Venus smilede lettet over Alex' svar. "Det er jeg glad for." Det virkede som om, hun fuldstændigt havde glemt, hvad deres sidste møde havde handlet om. Det havde hun selvfølgelig ikke. Hun havde bare filosoferet sig ud af det. Det havde taget meget længere tid end sædvanlig, men det virkede. Hun kunne godt slappe af.
Men det var overhovedet ikke for hans skyld. at hun var kommet her. Hun havde ingen anelse om, at han var der. Venus grinede igen. "Det første var faktisk en meget præcis beskrivelse af, hvad der gik igennem mit hoved for en halv times tid siden," svarede hun smilende og fandt en stol. "Og jeg tror et møde ville være en god idé. Jeg hørte snorken oppe fra borgmuren ser du."
Hun sad på stolens ryglæn med fødderne på sædet i en meget elegant stilling. Hvis man ikke kendte til hendes evne, ville man være sikker på, at hun væltede ned om to sekunder. Fra sin vakkelvorne plads studerede hun kontoret, men ikke særligt længe. Det var trods alt ikke for Alwyns kontor, hun var kommet. "Sååh... Hvordan går det?" Spørgsmålet var egentlig henvendt til Alwyn, men så tænkte hun, at det ville være temmeligt uvenligt ikke at stille det samme spørgsmål til Alexander, så hun lod sine øjne skiftes kigge på dem begge for at understrege, at de sådan set kunne svare, hvis det passede dem. Hun følte sig temmeligt godt tilpas trods omstændighederne.

Alexander kigged en smule mistroisk på hende, og mærkede et lille stik til sin ære, det gjorde ham faktisk næsten rasende at hun skulle tale sådan om hans faders klinge, men der var jo ikke så meget at gøre ved det, hun var hans overordnede og han måtte bare tage eventuelle spydige bemærkninger som hun ville kunne slynge imod ham.
"Det er hvordan et våben bruges der definerer hvor farligt det er, og denne synål har formået at dræbe en del"
Svarede han roligt. og lyttede nøje til deres samtale, han skammede sig om tanken om at hans nuværende kollegaer var så elendige, og nogen burde straffe dem, og Alexander ville nyde at være denne nogen.
"Frøken Alwyn jeg takker for at have fået audiens hos dem, og tusind tak for forfremmelsen, jeg håber de en dag vil kunne finde tid til at tale med mig igen, jeg vil meget gerne diskutere dine tips til mig nøjere hvis det kunne lade sig gøre, men ellers vil jeg forlade jer, jeg føler mig lidt som det tredje hjul."
Sagde han og smilede kraftigt til dem begge to og undlod at svare på venus' spørgsmål det bød sig ikke an, hun var trodsalt alwyns gæst, ikke hans.
"Forresten Alwyn hvis de har brug for nogen til at gå op og lære vagten en lærestreg vil jeg med glæde tilbyde mine ydelser, den slags er jeg særdeles god til"
Sagde han idet han stod afventede i døren på hendes svar.

Alwyn åbnede munden for at sige noget til Venus, som faktisk sad i den dyreste stol på denne etage (eftersom tronen nok var dyrere i sidste ende). Hun valgte i stedet at krummer tæer og forsøge at undlade at kommentere den bizare behandling af møbler, som fandt sted i dag. I stedet forsøgte hun at fokusere på Schwartz og Venus' forhold. De kendte altså hinanden. Venner? Næppe. Men på den anden side, så var Venus venner med de fleste. Hvis ikke alle. Alwyn skævede hen til skrivebordet og bad til at hende hemmelighed måtte forblide skjult. Mest af alt havde hun blot lyst til at smide alle ud så hun kunne læse videre. Spørgsmålene havde gjort hende underlig. Hun følte sig skidt til pas. Tankerne var forvirrede. Alt var forvirret!
"Hm?" hun vendte blikket imod Schwartz. Han ville flygte. Meget vel. "Smut du med dig. Og jeg vil se at din nål i aktion, før jeg lader dig gå rundt med den. Det nytter jo ikke noget hvis du bliver hugget ned fordi din højre hånd ikke kan tage et slag. Jeg vil nødig skulle begrave dig."
sagde hun roligt og betragtede ham indgående. "Men lad vagterne være. Dem skal jeg nok tage mig af." hendes ansigt blev dystert, og det var ikke til at sige hvad hun havde tænkt sig at gøre ved de stakler. Men straffen ville blive hård. Meget hård. Hun tillod ikke at folk sov på jobbet. Bogstaveligt talt.

Derefter vendte hun opmærksomheden imod sin veninde. "Det går op og ned. Men fortæl mig... Hvordan tør du overhovedet være her? Hvis Morgoth ser dig her så bliver han sikkert ikke-- eller nej... Du er jo ikke rigtig nogen fare. Faktisk ville en kanin næsten være farligere at have rendende. Men fortæl mig, hvad går du og spilder tiden med?"

Hun så på Alexander, da han sagde, han ville gå. Hendes ansigtsudtryk havde ikke ændret sig betydeligt, mens mens han havde hendes opmærksomhed, var der et strejf af skuffelse og skyld i det. Hun ville gerne have, han blev, og hun havde en stærk fornemmelse af, at det var hendes egen skyld, han var ved at gå. Hun trak lidt i mundvigen. "Det ser ud til, jeg alligevel afbrød noget så." Men hun havde nu ikke tænkt sig at gå igen. Nu var hun lige kommet ind. Og apropos det.
Hun vendte hurtigt sin opmærksomhed mod Alwyn, da hun talte, men fik aldrig set hendes bekymrede ansigtsudtryk. Stolen ville ikke komme til skade. Det var Venus alt for let til i øjeblikket; hun var trods alt nødt til at holde sig svævende, for at blive siddende sådan, som hun gjorde. Hun grinede. Alwyn havde åbenbart ikke engang hørt rygterne. Der var faktisk gået lang tid før, Venus selv havde hørt dem og hun selv havde været en del af dem. "Hvis Morgoth ser mig her, sker der mig ikke noget. Han ville muligvis være bekymret for, at du fandt ud af, jeg var her." Nogle veldigt underholdende scener spillede forbi hendes indre blik. "Og jeg spilder min tid med at være stof for rygter, som du åbenbart ikke har hørt. Du bruger ikke megen tid på, at tale med Morgoth, eller er der noget jeg har misforstået?"

Alexander nikkede anerkenede til Alwyn for at vise at han havde forstået ordren, han bevægede sig derfor ud på gangen og lukkede døren efter sig hvorefter han begyndte at bevæge sig hen imod rummet hvor hans uniform ville ligge og vente på ham, han kunne ikke vente på at træde i den og føle magten den med det samme ville give.

Alwyn så efter den unge Kriger i et par sekunder, før hun atter vendte ansigtet imod Venus. "Jeg har andet at tage mig til, end at være Morgoths barnepige." mumlede hun og missede med øjnene. Hun betragtede Venus med et indgående blik, og forsøgte at komme til bunds i denne besynderlige sag.
"Men jeg kan forstå at du måske er kommet tæt på ham?" Hendes stemme var skarp og søgende. Hun ønskede tydeligvis en kort, konkret sandhed. Hun rømmede sig dog straks efter og smilte skævt. "Hvem elsker ikke dig, Venus?"
Det var næsten til at blive syg af. Hvordan var det overhovedet muligt at være elsket af alle? Havde Venus nogen fjender? Et eller andet sted håbede hun det; for pigens egen skyld. Det var ikke sundt at leve i et eventyr. En eller anden dag ville verden bryde sammen. Intet var perfekt.

Alwyn sukkede og gik hen til vinduet, som endnu stod åbent. Hun holdt begge hænder på ryggen og stirrede ud i den mørke verden. Hendes blik var stift og tankerne langt væk. Ville det blive et problem? Ville Venus' forhold til Morgoth sætte en kæp i hjulet på hendes plan? Intet måtte komme i vejen, forsikrede Generalen sig selv. Den kolde efterårsvind sneg sig ind i rummet, og ruskede i gardiner og papirer. Alwyn skuttede sig en smule. Man kunne skjule kulden, men ikke være immun overfor den.

"Pas nu på, Venus. Mange har set sig sure på Morgoth, og hvis du kommer for tæt på ham, vil du måske komme til skade." Faktisk behøvede hun ikke sige 'måske'. Hvis man var tæt på Morgoth så var det et faktum at man ville komme til skade.
Det skulle Alwyn selv nok sørge for.

Barnepige? Han har da ikke brug for beskyttelse... Nå, deres forhold er åbenbart ikke så tæt, som jeg troede. Hun smilede, som man gør i stadiet inden, man ler. Ansigtsudtrykket skiftede dog hurtigt til et eftertænksomt et. "Jeg ville nu ikke kalde det 'tæt'... nærmere sådan..." Hun vidste ikke lige, hvad hun skulle svare, så der blev en pause - hvilket Alwyn åbenbart opfattede som sit stikord til at forsætte. Venus så lidt forbløffet på hende. Hvem elsker ikke mig? Hun syntes, det spørgsmål var nemt. Den dæmon, der havde villet æde hende og når havde sprættet maven op på hende, før hun flygtede. den dæmon hed Kyoshiro, men det nåede hun aldrig at få fat på. Hvad, Venus heller ikke nåede at opfatte, var, at hun havde mødt hans noget mere venligtsindede alterego til et af maskeballerne. Hvordan det skulle være gået op for hende, aner jeg ikke. Hun havde stadig to lange sår på maven, og to flænger i kjolen. Maven gjorde ond, hvis man trykkede det forkerte sted, og flængerne havde hun dækket med et bredt bælte - vi taler ikke om, hvor hun havde pengene fra x)
Jo, generelt kom hun da godt ud af det med alle, men hun var da ikke så populær. Med mindre Alwyn snakkede om den anden og lidt mere end venskabelige form for at elske nogen. Hun blev pludseligt glad for, at Alex ikke længere befandt sig i lokalet. For det første kunne det spørgsmål misforstås, hvilket kun ville resultere i, at han blev såret igen og i øvrigt nok ville hade hende som pesten. Hun havde jo godt nok forklaret ham om et par af sine tidligere 'forhold', men hun kunne jo lige så godt have løjet. Hun brød sig i hvert fald ikke om, at folk holdt af hende på den måde uden, at hun selv havde det på samme måde.
"Altså... Hvis det var det, du mente med at komme tæt på Morgoth, så tager du fejl." Hun grinede lidt. Tanken virkede sjov på en eller anden forskruet måde. Men den var vel nærliggende, for Samson havde jo haft samme idé - i øvrigt en anden person, der ikke ligefrem forgudede hende. Nu var hun til gengæld kommet i tanker om en betegnelse for det forhold. "Han er mere som en overbeskyttende storebror." Som sædvanlig lod Venus sig ikke mærke med den kolde efterårsvind, for hendes evne tillod hende modsat Alwyn at holde varmen under de fleste forhold. "Og tro mig, jeg ved godt man er i fare i nærheden af Morgoth." Hun kunne ikke lade være at grine igen, selvom det selvfølgelig var lidt synd for Samson, at han ikke kom så heldigt fra det.

Alwyn åbnede munden for at sige noget, men lukkede den kort efter igen. Så åbnede hun den atter, for kun at lukke den igen. Hun havde absolut ingenting at sige. Ærligt talt så forstod hun ikke Venus lige nu. Hun talte om Morgoth som... Som var han et godt menneske. Hun gøs. Pigebarnet anede jo ingenting! Hun valgte ikke at kommentere det, og kastede et blik på papir-bunken på bordet. Hun ønskede at læse videre. Hvorfor skulle hun altid afbrydes?

"Morgoth er..." mumlede hun, men stoppede sig selv. Der var intet at sige. Alle vidste hvordan man ikke kunne vide, at Morgoth var et udyr. Hun rettede sig op og tog et par skridt rundt i lokalet. "Du bør passe på, når du bevæger dig rundt her på Borgen. Måske har Morgoth set sig god på dig, men der er mennesker her som du ikke kan stole på. Mennesker som ville myrde, for at skade Herren. Spioner, forræddere. Du kender møllen. Eller måske gør du ikke. Du bør ikke luske rundt her. Det er for farligt."
Hun sukkede, lod tungen glide henover læberne og skævede ud af vinduet. Mørket gemte på de største løgne. Var det ikke det man sagde?

"Venus, kære Venus, det er sent og det er et uheldigt tidspunkt du er kommet på. Måske kunne du komme igen i morgen?" foreslog hun med et smil.

Venus grinede igen. "Jeg ved, hvor jeg er... du behøver ikke fortælle mig, jeg skal afholde mig fra at vade ned ad gange i en borg fyldt til bristepunktet med mørkets krigere." Det muntrede hende op, selvom hun sådan set var munter nok i forvejen, at Alwyn åbenbart ville advare hende. Hun vidste, hun kunne stole på hende - hvilket ledte til en interessant pointe. "Og jeg ved, hvem Morgoth er... I teorien er du jo ikke meget bedre," kommenterede hun henkastet, som havde hun sagt noget høfligt, men pænt om den dyre stol, hun havde placeret sig på. "Men jeg takker for advarslen, og jo, jeg skal da gerne komme igen - altså med mindre vagterne rent faktisk er vågne på det tidspunkt." Så lod hun kommentarene hænge i luften, lettede selv fra stolelænet og forduftede ud ad vinduet, mens hun gjorde sig umage for ikke at vække vagten, der stadig snorkede som et savværk.

//out