Nichols rejste sig roligt op da Venus havde forladt kroen, han skulede ned mod manden som der stadig lå der og så ynkelig ud.
''se på en anden næste gang køter....'' han så koldyt ned på manden og lo håndligt af ham, hvorefter han rettede hovedet op, nikkede vendligt til servitricen, og gik hen mod døren.
Nu skal jeg ud og finde et skib..... han sukkede, åbnede døren og traskede ud i regn vejret.

//out

Alexander åbnede døren for Isis og holdt den smilende for hende, så hun kunne gå ind i ly for stormen, der efterhånden var ved at opnå sin mest ødelæggende styrke. Selv på god afstand af havet havde de kunnet mærke vinden bære saltvand ind over landet og havde hørt bølgernes rasende slag mod stranden, som ville de flå jorden fra hinanden, rasende over modstandsdygtigheden og det stabile.
”Velkommen til havnekroen, mødestedet mellem havets folk og landets folk.” Han slog iscenesat hånden ud mod det lyse lokale, hvorfra spredte samtalestykker flød mod dem. Kroen var fyldt med mennesker, der havde søgt ly for stormen, men samtalen var holdt på et forbløffende lavt niveau. Mange af de gamle fiskere så skulende ud mod havet og så ud til at berette om tidligere storme eller lod fagter gøre det klart, at de betragtede naturens raseri som en straf fra guderne.
”Det er muligvis ikke det bedste sted at invitere en dame hen, men nok det eneste i umiddelbar nærhed.” Alexander trak beklagende på skulderen og smilede forpint af nødvendigheden. Han frys og havde behov for at få varmen, hvis ikke hans lette forkølelse skulle forværres.

Isis smilede og trådte ind, umiddelbart virkede det hyggeligt, hurtigt trak hun kappen yderligere om sig, som hun havde lånt af Alexander, da alle de andre også var påklædte ville det nok være smart ikke at reklamere med sin nøgenhed. "Det er da fint!" sagde hun med et smil, samptlige i kroen kiggede langt efter Isis, højst sandsynligt grundet hendes specielle hudfarve og de 8 horn, men det var ikke noget hun tog sig af. Et øjeblik lyste hun op, men fik så et mere undrende udtryk i ansigtet "Hvad betaler man med heroppe?" hviskede hun mod Alexander og så undrende på ham, i havet betalte de typisk med perler og ædelstene, men det var vel ikke det samme på overfladen, der var generelt ikke meget der lignede haver heroppe, specielt var det bestemt

Alexander kunne ikke undertrykke et smil. Hendes ligefremhed var forfriskende, dejlig og bar præg af en veludviklet intelligens. Jo han havde da hørt tale om byerne under havet, men af en eller anden grund havde han aldrig tillagt dem større betydning eller sandsynlighed.
Opmærksom på de mange sideblikke Isis tiltrak sig, rynkede han tænksomt brynene. Bare de overtroiske fiskere ikke tog hende som et dårligt varsel... - måske var denr snak om, at havfolket afhængigt af deres forhold til menneskene hjælp eller beværede dem, virkelig sand. Han måtte huske at spørge hende på et tidspunkt.
"Man betaler med ædelstene, ædelmetaller eller repræsentanter herfor." Han blinkede til hende før han fortsatte: "Men jeg skal nok give, hvis De bare fortæller mig, hvad de ønsker at drikke.
Han fik et kort øjeblik øjenkontakt med en svær mand, der stod bag baren. Manden, efter alt at dømme krofatter, nikkede kort, indforstået, før han gik ud omme fra baren med de krus øl, han lige havde skænket. Han ville komme over til dem efterfølgende, for at modtage deres bestillinger.
"Så mangler vi bare et sted at sidde ned..." Han så sig omkring, før han fik udset sig et bord, der lå en smule afsides fra døren. Dels ville han helst undgå træk, dels afstå fra flere nysgerrige og undrende blikke. Han ville ikke risikere noget et sted som dette.

Isis hævede det ene øjenbryn med et undrende blik, at drikke var ikke noget man gjorde under vand, af realistiske årsager var det mere eller mindre umuligt, men så længe havfolk fik føde havde de ikke brug for yderligere næring, i hver fald ikke væske. Over land var tørst et fænomen der ville finde ind hos hende før eller siden, men det havde hun aldrig rigtigt oplevet, eller for den sags skyld tænkt over. "Æh, hvad drikker man normalt?" sagde hun endnu engang lavt for ikke at vække yderligere opsigt, et eller andet sted syntes hun at det var ydmygende ikke rigtigt at kende til overfladen, men hun havde ikke rigtigt andet valg kunne man sige.
Hurtigt fulgte hun Alexanders henvisninger til bordet før hun lod de store gule øjne falde på andre tilstedeværrende i kroen, at dømme ud fra deres udseener var Alex et ganske betagende menneske, både fysisk og psykisk, ganske bestemt. hurtigt åbnede hun kappen og lod den falde ned over hendes skuldre hvorefter hun igen strammede den lige over brysterne, hun havde det varmt i kroen, og kappen gjorde det ikke bedre.

Alexander fik et forbløffet udtryk i ansigtet, og en let rødmen skød op i kinderne. At han ikke havde tænkt på sådan noget tidligere!
”Mange nyder at drikke alkoholiske drikke, så som vin, der er lavet af gærede frugter, hovedsagligt druer; mjød, der er lavet på honning eller destillater af forskellige art, men hvis De aldrig har nydt den slags drikke før, ville det ikke være klog at begynde nu. Et glas frugtsaft vil nok være bedre for Dem.” Han lagde hovedet på skrå ved den sidste bemærkning, nysgerrig efter, om hun kunne tilslutte sig hans idé. Han fulgte hende med til bordet, slog sig ned og holdt et vågent øje med personerne omkring dem.
”Jeg vil anbefale Dem, at De ikke smider kappen herinde eller letter mere på den. Folk på overfladen er vant til at skjule nøgenhed, og Deres udseende har allerede tiltrukket sig megen opmærksomhed.” Han skævede sigende over mod et par gamle fiskere, der med åben mund betragtede hendes nøgne skuldre med et saligt udtryk i ansigtet. Tilsyneladende havde de glemt alle deres overtroiske ammestuehistorier, der advarede mod der hornede folk fra havet.
Da krofatteren kom og spurgte til drikkevarer, bestilte Alexander 2 glas frugtsaft, men en klar anvisning om at holde drikken fri for alkohol. Krofatteren så undrende på ham, forundret over, at kunden ikke ville have noget alkoholisk at varme sig på, men trak på skulderen og vendte kort tid efter tilbage med bestillingen.
”Må jeg spørge Dem om noget personligt?” Han smilede forsigtigt, idet han ikke vidste, om hun ville tage ham det ilde op.

Isis så rundt i kroen men nikkede så, underlige mennesker der dækkede nøgenhed til, men som sagt måtte hun indrette sig deres normer og opfattese af hvordan det skulle være. "Frugtsaft, i har også frugter!" hun bed sig kort i læben, egentlig var det mere en konstantering end et spørgsmål, under vand havde de frugter, typisk groede de i store ræv godt gemt, i alle farver, de smagte sødt, men havde ikke samme konsistens som de frugter de kendte til på overfladen, de var langt mere faste.
Isis sendte krofatteren et kort blik men så så straks over på alexander, hun brød sig ikke om at stirre på andre, og slet ikke med hendes åbenlyse store gule øjne, desuden var hendes blik også draget af Alexanders markerede ansigt, og under vandet havde man ikke så mange hæmninger når det kom til at udtrykke hvad man mente om folk eller ting.
"Ja, spørg du bare!" sagde hun så med et smil og skævede over til krofatteren der var på vej over til dem med deres saft, undrende skævede hun mod saften i glassene, det lignede vand, bare i andre farver, underligt, det var det bestemt

Alexander lyste op i et smil og snurrede saften rundt i glasset for at se bundfaldet og farven an. Oplysningen om havets frugter lagrede han i hans tanker, så han kunne vende tilbage til den, hvis lejligheden bød sig.
”Mange af de gamle søulke, eksempelvis dem, der sidder rundt omkring herinde i lokalet, er vokset op med historier om havfolket, der afhængigt af deres humør enten hjalp eller modarbejdede fiskernes arbejde, og hvis der ofredes til dem, ville de blive mildere stemt. Er der sandhed i dét?” Alexander smilede venligt, nysgerrig efter at høre svaret. Han søster ville efter al sandsynlighed ikke tro på ham under nogen omstændigheder, hvis han fortalte, at han havde talt med en af havets virkelige folk, så hvorfor ikke få nogle flere gode historier at dele med hende, selvom hun blot ville ryste på hovedet af ham og smile bedrevidende.
Alexander tog en tår af saften, der smagte bittersødt. Han gættede på, at der var både blodappelsin, lime og druer tilstede i blandingen, der havde en svag orange farve, nøjagtig komplementærfarven til nuancen i Isis’ hud.
”De er en meget smuk dame.” Sætningen var fløjet ud af hans mund, inden han havde nået at tænke over konsekvenserne deraf, fordi der var så megen sandhed i den. Han bed sig i læben og ville til at undskylde, da hans blik fangedes af et lyn udenfor, og han i et kort øjeblik blev fraværende på grund af lysglimtet.

isis smilte lidt over hans sætning, tanken var sød nok, og der var vel også sandhed i det men det var mest hendes forfædre der gik op i det "Mange af mine forfædre, og endnu nogle af mine brødre går meget op i at mennesket ser os som en vigtig faktor i deres fangst, eller for den sags skyld i deres liv. Ofrene minder os om, at vi ikke er glemt på overfladen, men ingen af os besidder magien til at styre jeres fangst, vi kan allerhøjst jage fiskede væk fra områderne hvor i fisker!" sagde hun med et smil, men ærligt var det.
"Enkle gange har havfolket taget deres hævn, hvis mennesket har nægtet at hjælpe et af vores familiemedlemmer, eller hvis de for den sags skyld har fanget en af os og slæt os med på land!" sagde hun bestemt og alvorligt, selv brød hun sig bestemt ikke om at menneskene trak hendes fokk op på land, og brugte dem som eksemplarer, men den grusomme sandhed var at det skete.
hun løftede forsigtigt glasset og stirrede på indholdet, hun var slet ikke vant til at indtage drikke, men det kunne man vel vende sig til, ligesom man vendte sig til så meget andet, før hun smagte på den, hun lyste op i et stort smil, bestemt noget for hende. Dog falmede smilet til et smigret udtryk idét han komplimenterede hende "årh, du er da bestemt heller ikke tabt bag en vogn!" sagde hun med et blink i øjet før hun skævede rundt på de tilstedeværrende igen, bestemt, køn det var han!

Alexander lyttede fortryllet til hendes forklaring at forholdet mellem de havboende og de landboende. Der var så mange ting, han gerne ville spørge til, både omkring hendes egen civilisation og familie, havets indbyrdes hiarki og den almindelige indflydelse fra landet, der stødte op til havet. En af de ting, der pirrede hans nysgerrighed mest var krigen, der herskede oppe på landjorden. Kendte de til den?
”Mange tak.” Han kiggede forlegent ned i bordet, da han på det bestemte ikke var vant til den slags bemærkninger. Når han komplimenterede kvinder, agerede de altid med kokette og falsk ydmyghed. Isis var en rar afveksling, men en udfordring, der ville noget! Hendes ligefremhed var opfriskende, men også en stor omvæltning i forhold til det han kendte.
”Hvordan er jeres samfund indrettet?” Han kiggede på hende med troskyldige, blå øjne, der udstrålede den nysgerrighed, han så oprigtigt følte. Som hans høflighed bød ham, ville han nærme sig emnet langsomt og ad omveje, så han, for det tilfælde, at Isis ikke havde lyst til at komme ind på emnet, kunne styre samtalen en anden vej.

Isis så beundrende på ham, han var speciel, meget høflig i forhold til hvad man så under vandet, hvor det bestemt krævede temperement og en hård tone for at overleve og omgås sig. Hurtigt tog hun endnu en tår af glasset, før hun lagde hovedet en anelse på sned mod ham, hun var mindst lige så nysgerrig edter at vide mere om landjorden som han var efter at kende til livet under overfladen, men hun ville nødig træde ind over hans personlige grænse, da det var let at fornemme at menneskene ikke var så nærgående som man var under vandet.
"Vores samfund.." hun så sig kort tænkende om men fortsatte så "Vi har et råd af ældre der bestemmer, hovedsageligt har hver familie et overhoved der repræsenterer hver slægt i rådet, de bestemmer hvis der skal ændres noget, nogen skal straffes eller vi skal handle! Men det gælder kun os dybhavsfolk, jeg aner ikke hvordan lavvandsfolket får det til at hænge sammen" sagde hun og trak på skuldrene før hun lyste op i et lille smil "Hvad med jer? Har i et råd?" spurgte hun ivrigt, og måske en anelse højlydt, hun fandt Alexander meget spændende, og klart en kilde til stor visdom

Alexander lyttede opmærksomt og nysgerrigt, dybt fascineret af de politiske aspekter i havet. Aldrig havde han troet, at der ville kunne forefindes et så struktureret samfund på bunden af havet. Han studsede over hendes separations af dyb- og lavvandsfolk, men kom ikke nærmere ind på emnet. Hendes spørgsmål afsporede hans egen tankegang og sendte den i en ny retning.
Alexander smilede en anelse smørret, da et par af krogæsterne vendte sig om, idet Isis spurgte til deres system på landjorden. Hun vakte opsigt med hendes specielle udseende og spørgsmål.
”Hm… Nej, et ældsteråd har vi ikke længere officielt. Engang havde de forskellige større slægter det, men i takt med at civilisationen brød frem, blev magten lagt over til Lysets dronning… Men nu har der været et magtskifte i landet og personen, der kaldes Mørkets Lord har kuppet Lysets Dronning. For nogle betyder det nye muligheder, for andre forfølgelse. Sådan er det jo altid ved et magtskifte.” Alexander trak ligegyldigt på skulderen. Magtskiftet havde rystet det store samfund, og selvom det ikke direkte havde forstyrret Alexander, da han var mere eller mindre neutral i hans tilgang til magten, havde problemerne i periferien skabt eftervirkninger, han havde mærket. Eksempelvis havde der været større efterspørgsel til hans fægtelektioner, idet trangen til selvforsvar forstærkedes af de utrygge tider.
”Skål. Falder smagen Dem behagelig?” Han hævede glasset og det ene øjenbryn spørgende.

Isis lyttede interesseret til hans ord med et lille smil, hun lagde tilsyneladene ikke mærke til at der var mange af krogæsterne, hvis opmærksomhed hun havde tiltrukket, hvis hun vidste det ville hun egentlig også være mere eller mindre ligeglad, de måtte kigge alt de ville.
"Arh, vi havde også en konge og en dronning engang, men dem kunne vi ikke leve med, så de blev afsat efter ganske få månedshverv!" sagde hun bestemt og skævede undrende til ham da han skålede, men fulgte blot hvad han gjorde, og tog en tår af saften Mmh, det er rigtig lækkert, selvom konsestensen er ret... speciel!" sagde hun med et smil, men vendte så tilbage til emnet "Så, hvad betyder det for dig at ham hersens Mørkets Lord er kommet til?" spurgte hun og nænede sig en smugle ind over bordet, med et lille smil.
hun havde endnu ikke vendet sig til tyngdekræften der påvirkede hende, og alle hendes bevægelser, men det ville nok komme før eller siden, heroppe var det også fysisk umuligt at tabe noget uden det knustes mod jorden, sært var det, men det måtte hun finde ud af senere

Alexander hævede forbløffet over den ligegyldighed, hvormed Isis fortalte om statskuppet. På landjorden var et politisk magtskifte en alvorlig sag, der ofte medførte lidelser for nogle af minoriteterne af befolkningen.
"Det er mere tyktflydende, da der er et stort sukkerindhold i det.” Forklarede han venligt og smilende. Han kunne sagtens forstå, hvor forskellige hans verdens ting måtte syne på hende, der aldrig før havde været tvunget af tørst til at indtage væske på samme måde, som det landlevende folk var.
”For mig betyder det reelt ikke meget, da jeg hverken sympatiserer med det ene eller det andet styre. Den eneste, der influerer på min hverdag på grund af magtskiftet, er den større efterspørgsel efter fægtelektioner. Jeg underviser af og til i de byer, jeg gennemrejser, når jeg har behov for lidt lommepenge eller adspredelse.” Han trak atter på skulderen og skulede mod en af gæsterne, der igennem længere tid havde gloet hæmningsløst og begærligt på de bare skuldre af Isis’. Manden trak hurtigt blikket til sig, da han opdagede opmærksomheden fra Alexander, men skævede kort efter igen over mod hende.
”De fordrejer hovedet på gæsterne her.” Konstaterede han og skulede igen til gæsten, der atter engang var sunket hen med et drømmende udtryk i ansigtet ved synet af Isis’ bare skuldre.
”Nøgenhed er et skjult billede, der smykker hjemmet. Jeg ønsker ikke at forskrække Dem, men ved at vise deres skuldre på den måde, De gør det på, kan visse folk få et indtryk af Dem, der ikke er specielt eftertragtet. Mand på jorden er alt for ofte styret af deres… drifter.” Afsluttede han med et suk. Hvor måtte hun efterhånden have fået et grimt billede af lover over havoverfladen. Grådighed, lyst og uvenlige person. Ak ja.

//Uh uh! Hvordan gik galla? x)

Isis stirrede ned i det halvtomme glad og nikkede så mod Alexander, sukker, hvad i alverden var det nu for noget, forhåbentligt ikke noget kun ikke kunne tåle "Jeg indtager som regl ikke væsker som jer, men spiser fisk og skaldyr, samt undervandsfrugter!" sagde hun med et smil der blottede de hvide tænder, hjørnetænderne både i over og undermund var en anelse tilspidsede så hun lettere kunne bide hul på de ellers glatte dyr, det var noget hele dybhavsfolket havde, da de levede af levende væsner, hvorimod mange af lavvandsfolkene som regl sympatiserede med havdyrene.
"Arh, så du bruger de der sværd, ikke? Er du god?" sagde hun og lyste op, hun havde læst om mennesket og deres fægtekundskaber, men havde aldrig rigtigt forstået pointen før hun kom til overfladen før hun oplevede hvor hurtigt men kunne bevæge genstande over vand, i havet kampede man som regl uden våben, men takket være havfolkets stærke og skarpe negle var de godt våben, nogle ville betegne det som klør, men de var ikke synlige i hendes menneskelige tilstand.
Isis lyttede roligt til hans udtalelse og vendte hovedet mod gæsten han havde henvist til før hun igen så mod Alexander "Lad være at tage dig af ham, sådan er de også under vand, for ikke at sige værre, der er det normalt at kvinderne må vise klør, hvis de ikke holder sig på afstand!" sagde hun og trak på skuldrene, tanken om at have kappen oppe om skuldrene var næsten ikke til at holde ud inde i varmen, men hvis fiskeren nærmede sig, ville hun give ham en lærestreg han sent ville glemme

// Det gik SÅ godt, det var mega nice hele vejen igennem ^^

”Jeg vil gå ud fra at forskellen mellem frugter heroppefra og hos jer ikke er så stor. Højst sandsynligt er der frugtsukker i jeres også, helt uskadeligt, der giver energi. Det er det søde, De kan smage i saften.” Han forklarede med stille stemme, en anelse usikker på, hvad hun kendte til indholdet af planter og frugter. Hvis hun allerede vidste, hvad, han talte om, måtte hun ikke føle det som en belæring til et barn, men samtidigt måtte han forklare det på en måde, så det var forståeligt for det tilfælde, at hun ikke kendte til begreberne.
”Jo, det gør jeg… - Jeg kan forsvare mig, men jeg fører mig ikke frem ved sværdet. Det er lidt for let at dø, hvis folk fatter mistillid eller had for én!” Han smilede og slog hans egne evner hen, som altid. Han ønskede ikke at gøre mere opmærksom på dem end nødvendigt.
Alexander hævede øjenbrynene i respekt over hendes sidste udtalelse og kunne ikke tilbageholde et smil og en imponeret glimt i øjet. Isis var så sandelig en personlighed, der kunne varetage sig selv… når det ikke kom til drikkelse! Teoretisk kunne han have hældt alkohol på hende, men dén type brystede han sig ikke af at være.
”Er Jeres kvinder meget frigjorte og med samme status som mænd?” Endnu var kvinder knapt så frigjorte, og mange anså stadigvæk en kvindes plads for bag komfuret med et barn på hoften! Nu var alting ved havlivet alligevel så overvældende i forhold til det, han kendte, så det ville ikke længere undre ham, hvis Isis’ svar var bekræftende.

//Åh, det er jeg glad for at høre! (:

Isis nikkede da han forklarrede om overfladens frugter "Kan jeg finde en frugt heroppefra et sted?" sagde hun og lagde hovedet en anelse på sned mod ham, under vandet var frugterne meget faste, de indeholdte intet saft, og takket være havfolkets udvikling kunne de frastøde saltvandets smag, når de spiste, og gaske vidst var frugterne under vandet søde, men det var ingenting sammenlignet med den søde saft Alexander havde præsenteret hende for.
"Aha, hvor længe tager det at lære?" spurgte hun og så smilende på ham, generelt smilede hun meget, der var så meget nyt at opleve på overfladen, at hun næsten ikke var til at få ned fra de høje skyer hun svævede rundt på.
Endnu engang slog hun blikket over på den lidt for nysgerrige fisker og kneb de store skrå øjne sammen mod ham, hvorefter han igen slog blikket ned i bordet, kort rystede hun på hovedet men så så over mod Alexander "Ja da, vores ældre repræsentant for slægten er en kvinde, vores kvinder både jager og beskytter mændene!" sagde hun og tog en tår af saften, før hun brød ud i en lille latter og forsigtigt løftede øjenbrynene "Ej, men vores kvinder står som regl for beslutningerne, mens mændene vogter området og holder fjender på afstand, vores råd består hovedsageligt af kvinder!" sagde hun og lænede sig tilbage i barstolen. "Men sådan er det ikke heroppe, vel?"

// Aww tak ^^ Men nu er jeg bare syg -_-'

Alexander fik øjenkontakt med krofatteren igen og gjorde tegn til, at han ville bestille. Langsomt begyndte den svære herre at finde en vej gennem folkemængden mod deres bord, mens en kvinde, øjensynligt datteren, blev stående bag bardisken og pudsede glas.
”Det kommer an på, hvor megen energi, man lægger i det, og med hvilket talent man er født! Generelt er en god balance, smidighed og rapfodethed påkrævet.” Han så undrende på hende. Havde hun tænkt sig at ville til at lære at fægte? Af hvad han havde set af indtil videre, ville det kræve længere tids arbejde med hendes balance… men måske skulle hun som alle andre bare have tid til at vænne sig til livet på jorden med to ben i stedet for… en hale? Han havde først nu tænkt tanken omkring hendes mulige hale, men besluttede mystificeret at gemme spørgsmålet til senere.
Et aldeles forbløffet udtryk gled over hans ansigt, da hun spøgte med ham. Han sad med åben mund, målløs over det helt og aldeles overvældende billede, hun havde beskrevet for ham, indtil hun brød du i latter og afslørede sig selv.
”Nej, sådan er situationen desværre ikke her. Selvfølgelig har vi kvinder på et par fremtrædende poster, men deres tilgang til dem er… minimal. De fleste anser stadigvæk en kvindes plads for værende i hjemmet. Det er blevet bedre, men desværre må kvinder gennem mere for at opnå det samme som det modsatte køn.” Han undgik behændigt at henvise til sig selv, muligvis af forfængelighed. Han kunne ikke undslå sig at være af det mandlige køn, men efter hans mening burde en kvinde være lige så fri som manden. Endvidere var han forbitret over sin søster, der netop havde valgt at falde tilbage i den gamle kvinderolle, selvom hun havde al mulig grund til at være lige så fri som den mand, hun havde ægtet.
Da krofatteren endelig fik smølet sig ned til deres bord, bad han ham komme med yderligere et par glas saft, samt en klase vindruer, hvis de var tilgængelige, eller et æble, hvis ikke.

//Samme her, men det nytter ikke noget, fordi jeg har en tyskfremlæggelse dateret til i morgen. Verdammt!

Isis fulgte nøje Alexander i alt hvad han gjorde og sagde, samt hvordan han kommunikerede med andre mennesker, for at se om de kommunikerede anderledes end under vand, dog virkede der ikke til at være de store forskelle. Forsigtigt strøg hun hænderne gennem det viltre krøllede hår der efterhånden var tørt, det var ret sært, hun havde aldrig rigtigt haft tørt hår før, nogensinde faktisk, så for hende var det ret specielt.
"Hvis det kræver balance kan jeg vidst godt opgive på forhånd!" sagde hun med et smil og kiggede efter krofatteren som møvede sig tilbage gennem mængden, Isis bemærkede også godt at der ikke var nogle kvinder på kroen, hvilket vel sagde lidt om kønsrollerne, heldigvis var det ikke sådan under vandet, men på den anden side ville det nok også blive dét sværre at indfinde sig blandt menneskene.
"Det burde de ikke finde sig i, under havet har kvinderne kæmpet for magten ligesom mændene gør det, men det var inden vi fik nedsat rådet. Nu kan vi udfordre hinanden til duel hvis vi mener en anden ikke er værdig til sin post!" sagde hun og drak resten af sin saft med største velbehag, der var virkelig meget hun skulle vende sig til på overfladen

”Balance vil De muligvis få, når de har vænnet Dem mere til den anderledes tyngdekræft heroppe. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor tit De har været her, men som man siger: Øvelse gør mester.” Han mente det i god mening og prøvede sig med et smil.
”Jeg går ud fra, at nogle af vores kvinder selv vælger at forblive i hjemmene. Om de føler sig tryggere eller mere sikret, ved jeg ikke. Problemet er, at den livsstil døtrene opdrages under, præger dem for deres liv og for deres traditioner!” Uden at give direkte udtryk for det, var Alexander modstander af kvindeundertrykkelsen. Hvert individ var sin egen herre: et, i hans øjne, urokkeligt princip, desværre ikke helt urørlig. Han sukkede beklagende, muligvis en smule uforståeligt over for Isis, men hans tankegang var ikke videre optimistisk.
Krofatteren vendte tilbage med en klase vindruer i den ene hånd, samt en kande med mere frugtsaft. Han stillede behændigt kanden fra sig og rakte klasen frem mod Alexander, der mønstrede et smil og tog klasen, samtidigt med at han lod et par mønter dumpe ned i den nu tomme hånd.
”Dette,” Begyndte han og holdt druerne op, da manden havde vendt sig og var begyndt på den trange vej tilbage mod hans disk, ”er vindruer. De indeholder megen væde og er derfor velegnede til at lave saft af. Hvis saften gæres vil en anden drik opstår; den, de fleste rundt om os nyder.” Og rigtigt nok, mange af de andre gæster sad med opvarmede krus, hvori rubinrød væske, der var krydret med varmende og smagsfulde krydderiet, var.