Dorín forsøg på en afledsningsmanøvre virkede, selvom det var kortvarigt, men gav et frit øjeblik, hvor han var blottet og elverkvinden ikke fungerede som mørkelverens skjold. Han stoppede sit tag i stenen som han spændte buen hurtigt og affyrede et skud mod mørkelveren, hvorefter han hurtigt drejede om og gled ned af træets stamme, velvidende at fokuseret nu ville rette sig mod træet hvor pilen kom fra. Heldigvis havde pilet ramt sit mål og havde gennemboret mørkelverens skulder (tilladelse givet). Det ærgede Dorín lidt, at han ikke havde ramt bedre, men det kunne stadig nå at ændre sig.

Dorín satte sig derefter i skygge bag en busk og spændte buen igen. Dorín var en god skytte, men dette var under andre omstændigheder end normalt! Normalvis skulle han ikke undgå nogen, men bare sigte og skyde. Det her var langt mere besværligt. Da elverkvinden så ud til at besvime, gav det et gip i Dorín som mest af alt havde lyst til at løbe ind midt i det hele og tage hende væk derfra. Men så let var det aldrig. Men da mørkelveren blev blændet, sendte han endnu en pil afsted, men denne gang gik han ud i det åbne samtidigmed, velvidende at mørkelveren var blevet blændet og derfor ikke kunne se ham. Han holdte mest øje med hvorvidt pigen stadig var i fare, eller om hun var langt nok fra mørkelverens rækkevide.

Kravenoh smilede blot da elveren ikke vil fjerne sit våben, han rystede kort på hovedet og ide han gjorde det væltede hun elveren ind imod ham, han var nød til at gribe hende med begge hænder men ide hun falde ned af blev Kravenoh syn blindet, han slap hende og nåede ikke at placere nålen i hende nakke.
et sys igennem vinden hørte Kravenoh i det han blev ramt i skulderen, han satte sig ned på hug " vi er langt fra færdig vi to Miilaethorn jeg ved hvor jeg kan finde dig, og en dag hvor du er selv og ikke har en eller anden person gemt i busken til at hjælpe dig vil jeg tag min hævn." sagde han bestemt som han var sikker på de nok skulle mødes igen.

Kravenoh vidste nogen lunde hvor pilen kom fra og han huskede sidst hvor det blonde elver var inden han mistede synet, han folde hænder ud til hver side og et flame hav blev skudt ud til hver side, og i alle retninger han var ikke klar over hvor længe han havde mistet sit syn, men han skulle have hjælp nu. han dannede en masse skyggeklon rundt om, som havde knive i hånden og som kastede dem ud imod Dorin og Miilaethorn. kravenoh havde glemt alt om hun elveren også mest af alt fordi han var blind lige nu.

Det næste der skete gik hurtigt. Som Maerwen lod som om hun besvimede mærkede hun Kravenoh ændre sit greb om hende for at gribe hende, blot for øjeblikket efter at lade hende falde til jorden. Intensionen havde dog været der og været uden tøven. Noget hun huskede på, som hun ramte jorden hårdt og måtte kvæle et lille gisp. Det stød havde hun ikke helt taget i betragtning, men hun holdt facaden og blev liggende.

Lyden af en pil gennem luften og hvordan den gennemtrængte kød var ikke til at tage fejl af og brød hendes hold om sig selv. Forsigtigt skævede hun op gennem to smalle sprækker af næsten lukkede øjne og fandt Kravenohs ansigt tættere på end hun havde ventet. Han sad på hug og så hen over hende med tomme øjne, som han talte direkte til Thorn et sted derfra. Hun åbnede øjnene mere og flyttede tøvende på sig for så at rulle om på maven og væk fra ham i en hurtig, stille bevægelse.

Reaktionen på det eller alt andet fik hun øjeblikket efter som ild strøg ud fra sortelverens hænder og hen over hende. Hun dukkede sig ned i en fart, men der kunne hun ikke blive. Besværet af den stadig lammede arm begyndte hun at bevæge sig krybende væk. Først på maven, men som græsset omsluttede hende kom hun op på knæ og fik lidt mere fart på. Ikke meget men noget. Samtidig slap hun taget om de spirende frø og lod dem skyde i vejret bag sig som et værn mod ham hun fjernede sig fra og hvad end han kunne finde på hvis han så hun var på vej væk. Hvor meget forskel det ville gøre vidste hun ikke, men lige nu var hun mest optaget af besværet med at komme fremad uden brug af den ene arm og uden at blive ramt af ilden. Hvad hun ellers havde af opmærksomhed gik til at holde græsset fra at bryde i brand.

Som Kravenoh slap sit tag i Maerwen for at kaste hende mod ham, nåede han ikke at reagere. Hun landede på jorden, mens han så på Kravenoh, overrasket.
En pil ramte sortelveren kort efter, men det var åbenbart ikke nok for ham til at forsvinde. Som han gav sit løfte, blev Thorns blik igen hårdt. Han forstod et eller andet sted godt, at Kravenoh ville have hævn over at være blevet blind, men det var intet imod hvad han havde gjort mod dem.

"Jeg skal nok modtage dig med mit sværd, Kravenoh! Mon du kan tage en ærlig kamp op, så?!"

Svarede han aggressivt igen, før sortelveren pludselig fik ild til at sprøjte ud til alle sider. Han trådte omgående og uvilkårligt et skridt tilbage og kastede sig væk fra den kraftige hedebølge, ilden skabte. Det var nærmest mirakuløst, at han ikke blev ramt ilden, men én af Kravenohs skyggekloner fik derimod ram på ham. En kniv ramte ham i siden og et lavt, sammenbidt gisp forlod hans læber, som han rullede væk og kom på benene i en fart. Det var jo et ildinferno af stort kaliber de stod over for, så det var nok bedst at skabe afstand.

Han løb direkte mod Maerwen, som han tog fat i, for at få hende til at løbe med, hurtigere.

"Tenna' ento lye omenta!"

Til vi mødes en anden gang, råbte han på elvisk til Kravenoh, før han begyndte at trække Maerwen med sig. Hans vejrtrækning blev noget mere anstrengt mens han løb, men det kunne han virkelig ikke tage sig af.

Dorín havde været på vej hen mod elverkvinden for at hjælpe hende, da de store flammer af ild blev sendt ud til alle sidder og retninger og Dorín stampede hårdt i jorden så han kunne gemme sig bag en klippe som skød op af jorden. Hans vejrtrækning blev lidt mere hård og han så for første gang i løbet af denne ’kamp’ faktisk bange ud. Ild var noget af det som Dorín virkelig ikke brød sig om! Han var direkte bange for det. Han nåede dog ikke at tænke over det før flere skyggekloner kom frem og kastede med knive. Han hoppede knap så elegant til siden for knivende, men ligesom Thorn undgik han ikke hend. Kniven borede sig ind i hans underam, hvilket fik Dorín til at komme med et misfornøjet lyd, men løb videre i den retning hvor han vidste Thorn’s hest var, faktisk i modsatte retning end Thorn selv og elverpigen.

Mens han løb ind blandt træerne hev han kniven ud af armen med en sammenbidt brummen af noget knap så pæne ord. Ved hjælp af jorden fik han skabt en stige op til hesten, som han satte sig til rette på og aede roligt og forsøgte at ignorere hvor langt der var ned til den faste grund. ”Find din herre” hviskede han roligt til hesten, som om den forstod ham. Hvilket den nok gjorde, for heste var mere intelligente end man gav dem credit for! Hesten satte i gang, efter Dorín havde givet den et lille spark i siden, og satte automatisk kurs mod sin herre, mens Dorín klamrede sig fast til tøjlerne og manen for ikke at falde af. Han skulle aldrig nogensinde have en hest! Han foretrak helt klart Ekumaen!

Kravenoh var ikke tilfreds med at han ikke kunne se, en ting han vil tænke over og hvordan han skal straffe Miilaethorn for det, en kamp jeg det skulle han få hvor det blot var Kravenoh og ham og ingen natur til at gemme sig bag.

Kravenoh lyttede så godt han kunne til de forskellige lyde og bevægelser, et lille smil kom frem på hans læber ide den lyshåret elver gik med til de nok skulle mødes igen i en ærlig kamp. " vil se frem til, og nu ikke noget med at tag din lille ven med næste gang" sagde han med et lumsk smil i en hentydning til at han vidste Dorin også havde været til stede, endnu en nu på hans liste.

Da elverne var forsvundet sammen med Dorin, forsvandt klonerne og Kravenoh rejste sig op og så med det syn han ikke havde imod Elverly " bare vent spidsøret venner bare vent " mumlede han.

At bevæge sig fremad på knæ og en hånd var hårdere og mere krævende end ventet og lod ikke meget til overs af koncentration om andre ting. Så da en kniv fløj forbi foran Maerwen mistede hun taget i græsset og ilden fik fat. Som en bølge satte det græsset i brand og trak et halvkvalt skrig fra hende som det slog op omkring hende og sved hendes hud.

Ikke mere end et øjeblik, før nogen greb hende hårdt i armen og med et snuptag fik hende på benene. forvirret strittede hun imod i den tro at det var Kravenoh der havde hende igen, blot for at stoppe op som hende grønne øjne fandt blå i det lyse ansigt under det lyse hår. Genkendelsen var et øjeblik væk, før hun åndende lettet op og fulgte med i den retning han ønskede. hendes anden arm hang stadig slap og først da hun så tilbage mod sortelveren bag dem så hun flammerne der lurede svage i ærmets løse stof. Febrilsk forsøgte hun at komme fri af den ældre elvers greb, men først ved udkanten af skoven lykkedes det.

Hun slog hurtigt flammerne ud, mens farven veg fr hendes ansigt som det rigtig sank ind at hun stadig ikke kunne bruge armen eller mærke den. Hendes blik gled fra den til dværgen der sad på hesten og atter gik hun i stå. Kun kort til hun så sig over skulderen og derefter tilbage på Thorn. Først da så hun blodet på ham og dværgen.

"I er såret!"

Hendes forfærdelse var ægte og hendes evne til at hjælpe ikke eksisterende, som hun med et fandt sig siddende på hingsten uden anden mulighed end at forsøge at holde fast, som den satte afsted. Bag hende gnitrede ilden stadig, men den var døende på vejen mod skoven. Ældgammel magi nedlagt i jorde forhindrede den i at sprede sig uhjulpet ind mellem træerne. Som de tykke stammer lukkede sig om dem slappede hun mere af uden helt at gøre det. De var stadig så tæt på og der var alt for mange hvis'er til at hun kunne andet end knuge om sadlen med en hånd og lade øjnene fare søgende og store over skoven. Slet ikke som hun normalt var, men chokket over det der var sket havde fået et godt tag i hende.

Thorn havde overhovedet ikke tid til at tage sig af hvordan Maerwen forsøgte at komme fri. Han skulle bare væk i en helvedes fart. I den her tilstand ville han ikke kunne holde sortelveren tilbage, og han vidste godt hvornår man tog retræte frem for dumdristig stædighed. Han skulle væk, det samme skulle Maerwen og kort efter gik hans tanke til Dorín. som Kravenoh nævnte dværgen. Han blev meget bekymret, indtil en galloperende hest med en noget stresset dværg, kom mod dem. Thorn stoppede op, lettet, og slap Maerwen. Hendes arm var i brand, selvfølgelig ville hun fri! Han rystede uklart på hovedet, mens hun udbrød hvordan de begge var sårede.

Som han kiggede ned, forsvandt kniven. Hans eneste forhåbning om, at blodet ikke ville strømme ud af såret, for han havde alt for travlt til at heale noget som helst lige nu. I stedet fik han fat i den chokerede unge elver og fik hende placeret på hingsten, hvorefter han selv trak sig op med et halvkvalt gisp og fik hesten sat i gang med et elvisk kommandoråb, om end et noget hæst et. Hingsten ville højst sandsynligt være mere end bare udmattet når de var væk. De sad tre på hingsten. To var okay, men tre var lige i overkanten. Men de var virkelig nødt til at få en god afstand til Kravenoh før de gjorde noget som helst andet end at gallopere af sted på hesten.
Der var ingen tid at spilde.

//Out