Han tog taknemmeligt mod hendes hånd og kom op at stå igen. Hun var overraskende høj, men han var stadig et hoved højere. Ikke at han ikke var vant til det. Into havde lavet små, ikke-verbale jokes om hans højde i ny og næ, hvilket han egentlig synes var ret sjovt.
"Klanen er egentlig lidt hemmelig, hvis jeg sådan selv skal sige det, men siden du er en elemental, går jeg ud fra at du ikke mænger dig med mennesker så tit, har jeg ret?"
Mens han ventede på at hun svarede, fortsatte han.
"Det er i hvert fald en gruppe af folk, der ikke har lyst til at lade Mørkets Lord, hans krigere, Lysets krigere eller Inkvisitionen bestemme over sig. Vi lever lidt afsondret, hvor de tumper ikke kan finde os, uden alle de trykkende regler og love, som byen og dens beboere har smidt over os. Vi tager vare på os selv og hinanden, og hvis en af os kommer i problemer, hjælper de andre vedkommende. For at sikre at der ikke opstår problemer, har vi en person, der holder styr på folkene, men han fungerer ikke som en leder."
Argon undlod indtil videre at nævne, at han var 'lederen'.
"Men vi er faktisk som én stor familie, set med andre øjne. Vi passer på hinanden. Nogle af vores medlemmer er også undslupne slaver, andre bliver forfulgt af Inkvisitionen, og nogle igen af Mørkets krigere. De søger ly hos os, og det synes jeg at de skal have lov til. Hvis du kommer i problemer, er du selvfølgelig også velkommen," tilføjede han, selvom hun ikke just så ud som om hun var i problemer lige nu.

Hun gav slip på hans hånd og rystede på hovedet, da han spurgte om det. Hun undgik helst mennesker.
"Jeg har ikke brug for at være sammen med en masse væsner jeg ikke kender," sagde hun uden tøven, måske lidt for hurtigt. Problemet var jo egentlig bare at hun ikke kunne komme sig over sin gamle bedste ven, og det gik ud over alle andre væsner, fordi hun ikke troede på dem. "Desuden bliver man jo bare ladt i stikken når det virkelig gælder," sagde hun så, som om hun havde oplevet det. Normalt stod elementalerne sammen, så der var ikke noget problem der, så egentlig havde hun ikke rigtig oplevet det.
Hendes øjne mødte ikke mandens overhoved, men kiggede ud over skrænten, som om at hun søgte noget.

Argon stirrede på hende kortvarigt. Hvorfor nærede hun ingen tiltro til andre? Han fulgte sin mavefornemmelse, da han spurgte, "Er det på grund af ham, du talte om tidligere, at du ikke stoler på folk?"
Han forsøgte at opnå øjenkontakt, men hendes blik lod hele tiden til at søge andre steder hen, så han opgav til sidst.
Måske var det ikke den rigtige måde at komme igennem til hende.

Hun lagde armene over kors, som et tegn på at hun prøvede at holde sig lidt væk fra ham.
"Hvis du så gerne vil vide det, så er det nok hans skyld," sagde hun med en lidt mere skarp tone, men nægtede at skabe øjenkontakt med manden. Hun kunne nemlig godt mærke at hun var rimelig sårbar lige nu, og det var derfor hun havde lagt sine arme over kors og ændret sit tonefald.
Hun begyndte at føle sig mere og mere usikker i nærheden af manden, fordi hun følte at hans historie havde ramt hende lidt for hårdt, så han fik mere ud af hende, end andre havde gjort før. Især fordi han var et menneske!

Argon nikkede, da hun gav ham ret. Han mærkede dog, at hun ikke havde lyst til at tale mere om det på hendes tonefald og kropsholdning.
"Så vil jeg bare lige sige én ting mere, og så skal jeg nok lade være med at køre mere i det. Men hvis du lader det stå i vejen for dig, så kommer du ikke langt her i livet. Du misser en masse."
Han så hurtigt væk, hvorefter han tilføjede et sagte: "Ligesom mig."
Han kiggede på hende igen og sagde, "Jeg har været så opslugt af hævn i de sidste mange år, at jeg ikke har kunnet tænke på andet end det. Jeg giftede mig med én, der hadede mennesker ligeså meget som jeg selv, jeg blev udstyret med et drabeligt våben til at dræbe dem, der forrådte mig."
Han viste hende krystalhandsken på sin højre hånd.
"Men i virkeligheden forrådte de mig slet ikke. Jeg lod min vrede og mit had tage over, så jeg ikke længere var mig selv. Jeg er ikke engang sikker på, at min kone virkelig elsker mig. Mine børn ser jeg aldrig."
Han så skamfuldt ned i jorden.
"Faktisk er klanen alt hvad jeg har tilbage. Min modstand til alt og alle tog mit liv fra mig. Derfor tøver jeg ikke et sekund med at beskytte den. Til sidste blodsdråbe, hvis det er nødvendigt."

Det her overraskede Iorwen. Hun havde altid set menneske som nogle egoistiske idioter, men det her gav en hel ny mening for hende. Der var faktisk folk der ville kæmpe for andre. Måske var den klan virkelig som en familie.
Det tog hende ikke lang tid at tænke over det næste hun sagde. "Er du klanens leder?" ordene var lidt tøvende, men hun ville være sikker. For hvis han virkelig var lederen, så havde han haft brug for nogen, da han indså det. Heldigvis var Iorwen ikke sunket så dybt, men hun var ved at indse at det bare var et spørgsmål om tid, hvis hun ikke snart lukkede op.
Iorwen var i hvert fald ikke meget bedre end manden foran hende, hvis man tog det ud fra hans historie. Hun havde ikke dræbt nogen, men hun var jo begyndt at hade næsten alle væsner pga. en lille dreng der sårerede en lille pige.

Han kiggede op på hende. Mon alle elementaler var så skarpe?
"Ja, det måtte vel komme frem før eller senere," sagde Argon. "Ja, jeg er Dracoran-klanens leder. Lord Argon Dracoran. Men jeg ville foretrække bare at blive kaldt Argon."
Hun virkede pludseligt usikker, hvilket betød at han nok på en eller anden måde, var trængt igennem hendes hårde facade. "Men nu hvor vi endelig præsenterer os for hinanden, hvad må jeg så kalde dig?"

"Io," svarede hun kort. Man kunne godt høre at det ikke var hendes rigtige navn, men hun fortalte kun folk hendes rigtige navn, hvis hun stolede på dem helt, og siden hun ikke havde kendt Argon særlig længe, ville hun ikke sige hele sit navn. Hun måtte dog indrømme, at det var ham der havde gjort mest indtryk på hende, af alle de folk hun havde mødt. Der var bare virkelig noget der forbandt dem, og han havde åbnet hendes øjne for en del ting.
Hendes arme forholdt sig dog foran hendes bryst, stadig for en vis beskyttelse, selvom de jo ikke gjorde noget.

"Godt at møde dig Io," sagde han, selvom hun stadig virkede mere eller mindre beskyttende. Selvfølgelig ville det være noget, det tog tid at ændre på. Ligesom det ville tage noget tid for Argon, at tage sig sammen til at fortælle det her for klanen. Hvis de vidste, at han var ved at blive blød, kunne det være at de ikke længere ville nære samme respekt for ham.
Han bemærkede pludselig, at det var begyndt at blæse kraftigere, hvilket gjorde det en anelse koldere derude.
"Nå, men inden vi fryser til herude på klippekanten, så tror jeg at jeg skal til at drage tilbage til klanens tilholdssted."
Han vendte og begyndte at gå, men drejede sig så tilbage mod hende efter de første par skridt.
"Vil du med?"

Iorwen selv havde intet problem med vinden, men hun var også en vindelemental, i hvert fald blev hun betegnet som en. Da Argon spurgte hende om hun ville med til deres tilholdssted, kiggede hun lettere skeptisk på ham.
"Du vil tage en fremmed med ud til jeres tilholdssted?" spurgte hun og var fuldstændig forvirret af det. Det var ikke noget man normalt bare gjorde. Selv ville hun aldrig f.eks. tage ham med ud til der hvor hun var sammen med elementaler. Til gengæld ville elementalerne også prøve at dræbe Argon, og sikkert blive vildt sur på Iorwen hvis hun gjorde.

Han trak på skuldrene.
"Efter hvad jeg har hørt indtil videre, så lyder det som om du ville passe godt ind. Og siden du ikke er på bedste fod med Mørkets Krigere og Inkvisitionen, vil medlemmmerne sikkert godt kunne forstå, hvad du laver her."
Så tilføjede han med et grin: "Ja, og så har jeg så fortalt dig praktisk talt alt om klanen og noget om mig selv, som ingen af de andre medlemmer ved, så..."
Han viftede sin hånd rundt i små cirkler, mens han prøvede at komme på en grund mere, til at få hende med. Han kunne dog ikke komme på mere, her på stående fod, så han satsede bare på, at hun var overtalt.

Der kom et lille smil frem på hendes læber. Han stolede faktisk på hende. Det var ikke tit der skete sådan noget for elementalerne nu om dage. Alle ville så gerne have naturen i balance, at de fleste synes de skulle dræbe menneskene.
"Okay," sagde hun så og gik op til ham. Hun var egentlig meget beæret over at hun vidste noget om Argon som klanen ikke gjorde. Hun ville gerne føle sig speciel en til gang i sit liv, og måske var det her muligheden? Om hun var med i klanen, så lang tid hun faktisk var... måske venner, med Argon, så var det fint. Det slog ned i hende igen med hendes bedste ven, men hun kiggede sig over skulderen ud mod skrænten og gik op til Argon.

Da Iorwen smilede, kunne han ikke lade være selv. Der var faktisk kommet noget godt ud af turen. Han havde fået et nyt medlem og han havde fået en ny ven, begge ting noget som han ikke havde regnet med overhovedet. På den anden side, havde han heller ikke regnet med at han pludselig skulle gå til bekendelse for nogen, han aldrig havde set før.
På vej tilbage over den vindomsuste mark, stoppede han kort, inden han fortsatte.
"Du... du siger ikke noget om det her til de andre, vel...?"

//out