(elsker dit 'blah!' xD)

Der var blide fingre, der strøg hendes hud. Hun opfattede det svagt i sin bevidsthed, men tænkte ikke videre over det. Bare det at blive nusset fik hende næsten til at sukke af fryd. I modsætning til hvad Ray frygtede, havde hun ikke haft nærvær med nogen mænd i det halve år han havde været væk. heller ikke med kvinder, for den sags skyld. Hendes 'plejefamilie' var ikke dem der omfavnede hinanden i tide og utide, og når det en sjælden gang skete var hun som regel ikke involveret. Så det var med stor fornøjelse at hun tog imod hans blide kærtegn.

Hun trak let på skuldrende til hans lettere spørgende udbrud. Ja, hvorfor skulle de ikke danse? det var trodsalt kun en halv svingom de fik før, og så man på de andre par ville man hurtigt bemærke at de havde taget mindst fem danse ind til videre. Det var trodsalt det et bal var til for- at danse. det var derfor der var dansegulve, musik og store kjoler. ellers kunne folk jo bare havde kommet i deres kedelige gevandter for at æde og drikke som svin. og jovist var det da hyggeligt nok, men det satte altså lige prikken over i'et når man fik sig en dans.

Hans ordvalg overraskede hende. En gudinde? hende? Gudinder vaskede ikke op eller mugede ud i stalden. de skænkede ikke vin til andre, og de vaskede ikke gulve. Gudinder lå bare og.. ja, hvad lavede en gudinde egentlig? badede i mælk og spiste druer, var det første hun tænkte på. klassisk. Hun smilte lidt af tanken, mens Rex elegant førte hende ud på dansegulvet. Han undervurderede sig selv; der var intet mere vidunderligt i verden end at danse med ham. Hun tænkte for hundredesyttende gang den aften over det valg hun havde taget for et halvt år siden. det virkede dybt åndssvagt nu, men hun indså at var det blevet til noget imellem dem den gang, ville det nok ikke have holdt.
bedre sent end aldrig, kan man vel sige.
Advarslen var til ingen verdens nytte. Yang havde vugget halvt rundt i sine egne tanker, og fik først fokuseret helt på Rex, da hans læber mødte hendes. et øjeblik blev hun fuldstændig overrumplet, men der gik kun et øjeblik, før hun besvarede hans kys. det var lettere end at trække vejret- hun havde ikke glemt teknikken endnu...

Ray slap Yangs hånd, for at holde hende om livet med begge hænder. Han nød hendes smag, duft og blødhed. En vidunderlig krop, lige her i mellem hans hænder. Nogle vidunderlige læber, lige her hos ham. Han trak hende helt ind til sig, lagde den ene arm om hendes krop og den anden bag hendes hoved. Efter et ubestemmeligt antal sekunder forlod han hendes læber, men kun ganske kort, for blot at give hende et nyt kys - et kortere dog.

"Du smager virkelig dejligt," mumlede han og rynkede næsen, efter at have hørt ordene højt. Egentlig noget underligt noget at sige, men i sidste ende var det sandheden. Han ville kysse hende igen, men holdt sig tilbage, for atter at tage danse position med hende. De dansede videre.

* SPOLE ?* (fordi jeg ikke gider beskrive en lang danse-...seance?)

Der var snart ikke flere mennesker på dansegulvet. Musikkens tempo var sat en del ned. Ray havde en anelse ondt i fødderne, men det var intet problem. Ikke lige nu. Ikke når han var hos Yang. Alt virkede så perfekt. Så vidunderligt. De dansede tæt. Han holdt om hende og vippede hvileløst fra side til side, i takt med musikken. Der var mere nærheds-behov over dem end dans, syntes Ray, men det var ikke noget som bekymrede ham. Han puttede sig ind til sin elskede, og gemte sit ansigt i hendes silkebløde hår.

"Skal vi ikke flygte herfra? Eller måske skulle jeg bortføre dig." mumlede han med et suk, for derefter at kysse kvindens kind. "Vær hos mig i nat," hviskede han kort efter. (4 sechs)

læber mod læber. krop imod krop. De stod som var de smeltet sammen midt på dansegulvet- som to tinfigurer der langsomt smelter sammen og bliver til ét. Hvis folk bemærkede Yangs ringløse finger, ville de himle højt med øjnene, og der ville komme en masse sladder om krokonens nye pige. selvom det ikke var forbudt ved lov at være sammen med en mand før ægteskabet, var det langtfra velset. nå, men hvem lagde også mærke til en ring, når salen var så fyldt med lys og glitter allevegne?
Hun smagte åbenbart dejligt. Yang smilede, og lod en hånd glide om bag hans nakke. hun elskede hans sølvhår- det var så uendeligt blødt og fint, som spunden sølv. hendes fingre gled forsigtigt igennem det- det gav en underlig form for ro i kroppen.
"Du tager fejl, kære herre- DU smager dejligt. vidunderlig, faktisk" sagde hun, og tog hans hånd, da han gjorde mine til at danse igen.

*SPOLE* (i understand u.. )

Der var lunt og godt i Rays favn. Yang havde ladet sit sjal glide ned, så det nu hang ved hendes albuer, hvor det svingede blidt fra side til side i takt med deres vuggeri. Hun puttede sig gensidigt ind imod ham- det var det bedste hun vidste; fordi hun var et hoved lavere end Ray, passede hun lige i højden til hulningen under hans kæbe.
Hun priste sig lykkelig for sine mudrede støvler, for havde hun haft stilletter på, havde hendes fødder ikke holdt til så meget dans. Hun lod blikket glide op til hans ansigt, og opdagede, at han stadig havde sin maske på. Hun vidste at det var ham, men alligevel- det var mere rigtigt, hvis hun kunne se hans ansigt.
Uendeligt blidt skubbede hun masken op i panden på ham (?) - man kunne stadig ikke se hans brændemærke i panden, men nu var hans øjne synlige. et smil bredte sig på hendes læber.

"Meget bedre" smilede hun, og kyssede ham mildt på næsetippen. hun hørte hans tilbud om bortførsel, hans bøn om hendes selskab i nat, og hun skævede et kort øjeblik til det store ur der hang på salens sydlige væg. den var lidt i midnat, og hun havde lovet kromutter at komme hjem. hendes blik flakkede tilbage til Rex. Der var ikke nogen tvivl- skideballe eller ej.

"En bortførsel? jeg tror min læremester vil blive meget bekymret. Men en flugt kunne måske arrangeres" sagde hun, og strøg ham over kinden.
"Selvfølgelig. Du får skam ikke lov til at gå endnu"

Ray holdt sin kvinde tæt ind til sig. Duftede til hendes hår og aede hendes ryg. "Jeg skal nok aflevere dig tilbage igen imorgen." hviskede han og kyssede hendes hals. "Sent i morgen." tilføjede han kort efter og lod sine hænder rykke lidt nedad. "Måske først i overmorgen."
Han holdt hende tæt og gemte atter ansigtet væk i hendes bløde hår. Med lukkede øjne, og en sejlende beævgelse, dansede de videre henover det blanke gulv. I takt med at minutterne gik, forsvandt menneskerne fra dansegulvet. De fleste kastede sig frådende over mad og drikke, mens andre blot gav sig til at snakke om det sidste nye sladder. Højrøstede stemmer, larm og latter fyldte rummet. Og alligevel hørte Ray intet. Han hørte kun Yangs åndedræt. Hendes hjerte. Hendes skridt. "Jeg elsker dig," hviskede han og kyssede atter hendes hals. "Jeg har altid elsket dig."

Efter 10 minutters tid tog han hendes hænder og trak hende med sig væk fra dansegulvet. (?) Han førte kvinden hen til en dør, som førte dem ud til en balkon. Han førte hende til kanten af balkon, hvor han lagde armene om hende og så ud over byen. Natten blev oplyst af en smuk fuldmåne.

"Jeg er glad for at du har haft det godt, imens jeg har været væk." sagde han roligt og betragtede den mørklagte by. Han var ikke sikker på hvad han ellers skulle sige. Han ville vel gerne møde kro-familien. Det burde han.

Yang smilede af hans lille 'løfte', og vrikkede drillende sin bagdel ud af hans greb, så hans hænder gled hen på hendes hofter istedet for.
"Du må vente lidt min ven" smilede hun, og plantede et kys på hans læber. Han skulle tirres lidt, blot en anelse. Desuden stod de midt på dansegulvet! Yang kunne ikke lade være med at fnise over denne såkaldte 'forbudte' kærlighed de havde gang i. Det var på en gang skræmmende og spændende, og hun var meget fristet af tanken af bare sådan at løbe væk med Rex- væk fra festen og folkene, og med et sejrsskrig styrte ud i skovens dunkle mørke, til alles store undren og forbløffelse.
"Jeg elsker også dig" svarede hun, og blinkede for at få drømmeskæret væk fra hornhinden. det lykkedes ikke helt- måske var det vinen, måske var det tidspunktet. Det var sent, meget sent endda, i hvertfald for hendes standarder den sidste tid. hendes krop var ikke vant til at feste natten lang.

Pludselig mærkede hun et let træk i armen, og lullet hen af vinen og Rays blide vug, fulgte hun med ud på balkonen. En kold vind kom hende i møde, og hvirvlede sig rundt om hendes bare arme. Hun skyndte sig at trække sjalet op, pludselig slået tilbage til det eventyr af en virkelighed som hun var midt i.
Fuldmånen hang på himlen, stor og bleg imod det dybblå mørke. enkelte stjerner var drysset med kyshånd rundt omkring den, og de blinkede sagte fra deres tavse hjem. Enkelte lys fra byen besvarede stjernernes kald, men ellers var alt mørkt.
Yang vendte sig rundt, så hun stod med ryggen imod balkonens gelænder. hun lyttede opmærksomt efter hans ord, mens hun rystede de sidste rester af søvn ud af sindet.

"Jeg har haft det fint. Først nu har jeg det rigtig godt" sagde hun, og legede med hans jakkekrave, da et kraftigt vindpust nærmest bar hende hen i hans favn. der var noget underligt ved vinden her til aften. ikke at hun klagede.

Hun ville ikke hjem. ikke endnu, hvertfald. Det betød nemlig at de skulle sige farvel. Og nok var hun træt og kold, men det var hun ikke klar til. Hvad hvis hun ikke så ham igen i lang tid?
Det følelsesmæssige sår der var opstået dengang hun havde sendt ham væk, var næsten helet. Nu mærkede hun det springe op igen, bare en anelse.
Posa.. Yang lukkede øjnene og kvalte angstfølelsen der havde vokset i hendes bryst.

"de vil sikkert forstå det" sagde hun, i et forsøg på at ændre hans mening. På den anden side VAR hun træt, og de krystalisianere der ar tilbage til festen havde allesammen taget godt for sig af de våde varer. Hun fulgte tavst med Rex ned i aulaen, mens hun betragtede de sørgelige rester der var tilbage af festen. utroligt hvad alkohol kunne gøre ved folk. Med et let smil til butleren, tog hun sin frakke på, og lod den tykke uld varme hendes forfrosne krop.
De steg ud i natten, tog mørket på. I mørket bliver alle katte grå, og det samme gælder for funklende kjoler og eventyr. Men fuldmånen lyste deres vej op, og et lille skær fra hendes kjole besvarede lyset.

"Der er mange ting jeg ikke er klar over helt præcist. en af de tinger hvad du tænker- og hvornår du tænker det." sagde hun med et smil, og besvarede hans kys. "Men jeg ved, hvor højt jeg elsker dig!" hun vendte sig imod månen, og pegede.
"Kan du se den stjerne? den lige til venstre for den nordlige aftenstjerne. jeg elsker dig hele vejen op til den og ned igen så mange gange at det ikke er muligt at tælle." hun huskede hvordan hendes moder havde ønsket hende godnat på den måde da hun var lille. de ord jagede monstre og skygger på flugt, og de havde altid svøbt hende i en døs af kærlighed (det var det min mor altid sagde da JEG var lille, faktisk :) )

Hun kom i tanke om at hun havde glemt sin maske, men blev enig med sig selv om at lade det være sådan. hun havde fået noget meget bedre med hjem..

Yang indsnusede den kolde natteluft, der bragte en lille snert af duften af mos med sig. hendes fingre flettede sig ind i hans, og de gik i tavshed i nogen tid, mens månen spredte sit sølvhvide lys over landskabet. hun bemærkede svagt hvordan lyset ændrede sig, da de gik ind i skovkanten, men det var kun ganske svagt, da alle hendes sanser fokuserede på hendes elskede der gik dér ved siden af hende.

"Jeg er sikker på at de vil elske dig!" smilede hun, og gav hans hånd et varmt klem. Det glædede hende, at det var så vigtigt for ham at gøre et godt indtryk- han havde så meget moral, ikke som nogle af de perverterede stoddere, der fløjtede liderligt efter hende når hun var nede i byen. det var blandt andet det, der tiltalte hende så meget. nå ja, det og så duften af ham, lyden af hans stemme, dybden i hans utrolige øjne.

De gik ud af det lille skovbryn igen, og kom til den brede grusvej, der førte hen imd byen, og kroen. Der var tusindvis af stjerner på nattehimmelen, og det føltes som om de alle smilede og blinkede ned til netop dem. gruset knasede under deres fødder for hvert skridt der blev taget, og alt syntes fredeligt og problemfrit.
Hendes hjerte sprang et ekstra slag over, da hun så lyset fra kroens vinduer. Det var nu, at han skulle møde krofamilien. Hvis han da ville møde dem? hun stoppede op, og tog hans anden hånd, så de stod med front mod hinanden.

"Jeg tror ikke der er nogen vågne på dette tidspunkt" smilede hun, og hentydede til at klokken hvertfald var over midnat, "men du har sikkert en lang vej hjem, og jeg har ikke lyst til at sige farvel nu." hun stillede sig på tæerne, og kyssede ham lige så blidt som en sæbeboble.

"Vil.. vil du med ind?"

Han var nervøs, det var let nok at se og mærke. hver en muskel sitrede jo i hans krop. Yang blev bekymret- måske havde det været en fejl at invitere ham med ind? han kendte trods alt ikke familien, og måske havde det været et alt for stort pres at lægge på ham, måske skulle hun..
"jeg vil meget gerne med ind" hendes ustyrlige tankegang holdt mund, og hun smilede varmt til ham. det betød meget for hende, at han ville med ind, også selvom kro-familien ikke var blodbeslægtet med hende. Måske mest fordi hun havde en utrolig lyst til at få ham med ind.

Han åbnede døren, og varmen slog imod dem som en mur. Yang så afventende på Rex, der nu så ud til at tøve igen- gad vide hvad han tænkte på? hun ville ønske at hun stadig havde sin gamle evne, så havde det været som at stjæle slik fra et barn.

"skal vi gå ind?" hun tog føringen, og trak ham blidt med ind i krostuen. der var helt stille, og hvert et skridt de tog skabte en knirkende lyd fra det udpinte trægulv. Yang lukkede døren, og stillede sig med ryggen op af den. Hun betragtede den kønne mand foran hende, hendes mand, hendes Rex. Hun mærkede, hvordan vinen og situationen steg hende lidt til hovedet, og hun fnes, da hun tænkte på hvordan de skulle snige sig over det knirkende gulv, uden at vække nogen.

"kom med" hviskede hun, og listede op af trappen til 1. sal. det var utroligt, så meget det hus dog larmede!

For første gang siden hun var flyttet ind i huset hér, lagde hun mærke til hver en detalje. Hvordan tapetet boblede nogle steder hvor der havde været fugt, hvordan tæppet trængte gevaldigt til en kost, og ikke mindst hvordan gulvet knirkende afslørede dem. Hendes kinder blussede op, og hun fandt det pludselig meget skamfuldt at vise kroen frem til Ray. Det passede ligesom slet ikke til ham, sådan et sted hvor alting knirkede og trængte til mere end bare 'en kærlig hånd'. Nå, i det mindste var værelserne isolerede, og varmen holdt. Og hvis ikke skulle de nok finde på noget. Ray var trodsalt fra bjergene, han burde have nogle tricks.

Selv i mørket der omgav dem og skjulte dem, kunne hun finde vej til sit eget værelse. Hun stoppede op, og var nødsaget til at slippe Rays hånd, idet hun fumlede efter nøglen der lå på karmen. Hun fik fat i den, og stak den i nøglehullet. Et højt KLIK bekendte at døren nu var åben, og så langsomt som overhovedet muligt når man er halvfuld og ved at dø af grin over noget man egentlig ikke ved hvad er, trykkede hun messinghåndtaget ned. Et højt skrig mindede hende om at hængslerne trængte til olie, og hun skyndte sig at trække Ray ind på værelset og lukke døren før hele huset vågnede.
Da døren blev lukket, var det som om en tung sten forlod Yangs bryst, for kromutter og -fatter havde altid respekteret hendes værelses privatrum. Det virkede også som om gulvbelægningen i værelserne var mere gennemtænkt- i hvert fald knirkede det kun en lille bitte smule, og kun på visse, uheldige steder.
Skodderne var slået for værelsets eneste vindue for at beskytte imod kulde og træk, og det eneste lys i værelset var derfor placeret i små, tynde striber, som var de malet med en pensel der kun havde ét hår. Yang lod sine støvler falde ved døren, og trissede hen til kommoden, hvor et ældre, revnet spejl var placeret. Hun lod hænderne glide om bag nakken, hvor hun løsnede sølvspændet, og derved også hendes viltre krøller. Spændet blev pænt lagt på kommoden, før hun vendte tilbage til sin elskede.

"Tja, det er ikke meget, men det er mit helt alene" hun lavede en fejende gestus ud over værelsets møblering der kort fortalt bestod af en enmandsseng, et mindre bord, en stol og så den føromtalte kommode. Yang smilede en smule nervøs over hvad han ville sige- tænk hvis det ikke var godt nok til ham, tænk hvis han havde haft en forestilling om at hun boede et flot og fancy sted med stakit og hele molevitten, hvad så?
Hun tog forsigtigt hans hånd, og lod sine fingre flette sig ind mellem hans.

"sig noget" bad hun, og lod sine hænder glide op bag hans nakke, hvor de kærtegnede ham så blidt som sommerfuglevinger...

(... kunne jeg bliver pladderromantiker eller hvad?!)

Det var utroligt at hun overhovedet havde kunne leve uden Rex i næsten et halvt år- tanken stod hende så fjern. Hun kunne ikke forestille sig, nu hvor hun stod i hans favn, ikke at være sammen med ham. Hun gengældte hans kys, og gøs af nydelse, da han plantede sine læber på hendes hals. Den mand kunne virkelig få hende til at smelte som smør.

"Jeg elsker også dig. Jeg fatter ikke at jeg har kunne overleve et halvt år uden dig." hun indsnusede hans duft, og strøg sin kind op ad hans. Hun overvejede ganske kort at tænde for vokslyset, men hun ville ikke forlade hans favn, ikke nu. Desuden ville det sikkert bare være til besvær, når det skulle slukkes..
Hendes læber skiltes i et spillende spil, da han nævnte sinlille 'visdom'. Selvfølgelig var han ikke den eneste der havde haft den tanke, tværtimod. Yang selv havde haft hele scenarier på turen hjemad, hvorfor det havde passet hende fint at de ikke havde snakket- så var hun garanteret brudt sammen, rødmende og lettere fnisende. Åh, alt den vin var ikke godt for hendes fantasi.

"Åh, jamen dog, min kære, det lyder da yderst interessant. Det må vi hellere afprøve" hun lod sig frivilligt guide hen til sengen, og vendte sig om mod ham igen, da de nåede hen til den.

"Jeg ved jo, hvordan du har det med knuder" smilede hun, og førte hænderne om bag på ryggen, hvor de begyndte at løsne snørerne i kjolelivet, langsomt og omhyggeligt, så der ikke gik kludder i det.
"Men det kan altså godt være at jeg får brug for en hjælpende hånd. hvertfald med den sidste del"
Hun løsnede den sidste snøre, og lod kjolen faldetil gulvet, så hun nu kun var iført en silkeblød underkjole. hun samlede kjolen op, og lagde den forsigtigt på en stol, før hun vendte sig imod sin elskede igen.

"Såeh.. hvor kom vi fra? nåh ja!" hun puttede sig ind i hans favn igen, og pressede sine læber imod hans for 117. gang den aften. alle bekymringer om lys og knirkende gulve eller døre der ikke var lydtætte var forsvunde som dug for solen. det var kun hende og Rex, Rex og hende.
Et halvt år var lang tid, men det betød sandelig ikke at gnisten og kemien forsvandt. tværtimod.

I mørket var det svært at sige hvem der beundrede den anden mest. Yang var dog overbevist om at ingen, absolut ingen i hele den vide verden kunne være mere perfekt end Ray. Hun fulgte hver eneste af hans bevægelser med et hungrende blik. Eller, det vil sige, når hun kunne komme til det - hun var så tæt på ham at hun ikke kunne fokusere, og desuden var det så mørkt i værelset, at hun kun kunne skimte hans silhouet i det svage måneskær fra vinduet. Ikke at hun klagede, tværtimod. Hun brugte istedet sine hænder som øjne, lod dem udforske hver en afkrog i hans krop, hans smukke, smukke krop.

Pludselig, uden at Yang rigtig nåede at opfatte hvordan de var endt dér, lå de på sengen- med kroppene flettet sammen, mere yndefyldt end nogen billedhugger nogensinde ville kunne gøre det efter. Deres åndedræt synkroniserede sig, mens hud mødte hud og læberne bevægede sig harmonisk mellem hinanden. Det var som poesi- som et digt hvor hver en strofe og hvert et vers passede sammen.

Og alligevel var der en lille, irriterrende stemme i Yangs baghoved, der nævenyttigt blev ved med at kræve hendes opmærksomhed. For hvad var det egentlig de havde gang i, og hvad havde hun at sige til sit forsvar, hun, en ugift kvinde, der nu lå i kanen med en mand hun ikke havde set i et halvt år. Det slog hende, at stemmen tilhørte hendes søster, og hun viftede den irriteret væk, for hvem var Yin at udtale sig om den slags?!
Det plagede hende at hun nu ikke kunne nyde øjeblikket helt så meget som hun gerne ville, og da Rex slap hendes læber, var hun et øjeblik bange for at han kunne mærke hendes indre debat. Men så hørte hun de ord fra hans læber, de ord som ikke kunne gøre hendes blod så brusende hvis det ikke var kommet fra hans læber, og enhver tvivl forsvandt som dug for solen.
For hvad var ægteskab, egentlig? det var vel egentlig bare offentlighedens bevis på at to mennesker elskede hinanden. Og hun kunne dybets set godt undvære at offentligheden skulle have et bevis, så længe hun havde et selv.

Hun kærtegnede blidt hans kraveben, og lod derefter hænderne glide ned til hans buksekant. Hendes fingre fumlede usikkert med knapperne, men efter et stykke tid sprang den sidste op, og det tog ikke lang tid før også Rex's bukser lå på gulvet. hun smilede skævt til ham, og kyssede hans kæbelinie med små, pirrende kys.
Hun ville gøre alt for denne mand, om det så betød at hun skulle følge ham til verdens ende..

Princippet 'tid' er en sjov ting, for man siger jo, at tiden flyver, når man har det sjovt.
Dagen forinden havde været som et kort glimt for Yang, der vågnede glad og fro, dog en smule mørbanket af at have ligget to i den smalle seng, i Rays trygge favntag. Hun mærkede hans blik i ryggen, og vendte sig om, missende med øjnene mod sollyset.
Hun smilede til ham, sin elskede, og strøg fingrene igennem hans silkebløde sølvhår.

"Godmorgen" smilede hun med søvn i stemmen, "Sovet godt?"

Lydniveauet steg nedenunder, og Yang blev pludselig meget opmærksom på det stærke sollys. Hvad i alverden var klokken?!
Hun satte sig op, og kravlede ud af sengen med et undskyldende blik, uopmærksom på sin nøgne skikkelse. forsigtigt, for ikke at vække opmærksomhed, listede hun hen til vinduet, og kiggede ud. solen stod allerede højt på himlen, så klokken var mange. ALT for mange.

"Åh, gud, kromutter slår mig ihjel!" udbrød hun, og begyndte lettere febrilsk at lede efter sit tøj. Hun stoppede et kort øjeblik, og så på Rex.

"Det beklager jeg VIRKELIG!"

Ray Xulfor betragtede sin elskede. Lyttede til hendes stille åndedrag, som hun endnu lå der i hans arme. Han mærkede hendes silkebløde hud, det duftende hår og det hjertet som hamrede dybt inde. Da hun vendte sig, smilte han straks. "Godmorgen," hviskede mildt. "Ganske udmærket, jo tak." Det var en underdrivelse. Bestemt. Efter nattens......... leg, havde søvnen taget ham i sine kløer og holdt ham nede uden barmhjertighed. Han havde sovet som en sten.

Da Yang pludselig gav sig til at kravle ind over ham, for at komme ud af sengen, bredte hans smil sig yderligere. Hun skulle da bestemt ikke undskylde for noget -- Åh, måske undskyldte hun for at hun skulle gå? Han satte sig op og betragtede hende. Solen fik hendes hud til at blusse op og håret til at skinne.

"Beklager du at kromutter slår dig ihjel? Det burde du sørme også beklage." Han smilte stadig, og fulgte hende i sin påklædningsproces. Hvad så nu? Han rynkede næsen. Burde han gå? Hun havde jo tydeligvis et arbejde at vende tilbage til, og han havde vel holdt hende længe nok. Han skævede ud ad vinduet og betragtede morgendagen derude. Det var ikke løgn - det var knap morgen længere. Der lød trin på trappen udenfor. Ray rejste sig, fulgte Yangs eksempel og beklædte sin nøgne krop med tøjet fra aftenen forinden. Der gik ikke lang tid før han var fuldt påklædt. Han vendte atter blikket imod kvinden i rummet. Han tog nogle hurtige skridt hen til Yang, løftede blidt hendes ansigt med hænderne og kyssede hendes røde læber.

"Jeg må hellere gå."