Corrine tog fat i Samsons hånd og trak sig op og måtte lidt måsle med sin kjole for ikke at falde i den igen. Hun var faldet?, jo hun kunne godt mærke hun var ør i hoved. Corrine tog sin hånd op til sin mund og mærkede lidt efter, men fjernede den igen da det gjorde lidt ondt.
Hun rettede blikket hen imod tyren og syntes bestemt den så skræmmende ud.. Så jo det kunne da godt være meget sandt.. Det var nok det der havde sket.
"Ja... Så du er min Onkel?" Corrine var stadig lidt usikker. Det var underligt at ikke kunne huske noget rigtigt.. Hun kunne da huske hvem hun selv var og hvad ting var. Men ikke nogen personer eller minder som sådan.. Underligt.

"Min mor?.. Er... Hun her ikke?" spurte Corrine lidt fortvivlet.. Hun kunne ikke engang huske sin mor, men der var noget inde i hende der stadig gjorde ondt pludselig.. Hun følte sig tom og alene.. Havde hun ingen mor.. Hvad med sin far?..
Corrine kiggede ned i jorden lidt, og rettede blikket imod sine hænder.. Der var lidt blod på den ene hånd efter hun havde rørt ved sit ansigt før..
Pludselig fik Corrine et noget panisk blik i sine øjne, men der efter et sekundt så Corrine ud til at have det dårligt.. Og med et blev alt sort for hende igen og hun besvimede ved at se det.

Samson slap hendes hænder da hun var kommet på benene. Han nikkede lidt som svar på hendes spørgsmål/ bekræftelse.
Han blev nødt til at spille lidt med på et eller andet for at virke overbevisende og få hende til at føle sig lidt dum, sådan så hun kunne betro sig til ham.

"Du kan heller ikke huske din mor?" Spurgte Samson lidt bebrejdende. Han sukkede lidt og smilte et lille skævt beklagende smil.

"Din mor døde jo da du var 5 år. Så det er et par år siden efterhånden. Jeg kan forstå hvis du ikke kan huske din far, for ham har du jo aldrig set før.. men din mor.. hmmn.. nå ja." Han trak lidt på skuldrene.

"Det behøver du heller ikke at bekymre dig om. Sket er sket og det kan der ikke laves om på" Samson følte, at han virkelig prøvede at spille en familiemedlemsrolle og egentlig, så synes han selv at det gik ret godt med at indprovisere. Han havde vundet noget af hendes tillid allerede nu, havde han ikke? Efter situationen at bedømme så ville han da mene det.
Samson bemærkede hvordan farven begyndte at forsvinde fra hendes ansigt - tilsyneladende på grund af synet af hendes eget blod på hænderne, fra ansigtet. Han greb hurtigt ud efter hendes håndled for at lade hende forblive på benene.

"Men nu.. skal du nok hellere komme med mig så vi kan få ordnet dit sår der." Brummede han og i det samme øjeblik kom tyren Brutus til syne mellem træerne og ud i lysningen. Han stillede sig få meter fra dem, klar til at blive taget i brug og bringe dem op til borgen. Brutus var aldrig stolt af at have gæster med på sin ryg, men af og til var det nødvendigt og så måtte tyren indfinde sig med det.

Corrine så pludselig meget sørgmodig ud, nej hun kunne ikke engang huske sin egen mor, hun skammede sig så inderligt over det pludselig.. Der begyndte at komme tåre op i hendes øjne.. At få afvide hendes mor var død gjorde ondt, men også at hun selv havde glemt det.. og hendes far.. at hun aldrig havde mødt ham... Det gjorde ondt.. Hun følte sig helt alene i verden pludselig.
Og så var det der hun så på sine hænder og fik det dårligt. DOg blev hun grebet af Samson og blev nærmest hevet tilbage til bevidst hed.

Corrine blev grebet af Samson, og der gik lige et par sekunder før hun kom til sig selv igen, og uden som meget som at advare så krammede Corrine sig ind til Samson. den eneste hun havde i verden, hendes onkel. Hun græd stille over hvad hun havde hørt og så op på Samson.
"ja... undskyld..mit hoved" sagde Corrine meget fortvivlet over alt hvad der skete. Alt det hun fik afvide.. Det gjorde ondt.
Corrine kiggede lidt på tyren der kom nærmere og trykkede sig blot mere ind til Samson.. Hun var lidt bange for den.

Samson gloede først helt skævt på den lille pige da hun krammede sig ind til ham. Han strakte sine arme ud fra sig selv og kiggede blot ned på Corrine der stod der og krammede sig ind til ham. Dog... lidt efter lidt faldt hans arme ned til hende og holdt om hende. Hans slag var vundet.

"Undskyld ikke, barn.. Lad os hellere se at få dig hjem i sikkerhed. Du skal få dit eget værelse overfor mit." Sagde Samson med sin rolige dybe stemme. Han lod hende stå der og kramme sig lidt ind til ham. At give hende en følelse af tryghed, det var alt hvad han ville have lige nu. Der manglede noget liv i borgen. Og så snart han havde vundet hende helt, så kunne han sikkert finde ud af et eller andet med hende. Det skulle nu ikke være problemet.
Han puffede lidt til hende, som tegn på at de skulle se at komme afsted. Han tog et fast tag om hende (k?) og satte hende op på tyren foran sig selv, så han kunne holde fast i hende, under turen derop. Heldigvis var der ikke særlig langt.

"Du skal ikke være bange. Jo, du skal være bange for ham, men ikke når jeg er til stede så vil han ikke gøre dig det mindste. Det er mig der har kontrollen over ham og ingen andre. Han er ikke glad for gæster på sin ryg." Brummede Samson mens han klappede den forvoksede tyr lidt på siden som kærtegn. Det var virkelig det der betød aller mest for ham. Alt andet kunne de tage fra ham, bare ikke tyren. Han ville blive ramt på den groveste vis.

"Sidder du godt, Corrine?" Samson var egentlig pisse ligeglad for at sige det lige ud, men det kostede ham ikke noget at spørge hende, det kunne blot give ham flere point at tage af.

Samson får givet Brutus signal om at sætte af og ride op mod borgen. Sammen begiver Corrine og Samson sig derop af.

//out

((Nu hvor du skal smutte, så regner jeg med, at det her er i orden, ellers så må du bare skrive andet i dit indlæg hvis det er det :3))