"I-Ingen knive i krostuen" Lyder det fra en ung mand, der står bag bardisken. Sin'thya ser tøvende på de halvsnalrede havnearbejdere, der tydeligvis gerne vil i slåskamp. Problemet er jo bare, at de gæster, den grimme mand har udpeget som ofre, er helt uskyldige.
Det ligger ikke specielt meget til Sin'thya at få dårlig samvittighed, men hun synes på ingen måde, at det er helt retfærdigt. Manden ved jo slet ikke, hvem der kastede brødstykket .. og det har næppe gjort ondt på ham.

Hun skotter lidt usikkert til Maiken, der spørger, om hun kan slås. "Jeg kan forsvare mig selv, hvis nødvendigt.." svarer hun lidt tøvende.
Den tynde silkekjole virker endnu engang som en umådelig tåbelig påklædning, men under tøjet er adskillige knive gemt.

Den sure havnearbejder kigger med sammenknebne øjne på manden bag bardisken. Selvom han måske ikke har så mange hjerneceller, kan man se på ham at de virkelig arbejder. En af kammeraterne komme op og hvisker noget i øret på ham og laver en hovedbevægelse mod døren.

Maiken har ikke set dette, da hun har kigget på Sin'thya. "Glimrende!" Griner Maiken til hende, da hun svarer på spørgsmålet. Maiken rejser sig så op og vil egentligt gå hen mod havnearbejderen, men i samme øjeblik hæver han stemmen: "Næste gang slipper I ikke så let!" Hvorefter han traver mod døren og med vilje vælter en stol på vejen. Hans slæng følger med - nogle af dem bunder dog lige deres mjød først.

"Eeej!" Siger Maiken og kigger lidt skuffet efter dem. Men hængende skuldre falder hun tilbage på stolen. Hun kigger rundt på bordet, i håb om, at der er noget hun lige kunne kaste på den vrede mand i sidste sekund inden han forlader krostuen, men der er desværre ikke mere kasteskyts.

Sin'thya havde også halvt rejst sig fra stolen. Maiken lod til at have en vis begejstring for værtshusslagsmål, og det så virkelig ud til at situationen var ved at tilspidse. Sin'thya selv havde aldrig deltaget i et sådant, og hun havde ærlig talt også svært ved at forestille sig selv lange knytnæver ud til havnearbejdere.

Det var derfor med en lille lettelse i kroppen, at hun så mændende forlade krostuen. Manden bag bardisken ser også særdeles lettet ud: han ville næppe have kunnet klare sig imod sådan en flok stærke mænd, hvis de havde besluttet sig for at sætte sig op imod ham.

Sin'thya gør et lille let skuldertræk med blikket på Maiken, og lader sig igen glide ned i stolen. Hendes hænder finder hurtigt mjødkruset, som hun tømmer i lange drag. Det gør godt med lidt drikkelse ovenpå al den uro.
"Sådan går det jo," bemærker hun, idet døren smækker i efter den sidste havnearbejder. "De var nu ikke ligefrem de skarpeste knive i skuffen.."
Snakken rundt om i krostuen bliver langsomt genoptaget, nu hvor der tilsyneladende ikke er mere at kigge på. En del af gæsterne ser dog stadig rimelig nervøse ud.

Maiken nikker stille til Sin'thyas kommentar. Det havde hun jo ret i, det var ikke altid at det gik, som man nu lige ønskede. Maiken tog også sit krus, men dette var tomt, da hun kiggede i det. Hun ville gerne bestille noget mere, men hun gad heller ikke bruge for mange penge, og hun vidste heller ikke, hvornår Sin'thya havde andre planer, så i stedet for at hente mere mjød, tænkte hun, at hun ville lære den anden lidt bedre at kende.

Hun kunne åbenbart slås, men var ret pænt klædt på. Måske var det sådan folk var fra den ø, når nu de blev undertrykt af en tyran.
"Har du været oppe og toppes med nogen før, siden du har lært at forsvare dig selv?" Spurgte hun så, lidt forsigtigt, da det godt kunne være et ømt emne, og man derfor ikke havde lyst til at tale om det. Hun smilte, så den anden vidste, at hun ikke mente noget ondt med det.

Sin'thya drejede uroligt det tomme mjødkrus imellem sine smalle hænder. Hun blev ofte rastløs, når hendes hænder ikke var beskæftiget med noget. Selv var hun også lidt interesseret i at vide mere om Maiken - det var trods alt ikke ligefrem hver dag, at man mødte en kvinde, der ligefrem opsøgte slåskampe og ballade...

"Det var mere sådan af .. nødvendigt. For at passe på familien," forklarer hun. Hendes tanker vandrede kort tilbage til det lille hjem i Tusmørkedalen, og hun spekulerede på, om de havde det godt derhjemme. Det var noget tid siden, hun og søsteren sidst havde fået et brev.
Sin'thya besvarede forsigtigt smilet. "Men hvad med dig? Du lader ihvertfald til at have været oppe og toppes med nogen før.."

"Det kan man roligt sige. Både dengang jeg sidst boede i Krystallandet og på min rejse rundt omkring til havs," sagde hun stolt, og ubevidst rettede hun ryggen. Hun var tæt på at forsætte med at forklarer lidt dybere, for hun kunne godt lide at snakke - og hendes eventyr var et nemt emne, men af en eller anden grund var hendes nysgerrighed til den anden større. Sin'thya boede på en ø, som Maiken ikke havde været på før, og som blev drevet af en tyran. Den historie har hun ikke hørt før. Gad vide, om det er sket, mens hun var væk?

"Jeg har været pirat i noget tid nu og er først lige kommet tilbage, så jeg ved ikke så meget om hvad der sket i de.. Øhm. 5 år, vil jeg mene, at jeg har været væk." Fortsatte hun for ikke at gå i for mange detaljer.
"Så jeg håbede lidt, at du måske ville fortælle lidt om den ø, som jeg ikke har været på endnu?" Maiken smiler håbende. Hun var nysgerrig af natur, og nu, hvor den anden havde åbnet sig lidt, var håbet højere om et større udbytte af samtalen.

Sin'thya blev ved med at dreje mjødkruset i hænderne. Der lå en lille sjat tilbage i bunden, som skvulpede imod kanterne. Hun overvejede kort at gå op og bestille noget mere, men når det kom til stykket, var hun ikke særlig vant til alkohol. Var der noget Sin'thya foretrak, så var det, at have sine sanser i god behold.

I stedet fokuserede hun på Maiken og hendes fortælling om at rejse til søs. Hun bed mærke i, at den anden på ingen måde lagde skjul på at have drevet pirateri: noget der undrede hende en smule. Det var trods alt ikke ligefrem alle, der pralede af deres lettere kriminelle handlinger, men det virkede lidt som om, at Maiken var ligeglad, så længe der var eventyr indblandet.
Hun smilede kort og satte mjødkruset fra sig.
"Jeg er nok ikke den bedste at spørge, for jeg har på ingen måde udforsket øen," forklarede hun. Hun glattede den tynde kjole et par gange med hændernem før hun fortsatte med at tale.
"Hele øen drejer sig omkring banden, Rutilus Taurus, for de har stor magt. Der ligger en stor borg, som mange af dem opholder sig på. De holder også slaver .. jeg har hørt rygter om, at nogle af bandens medlemmer er var.." Hun stoppede sig selv brat i at tale, før hun fik gjort ordet 'varulve' færdigt. Det var netop gået op for hende, at hun jo sådan set arbejdede for banden, og de ville næppe se mildt på, at hun sad og delte informationer ud til fremmede..

Maiken lagde mærke til, at den anden kiggede ned i kruset, og tænkte et øjeblik, at hun gerne ville give en krus til, da hun også selv gerne ville drikke lidt mere, men det kom an på hendes økonomi. Hun kiggede lidt i pungen, mens hun lyttede til den andens fortælling, men droppede fiskeriet, da den anden stoppede. Hun skimtede lige kort på den anden for at se, om der skulle være noget galt, men da hun opfattede at hun holdt noget hemmeligt, men hendes nysgerrighed bare større.

"At de var hvad?" Spurgte Maiken for at få hende til at fortsætte. Hun kunne næsten ikke holde et smil tilbage. Hun kunne mærke, at der var noget saftigt på vej, siden det blev holdt hemmeligt. Før hun nåede at svare, tænkte Maiken dog, at den anden måske var mere snakkesalig, hvis hun fik mere at drikke, og nu havde hun jo fisket lidt efter nogle krystaller. Hun kiggede kort ned i hånden på den og beregnede til, at der var nok til to krus.

"Vil du have et krus mere?" Spurgte hun så og åbnede hånden, så den anden kunne se krystallerne - ikke fordi, at der var mange, men Maiken kunne godt lide endeligt ikke, at skulle ligne en tigger, når hun var på kroen.