Han små klukkede til Kijara's sidste bemærkning om denne dæmon, men det beviste bare at hans egen teori om dæmoner ikke var rigtig. Han mumlede lidt om nogle andre teorier som hvorpå han kom ind på om portaler som gik fra underverdenen.
Han så igen på Kijara tænkte lidt om han kunne stole på denne pige til ikke at vise jæggere vejen til hans hytte, hun så i hvertfald ud til at kunne bruge noget hvile og måske en kop urte te? Han selv kunne trænge til en lille dram da han godt kunne mærke han var lidt tør i halsen. Han havde jo heller ikke fortalt hende hans navn, eller havde han? det havde han helt glemt om han havde.
''Sagde jeg nogensinde hvem jeg var..?'' spurgte han venligt og kradsede sig let på mulen.
Det var lidt pinligt for ham at spørge en fremmed om han havde glemt noget, men hvem skulle løbe omkring og fortælle om den store gående tyr som glemte noget? Han så væk og smilte let over det med den gående tyr, men det var han jo også på en måde.

Kijara sad et øjeblik, skumlende over dæmonen. Ja ja nok var hun ude på eventyr, men ligefrem at pudse en drage på hende .. Hun huskede tydeligt hans sidste bemærkning "Han er måske svær at styre... men som så meget andet, må man kæmpe for ting i livet.." .. Svær at styre? Det måtte han nok sige. Hun rynkede let på næsen og så bistert frem for sig.
Igen blev hun nærværende, da Gortus snakkede til hende. Nej, han havde faktisk slet ikke præsenteret sig, huskede hun. Hun havde jo faktisk været lidt fornærmet over, at han ikke gengældte hendes præsentation, når hun nu havde givet ham sit navn.
"Nej, det gjorde du ikke.." hun kiggede på ham, og hendes blik var denne gang mere nysgerrigt. En mand der var halvt tyr måtte alligevel have en interessant historie.

''Gortus Norktus'' sagde han venligt men bestemt og nikkede høfligt til Kijara. ''Din art kalder mig nu monster eller Minotauren'' sagde han med en lettere munter stemme, de fleste som råbte eller skreg det var som regel nogle uheldige jægere som havde undervuderet hans styrke og inteligence.
Der var ikke så mange udenfor skoven som så ham som et civiliseret væsen, nok fordi han sjældent lod en jæger slippe væk, så selvfølgelig brød byerne omkring skoven sig ikke om ham, men han var nu ikke det farligste her omkring, det var nu nok Malaking som han delte bo med, dog havde han været væk i et godt stykke tid så det gjorde vel Gortus til det farligste som de to kendte i skoven.
''De fleste af din art jeg møder er herude med våben for at dræbe mig'' smilte han og små fnes over den sidste patulje der var sendt for en uge siden.

"Gortus Norktus." Gentog hun og nikkede kort med hovedet. "Det er første gang, jeg møder en mand af din art."
Igen brugte hun et stykke tid på nysgerrigt at betragte ham. Der var så sandelig mange mærkelige væsner i Krystallandet, måtte hun sande. Hun følte sig dog umådelig heldig over, at han havde vist sig at være venligsindet. Især når man tog i betragtning, at hun i øjeblikket befandt sig i Mørkets Skov .. her var venligsindede skabninger virkelig et sjældent syn.
Af samme grund havde Kijara bevæget sig meget vagtsomt på sin tur gennem skoven med et fast greb om det lange spyd, hun altid bar, og som nu harmløst stod lænet op ad hyttens væg. Det var måske meget muligt at en drage havde gnasket på hende, men hun skulle så sandelig nok forsvare sig, hvis der skete noget!
Dog .. det var heldigt, at hun ikke var kommet i kamp.
"Tja, det er muligt, at jeg søger eventyr, men jeg er ikke så dum, at jeg uden videre stormer hen mod en mand på din størrelse for at dræbe." svarede hun med et lille, skævt smil. "Desuden .. du har jo ind til videre vist dig at være ganske venligsindet."

Han små lo da hun nævnte det med at han ikke havde angrebet hende.
''Ser du...Kijara...Det er der en logisk forklaring på'' sgade han glad og placerede begge sine hænder på sine 'knæ'((ved ikke om hvad en minotaurs knæ hedder xD )). '' Ser du... du mødte mig jo herinde.. og jeg kan ikke bruge bjælkerne her når de er smadret..'' grinte han videre og stoppede med et smil. ''Jeg storme altid fremmede med mindre der er noget jeg skal bruge bag dem eller udenom dem'' smilte han og kradsede det venstre horn med hånden. Hornene havde før gennemboret et træ, men det var heldigvis kun sket engang.
Et stod ved dørkammen og så sig omkring, dyrene havde intet imod Gortus's lugt så de frygtede ham ikke da han ikke gjorde dem fortræd. Egernet løb hen imod dem, den havde ikke bemærket lugten af en krystalianer da lugten fra Gortus overdøvede Kijara's lugt. Den hoppede op af ryggen på ham og sprang fra hans hovede op på en af loft bjælkerne, stadig uden at havde bemærket Kijara.

Hendes øjne blev en anelse større, og hun kiggede usikkert på Gortus, i tvivl om hvorvidt han blot spøgte, eller om det virkelig havde været hans ansigt at angribe. Han havde ganske rigtigt virket lidt gnaven i starten, men han havde jo hurtig vist sig at være ganske rar at tale med .. og han fortalte om sine hensigter med et smil og en latter.
".. Storme?" spurgte hun lidt tvivlende.
Hun fulgte den nye gæst i hytten med øjnene, ganske forundret over, hvordan egernet lod til at finde sig helt tilpas ved Gortus. Kijara var slet ikke vant til at se vilde dyr så tæt på - hun var ofte utålmodig af sig og til tider lettere støjende. Ikke ligefrem noget, der fik små egern til at komme nær.
Et lille smil bredte sig dog på hendes læber ved synes af dyret.

Han drejede hovedet og så op imod den bjælke som egernet var klatret op på, den havde vist gemt sig da han så derop. Dyrene i skoven vidste godt at han ikke gjorde dem noget, med undtagelse af vildsvinene og dådyrene, han kendte ikke meget bedere mad end en god svine steg.
Han vendte sig imod Kijara igen med et venligt blik og et lige så venligt smil.
''Der er mange som jæger mig af to grunde.'' sagde han venligt og pegede på det venstre horn. ''De vil have disse og mit endeligt for at ,rede' skoven fra monstret idet'' sagde han med et let grin mens han pegede på sig selv.
''Det med at storme folk er for at beskytte dem fra mig, lære de mig at kende vil de blive set som et af mine børn... spørg ikke hvofor men det er sådan det er med landsbyen lige ude for skoven mod øst.'' lød det roligt fra ham imens han rykkede sig lift for at læne sig op af hyttens væg.

Kijara rynkede panden let og betragtede Gortus. Han kunne bestemt også godt virke frygtindgydende, som det store muskelbundt, han var. Desuden så hornene ikke helt uskadelige ud.
Hun måtte da også tilstå over for sig selv, at hun havde været en anelse bange, da hun først fik øje på ham. Det var sjældent venligtsindede skabninger, man mødte her i skoven, og nu havde minutaurer heller ikke ligefrem ry for at være fredelige blomsterplukkere.
Hendes læber skiltes i et let smil. "Selvforsvar, altså." bemærkede hun. Hun nikkede kort, "Jeg tvivler dog på, at jeg ville udgøre den store trussel for dig."
Hendes blik blev en anelse mere alvorligt ved hans ord. Man kunne bestemt ikke bebrejde folk, at de blev bange for ham, men ligefrem jage ham som et dyr .. eller et monster. Tja, det var måske meget normal adfærd for bønderne her i området..

''Selvforsvar kan vi godt kalde det'' lød han lettere tilfreds imens at han fandt sig til rette med hans nuværrende stilling. Der var sikkert enkelte splinter i væggen men han bemærkede dem ikke da hans skin var hårdt og tykt.
hvis man tænker over det er Gortus blot et dyr her i skoven da han beskytter sit teritorie imod andre rivaler, hvilket i dette tilfælde jo var menneskene som normaltvis var tilfældet. Dog var han jo mere udviklet end dyrene så han vidste jo godt at han ville skræmme folk ved at storme imod dem, dog vidste han også hvornår han skulle stoppe for ikke at skade de uskyldige forbirejsende.
Dog nød han at gå i en blodrus når jægerne kom for at nedkæmpe ham, der var nu intet som slog lyden af et kranie som blev knust under hans kølle... ahh ja det var altid rart.
''Du skulle bare vide hvor unge nogle af jægerne er'' små lo han og gabte let. ''Det er næsten sørgeligt at de sender børn ud efter mig''

En rum tid sad Kijara og betragtede nysgerrigt Gortus. At møde et sådan væsen fascinerede hende stadig. Hun havde jo altid været udforskende og eventyrlysten, og Krystallandet bød på mange, spændende skabninger .. Desuden var dette her et noget heldigere møde, end hendes sidste sammentræf med en ikke-krystalisianer.
Tanken om 'de der luskede dæmoner' lurede stadig i hendes baghoved, og hun havde så småt besluttet sig for, ikke at stole så nemt på folk igen. Især ikke folk, der gik klædt som rige købmænd .. dem havde hun nu ikke haft meget til overs for i forvejen.
Det gik op for hende, at hendes tanker var gledet lidt på afveje, og hun vendte igen opmærksomheden mod manden - eller hvad man skulle kalde ham - foran sig.
"Så de sender små børn ud i Mørkets Skov på jagt efter en minotaur?" udbryd hun og kom med en lyd, der mindede om en blanding mellem en fnys og en latter. "Det lyder da som det rene selvmord.."