Xenix stirrede endnu mere ondskabsfuldt på ham da han fortalte at han ikke havde i sinde at slippe hende fri alligevel, i og for sig var det forståeligt nok, hun havde trods alt svoret ham død og ødelæggelse. "Folk vil begynde a lede efter mig!" snappede hun så igen uden at sige ham imod, det var rigtigt at det var hende som var kommet til hans hus og havde brudt ind med formålet at gøre en ende på ham, men det var jo bare et job som så mange andre.
Et øjeblik overvejede hun at protestere imod hans beslutning, men hun ville ikke fremstå som svag, hun var udemærket klar over, at uanset hvor meget hun plagede og skabte sig ville han ikke sætte hende fri, og så ville hun have spildt en masse unødige kræfter på det. Blikket hun sendte ham kunne man dog ikke tage fejl af, hvis hun fik lov flåede hun ham i strimler på stedet.
Da han lukkede døren fnøs hun efter ham "Kujon!" andet var der ikke at sige til det, hun sendte liget et blik der var fyldt af væmmelse, hvorefter hun skubbede det så langt væk hun var i stand til. Derefter lagde hun sig igen på gulvet, hun var endnu træt, det ville nok ikke blive noget problem at falde i søvn - troede hun.
Tankerne fløj igennem hovedet på hende selv da det blev højlys dag faldt hun ikke i søvn, det var underligt, hun var blevet meget mere bevidst om tiden og kunne næsten sige hvornår på døgnet det var, også selvom hun var afskåret fra verdenen udenfor.
Til sidst fik hun nok. Bestemt hev og sled hun i de store kæder, men selv efter tre timers arbejde var kun det ene beslag rykket et par milimeter ud af af væggen, mens sår fra lænkerne om hendes håndled var begyndt et tone frem. Hun fik en ny idé måske kunne hun løsne skruerne i håndledslåsene med sin telekinese. Hun lænede ryggen imod væggen og stirrede så stift ned på en af de mange skruer der sad i låsen. Hun kneb øjnene sammen og koncentrerede sig, ikke nok med at hun havde svært ved at beherske sin evne, så var hele den store omveltning for hende ikke til at holde ud. Skruen gav sig minimalt, men hun ville aldrig nå igennem dem alle sammen før solen igen gik ned, hun ville dog alligevel gøre et forsøg.
Efter yderligere fem timer havde hun fået løsnet fem af skruerne i den ene armlænke, og den var efterhånden vakkelvoren nok til at hun kunne komme ud af den, hun kunne ikke lade være med at smile lidt af sig selv, bare Lorgath ville holde sig væk hele natten også.

Lorgath stirrede hidsigt på døren ved kvindens tilråb. Han hadede at blive kaldt kujon, men han holdt masken. Jo mere ligeglad han virkede des mindre ville hun vel forsøge at irritere ham, når det alligevel faldt for døve ører. Han gik op i sit sovekammer og lagde sig til at sove.
Problemet var så bare, at han ikke kunne sove for den larm hun lavede med kæderne dernede. Han vendte og drejede sig og det endte med at han valgte at vente til hun blev stille. Først da sov han, men så snart mørket faldt på var Ashmon der, trofast til at vække ham og skifte forbindingerne. Derefter gik Lorgath ned. Denne gang med sin halskæde i lommen.
Da han var nede og havde lukket døren op og sendte hende et blik mod hende og omgivelserne hvor hans blik straks faldt på skruerne. Typisk, der var et eller andet. Så måtte han bare skynde sig lidt mere.
"Ashmon, få liget væk," mumlede han gnavent. Hushovmesteren gik forsigtigt ind og trak det efterhånden ret ækle lig med ud af rummet. Derefter hev han en kniv frem og gik ind i rummet.
"Hvis du rører dig, så skærer jeg i dig. Tro mig, når jeg siger det," forklarede han, som var det en hverdagsting, før han stod helt tæt på. Han gav et pift fra sig, og kort efter var Ashmon der igen.
"Vi skal lige have ordnet lænken," forklarede Lorgath, med en gestus mod den. Ashmon nikkede og gik i gang samtidig med at Lorgath meget hurtigt greb fat om samme nakkemuskel som natten før, hvorefter han med en fod skubbede hende op ad væggen.

Xenix kunne ikke beskrive den irritation der fulgte da han kom vadende ind i rummet, hvis han dog bare ville lade hende være. "Hvad vil du med mig? Du har fået hvad du ville have!" knurrede hun til ham da han trådte ind til hende, heldigvis fik han liget fjernet hurtigt, det var også begyndt at blive ækelt, heldigvis havde Xenix ikke haft så meget tid til at skænke det opmærksomhed da hun havde haft travlt med sit lille udbryder-projekt.
Hun kunne ikke lade være med at himle med øjnene da Lorgath opdagede at lænken var løs, hun forbandede langt væk at hun så sent havde opdaget sin evne, og af samme grund havde været så længe om at få lænken op. Havde hun været lige så dygtig som mange andre med den evne havde hun været ude fra det hul hun sad i for længst.
Da Lorgath trådte hende nærmere vendte hun ansigtet væk fra ham, indtil han tog fat i hendes skulder, hun havde fået rigeligt af den slags dagen før "Slip mig Lorgath!" sagde hun så dødalvorligt og så ham direkte ind i øjnene, hendes pupiller blev langsomt slørede og hendes øjne lakkede imod en mælkehvid farve, hvis hun kunne ramme ham med sit andet blik kunne hun forhåbentligt holde ham i skak længe nok til at slå denne Ashmod ud og finde nøglerne på en af dem og bum, være fri. Desværre tog det andet blik nogle minutter at fremkalde, og man kunne ikke andet end at håbe på, at Lorgath ikke tillagde det en videre betydning.

Lorgath stod der et øjeblik med tommelfingeren begravet i hendes muskel til han hørte hendes ord og fik øjenkontakt med hende. Han syntes det var mærkeligt, og blev meget hurtigt enig med sig selv om, at det langt fra kunnet være noget godt. Derfor skyndte han sig at kigge væk. Han flåede Ashmons slips af med et lidt undskyldende blik og bandt det om øjnene på hende med en meget vred grimasse.
"Du ønsker kun at gøre det værre for dig selv, gør du?!" Udbrød han vredt, før han prikkede hende hårdt i halsen. Ikke nok til at ødelægge hendes luftrør, men dælme nok til at det ville gøre ondt på hende.
"Hvis du tager det klæde af dine øjne, så stikker jeg dem fandme ud på dig!" Snerrede han arrigt, før han kiggede på Ashmon, der stadig var godt i gang med at sætte sømmene fast. Det tog sin tid men Lorgath var normalt meget tålmodig med sin hushovmester.

Xenix fik et chok da han flåede slipset af hans hushovmester. De ellers blå øjne fortsatte med at blive svagere og svagere inden han rettidigt fik bundet slipset fast om hovedet på hende. Et øjeblik stivnede hun totalt da hun opdagede hvor meget han havde overtaget, hun var stadig lænket, Ashmod sad med hendes ene arm, han havde fat i hendes skulder på et meget væsentligt trykpunkt og ikke nok med det, så havde han nu bundet et stykke stof om hendes øjne.
En gemmenborende brændende smerte hamrede imod hendes hals, selvom hun ikke længere trak vejret (andet end af vane til tider) var smerten ulidelig, hun trak den ene arm fri fra Ashmod, som det tydeligvis kom bag på, og tog sig til halsen mens hun prøvede at komme fri fra Lorgath.
Da hun havde ømmet sig lidt skulle hun lige til at komme med endnu et rapkæftet svar, men valgte denne gang at holde sin mund lukket og nikke indforstået, hun var ikke i humør til mere smerte og desuden var hun allerede så småt blevet sulten igen.
"Hvad vil du så?" spurgte hun til sidst og vendte igen ansigtet væk fra ham, tydeligvis aftentende hvad han nu ville finde på. Uanset hvor gerne hun ville kunne hun ikke længere holde respekten væk fra ham, han havde virkelig fået krammet på hende, nok som den første i hele hendes liv

"Har du nu også styr på det?" Spurgte Lorgath Ashmon en smule overbærende da manden så overrasket til som reaktion da kvinden hev sin arm til sig. "Selvfølgelig. Jeg skal bare have armen tilbage igen," svarede overtjeneren med sofistikeret ro. Ashmon havde set værre ting end mange folk kunne være "stolte" af at se og Lorgath var ret sikker på, at kvinden ikke skræmte ham så forfærdelig meget. Ashmon trak hendes arm til sig, stille og roligt og påbegyndte igen det lidt irriterende pilleri med kæden.
Kvindens spørgsmål fik Lorgath til at se tilbage på hende. I det mindste tog hun ikke slipset af.. Det var da noget.
"Hvem er du?" Spurgte Lorgath bare tilbage, uden nogen videre følelser i stemmen. Hidsigheden var afdæmpet lidt, men han kunne mærke at der skulle meget lidt til. Selv det mindste kunne ødelægge hans humør nu og det irriterede ham dybt og inderligt, for så kunne han ikke helt lege så meget rundt med kvinden som det var meningen, at planlæggelserne havde budt op til.

Smerten tog langsomt af fra halsen og Xenix rørte sig ikke ud af stedet, måske var det i virkeligheden bare lettest at samarbejde, i hvert fald bare en lille smule så han ikke pludselig besluttede sig for ting som at stikke øjnene ud på hende eller sulte hende i flere dage. Hvor længe kunne hun overhovedet overleve uden blod?
Igen tog Ashmod hendes arm og ordnede videre på skruerne hun havde brugt så lang tid på at få løse, en irritation skød igennem hende men hun lod ham tage armen og få arbejdet færdigt.
Da han stillede hende spørgsmålet overvejede hun længe om hun skulle lyve overfor ham og give ham et falsk navn, så ville det blive endnu sværre for ham at finde hende når hun slap væk derfra, men hun kunne ikke overskue flere tæsk nu hvis han fandt ud af at hun stak ham en plade og endte bare med at sige "Mit navn er Xenix!"
Hendes øjne var efterhånden faldet tilbage til at være de normalt lyseblå øjne, og forsigtigt skubbede hun bindet af med den ene skulder, men så ikke på Lorgath stadig så han vidste at hun ikke prøvede på noget.
"Må jeg komme fri nu?" denne gang lød hun væsentligt mere afslappet mens hun sendte ham et næsten bedende blik. Hun ville naturligvis stadig strimle ham til så mange småstykker at Ashmod ikke kunne tælle dem, men så længe han havde fået en idé om at hun var faldet til ro

Lorgath så hende an igen, mens det så ud som om at hun tænkte over det. Selvfølgelig gjorde hun det, det ville alle gøre, og så stikke ham et komplet falsk navn, men af flere grunde troede han alligevel på hendes ord. Xenix, en ganske velhavende kvinde, der mængede sig med folk af samme adelige status som ham. Meget andet vidste han ikke, ud over at hun tydeligvis var en lejemorder. Det satte igen tankerne igen. De to mindede en del om hinanden og til dels skræmte det ham, men det var endelig ikke noget han fremviste.
Hans blik blev hårdt da hun skubbede slipset fra øjnene og han holdt sit blik langt fra hendes øjne, mens han funderede over hvad fanden han skulle gøre ved dem. Hendes bedende ansigtsudtryk kunne have tacklet enhver anden end ham. Han var ligeglad. Han vidste at det helt sikkert var spil for galleriet, for ingen vendte på en tallerken på den måde.
"Nej. Men det er stadig interessant, hvordan nogen kunne finde på at sende en lejemorder efter en lejemorder. Meget interessant. Man skulle næsten tro personen ønskede dig død," forklarede Lorgath, før han lige så roligt pillede halskæden frem og viste hende den, hvorefter han selv begyndte at studere den, som han nærmest konstant gjorde med alle sine genstande.

Xenix slap ham ikke med blikket, hun skulle lige til at slå kløerne i ham da han nævnte at han endnu ikke ville sætte hende fri, men undlod det. Jo mere føjelig hun virkede, desto større var chancerne for at komme hurtigt ud af de elendige kæder.
Hun studsede dog over det som han sagde med et par rynkede øjenbryn, hun kendte ingen adelige som selv var lejemordere udover hende, hun havde i hvert fald aldrig hørt om nogle. Det var så lige indtil han fiskede sølvkæden op ad lommen, hun stirrede vantro på den, det kunne ikke passe, Mordekai var berygtet vidt og bredt. Selv de mest garvede lejemordere havde stor respekt for ham.
Et øjeblik følte hun sig som en totalt idiot, hun havde mest af alt lyst til at synke ned i et stort hul. Hun var tydeligvis vadet direkte i en fælde.
"Det lyder rimeligt, jeg fik det som et hastejob, din sag lå allerede klar og jeg fik fire diamanter for at udføre det samme aften!" Sagde hun så ganske ærligt og rykkede sig til den ene side, hun brød sig ikke om at han stod så tæt på hende, hun vidste efterhånden ikke hvad han kunne finde på.
"Jeg blev sendt af Ikaros Bjarman, lyder det bekendt?" denne gang var hun oprigtigt interesseret, men en vis frygt havde sneget sig ind hos hende. Mordekais rygte gik hovedsageligt på at han var en sadistisk morder, og hvis alt det her bare endte ud i en lang torturprocess var det om at finde en udvej hurtigst muligt

Lorgath smilte da Xenix endelig fik tungen på gled. Han sugede informationen til sig og nikkede. Han kendte godt selv til hastearbejde, men det var meget sjældent han selv tog dem. Mest af alt fordi han havde behov for at vide alt om sit mål før han gik i gang. Det var en dumdristig ting at gøre, som hun havde gjort, men den var kun menneskelig. Og selvom Lorgath var en vampyr, så var han også selv en smule menneskelig af sind. Han tog halskæden på og stirrede et langt øjeblik på hende, ikke i hendes øjne, blot på hendes mund.
Navnet hun gav ham fik ham til at grine. Han havde godt mødt manden før, faktisk var han en klient, og manden var en type, Lorgath ikke brød sig om. "Ah, ham," mumlede han med et smil. Ashmon rejste sig da han nu var færdig med lænken. "Få lige noget mad herned," beordrede Lorgath hushovmesteren, som blot nikkede og gik. "Jeg kender ham godt. Eller kendte..." Konstaterede Lorgath, så snart de to var alene. Han håbede at han hintede nok til, at Ikaros var en død mand nu. Mordekai skulle nok tage sig af ham og han ville dukke op et meget spændende sted.

Xenix kunne ikke lade være med at blide sig selv i læben og føle at hun havde talt over sig, det var ikke det der med at snakke der gjorde hende noget, det var snare det faktum, at hun gjorde som han ville have der irriterede hende ualmindeligt meget.
De mandelformede øjne fulgte roligt kæden da han tog den på, hun ville slet ikke være i nærheden af ham, hvem vidste hvad han overhovedet kunne finde på, men hans ord fik hende alligevel til at spidse ører "Jeg har udført et par jobs for ham gennem tiden!" sagde hun så, og trak på skuldrene hun kunne ikke lade være med at tænke på hvem af de to Ikaros ønskede død, men hun havde en grim fornemmelse af at det var hende. Igen væltede en vrede op i hende der afspejlede sig i hendes blik, men hun sagde intet.
Hun så efter Ashmod der gik efter mad, tanken gjorde hende lykkelig, hun var allerede hundesulten igen og kunne ikke slippe tanken om hvor meget blod hun egentligt skulle have for at føle sig godt tilpas.
Hun lod sig igen synke ned på gulvet, hvor hun med den ene hånd forsigtigt lagde to fingre om slidsåret på det andet håndled der var blevet fremprovokeret af alt hendes stædighed for at komme ud af lænken, nu gjorde det bare unødigt ondt, især efter Ashmod havde ordnet lænken. Diskret skævede hun ned til den, han havde skruet skruerne skæve i, hvilket gjorde dem endnu sværre at få op.
"Du har vel også et job at passe!" sagde hun så, måske lidt for interesseret i at få ham ud af fangekælderen i en fart

Lorgath sad et øjeblik stille før hun talte igen og forklarede at hun havde udført nogle jobs for ham. Selvfølgelig havde hun det, manden ønskede jo så mange folk døde uden nogen egentlig årsager. Det var derfor, Lorgath fandt ham så kedelig og klam at tale med. "Ja, det har jeg også. Han er en irriteterende lille mand," konstaterede Lorgath uden nogle følelser i stemmen. Da han så hendes hentydende blik mod sit håndled, der lige nu var revet op, gik han ud fra rummet kort og kom senere ind med nogle bandager. Hendes næste hentydning var at få ham væk og til dette rystede han på hovedet. "Du har lige givet mig endnu en ferie," forklarede han blot med et skuldertræk, før han greb fat i hendes arm og med en god del smidighed fik smøget bandagen ind under kæden. Da det var gjort så han hen på hendes anden hånd.
Kort efter dukkede Ashmon op med en bakke, hvorpå der stod en kande og to glas. Lorgath rejste sig og hældt et glas blod op til begge, hvorefter han rakte hende det ene.

Xenix kunne ikke andet end at nikke til hvad Lorgath sagde. "Men han betaler godt, og jeg har haft nogle spændende emner ind imellem!" sagde hun så og trak på skuldrene, hvis ikke Lorgath tog sig af ham skulle hun med glæde gøre det selv, og det ville tage lang tid, ikke som hun normalt gjorde med et hurtigt stik og så var det ude, nej, han skulle få lov til at se hvilket monster han havde skabt.
Idét Lorgath greb ud efter hendes hånd trak hun den hurtigt til sig i selvforsvar, indtil hun opdagede hvad meningen var med det, derefter slappede hun en kende mere af, men kunne ikke lade være med at stirre på ham som en bidst hund. Ærligt talt vidste hun ikke hvorfor han pludselig behandlede hende så pænt, hun tog sine forholdsregler og forventede et udbrud når som helst. Roligt betragtede hun ham, de lignede ganske sandt hinanden skræmmende meget, det sorte hår, de blå øjne og ja deres hverv var sågar det samme.
Hun slog tanken ud af hovedet, hun ville slet ikke tænke så pæne ting om ham, hun ville væk derfra hurtigst muligt, men hun kunne godt gå med til et måltid. Et eller andet sted fandt hun det makabert at opbevare blod på den måde, men hele duften og smagen tiltrak hende nu, lige siden hun havde sat tænderne i den forsvarsløse unge pige og det første blod kærtegnede hendes tunge havde hun ikke rigtigt haft så meget imod det, det hørte vel med.
Roligt tog hun imod det glas som Ashmod kom med hvorefter hun skæptisk kiggede på Lorgath "Hvofra kommer det her overhovedet?" spurgte hun så og så på blodet "Og hvor gammelt er det?" hun havde ikke i sinde at røre gammelt blod overhovedet. Trodsigt stillede hun glasset fra sig og så så igen indædt på Adelsherren der sad overfor hende. "Du så ellers ikke ud til at have problemer igår nat!" knurrede hun så, og hentydede tydeligvis til at hvis han havde kræfter nok til at æde og forvandle hende burde hans normale arbejde vel ikke være så krævende.

Lorgath nikkede blot til Xenix' udtalelser. Han var ligeglad, Ikaros skulle dø på et tidspunkt. Han drak lidt af blodet selv, og kunne med det samme smage at det var frisk. Godt blod. Ashmon havde sikkert ordnet en eller anden og taget lidt af hans blod uden at slå ham eller hende ihjel. Ashmon var god til sådan noget, og derfor svarede Lorgath ikke selv på spørgsmålet, som Xenix, trodsigt stillede.
"Det kommer fra et par folk. Det er nogle timer gammelt, men holdt frisk," besvarede Ashmon hendes spørgsmål med et høfligt smil, før han stillede sig lidt væk med bakken i hænderne.
Xenix' næste kommentar gjorde faktisk Lorgath lettere vred igen, men mest af alt fordi hun kunne tillade sig at spørge om noget så dumt. Hun var ikke dum, nej, men med Lorgaths perfektionisme inden for faget, blev han småhidsig. "At slås kan jeg godt, ja. Jeg kan godt slås, men det kræver ikke kun at slås i mit fag. Mordet.. Skal være perfekt! Der må ikke være én eneste fejl," forklarede han lettere irriteret.

Xenix holdt stift øjnene på Lorgath mens han drak af blodet, inden hun løftede glasset og så ned i det. Derefter løftede hun glasset til læberne og drak grådigt. Da hun havde tømt glasset stillede hun det fra sig på fliserne, hvorefter hun stirrede over på kanden, hun var endnu sulten, men ytrede sig ikke om det. Måske spiste hun bare meget fordi hendes udøde krop var så ny.
Hun kunne endnu godt mærke spændingerne mellem de to, Xenix var stadig arrig på ham, og var parat til at tage sin hævn når som helst, hun havde aldrig haft behov for at være vampyr og overleve på blod fra andre mennesker. På den anden side var det vel bedre end bare at få skåret halsen over, hun kunne ikke rigtigt blive enig med sig selv, nok mest af alt fordi hun endnu var irriteret på vampyren der sad overfor hende.
"Så var det måske end idé at begynde at planlægge allerede nu, hm?" spurgte hun så og hævede øjenbrynene imod ham. Xenix var generelt selv meget perfektionistisk når det kom til at planlægge sine mord, men ikke i samme grad som Lorgath eller rettere sagt Mordekai var.
"Er det så nu jeg skal begynde at frygte sølv, sol og hvidløg?" hun kunne ikke lade være, også selvom tonefaldet var en kende provokerende, alt hendes irritation manifesterede sig bare i provokerende kommentarer, eftersom hun ikke kunne få det ud på andre måder, med mindre hun ville igennem tortur, og det havde hun ikke i sinde.

"Jeg planlægger ikke, når jeg kke ha et job mellem hænderne, og det har jeg ikke nu," svarede Lorgath på Xenix' lidt arrogante spørgsmål før han lavede et vink til Ashmon om at opfylde hendes nu tømte glas. Lorgath tømte også selv sit, men afslog at få mere da Ashmon så spørgende på ham. Han stillede glasset på fadet og så tilbage på Xenix, da hun spurgte om hun burde være bange for forskellige ting.
"Solen, ja. Sølv. Nej, ellers ville jeg ikke rende rundt med ringe af det og en halskæde. Mad kan en vampyr ikke bruge, men du kan stadig spise det. Det ryger bare op igen. Hvidløgene er en skrøne," forklarede han med et skævt smil.
Og det var sådan de begyndende lektioner startede. Hun forblev i kælderen i et godt stykke tid endnu, faktisk et par uger, men lænkerne blev rettet til så de ikke irriterede for meget og han gik så vidt som at få anbragt en seng samt nogle af de mere hårde læsebøger, omkring vampyrer. Selvfølgelig kom han også tit ned og besøgte hende, men med sin genoptræning havde han travlt.

------------------------------------------------

Indtil for to nætter siden hvor han slap hende fri, men med formaninger om at forblive på herregården. Om det så ville fungere vidste han ikke, men han fortsatte selv sin træning begge nætter og nat nummer to, var åbenbart en smule hård ved ham på grund af hans nervøsitet over Xenix. Han vidste ikke hvad hun kunne finde på, og ærligt talt brød han sig ikke om tanken om at have hende rendende frit rundt. Men han satte sin lid til Ashmon, selvom denne mand til tider var tunghør. Han plejede at reagere når Lorgath var i fare.
Denne nat gik han til sine sovekamre klokken syv om morgenen - eftersom at det var vinter ville der først komme sol klokken ni, men Lorgath, der ellers var punktlig med disse tider, var træt og valgte at sove tidligere.

Xenix blev i kælderen, overfor Lorgath agerede hun mere og mere venligt, men inderst inde ulmede en vrede selv ikke satan ville være i stand til at beskrive. Hun hadede at være fanget og hadede at han bestemte hvornår han ville være der, hvornår hun spiste og hvornår han skulle underholdes. På trods af at han havde fået Ashmod til at justere lænkerne drev det hende til vandvid at skulle holde sig inden for de samme få kvadratmeter hun havde afgang til i kælderen. Oftest fik hun blodet serveret i glas, det var mad, men det var ikke det samme som når det kom direkte fra halsen på et offer.
Lorgath havde givet hende nogle bøger, men på trods af at Xenix var meget glad for at læse var noget af det lige til rotterne, selvom hun dog havde fået hovedessensen ud af lærebøgerne.

Endelig, endelig besluttede Lorgath sig for at slippe hende fri fra den usle kælder, nu var det bare om at vente til det rette tidspunkt. Det første døgn var ulideligt, Ashmod havde mere eller mindre øjne i nakken på hende kronisk, sov han aldrig? Det var anden nat der tilbød sig muligheden hun længe havde ventet på, Lorgath var gået tidligt i seng, hvilket gav hende omkring halvanden time.
Forsigtigt skubbede hun døren op til hans sovekammer, hun havde allerede fremkaldt det andet blik parat til at angribe hendes kære uvidende 'skaber'.
"Lorgath?" hviskede hun stille igennem rummet inden hun lænede sig overham i sengen, efter at have studeret ham rigeligt i kælderen var hun udemærket klar over hvor opmærksom han var, der var ingen vej uden om. Hun fangede hans blik og hendes evne slog til. I samme øjeblik hun havde fået fat med evnen, vendte hun rundt og satte i løb.
Hurtigere end Ashmod kunne få fat i hende var hun ude af herregården og ude i den frie nattelugt hun så længe havde længtes efter. En blød latter rungede fra halsen som hun passerede ud i det frie, ud i Tusmørkedalen.
Overrasket over sin nye evne til at løbe uden at blive forpustet fortsatte hun en time, indtil hun stoppede op og så sig omkring, hvor var hun overhovedet endt henne? Alting lignede bare sig selv og det samme, ikke engang en sølle bygning var til at få øje på.
Frusteret bed hun sig i læben mens hun så rundt, i solens spæde stråler farvede allerede horisonten i lillae og lyserøde farver. Hun satte i løb igen men fandt intet brugbart, intet andet end en lille bakkehøj hvor solens stråler ville være længe om at komme frem. Hun sank ned på hug og spejdede udover dalen, hun kunne ikke igang finde tilbage til herregården nu, om ikke andet ville det også være for sent.
På det ene skulderblad kunne hun allerede mærke solens stråler gnave, en enkelt tåre trillede ned ad hendes kind og efterlod et blodigt spor. Hun var vel død i forvejen, var hun ikke?

Lorgath vågnede op til Xenix' bløde stemme og hans ellers så gode syn var lettere grynet, da han rent faktisk var træt. Han nåede at fange hendes blik hvor han godt lagde mærke til at han praktisk talt lige havde gjort det dummeste han overhovedet kunne gøre. Så skete det, afsindige smerter der ganske simpelt var overalt og han var meget hurtigt oppe at sidde, mens Xenix forduftede ud af rummet. Det var i hovedet, i armene, i benene, i ryggen, OVERALT og han kunne på ingen måde håndtere dem mens han pludselig gav et øresynderrivende smertesskrig fra sig. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, heller ikke da Ashmon kom og råbende spurgte hvad han kunne hjælpe med. "Få det væk, for helved! Få det væk!" Var det eneste der kom ud af munden på ham. Han gentog det, råbende og brølende mens han kastede sig rundt på gulvet - han var faldet ned fra sengen.
Det var først hvad der føltes som evigheder efter, at han lå stille. En mindre jamren af komplet udmattelse og smerte forlod hans allerede ømme hals og han lå et stykke tid endnu, før det gik op for ham at han var nødt til at tage ansvar for Xenix. Ashmon, der stadig var der, kunne godt se det beslutsomme udtryk i sin herres ansigt, og hushovmesteren sagde intet udover at bjæffe kommandoer af nogle tjenere om at hente både en jakke og en kappe, samt et tykt tørklæde til ham. Så hjalp han sin herre op fra gulvet.
Lorgaths ben rystede faretruende under ham da han endelig kom op at stå og han kneb øjnene sammen mens han vaklede afsted ned ad trappen med Ashmons støtte.
Kort efter var han uden for. Han snuste ind for at opfange hendes lugt. Den kom til ham, svag, men den var der og han trodsede sin egen dødevægt og satte i løb.
Da han endelig kom frem til hende var det ude midt i ingenting og han var næsten ude af stand til at komme videre. Men det var nødvendigt, selvom solen sad på hans ellers dækkede krop og fik det til at ryge fra ham. Han gik helt hen til hende og da han så den blodige stribe fra hendes øje - den eneste måde en vampyr kunne græde på - greb han fat i hendes skuldre. "Vi skal ind," forklarede han, næsten drænet for kræfter, mens han trak i hende. Det endte med at han fik hende op og trak hende med, i løb, tilbage mod herregården.
Da de endelig var tilbage - hvor Lorgath allerede havde svøbet Xenix ind i sin kappe og havde dækket det meste af sit eget hoved med tørklædet, var Ashmon meget hurtig med at få dem hjulpet ind i køkkenet, hvor han kunne hjælpe dem af med de fleste smerter. Manden var jo trods alt en læge.

Solens stråler havde allerede ædt sig ind til Xenix hud på skuldrene da hun fik øje på en person i det fjerne, hun kneb øjnene sammen for at få et bedre kig på personen, da solens stråler blændede hende mere end hun nogensinde havde forestillet sig at den kunne.
Til sidst stod vedkommende ved siden af hende og trak i hende, da det gik op for hende at det var Lorgath. Hun havde nok aldrig troet at hun skulle være mere glad for at se ham, selvom at smerte skød igennem hende som tusind nåle, da hun ikke længere sad i skyggen, og den forbrændte hud på ryggen strakte sig unødigt meget. Da han begyndte at trække i hende kunne hun slet ikke overskue den langt vej tilbage, men fulgte ham alligevel i et spinkelt håb om at overleve. Kappen han viklede hende ind i hjalp meget på det, men røg stod stadig op fra den sorte kappeklædte skikkelse der vaklede fremad så hurtigt den kunne, ihærdigt trukket fremad af Lorgath.
Til sidst, endelig, efter hvad der mindede om en evighed i et ulideligt smertehelvede trådte de ind ad døren til herregården og Lorgath gav slip på sit tag i hende.
Hun havde hvervet sig store brandskader på skuldrene, ryggen og hænderne, overraskende nok var hendes ansigt nogenlunde uskadt, nok fordi det var hvad hun havde dækket mest over.
Mens Ashmod hentede de fornødne sager sendte hun Lorgath et skyldigt blik, inden hun hulkende omfavnede ham så blod dryppede ned på hans jakke. "Undskyld" mumlede hun og knugede sig ind til ham, som ville hun aldrig give slip igen. Det var først lige gået op for hende hvorfor Lorgath så ihærdigt havde holdt på hende og nægtet hende adgang til huset og nu havde hun takket ham ved at udsætte dem begge for livsfare. Når hun tænkte over det, havde hun nok aldrig haft så dårlig samvittighed i hele hendes liv.

Lorgath var sluppet heldigt på grund af den tykke beklædning, men hans ryg var stadig spækket med store pletter af forbrændinger og nakken havde været værst udsat, sammen med armene, fordi han havde været nødt til at holde fast i Xenix på vejen hjem. Hans ben var heller ikke ligefrem sluppet billigt, men ligesom hun, havde han næsten ingen så i ansigtet. Til gengæld havde han nået grænsen på hvor meget man skulle overbelaste sin krop, og da Xenix kastede sig ind til ham, hulkende, væltede han selv ned at sidde op ad væggen med et udmattet suk. Af en eller anden grund fandt han hendes undskyld oprigtigt, og selvom enhver anden paranoid adelsmand ville have sendt hende ned i st fangehul uden at hjælpe hende af med skaderne, så ville Lorgath ikke gøre det. Han ville vise hvordan han, stadig nærede tillid til hende, og han ville vide, hvor dårlig samvittighed hun ville have over det. Han lagde sine arme om hende mens han lænede sit hoved op af væggen.
Ashmon var i gang med at få det ene badekar ind, samt et til, der måske ikke var helt så strålende, men for Lorgath var det egentlig ligeglad hvad der skulle gøres. Han ville bare sove nu, og komme af med sine skader.
"Det er i orden," hviskede han hæst til hende, hvorefter Ashmon blidt tog fat i hende for at få hende ned i det afkølende vand.