Skumring stoppede brat op, da en tynd damearm klaskede imod hendes brede bringe. Dette forårsagede et småfornærmet blik, der blev sendt imod Ethelihn, med et stille fnys. "Du ved udmærket at dette er forkert menneske, prøv ikke at overbevise mig om andet, jeg tager de to knægte her, og forlader byen, hvis jeg var dig, ville jeg ikke kæmpe mere imod, ellers er jeg ligeledes nødt til at gribe til yderligheder, og det ser jeg helst ikke ske!" sagde hun bestemt men uden at lyde nedsættende. Hurtigt vendte hun hovedet mod Duzzel, som stod bag hende, og rakte den anden arm ud for at få fat i ham, under den anden arm.
Skumring var bestemt hele vejen igennem, der var ikke så meget som et flakkende blik, hun tog hvad hun kom efter, og gik ikke tomhændet, mørket havde hersket alt for længe, og havde nu drevet det for langt, der var kun én måde hvorpå det kunne stoppes. Ji Rin kæmpede en brag kamp for at få svunget et ben over ryggen på kentauren, og Skumring svang blot armen, over sin egen hesteryg for at hun kunne komme om at sidde, dette ville desuden være lettest for alle parter. Et lille blik blev sendt til Stan, men han virkede til at klare sig selv, på trods af smerter, et øjeblik overvejede hun at helbrede ham, det kunne hun sagtens på denne afstand, men det ville tage for meget koncentration især fordi hende opmærksomhed lige nu faldt 100% på denne kvindelige mørkets kriger, samt vagterne, der ihærdigt prøvede at få styr på de urolige masser.

Duzzel blev slået tilbage til virkeligheden, da han spottede kentauerens arm række sig frem mod ham.. han rakte ud efter den, men nåede det ikke, eftersom Ethelihn havde beordret vagter til at gribe fat i ham.. han mærkede to solide hænder tage fat om hans smalle, tynde overarme..
"Slip mig! Hvor vover i?!" hvæste han, trak og hev for at komme fri, men uden nogen nytte.
Egentlig, så havde Ethelihn vel fat i noget... tyve stjal... tyve burde ikke gå fri... Duzzel rynkede sine bryn, og strittede så ikke imod længere.. Han havde ikke rigtig indset at han havde hjulpet en kriminel før nu..
Hvad er der blevet af mig.....? tænkte han i en deprimeret mine...
Engang ville jeg bare have hukket hovedet af tyve... jeg ville have slagtet uværdige... tænkte han for sig selv, mens han løftede sine hænder, så på sine håndflader... han sukkede tungt, inden han rettede blikket op på Skumring.
"Stik af med ham..." mumlede han, men højt nok til at hun ville kunne høre det..
Hvis man lyttede efter, kunne man høre at Duzzels stemme havde en ikke helt krystaliansk udtale af ordene.. han havde en accent af ubestemmelig oprindelse, for de som altså ikke kendte til hans race..

Et ubehageligt smil krusede Ethelihns læber. "Skulle det der forestille en trussel? Skat, du har overhovedet ikke forstået ordets betydning. Jeg prøver igen: Overlad ham der til vagterne. Så er der en lille chance for, at du vil være i stand til at tage hjem." Hun gjorde et hovedkast i retning af de vagter, der allerede havde fanget en af de små 'helte'. Ud ad øjenkrogen lagde hun mærke til, at han ikke engang gjorde modstand. "Lige meget hvad kan du få lov at leve, men hvis du vælger ikke at overgive knægten frivilligt, er du lige så meget en forbryder som ham." Det her var kentaurens sidste chance for at komme af sted uden kamp - og uden rytter. Hun kunne i øvrigt tro lige, hvad der passede hende, men Ethelihn vidste, at det hun gjorde, var det rigtige. Det betød naturligvis også, at hun mente kentauren havde fået skruet hovedet forkert på.
Folk omkring dem var blevet musestille. Det var ikke til at sige, om det skyldtes frygt eller spænding. Det var nok også forskellige holdninger til. Ethelihn overvejede at lægge en hånd på kentaurens bringe for så at gennemstrømme hende med energi. På den måde ville hun være i stand til at blokere hendes naturlige nervesignaler, så hun ikke ville kunne bevæge sig ud ad flækken - med mindre hun gjorde bodstand. Den mulighed fik Ethelihn til at ombestemme sig. Hun ture ikke bruge dyrebare kræfter på at holde sådan et stort væsen i ave. Særligt ikke når det var et stort, stædigt og hidsigt æsel.

Mens stemningen var steget til et endnu mere anspændt og spændingsladet niveau, var Stan kommet på benene igen med et meget - for ham - unaturligt, olmt blik rettet mod Ethelihn. Han plejede ellers aldrig at stirre vredt eller surt på folk, og da slet ikke kvinder! Han vidste ikke hvad der gjorde dette tilfælde så meget anderledes, så han valgte i stedet at ignorere sin tvivl om, hvorvidt det var et malplaceret blik, og slog ud med sin venstre arm, så en barriere dannedes mellem Ethelihn og Skumring.
"Du rører dem ikke," råbte han opfyldt af pludseligt heltemod, uden tanker for, hvad der ville ske med ham bagefter. Det eneste han tænkte var:
Hey, det går egentlig meget godt, det her.
Hvilket det ikke gjorde. På nogen måde.

Langt om længe lykkedes det for Jirin at få svunget sine ben op omkring den brede hesteryg, med en god hjælp fra kentaurkvinden. Jirin bed sig let i læben som hun så ned på den kvindelige kriger, vagterne, 'den blå', og den enhåndede mand. Hun følte sig pludselig temmelig meget i midten af det hele, og det at pøblen var så stille skabte en ny form for utryghed i hende.
Med sammenbidte tænder fik hun sin brækkede hale viklet nogenlunde omkring sin krop så den ikke var i farezonen for at blive hevet i. De lyse øjne mødt kort MK-kvindens. Der ville ingen nåde blive hvis Jirin blev fanget, overhovedet ikke. Det var hun selv godt og grundigt sikker på, især da hun havde set hvordan andre omkring hende var blevet behandlet når de var blevet fanget. Hun knep det øje der ikke var blevet tæsket blåt, let sammen så det blev smallere. Om hun ville overgive sig..? Nej..! Aldrig..! Også selvom det betød at hun nok ikke længere ville have mulighed for at bo på gaden, allerhøjest ville kunne blive taget ind som slave hos en eller anden, et liv hun helst ikke ville have igen, på trods af hendes tidligere herres venlighed. Og hun mente selv at hun var for ung til at dø. Nej, så ville hun hellere leve i frihed, om det så betød hun var nødsaget til at leve udenfor byen. Hvordan hun så kunne overleve der ville tiden kun vise, hvis hun da nogensinde kom væk fra denne ubehagelige situation.
Instinktivt klamrede hun benene omkring kentauren, som kunne hun sidde bedre fast og aldrig blive trukket af på denne måde. Selvom hun vidste at hun ville stå i dyb gæld til de 3 andre, bagefter.

Skumring rystede på hovedet imod Ethelihn, det var tydeligt at kentauren ikke lavede første angreb hvis det virkelig skulle komme så vidt. "Desværre, hvis i anser det som værende en forbrydelse at indbringe en smule retfærdighed, må i nok erkende mig som en af dem. Jeg kan ikke længere se på mens Mørkets Lord lukker ned for alt der har en smule med medmenneskelighed at gøre!" sagde hun så bestemt men stadig med en blid og rund stemme.
Hun skævede imod Duzzel, hun kunne ikke nå ham hvor end hun gerne ville, i stedet skød to slyngplanter op mellem stenene ved de to vagter der holdt den lille knægt, hvor de hurtigt bredte sig op omkring vagterne, dog uden at de kom til skade på nogen som helst måde, men forhåbentlig nok til, at Duzzel kunne tage flugten, gjorde han ikke det, var han selv udenom det.
En mand råbte et sted, Skumring vendte hovedet imod Stan, hvis hun skulle væk, skulle det være nu! "Hold fast knægt!" mumlede hun så til ungen på hendes brede hesteryg, inden hun satte af, og løb af alle kræfter imod byens port, bevidst sprang hun fra side til side, i tilfælde af, at Ethelihn endnu havde øje for Skumring og JiRIn og ikke for Stan, og dermed ville have en anelse svære ved at ramme dem.

Duzzel spottede hvordan et virvar af planter slangede sig op af de ringbrynjeklædte vagter.. han så sit snit, og flåede sig pludseligt fri i et hurtigt ryk...
Hans blik hvilede dog på den lidt dystert udseenede kvinde...
"Beklager, men jeg tror byttedyret der slipper væk~!" påpegede han mod kentaueren og transvestitten, inden han selv satte i løb, modsat vej.. han maste sig vej igennem menneskemængden.. han skulle VÆK! Helst uden at blive fanget igen.. Han lagde en mental note til sig selv; Ikke blande sig i flere helteaktioner! Bare nej! ikke mere!
Duzzels tynde ben bar ham hastigt afsted i den store menneskemængde.. han kunne smage en underlig metal smag i munden, fra hvad vidste han ikke..