Maerwen kunne ikke andet end smile tilbage til Ithilwen, mens det trak muntert i hendes mundvige. Trækninger der hurtigt blev til en dæmpet, lille latter fulgt af en hovedrystning over det billede veninden havde fremmanet. Mae havde hørt om den andens tendens til at sige sin mening til de forkerte på de forkerte tidspunkter og i alt for klare vendinger. Som den vagtansvarlige med det at for store temperament og ikke mindst de ældre blandt krigerne der forventede ubetinget lydighed og respekt. Miileathorn var noget mere tilgivende og så var han Wen's gamle mentor. Det ville ikke være et skidt valg - skønt Mae stadig var lidt beklemt over intet at have sagt selv.

Så det var med et varmt og fuldt smil hun nikkede. "Det tror jeg du har ret i." Der var i hvert fald ingen grund til at gøre et større nummer ud af det hele end højest nødvendigt. Det fyldte nok som det var allerede og hvor udtryk hun end var ved at være alene, så satte hun ikke meget mere pris på konstant overvågning. En balance mellem de to var hvad hun kunne håbe på og træningen ville bestemt var en god måde at blive overvåget på.

Ithilwen's forsikringen fik hende dog til at fnyse muntert og vantro. "Hvorfor fornemmer jeg meget korte pauser og langt imellem dem?" Hendes munterhed gik dog lidt fløjten, som den anden fortsatte og fik hende til at nikke tamt. Der gav mening, skønt hun ville savne friheden og sikkert også flugtmuligheden. Wen kunne være lidt for fokuseret når hun satte sig noget for. Hun fik dog fundet et lille skævt smil frem. "Så hurtigt som de gjorde over dine røde og ganske pelsede øre i sin tid?"

Ithilwen havde sine indre problemer med autoriteter og generelt regler. Det virkede alt sammen som noget, der indsnævrede hendes frihed. Hvilket det da også gjorde, men det var ment som sikkerhedsforanstaltninger. Noget hun var begyndt at forstå som hun var blevet ældre, men det var stadig ikke noget som faldte i godt jord hos hende. Hun prøvede! Og det var det bedste hun i øjeblikket kunne præstere.

”Hvad får dig dog til at sige det?” svarede hun med et hævet øjenbryn og et skævt smil. ”Jeg skal nok forsøge at holde det rimelig simpelt, med de nødvendige pauser. Både længde og antal.” svarede hun så, velvidende at hun godt kunne blive lidt for fokuseret når hun først var gået i gang. Det var bare et spørgsmål om at holde sig på jorden med det, og ikke overdrive. Det lød jo meget let. Med mindre man var en 127 år gammel skovelver ved navn Ithilwen.
Ithilwen grinede let og bed sig i læben. ”Det skal ikke sammenlignes, Mae” svarede hun med falsk alvor, og kunne ikke afholde sig fra at smile, som hun kom i tanke om de fine pelsede øre hun i sin tid havde fået efter at havde opdaget sin anden evne. Der havde det været nødvendig med træning i en hulans fart, da hun tit bare blev forvandlet om nogle steder, og så ikke rigtig kunne noget fordi hun var sat helt forkert sammen hvad hendes anatomi angik. Dog husker hun tydeligt hvor meget Rho drillede hende med de røde pelsøre og den røde hale dengang de var yngre. Hun var ikke svær at bemærke i den periode.

”Jeg har ingen vagter om to dage, så hvis du ikke skal jage eller hvad du nu ellers render rundt og laver af narrestreger, så kan vi træne der? Du får lov at låne mine begynderknive, fra da jeg var ung, men jeg vil kigge efter at finde et par, helt specielt til dig.” sagde hun så med et smil. Det var altid rart at kunne låne i starten, men man havde bare et bedre forhold til sine egne knive! Det kende Wen alt til. Det var som om, der var en bedre kontakt med dem, selvom det bare var et materiale.

"Ja hvad mon?" gav Maerwen ublu igen ed et skævt smil der næsten nåede hendes øjne nu. At Ithilwen havde påtaget sig opgaven med at lære hende lidt nærkamp og gjort det med forsikringer for at den ældre veninde ikke kun så det som en pligt, men også so noget hun gerne ville, havde løsnet en del op for Mae's ellers noget sorte humør. Fik hun noget træning noget træning ville hendes forældre forhåbentlig løsne deres greb om hendes frihed en smule igen. Hun havde da i hvert fald lov at håbe på det.

Så måtte hun atter le af Wen's påtagede alvor. Hun var for ung til at have set det selv, men åh hvor ville hun dog gerne have haft muligheden for det! Som ræv var Wen noget af det kønneste (ikke fordi hendes elverudseende fejlede det mindste) så at have set de to dele af hende smeltet sammen på uheldigste vis måtte have været kosteligt. Historierne var i hvert fald ikke kedelige, men nok også kun i omløb stadig fordi elvere aldrig glemte. "Selvfølgelig kan det ikke det.... Dine øre vil gå over i historien, mens mit lille sammenstød næppe bliver mere end en fodnote..." Måske ikke det klogeste træk at drille en der havde lovet hende træning i nærkamp, men det føltes helt godt at kunne le frit igen.

"Jeg er lidt taget ud af tjeneste for tiden." Maerwen skar en grimasse. Det havde hun egentlig ikke tænkt sig at sige for det satte lidt spørgsmålstegn ved hvad hun i det hele taget lavede i skoven lige nu. Så hun skyndte sig videre. "Så vi kan sagtens begynde om to dage." Så lyste hun atter op i et lille varmt smil. "Må jeg?" Hun kunne ikke helt forestille sig at skulle have andre knive på sig end dem hun brugte til jagt og til planter, men de to var slet ikke egnet til andet end lige det.

Ithilwen løftede drillende et øjebryn af hende, men kommenterede ikke på hendes lille spørgsmål, men andet end at smile af hende. Tænk, havde Wen også været sådan da hun var ung? Hun valgte bevidst ikke at tænke den tanke til fulde, da det kun ville opbringe unødige minder om hvordan hun selv var og nogle gange stadig er. Uha nej, det ville ikke være godt.
Igen løftede hun dog et øjenbryn og bed sig i læben. ”Det burde være din historie som folk tog ved lærer af, Mae. Nu kommer det til at lyde som noget gammelelver vrøvl det her, men mine øre var en træningsfejl eller mangel på træning, kan vi også kalde det, hvorimod dit, er noget andre ungelvere måske en dag vil tage ved lærer af?” der kom lidt mere alvor over hende, og nogle gange kunne man godt ane at Ithilwen var tættere på den voksne grænse end Maerwen. Ikke at Wen var videre begejstret for at hun var ved at blive voksen, men det var en del af livet, og Wen var allerede begyndt at få en lille smule af det, som hun så fint galte, gammelelver vrøvl og visdom, over sig.

Ithilwen valgte belejligt at ignorere lige netop den udtalelse. Wen skulle ikke til at lege lovens håndhæver overfor Mae, ikke mere en højest nødvendigt. Så derfor kom hun ikke med indvendinger, men smilede bare til hende med et drillende smil. ”Godt, så kan jeg også få lov at koste rundt med dig.” svarede hun tydeligt drillende, som hende smil også afslørede den vante kækhed.
Hun nikkede roligt, ”Selvfølgelig. Det er bedre at du får lov at bruge dem, end at de bare ligger og samler støv. Chancen for at jeg får børn jeg kan lærer op i den nærmeste fremtid, er nærmest ikke eksisterende, søde Maerwen.” svarede hun og blikkede til hende. For det var vist sandheden!

Maerwen skar en grimasse ved Ithilwens ord, men måtte alligevel stiltiende give den ældre elver ret. Hendes oplevelse eller historie kunne bruges som et eksempel på hvorfor det kunne være farligt at forlade Elverly hvad der var for væsner derude og endnu mere hvad man aldrig måtte gøre. Hun var stadig ikke sikker på hendes bue havde kunne redde hende om hun havde holdt den oppe eller ej, men det havde i hvert fald ikke forbedret hendes situation at sænke den heller.
"Måske har du ret, oh viiseste ældre, men har ungelvere nogensinde lært af andres fejl?" Hun forsøgte sig med et smil og fandt det kom lettere for hver gang og denne gang endda med et drillede strøg over sig. Som glimtet i hendes grønne øjne, der glimtede let mod den anden.

Så rullede hun let med øjnene, men kunne ikke lade være med at sende et grin tilbage til den anden. "Du virker bare alt for glad for udsigten til det, Wen, til at jeg finder det betryggende.... Du husker det kun er til træning?" Hendes smil forblev dog på hendes læber, som hun puffede let til den anden med albuen. Hun havde hørt hvad elvere i træning kunne blive sat til, men håbede hun ikke helt ville få den skæbne. Hun havde trods alt andre pligter at passe også. Eller det håbede hun da at hun ville blive ved med at have.
Det trak muntert i hendes læber, skønt hun fik undertrygt sit grin og blot hævede et øjenbryn sigende. "Er du nu også så sikker på det, sødeste Wen?" Ikke at hun havde noget at have drilleriet i andet end elverne når de passerede de hundrede alle til hobe begyndte at ændre meninger om den sags og se lidt længere efter det andet køn. Ikke som Renaél så efter en flot figur, men mere med en uudtalt længsel efter evigheden. Lidt kvalmende til tider, men vist noget der gik over efter et par årtier og desværre var lidt uforudset hvornår ramte de enkelte.

Ithilwen rystede lidt håbløst på hovedet. ”Nej, ikke rigtig. Det er også lidt som om, at vi vise ældre, nogle gange lidt glemmer hvordan det var at være ungelver.” svarede hun med et varmt og lod en hånd rode blidt gennem Maerwens hård, som hun smilede drillende til hende. Elvere var gode til at dokumentere ting og holde overblik, men engang imellem, glemte de hvordan det var, da de selv var i den tidlige og unge alder. Hvordan alting var så spændende og nyt, og at man ikke ligefrem var særlig hensigtsmæssig hele tiden. Ithilwen var sikker på at selv Taurn Edhel engang havde lavet ballade. Det var lang tilbage, men hun havde jo ligesom alle andre elvere, også været ungelver engang.

”Jeg skal prøve.” svarede hun med et drillende og lumsk smil. Det var aldrig helt nemt at vide hvad Wen kunne finde på. Men hun regnede med at holde til bare almen træning. Maerwen havde jo intet træning fået i nærkamp af nogen art, så derfor ville det også være uhensigtsmæssigt at starte for hårdt og brutalt ud. Selvom Mae dog ikke skulle regne med at det blev en let træning hele tiden. Grundprincipperne var faktisk langt svære at holde styr på, end man lige umildbart skulle tro. ”Dertil, kan vi ikke undgå at du stadig har nogle pligter at se til. Selvom meget omkring dig er sat på hold, skal du stadig arbejde lidt.” påpegede Ithilwen, som hendes blik fulgte en pludselig lyd fra siden, der vidste sig at være en hjort der snussede rundt, men hurtigt hoppede lidt væk fra de to elvere.
Wen smilede skævt og hævede et øjenbryn. ”Ja, ret sikker. Eller er det noget andet du antyder, Mae?” spurgte hun lidt undrende, men mest med den drillende facon over sig, mens hun holdte sit hoved let på skrå. Nok var Ithilwen over de 100, men det betød ikke at hun holdte fokus på at skulle reproducere sig selv, og videreføre slægten. Hun holdte stadig på, at hendes bror kunne starte ud! Så kunne hun altid komme halsende bagefter.

Maerwen smilede tilbage og lo så, som Ithilwen purrede op i hendes hår. Hvad skulle hun lige svare til det? Ikke rigtig noget. Skoven omkring dem trak deres opmærksomhed i stedet med puslen fra et større dyr i nærheden, men et de begge hurtigt genkendte som en hjort. Det mindede dog Mae om at hun ikke burde gå og aflede Wens opmærksomhed på den måde, når den anden var på vagt. En fjende ville ikke nødvendigvis larme så meget som en hjort, skønt de fleste nok ville larme mere, men snakkede de kunne de overhøre ændringerne i naturens stemme omkring dem.

Det holdt til Wen smilede drillende til hende og fik Maerwen til at ryste opgivende på hovedet, før hun smilede genert. "Det samme skal jeg, Wen." Hun vidste det ikke ville blive nemt. Måske havde hun elvernes naturlige flair for at bruge buen og ramme hvad hun dårligt nok sigtede på og måske var hun en ganske glimrende danser, men derfra og til at skulle til at kæmpe med våben var der langt. Hun havde set spejderne træne flere gange og bare tanken om deres hurtighed og elegance fik hende til næsten at miste modet. Ikke at hun ville indrømme det eller nævne det, for Wen havde helt sikkert et middel mod det - mere træning.

"Det kan vi næppe nej..." Fortrydelsen i Maes stemme var tydelig, men det samme var glimtet af latter i hendes blik. At have pligter og gøre nytte var ikke det værste. Det var at være spærret inde bag alt for snævre grænser. Så smilede hun uskyldigt og rystede let på hovedet. "Hvad skulle jeg dog antyde?" Hun vippede let med øjenvipperne, før alvoren faldt over hende og hun hurtigt så sig rundt. "Men.. ehm... jeg må nok hellere se at smutte tilbage til hvor jeg burde have været hele tiden..." Hun smilede stort til den anden, før hun lagde en hånd mod brystet, bukkede let og i samme bevægelse drejede rundt og forsvandt i underskoven med en fornøjet vinken.

Ithilwen smilede blot roligt og varmt til hende, og tog det hele langt mere roligt end hun først havde regnet med. Jo, det her ville bestemt give Wen mere ansvar at se efter, men det generede hende ikke. For det første, var det nok mest grundet af det var Mae hun skulle træne og ikke en, hun i forvejen ikke kendte eller havde et godt forhold til. For det andet, var hun jo (om hun ville indrømme det eller ej), ved at blive voksen. Hvilket helt automatisk bragte mere ansvar. ”Mere forlanger jeg ikke af dig” svarede hun roligt, som hun spejdede rundt i skoven. Hun skulle huske, at hun stadig var på vagt, selvom Mae gik sammen med hende.

Ithilwen hævede et øjenbryn af den yngre elver og overvejede at komme med et come back på hendes svar. Men så igen. Det ville nok afsløre mere end Wen egentlig lystede i øjeblikket. ”Nåe, man ved aldrig med dig, jo.” svarede hun intetsigende omkring hvad Wen egentlig havde tænkt i første omgang. Det måtte komme senere, hvis det da nogensinde blev nævnt. Wen havde haft rigeligt at se til, og hun var stadig ikke klar over hvilke rygter, der tilsyneladende gik om hende i Elverly. Hun var egentlig heller ikke vanvittig bekymret over det, men hun var også en smule nysgerrig.
Wen smilede og nikkede. ”Ja, det ville være træls at få mere ballade ud af ingenting. Hils dine forældre.” svarede hun, som hun bukkede hovedet let tilbage til Mae, inden denne forsvandt ind i underskoven og vinkede. Ithilwen vinkede tilbage med et smil på læben, inden hun vendte fokus tilbage på sit egentlig arbejde og fortsatte ned af elvernes let skjulte stier. Hun havde en lang nat foran sig.