Dorín rynkede brynene sammen og tænkte i lidt længere tid over Morrygans næste spørgsmål. Ja, hvad kunne han egentlig med sin magiske evne? Han brummede eftertænktsomt inden han svarede hende. ”Øhm, altså jeg kan heale småskrammer og sår. Både på mig selv og andre. Men jeg kan ikke gøre det sådan at der ikke kommer et ar eksempelvis. Men, du ved, hudafskrabninger, små sår og blå mærker. De blå mærker er til dels, da de kan være for store eller for dybt inde til jeg kan gøre noget.” forklarede han hende roligt, mens han tænkte over hvad han havde været i stand til gennem tiden, og hvad han havde måtte opsøge professionel hjælp til at få ordnet. Dorín smilede over hvor opstemt Morrygan blev over at kunne lære fra sig. Det var et eller andet sted meget betryggende for ham, for det betød jo at hun rigtig gerne ville lære fra sig, og endda havde en newbie at øve sig på! For Dorín var næsten så meget newbie som man kan blive!
Dorín fortrød næsten han spurgte, da hans blik blev ramt af hendes sorg og smerte. Dorín nikkede forstående og sank diskret en klump der havde formet sig i hans hals. Døden var altid et ømt emne, og selvom Dorín aldrig havde mistet en tæt på sig, var det stadig et ubehageligt emne for ham, men han fik mere indblik i hvem Morrygan var, selvom det smertede ham lige nu at se hende så ked af det. ”Det er jeg ked Morrygan.. Virkelig ked af.. Og undskyld jeg bragte det på bane.. Det beklager jeg. Det var ikke meningen jeg ville gøre dig ked af det” sagde han blidt og oprigtig ked af at hun havde mistet en der var hende kær og at han havde rusket op i de triste minder. Han havde mest lyst til at bringe hende ind i et varmt og trøstende knus, men han måtte lige minde sig selv om at han lige havde mødt hende og ikke skulle overtræde nogen grænser, hvis han da havde et ønske om at se hende igen. Derfor blev det kun til en stor hånd der blidt gav hendes skulder et trøstende klem. Han vidste ikke hvad han mere skulle gøre.

Morrygan glæde sig som et lille barn, hun var så småt allerede begyndt at planlægge hvad de skulle igennem, på tros af hun ikke havde hørt hvad han kunne endnu, hun tænkte hun måske lige skulle lægge en dæmper på sig selv. Morrygan nikkede lidt mens han snakkede, man ville nemt kunne se hun glædede sig som et lille barn. Morrygan tænkte sig hurtigt om.
” Dorin, ved du noget om botanik?”
Spurgte Morrygan, Morrygan var nemligt også glad for Botanik, dette var også noget Haama havde lært hende i sin tid. Men botanik ville være godt at lære da det kunne være behjælpeligt med medicin.
Morrygan oplevde en form for flash back i baghovedet mens de sad og snakkede, om alt hendes tid med Haama.. Det havde taget Morrygan over 100 år bare at få ham til at kigge på hende og faktisk se hende som en kvinde og ikke en lille pige der bare havde et crush på sin lærer. Han havde været meget reserveret omkring det, men Morrygan havde været overraskende pressende, hvilket var kommet bag på de fleste.
” Det er fint Dorin, det nytter alligevel ikke at dvale i fortiden..”
Sagde Morrygan i et ynkeligt forsøg på at få det til at virke som om det ikke gjorde så ondt som det gjorde. Men den snert af smerte var der stadig i hendes store blå øjne. Morrygan havde været forelsket i Haama i over halvdelen af sit liv og hun var op mod de 500 år, så smerten var ikke noget der bare gik væk.

Dorín smilede til hende og lavede lidt bevægelser med armene, som han fortalte og lod den opgivende falde ned i skødet da han var færdig, dog stadig med et varmt smil på læben. ”Altså, jeg ved hvilke svampe du må spise, og hvilke man helst skal afholde sig fra at spise. Men derudover.. Nej, nej, ikke rigtig.” svarede han hende ærligt, for han havde ikke meget forstand på botanik, ud over hvad han måtte spise og ikke måtte spise.
”Ved dog også hvilket du skal spise, som giver lidt sjove sideeffekter” tilføjede han med et drillende smil, som fik alvoren lidt på afstand. Ikke at han spiste sådanne svampe, men han vidste stadig hvilke der ville give den effekt. Så langt var han da efterhånden kommet. Men derudover, havde han ikke den store forstand på det. Han kom dog i tanke om en ting. ”Jo, jeg kender til Kingsfoil, som i nok nærmere vil betegne Athelas.” det var nær den eneste healende plante han kendte til, og han havde absolut heller ingen forstand på hvad man kunne brygge sammen af forskellige planter for at kunne lave medicin af nogen art.
Dorín troede virkelig ikke hendes ord over en dørtærskel lige der. Det smertede hende langt mere end noget andet, det kunne han fornemme og hun var ikke færdig med at sørge. Noget han forstod, og frem for alt respekterede. Haama havde været en vigtig del af hendes liv, og var det stadig. Så bare sådan at komme sig over det, var ikke noget der skete fra den ene dag til den anden, selvom han ingen anelse havde om hvor lang tid siden det var, men ud fra hvad de havde snakket om, var han ikke i tvivl om at han var en meget ung person i forhold til hende, selvom det ikke så sådan ud rent udseendsmæssigt. ”Jeg ved godt, at man ikke kan ændre fortiden, men man må ikke bare skubbe den væk. Du er stadig ked af det, Morrygan. Du har stadig ikke bearbejdet hvad der skete, og du vil altid savne ham.” egentlig havde han en følelse af at han skulle slippe emnet, men han havde også sådan en forfærdelig lyst til at trøste hende, og den bedste måde han lige kendte til i øjeblikket, var at snakke med hende.