Xenix nikkede til hvad han sagde, hun havde selv ikke rigtigt andet familie end sin far, som hun så så ualmindeligt sjældent, livet uden ham var ikke svært at forestille sig alligevel, hendes mor døde da Xenix var barn og hun havde af samme årsag lært at leve uden. "Havde du kone og børn?" Spurgte hun, det var jo ganske naturligt at man kom til at leve uden sine forældre, men at skulle lægge sin kone og børn samt børnebørn, og i Lorgaths tilfælde tiptiptiptip osv. børnebørn i graven måtte være ulideligt. Af samme årsag priste Xenix sig pludselig endnu mere lykkelig for at hun aldrig var blevet gift og havde stiftet familie.
Da snakken igen faldt på Ashmon kunne hun ikke lade være med at føle sig ualmindelig dum, faktisk burde hun fra starten af vide, at de to kendte hinanden ualmindeligt godt, Lorgath kunne bare se på Ashmon med et bestemt blik og så vidste han hvad der skulle gøres, det var de færreste tjenestefolk der kunne det, ikke engang Saia, Xenix's tjenestepige kunne finde ud af den slags, hun skulle som regel have en ordre med på vejen. Desuden var Ashmon ret stærk i forhold til hans alder, men hans race forklarede selvfølgelig det hele.
"Hvordan bærer man sig ad med at gætte en dæmons navn? De plejer da at holde fast på det med næb og kløer!" Desuden var dæmoniske navne som oftest ret lange, netop med det forbehold at ingen skulle kunne trælbinde dem, som nogle mennesker alligevel kunne, men de skulle ikke være sådan lige til at gætte.
"Og det kan du sagtens sige, nogle gange når han kigger på mig er det som om han har lyst til at sætte tænderne i mig, og ikke omvendt!" sagde hun så og kunne ikke lade være med at grine lidt, faktisk var det nogengange hun havde haft det sådan. Derudover havde hun nærmest kun været afstødt ved tanken om at æde Ashmon, selvom sulten til tider havde haft så godt fat at hun havde overvejet det, måske havde dæmoner bare ualmindeligt fælt blod og dét så var grunden til at hun endnu ikke havde kastet sig over ham.
Da Lorgath begyndte at rode hende i håret gav hun en lille veltilfreds lyd fra sig, hun kunne slet ikke huske hvornår nogle havde gjort det sidst, måske da hendes mor endnu levede? Men hun elskede det, sådan noget kunne få hende til at smelte fuldstændigt.

Da Xenix spurgte om Lorgath havde haft kone og børn rystede han på hovedet. "Nej, hvis ikke min fader havde været død, da han gjorde det, så var der blevet arrangeret et bryllup, men eftersom at jeg måtte overtage titlen, var det vigtigere med administration og handel. Men jeg havde forældre," forklarede han. Han var egentlig meget glad for, at han ikke var nået så langt som til at få børn. Ingen skulle lide den ondskab, at skulle begrave sine børn. "Det var rent held og viden. Jeg har styr på det meste, nok ikke det med havfolk, men de fleste andre racer inden for dette land. Men jo, Ashmon var skam heller ikke villig til at lade sit navn blive kendt," forklarede Lorgath da Xenix spurgte ind til hvordan han havde båret sig ad. Han ville ikke komme nærmere ind på det, for det var en æresag for Ashmon. Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hende over hendes kommentar. "Han æder dig ikke, bare rolig. Han er ikke til vampyrkød," jokede Lorgath mens hans hånd vedblev nusseriet.

Xenix lyttede endnu intenst til hvad Lorgath sfortalte, at han havde åbnet så meget op for hende på trods af hendes ugerninger overfor ham gjorde hende blot endnu mere tryg ved ham og irritationen over at hun aldrig kom til at kunne beundre solen igen var faktisk næsten forsvundet. Når alt kom til alt var evigt liv måske ikke så slemt som det blev gjort til.
"Det kan kun have været til dit held, jeg går ikke fra at du frivilligt lod dig forvandle?" spurgte hun så interesseret. Hun havde selv haft velhavende forældre, men de havde aldrig haft travlt med at få hende gift væk, slet ikke efter hendes mor døde, og det var hun også meget glad for, hun havde aldrig brudt sig om tanken, at blive givet væk til en, fordi vedkommende havde status og penge. Godt nok havde Xenix aldrig haft en reel kæreste eller potentiel mand, men hun vidste trods alt hvad hun snakkede om når det kom til følelser.
Langsomt trak hun sig op imod ham, og gav ham så et forsigtigt kys på halsen, hun kunne stadig ikke helt finde ud af hvad han syntes om hele situationen, men han virkede nu meget komfortabel med det, i hvert fald efter at han havde vendet sig til hendes selvskab.
"Det med havfolket skal nok komme!" Grinede hun så mens hun nød hans kærtegn, hun kunne ikke lade være med at sende ham et småskræmt blik over Ashmon "Jeg må nok indrømme at jeg sjældent er løbet på dæmoner, men han skræmmer mig altså lidt. Den måde han stirrer på mig giver mig lyst til at krybe ned under gulvbrædderne!" lo hun og sendte så et par store stirrende øjne til Lorgath for at imitere hushovmesteren, selvom Lorgath var meget glad for ham skete der vel ikke så meget med at lave lidt sjov med ham.

Lorgath vidste ikke hvad han helt præcist skulle svare på Xenix' spørgsmål. Han gned sig lidt i panden og så ned på Xenix. "Jeg ville ellers gerne have haft en familie efter jeg mistede mine forældre. Og nej, det var ikke frivilligt. Pearl og jeg mødtes, tog hjem til mig, hvor hun meget tilfældigt forvandlede mig," mumlede han lidt stille i det. Det var generelt ikke så let at tale om og han fik det ikke særlig godt af det, da det var et ret ømt punkt af hans. "Men jeg ka godt forstå dig. Så skulle du prøve at være oppe at slås med ham. Det var IKKE sjovt," svarede Lorgath, med lukkede øjne, da Xenix kyssede ham på halsen. Af en eller anden grund fandt han det ikke så forfærdelig akavet længere og han smilte lidt ned til hende.
"Det her er underligt. Men.. Jeg kan lide det," mumlede han forvirret, før han forsigtigt fik sat sig lidt op og trak Xenix med sig så hun ikke bare væltede af ham. Det kunne godt være, at Lorgath var træt og udmattet, men han ønskede ikke at sove lige nu.

Xenix strøg sig kort over øjnene, på trods af at hun var meget træt efter nattens udskejelser havde hun bare lydt til at høre på Lorgath for evigt, han havde været igennem det samme som hende, dybt forvirret og urolig over hvad der skulle ske. Forsigtigt lagde hun igen armen over hans bryst så hun ikke rørte ved hans sår, han var nok den person hun nogensinde havde mødt, som kom mest til skade på kortest tid.
"Jeg har aldrig haft travlt med at stifte familie, jeg har altid haft mange andre ting at se til!" mumlede hun så og lod diskret øjnene løbe rundt i lokalet, på trods af at der var helt mørkt og ingen vinduer kunne hun stadig se det meste, gad vide om hun nogensinde ville vende sig til at være vampyr.
"Ouh, det lyder som ikke noget jeg har lyst til, jeg syntes kampen mod dig var rigeligt!" Grinede hun så og vendte så blikket mod ham igen "Hvad gjorde du egentlig ved mig?" hun hævede øjenbrynene, hun var godt klar over at kroppen havde forskellige trykpunkter, men ikke at de var så let tilgængelige som Lorgath havde gjort.
Xenix fulgte roligt med da Lorgath satte sig lidt mere op, så sendte hun ham et smil og strøg ham på kinden med en kærlig bevægelse, inden hun igen puttede sig ind til ham igen, denne gang en anelse mere træt.
Et øjeblik overvejede hun om hun skulle gå videre, men besluttede sig for at lade være, Lorgath skulle nok lige vende sig lidt mere situationen. Forsigtigt lænede hun sig lidt ind over Lorgath, og gav ham så et kys, inden hun lagde sig til rette, og ganske kort efter faldt i søvn

// Out

Lorgath nikkede blot da Xenix forklarede at hun aldrig havde haft tænkt på at stifte familie. Han ville det egentlig heller ikke nu. Nu hvor han mentalt var blevet reduceret på moralen og dræbte de fleste børn efter et stykke tid med dem. At han kunne være så betænksom over for de fleste og så bare myrde børn måtte være underligt, men det var ganske simpelt bare sådan han havde det.
"Det er svært at forklare. Der er trykpunkter rundt omkring i kroppen og rammer man dem rigtigt kan det give midlertidig lammelse, smerter.. Eller død. Det er derfor ingen har fundet mine ofre med ydre skader," forklarede han alvorligt. Der var intet sjovt i det her. Det var det rene alvor.
Hendes hånd på hans kind fik ham til at lukke øjnene kort, før hun lagde tæt ind til ham og ret kort efter lå stille. Hun sov. Og han sad der og vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Det endte dog alligevel med at han faldt i søvn med Xenix liggende tæt op af sig.

//Out