Han lod hende blot tage sine sværd, men hun så langt fra ud til at være i stand til at angribe ham. Så længe det ikke var økser, så var han helt rolig. Økser og hakker gjorde ham altid så rasende. De mindede ham for tit om de smerter som væsnerne tilføjede ham dagligt. Selvom Andrath havde fået et ry som værende en af de farligste steder at opføre en mine eller hugge efter træ, så gjorde folk det stadigvæk, og mange mistede livet på grund af det. Andrath var ikke ligefrem en man spøgte med. Han var et farligt bjerg. Bedragerisk og fuld af had.
Han så på kvinden med sine blide øjne, som havde fået et skær fra ilden, til at danse på hornhinden. Under masken smilede han skævt for sig selv, mens han bagefter igen vendte blikket mod ilden, som fortsat knitrede ivrigt. Duften fra den stegte fisk begyndte at bredde sig rundt om bålet.

"Jeg tænkte at I ville være sultne, når i en gang stoppede med at være forstenede."

Han holdt blikket stadigvæk på de dansende flammer, der nærmest havde en hypnotiserende effekt. Han tog en gren fra jorden og begyndte at tegne i jorden. Det lignede blot nogle simple tegn, som kunne symbolisere sol, vind, måne, stjerner og lignende. Ikke noget der så ud til at have en form for betydning. Det var dog flot og regelmæssigt.

Den nærmeste flod til dette sted var en god halv times gang fjernt. Fisken virkede dog ekstremt frisk, som om den lige var kommet op af vandet. Det var dog ikke noget som han tænkte over. For ham var det ene sted på Andrath det samme som et andet sted på bjerget. Så snart han bevægede sig udenfor bjergets område, så føltes det som en evighed væk. Han kiggede på hende med sine brune øjne da hun stillede ham spørgsmålet om han altid gjorde sådanne ting. Han virkede fuldstændig rolig og upåvirket af alt omkring ham. Selv den tætte tåge ignorerede han fuldstændig. Det ville ellers ikke være nemt at komme fra bjerget i den tåge.

"Nogen mennesker gør jeg, andre ikke. Ikke alle er det værd. Men så vidt jeg ved er du ikke et menneske, så hvorfor bekymre sig?"

Han rejste sig op fra sin stub og gik hen til den anden pige der stadigvæk var fuldstændig forstenet. Han undrede sig hvorfor hun ikke tøede op. Han havde aldrig set et menneske blive fuldstændig til sten, men hun var ikke rigtig sten. Ikke endnu. Så ville han nok kunne mærke det. Han satte sig på hug ved siden af hende og lagde en hånd på hende, men der virkede ikke til at være en reaktion. Hun virkede som sten, men stadigvæk blød som et væsen. Han kunne ikke helt forstå det. Hvordan kunne sådan noget være muligt?

"Vil hun altid være sådan?"

spurgte han elveren og så hen på hende. Hvis hun aldrig kom tilbage, så kunne hun lige så godt komme til at blive et med jorden med det samme, i stedet for at være udsat her for alle rovdyrene, der ville æde hende. Hun kunne lige så godt give træerne nærring. Dyrene har masser af næring, men jorden på Andrath var mager, så ethvert tilskud var blot en glædelig tilføjelse.

Han rejste sig op i sin fulde højde, og man kunne roligt sige at når man sad ned, så virkede han som et bjerg, ironisk nok. Han var ikke en lille efterligning af en mand. Han sukkede stille da det ikke lød til at han kunne tage denne kvinde til sig. Skovene ville ellers have glædet sig til dette måltid. En svag vind trak gennem nåletræernes grene, som for Enki lød som et ærgerligt suk over den mistede gode, som bjerget ville kunne have givet dem. Selvom han ikke helt havde forstået hvad denne kvinde havde i tanker om med den forstenede, så var han sikker på at han ikke kunne beholde hende for evig tid. Desværre.
Han satte sig tilbage på sin stub og stirrede ind i gløderne. Flammerne skinnede i de mørke øjne bag ved benmasken. Han lagde sine hænder på sine knæ. Han flyttede let sit ansigt hen mod den anden kvinde, da hun stillede ham et spørgsmål om hvem han var. Efter at hun havde stillet spørgsmålet tav han og vendte blikket mod flammerne igen. Der gik et øjebliks tavshed, inden han åbnede munden og svarede.

"Jeg har mange navne. Nogen kalder mig Den Ensomme eller Eneboeren, andre kalder mig Vejviseren. Du må kalde mig Enki."

Han fortalte aldrig hvem han virkelig var. Hans mest brugte navn var trods alt Andrath, men som denne manifestation af bjerget havde han sjældent selv ytret det, og aldrig til folk, der ville kunne få lov til at høre det navn igen. Han nævnte det kun, når han sendte bjergets skrænter efter denne ulyksalige sjæl, der ville ende sine dag under Andraths klipper.