkning. "Bliv nu ikke forvent, søde. Det var bestemt ikke min ide!" Hun blinkede til den anden, for det var i den grad en sandhed med modifikationer. Det var langt fra første gang hun var blevet hevet i tjeneste i en fyldt krostuen og hun tvivlende på ville blive den sidste. Ikke at hun helt klagede. Hun fik trods alt sit første krus gratis for det.

Ikke mange borde senere og hendes bakke var tømt for alt andet end det krus der var blevet sat på den til hende selv og hun lod sig glide ed på en stol med udsigt til bordet med den enorme mand og elverkvinden. De havde haft en del af hendes opmærksomhed siden deres dæmpede alvorlige stemmer havde fanget hendes nysgerrighed. En farlig ting at få fanget, men det var hvad der fik hende til at styrke sin hørelse i deres retning og lytte delvist med som hun lod blikket vandre.

Hun var langt fra den eneste der havde fattet interesse for de to, men som elveren vendte sig og fæstede sit blik på den grønhårede kvinde få borde fra de to, var Caitlin glad for den ikke var gengældt. Det dæmpede dog på ingen måder hendes nysgerrighed. Dovent strakte hun benene ud foran sig og lænede sig tilbage i stolen. Den gav sig let, men ikke faretruende og bevægelsen bragte hende delvist ud af syne i skyggerne nær væggen. Der var noget under optræk i hjørnet, noget der måske var værd at overvære men bestemt ikke blive blandet ind i. Senere kunne hun finde ud af mere om de to alvorlige og den grønhårede kvinde.

Jolene tog imod pengende fra Ragna og bukkede høfligt med hovedet. ”Mange tak, Miss.” svarede hun glad, som hun hoppede videre til næste bord. Det var dyre priser, men sådan var det, når man skulle overleve. Og lige nu var det med at holde værelserne dyre, når efterspørgslen ligeledes var i top. Det gik ikke at man så bare solgte et værelse for natten til et sølle bronze stykke. Jolene koncentrerede sig dog ikke lige om Ragnas let misfornøjede ansigtsudtryk. Det var prisen, og det kunne Jolene heller ikke lige ændre efter løs eller behov. Jolene skyndte sig i stedet videre efter vinen til Damia.

På vejen op mod baren, hørte hun få brudstykker af hvad den store mand og elverkvinden talte om, men det var så lidt, at hun ikke umildbart bed mærke i nogen ting. Dertil var hun ikke ligefrem typen der lurede når hun havde vigtigere ting at tage sig til. Hun var fandens nysgerrig, men hun kendte sine prioriteter! Arbejde kom i første række. Hun fyldte hurtigt bakken op og ankom nede ved Damia igen. ”Undskyld forsinkelsen, Miss. Her er deres vin, som efter min smag, er den bedste vi har.” svarede hun og blinkede til Damia, inden hun fortsatte længere ned gennem kroen og afsatte krus og tallerkner på de forskellige borde.

”Det er det aldrig.” grinede hun lavmælt tilbage, som hun fortsatte i den modsatte retning af Caitlin. Jolene befandt sig i baren igen, da Catlin var færdig med sin runte, og lige nu, så der ud til at være faldet ro over de mange mennesker, og ikke flere bestillinger kom til hende lige nu. Hvilket jo betød at hun kunne læne sig op af barbordet og kigge rundt på de mange gæster med et roligt og varmt smil. Det blev kun kort afbrudt af hendes lillebror, som skulle bruge noget på en hylde han ikke kunne nå. Derefter begav hun sig over til hjørnet hvor Caitlin sad og så så fokuseret ud på et eller andet. ”Hvem er dit offer denne gang, søde?” spurgte hun lavmælt og drillende, som hun tørrede bordet af med en klud. Hun skulle jo lave et eller andet.

Ragna vidste skam godt selv at penge bestemt ikke hang på træerne, så hun lod blot Jolene tage pengene. Hvis det havde været priser der var langt overdrevne for usle forhold havde hun dog bestemt brokket sig, men efter størrelsen på kroen at dømme, ville der ingen grund være til det, og hvis der var ville hun nok først opdage det når hun rent faktisk så værelset.
Nøglen endte i et mindre nøglebundt, der dog havde nøgler der så en del større og mere dværge-agtige ud, kun en enkelt var tynd, sølvfarvet og usandsynligt spinkel at se på, med snirkler der dansede rundt i overfladen af metallet.
Den mindre værelsesnøgle nærmest forsvandt i bundtet, inden nøglerne gled ind under koften igen.

Hun skævede mod den nu afpillede knogle i hendes hånd, inden hun uden videre knækkede den for at suge marven ud, lyttende opmørksomt til hendes omgivelser.
En bevægelse henne fra den brede mand, fik hende til at glo over imod dem, ovrevejende om der mon kunne være arbejde at hente ved dem. Nah de lignede typerne der sagtens kunne klare sig selv, nej dem der oftest ville have en lille 'hjælpende' hånd, var typisk de mere spinkle typer, typer der varfor svage til at kunne fungere i kamp, eller var alt for højt oppe i hierakiet til at ville gøre deres hænder beskidte. Hvilket hun egentligt syntes var noget vås, hvis man ville have noget gjort var det bedst at gøre det selv, så vidste man da at det var blevet gjort ordentligt.

Blikket gled videre ned, endte ovre på kropigen som hun gav sig til at snakke med en anden.

Hun lagde det knækkede ben fra sig inden hun tog hul på den næste, snakkende om hul føltes hendes mave som et stort sort hul lige nu hvor hun rent faktisk fik kød indenbords.

Samsons ansigtsudtryk var køligt og hans hoved var endnu fattet omkring sagen. En sag, som han ikke kendte til. Men dog en sag, som var lige en for Tara.
Samson havde kort givet serverings-pigen et blik, inden blikket hurtigt var gledet over på Tara igen.

"Tænk sig at.. hvad?" Kravenoh havde måske opført sig underligt, men han havde ikke været i samme rum med ham længe.
Da Tara vendte sig mod Damia, kunne Samson ikke lade være med at smile køligt.

*Hvad ved hun noget om? Denne sag med Kravenoh?* Lød tanken, der var forbundet til Tara.

*Tro mig.. hun slipper ikke væk.. Det skal jeg nok sørge for.*
Samson lænte sig tilbage. Hun var spændt på at se, hvor villig hun var til at samarbejde. Hvis hun løg, ville Tara kunne fortælle det - højst sandsynligt, og hvis det var tilfældet, var det Samson der måtte få hende på talefod.
Gensyn er så hyggelige!

I mellem tiden gled blikket over på Caitlin, som så ud til at have sat sig rigtig tilrette. Blikket var fæstnet der længe. Han havde selvfølgelig ikke luret, at det var hans datter - for sådan en vidste han nu ikke, at han havde. Han fokuserede mest af alt på, om hun havde mulighed for at følge med i deres samtale.
Blikket blev kun mere truende af sig, nærmest bidende køligt. Hun gjorde sig bedst i, at trække sin næse ud fra andre sager, hvis hun havde hørt noget.

Da Jolene vender tilbage til Damia med vinen, smiler hun fornøjet til hende ”Tak, har jeg virkelig set frem til,, Da Jolene går derfra igen smager hun med største velbehag på vinen og lukker øjnene. Hun sukker. Mm, lige hvad hun havde manglet i langt tid, en fridag fra den travle hverdag og fri for bekymringer. Næsten da, og tankerne vender atter tilbage til Samson og Taras bord. Hvilket hun snart fortryder, da hun ud af øjenkrogen fanger Taras gestus. Damia betragter Taras hårde profil. Det intense blik fra elveren, foruroliger hende, men samtidig kan Damia ikke lade være med at bide mærke i hvordan det klæder Tara, og denne skønhed blev blot forstærket af det flammende røde hår. Det næsten afspejler Taras sindsstemning. Damia spekulerer på, hvorfor Taras blik er så hårdt og truende. Ved hun noget? Men hvordan skulle hun kunne det? Damia ser sig diskret rundt i kroen, i håb om at finde en undskyldning for at undgå at reagere på Taras opfordring. Desværre har Jolene og Caitlin trukket sig tilbage, og hun tænker det blot vil vække endnu mere interesse, hvis hun satte sig over til Ragnas bord, som er tættest på.

Hun trækker vejret dybt, tager sig sammen og fastholder i et stykke tid Taras blik med en kølig arrogance, i et forsøg på at virke upåvirket af den trykkende situation. Hun føler sig som et rådyr, fanget af et rovdyrs blik på en øde mark, langt fra den mørke skovbunds betryggende favn. Dog, hvis Tara og Samson tror, at de kunne skræmme hende eller kalde hende hen som en anden hund, tager de grueligt fejl. Hendes ansigtsudtryk ændrer sig. Ser på Tara med en klinisk interesse uden antydning af frygt. Øjenlågene og de lange øjenvipper sænker sig og hun ser bort fra Tara og nipper til vinen, som intet er hændt. Det kan godt være, at hun frister skæbnen, men hun frygter Samson endnu mere, og hvad han er i stand til, og ønsker derfor ikke at konfrontere hverken Tara eller Samson.
Damia stryger automatisk håret henover K'et for at sikre sig, at det ikke kan ses, men bevæger nervøst vinglasset i små cirkler.

Tara var ikke længe om at fornemme, at Damia ikke havde i sinde at bevæge sig over mod dem og hendes utålmodige natur fik hende omgående på benene. det generede hende ikke at Damia virkede kølig og arrogant, det var for hende det mindste problem, hun havde set det før og hun havde pillet det fra hinanden brik for brik så let som at blinke med øjnene.
Sandt var Tara for de fleste absolut ingen trussel når hun stod der, ubevæbnet og med den spinkle statur hun besad, men hun behøvede hverken fysisk styrke eller våben for at klare sig. de honningbrune øjne borrede sig ind i kvindens blik, at hun insisterende fastholdt det, gjorde det blot endnu lettere for mentalisten at søge ind i tanker hos mennesket, men ikke nok til at finde det hun gerne ville have, alligevel rigeligt til at aflevere en enkelt kommando i Damias sind.

Jeg ved hvad du tænker, kvinde. Du er hverken dum eller så arrogant du prøver at fremstå, alligevel overser du mig, eller prøver. Kom nu herover lille fugl, så behøver du ikke gøre situationen værre end den er og du ligeså som andre slipper for eventuelle skader. Det er du vel interesseret i, ikke?

Tara tog en dyb indånding, inden hun igen sank ned på sit sæde og vendte sig mod Samson med et sigende blik, havde han haft den mindste interesse i situationen og ikke fokuseret på Jolenes flotte former havde han nok også fornemmet den lille note Tara havde sendt gennem kroen og ind bag Damias store øjne. På trods af, at de mange folk i kroen ikke var mentalister, skulle man være godt dum for ikke at fange, at der gik noget for sig, det bånd mentalisten var i færd med at spinde til Damia kunne mærkes som en tyk magi der lagde sig i rummet som et kvælende tæppe, med mindre man var komplet uden for magisk kunnen.

"Hun ved noget konkret om Kravenoh. Men jeg er nødt til at få en fysisk forbindelse for at finde ud af hvad!"

Knurede hun så lavmeldt, at de færreste nok ville opfatte det, alligevel var elveren ganske påpasselig med ikke at læne sig for meget mod Samson, da hun før havde haft knap så positive oplevelser med hans personelige odeur

"Se det er også hvad jeg siger hele tiden, men ingen tror mig!" Svarede Caitlin drillende veninden med dæmpet stemme og latter i blikket. Det var en snak de havde haft flere gange før, men den underbyggede den gode stemning der gerne holdte aftenen ud.
I aften var der i hvert fald en god mulighed for at den ville det, som Caitlin kort efter sad med udsigt til det meste og noget ganske interessant at iagttage. For måske havde hun forstærket sin hørelse for at kunne følge samtalen ved bordet med den enorme mand og den lille elverkvinde, men det var ikke fordi de to sagde det store højt. Et blik på dem fortalte hende dog at der foregik noget usagt også og at det måske havde noget ed den grønhårede at gøre.

Caitlin lod stille sit blik glide videre til denne og smilede for sig selv. Der foregik bestemt et eller andet mellem de tre for den grønhårede så ikke længere så sikker ud på sig selv, som hun havde gjort hidtil. Hun skjulte det godt. Det ville Caitlin give hende, men ikke godt nok for en der vidste hvad hun skulle se efter.
En prikkende fornemmelse fik hende til at vende blikket tilbage mod bordet med de to interessant og fandt mands blik hvilende mørkt på hende. Et skævt smil kom frem på hendes læber, som hun lagde hovedet let på skrå og hævede spørgende et muntert øjenbryn af ham. At det næppe passede ham, fornemmede hun som hans blik blev mørkere og mere truende, men eftersom hun ikke kendte ham som andet end en mand tog hun det alt andet end tungt. Så mange havde før forsøgt med sådan nogen og sjældent var der kommet mere ud af det.

Langt mere interessant var elverkvindens næste ord, skønt Caitlin ikke viste det, som Jolene i det samme kom hen. Hun vippede ubesværet sit blik strålende til hende. "Hvem siger jeg er på jagt?" Ikke verdens bedste forsvar, da hun altid var på jagt efter et eller andet. Så lagde hun hovedet let på skrå uden at tage blikket fra veninden mens hun dæmpet fortsatte. "Men hvad ved du om det umage par derhenne?" Hun hverken så eller nikkede i retningen af elverkvinden eller den store mand, men var sikker på Jolene ville vide hvem hun havde i tankerne.

Jolene følte, at hun endelig kunne ånde lettet op og slappe lidt af i kroppen, som hun havde viderebragt vinen til Damia, og kun manglede få enkelte steder. Så da hun nåede kroens bar igen, var det med et diskret og lettet suk, selvom de varme og glade smil, tydeligt prydede hendes læber. Jolene elskede tydeligt sit arbejde! Der var absolut ingen tvivl, men det var ikke nemt alt tid. Det var både fysisk og psykisk krævende, så at få et lille pusterum, hjalp altid lidt på det hele.

Hun smilede lidt opgivende til Caitlin og rystede på hovedet, over hendes svar. ”Ja, hvem siger dog det.. Søde skat, du er altid på jagt.” svarede hun drillende tilbage og løftede et øjenbryn. Som Caitlin fortsatte, rettede Jolene kort blikket hen mod Samson og Tara, der så ud til at havde en samtale kørerne ved bare at kigge på hinanden i ny og næ. Ikke noget der vedkom Jolene, selvom hun nysgerrigt lod det ene øjenbryn komme længere op. Men hun var som regel ikke den der snagede voldsomt, selvom Tara nu begyndte at tale. Noget Jolene ikke kunne høre, og noget i hendes mave, sagde hende også at denne gang skulle hun heller ikke være ivrig efter at finde svar på det. ”Elverkvinden hedder Tara. Jeg har tit set hende på kroen og hun har altid været høflig overfor presonalet. Den store fyr.. Jo, jeg har set ham før, men jeg kan ikke lige umildbart sætte navn på hvem han er. Jeg har ført set ham og Tara sammen. Jeg har bare aldrig lagt videre vægt på det.” svarede hun dæmpet tilbage, som hun havde rettet blikket tilbage mod Caitlin. Jolene sendte hende et diskret bekymret blik. ”Hvorfor?” spurgte hun roligt og lænede sig op af barens bord og tænkte ikke videre over, at det gav et større udsyn til hendes ellers store kavalergang. Jolene havde efterhånden affundet sig med at den var en ret god synsfanger, for de fleste at kroens gæster, at hun ikke længere rigtig bemærkede hvis nogen kiggede på hende det sted. Det er utrolig hvad man kan vænne sig til.

En ræben hørtes fra halvdværgen da hun efter at have gumlet flittigt på sin mad synkede det ned med resten af den varme mjød. Normalt var det ikke noget man ville høre fra hende hvis man var under mere seriøse forhold med hende, men dagen havde været lang og våd og pænt irriterende, så det med at få varmen i kroppen og få stillet den værste sult og tørst..
Det gjorde fandme godt.
Endnu engang så hun sig om i kroen, kunne godt fornemme at der var noget i luften, det skulle man bestemt ikke være dum for at kunne opfatte, det kunne hun da også se på de andre gæster der engang imellem sendte småberusede og våde blikke over til den rødhårede elverkvinde, inden de syntes at skifte retning over til Jolenes fint fremviste kavalergang.
En kort hovedrysten forlod hende. Mænd blev sku aldrig klogere. Nogen gange kunne hun let forestille sig hvordan de kønne kvinder kom til magten her i landet.
Lidt manipulation her og der, en vrikkende røv og flot udstillede patter der. Men nok se, aldrig røre.
Ragna kunne dog langt fra se sig selv i den situation. Hvis hun fandt en mand eller sågar kvinde som hun fandt tiltalende og denne opførte sig på sådan en måde mistede hun straks interessen igen, det var nok derfor hun endnu ikke havde fundet sig en partner, det eller at hendes robuste og til dels makabre udseende syntes at skræmme størstedelen af dem hun forsøgte at gøre tilnærmelser til.

Hun rystede på hovedet inden hun strakte sig dovent og sendte et mindst lige så dovent blik mellem den grønhårede og den rødhårede. Anspændtheden ar sku næsten til at tage og føle på, så, så diskret man nu kunne være når man var klædt og bygget som hun nu engang var, tog hun både tallerken og det tomme mjødkrus, samt hendes våben og daffede op til bardisken, hvor hun langt mindre diskret fik puffet en anden fulderik væk med hendes bagparti, som det tomme gøgl blev smidt op på bardisken, sendende den storbarmede kvinde et bredt smil. '' tak for mad, det var sku godt givet ud. ''

Tara gør det hurtigt klart for ham, at det var ikke en sag de skulle lade gå væk. Hans blik var rettet mod Damia. Han kunne nemt tiltrække mere opmærksomhed end nødvendigt. Det lød på Tara som om, at hun havde styr på tingene. Som han sad der, kunne han blot sidde at vente. Inderligt, havde han egentlig bare mest lyst til at vælte over mod Damia og gribe fat i hende og tvinge ordene frem. Ikke denne gang. Selvom han tvivlede på, at folket kunne smide ham så nemt ud herfra, lod han alligevel Tara. Hun havde trods alt nogle evner, som han så som guld værd.

Tara havde altig med ham, aldrig imod ham.
Han spekulerede over Phoenix' syner, som han havde fået at vide. Måske var der rent faktisk noget, som hang en smule sammen? Han måtte finde hoved og hale i det her, men et skridt ad gangen skulle der til, for at få løst hele problemet.

Et smil spredte sig langsomt henover hans læber. Det blev i sidste ende til at større syrligt smil, som han sendte Damia. Hvis hun var klog nok, ville hun gå direkte til dem uden at surmule, og så ville hun højst sandsynligt kunne slippe afsted i god behold.
Alle andre dumdristige gerninger, ville højst sandsynligt ende galt for hende. Hende, af alle her i kroen, burde vide det. Det var Samson også helt sikker på, at hun vidste.

Taras tanker der blev sendt til Damia, kunne Samson også høre. Grundet Tara hun var så tæt på, og allerede var tilkoblet Samsons mentale sind fuldstændigt. Det gav ham en fordel i at vide, hvad der egentlig blev sendt af beskeder.

Han trak en stol tæt på Tara og hans bord, ved hjælp af sin magiske evne, således at Damia kunne sidde på den.
Han hævede brynene, der sagde hvad venter du på?.

Han skulede mod Jolene samt Caitlin som så ud til at smaltalke. Hans øjne låste sig fast på Caitlin. De hårde øjne, havde set og oplevet en del. Der var knap nok en eneste følelse at spore. Der var ingen tvivl.. Det var en mand med et koldt hjerte, som ikke tøvede for at slå folk ihjel.

Damia tør ikke se op. Hun har aldrig ønsket noget i samme grad, som hun i dette øjeblik ønsker at forsvinde fra Taras synsvinkel. Hun ønsker, at en faldlem vil åbne sig under hende og føre hende væk fra Tara og Samsons blikke, der er blevet rettet mod hende. Hun undgår stadig hendes Taras blik, men hendes nervøsitet er afsløret ved, at hendes bryst hæver og sænker hurtigere under det tynde, satinblå stof. Det er dog først, da Taras ord trænger ind i hendes hoved, at Damia ikke kan længere kan ignorere den opmærksomhed, som hun har vakt sig.

Taras tonløse stemme, der alligevel emmer af styrke, giver Damia kuldegysninger. Damia ser endelig op og hen på Tara, da det nu går op for hende, hvad problemet kunne være. Tara havde opfanget Damias tanker om Kravenoh, og krævede nu svar fra hende. Den kulde og modvilje, der ses i Damias ansigt, vil ramme Tara og Samson som en knytnæve i maven. Vreden og den smule frygt hun har for de to, giver Damia styrke til at rejse sig langsomt og adlyde den ordre Tara gav, hvor end meget det ikke behager hende at lystre som en anden køter. Forsigtigt tager hun om kanterne af vinglasset og bevæger sig over mod Samson og Taras bord, mens hun ser Tara direkte i øjnene, som for at måle sig med hende.

Hun går med rank ryg, det grønne hår vugger om hendes skuldre. Bevægelserne selvsikre, på kanten af det arrogante. Da hun endelig når hen til deres bord, sætter hun sig ned på den stol, som Samson har trukket frem. Hun føler afsky ved at komme krybende, men vælger at spille ignorant indtil hun er afklaret med, hvad de vil og hvor meget de selv vidste… Måske kan hun endda bruge deres viden.

Damias sædvanlige, reserverede overlegenhed er ikke forsvundet, men dulmet af et flirtende smil, og et indbydende glimt i øjnene.

”Tilgiv mig, det var ikke min mening at være uhøflig,” siger hun ydmygt da hun henvender sig til Tara og Samson. Hun krydser sine ben, samtidig med at hun læner sig nonchalant tilbage i stolen. Hun forsøger så vidt muligt at undgå at holde øjenkontakt med Samson, men sender ham små stjålne, uskyldige blikke under de sorte øjenvipper.

”Hvad skyldes denne ære at blive inviteret til jeres bord? Hvad har jeg gjort for at tiltrække jeres… opmærksomhed” siger hun roligt og fattet, mens hun omhyggeligt ligger vægt på ordet ’opmærksomhed’.

Tarasikas skulen imod den grønhårede kvinde blev ikke mindre, som hun endnu spandt det mentale bånd mellem de to kvinder, overraskende, taget elverens beskedne størrelse i betragtning, mindede hun mest af alt om en sulten hund der ventede på sit ben. Den mentale kamp Damia prøvede at køre, kunne dog intet andet end at kede elveren så urimeligt meget, kun et fjols prøvede at dominere en mentalist, det var Taras kongedømme, som de færreste var i stand til at røre ved og slet ikke mennesker uden den fjerneste form for mental-magi. Langsomt gled de honningbrune øjne fra den grønhårede kvinde og over mod de to kropiger, næsten som vidste Tara hvad der blev snakket om blev blikket spidst og en kende advarende. Ikke at det på nogen måde ville virke som en trussel, Tara var elver, ikke nok med det var hun en af de mest spinkle elvere man kunne opstøve, omtrent alle på kroen ville være i stand til at bukke hende sammen, men den fysiske verden var for hende uinteressant.

I en rolig bevægelse vendte elveren sig, et enkelt blik blev sendt mod den store mand overfor Tara, de to så latterlige ud ved siden af hinanden, inden hun så lod de store øjne glide over på Damia, der nu sad ved Taras ene side. Næsten som en slange der smager på luften lod elveren ansigtet glide en kende opad, mens hun tog kviden i øjesyn, så blev blikket hårdt og gennemborende.

"Gem dine undskyldninger til du er i et selskab der er værd at spilde dem på!"

Bed elveren bidsk, inden hun rykkede kvinden en kende nærmere, i et hug, meget lig en slanges, langede hun i et hurtigt ryk ud efter Damias blottede hud på hånden. Tara behøvede ikke meget mere end at strejfe hende, inden hun sank ind i den trancelignende tilstand, det krævede for elveren at vandre i kvindens minder, dette betød dog imidlertid også, at hun var blottet for alt udefrakommende. Det var nu, at Samson var guld værd, han var den eneste der stod mellem Taras fysisk ubevægelige krop og en hurtig kniv fra enten Damia selv, eller en allieret.

Caitlin lo dæmpet og perlende før hun sendte veninden et varmt, muntert smil under uskyldige blå øjne. "Orhw... da ikke altid?" Det var og blev en leg for hende. En farlig leg, men også en spændende, som hun fulgte hvem end der havde fanget hendes nysgerrighed. I aften ingen undtagelse, skønt hun for længst var opdaget af sit bytte. En komplikation, men ikke en uvant en af slagsen. Alt hun gjorde var at fokusere sit blik på Jolene, mens hun holdt en god del af sin hørelse på det andet bord, mens hun også lyttede til veninden. En kunst hun havde perfektioneret med årene og gjorde hende i stand til at opfange elverkvindens dæmpede kommentar, før Jolene svarede hende på hendes spørgsmål.

Så nikkede hun let og gemte navnet i hukommelsen sammen med de andre oplysninger, før hun tog et stjålet blik mere af de to. "Samson kaldte hun ham..." Hun vendte blikket tilbage til Jolene og smilede så afværgende, mens hun ignorerede fornemmelsen af øjne på sig. Jo, hun var bestemt opdaget som lure, men så længe de troede det var alt hun gjorde gik det nok. Smilet blev dog hurtigt skævt, som hun lagde mærke til vinklen Jolene havde stillet sig an i. "Blev nok bare en smule nysgerrig... Jeg har hørt hans navn før et sted.." Hun smilede let til den anden og trak så på skuldrene. At det var fra hendes mors læber og i forbindelse med et alt andet end rart emne var ligegyldigt. Der var sikkert mange der hed Samson og var nogle store skrumler med ubehagelige og ubehøvlede vaner.

Den prikkende fornemmelse af øjne var tilbage og hun skævede atter til bordet for at finde det var Taras blik der var årsagen denne gang og med endnu en advarsel. Atter fik det et skævt smil frem på den unge piges læber og et drillende glimt op i øjnene, der ike skjulte hårdheden fra år på gaden den mindste smule. Hun havde set sin del af grusomme ting, så måske tog hun advarsler alvorligt, men hun lod sig ikke mærke med den åbenlyst. I stedet vendte hun sig let om mod krydsningen, der var kommet op til dem. "Endnu bedre hvis du fanger en dag med oksesteg på menuen - hvis De altså har tænkt Dem at blive et par dage?"

Jolene kiggede svagt opgivende på hende, men smilede dog alligevel varmt til hende. ”Nævn én gang” svarede Jolene drillende, og hævede et øjenbryn, mens en hånd blev placeret i siden, for at hun skulle se lidt mere streng ud. Ikke at det virkede betydeligt, da hun smilede over hele hovedet. Nysgerrighed var godt, bare ikke i for store mængder.. I for store mængder, gik det hen og blev frygtelig farligt. Specielt hvis man fandt interesse for de forkerte hende.

Jolene havde kigget hen imod dem kort, men satte derefter fokus tilbage på at skænke øl og mjød op af forskellig art, mens hun stadig lyttede til hvad Caitlin sagde. Hun satte de forskellige krus op på bakken, således de var nemme at fragte ud for hendes søster, der stadig var ny i arbejdet, men stadig viste sig at være meget lærenem. Jolene stilte sig hurtigt tilbage, og så lidt mere bekymret på Caitlin.
”Caitlin…” startede Jolene, inden hendes lillebror hev fat i hendes kjole for at finde hendes opmærksomhed. ”Hold that thought.” svarede hun, som hun satte sig ned på hug for at høre hvad den unge dreng havde at sige. Inden hun stavrede videre ud i køkkenet.

Jolene kom først tilbage, lige tidsnok til at se Ragna komme op til dem og smilede varmt og velkommende til hende. Hun tog imod tallerkenen og satte den ned på bordet lige under baren. Så kom en anden og hentede den senere. ”Det glæder mig at De nød den.” svarede hun med et varmt glimt i øjet, og drejede hovedet, stadig smilende, overmod Caitlin, da hun begyndte at tale. Oksestegen var nu umådelig god! Og også noget de var ved at være godt kendt for på kroen. Jolene vendte blikket tilbage til Ragna og smilede, selvom et lille kort blik blev sendt over mod bordet hvor de nu sad tre. Jolene havde en mærkelig fornemmelse i maven om at de ikke var lige gode venner med hinanden de tre. Men det var ikke hendes fokuspunkt! Lige nu var det at betjene og tale med Ragna. Hvilket også var spændende nok i sig selv.

" Kan du stikke mig et krus mjød mere så er du en skat. " Hun fik fikset endnu en mønt op fra et sted under koften, alt mens hun sendte den farverige lille gruppe et blik.
De lignede bestemt ikke en typisk gruppe af slyngler, og noget sagde hende at den grønhårede tøs var på vej ud i problemer. Tanken udløste en kort rynken på næsen hos den mørkhårede inden hun igen vendte opmærksomheden imod Jolene og hendes ypperligheder, besluttende sig for blot at holde et øre åbent ind til videre. Hvis det blev til optøjer var hun ikke i tvivl om at Jolene nok skulle kunne sige fra og få lømlerne ud, hvis ikke, tjae så kunne hun da vel godt selv give en hånd med.

Hun hvilede hagen i hånden mens hun betragtede de to veninder, med et lille nik. " Tjae det kommer sku an på hvordan vejret bliver de næste par dage og om jeg kan finde mig noget arbejde eller ej. Det lyder dog ellers som et fristende tilbud. "
Hun værdsatte kød.
Voksende op i bjergene kunne hun ikke undgå at værdsætte det da kød ikke ligefrem var noget der altid var at finde, og når det var så blevet stort set alt af dyret brugt. De skind der var til overs ville typisk blive solgt i den nærmeste by til de handlende der, eller byttet ud med langtidsholdbar føde. Så friskt kød var simpelthen en delikatesse.

Hendes øjne hvilede kort på Jolenes ypperligheder,, for en kort stund havde hun næsten en barnagtig trang til at prikke til dem, men holdt dog fingrene for sig selv: Hun var pinligt ædru og det var den anden også, desuden ville det ikke være videre respektfuldt og kunne få hende smidt ud af kroens varme stue i løbet af ingen tid. Ikke ligefrem noget hun ønskede, så istedet sendte hun igen blikket imod den hviskende lille gruppe der virkede så hemmelighedsfulde og anspændte.
Noget var bestemt i gære derovre, ingen tvivl om det.
Men så igen; dette var en kro, der var typisk den slags folk der lagde skumle planner eller lignende disse steder.